Optakt: 2. etape af Vuelta a Espana

Ruten

Egentlig skulle årets Vuelta med starten i Holland have været helt usædvanlig sprintervenlig - i hvert fald efter nyere standard - men aflysningen af det nordeuropæiske eventyr har betydet, at løbet i stedet indledes på usædvanligt sprinterfjendtlig maner. Således venter der 24 timer efter den voldsomme åbning på Arrate-stigningen endnu en modbydelig udfordring, og selvom fraværet af en bjergafslutning vil sikre, at det næppe bliver en klassementsdag, vil en kategori 1-stigning med top mindre end 20 km fra mål utvivlsomt sørge for, at de tunge folk kan glemme alt om sejren. I stedet ligner det en oplagt chance for, at en klatrestærk rytter kan sikre sig etapesejr og førertrøje i et udbrud - i hvert fald hvis vinderen af 1. etape er en ”stor fisk”, der ikke har intentioner om at forsvare trøjen så tidligt i løbet.

Med en distance på 151,6 km er der tale om en typisk kort Vuelta-etape, der fører feltet fra Miguel Indurains hjemby, Pamplona, i Navarra-provinsen, der også er hjemsted for Movistar-mandskabet, til Lekunberri i samme provins. Starten er relativt fredsommelig, idet feltet lægger ud med at køre mod sydvest og syd igennem fladt terræn ned til bunden af kategori 3-stigningen Puerto de Guirguillano (8,2 km, 4,3%), som er en lang, jævn opkørsel, der først på de sidste 1200 m tager lidt fat med 6,1%.

Toppen rundes efter 29,2 km, hvorefter en småkringlet nedkørsel leder mod nordvest tilbage til fladlandet. Herfra venter et længere fladt stykke, som leder feltet mod sydvest, syd og vest frem til byen Estella, der kendes som hjemsted for GP Miguel Indurain, og som passeres efter 61,4 km. Herfra kører man mod nordvest via yderligere 15 flade kilometer, inden man rammer bunden af kategori 3-stigningen Puerto de Urbasa (9,2 km, 4,7%), som er en helt jævn stigning med top efter 87,2 km. På toppen leder et plateau videre mod nordvest, inden en teknisk nedkørsel fører feltet mod nord tilbage til dalen.

Læs også

Ny Visma-stjerne forklarer manglende Grand Tour-ambitioner

I dalen kører man mod nordøst langs en flod, hvilket giver benene mulighed for at komme sig, samtidig med at man efter 118,0 km kører dagens spurt, inden man efter 125,3 km drejer mod nordøst ind på dagens hovedmenu, kategori 1-stigningen Alto de San Miguel de Aralar. Den stiger med 7,9% i snit over 9,4 km og varierer med stejle kilometer på 9-10% - med et maksimum på 15% i bunden - og lettere stykker med ca. 7%, inden toppen rundes efter 134,7 km. Herfra resterer bare 16,9 km, der består af en relativt let nedkørsel, der fører mod nordvest og nordøst ned til Lekunberri. Med 2,8 km igen venter en ganske lille bakke over 1 km, inden det atter falder via en snoet vej ned mod dalen, hvor man med 600 m igen drejer mod nordvest ind på opløbsstrækningen, der er flad.

Etapen byder på i alt 2435 højdemeter.

Lekunberri har i dette årtusinde tre gange været mål for et stort cykelløb, hver gang en etape i Baskerlandet Rundt. Senest skete det i 2011, hvor Vasil Kiryienka akkurat holdt en favoritgruppe på 21 mand bag sig og dermed forhindrede den førende Andreas Klöden i at spurte sig til etapesejr. Også i 2007 blev det til solosejr, da Jens Voigt opnåede en af sine velkendte udbrudstriumfer, mens Angel Castresana i 2001 viste sig som hurtigste mand i en 18-mandsgruppe, der spurtede om sejren.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Vejret

Vejret i Nordspanien er generelt ret trist i disse dage, men onsdag ligner en tør oase. Efter en solrig start vil det ganske vist sky til, men det bør holde tørt, og temperaturen vil nå hele 21 grader. Igen vil det dog være blæsende med en frisk vind (25 km/t) fra syd, men den vil lægge sig og blot være jævn (17km/t) i finalen. Det giver sidemodvind ned til Villatuerca, inden man får sidemedvind resten af vejen. Det gælder også på finalebjerget, hvor der dog vil være sidevind på sidste del og første del af nedkørslen, men derefter vil der være sidemedvind hele vejen ind til Lekunberri, dog med sidevind fra 3 km-mærket, indtil man får sidemedvind igen lige inden den røde flamme.

