Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: 2. etape af Tour of the Alps

Optakt: 2. etape af Tour of the Alps

19. april 2022 14:06Foto: Sirotti

Geoffrey Bouchard blev endelig belønnet for sine mange udbrud med en fornem sejr på en 1. etape, hvo det store bjerg ikke blev brugt offensivt af favoritterne. Spørgsmålet er, om det vil ske tirsdag, hvor der venter en næsten identisk etape, der både kan ende i et selektivt opgør mellem favoritterne og en spurt i en afslutning, der denne gang er betydeligt lettere end mandagens eksplosive sag.

Artiklen fortsætter efter videoen.

 Livestream Tour of the Alps, Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege uden afbrydelser

 

Ruten

Med ét stort bjergpas var 1. etape allerede svær, og dagen efter skrues der yderligere op for vanskelighederne. Denne gang skal man nemlig over hele to af slagsen, men selvom de begge er ganske svære, kommer de igen langt fra mål. Med en afslutning, der kun byder på en blød stigning, en nedkørsel og et fladt stykke ind til mål, er der lagt op til en uhyre uforudsigelig afslutning, hvor meget kan ske, alt efter hvor aggressivt klassementsrytterne griber den sidste af de svære stigninger an.

 

Også denne gang er der tale om en kort etape på bare 154,1 km, der fører feltet fra Primiero/San Martino di Castrozza til Lana. Starten er brutal, da man med det samme kører mod nordvest op ad kategori 2-stigningen Passo Rolle (20,8 km, 5,9%), der er en relativt jævn stigning med stigningsprocenter på 5-7%, indtil den flader ud med 2-3% over de sidste 1800 m frem til toppen, som rundes efter 21,5 km. Derfra går det mod nordvest og vest ad en nedkørsel, der kun i starten er teknisk, indtil man efter 42,2 km når frem til Predazzo.

 

Læs også
Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

 

Her følger man et ganske let stigende plateau mod sydvest og vest frem til dagens spurt, som kommer efter 54,8 km, hvorefter det fortsætter med at stige let mod sydvest, inden man drejer mod nordvest og senere vest for at følge en i starten let og til slut teknisk nedkørsel, der leder hele vejen ned til dalen og byen Auer, som nås efter 78,6 km. Her følger man kortvarigt en flad dalvej mod nordvest, sydvest og nord, inden man igen drejer ind i bjergene.

 

Det sker, når man kører mod nord og sydvest op ad kategori 1-stigningen Mendelpass/Passo della Mendola (15,3 km, 6,5%), der er en helt jævn stigning med top efter 104,2 km. Herfra resterer 49,9 km, som indledes med en kort og ikke specielt svær nedkørsel, som leder mod nordvest ned til byen Fondo, der passeres efter 112,9 km. Derfra går det mod nord op ad det ikke-kategoriserede Gampenpass/Passo delle Palada (12,9 km, 4,1%), der er en jævn stigning uden stejle procenter.

 

Toppen rundes efter 125,7 km, hvorefter de sidste 28,4 km indledes med en midtvejs lidt teknisk, men ellers nem nedkørsel, som leder mod nord, nordøst og nord direkte ned til målbyen Lana, hvor stregen dog ikke krydses. I stedet kører man mod nordøst ad en let faldende vej ud af byen frem til Adige-floden, som følges let faldende mod sydøst, inden man slutteligt kører mod vest og nordvest ad en let stigende vej tilbage til Lana. Man drejer skarpt med 3,8 km igen, hvorefter man skal igennem to rundkørsler, den sidste med 800 m igen. Derefter bugter en 6 m bred vej sig let, indtil man med 180 m igen kan se målstregen, og undervejs stiger det med 2-3%.

 

Etapen byder på i alt 3228 højdemeter.

 

Lana har ikke tidligere været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.

