Optakt: 2. etape af Volta a Catalunya

STREAM VOLTA A CATALUNYA OG CLASSIC BRUGGE-DE PANNE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

Ruten

I mange år har det været en fast tradition, at løbet har budt på to store etaper i Pyrenæerne onsdag og torsdag, hvor man indtil sidste år har vekslet mellem tre finaler på La Molina, Vallter 2000 og Port Ainé, men sådan bliver det ikke i år. Med beslutningen om at lægge en ekstra bjergfinale ind senere i løbet er besøget i Pyrenæerne nemlig fremrykket med en dag, og derfor skal klatrebenene allerede findes frem til tirsdag. Denne gang starter man endda med den vanskeligste af de to etaper, når man for femte gang siden 2013 skal slutte med stigningen op til Vallter 2000, og den er rigeligt svær til at skabe pæne forskelle, som vi senest så i 2021, hvor den lagde grundstenen til Adam Yates’ samlede sejr. I år venter der en endnu vanskeligere finale senere på ugen, men det ændrer ikke på, at vi allerede tirsdag vil have et meget klart billede af, hvem der vil vinde løbet.

Med en distance på 165,4 km er der tale om en relativt kort etape, der fører feltet fra Mataro til Vallter 2000. Startbyen ligger helt ude ved kysten, og derfor består det meste af etapen af en rejse mod nord gennem fladlandet frem til Pyrenæerne. Med det samme forlader man kysten for at køre ad en let stigende vej, inden man fortsætter mod nord op ad kategori 3-stigningen Alt De Can Bordoi (3,1 km, 5,1%), der er en helt jævn stigning med top efter 12,4 km.

Her drejer man mod nordøst for nu at følge en lang, lige og let faldende vej, inden man i udkanten af byen Riudarenes efter 51,5 km drejer mod nordvest. Herfra begynder det at stige let, mens man nærmer sig bjergene, og sådan fortsætter det, når man i byen Santa Coloma de Farners i stedet sætter kursen mod nord. Kortvarigt falder det let ned til byen Angles, men herefter begynder det igen at stige let, når man atter kører mod nordvest. Sådan fortsætter det, indtil man drejer mod vest og senere nordøst for at følge en let faldende vej frem til Olot, hvor dagens første spurt kommer efter 106,6 km.

Olot ligger for foden af bjergene, og det mærker man med det samme, når man drejer mod vest for at køre op ad kategori 1-stigningen Coll de Coubet (10,3 km, 5,3%), der er en helt jævn stigning med top efter 117,6 km. Herefter indledes de sidste 47,8 km med en lidt teknisk nedkørsel, der leder mod nordvest, inden man drejer mod nordøst og senere nord for at køre ad en let stigende vej frem til dagens sidste spurt, der kommer i byen Camprodon efter 143,0 km.

Her drejer man mod nordvest væk fra dalen for via en let stigende vej at køre frem til bunden af dagens klimaks, Vallter 2000-stigningen, der er uden for kategori. Den stiger med 6,7% over 15,1 km, herunder med 7,6% over de sidste 11,3 km med et maksimum på 18%. De første 4 km er lette med procenter på højst 5, men derefter følger to kilometer med 7-8% og dernæst den vanskeligste kilometer med 10,2%. De næste fire kilometer stiger nu med 7-10%, inden en let kilometer med 4,8% afløses af to kilometer med 7-8%, hvorefter den flader ud med 5,8% over de sidste 1100 m. Der et par hårnålesving midtvejs og igen i den uhørt tekniske finale, hvor der er hele syv af disse lige ved den røde flamme og dernæst yderligere to på de sidste 100 m, inden man rammer opløbsstrækningen.

Etapen byder på i alt 3219 højdemeter.

Vallter 2000 blev senest besøgt i 2021, hvor Adam Yates kørte fra alt og alle og sejrede med 13 og 19 sekunder ned til to genrejste ryttere, hhv. Esteban Chaves og Alejandro Valverde, inden Geraint Thomas 31 sekunder senere vandt en spurt i en større gruppe. I 2019 kunne Egan Bernal ikke sætte Nairo Quintana, hvorfor Adam Yates, Dan Martin og Miguel Angel Lopez alle fik kontakt inden en femmandsspurt, der vandtes af Yates foran Bernal og Martin. I 2014 udnyttede Tejay van Garderen og Romain Bardet den interne kamp mellem favoritterne Alberto Contador, Joaquim Rodriguez, Nairo Quintana og Chris Froome, der ikke kunne sætte hinanden, til i ekstrem tåge, der umuliggjorde tv-produktion, at køre væk, inden amerikaneren vandt etapen i en spurt. Contador vandt spurten om tredjepladsen på en dag, hvor hele 11 ryttere sluttede inden for 30 sekunder. Året forinden var etapen endnu mindre selektiv, da en ung Nairo Quintana udnyttede det store fokus på holdkammeraten Alejandro Valverde til at køre sig til en solosejr, inden Valverde slog Rodriguez og Bradley Wiggins i spurten om andenpladsen i en gruppe på 8 mand. Hele 16 mand sluttede inden for 30 sekunder af vindertiden. I 2018 betød kraftig vind, at man måtte stoppe etapen, inden man nåede ind i Pyrenæerne.