Analyse af 1. etape

Nu afholder jeg mig helst fra at se gyserfilm, men det er mit indtryk, at de fleste monstre er iskolde og mange sikkert også velovervejede og smarte. Under alle omstændigheder er cykelsportens svar på disse filmverdenens uhyrer i hvert fald både iskold og kløgtig. Det er blevet udstillet et hav af gange, og det blev åbenbaret endnu engang i dag, da Primoz Roglic indledte Vueltaen på samme vis, som han sluttede den for et år siden, nemlig med at iføre sig den røde førertrøje efter en magtdemonstration.

Måske er magtdemonstration et stort ord. Der var jo ikke megen overlegen offensiv over den rolige og velovervejede Roglic, der på hele den afsluttende del af den meget specielle og smukke åbning på den ikoniske Arrate-stigning i det som altid regnvåde Baskerlandet sad limet til bagenden på den gruppe, der hurtigt blev resultatet af først en voldsom forcering fra Ineos og særligt Bernal-klonen Ivan Ramiro Sosa og siden et stærkt angreb af Sepp Kuss. Alligevel sad med fornemmelsen, at monsterets puls var lige så lav, som den plejer, og at det blot var et spørgsmål om tid, inden gabet ville blive åbnet og endnu en sejr ville blive glide ned i den slovenske mave. Sådan gik det da også, da Roglic kom skydende som en kanon kort inden den røde flamme med en acceleration, der var en næsten tro kopi af den, der gav ham den flotte sejr i Tre Valli Varesine for næsten præcis et år siden.

Det var dog også det eneste, der var, som det plejer. Faktisk var det helt forfriskende at se det Jumbo-hold, der bare kørte deres tog gennem et helt Tour de France, anvende en ny og helt alternativ strategi, hvor overtallet blev udnyttet på en mere underholdende facon. I stedet for bare at sætte den igen fænomenale Kuss til at massakrere alt og alle, så kun de bedste kunne hænge på, lod man det Ineos-hold, der havde brug for at gøre løbet så hårdt og lidt eksplosivt så muligt, sætte det dræbende tempo, som brølstærke Sosa var den perfekte mand til at gøre.

Da han slog ud, kunne man have forventet, at det gule tog ville komme blæsende, men i stedet blev Kuss sendt i en interessant offensiv. Det tvang Richard Carapaz, Enric Mas og Hugh Carthy til at reagere, og imens kunne iskolde Roglic lade Dan Martin lukke den sidste del af hullet, inden Kuss fik lov at forsøge igen. Og så blev Roglic atter af rivalerne slæbt tilbage til fronten. Først på den sidste del, hvor det pludselig kunne være blevet lidt halvfarligt, specielt på nedkørslen, blev der taget klassisk Jumbo-kontrol med Kuss, der effektivt forhindrede ethvert angreb, før Carthy kom med et forsøg på nedkørslen. Og da det var neutraliseret, kom det monsterbid, der så effektivt har gjort ham til tidens mest dominerende cykelrytter.

Det betyder dog ikke nødvendigvis, at toget ikke kommer tilbage. Kuss bekymrede sig ikke om at holde sig til mod slutningen og har altså ingen personlige ambitioner. En velkørende George Bennett må også sande, at augustformen stadig ikke er der, og da frygten for, at en Tom Dumoulin uden højdetræning ikke er konkurrencedygtig på stigningerne hurtigt, blev bekræftet, står det nu soleklart, at hierarkiet er lige så entydigt, som det var i Frankrig. Og med den overlegne styrke både chef og slaver viste i dag, ligner det endnu et hollandsk jerngreb de kommende dage.

