Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: 2. etape af Vuelta a Espana

Optakt: 2. etape af Vuelta a Espana

20. august 2022 16:25Foto: GFR_FotoRoth

Jumbo-mandskabet gav Primoz Roglic en drømmestart på Vueltaen med en ganske overlegen sejr i kampen mellem de tre supermandskaber på det indledende holdløb og gav samtidig Robert Gesink den store ære at køre i rødt på sin hjemmebane. Det bliver dog nok kun til en enkelt dag i trøjen, når sprinterne forventeligt har været i aktion lørdag eftermiddag, hvor risikoen for sidevind er til stede, men så lille, at alt taler for en første massespurt.

STREAM VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER

 

Ruten

Mens mange klatrere utvivlsomt har forbandet den hollandske start langt væk, har sprinterne til gengæld jublet. Da man ikke besøger den kuperede Limburg-provins, er cykelløb i Holland nemlig garanti for pandekagefladt terræn og masser af sprinterpotentiale, og det kommer også til udtryk på de to sidste dage i det hollandske fladland. Dagen efter holdløbet venter således en næsten helt flad dag, hvor det dog er lykkedes at finde en ganske, ganske blød bakke midtvejs, så bjergtrøjen kan finde en ejermand, men hvor det kun er den frygtede hollandske vind, der kan true en massespurt. Den er dog slet ikke så udtalt om sommeren, og da Utrecht ligger relativt langt fra kysten, taler meget for, at sprinterne vil få en relativt nem dag, inden de skal spurte om sejren.

 

I alt skal der tilbagelægges 175,1 km, der fører feltet fra s’Hertogenbosch tilbage til Utrecht, der for anden dag i træk agerer målby. Begge byer ligger i en næsten pandekageflad del af Holland, og det er således helt fladt, når man fra startbyen lægger ud med at sno sig mod nordvest med retning mod vandet og storbyen Rotterdam. Man kommer dog aldrig i nærheden af havet, for man drejer hurtigt mod nordøst og siden øst for at køre ad en lige vej hen langs en kanal frem til den store by Zaltbommel, som man passerer syd om.

 

Kort efter drejer man mod nordøst for at kører videre langs samme kanal, inden man efter ca. 70 km drejer mod nord for at krydse den. Kort efter drejer man igen mod nordøst for at køre frem til byen Rhenen, hvor man efter 93,3 km kører en lille sløjfe i området nord for byen. Efter at være vendte tilbage til Rhenen går det mod nordvest, inden man hurtigt drejer mod nord for at passere kategori 3-stigningen Alto de Amerongse Berg (2,1 km, 2,4%), der er en helt blød og jævn bakke med top efter 105,1 km.

 

Hermed er det slut med dagens ”klatreudfordringer”. Det bliver igen stort set helt fladt, når man kører mod nord op langs byen Veenendaal og derefter mod vest frem til en næsten rektangulær rundstrækning, hvor man kører en omgang. Efter denne går det mod nord frem til udkanten af Amersfoort, hvor man drejer mod sydvest for at følge en lige vej ind til centrum af Utrecht, idet man undervejs efter 158,3 km kører dagens spurt, der også tæller som en bonusspurt, ved flyvepladsen i byen Soesterberg.

 

Her kører man en omgang på en næsten kvadratisk rundstrækning, idet, der er sving med 7000 m, 6000 m, 4800 m, 4100 m, 4000 m, 3700 m og 2300 m igen, men i stedet for at slutte inde i bymidten kører man mod sydøst ud til afslutningen ved Utrecht Science Park i byens udkant, hele tiden ad flade veje. Det sker gennem to sving med hhv. 1900 m og 1500 m igen, hvorefter vejen kun bugter sig let mod venstre, indtil stregen kan ses med 400 m igen.

 

Etapen byder på i alt bare 513 højdemeter.

 

Utrecht blev på 1. etape den første by i verdenshistorien til at have været mål for etaper i alle tre grand tours. I 2015 startede Touren med en enkeltstart i byen, hvor Rohan Dennis kørte Tour-historiens hurtigste etape og sejrede foran Tony Martin og Fabian Cancellara. I 2010 sluttede Giroens 2. etape i byen, og her vandt Tyler Farrar en massespurt foran Matthew Goss og Fabio Sabatini. Derudover er byen i dette årtusinde faktisk kun blevet besøgt af det lille Ronde van Midden-Nederland, hvor Alfdan de Decker, Chris Opie og Alberto Cecchin vandt spurtsejre i hhv. 2017, 2016 og 2015, og af det gamle storløb Holland Rundt, hvor Fabrizio Guidi i 2000 vandt en massespurt foran Max van Heeswijk og Robbie McEwen.

