Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: 2. etape af Vuelta a Espana

24. august 2019 23:23Foto: Sirotti

Et højdramatisk holdløb sendte højst overraskende Miguel Angel Lopez i den første grand tour-førertrøje i karrieren og betød som følge af Jumbos endeløse serie af uheld, at colombianeren efter bare 13,4 km allerede har vundet 40 sekunder på sin værste rival, Primoz Roglic. Det er imidlertid tvivlsomt, om det bliver til mere end en enkelt dag i rødt, for søndag venter der nemlig ingenlunde en klassisk sprinteretape, men derimod en brutal finale, hvor en vis belgisk veteran, som i dag akkurat gik glip af førertrøjen, nok kunne tænkes at forsøge via bonussekunder at flå den prestigiøse trikot af de smalle colombianske skuldre.

Ruten

Et af kendetegnene ved Vueltaen er, at arrangørerne aldrig har været bange for at sende rytterne ind i meget svært terræn allerede dagen efter den første tidskørsel. Således har løbet ofte haft en afslutning på også af og til ganske svær stigning allerede på andendagen. Så slemt går det ikke i år, men hvis sprinterne havde regnet med en badeferie på turen mod feriedestinationen Calpe, der er kendt som lidt af et mekka for cykelfolket, må de tro om. Til lejligheden har arrangørerne nemlig fundet en sen og modbydeligt stejl stigning, der vil kunne rydde stærkt ud i tropperne og skabe rammen om et uforudsigeligt cykelløb, der kan ende i en spurt i et kraftigt reduceret felt, men hvor man heller ikke kan udelukke en tidlig udbrudssejr.

 

I alt skal der tilbagelægges en for Vueltaen lang distance på 199,6 km, der fører feltet mellem de to feriebyer Benidorm og Calpe, der ligger langs den spanske østkyst med få kilometers mellemrum. Etapen består imidlertid ikke af en kort tur ned langs kysten, men en sløjfe ind i det kuperede terræn vest for de to byer. Fra start kører man således mod nord væk fra kyst igennem småkuperet terræn, inden man drejer mod nordvest for at køre op ad den lange kategori 2-stigning Puerto de Confrides (20,4 km, 3,6%), der har top efter 37,1 km, og som er en lang, jævn opkørsel uden stejle procenter. Herfra går det via en let nedkørsel mod vest ned til bunden af kategori 3-stigningen Alto de Benilloba (6,4 km, 4,2%), der har top efter 54,2 km, og som ligeledes er en let og regulær stigning.

 

Efter den hårde start bliver det lettere. Et længere, let faldende stykke fører mod sydvest, inden man vender rundt for at køre mod nordøst, hvor det begynder at stige let. Gennem det let stigende terræn kringler man sig mod øst, syd, sydøst og igen øst, inden det begynder at falde let ned mod kysten. I byen Xaio efter 136,2 km venter en lille bakke, inden man drejer mod syd for via en lidt stejlere nedkørsel at køre mod syd ned til målbyen Calpe, hvor stregen krydses efter 156,0 km.

 

Etapen afsluttes nu med en omgang på en 43,6 km lang rundstrækning i området nord for byen. Først kører man langs den flade, men meget snoede kystvej mod nordøst op langs vandet forbi dagens spurt, der kommer med 31,2 km igen. Her forlader man havet for at køre mod nord frem til bunden af dagens væsentligste udfordring, kategori 2-stigningen Alto de Puig Llorenca (3 km, 9,5%), som bestiges fra den vestlige side. Der er tale om en modbydelig sag, hvis 500 m-segmenter stiger med hhv. 14,2%, 8,2%, 6,9%, 11,2%, 4,0% og 14,0%, hvorfor dem er højst irregulær. Fra toppen resterer imidlertid fortsat 24,8 km, som indledes med en halvteknisk nedkørsel, der leder mod nord og nordvest, inden man drejer mod vest for at følge et let stigende stykke. Man drejer mod syd, og med ca. 10 km igen indledes en halvteknisk nedkørsel, der fører mod syd og sydøst ned til kysten, hvor man følger samme flade, kringlede kystvej mod sydvest tilbage til Calpe. Den kringlede del ender i et sving med 4 km igen, og derefter bugter vejen sig kun let, idet man dog skal igennem to rundkørsler lige efter 2 km-mærket, inden man med 800 m igen drejer til højre i en rundkørsel og derefter med 460 m igen skal lige igennem en sidste rundkørsel, der leder ind på opløbsstrækningen. Det falder let ned mod de sidste 2 km, der er helt flade.

 

Etapen byder på i alt 3263 højdemeter.

 

Calpe er ofte målby i Volta a la Comunitat Valenciana, senest i 2018, hvor BMC vandt en holdtidskørsel, der grundet dårligt vejr ikke talte i klassementet. Inden løbets pause var byen næsten med hvert år, og det gav en solosejr til Aleksandr Kolobnev i 2006, spurtsejre til Alessandro Petacchi i 2005 og 2002, en sejr med bare 1 sekund ned til feltet for Alejandro Valverde i 2004, en sejr i en hård spurt til Ruben Galvan Manchon i 2000 og en spurtsejr til Michele Bartoli i 1999.