 

 

 

 

 

Læs også
Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

 

 

 

 

 Livestream Tour of the Alps, Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege uden afbrydelser

 

Vejret                                                                                                     

Det flotte, men kolde vejr fortsætter. Ved starten vil der kun være få skyer, men der ventes en temperatur på bare -2 grader! Kontrasten vil dog være enorm, for i målbyen kan de se frem til solskin med kun få skuer og en temperatur på hele 19 grader. Vinden vil være svag til let (9-10 km/t) og komme fra sydlige og sydøstlige retninger. Det vil give med- og sidemedvind hele dagen, dog med sidemodvind på anden halvdel af Mendelpass og med sidevind på en del af nedkørslen til Lana. På turen rundt om målbyen vil der være sidemodvind på første halvdel, derefter sidemedvind og slutteligt medvind over de sidste 2 km.

 

Favoritterne

Som man kunne vente, blev 1. etape ikke brugt offensivt af klassementsrytterne, og det potentiale, den lange stigning havde til at give de første svar, blev forspildt. Alligevel blev benene testet lidt på den sidste bakke, og selvom vi ikke fik mange svar, lignede særligt Richie Porte og Pello Bilbao ryttere med en ustyrlig kørelyst. Til gengæld var det bekymrende at se, hvordan Mikel Landa og Hugh Carthy var ude af stand til at følge de bedste.

 

Nu får favoritterne endnu en chance for at udnytte terrænet på en 2. etape, der minder meget om den foregående. Igen venter der en stigning, Mendelpass, hvor der kunne køres et herligt klassement, men igen er der ca. 50 km fra toppen til mål. Gampenpass er nemlig en temmelig ligegyldig stigning, og af de to nedkørsler er det kun den sidste, der har et ganske kort stykke, som er teknisk.

 

I forhold til dagens etape er der tre væsentlige forskelle. For det første starter etapen brutalt med passagen af Passo Rolle. For det andet har vi nu et hold i førertrøjen, hvilket betyder, at det pokerspil, der i dag betød, at udbruddet fik næsten 8 minutter, inden jagten kom i gang, er aflyst. Og for det tredje er finalen denne gang let og uden den stejle lille bakke, vi havde i dag.

 

Nu om dage skal man altid være forberedt på, at klassementsrytterne kan finde på at gå amok på den første stigning. Vi har i hvert fald allerede tidligere i år set, hvordan etaper er eksploderet på meget tidlige stigninger i både Catalonien og Andalusien. Den mulighed er også reel denne gang, og det er nok særligt de lige nu så aggressive folk fra Ineos samt Bahrain, der måske kan finde på noget. Der er en reel mulighed for, at vi pludselig får etableret en gruppe med nogle af løbets favoritter, som vi senest så det med Carapaz og Higuita i Catalonien.

 

Læs også
Formand for DCU trækker sig

 

Denne gang er vi dog stadig tidligt i løbet, og jeg tvivler på, at favoritterne er villige til at satse hele butikken på dette tidspunkt, også fordi de stadig vil være usikre på deres form. Den hårde start bør dog under alle omstændigheder give anledning til lidt af en angrebsfest, og man kan ikke undgå, at dagens udbrud vil blive meget stærkt. Det vil utvivlsomt bestå af nogle meget klatrestærke folk, og så skal der køres til for at hente dem.

 

Jokeren i min ligning er, hvis Bahrain og Ineos sender folk afsted. I det tilfælde kan udbruddet blive svært at hente, da det så meget vel kan være overladt til Ag2r og måske Astana, der i dag var meget passive. I det tilfælde er der en reel chance for, at udbruddet kan holde hjem. Mere sandsynligt er det dog nok, at de store hold vil lukke ned for hinanden. I det tilfælde vil vi få et stærkt udbrud, som Ag2r skal kontrollere. De har et ganske stærkt hold, og de vil slet ikke give dem så megen margin, som de fik i dag, da trøjen helt sikkert vil være truet af et udbrud, der kører på Passo Rolle.

 

Hvad sker der så på Mendelpass? Igen kan man ikke udelukke en eksplosion, men jeg tror mest på en gentagelse af dagens scenarium. Jeg tvivler på, at vi tidligt i løbet vil se angreb fra distancen, og jeg tror snarere, at Ag2r med mulig hjælp fra Bahrain og Ineos vil holde udbruddet i snor. Samlet set bør etapen dog være mere selektiv end det, vi så i dag, og vi bør få et mindre felt på toppen. Da Ag2r vil køre med stram elastik, regner jeg også med, at udbruddet bliver hentet, men hvis Ineos og/eller Bahrain kommer afsted, giver jeg dem en lille chance - og så vil det være med meget klatrestærke folk.