 

 

 

 

 

STREAM VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER

 

Vejret

Cykelløb i det hollandske fladland kan få hvem som helst til at læse vejrudsigter hvert femte minut, og mens det kunne være værre, kan ingen være helt trygge. Der venter heldigvis en smuk dag med kun få skyer og en temperatur, der i Utrecht vil toppe på 23 grader, mens det endda vil være 24 grader ved starten. Klatrernes drøm om en stille dag bliver ikke til virkelighed, da der vil være en jævn vind (14-19 km/t) fra vest. Det giver først sidemodvind og siden med- og sidemodvind. Kort inden bjergspurten får man sidemodvind, mens der vil være sidevind i forbindelse med bakken. Derfra vil der være mod- og sidemodvind stort set hele vejen ind til Utrecht, idet der dog vil være en del sidevind på den lille rundstrækning. Efter den kringlede tur rundt i målbyen får man med- og sidemedvind over de sidste 3,7 km, idet der vil være direkte medvind over de sidste 400 m.

 

Analyse af 1. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan Jumbo-mandskabet med deres magtdemonstration sikrede Primoz Roglic en buffer, der enten er nødvendig eller bare ren flødeskum.

 

Favoritterne

De hollandske cykelfans elsker det, og sprinterne jubler, men de fleste klassementsryttere havde utvivlsomt helst været turen til Holland foruden. Cykelløb i det flade Benelux-land indebærer nemlig stress, stress og stress, og det kan ødelægge lidt af den ro og mere afslappede stemning, der ellers gør til Vueltaen til en mildere og knap så risikabel affære end det stresshelvede, der kendetegner den første uge af Touren.

 

Heldigvis har de kunnet finde en trøst i, at Eneco/BinckBank/Benelux Tour i mange år er blevet afviklet i august med etaper i det hollandske fladland. Jeg kan på stående fod huske lige præcis én etape, hvor vinden var farlig, og her endte det alligevel med at blive samlet til sidst. Det vilde EM-løb i Alkmaar i 2019 vidner om, at augustvinden kan være kraftig nok, men det hører bestemt til sjældenhederne, at de i Holland blæser tilstrækkeligt til, at det ikke bare i cykelmæssig forstand er et sprinterløb.

 

Hvad har de hollandske vejrguder så taget med til Utrecht i år? En flot sommerdag, der sørger for, at rytterne ikke skal opleve alt for store kontraster, når de ankommer til Spanien i næste uge. Vindstille bliver det imidlertid ikke, og den styrke på 19 km/t, vi vil have undervejs, er lige på den grænse, hvor det begynder at kunne blive til noget - dog lige til svage side.

 

Den er i hvert fald kraftig nok til at gøre løbet til en nervøs affære, men jeg tror ikke, at vi vil se splittelse. I forvejen er vinden ikke helt så kraftig, som det dramahungrende publikum vil ønske, men det værste er retningen. Arrangørerne har ellers gjort deres bedste for at designe ruten med en masse retningsskift, men med hyppig vestenvind var det måske ikke det klogeste at angribe Utrecht fra nordøst i finalen. Det betyder nemlig, at der over de sidste små 30 km vil være sidemodvind. Forinden kommer til gengæld en lang strækning med nærmest konstant sidevind, men det vil kræve meget at holde eventuelle afstande over så langt et modvindstykke til sidst. Havde vinden været så kraftig, at vi kunne have ventet os et blodbad på sidevindsstykket, havde det være noget andet, men sker der splittelse, vil den være begrænset, og så bør det blive samlet igen.

 

Starten bliver i hvert fald kedsommelig. De starter med et modvindsstykke, hvor de tre spanske wildcardhold formentlig vil etablere et udbrud fra km 0, og derefter vil Jumbo tage kontrol. De vil hurtigt få hjælp af Alpecin, UAE og Bora, mens det vil ligne BikeExchange dårligt at påtage sig et ansvar. På 1. etape i grand tours tages sjældent store chancer, og afstanden vil derfor næppe blive stor. Herefter vil etapen gå sin stille gang indtil det første sidevindsstykke omkring bjergspurten, men det vil næppe skabe mere end nervøsitet, mens udbruddet kæmper om bjergtrøjen på denne giganttinde, der får Monte Zoncolan til at ligne Valby Bakke.