STREAM VOLTA A CATALUNYA OG CLASSIC BRUGGE-DE PANNE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

Vejret

Det er ikke uden risiko at sende rytterne højt op i Pyrenæerne på denne tid af året, hvad arrangørerne ofte har erfaret, men i år er der ingen ko på isen. Også tirsdagen er nemlig pæn, selvom det mest vil være skyet med kun lidt sol og en helt overskyet finale. Ved starten ved kysten vil temperaturen være 16 grader, og den vil være 14 grader i bunden af sidste stigning, og den sidste time vil der være en beskeden bygerisiko på 25%. Der vil bare være en let til jævn vind, i starten med en styrke på 16 km/t, men aftagende til 10-11 km/t i bjergene. Undervejs vil retningen dreje fra sydsydvest til sydøst. Det giver en hel dag med generel sidemed- og medvind. Der vil være næsten direkte medvind på næstsidste stigning, hvorefter der vil være med- og sidemedvind frem til bunden af sidste stigning, hvor der vil være næsten direkte medvind hele vejen op.

Analyse af 1. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan den med spænding imødesete Giro-duel mellem Primoz Roglic og Remco Evenepoel allerede blev indledt med 1. etapes puncheurspurt.

Favoritterne

Det er nu lidt forkert. Nu har vi i et årti vænnet os til, at det er om onsdagen, det catalanske bjergslag indledes, når rytterne har taget hul på den første af to dage i Pyrenæerne. Det har egentlig altid været ret irriterende, for det har betydet, at finalen af den første afgørende etape er faldet sammen med finalen af et andet WorldTour-løb, nemlig Classic Brugge-De Panne, men det har til gengæld givet de ryttere, der har skullet genfinde løbsrytmen lidt ekstra tid til at komme i gang.

Sådan bliver det imidlertid ikke i år. Denne gang skal den første bjergfinale ikke slås med De Panne eller andre forstyrrende begivenheder. Nu får den al den opmærksomhed, den fortjener, når beslutningen om at genbesøge Lo Port på en tredje og ekstra bjergetape har fået arrangørerne til at fremrykke besøget i Pyrenæerne en ekstra dag. Og rytterne har endda brug for at være knivskarpe fra start, for blandt de tre bjergfinaler, de bruger igen og igen, er Vallter 2000 sammen med Port Ainé klart de sværeste - langt sværere end onsdagens ganske let opkørsel til La Molina.

I år venter der en vanskeligere finale på Lo Port på fredag, men det ændrer ikke på, at det er en nøgledag, vi har i udsigt tirsdag. Vallter 2000 er imidlertid også en stigning, der er lidt svær at blive klog på. Den har dataene til at gøre forskelle, også fordi vi befinder os i højderne, og vi har da også set, at bedste mand er kørt alene, senest med Adam Yates i 2021. Dataene synes imidlertid at snyde, for stigningen har historisk gjort overraskende små forskelle - mellem de bedste ofte bare sekunder, som det også var tilfældet bag Yates, Esteban Chaves og Alejandro Valverde for to år siden. Særligt i modvindsudgaver har det alene været bonussekunder, der har været forskellen mellem de bedste, men Yates har trods alt vist, at man godt kan vinde mere tid.

Vi så det også i det herlige opgør i 2019, hvor Yates, der altså har vundet de sidste to gange, Egan Bernal, Dan Martin, Nairo Quintana og Miguel Angel Lopez udkæmpede et helt jævnbyrdigt opgør. Nok endte de med at spurte på toppen, men derfra var der langt ned til de næste, og alle uden for top 14 tabte mere end halvandet minut. Potentialet til forskelle er der altså, men udgaverne i 2013, 2014 og til dels 2021 viser også, at det kan gå anderledes.

Denne gang er der heldigvis direkte medvind ikke blot op ad bjerget, men stort set hele dagen. Det åbner for, at vi får noget, der kan minde om 2019. Det forudsætter dog, at der er en vilje til at åbne tidligt, som der blev dengang, for de sidste fire kilometer er lettere.

Er der så det? Det bør der være. Jeg vil tro, at Primoz Roglic, der jo har sin gode spurt, nok vil gribe det mere defensivt an, men det vil ligne Remco Evenepoel dårligt ikke at tage tyren ved hornene fra distancen. På den anden side fik belgieren sig en lærestreg med det alt for tidlige angreb i Argentina, og i UAE Tour var han langt mere tilbageholdende, hvad der netop skyldtes den argentinske lektie. Frygten for Roglic kan godt være så stor, at han venter længere, end han plejer, men har han benene, vil det alligevel undre, hvis ikke han angriber, mens det stadig er stejlt. Hvis ikke han gør det, vil jeg forvente at se en offensiv fra en meget stærk og selvtillidsfuld Mikel Landa, der sjældent venter længere end højst nødvendigt - og medvinden lægger i den grad op til en lang finale.