 

I dag blev der angrebet på bakken i finalen, men den mulighed eksisterer ikke i morgen. Det er ganske sandsynligt, at vi alligevel kan se nogle forsøg til sidst, men på flad vej bør det være umuligt at køre væk. Mit bud er derfor, at vi få en spurt, men i et mindre felt end i dag. Og hvor det i dag var et spørgsmål om, hvem der kunne være med på bakken i finalen, vil det denne gang meget mere handle om fart blandt de overlevende. Vejen er relativt smal, men da man kan tælle afslutterne på én hånd, vil positionskampen ikke være voldsom, og finalen er helt enkel. Til gengæld kan en stigningsprocent på 2-3% godt mærkes.

 

Jeg vælger at gå med Vincenzo Albanese. Den lille italiener bekræftede i dag sin gode form ved at sidde med i angrebene på bakken, men det endte med en lille ydmygelse, da han blev overspurtet af ”supersprinteren” Romain Bardet. Det har dog utvivlsomt også sendt ham på grænsen at skulle matche det stærke angreb fra Richie Porte, og i morgen vil han ikke starte sin spurt med syre op over begge ører. Med den klatring, han viste på Etna i fredags, kommer han også med hjem, medmindre klassementsholdene åbner det spil, jeg tvivler på. Den let stigende spurt burde passe ham, og med ”friske” ben bør han være hurtigere end de folk, der slog ham i dag. Det er et problem, at hans hold er svagt, og at han meget vel kan være alene til sidst, men heldigvis er finalen enkel og nem at positionere sig i. Jeg tror på, at Albanese i morgen endelig tager den anden sejr siden hans choksejr i Trofeo Matteotti, hvor han sejrede som 19-årig for seks år siden.

 

Manden, der kan slå ham på stregen, er naturligvis Giacomo Nizzolo. Dette stigende opløb passer ham perfekt, og der bør ikke være tvivl om, at Nizzolo vinder, hvis han er med hjem. Det store spørgsmål er, om han vil overleve. Han melder om god form efter en højdetræningslejr trods den nylige skade, og det bekræftede han både i onsdags og i dag, hvor den sidste bakke dog blev for hård, da Porte åbnede for gassen. I morgen er det kun de store stigninger, der er problemet, men de er også problematiske nok. Nizzolo er god i kuperet terræn, men i bjerge er han ingen ørn, og da udbruddet formentlig bliver stærkt og skal jagtes hårdt, tror jeg, at Mendelpass bliver en anelse for meget. Men med den form, han har vist, udelukker jeg intet, og overlever han, vinder han også efter al, al sandsynlighed denne etape. Normalt burde Omer Goldstein være en god plan B, men efter hans nedtur i dag overlever han næppe længere end Nizzolo.

 

I dag så det ud til, at Ineos arbejdede hårdt for at vinde etapen med Ben Swift eller for at aflyse den fare, Geoffrey Bouchard udgjorde. Han viste stor styrke på bakken til sidst, hvor han sad med i første gruppe efter Portes angreb, og det tyder på, at han endelig har fundet formen. Den Swift, vi så i Giroen i 2020, men som vi ikke har set i lang tid, klatrer som en drøm og klarer disse stigninger - han endte trods alt som en samlet nr. 18 i en grand tour - men jeg er stadig ikke sikker på, at vi har ham tilbage. Hans kørsel i dag var dog så opløftende, at jeg tror på, at han sidder med hjem, og så burde han være en af de hurtigste - særligt fordi han vil have et stærkt hold til at sætte sig op.

 

I dag viste Pello Bilbao igen, at han genfundet sin gamle fart, og han er bestemt også i spil til denne etape. Nizzolo slår han ikke, men mod Albanese har han en chance, når det stiger så meget, som det gør. Han virkede ganske velkørende i dag, og vi ved også fra Baskerlandet, at formen er god. Hans bedste chance er dog nok, hvis løbet for alvor bliver åbnet op. Får vi det helt store klassementsslag, vil han være den hurtigste blandt de overlevende, og kan de holde det samlet til sidst, vil han formentlig vinde en spurt.