 

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Det farlige punkt starter i venstresving med 51,3 km igen, hvor vi utvivlsomt se en vild positionskamp. Herfra er der næsten uafbrudt sidevind frem til svinget i Amersfoort med 27,1 km, og her vil feltet helt sikkert være ekstremt nervøst. Jeg har dog som sagt ret svært ved at se, at det vil blive til andet end nervøsitet. Der er for langt hjem, vinden er for svag, og jeg tror egentlig, at de fleste hold har det fint med at komme sikkert igennem. Ineos og Quick-Step er altid friske på at prøve, men skal de ville fortsætte hele vejen, skal et større navn sættes markant af, og det sker formentlig kun, hvis der er styrt, og så er det næppe god skik at fortsætte, når vi ikke befinder os i en situation, hvor feltet er splittet til atomer.

 

Derfor regner jeg med, at det falder til ro igen, når vi rammer modvinden, men stressniveauet kan meget vel betyde, at udbruddet bliver hentet tidligt. Det kan åbne døren for, at ryttere kan gå efter de 3, 2 og 1 sekund, der vil være tilgængelig som bonus. Primoz Roglic er hurtig, men plejer ikke at bruge kræfter på det, og det vil også ligne Joao Almeida dårligt at gøre det. Skal jeg pege på en rytter, der måske kunne finde på det, er det Sergio Higuita, der før har kørt efter bonussekunder, men ellers kunne det være en mulighed for Ethan Hayter, hvis han har ambitioner om at erobre førertrøjen om nogle dage. Spørgsmålet er dog, om det er noget, Ineos ligefrem vil opsøge aktivt.

 

Herefter vil feltet formentlig bevæge sig relativt roligt ind mod Utrecht frem mod det, der bør blive en massespurt efter en relativt let, men periodevist nervøs dag. Finalen byder på et hav af sving i rundkørsler efterfulgt af to skarp højrekurver, men de sidste 1500 m går ad en lige og flad vej, der kun bugter sig let til venstre. Selvfølgelig skal man sidde fornuftigt, når de rammer de mange sving, men det er bestemt ikke den mest tekniske spurt. Der er god plads til at lade farten tale, og med direkte medvind kan man også åbne tidligt, hvis man er fanget lidt for langt tilbage. Der er således ikke en spurt, hvor positionering nødvendigvis bliver altafgørende, også fordi der i Vueltaen som altid er relativt få topsprinter, selvom det altid spiller en rolle.

 

Jeg prøver at pege på Sam Bennett. Det har ellers været en trist, trist sæson for ireren, der blot har vundet ét cykelløb, og selvom det var en stor sejr på holdets hjemmebane, var det ikke, hvad holdet regnede med, da de hentede ham ”hjem”. Bennett har særligt været helt uden sin tidligere holdbarhed, men siden maj har farten faktisk set god ud. Han vandt som sagt i Frankfurt i skrapt selskab, han så hurtig ud, da han kørte lige op med Dylan Groenewegen i Köln, og senest var der fornem fart i ham, da han fra ringe position spurtede på 2. etape i Polen. Hans ben har sagt stop, når det har været for hårdt, men det bør denne lette etape ikke være.

 

Når jeg peger på Bennett, skyldes det dog ikke Bennett selv. Det skyldes Danny van Poppel. Hollænderen har i år vist sig som en af verdens bedste lead-out men, og i næsten alle årets spurter har han afleveret sin sprinter fra spids - til nøds afleveret ham på det bedste hjul, som han gjorde med Fabio Jakobsen til EM. Resten af toget med Ryan Mullen og Jonas Koch har endda også lidt at skyde med, og i år er det også gået ganske fint - men ikke perfekt - for Bennett med at holde Van Poppels hjul. Det er klart, at han i denne enkle finale ikke får det fulde udbytte af løbets bedste lead-out man, men når man ser på Bennetts fart i Polen, tror jeg faktisk på, at han via Van Poppel endelig kan få en meget, meget tiltrængt sejr.