 

 

image

image

 

 

 

image

 

Vejret

Vi befinder os i det spanske feriemekka, og det kan mærkes på vejret. Søndag bliver således smuk uden at være så varm, som man ofte ser det i Vueltaen. Himlen vil være skyfri, og temperaturen vil nå 29 grader. Det vil ikke være specielt blæsende med en let til jævn vind fra øst. Det giver primært medvind på første del af etapen og modvind på turen tilbage til kysten. På rundstrækningen vil der være sidemod- og modvind frem til toppen af stigningen, derefter medvind og sidemedvind, indtil man efter et kort sidemedvindsstykke får sidemedvind på turen tilbage mod Calpe og til slut medvind på de sidste 800 m.

 

Analyse af 1. etape

Der er vist noget med, at man kan få hele tre ting på én gang, hvis man køber sig et Kinderæg. På den baggrund kunne man forledes til at tro, at Miguel Angel Lopez var en tur i slikbutikken i Torrevieja i morges, inden han her til aften tog hul på tre ugers brutalt cykelløb gennem det vanskeligste spanske terræn. I hvert fik man fornemmelsen af, at det Superman havde fået lov at få opfyldt hele tre ønsker, som til sammen var tilstrækkeligt til at give ham en drømmestart på årets Vuelta og samtidig sikre, at han for første gang i karrieren nu kan iføre sig en førertrøje i en grand tour.

 

Forud for løbet var der formentlig ikke mange, der havde peget på Astana som favorit til at vinde det korte holdløb, der på ceremoniel maner skød cykelfesten i gang. Ganske vist var det åbenlyst, at kasakkerne modsat de fleste andre hold, havde en homogen trup, hvor de næsten alle kunne køre en hæderlig enkeltstart. Til en 13 km lang relativt flad rute manglede de dog den store motor i Tony Martin- eller Primoz Roglic-klassen, som normalt skal til, hvis man skal sejre i den kollektive disciplin. Og da ingen af de otte mand efter Izagirre-brødrenes og Luis Leon Sanchez’ fald fra tempotinderne kunne regnes som deciderede specialister, lå det ikke i kortene, at det kasakhiske flad skulle vaje i den sydspanske vind under den nedadgående aftensol.

 

Der er imidlertid noget særligt over Vueltaens holdløb. Ruterne er som oftest ret tekniske eller kuperede, og det var også tilfældet i dag, hvor en hel serie sving i Torreviejas smalle gader samt 100 højdemeter betød, at det hele ikke var så enkelt, som den lette profil kunne antyde. Dertil kommer, at det spanske bjergløb er så klinisk renset for fladt terræn, at de fleste hold er fyldt op med temposvage klatrere. Derfor har alle mandskaber altid en anselig mængde dødvægt at slæbe rundt på, og fraværet af specialister betyder samtidig, at Vuelta-holdløb bare er pokkers svære at spå om og næsten garanter for at levere overraskelser.

 

Astana har også gjort det før. Da løbet i 2013 blev skudt i gang med et usædvanligt langt holdløb i Galicien, var det nemlig også kasakkerne, der gjorde det bedst. Ganske vist var det kun Jakob Fuglsang, som også var med dengang - faktisk er det hans tredje sejr på et indledende holdløb, efter at han i 2011 sågar kom i førertrøjen i forbindelse med en triumf for Leopard-Trek - men alligevel var truppen dengang meget sammenlignelig med den, der sejrede i dag. Heller ikke dengang var der store specialister på holdet, men en homogen trup af tempostærke klassementstyper var rigeligt til at udnytte det ujævne galiciske terræn og de kringlede nordvestspanske veje til at besejre RadioShack og Omega Pharma-Quick Step og bringe Janez Brajkovic i rødt, inden kaptajn Vincenzo Nibali tog over dagen efter.

 

Denne gang var det dog ikke blot gode ben, men også en hel serie af held, som indbragte holdet den første holdløbssejr i ganske mange år. Og så er vi tilbage ved Lopez’ tre ønsker, der alle syntes at gå i opfyldelse på en dag, hvor alt flaskede sig for de lyseblå. Faktisk startede det hele allerede i torsdags, da et kommisærpanel fastlagde rækkefølgen til etapen og tildelte Astana en af de sene placeringer, hvilket betød, at holdet drog fordel af den vind, der som altid om sommeren aftager, efterhånden som solen nærmer sig horisonten. Det var da også helt tydeligt, at de sent startende havde en betydelig fordel, da først den ene suveræne mellemtid efter den anden mod slutningen blev sat også af ret svage tempomandskaber, der åbenlyst drog fordel af den svagere modvind over de indledende kilometer.