Det bør også ende i et opgør mellem de bedste. I dag var det lidt kamp om at ramme udbruddet, og det an der muligvis komme igen i morgen, men når udbruddet er kørt, bør der være nok hold til at jagte. Forskellene er stadig små, så Jumbo er efter alt at dømme tvunget til det, hvis de vil forsvare trøjen, og derudover vil jeg også tro, at Evenepoel gerne vil vinde. Det vil også ligne Landa godt at lade Bahrain tage ansvar, hvis det bliver nødvendigt, og jeg kan også godt se UAE gøre det samme, selvom det nok er mere tvivlsomt. Da etapen generelt er let at kontrollere, bør vi få samling.

Den første stigning er ikke specielt svær, men den kan blive brugt til at lægge et pres. Det er nok særligt Bahrain eller Soudal, der kan have den slags planer, men det vil være for tidligt at angribe. Det bør derfor være et reduceret felt, der rammer bunden af Vallter 2000. Her vil det være op til Jumbo at kontrollere, men de har i første omgang ikke interesse i et hårdt løb. Det har Soudal, Bahrain samt måske UAE, der alle har stærke hold, og man må forvente, at de vil tage teten. Herefter må vi se, hvor tidligt ballet bliver åbnet, og det vil forventeligt være enten Evenepoel eller Landa, der tager initiativet.

Med medvind burde vi altså få en lang finale, og risikoen for, at det bliver taktisk, er mindre. Historien viser dog også, at det sagtens kan blive det alligevel. Bedste mand kan køre alene, som Yates gjorde i 2021, men det er også muligt, at vi får noget i stil med scenariet fra 2019, hvor et par jævnbyrdige folk skal afgøre det. Dengang endte det i en spurt, men det er langt fra givet, at det vil gå sådan. Det kan sagtens blive noget taktisk stop-go-kørsel, særligt når den flader ud til sidst, og det an åbne døren for, at en stærk outsider kan snige sig væk. Faktisk var det præcis, hvad der skete i 2019 dagen efter Vallter-etapen, da Miguel Angel Lopez sikrede sig den samlede sejr på La Molina ved at snige sig væk i en taktisk finale. Det gælder særligt, hvis Roglic og Evenepoel kigger lidt for meget på hinanden.

Nedenstående favoritvurdering vil i vidt omfang være en gentagelse af det, jeg skrev i den store optakt, da dagens etape ikke gav alt for mange svar, men der vil være enkelte tilføjelser og modifikationer, særligt fordi meget af den store optakt var centreret om Lo Port-etapen.

Jeg vælger at pege på Remco Evenepoel. Belgieren skuffede fælt i Argentina, hvor han var langt fra sit bedste, men lykkedes med at vinde UAE Tour. Det var dog mere i fladlandet end på stigningerne, han imponerede, for selvom det aldrig er en skam at blive slået af Adam Yates på Jebel Hafeet, vidner britens kørsel i Tirreno om, at det måske heller ikke var så godt endda. Heldigvis var det et løb, han kørte helt uden højdetræning, og nu har han haft sine første uger på Teide. Det førte sidste år til, at han kom ned som et klatreuhyre, da han knuste al modstand i første San Sebastian og siden i Vueltaens første uge, og der bør ikke være tvivl om, at han er langt bedre nu. Meldingen fra hans træner er også, at han har forbedret sig ganske markant, og han har da også fået en del opmærksomhed for at sætte en ny Strava-rekord på mange cykelrytteres foretrukne højdetræningsbjerg, Teide. Faktisk sagde han på søndagens pressemøde, at hans tal stort set er, hvor de skal være til Giroen, og at det sidste, han mangler, er at smide de sidste kilo.

Etapen kunne dog passe ham bedre, for selvom han på Jebel Jais og ikke mindst dagens spurt bekræftede den forbedrede eksplosivitet, er han trods alt ingen Roglic. Heldigvis får han medvind på hele vejen op, hvilket øger chancen for, at han kan køre væk, men til gengæld har han lidt at bevise i højderne. Det er måske ikke en svaghed, men det var i højderne, at han havde sine problemer i Vueltaen, og det gik jo helt galt i Argentina. Det kan måske svække ham en anelse. Til gengæld kommer etapen tidligt i løbet, og de spørgsmål, vi stadig kan have ved hans holdbarhed, er ikke aktuelle endnu. Jeg vil dog stadig tro, at han har forbedret sig meget i højderne, og at han fortsat må have et formmæssigt overskud i forhold til Roglic, hvad dagens vilde spurt også bekræfter. Den viser også, at han ikke nødvendigvis er slået, hvis de skal spurte på toppen, og dermed har han flere veje til sejr. Mest af alt tror jeg dog, at han kører fra alt og alle, som han gjorde det på første bjergetape i Vueltaen.