 

Havde det ikke været for Van Poppel, havde jeg peget på Tim Merlier. Hvis ikke Bennett er tilbage på sit gamle niveau, er belgieren indiskutabelt løbets hurtigste. Det har han vist flere gange i år, men måske særligt, da han i De Panne slog Dylan Groenewegen på ren fart. Efter sommerpausen har han dog skuffet. Han var decideret formsvag i Vallonien, og hans spurt ved EM var ikke overbevisende, selvom den var til den lange side. I forvejen ved vi fra tidligere, at der kan være ret stor forskel på hans spurter afhængig af hans formniveau.

 

Merliers største udfordring er dog en anden, for på denne lette etape bliver formen næppe afgørende. Han er positioneringssvag, og selvom det er blevet meget bedre, er det sjældent, at han ikke skal komme et stykke bagfra. Heldigvis er han god til at køre de lange spurter, der redder det, og det bliver endnu mere oplagt i en ret enkel medvindsfinale. Toget er ikke perfekt, men Gianni Vermeersch, Robert Stannard og særligt Lionel Taminaux bør i dette felt komme et stykke. Hvis ikke Bennett viser sig fuldt tilbage, burde Merlier have en fair chance for med sin fart at vinde den første massespurt, som han jo faktisk har gjort i alle de to grand tours, han har kørt - og når han nu har gjort det i både Giroen og Touren, vil det jo være imponerende, hvis han også kan gøre det i Vueltaen og på mindre end halvandet år sikre sig etapesejre i alle tre løb.

 

Pascal Ackermann har længe været en skygge af sig selv, men der er fremgang at spore. Hans spurt i Koksijde i marts var første tegn på et lille comeback, for her sejrede han i et skrapt felt. Siden fik han ødelagt meget af sine skader, men han kom stærkt tilbage i Polen. Her fik han en meget tiltrængt sejr, der dog var i en spurt, der med en hård bakke ikke rigtigt kan sammenlignes med denne, men han viste i hvert fald form. Samtidig kørte han også ganske stærkt i de klassiske spurter, som dog altid blev alt for lange, og selvom jeg vil tro, at Bennett og Merlier er hurtigere, er han en af de hurtigste i dette felt. Hans store våben er dog Sebastian Molano, der i Polen mindede os om, at han er en sublim lead-out man. Resten af toget tæller dog kun Ivo Oliveira, men det er stadig et af løbets bedste tog. Kører Molano et godt lead-out, og sidder Merlier ikke godt, er det bestemt ikke umuligt, at også Ackermann kan tage en meget tiltrængt spurtsejr og dermed vinde sin anden massespurt i træk, da han også vandt den sidste spurt, da han i 2020 sidst deltog.

 

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Sidste år lignede Kaden Groves alt andet end en topsprinter, men jeg skal love for, at der skete noget i løbet af vinterpausen. I marts måned viste han en imponerende fart i både Tirreno og Catalonien, hvor han tog en stor sejr ved at slå Phil Bauhaus på ren fart. Desværre har han altid haft det svært med positioneringen, og de lovende takter, vi så i foråret, forsvandt prompte, da vi så ham spurte i Polen, hvor det gik helt galt. Desværre er han til start med et ganske svagt tog, der reelt kun tæller Michael Hepburn og Kelland O’Brien, og ingen af dem har megen fart. Han hjælpes heldigvis af den enkle finale, det lave antal tog og medvinden, men det skal virkelig flaske sig, hvis han skal sidde rigtigt. Til gengæld ved vi også fra foråret, at han har farten til at vinde, hvis det flasker sig.

 

Det ved vi også, at Gerben Thijssen har. Det var jeg ellers ikke overbevist om efter et sløjt 2021, hvor han aldrig fandt sig selv efter det grimme styrt ved sekdagesløbet i Gent, men siden Dunkerque, hvor han endelig fik sin sejr, har han været forvandlet. Det var en gigantisk skalp, at han tog en stor WorldTour-sejr i Polen, hvor han sejrede i et felt med både Ackermann og Bennett, og hvor farten var tårnhøj. Desværre bekræftede det polske løb også, at han er enormt positioneringssvag, og næsten altid sidder han så langt tilbage, at han er chanceløs. Heldigvis er finalen enkel, der er medvind, og han har med Julius Johansen og Boy van Poppel et tog, der i dette felt er blandt de stærkere. Han skal stadig komme bagfra, hvilket gør det svært, men vi ved nu fra Polen, at det kan lade sig gøre, også i et felt som dette, hvis bare det hele flasker sig.