 

I dag blev bakken som ventet for hård for Fabio Felline, men han var bestemt ikke langt væk. Med hans nuværende niveau er der en betydelig risiko for, at han ikke klarer stigningerne, men køres det konservativt bør den Felline, vi så i Laigueglia sidde med hjem. Han spurter stort set aldrig længere, men i dette felt bør han tage chancen, ikke mindst i en let stigende finale, der passer ham. Så sent som i efteråret 2020 viste han flere gange, at han stadig er hurtig nok til at køre med om sejren i dette felt.

 

Læs også
Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

 

I dag kom Natnael Tesfatsion en anelse til kort, men han bekræftede, at hans niveau er tårnhøjt. På papiret burde han være hurtigere end flere af dem, der slog ham, men han har nok alligevel siddet i mælkesyre efter bakken. Med den fart, han viste i Coppi e Bartali, burde han have en god chance i en let stigende spurt, der passer ham, hvis vi kan komme af med de allerhurtigste. Jeg er dog bekymret for ham i positionskampen.

 

En anden hurtig herre er Jose Joaquin Rojas. I gamle dage burde man ikke stille spørgsmål ved hans overlevelse, men det gør man i dag. Spanieren har slet ikke den holdbarhed, han havde engang, og derfor skal etapen nok køres konservativt, hvis han skal med hjem. Det bliver den formentlig også, og dermed burde han få sin chance. I dette felt vil jeg også tro, at han kører spurten, men farten rækker næppe længere til at vinde.

 

I dag blev bakken vist kørt for hård til, at Attila Valter kunne spurte, men i morgen bør han være klar. Han viste i Catalonien, at han har en fin puncheurspurt, og selvom denne er lettere, bør han i dette felt kunne blande sig. For at vinde vil det dog kræve en meget hård udgave, hvor sprintertyperne alle er sat af. Som alternativ har FDJ Thibaut Pinot , der formentlig stadig er endnu hurtigere, men han fik sig endnu en lussing i dag, og da han ikke har spurtet i en menneskealder, regner jeg ikke med, at han forsøger sig.

 

Dagens overraskelse var Romain Bardet. Det vil være svært uventet, hvis han gentager det resultat i morgen, hvor han ikke har glæde af den sidste bakke. I en mere klassisk spurt bør han i hvert fald ikke slå Albanese igen, men får vi det hårde løb, hvor der virkelig gås til stålet, vil han måske kunne true Bilbao, som han var tæt på at slå i dag. Uanset hvad vil dagens resultat nok have givet ham så meget selvtillid, at han vil prøve.

 

Jeg har svært ved at se andre, der kan vinde en spurt. Felix Gall var langt fremme i dag, men det handlede vist mest om finalens hårdhed. Pavel Sivakov er ikke helt langsom, men jeg ser ham ikke slå Bilbao, og Santiago Buitrago vil være låst af Bilbao. Lilian Calmejane burde være kandidat, men han vil formentlig skulle føre hele dagen for Bouchard.

 

I stedet vil jeg se på ryttere, der kan vinde på alternative måder. Som sagt vil et udbrud have en chance, hvis Bahrain og/eller Ineos får en mand med. Favoritterne vil formentlig markere hinanden, men det åbner døren for løjtnanterne Santiago Buitrago og Eddie Dunbar, der begge så flyvende ud i dag. Begge har også en hæderlig spurt, og de vil derfor kunne gøre det færdigt, hvis de kommer afsted.

 

En anden kandidat til et udbrud er Michael Storer. Han viste i dag, at han efter alt at dømme har fundet noget form, og så ved vi, at han er livsfarlig. Han vil være en oplagt kandidat til at angribe på Passo Rolle, men finalen passer ham ikke ideelt. Skal han vinde, skal han enten snige sig væk i et taktisk spil eller køre fra rivalerne på Mendelpass.

 

En anden kandidat er Jonathan Caicedo. Jeg skulle pudse øjnene flere gange for at tjekke, om det vitterligt var ham, der var her, der og alle vegne i finalen, men det var det. Han ser bedre ud, end da han vandt på Etna i Giroen, og så er han en oplagt udbrudskandidat. Også han lider under sin spurt, men han ligner en mand, der kan komme langt i et udbrud, og så kan meget ske i en taktisk finale.