Det er naturligvis Primoz Roglic, der er hans værste rival, men er han formmæssigt langt nok fremme? Han vandt ganske vist Tirreno, men det var trods alt også tydeligt på både muretapen og kongeetapen, at han ikke var på sit bedste. Det ville jo også være helt umuligt, når han har så problematisk en vinter, men sandt er det, at han først og fremmest vandt Tirreno i kraft af sin spurt. Den går generelt ikke i Catalonien, og med medvind hele vejen op er det mindre sandsynligt, at han alene kan bruge det våben i morgen - og dagens etape viste endda, at den måske slet ikke er garanti for sejr.

Heldigvis var hans kørsel på muretapen lovende, selvom Mikel Landa og nok også Enric Mas var synligt stærkere, og han har haft tid til at forbedre sig. Han har den fordel, at han stadig formentlig vil være hurtigst i en spurt og derfor kan køre etapen defensivt. Dagens spurt var imidlertid så lidt overbevisende i forhold til Evenepoel, at jeg giver belgieren overhånden, når de var så jævnbyrdige i noget, der entydigt er Roglics domæne. Det kan være en indikation på, at han fortsat mangler lidt for meget. Inden løbet havde jeg nævnt Sepp Kuss som en mulig plan B, men da han - og også Steven Kruijswijk og Tobias Foss - smed tid i dag, er det udelukket. Hvis Kuss har bygget videre på sin gode kørsel i Emiraterne, kan han dog blive helt afgørende i at kontrollere og sagtens ende i top 10, hvis altså den gode start indikerer, at han kan finde sig selv efter et skuffende 2022 på en tid af året, hvor han aldrig flyver.

Mikel Landa har grundet sin svage enkeltstart aldrig vundet et etapeløb på WorldTouren, men han får næppe nogensinde en chance som denne. Nok er modstanden skrap, men både Evenepoel og Roglic har som sagt vist nogle svaghedstegn, som giver baskeren en reel chance. Vi så sidste år, at han generobrede sin plads blandt de allerbedste, både i Giroen og Lombardiet, og nu får han et løb, der passer ham helt perfekt. Denne lange opkørsel bliver nemlig ikke afgjort på eksplosivitet, som det var tilfældet i alle Tirrenos finaler, og det giver endelig Landa chancen for at vise, hvad han kan. Han så uhyre overbevisende ud på den sidste mur i Tirreno, hvor han var stærkeste mand, og også hans opkørsel til de bedste i modvinden på kongeetapen viste, at han vel var bedste klatrer i det italienske løb. Nu kommer Evenepoel ind i billedet, og Roglic har haft tid til at finde noget mere form, men det virker slet ikke umuligt, at Landa kan være bedste klatrer også her - og ellers kan han jo snige sig væk via taktik.

Sidste år havde Joao Almeida vundet løbet, hvis ikke han som så mange gange før var kollapset i regnen. Nu får han chancen for revanche, og heldigvis synes han helt klar til at få den. I hvert fald lagde han en lidt skuffende start bag sig med meget stærk kørsel i Tirreno, hvor han endte som nr. 2. I gamle dage havde man hævdet, at det eksplosive italienske løb passede ham bedre end dette mere rene bjergløb, men sådan er det ikke længere. Tværtimod synes han nu allerbedst på længere stigninger, hvor han kan holde sit jævne tempo og sætte folk fra hjul, hvad vi så i Giroen i 2021 og i Burgos sidste år. Sidste år vandt han endda kongeetapen i dette løb efter samme opskrift. Det bliver vanskeligt på denne etape, for han sætter næppe både Evenepoel og Roglic fra hjul, men han er så god, at han kan deltage i det taktiske spil til sidst. Til gengæld skal vi ikke regne med, at han kan satse på sin spurt længere.

Det har været en fornøjelse at se den genfødte Giulio Ciccone i år. Det startede i Valencia, og i Tirreno viste han, at det ikke bare var et engangstilfælde. Vi så jo i 2021, hvor han længe lignede Egan Bernals førsteudfordrer i Giroen, at hans topniveau er tårnhøjt, og hvis han nærmer sig det, kommer han langt i dette løb. Der var dog lidt blandede signaler i Tirreno. Han skuffede mig lidt på murene, men til gengæld var han den eneste, der i første omgang gik med Mas på kongeetapen. I lyset af at etapen her skal afgøres på længere stigninger, var sidstnævnte opløftende, men indtil nu har han primært excelleret i mere eksplosive finaler, som han også gjorde i dag. Den viste til gengæld, at han stadig er i god form og giver ekstra grund til optimisme. Han kan ikke regne med at slå Roglic og Evenepoel på stregen, men han burde have en chance for at køre med om sejren, hvis det bliver taktisk til sidst. Trek har også Juan Pedro Lopez¸ men han gør comeback efter sit brækkede kraveben, og Kenny Elissonde har ikke været flyvende i år.