 

Med Nairo Quintanas exit kan Dan McLay nu regne med den fulde støtte fra Arkea, og det gør ham ganske interessant. Vi har flere gange i år set, at hans topfart i disse boulevardspurter stadig er tårnhøj, selvom den måske ikke helt er, som da han kørte sin vanvidsspurt i Denain for mange år siden. Særligt hans to 2. pladser i Saudi Tour var lovende, og den positionering, der altid har været hans store svaghed, er gået meget bedre i år. Han har også en ganske hæderlig lead-out man i Clement Russo, men desværre er resten af toget svagt. Han risikerer som så ofte før at være ude af position, men med den stabilitet, han har vist i år, bør risikoen være mindre, end den i mange år har været.

 

Danmark drømmer om en drømmestart for Mads Pedersen , men etapen bliver desværre nok for let. Feltet er ikke så skræmmende som i Touren, men i denne form for boulevardspurt vil jeg regne de ovennævnte som hurtigere. Til gengæld er Pedersen bedre i positionskampen end næsten alle andre, og selvom han savner Jasper Stuyven enormt, har han i Daan Hoole og især i Alex Kirsch, der mangler lidt fart, men er en uhyre stærk og sikker lead-out man, ganske god støtte. Det vil undre mig, hvis ikke Pedersen ender med at sidde fornuftigt, men uden Stuyven bliver han ikke kørt hjem fra spids. Under de omstændigheder tror jeg ikke helt, at farten rækker til en boulevardspurt som denne.

 

Hvad så med Danny van Poppel? Han har jo en anden opgave, men taber Bennett hans hjul, vil det ikke få alverdens medier til at rydde forsiderne. Det er i hvert fald sket før i år, og så kan Van Poppel være tvunget til at improvisere. Han er ikke verdens hurtigste i denne slags spurter, men vi så i Touren, at han i dette felt bestemt er konkurrencedygtig. Han er storartet i positionskampen, og ender han med at spurte, skal han jo i hvert fald ikke slå Bennett. Sidder Merlier for langt tilbage, virker det slet ikke utænkeligt, at Van Poppel kan tage sin anden etapesejr i løbet, selvom det som udgangspunkt ikke er planen.

 

Af samme grund kan man nævne Sebastian Molano. Også han har en helt anden opgave, men husk nu på, hvad der skete på 1. etape i Polen. Her skulle han køre lead-out for Ackermann, men da tyskeren tabte hans hjul, endte han med i stedet at spurte sig til en 5. plads. Den slags kan ske igen, men spørgsmålet er, om farten rækker. Han har i hvert fald skuffet mig ganske meget på den front i år, senest i Dauphiné, og hans spurt i Polen var heller ikke skræmmende. Det er feltet her dog heller ikke, og med position kommer man langt. Sejren i Mayenne viser, at han stadig har lidt af den gamle fart.

 

Sidste år viste Itamar Einhorn med sejren i et ganske stærkt felt i Slovakiet, at hans fart rækker langt, og han kørte også nogle flotte spurter i dette løb. I år har det til gengæld været sløjt, men det skyldes mest, at han har været skadet og positioneret sig mindre godt, end han gjorde sidste år. Her han faktisk et ganske potent tog med Patrick Bevin og ikke mindst Daryl Impey, der har enorm erfaring i at køre lead-outs. Finalen er også enkel, og med støtte fra et af de bedre tog bør han sidde fornuftigt. Han viste fornem form med det fine resultat ved EM, hvor han kun havde én hjælper, og med tanke på det, han viste sidste år, bør han kunne komme ganske langt.

 

På papiret er Bryan Coquard en af feltets topsprintere. Han er i hvert fald en af de mest vindende, men dette er ikke just hans form for spurt. Han har aldrig haft farten til at vinde disse flade boulevardspurter på dette niveau, og det er ikke uden grund, at han er helt uden sejre på WorldTour-niveau, selvom han har vundet et hav af løb på lavere niveau. Han har heller ikke virket spor formstærk i optakten, men han har én stor styrke, nemlig Davide Cimolai. Italieneren er en af de bedste lead-out men i feltet, og selvom resten af toget er ikkeeksisterende, bør chancen for, at positioneringssvage Coquard sidder rimeligt, være fornuftig. Desværre er det næppe nok til at vinde.