 

Det første ønske var således allerede opfyldt af kommissærerne - et system, hvis rimelighed i øvrigt kan diskuteres til en etape, hvor det var givet, at en sen starttid ville være at foretrække - og det næsten fulgte kort efter, at kasakkerne var kommet i mål. Her sendte Lykkens Gudinde nemlig en sand byge af uheld mod etapens gigantiske favoritter fra Jumbo-Visma, som først mistede Sepp Kuss med en defekt efter kun godt et minut, og siden fik ødelagt det hele af et dramatisk styrt, der sendte Primoz Roglic, Steven Kruijswijk, Lennard Hofstede og Neilson Powless i asfalten. Nok havde hollænderne ikke sat den bedste mellemtid, men med tanke på, hvor stærkt Deceuninck-Quick Step senere kørte hjem, er der al mulig grund til at tro, at hollænderne kunne have levet op til deres favoritstatus, hvis ikke de højere magter tilsyneladende mente, at der måtte være en pris at betale for holdets store succes i et fabelagtigt 2019.08.24

 

Det sidste ønske blev opfyldt til allersidst. Her så det nemlig ud til, at Deceuninck-Quick Step, som ellers havde lagt overraskende svagt ud, havde kurs mod at støde kasakkerne fra tronen i sidste øjeblik. Men så trådte Lykkens Gudinde endnu engang til og sørgede først for at bremse belgierne, der skulle sno sig igennem de forsinkede Jumbo-biler, og siden fik Fabio Jakobsen til at misse det sidste sving, så den førende James Knox måtte bremse ned på opløbsstrækningen og afvente resten af holdet. Til sammen kostede det utvivlsomt de to sekunder, som verdensmestrene manglede for på falderebet at vise sikre den holdløbssejr, de ikke har opnået i et år, hvor de ikke helt har kunnet leve op til den titel, de erobrede i Innsbruck for et lille års tid siden.

 

Det vil således være urimeligt at sige, at heldet ikke tilsmilede Lopez i dag, men det skal nu ikke tage noget fra kasakkernes præstation. Holdet kørte nemlig et fremragende holdløb, som ikke kun kan forklares med den aftagende vind, og de overgik i hvert fald, hvad man på forhånd kunne have troet. Og dermed sikrede de sig endnu en sejr i den efterhånden endeløse række i deres fantastiske 2019-sæson og sørgede samtidig for, at Vueltaen allerede efter én dag med sikkerhed ikke bliver en fiasko.

 

På lang sigt var dagens udkomme imidlertid også noget, som Lopez næppe havde drømt om selv i sin vildeste fantasi. Forud for etapen havde alle spået, at Roglic allerede efter 1. etape ville have sat de første vigtige sekunder i banken i forhold til Lopez i den duel, der meget vel kan blive løbets helt store tema. Nu er sloveneren imidlertid bagud og det endda med hele 40 sekunder efter bare 13,4 km. Og samtidig leverede Lopez selv et næsten skræmmende indtryk, da han selv overtog fronten på opløbsstrækningen og kørte så stærkt, at han endda måtte sagtne farten for at vente på resten af holdet. Nu skal man naturligvis være varsom med at overfortolke den spurt - det er eksempelvis ret tænkeligt, at Lopez undervejs er blevet skånet i en disciplin, der ikke just er hans - men noget tyder på, at Roglics værste rival er knivskarp og det endda fra start - lidt af en omvæltning for en mand, der plejer at komme klodset i gang og drysse sekunder af sig i ét væk i løbet af den første uges tid, inden han finder benene mod løbets slutning.

 

For Roglic derimod blev etapen naturligvis en katastrofe, der må overgå hans værste mareridt. Det eneste lyspunkt er, at hverken han, Kruijswijk, Powless eller Hofstede skulle have slået sig mærkbart, men dagens 40 sekunder var en stor del af den gevinst, han kunne regne med at indhøste på enkeltstarten. Her bør han stadig slå Lopez med betydeligt mere, men det kan betyde, at han ikke nødvendigvis kan tillade sig at køre helt så defensivt i løbet, som tidskørslerne ellers i første omgang burde have givet ham mulighed for. Heldigvis kom alle holdets tre kaptajn med hjem, og dermed har holdet fortsat tre kort at spille i magtkampen med særligt Astana og Movistar.

 

For Philippe Gilbert endte løbet som en gigantisk nedtur. Belgieren havde utvivlsomt drømt om at sige farvel til Deceuninck med at erobre den røde førertrøje ni år efter, at han blev den blot anden i historien til at iføre sig den nye farve, efter at man i 2010 gik væk fra den gyldne trikot, som blev brugt i den første del af dette årtusinde. Det blev forpurret af Jakobsens ærgerlige uheld, men når han har sundet sig, må han kunne se et lys i mørket. For det første viste Deceuninck trods et på papiret relativt temposvagt hold atter, at de pr. definition altid kører gode holdløb, og for det andet er Gilbert så tæt på trøjen, at han burde kunne erobre den via bonussekunder i løbet af de kommende tre dage, inden han må formodes endegyldigt at blive kørt agterud på Javalambre på onsdag. Det er i hvert fald stærkt sandsynligt, at Gilbert i disse timer sidder ved tegnebrættet og optegner den strategi, der i morgen skal bringe ham tilbage i en grand tour-førertrøje for tredje gang i karrieren.

 

Andre var mere entydige vindere. Det gælder blandt andet for Wilco Kelderman, der allerede her til formiddag erklærede, at han følte sig ganske meget ovenpå efter et år, der - igen, igen, igen - har været ødelagt af styrt og skader, og hvis Sunweb-hold atter bekræftede, at de hører til blandt giganterne i disciplinen. Det var nu ikke overraskende, at tyskerne var i spil til sejren, for med tempostærke folk som Kelderman selv, Max Walscheid og formstærke Casper Pedersen lå det i kortene, at det ville gå stærkt. Lige så meget som resultatet var det opløftende, at det var Kelderman selv, der til slut svingede taktstokken og dermed gav næring til håbet om, at han i skadesfri tilstand kan nå det niveau, der sendte ham op på den samlede 4. plads i Madrid for to år siden.