Sergio Higuita forsvarer ikke titlen, og derfor satser Bora på Jai Hindley . På papiret er det en god etape for en ren klatrer som ham, men han har aldrig for alvor vist sig frem i ugelange løb, hvor hans motor ikke kommer til sin ret. Det gør den særligt ikke allerede på andendagen, og måske vil han være bedre på fedag. Hans form har været svær at vurdere, for han var bedre end vanligt i Algarve, inden han floppede i Ardeche. I Tirreno så han meget overbevisende på kongeetapen, selvom han var hjælper, men skuffede til gengæld på muretapen. Det handlede dog nok også om, at han igen kørte for Lennard Kämna, og terrænet passede ham dårligt. Han vil være langt mere komfortabel på denne etape og synes i fremgang. Han har ikke den Giro-form, han nok skal bruge for at vinde, og det kan sagtens ende med endnu en skuffelse, men hans kørsel på Tirrenos kongeetape giver mig en vis optimisme til, at han kan være med i et taktisk spil til sidst.

Løbets store spørgsmålstegn er Richard Carapaz , der kommer til løbet med kun sprinterløbet Milano-Torino samt en sejr ved de svagt besatte nationale mesterskaber i ryggen. Det siger naturligvis intet om hans form, og derfor aner vi ikke meget om, hvad vi skal forvente. Det er svært at være alt for optimistisk efter en svær vinter, hvor han fik fjernet mandler, levede af flydende kost og fik udsat sin sæsonstart meget, men han har trods alt trænet flere måneder nu, og det er mere end en måned siden, at han vandt de nationale mesterskaber foran Jefferson Cepeda, der få dage senere var blandt de allerbedste i Andalusien.

Meldingerne går også på, at han er fint kørende, men dagens tidstab er en bekymring. Det kan dog sagtens skyldes, at han blev fanget bag styrtet. Han bør være konkurrencedygtig og kan sagtens træne sig i form, men vi ved også, at han aldrig rigtigt er på toppen, når vi er langt fra hans grand tour-mål. Det så vi også i dette løb sidste år, hvor han ikke kunne følge de bedste på kongeetapen og alene blev nr. 2 i kraft af regnvejrskuppet. Det skaber dog håb, at han i år satser på Touren og derfor denne gang har plads til en tidlig formtop, men det havde han også i 2021, hvor han stadig manglede en del på denne tid af året. Det vil derfor undre mig, hvis han vinder, men det er til gengæld også klart, at en formstærk Carapaz er en af de få, der kan vinde en etape som denne - og vi aner jo dybest set intet om hans form. Jeg har også visse forventninger til Jefferson Cepeda, der endelig har set ud til at have fundet sit ganske fine topniveau. Esteban Chaves var ikke ringe i Ardeche, men hverken han eller Rigoberto Uran viste i 2022 noget, der giver mig den helt store optimisme, selvom Chaves af og til hiver en kanin op af hatten. Det gjorde han faktisk på denne etape i 2021, og han viste også et niveau i Dauphiné sidste år.

Den største skuffelse i Tirreno var vel Adam Yates. Han var flyvende i UAE Tour, men i et svagt felt, hvis man fraregner Evenepoel, og det er nu andet år i træk, at han kommer fra Emiraterne som supermand og ender som et lam i Europa. Naturligvis var han ikke dårlig i Tirreno, men han skal være uendeligt meget bedre, hvis han skal vinde denne etape for tredje gang i træk. Nu er chancerne efter dagens styrt blevet endnu mindre. Heldigvis skulle han være sluppet med hudafskrabninger, og derfor kan vi ikke helt afskrive ham. Han risikerer at være ren hjælper, men hvis de giver ham chancen, betyder hans tidstab jo pludselig, at han har al den frihed, han kan ønske sig. UAE har også Marc Soler , der elsker sit hjemmebaneløb, men jeg tror ikke længere, at han klatrer helt godt nok. Rafal Majka har været syg, George Bennett er formsvag, og Finn Fisher-Black mangler lidt for meget.

I Paris-Nice lignede det en genfødsel af Gino Mäder, da han blev nr. 3 på den første bjergetape, men vi så, at meget handlede om det forspring, han fik. Han var i hvert fald knap så overbevisende i weekenden, men han er helt sikkert meget bedre end sidste år. Hans form er helt klart i fremgang, og dette lange bjerg passer ham ganske glimrende. Det gjorde kongeetapen i Paris-Nice imidlertid også, og han skal have forbedret sig markant, hvis han vil vinde. Han er dog lovet en medkaptajnrolle ved siden af Lande, så han har den frihed, han skal bruge. Det har Jack Haig til gengæld ikke, da han denne gang er udpeget som støtte, og han manglede også for meget i Paris-Nice, som også Wout Poels gjorde det. Er han i form, kan Hermann Pernsteiner ende langt fremme, men det er længe siden, vi har set den bedste version af ham.

Romain Bardet var meget frustreret over sit ”lave” niveau i Paris-Nice. Sandt er det da også, at han var ganske langt fra sit bedste i et felt, der havde en flot top, men derudover var relativt svagt. I det lys er det svært at se ham helt fremme i et løb, hvor bredden er noget større, men vi må omvendt også forvente, at Paris-Nice har forbedret ham. Med alderen synes han i hvert fald at bruge længere tid til at finde formen, og vi så jo sidste år, særligt i Giroen, at hans topniveau stadig fører meget, meget langt i dette felt. Denne rute passer ham da også, for han er god på lange stigninger og har også om nødvendigt en spurt. Den Bardet, vi så i Giroen, vil kunne være med helt i front her, men lige nu må man trods alt antage, at han mangler for meget.