 

En anden god udbryder er Einer Rubio. Allerede inden løbet havde jeg en mistanke om, at han måske har fundet formen inden Giroen. Det tydede det på i dag, hvor han så stærk ud i finalen, og han er en oplagt mand til at ramme et udbrud på Rolle, da Movistar er her uden deres stjerner. Også han skal have lidt held for at gøre det færdigt, men han synes at nærme sig de ben, han havde i Burgos og Polen.

 

Læs også
Optakt: Liege-Bastogne-Liege

 

Jeg vil også fremhæve Jonathan Lastra. I Baskerlandet fandt han endelig sin form, og han burde have en chance for at ramme udbruddet. Stigningen er lidt lang for ham, men med de baskiske ben har han en chance. Han er også relativt hurtig, i hvert fald sammenlignet med andre klatrere.

 

Endelig er der Bora-duoen med Lennard Kämna og Cian Uijtdebroeks. Normalt burde Kämna være det bedste bud på en udbrudsvinder, men hans form i Baskerlandet var kritisk. Det vil undre mig, hvis han er god nok til at angribe på Rolle, men hans kørsel i dag giver håb. Lykkes det, er han ikke hurtig, men han er pokkers god til at gøre det færdigt alligevel. Uijtdebroeks bør være god nok til at ramme udbruddet, hvis han klatrer som i Coppi e Bartali, men til gengæld får han svært ved at gøre det færdigt i en flad finale, hvor han er spurtsvag og helt uden rutine.

 

Andre udbrudskandidater kunne være Filippo Zana, Sean Quinn, Jefferson Cepeda, Niklas Eg, Reuben Thompson, Joe Dombrowski, Jose Felix Parra, Mikel Bizkarra, Matteo Badilatti og Chris Hamilton. Ender det i det helt store klassementsslag, hvor det er et lille felt, der sidder samlet til sidst, kan man måske snige sig væk i en taktisk finale. Her vil jeg pege på folk, der ikke have favoritterne alt for meget i nakken, dvs. blandt andre Thymen Arensman og mine udbrudskandidater Storer, Rubio, Uijtdebroeks, Buitrago, Dunbar, Caicedo og Lastra.

 

Feltet.dks vinderbud: Vincenzo Albanese

Øvrige vinderkandidater: Giacomo Nizzolo, Ben Swift

Outsidere: Pello Bilbao, Fabio Felline, Natnael Tesfatsion, Jose Joaquin Rojas, Attila Valter

Jokers: Romain Bardet, Thibaut Pinot, Santiago Buitrago, Eddie Dunbar, Michael Storer, Jonathan Caicedo, Einer Rubio, Jonathan Lastra, Lennard Kämna, Cian Uijtdebroeks

 

 Livestream Tour of the Alps, Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege uden afbrydelser

Vincenzo Albanese
Giacomo Nizzolo, Ben Swift
Pello Bilbao, Fabio Felline, Natnael Tesfatsion, Jose Joaquin Rojas, Attila Valter
Romain Bardet, Thibaut Pinot, Santiago Buitrago, Eddie Dunbar, Michael Storer, Jonathan Caicedo, Einer Rubio, Jonathan Lastra, Lennard Kämna, Cian Uijtdebroeks
Filippo Zana, Sean Quinn, Jefferson Cepeda, Niklas Eg, Reuben Thompson, Joe Dombrowski, Jose Felix Parra, Mikel Bizkarra, Matteo Badilatti, Chris Hamilton, Thymen Arensman, Pavel Sivakov, Felix Gall, Lilian Calmejane
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Tour of the Alps
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Liège-Bastogne-Liège Fe...(1.WWT) 21/04

EPZ Omloop van Borsele(2.NCUPJW) 19/04-21/04

Liège-Bastogne-Liège(1.UWT) 21/04

Giro della Romagna(1.1) 21/04

Liège-Bastogne-Liège Fe...(1.WWT) 21/04

Liège-Bastogne-Liège(1.UWT) 21/04

Giro della Romagna(1.1) 21/04

Tour de Romandie(2.UWT) 23/04-28/04

Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 26/04-28/04

Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04

La Vuelta Femenina(2.WWT) 29/04-05/05

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?