Heldigvis for løbet var Richard Carapaz lige så flyvende så håbet, og Ineos viste med den stærke Sosa, at de også har et hold, der i hvert kan forsøge at tage kampen op mod Jumbo. Nok passede finalen ikke den lille ecuadorianer, men han var helt i hopla og aldrig i vanskeligheder. Da hans styrke som bekendt er holdbarheden, og da han modsat Roglic ikke kørte sig helt ud i Touren, er der håb om, at det slet ikke bliver så ensidig en affære, selvom Ineos desværre helt som forventet måtte sande, at der ikke var sket et mirakel med Chris Froome, siden han som en af de første blev sat i Liege-Bastogne-Liege.

Det ligner heller ikke bare en duel. Enric Mas sagde forud for løbet, at han denne gang endelig ville starte en grand tour stærkt, og med tanke på at han endelig har et sådan løb i benene inden starten, var chancen for netop det også større end vanligt. I dag viste han, at ideen med et langt løb som forberedelse er perfekt for den spanske dieselmotor, for der var ikke mange svaghedstegn at spore hos Movistar-kaptajnen i dag. Med tanke på, at Alejandro Valverde, som ikke uventet må sande, at det altså er ved at være slut med absolutte toppræstationer fra de 40-årige ben, og Marc Soler, der ellers plejer at være helt væk i starten af en grand tour, begge kom fornuftigt igennem, ser det ud til, at tre relativt stærke hold med tre stærke kaptajner skal dyste om sejren i de kommende tre uger.

Jokeren er Hugh Carthy. Allerede forud for løbet pegede jeg på ham som en mand med potentiale for at overraske, og den forudsigelige levede han i den grad op til. Med tanke på at denne etape slet ikke passede en dieselklatrer som ham, er det yderst lovende, at han lægger så fremragende fra land, især hvis han ligesom i Giroen kan forbedre sig i den første uges tid. Desværre blev det ellers så stærke EF-mandskab amputeret, da de to alternativer, evigt uheldige Daniel Martinez og deres etapevinderbud i dag, Michael Woods, begge blev sendt i asfalten og allerede nu synes ude af kampen om de sjove placeringer - i hvert fald canadieren, der gav helt op og nu ligner en mand med kig på etapesejre og måske en bjergtrøje.

Læs også

Ranglisterne: Visma avancerer og ny verdensetter

Det var også herligt at se Dan Martin bekræfte ardennertendensen med endnu en fin præstation, men for ham bliver udfordringen nok de rigtige bjergetaper, der passer ham dårligere. Overraskelsen var Felix Grossschartner, men den store østriger bør komme til kort på de stejlere og længere bjerge senere i løbet, hvor han altid har haft sine begrænsninger. Og så var det glædeligt at se en stærk start fra Esteban Chaves, men desværre har vi nu set det mange gange. Efter kyssesygen plejer det ret hurtigt at føre til et kollaps.

Dagens tabere var FDJ. Thibaut Pinot viste lynhurtigt, at han ikke havde løjet, da han sagde, at ryggen havde sendt ham ud af spillet om sejren, og guldfuglen David Gaudu fortsatte desværre den generelt triste 2020-sæson. Heldigvis for ham starter han ofte skidt, inden han finder benene, og mens Pinot også kan finde formen senere, er der derfor håb om, at vi nok skal se noget til franskmændene senere.

Astana skal vi helt sikkert også nok få at se. De har nemlig en meget spændende trup, og efter at Aleksandr Vlasov blev en lidt overraskende taber - måske var sygdommen værre end som så? - og Ion Izagirre fortsatte den deroute, han indledte efter sejren i Baskerlandet sidste år - kan de nu bruge deres mange angribere til at jagte etaper. Og hvem ved? Måske åbner det døren for, at Omar Fraile kan tage sin tredje bjergtrøje og gå tilbage til den metier som bjergtrøjejæger, han dyrkede i sine unge år.

Ellers bød etapen ikke på de helt store overraskelser. David De La Cruz bekræftede sin genfødsel med flot forsvar på en etape, der ikke passede ham, og han kan endda glæde sig over, at Davide Formolo lynhurtigt er kommet sig efter den skade, der kostede ham sæsonens helt store mål ved VM og i Ardennerne. Andrea Bagioli måtte ikke uventet sande, at han stadig har lidt vej til toppen. Og Guillaume Martin, der allerede var træt under Touren, kunne som ventet heller ikke længere bygge videre på de fine takter, vi så i august.