 

En anden klar vinder var det stærke EF-mandskab. De kan kun ærgre sig over, at det som et af de allerførst startende mandskaber tydeligvis blev hæmmet af vejret, for med en sen starttid virker det nærliggende at tro, at de kunne have været med i kampen om sejren. Til gengæld fik de alle deres superklatrere med hjem under ledelse af Tejay van Garderen, der som forventet fungerede som holdets helt stor motor, og dermed ser amerikanerne ud til at være klar til at spille præcis den hovedrolle, som deres trup antyder, at de uundgåeligt vil indtage.

 

En anden vinder var Rafal Majka. Polakkens Bora-hold var på papiret ikke skræmmende, men alligevel endte de på en fornem 5. plads. Det skyldes naturligvis fremragende kørsel, men også de var i den grad hjulpet af et set starttidspunkt. Dermed fik Majka og i anden række Davide Formolo et udgangspunkt, de ikke kunne have forventet, og samtidig viste holdets tredje kaptajn, Sam Bennett, med fornem kørsel, at han er i præcis lige så fremragende form som i sidste uge i BinckBank Tour.

 

En anden, der kan være tilfreds, er Esteban Chaves, hvis Mitchelton-Scott-hold ellers slet ikke besad den power, man normalt ser fra australierne, men som kom ganske hæderligt igennem med et yderst beskedent tab. Også Mark Padun med sit ikke specielt imponerende Bahrain-mandskab kan være yderst tilfreds, ikke mindst fordi det ukrainske vidunderbarn så nærmest skræmmende ud, da han med lukket mund slæbte Dylan Teuns, Hermann Pernsteiner og Heinrich Haussler med sig henad opløbsstrækningen, mens de gispede efter vejret for blot at hænge på. Noget kunne tyde på, at Padun efter et skadesplaget år endelig er klar til at bygge videre på den flotte 2018-sæson. Og endelig kom Louis Meintjes og Pierre Latour hæderligt fra en etape, der kunne være gået helt galt.

 

Listen over tabere starter naturligvis med Jumbo, men den slutter ikke her. Endnu værre gik det nemlig for UAE, der ellers med 4. bedste mellemtid var ved at levere en mindre sensation, indtil det meste af holdet bragede i asfalten. Heldigvis slap de alle uden skader, men Fabio Aru må med vantro konstatere, at uheld igen har sat ham tilbage. Og løbets store joker, Tadej Pogacar, fik bestemt ikke den start, han havde drømt om.

 

Det gjorde Ineos bestemt heller ikke. Briterne har for vane altid at køre ringere holdløb, end deres trup antyder, at de burde, og det gjorde de bestemt også i dag. Ganske vist startede de tidligt, men de blev kørt regulært over af EF og CCC, der startede endnu tidligere end dem. Værre var det, at den ene af holdets to kaptajner, Wout Poels, længe var ude af stand til at føre og desværre gav næring til frygten for, at han igen skal bruge en uges tid eller to på at finde benene. Heldigvis er lottokuponen Poels også så svingende, at han sagtens kan have diamantben, når det igen bliver alvor på onsdag.

 

Og så er der naturligvis Movistar. De lokale helte har ellers for vane at køre fremragende holdløb på hjemmebanen, hvor de to gange inden for det seneste årti har lagt fra land ved at køre Jonathan Castroviejo i førertrøjen. Trods en hjemmebanefavorisering i form af sidste starttid rakte det imidlertid ikke til mere end en 7. plads. Nogen katastrofe er det ikke, men Valverde havde måske i sit stille sind drømt, om at bonussekunder i morgen kunne have sendt ham i førertrøjen nok engang i en glorværdig Vuelta-karriere. Den drøm kan se svær ud, for det vil kræve, at han i hvert fald undgår at tabe væsentlig tid til Lopez på Javalambre på onsdag.

 

Det plejer ellers at være Valverde, der er Vueltaens konge, men sådan er det ikke i dag. Lige nu vejrer det colombianske flag nok engang ud over en grand tour i denne sydamerikanske drømmesæson, hvor latinamerikanerne har mulighed for at gøre rent bord i de lange etapeløb, som briterne gjorde det sidste år. Et forventet minus er nemlig pludselig forvandlet til et gigantisk plus i den lille bog, der nidkært fører regnskabet i den interne duel mellem Roglic og Lopez, løbets to store forhåndsfavoritter. Nu må man bare håbe, at Lopez ikke brugte alt heldet op på en lørdag aften, hvor han i den grad havde charmeret de højere magter.

 

Måske han skal en tur forbi slikbutikken og have fat i et Kinderæg, inden det går løs igen ved middagstid søndag?

 

Favoritterne

Der er en grund til, at sprinterne som regel går en stor bue udenom Vueltaen. I de senere år har de hurtige folk nemlig måttet anse sig selv som et forfulgt folkefærd, for det har virkelig været småt med sprinteretaper, siden Javier Guillen i 2011 forvandlede løbet fra en begivenhed med den ene endeløse motorvejsetape langs den spanske pampas efter den anden til et sandt bjergvanvid med mål på stigninger næsten halvdelen af gangene. Derfor er Vueltaen blevet den grand tour, sprinterne ikke vil køre, og årets hæderlige sprinterfelt er en undtagelse i et løb, hvor hurtige folk i de senere år har kunnet få sig nogle halvbillige grand tour-etapesejre.

 

Årets 2. etape er et glimrende eksempel på den tendens. Ganske vist har man ikke indlagt en decideret klassemensetape, som man ellers før har set det, eller en puncheurafslutning, som vi så det sidste år, men hvis de hurtige folk havde set frem til en Tour-agtig første uge med den ene sprinteretape efter den anden, må de tro om. Faktisk peger alt på, at de alle kan skyde en hvid pind efter alle drømme om at skulle køre en spurt foran turisterne i Calpe søndag eftermiddag.

 

På papiret kan etapen måske se ganske tilforladelig ud, men det er kun indtil, man begynder at studere Puig Llorenca. Nok er den bare 3 km lang, men heraf stiger de 1500 med mere end 11% i gennemsnit, og samlet set er der en kilometer med en gennemsnitlig stigningsprocent på mere end 14! Med andre ord er der tale om en af de brutale mure, som Guillen elsker at finde frem fra gemmerne i det uendelige reservoir af spektakulære stigninger, som Spanien byder på. Faktisk er den så svær, at den kunne være rammen om et herligt klassementsopgør, hvis ikke den var kommet så langt fra mål.

 

Det vil den naturligvis ikke være med en placering næsten 30 km fra finalen i Calpe. Til gengæld er den rigeligt til at sende selv den meste klatrestærke sprinter til tælling, og det virker højst usandsynligt, at der vil komme en eneste sprintertype over bakken. Skal man pege på en mand med en chance må det være Luka Mezgec og måske Clement Venturini, ligesom man efterhånden aldrig skal udelukke noget fra Sam Bennett, men derudover ligner det for sprinterne en dag, der bare skal overstås.

 

Det betyder imidlertid også, at etapen har givet os nogle gevaldige hovedbrud. Logikken siger, at et udbrud ikke kan holde hjem på 2. etape i en grand tour - det er meget lang tid siden, at det sidst er sket - men længe så det ud til, at det måske alligevel kunne ske. Havde Jumbo som forventet vundet holdløbet, havde de næppe orket at forsvare trøjen, og så havde det været svært at se, hvem der skulle stå for forfølgelsen. Sprinterne ville i hvert fald intet initiativ tage på en dag, hvor chancen for overlevelse var beskeden, klassementsholdene skal ingen steder, og dermed skulle vi ud i lidt mere spekulative holdbare og hurtige klassikertyper, der kunne gå efter sejren på en dag, hvor det dog kræver ganske meget at bede sit hold om at føre over 200 km med næsten 3500 højdemeter med den åbenlyse risiko, at et klassementshold pludselig går amok på Puig Llorenca og forvandler etapen til et regulært blodbad.

 

Den usikkerhed fik holdløbet imidlertid fjernet. Ganske vist er Astana næppe synderligt interesserede i at forsvare trøjen - deres lyst er vel kun marginalt større end Jumbos - men til gengæld skete der noget andet, der forandrede dynamikken på søndagens etape. Sort uheld forhindrede nemlig Philippe Gilbert i at køre sig i trøjen, men med en afstand på bare 2 sekunder til den røde trikot kan det nås endnu. Og mon ikke den belgiske veteran er yderst revanchelysten efter dagens uheldige start på det spanske løb? Skal han nå at have trøjen for anden gang i karrieren, skal det i hvert fald ske inden onsdag, og af de tre etaper er det denne, der giver ham den bedste mulighed, selvom han også kan gå efter sekunder i de indlagte spurter mandag og tirsdag.

 

Her kan han imidlertid ikke blot gå efter sekunder undervejs. Her har han også chancen for at vinde etapen, og det virker helt usandsynligt, at Deceuninck ikke vil gå efter den mulighed i et løb, hvor etapesejre er den eneste ambition. Derfor må man formode, at de vil æde sig selv op for at holde det samlet til en spurt i en lille gruppe.

 

Det betyder dog ikke, at det vil gå sådan. Mange hold må kunne lure, at chancerne for en udbrudssejr er reelle, og derfor forventer vi en ganske aggressiv start. Samtidig er indledningen brutal, og det betyder, at Deceuninck kan få meget svært ved at forhindre, at der etableres et brølstærkt udbrud af gode klatrere. Samtidig er det langt fra givet, at de vil få megen hjælp i jagten, og da de bestemt heller ikke har det mest klatrestærke hold, kan det blive lidt af en opgave på egen hånd at hente et stærkt udbrud over 200 km med 3200 højdemeter.

 

Når vi alligevel tror, at det vil lykkes at hente udbruddet, skyldes det flere ting. For det første er de første etaper i grand tours pr. definition ikke alt for aggressive, og meget ofte har man en afventende tilgang til de første dage. Derfor kan man for belgierne håbe, at det alligevel vil lykkes hurtigt at lirke et knap så stærkt udbrud afsted. For det andet er der en sandsynlighed for, at Astana i hvert fald vil hjælpe lidt, ligesom også Caja Rural, Mitchelton-Scott og måske sågar Katusha kunne blive allierede. For det tredje vil der være modvind på det lange, lette stykke ned mod kysten, hvor et udbrud vil være meget optaget af at spare kræfter frem mod finalen. Og endelig vil der være så vild en positionskamp frem mod den sidste stigning, der - hvis vi kender spanske mure rigtigt - formentlig går ad en smal gedesti, hvor man partout skal sidde helt fremme for ikke at risikere at blive fanget, hvis der forceres i front.