Michael Woods er startet langsommere, end han plejer, men der var heldigvis klar fremgang at spore i Tirreno, hvor han pludselig var blandt de bedste på muretapen. Den fremgang må antages at være fortsat, og vi kan vente os en meget bedre Woods til hans hjemmebaneløb. Det er dog også klart, at muretapen passede ham som fod i hose, og selvom han har forbedret sig voldsomt på lange stigninger, hvad han blandt andet viste i dette løb i 2021, og da han vandt Occitanie sidste år, er han mere på udebane, særligt på denne etape. Omvendt var det her, at han for to år siden sagde, at han aldrig havde haft så gode ben på en lang stigning, og det vidner om hans udvikling. Lige nu synes vi bare ikke at have den bedste Woods, og han har også en del at bevise, når han havde et svagt efterår, og dåbsattesten viser, at han karrierestoppet ikke ligger lysår ude i fremtiden. Han ledsages af Dylan Teuns, der i formstærk udgave godt kan gå i top 20  denne slags finaler, men helt fremme kan han ikke være. Stephen Williams er formsvag, og den ellers lovende Matthews Riccitello mangler lidt for meget trods en god sæsonstart.

En af de helt store jokers er Tobias Johannessen. Sidste år var han blandt de allerstærkeste i dette løb, og han har derfor vist, at han sagtens kan være med. Nu er han endda et år længere fremme i sin udvikling, men hvor står han? En skade kostede ham stort set hele sæsonstarten, senest Paris-Nice, og meldingerne fra hans hold har været vidt forskellige. Jacob Hindsgaul siger, at han har forberedt sig ideelt, mens Jonas Gregaard siger, at optakten har været problematisk. Dagens tidstab i en finale, der passede ham, tyder på det sidste, men det kan heldigvis også skyldes, at han blev fanget bag styrtet. Svaret får vi i morgen.

Jeg ville gerne rangere Ben O’Connor højere. Australieren vandt en ganske vist taktisk etape i sidste års udgave og finder her vel næsten det WorldTour-etapeløb, der passer ham bedst. Etapen måtte gerne have flere bjerge, men den lange finalestigning passer ham. Han har imidlertid haft en elendig optakt med først sygdom inden Tirreno, hvor han manglede lidt i forhold til de bedste, og nu er han blevet syg igen. Faktisk var det meldt ud, at han ikke ville komme til start, og det er derfor en positiv overraskelse, at han alligevel er blevet klar. Derfor skal vi nok dæmpe forventningerne, men Tirreno har utvivlsomt forbedret formen, og hvis sygdommen har været lettere end antaget i en uge, hvor han alligevel næppe har skullet træne alt for hårdt, kan man håbe, at han alligevel er på et lidt højere niveau, end han var i Tirreno.

Den rytter, flest vil kigge på, er nok Egan Bernal, men vi skal utvivlsomt dæmpe forventningerne. Han havde jo ellers en god vinter, og selvom han var lysår fra sit gamle niveau, var han bestemt ikke ringe i Argentina. Problemet er den ærgerlige knæskade, der har udsat hans comeback adskillige gange, og det synes derfor helt udelukket, at han kommer til dette løb i flyvende form. Han har nu afsløret, at han ikke trænede i tre uger, og at han alene skal godt igennem dette løb. Omvendt holdt han sig så fint til i dag, at han helt sikkert ikke bare har tænkt sig at tage en dag i gruppettoen. Med Luke Plapp ude, endnu en nedtur for den svingende Ben Tulett i dag og Geraint Thomas i en tydelig hjælperrolle er han det eneste reelle bud for Ineos, så lad os se, hvad formen rækker til - og lad os se, hvor langt formstærke Jonathan Castroviejo kommer i et løb, hvor den stadig bedre klatrende spanier faktisk ser ud til at kunne prøve sig af.

Louis Meintjes har ikke mange gode resultater i ugelange løb, hvor han ikke får glæde af sin dieselmotor. Som for Mäder og Hindley gælder dog, at han vil have stor gavn af, at dette løb er spækket med bjergetaper, og generelt betyder de mange højdemeter og lange stigninger, at han står stærkere. Vi er dog også tidligt i løbet, og han så mildt sagt ikke godt ud i dag, hvor han hang bagerst i feltet. Det gør han dog tit, og han kom trods alt med hjem som han skulle. Han blev genfødt i 2022, hvor han var i top 10 i Touren og vandt en etape i Vueltaen, men til gengæld er han aldrig på toppen på denne årstid. Efter at have ageret hjælper i Mellemøsten, hvor det gik hæderligt, synes han dog på rette spor. Han ender ikke langt fremme, men lad os se, om han kan bygge videre på den lovende start. Rein Taaramae har forbedret sin klatring meget, men denne etape er for svær, som den også er det for Rune Herregodts og Simone Petilli.