Egentlig burde Roglic jo også være træt, men det er han aldrig. Tilsyneladende er det kun sygdom, der momentant kan slå monsteret ud, for selv efter sin 2. plads i Touren var han i stand til at køre med om sejren ved VM og Liege - også selvom han ikke var så overlegen, som han plejer. Det var han måske heller ikke i dag, men det lignede en helt bevidst og velgennemtænkt plan for en mand, der trods alt skal holde i yderligere tre uger. Og da han endelig slog til, var han lige så iskold og suveræn, som han har været det i de seneste sæsoner!

Favoritterne

Årets Vuelta a er på alle måder en sær snegl, for coronavirus og aflysningen af den hollandske start har på alle måder skabt en helt usædvanlig start. Først lagde vi ud med en regulær bjergetape, og nu gælder det en etape, der med et meget svært bjerg i finalen nærmest skriger på udbrud.

Alto de San Miguel de Aralar er en led karl, der sagtens kunne bruges til et lille klassementsopgør, hvis ikke den kom relativt langt fra mål og efterfulgtes af en let tonsernedkørsel. Derfor vil de store navne formentlig holde sig i skindet, især fordi der venter endnu en bjergfinale allerede torsdag. Vi er alt for tidligt i løbet til, at det er nu, man skal kaste sig ud i spekulative offensiver.

Stigningen er dog også så svær, at meget få hurtige folk kan vide sig sikre på at overleve. Sprinterne gør det i hvert fald ikke, og derfor skal vi over i de semihurtige folk. Den slags kan kun sjældent vide sig sikre på dels at overleve og dels at vinde en flad spurt, og derfor kræver det noget mandsmod at bede et hold påtage sig ansvaret for at jagte en hel dag.

Det er lidt svært at se, hvem der skulle gøre det. Det kunne være Astana med Alex Aranburu, nu hvor klassementet er væk, men mon ikke de i første omgang satser på udbrud? Det kunne være Bora med Jay McCarthy, men ligesom Aranburu kan han slet ikke være sikker på at klare bjerget. Deceuninck har Andrea Bagioli og er måske de mest sandsynlige kandidater til en jagt, men jeg vil tro, at de hellere sparer sig til udbrud og ”rigtige” sprinteretaper med Sam Bennett. EF har Magnus Cort, men det er ambitiøst at satse på danskeren på så svær en dag. Movistar går aldrig efter sejre med Alejandro Valverde på denne slags etaper. Og Total Direct Energie er ikke just et hold, der kontrollerer for Jonathan Hivert og Julien Simon.

Læs også

Nyt, stort løb annoncerer ruten til første udgave

Nej, jeg tror kun, at det er Jumbo, der kan forhindre en udbrudssejr. Det kan dog også godt ske, men det afhænger af, hvor ivrig Primoz Roglic er for at forsvare trøjen. Han kunne sagtens aflevere den igen til en ufarlig rytter, og det vil være en naturlig taktik for mange.

Det vil bare ikke ligne ham. Sidste år mindes jeg, at Jumbo kørte meget målrettet for ikke at aflevere trøjen, og de gjorde det heller ikke i Touren i år, når muligheden bød sig. De er så stærke, at de vitterligt kan tillade sig at gå efter at holde den hele vejen, og det tror jeg, at de vil.

Det betyder dog ikke, at en udbrudssejr ikke er i spil. Forskellene er allerede store, og Jumbo er stærke nok til at sikre, at man kan få etableret et udbrud, der ikke for alvor truer trøjen. Det er klart, at udsigten til en udbrudssejr lægger op til vild angrebsfest, og derfor er det tænkeligt, at gruppen ikke er kørt på stigningen. Det kan gøre det vanskeligere at kontrollere, men lige netop Jumbo kan gøre det. Jeg vil tro, at den vilde kamp om udbruddet ender med, at en ufarlig gruppe kommer væk, og så skal Jumbo bare holde dem i snor.

Derfor tror jeg også, at udbruddet holder. Jeg vil ikke helt udelukke, at et af de nævnte hold vil sætte sig frem - måske mest Deceuninck eller Astana - og at vi alligevel får samling, men jeg tvivler. Jeg tror mere på, at udbruddet alligevel er så farligt, at det skal holdes i så kort snor, at de kommer tilbage alligevel, særligt hvis snoren er så kort, at andre hold alligevel ender med at lugte blod.

Hvis udbruddet kører hjem, regner jeg ikke med det store drama i feltet. Så vil Jumbo formentlig bare sætte et pænt tempo op mod toppen, mens alle vil spare sig til torsdag. Hvis udbruddet er hentet, er lysten til aggression større, men Jumbo er så stærke, at de kan køre alt ind igen. I det tilfælde vil selektionen dog utvivlsomt være større, da farten skal øges for at holde styr på et mere angrebslystent felt. Nedkørslen er ikke svær, men alene positionskampen frem mod toppen vil skal udskilning, og så vil et reduceret felt skulle spurte om sejren. Spørgsmålet er bare, hvor stort det vil være.

Mest tror jeg dog som sagt på et udbrud, men det er kun en mulighed for ryttere, der har tabt så meget tid, at Jumbo giver lov. Starten er heller ikke alt for svær, og det gør det ret svært at ramme rigtigt. Det kræver held at komme afsted, men for at vinde skal man klatre godt. Bjerget er meget svært, og med medvind hele vejen i finalen vil selektionen blive større, ligesom det vitterligt vil være muligt at køre solo hele vejen, også selvom nedkørslen er så let, at den favoriserer en gruppe. Derfor vil en god spurt naturligvis altid være et givtigt våben.

Det får mig til at pege på Michael Woods som min favorit. Canadieren fik ødelagt sit klassement i dagens styrt, men han sørgede for at tabe så meget tid, at han nu har al den frihed, han vil. Det er en gambling at pege på ham, for jeg har forgæves ledt efter information om hans styrt, og som altid er EF desværre tavse som graven, ligesom han selv er tavs på Twitter. Han så dog kun ud til at have fået ødelagt sin cykel, og hvis han vitterligt er frisk, passer etapen ham perfekt. Det er klart, at det er svært at komme afsted på flad vej, men lykkes det, er det svært at se, hvem der i medvind kan følge den mand, der var femtebedst på sidste stigning i Liege. Heldigvis for ham er nedkørslen, som volder problemer, heller ikke svær, og i medvind kan man køre alene hjem. I en spurt kan han sågar slå relativt mange, og derfor er han den oplagte kandidat - hvis altså han er lige så frisk, som det i dag så ud til.

Jeg har også blik på Alex Aranburu. Med Astanas sammenbrud i klassementet, må der være frihed til at angribe, og det bringer baskeren i spil. Jeg er lidt bekymret for, om stigningen er for svær, men han viste sidste år, at han godt kan håndtere længere stigninger. Taber han lidt terræn, er der i hvert fald tid til at komme tilbage, og det er meget svært at se, hvilke potentielle udbrydere, der kan slå ham i en spurt. Formen er dog usikker, da han ikke har kørt, siden coronavirus kostede ham Giroen, men i dag sad han i det mindste relativt fint fremme på en etape, der var for svær.

Astana står i det hele taget stærkt, nu hvor der skal angribes over hele linjen. Også udbryderkongen Omar Fraile må have udset sig denne etape. Når han er i form, klatrer han nemlig godt, også i de høje bjerge, som vi senest så i Touren, og hans spurtsejr i Romandiet fortæller alt om hurtigheden. Han var flyvende mod slutningen af Touren og i Ardennerne, men jeg er lidt bekymret for, om det hårde program har gjort ham træt. Han sad meget langt tilbage i dag, og med en klassementsmand at beskytte kan det være et dårligt tegn. Svingende er han heldigvis, og er han på sporet, er dette en perfekt etape for ham.

Læs også

Froome: Havde været interessant at køre mod Vingegaard og Pogacar

Det er det også for Simon Geschke, der virkelig kom stærkt ud af Touren og kørte nogle fremragende ardennerklassikere. Modsat Fraile skuffede han dog i Brabantse Pijl, og det kan måske læses som et tegn på, at han efterhånden er ved at være træt. Etapen passer dog glimrende til en mand, der så sent som i Liege var en af de bedste, og han har før vist, at han kan forsvare sig på lange stigninger. Hurtig er han også, selvom det efterhånden er sjældent, han viser det.

En anden rytter, man kunne have kig på, er Michael Valgren. Hans gode VM-form forsvandt efter styrtet i Liege, men 21. pladsen i Flandern Rundt var et klart tegn på bedring. Den Valgren, vi så til VM, kan sagtens overleve en stigning som denne- i hvert fald med mulighed for at komme tilbage - og selvom han ikke er sprinter, er han mod de fleste klatrere ret hurtigt. Derfor burde chancen for en dansk etapesejr være ganske god, hvis han rammer udbruddet.

En rytter, man aldrig ved, hvor man har, er Nick Schultz. Han kørte dog to fornemme ardennerklassikere, og det kunne indikere, at han står foran sit gennembrud. Desværre er han også uhyre svingende, og alt for ofte er han langt fra at følge de bedste. I dag sad han langt tilbage, og det er formentlig et ilde varsel. Har han ardennerformen, burde han dog have en fair chance for at klare stigningen, og samtidig er han ganske hurtig på stregen.

Så er der naturligvis også lottokuponen Robert Power, der kan sidde både i gruppetto og være flyvende. I dag gjorde han det dog ganske hæderligt, og det tyder på, at han ikke har en af sine værste perioder. På sine gode dage klatrer han fremragende, som han nåede at vise i sidste uge af Vueltaen sidste år, og i årets Tour Down Under viste han pludselig en hurtighed, han ikke tidligere har vist. Også han kan falde helt igennem, men han er på papiret en glimrende kandidat.

Er stigningen for lang for Jay McCarthy? Det vil jeg nok desværre tro, særligt på en dag med medvind. Han har nemlig ikke vist form, og heller ikke i Ardennerne var han overbevisende. I dag gjorde han det dog ganske hæderligt, og han kører for et hold, der burde give ham en vis frihed. Udfordringen bliver at overleve stigningen, for i en spurt er der ikke mange, der matcher ham.

Nans Peters er kommet til løbet for at fuldende sit grand tour-hattrick allerede halvandet år efter første sejr. Hans form kan være stærkt varierende, men i dag kom han ganske fint hjem. Han har vist, at han er en mester i at gøre det færdigt, men jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt etapen er ideel. Han kan få svært ved at køre alene hjem, hvis ikke gruppen er den rette, og selvom han kan afslutte, er der mange udbrydere, der er hurtigere end ham.

Hvad med lottokuponen over alle lottokuponer? Jeg var egentlig klar til at begrave Jonathan Hivert, der godt nok altid oftere har været nitte end gevinst, men som i år har været kronisk nitte. I Ardennerne viste han imidlertid pludselig så meget livstegn, at der er begrundet håb om et resultat. Man ved aldrig, hvornår han igen falder så meget sammen, at han sidder i gruppetto, men i dag kom han dog hæderligt op. I en spurt er han lynhurtig, men stigningen kan være for lang.

Caja Rural har også et par spændende navne i Gonzalo Serrano og Jonathan Lastra. Begge er puncheurs mere end klatrere, men de burde have en ganske fair chance for at klare sig i den rette gruppe, særligt Serrano, der også er den hurtigste af de to. Han kom også fint op i dag, mens Lastra forsøgte sig med et angreb på næstsidste stigning. Risikoen er, at de er oppe mod hurtigere folk, men dekan godt afslutte.

Danmarks andet bud er Magnus Cort, men hvor han står efter sin sygdom, aner jeg ikke. I forvejen er etapens sværhedsgrad på grænsen, særligt med medvind, men den Cort, der overlevede et lignende bjerg, da han vandt i Touren, kan også vinde her. Det kræver dog bedre form end det, vi så fra ham i august, men omvendt lagde han fantastisk fra land i år. En formstærk Cort kan vinde, men der er også en risiko for, at han skal blive hos en velkørende Carthy, da han næppe har helt samme frihed som Woods.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour of the Alps

En dark horse kunne være Robert Stannard. Han har ganske vist skuffet enormt som professionel, men i august var der kortvarigt hul igennem. I gamle dage klatrede han så godt, at han kørte på podiet i Baby-Giroen, og med en hurtighed, der har givet podiepladser i massespurter i år, er han skabt til denne etape. Desværre har hans kørsel på det sidste været så trist, at der er svært at være alt for optimistisk i terræn, han endnu ikke har imponeret i som professionel.