 

Derfor forventer vi en aggressiv start, hvor et udbrud etableres, inden Deceuninck med lidt hjælp fra Astana tager kontrol. Hvis ikke de får en mand i udbrud, kan de ovennævnte hold tænkes at give en hånd med, og sammen med positionskampen frem mod stigningen samt nervøsiteten for vinden langs kysten tror vi, at udbruddet kan hentes. Måske kan det endda ske inden spurten, hvor Gilbert får en første mulighed for virtuelt at køre sig i trøjen.

 

Hvad der sker på stigningen, er mere åbent, men vi regner med, at det bliver knaldhårdt. Hvis vejen er så smal, som man må formode, vil alle sidde fremme, og det er derfor meget tænkeligt, at Movistar, Astana, Ineos, EF eller Jumbo vil tage kontrol og lægge pres på. Sker det, kan det blive et regulært blodbad. Efterfølgende vil der være nogen tid, hvor der kan ske lidt regruppering, men da heller ikke det følgende stykke er nemt, regner vi med et ganske decimeret felt. Det betyder også, at man bestemt ikke kan udelukke, at et sent angreb på det let stigende stykke kan bære frugt, for er Deceuninck kørt tynde, er det ikke oplagt, hvem der skal jagte.

 

Samlet set ser vi således tre mulige scenarier. Det kan bestemt ikke udelukkes, at et udbrud løber med både etapesejr og førertrøje, men vi tror mest på, at der sker samling. Dernæst vil det være muligt med et sent angreb at snige sig væk, men det mest sandsynlige er trods alt en spurt i et reduceret felt, der dog formentlig vil være ganske, ganske lille og ikke mindst meget mærket efter en svær dag i sadlen.

 

Det får os til at pege på Philippe Gilbert som vores favorit. Som sagt må belgieren være yderst revanchelysten efter i dag, og han burde have gode chancer for at klare sig over stigningen. Nok er han ikke så klatrestærk som i gamle dage, ligesom han ikke er en stor fan af stejle procenter, men han bør dog som tidligere Liege- og Lombardiet-vinder om ikke andet kunne komme tilbage efter stigningen, som han næsten med sikkerhed vil ramme i en god position. Samtidig er han stadig meget hurtig efter en hård dag, som han blandt andet viste med sejren på en lignende etape i Provence i år, ligesom han blev en ganske imponerende nr. 4 i massespurten ved de belgiske mesterskaber. I Dauphiné lagde han også ud med at blive nr. 2 på 1. etape, hvor han blev slået af Edvald Boasson Hagen, men slog folk som Sonny Colbrelli og Wout van Aert, der senere har vundet deciderede massespurter, og det siger lidt om, at Gilbert fortsat kan afslutte. Samtidig har han i Zdenek Stybar en lead-out man, ikke mange vil have i et reduceret felt, og selv James Knox vil kunne hjælpe med at sætte ham op. Nok var formen i BinckBank Tour skuffende, men Gilbert lignede en mand, der blev bedre og bedre. Vi tror, at han indleder et flot farvel til Deceuninck ved at vinde denne etape.

 

En anden åbenlys kandidat er naturligvis Alejandro Valverde. Egentlig har den spanske veteran altid været hurtigere end Gilbert på flad vej, og det er bestemt ikke noget tilfælde, at han flere gange har vundet deciderede massespurter i Volta a Catalunya. Derfor burde det egentlig være oplagt at pege på verdensmesteren til en reduceret spurt som denne, men vi har alligevel vores tvivl. I de senere år er der blevet længere mellem spurterne for Valverde, som er blevet forsigtig efter det grimme styrt i Touren i 2017, og vi tvivler lidt på, om han vil sætte alt på ét bræt i positionskampen. Heldigvis er finalen ikke kringlet, men Valverde har på det seneste haft for vane at skippe spurterne. Omvendt så vi på 8. etape sidste år, at han slet ikke ville spurte, men da han kunne lugte målstregen, valgte han alligevel at give den et skud, hvilket førte til en etapesejr i en stigende spurt foran Sagan. Man må tro, at Valverde ved udsigt til en mulig sejr forsøger nok engang, i hvert fald hvis feltet er lille, og så er han hurtig nok til at slå de fleste.

 

Løbets mest spændende kandidat må være Alex Aranburu. Det spanske talent slog igennem sidste efterår, men fik første del af 2019 ødelagt af skader. Han kom imidlertid stærkt tilbage ved i formsvag udgave næsten at spurte sig til sejr på 1. etape af Tour of the Alps, der kunne minde om denne, og ved at betage mange med sin fornemme kørsel i Hammer Series. Senest tog han en helt suveræn sejr i puncheurspurten på 4. etape i Burgos, hvor han var i en anden liga, og han er åbenlyst kommet til løbet i fremragende form. Han burde ikke få problemer med at klare bakken - han blev trods alt nr. 16 på den første bjergetape i Burgos - og selvom han er bedre som puncheur end i flade spurter, burde han være blandt de hurtigste i et formentlig kraftigt reduceret felt, ikke mindst fordi han har hurtige og klatrestærke folk som Gonzalo Serrano, Sergei Chernetckii og Jonathan Lastra til at støtte sig til sidst.