 

Skal Mike Teunissen spurte? Jeg tror det ikke. Jumbo har helt anderledes vigtige mål i dette løb, og der er ikke den store grund til at blande sig i en boulevardspurt, han næppe vinder. Omvendt er vi i Holland, og han kører for et hollandsk hold, og derfor kan man vel aldrig udelukke, at han tager chancen i en enkel finale, hvor Primoz Roglic ikke bør være alt for udsat. Han åbnede i hvert fald døren for det, og deltager han i spurten, vil han som første Jumbo-mand tage trøjen fra Robert Gesink og dermed blive den anden hollænder i rødt, hvilket Jumbo næppe vil være utilfredse med - også fordi han derved sørger for, at Roglic slipper for trøjen lidt endnu. Det vil formentlig skulle være på egen hånd, og selvom han er god i positionskampen, har han skuffet mig med de spurter, han har kørt i år, særligt i Norge, hvorfor han næppe vinder. Hans chancer bliver dog større, hvis han mod forventning får støtte af Edoardo Affini, der senest kørte et godt lead-out i den kontroversielle spurt i Burgos.

 

Vil Ethan Hayter spurte? Det er bestemt ikke sikkert. Vi ved, at han ikke er vild med eller god i positionskampen, og han ved også, at han alligevel ikke vinder denne spurt. Derfor vil jeg tro, at han skipper den, men da førertrøjen er inden for rækkevidde, kan han have et ekstra incitament til at prøve. På egen hånd positionerer han sig for svagt, men får han mod forventning støtte af Ben Turner, er det måske muligt, at han kan lave et resultat og få bonus. Farten bør dog ikke række til sejr i dette selskab.

 

DSM kan spurte med både John Degenkolb og Nikias Arndt , men ingen af dem har vist megen fart i år, hvor de i deres få spurter har været skuffende. Mit gæt er, at de kører for Degenkolb, der har stor Vuelta-historik, men jeg tror, at Arndt har den bedste chance for at lave et resultat. De vil have hinanden som støtte, men hvor Degenkolb altid har positioneret sig svagt, gik det meget fint for Arndt i Polen forleden. Det sikrede ham i hvert fald en podieplads - dog primært grundet et stort styrt - og selvom han ikke har farten til at være med helt fremme, kan han lave et resultat. Det samme kan Degenkolb, men grundet positioneringen og vel egentlig også farten synes chancerne mindre.

 

Jake Stewart vandt i sidste uge endelig sin første professionelle sejr, men det var i et felt, der var helt anderledes end dette og nærmest renset for sprintere. I dette felt har han slet ikke farten i de flade boulevardspurter, og han positionerer sig også næsten katastrofalt. Hans tog med Miles Scotson og Fabian Lienhard ser i dette felt dog slet ikke værst ud, og finalen er jo heldigvis ret enkelt. Oftest ender han helt uden for top 10 i denne slags spurter, men med den hæderlige støtte kan man håbe, at han denne gang kan ende fremme, selvom farten sætter klare begrænsninger.

 

Andrea Vendrame havde egentlig skippet spurterne, men det lyder til, at han måske vil prøve, selvom udmeldingerne kan være lidt tvetydige. Han blandede sig lidt i Polen for nylig, og det vidner om, at han ikke helt har givet op. Vi ved dog også, at han aldrig har haft farten til at vinde disse boulevardspurter, men tidligere kom han ret langt på sin positionering. Den synes dog slet ikke at have været som tidligere i år, og derfor er han heller ikke det sikre kort, han tidligere var - og hvis han skipper spurten helt, er han da slet ikke et sikkert kort.

 

Vil Fred Wright blande sig? Det tvivler jeg på. Han begyndte ganske vist at spurte i Touren, men det var først, da holdet var ude af klassementet. Derfor må han regnes som bodyguard i dette løb, men man kan vel ikke helt udelukke, at han giver den et skud. Skulle det mod forventning ske, vil han være alene, og da han ikke er nogen supersprinter, taler vi udkanten af top 10 som det maksimale. Vi så dog også i Touren, at han har farten til at sikre det, hvis han mod forventning prøver.