Endelig vil jeg pege på Bruno Armirail. FDJ skal nu i offensiven, og det kan give den stadig mere spændende franskmand en chance. Jeg er lidt bange for, at han ikke har tabt nok tid, men får han lov, kan han med den klatring, han viste i Tirreno og sidste års Vuelta, komme langt. Han mangler måske hurtighed til at gøre det færdigt, men han er en interessant outsider.

Jeg regner ikke med, at Jumbo giver plads til ryttere, der har tabt mindre end fem minutter, og de store klassementshold vil spare sig til i morgen - bortset fra Movistar, der går efter holdkonkurrencen, men mangler en mand, der kan gøre det færdigt, blandt de folk, der har tabt nok tid. Jeg tror, at finalen er for svær for de nuværende udgaver af Enrico Gasparotto, Angel Madrazo og Tomasz Marczynski , og Zdenek Stybar har virket for formsvag til så svær en etape. Den er for svær til, at Remi Cavagna kan køre alene hjem, og Tim Wellens virkede igen i dag alt for formsvag. Det er en god etape for James Piccoli, men han har skuffet hele året, og Alexander Kamp har heller ikke vist tilstrækkelig form. Klatrere som Stefan de Bod, Michael Storer, Victor Lafay, Merhawi Kudus og Fernando Barcelo får nok svært ved at gøre det færdigt, og jeg tror, at etapen er for svær for ellers hurtige Dion Smith og Dorian Godon . Endelig tror jeg ikke, at Ion Izagirre kan køre alene hjem i sin nuværende forfatning, og jeg tror ikke, at Jumbo tager nogen chance med Thibaut Pinot, selvom han har tabt tid.

Bliver det en spurt, vil jeg tro, at vi får et relativt reduceret felt. Jeg vil dog tro, at Alex Aranburu har en fair chance, og han vil være min favorit. Astana har dog et alternativ i Omar Fraile, der traditionelt har været bedre på lange stigninger. Mit tredjebedste bud er Jay McCarthy, men jeg tilskriver ham ringere chance for at overleve. Det gør Andrea Bagioli utvivlsomt, og han er et fint bud med den fart, han viste i Ain, også Julien Simon har en chance, selvom han har tabt fart. Holdkammeraten Jonathan Hivert er også i spil, men jeg vil næste tro, at de spurter med Simon. Matej Mohoric vil helt sikkert også spurte, men vil formentlig være oppe mod hurtigere folk, ligesom Rui Costa vil det. Magnus Cort er vel den store joker, men det kræver, at han er frisk efter sin sygdom. Mitcheltons to hurtige, Dion Smith og Robert Stannard, har en chance, men jeg tror, at det bliver for hårdt. Movistar kan give Jose Joaquin Rojas chancen, men han har ikke spurtet i en menneskealder. Simon Geschke kan prøve, men mangler nok farten. Bliver det meget hårdt, kommer Primoz Roglic og Alejandro Valverde i spil, men jeg tror ikke, at de sætter livet på spil, og Valverde synes også at have tabt masser af fart på flad vej. Jeg er lidt usikker på, om Gonzalo Serrano er hurtig nok på flad vej, men han kunne være en joker, ligesom Enrico Gasparotto har en chance, hvis han overlever. Måske har Tosh van der Sande en lille chance, men det vil overraske.

BEMÆRK: Lad mig igen understrege forbeholdet over for konsekvenserne af Woods' styrt.

Feltet.dks vinderbud: Michael Woods

Øvrige vinderkandidater: Alex Aranburu, Omar Fraile

Outsidere: Simon Geschke, Michael Valgren, Nick Schultz, Robert Power, Jay McCarthy

Jokers: Nans Peters, Jonathan Hivert, Gonzalo Serrano, Magnus Cort, Robert Stannard, Jonathan Lastra, Bruno Armirail

Kandidater til en spurt (i prioriteret rækkefølge): Alex Aranburu, Omar Fraile, Jay McCarthy, Jose Joaquin Rojas, Andrea Bagioli, Matej Mohoric, Julien Simon, Magnus Cort, Robert Stannard, Jonathan Hivert, Primoz Roglic, Alejandro Valverde, Dion Smith, Enrico Gasparotto