 

Tør vi nævne Enrico Battaglin? Når man satser på italieneren, bliver man skuffet 99 ud af 100 gange, men af og til rammer man rigtigt. Desværre har der ikke i 2019 været antydningen af den genrejsning, han ellers var på vej til i forbindelse med drømmestarten på sidste års Giro, og senest kørte han mildt sagt et kedeligt Tour de Pologne. Således er der intet, der tyder på, at Battaglin er på vej tilbage, og risikoen for, at han falder fra, er stor. Normalt bør han dog med sit punch have gode muligheder for at kæmpe sig over en stigning som denne, og lykkes det, vil han næsten med sikkerhed være en af de hurtigste, også selvom også han foretrækker stigende finaler. Hos sig vil han have hurtige og formstærke Ruben Guerreiro til at hjælpe sig, og sammen kan de måske sikre noget tiltrængt succes til det nødlidende Katusha-mandskab.

 

Den sprinter, der har en chance for at klare sig igennem, er Luka Mezgec. Sloveneren var i sit livs form i Polen, og han har tidligere i Slovenien vist, at han kan klare ganske hårde stigninger, blandt andet da han i år vandt 2. etape. Det slovenske løb har dog også vist, at han har sine begrænsninger - det gjorde Tour de Pologne i øvrigt også - og derfor vil vi tro, at han falder fra på så stejl en stigning som denne. Selv hvis det skulle ske, vil han dog have en chance for at komme tilbage, og i givet fald vil han næsten med sikkerhed være den hurtigste - og han kan endda regne med at have hurtige og formstærke Dion Smith til at køre spurten for sig.

 

I gamle dage havde det været en lækkerbisken for Edvald Boasson Hagen, der sin størrelse til trods kunne klare ganske svære stigninger. Desværre stod det også lysende klart under Touren, at den gamle Boasson Hagen ikke længere findes, og faktisk var det en decideret pine at se den tidligere stjerne køre så skidt i de udbrud, han ramte. Siden har han ikke været i aktion, men med tanke på en helt igennem elendig sæson er det svært at tro på, at han pludselig skulle være sig selv igen. Omvendt lykkedes det ham i Dauphiné trods alt at komme over en ret svær stigning på 1. etape og herefter spurte sig til sejr foran Gilbert. Denne stigning er betydeligt stejlere og formentlig for hård, men Boasson Hagen viste i Dauphiné, at man ikke helt kan afskrive ham.

 

Astanas mål er at vinde løbet med Lopez, men man kan håbe, at Omar Fraile får lov at forsøge sig i spurten. Det gjorde han i hvert fald sidste år, hvor han desværre manglede benene, og det viser, at der godt kan blive lidt frihed nu og da. Desværre er Astana også så stærke, at en fyr som Fraile kan blive brændt tidligt af i føringsarbejdet, og der er langt fra nogen garanti for, at han sidder med hjem. Hvis han spares, bør han dog fint kunne klare stigningen, og selvom det ikke er meget, han har spurtet i år, viste han med sejren over Colbrelli i Romandiet sidste år, at han bestemt ikke skal undervurderes i et reduceret felt.

 

CCC håber på, at Patrick Bevin kan klare bakken, men det er der ingen garanti for. Newzealænderen er nemlig en relativt tung fyr, der helt sikkert vil finde 14% temmelig stramt, men han viste også i sit fantastiske, men meget uheldige Tour Down Under, at en formstærk Bevin klatrer bedre, end man skulle tro. Hvor han står efter det tidlige exit fra Touren som følge af et styrt er uklart, men han melder selv om fin form. Om det rækker til at komme med hjem, har vi til gode at se, men lykkes det, vil han være en af de hurtigste, som han viste med de fornemme spurter, han kørte i sidste års Tour of Britain og ikke mindst, da han vandt 2. etape i Tour Down Under foran alle sprinterne i en bare ganske let stigende finale.

 

Skulle etapen blive for hård for Mezgec, har Mitchelton-Scott en fin plan B. Dion Smith viste storform i BinckBank Tour og burde have en fornem chance for at sidde med, ikke mindst med de fantastiske klatreben, han viste på sidste etape i Catalonien, inden han blev ramt af en masse sygdom og skader. Dengang vandt han spurten i den lille favoritgruppe, og selvom han oftest ender med en sekundær placering, burde Smith have farten til at gøre sig gældende, hvis løbet bliver for hårdt for de fleste.

 

Al logik siger, at etapen er for hård for Sam Bennett, men vi åbner alligevel døren lidt på klem. Ireren har nemlig gang på gang overrasket med sin holdbarhed, særligt da han i sidste års Giro endda gik i angreb på bakkerne, inden han spurtede sig til sejr. I BinckBank Tour kørte han finale på den hårde sidste etape, og i dag virkede han brølstærk i holdløbet. På den anden side viste 1. etape i Dauphiné også, at Bennett har sine klare begrænsninger, og derfor er vi også meget tæt på at smække døren i igen. Vi lader den dog stå med en lille sprække, og skulle Bennett skabe overraskelsen, er der ingen tvivl om, hvemd er vinder spurten.

 

En anden sprinter, der måske kan klare den, er Clement Venturini. Han har særligt i 4. Dage ved Dunkerque vist sine evner i også ganske svært terræn, men desværre har han haft for vane at skuffe i hårdt terræn på WorldTouren, blandt andet i Dauphiné og senest i Tour de Pologne. På den baggrund er 3 km med næsten 10% formentlig for meget for den franske crossrytter, men også for ham gælder, at chancen er der, om end den er lille. Klarer han den, vil han være en af favoritterne i en spurt.

 

Bliver det meget hårdt, kan Tao Geoghegan Hart også komme i spil. Ved at besejre Aranburu på 1. etape af Tour of the Alps har han vist, at han er en glimrende afslutter, men han vil formentlig kun forsøge sig, hvis det kan ske uden den store risiko, og hvis chancen er reel. Derfor skal etapen have været knaldhård, for at han kan bringes i spil, men det er heller ikke umuligt, hvis der for alvor gås til stålet på muren. Det er usandsynligt, at det lykkes, men hans drømmeform fra Polen viser, at han er topklar til udfordringen.

 

En hurtig mand, der måske har en chance, er Tosh van der Sande. Belgieren får det nok for hårdt, men han har for vane at klatre bedre end ventet i Vueltaen. Senest viste han fremragende form med sejren på sidste etape i Vallonien, og han siger endda, at han er bedre nu. Etapen er stadig på papiret for svær, men på en god dag har han en chance. Desværre har han haft for vane at spurte skidt på flad vej i de senere år.

 

Så er der Sergio Higuita. Vi er stadig ved at lære vidunderbarnet at kende, og derfor er det stadig lidt svært at sige, hvor hurtig han er. Da han slog folk som Nacer Bouhanni, Maximilian Schachmann, Joris Nieuwenhuis og Kasper Asgreen i en flad spurt i Californien viste han imidlertid, at han er en fremragende afslutter. Det kunne han ikke helt leve op til i Polen, men hurtig er han. Vi tvivler stærkt på, at han forsøger sig, men har det været knaldhårdt, kan han som Geoghegan Hart komme i spil.

 

Endelig vil vi pege på Gianluca Brambilla. Trek-rytteren spurter ikke meget på sine ældre dage, men han er stadig hæderlig i en spurt. I dette felt vil der næppe var mange afsluttere tilbage, og det kan anspore ham til at give den et skud i et løb, hvor Trek skal skyde på alt, der rører sig. Farten på flad vej er ikke den højeste, men efter et hårdt løb vil han være i spil

 

Vi tror ikke, at Jose Joaquin Rojas får lov at spurte, og de ellers hurtige Pierre Latour, Felix Grossschartner Dylan Teuns, Carl Fredrik Hagen, Lawson Craddock, Valerio Conti, Ruben Guerreiro, Angel Madrazo, Jesus Ezquerra og Cyril Barthe er nok ikke hurtige nok på flad vej. Primoz Roglic vil næppe tage risiko i en flad spurt, og Zdenek Stybar må være låst af Gilbert. Jesus Herrada spurter aldrig længere, og vi tror, at etapen bliver for hård for Fernado Gaviria, Marc Sarreau, Jon Aberasturi, John Degenkolb, Nikias Arndt, Owain Doul, Benjamin Thomas og Damien Touze. Jonas Koch kunne være en outsider, men selv hvis han klarer den, mangler han nok den sidste fart efter så svært et løb.

 

Som sagt kan et udbrud ikke udelukkes. Her vil vi pege på Thomas De Gendt som kandiat nr. 1, men også Alex Aranburu, Enrico Battaglin, Patrick Bevin, Dylan Teuns, Sergei Chernetskii, Jesus Herrada, Ruben Guerreiro, Cyril Barthe, Jetse Bol, Nicolas Edet, Jonathan Lastra, Valerio Conti, Gonzalo Serrano og Gianluca Brambilla kunne være gode bud. Zdenek Stybar kunne være kandidat til et sent angreb, hvis Deceuninck spiller på flere heste.

 

Feltet.dks vinderbud: Philippe Gilbert

Øvrige vinderkandidater: Alejandro Valverde, Alex Aranburu

Outsidere: Enrico Battaglin, Luka Mezgec, Edvald Boasson Hagen, Omar Fraile, Patrick Bevin

Jokers: Dion Smith, Sam Bennett, Clement Venturini, Tao Geoghehan Hart, Tosh van der Sande, Sergio Higuita, Gianluca Brambilla

 

Kandidater til et udbrud (i prioriteret rækkefølge): Thomas De Gendt, Alex Aranburu, Jesus Herrada, Dylan Teuns, Gianluca Brambilla, Ruben Guerreiro, Patrick Bevin, Enrico Battaglin, Valerio Conti, Sergei Chenetckii

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Tour of Fuzhou(2.1) 17/11-23/11

World Cup Koksijde(CDM) 24/11

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

SMART LYGTESÆT - BEDST I TEST! FØR 298 - NU KUN 156 KRONER