Movistar kommer uden Enric Mas, og dermed er det Einer Rubio, der skal løfte ansvaret for de lokale helte. Efter den megen uheld i 2022 så det med den fornemme sejr i Emiraterne ud til, at han endelig var klar til at indfri det potentiale, han åbenbarede i efteråret 2021, men han faldt helt igennem på kongeetapen. Det skaber naturligvis noget tvivl, når vi endnu ikke har set ham helt fremme i et løb på dette niveau, men det kan også bare have været en dårlig dag. Hans vilde ridt på Jebel Jais vidnede i hvert fald om form, og han har indikeret, at han har et vist potentiale. Etapen med lange stigninger og højder passer ham i hvert fald ganske perfekt. Hos Movistar er der til gengæld intet, der tyder på, at Ivan Ramiro Sosa er sig selv endnu, og Carlos Verona var senest i Tireno et stykke fra sit bedste. Antonio Pedrero er startet godt og kan formentlig godt lave et pænt resultat, mens Will Barta, der har klatret flot i år, trods alt er overmatchet her.

Guillaume Martin har haft en svær sæsonstart med en del sygdom, men han begynder stille og roligt at finde formen. Det gik pænt i Ardeche og endnu bedre i Tirreno, hvor han var endt bedre, hvis ikke han havde angrebet tidligt på muretapen. Dette løb passer også langt bedre til en ren klatrer som ham, men vi så til gengæld også sidste år, at han aldrig fandt sit bedste niveau. I det hele taget er han blevet ringere og ringere siden det fornemme 2020, og lige nu synes der at være grænser for, hvor langt han kan komme i et løb som dette, selvom etapen passer ham storartet. Til gengæld er den for svær for Jesus Herrada, der er overmatchet i bjergene på denne tid af året, og også brormand Jose Herrada.

En af de ryttere, jeg glæder mig allermest til at se, er supertalentet Lenny Martinez. Franskmanden viste trods sin purunge alder i 2022 i både MercanTour Classic og Tour of the Alps, at han allerede kan begå sig på højt niveau. I år kom han også stærkt fra start i Marseille, og han fortsatte i Ardeche, hvor han kom god tilbage efter en punktering i finalen, inden han blæste væk i sidevinden og druknede i Laigueglia. Det er er klart, at dette er et klart skridt op i forhold til det, han har prøvet hidtil, men han er ambitiøs og har sagt, at han gerne vil teste sig i klassementet. Man får næppe en bedre rute til en ren bjergrytter som ham. Til gengæld må Michael Storer regnes som ude af billedet. efter dagens styrt, mens Reuben Thompson har manglet for meget.

Jeg er ret spændt på Torstein Træen. Sidste år overraskede han alt og alle ved at ende som nr. 9 i dette løb, og det vidner om, at han godt kan være med, selvom niveauet nok er lidt højere i år. Det synes Træens imidlertid også at være, for efter han kom tilbage fra sin testikelcancer i efteråret, så han nærmest endnu bedre ud. Logikken tilsiger da også, at han fortsat er i udvikling, og han er da også kommet ret fint i gang i eksplosive løb, der ikke rigtigt passede ham. Det bekymrer mig dog lidt, at han ikke var bedre i Ardeche, men det er heldigvis også efterhånden længe siden. Han var ikke spor bedre i samme løb for et år siden, og endte alligevel i top 10 i dette løb. Måske gentager historien sig i år, hvor han må forventes at have hævet sit niveau yderligere. Denne etape passer ham i hvert fald. Jonas Gregaard er i fremgang, men næppe nok til at være med helt fremme, og Niklas Eg, Jacob Hindsgaul og Anders Johannessen havde det alle svært i dag.

Et andet stort talent talent er Cian Uijtdebroeks. Sidste år viste han sig godt frem i mindre ugelange løb. I år er det planen, at han skal køre klassement i ugelange løb på WorldTouren som næste skridt, og dette er derfor hans første mål. Desværre har han skuffet mig lidt i sæsonstarten. Det var fint på Mallorca og så længe godt ud i Oman, indtil han floppede på kongeetapen. Her er der dog håb at finde i, at han af uforklarlige årsager slet ikke kunne træde de watt, han plejer, og potentialet er derfor til mere. Niveauet i Oman var imidlertid også lavt, og han skuffede igen i Ardeche. Det har begrænset min optimisme, men vi ved også, at hans potentiale er stort. Han knuste al modstand i l’Avenir og havde den unge alder taget i betragtning et flot 2022. Lige nu synes han dog at mangle lidt for meget til et løb som dette. Til gengæld havde Patrick Konrad et styrt i dag, og han klatrer i dag ikke godt nok på lange stigninger. Frederik Wandahl udvikler sig godt, men han kan ikke være med helt fremme, hvad Matteo Fabbro heller ikke kan.

Ag2r har også Geoffrey Bouchard, der efter et 2022 med tilbagegang i 2023 pludselig har genfundet de lovende takter, vi så i 2021. Han var blandt de allerbedste både i Oman og Emiraterne, men det var også i felter, der var ret svage. Han har altid kørt godt i Emiraterne, men når han er kommet til Europa, har han altid været overmatchet. Hans potentiale i et stærkt felt som dette bør ikke række til top 10. Omvendt er det en etape, der passer storartet til en ren klatrer uden meget punch, og sandt er det i hvert fald, at han er bedre end nogensinde, og at han på kongeetapen i Emiraterne slog navne som Kuss og Pello Bilbao. Lad os se, om det er nok til for første gang også at gøre sig gældende i et stort WorldTour-løb i Europa. Holdet har også Clement Berthet, men Paris-Nice viste, at der er grænser for, hvor langt han kommer.

Det er også en stor test af kometen Oscar Onley. Han viste sidste år i Kroatien, at han allerede kan være med på højeste niveau, da han pressede Jonas Vingegaard til det yderste, og selvom han tydeligvis ikke var flyvende endnu, gjorde han det fornemt på Malhao i Algarve. Til gengæld kom han ned på jorden i Strade Bianche, hvor niveauet var for højt, og det derudover er det store spørgsmål, om han er bjergrytter eller puncheur. Hidtil har han kun vist sig frem på eksplosive stigninger, men selv tror han, at han er bedre på lange stigninger, selvom han aldrig rigtigt har prøvet dem i løbssammenhæng. Derfor er han ét stort spørgsmålstegn, og Strade viser, at vi nok skal dæmpe forventningerne, men han var til gengæld også så imponerende sidste år og så opløftende på Malhao, at man aldrig skal udelukke et godt supertalent, når man ser et. Hans deltagelse i dagens udbrud viser, at han ikke har ambitioner i klassementet, men han skal jo i hvert fald sidde hos Bardet så længe som muligt, da Marco Brenner ikke har den tilstrækkelige form.

Hvor meget plads får Ilan Van Wilder? På Soudal er der et ret klart hierarki. Heldigvis er det ikke nødvendigvis Soudal, der skal føre, og får vi til slut en lidt større gruppe, der er svær at kontrollere, kan der være en ide i at bruge et eventuelt overtal. Hans kørsel i Algarve indikerede, at han har forbedret sin klatring ganske meget, selvom Malhao også viste hans begrænsninger - begrænsninger, vi i den grad også så i en Vuelta, hvor jeg havde ventet mig mere. Heldigvis udvikler han sig fortsat, og det skal blive ganske interessant at se, hvor langt han kommer her. Til gengæld bør det være klart, at Jan Hirt, Fausto Masnada og Louis Vervaeke, der alle skuffede i deres seneste løb, er hjælpere, som også Mattia Cattaneo er det.

Hos Alpecin ha man Nicola Conci, der har udviklet sig meget, men er bedre på kortere stigninger, samt Xandro Meurisse, der stadig er en skygge af sig selv. Hos Astana kan David De La Cruz gøre det pænt, men Paris-Nice viste, at han stadig mangler en del, som Harold Tejada også gjorde det i Mellemøsten. Hos Burgos kan den i år så lovende Victor Langellotti og Jose Manuel Diaz gøre det pænt, mens Andres Ardila har manglet for meget, og Pelayo Sanchez styrtede i dag. Hos Caja Rural er Jefferson Cepeda lidt overmatchet trods en god start i Andalusien, ligesom han skuffede fælt i Galicien. Hos Kern Pharma er Jose Felix Parra stadig ikke i form, og stigningen er for svær for Roger Adria, mens Euskaltel har Mikel Bizkarra, der kan komme relativt langt i dette felt. Hos Lotto er stigningen for lang for formstærke Andreas Kron, der har meldt sig ud af klassementet, og Maxim Van Gils, mens Edoardo Sepulveda, Sylvain Moniquet og Lennert Van Eetvelt har skuffet i de seneste løb. Det samme gælder for Elie Gesbert hos Arkea, og unge Ewen Costieu er trods alt overmatchet her. Filippo Zana viste for Jayco form i Strade Bianche, men han har aldrig kunnet begå sig på dette niveau, og stigningen er for svær for den ellers velkørende Callum Scotson, mens Kevin Colleoni er formsvag, og Tsgabu Grmay styrtede i dag.

Feltet.dks vinderbud: Remco Evenepoel

Øvrige vinderkandidater: Primoz Roglic, Mikel Landa

Outsidere: Joao Almeida, Giulio Ciccone, Jai Hindley, Richard Carapaz, Adam Yates

Jokers: Romain Bardet, Michael Woods, Tobias Johannessen, Ben O’Connor, Egan Bernal, Louis Meintjes, Einer Rubio, Guillaume Martin, Lenny Martinez, Torstein Træen, Cian Uijtdebroeks, Geoffrey Bouchard, Ilan Van Wilder

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Adam Yates’ sejr fra 2021 og 2019, Tejay van Garderens sejr fra 2014 og Nairo Quintanas sejr fra 2013.

STREAM VOLTA A CATALUNYA OG CLASSIC BRUGGE-DE PANNE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+