 

Kern Pharma skal prøve med Francisco Galvan, men de skal være glade for en top 10. Spanieren er ikke specielt hurtig, han er positioneringssvag, og han er reelt uden støtte på et hold primært bestående af klatrere. Skal han begå sig, skal det være en hårdere dag, og dette bliver alt for let. Han viste ellers i Marseille, at han efter en hård dag faktisk kan spurte pænt, når han en sjælden gang sidder godt, men dette er ikke rigtigt hans etape.

 

Euskaltel kommer med Carlos Canal, der bestemt ikke er nogen supersprinter. Han imponerede mig meget med sin puncheurspurt på 4. etape i Burgos, hvor han viste storform, men i de flade spurter har det knebet. Mit gæt vil være, at Euskaltel heller vil bruge hans fart til at gå efter bjergtrøjen fra et udbrud, men kommer han ikke afsted, vil han sikkert prøve. Han vil have støtte fra Gotzon Martin, men hverken holdet, farten eller positioneringen rækker så langt, at top 10 er sandsynlig. Også Martin, der kunne være en alternativ bjergtrøjekandidat, plejer at holde sig til og sikre en top 20 i disse spurter.

 

Lotto vil måske spurte med Jarrad Drizners, der sidste år kørte nogle spurter og blandt andet blev nr. 7 i Algarve. Han spurtede dog ikke i Polen, så det er usandsynligt. Alternativet er Cedric Beullens, men ligesom Drizners mangler han noget fart, og det er sandsynligt, at han skipper den. Burgos skulle have kørt for Manuel Penalver, der er rejst hjem med corona, så nu er det nok bare Jesus Ezquerra eller måske Jetse Bol, der holder sig i top 20, hvis ikke de har været i udbrud for at jagte bjergtrøjen, hvad særligt hollandske Bol nok vil være tændt på. Hos Movistar sker det af og til stadig, at Jose Joaquin Rojas holder sig lidt til, men det er efterhånden sjældent. Hos Astana vil det være en sensation, hvis Samuele Battistella spurter, og det synes helt, helt udelukket, at EF eller Quick-Step på nogen måde blander sig.

 

Feltet.dks vinderbud: Sam Bennett

Øvrige vinderkandidater: Tim Merlier, Pascal Ackermann

Outsidere: Kaden Groves, Gerben Thijssen, Dan McLay, Mads Pedersen, Danny van Poppel

Jokers: Sebastian Molano, Itamar Einhorn, Bryan Coquard, Mike Teunissen, Ethan Hayter, Nikias Arndt, John Degenkolb, Jake Stewart, Andrea Vendrame, Fred Wright

 

STREAM VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER

Sam Bennett
Tim Merlier, Pascal Ackermann
Kaden Groves, Gerben Thijssen, Dan McLay, Mads Pedersen, Danny van Poppel
Sebastian Molano, Itamar Einhorn, Bryan Coquard, Mike Teunissen, Ethan Hayter, Nikias Arndt, John Degenkolb, Jake Stewart, Andrea Vendrame, Fred Wright
Carlos Canal, Kiko Galvan, Jarrad Drizners, Cedric Beullens, Gotzon Martin, Davide Cimolai, Lionel Taminiaux, Daryl Impey, Boy van Poppel, Alex Kirsch, Clement Russo, Fabian Lienhard, Jesus Ezquerra, Jetse Bol, Samuele Battistella, Edoardo Affini
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Vuelta a España
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Tour de Romandie(2.WWT) 07/10-09/10

Il Lombardia(1.UWT) 08/10

La Philippe Gilbert juniors(2.1) 08/10-09/10

Tour de Taiwan(2.1) 02/10-06/10

Tour de Romandie(2.WWT) 07/10-09/10

Il Lombardia(1.UWT) 08/10

La Philippe Gilbert juniors(2.1) 08/10-09/10

Memorial Rik Van Steenbergen(1.1) 09/10

Giro del Veneto(1.1) 12/10

Tour of Chongming Island(2.WWT) 13/10-15/10

Gree-Tour of Guangxi(2.UWT) 13/10-18/10

Chrono des Nations(1.1) 16/10

Veneto Classic(1.1) 16/10

Annonce

Annonce

AG2R Citroen Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty - Gobert

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel - Premier Tech

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Alpha Vinyl

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team BikeExchange Jayco

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger