Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: 3. etape af BinckBank Tour

Optakt: 3. etape af BinckBank Tour

14. august 2018 18:34Foto: Sirotti

Med en knusende magtdemonstration, som var hans holdkammerat Rohan Dennis værdig, har Stefan Küng sat sig solidt på 1. pladsen i årets BinckBank Tour og ligner en mand, der bliver meget svær at slå i de kommende dage. Store chancer er der ikke onsdag, hvor der ventes en massespurt i Antwerpen, men måske kan den gyldne kilometer bliver en chance for at gå efter bonussekunder, inden de store sprintere igen skal folde sig ud i en rigtig powerspurt i den belgiske storby.

Artiklen fortsætter efter videoen.

Ruten

Efter den første klassementsetape er det tilbage til fladlandet og en ny mulighed for sprinterne, der som altid har masser af terræn at boltre sig i i den første del af løbet. Denne gang er der måske lidt ekstra prestige i at slå til, idet målet for første gang i byens historie er henlagt til storbyen Antwerpen, der med sin placering i den helt flade nordlige del af Belgien vil agere rammen om en sandsynlig massespurt på årets første belgiske etape.

 

I alt skal der tilbagelægges 174,9 km mellem Aalter og Antwerpen, der begge ligger helt mod nord i Belgien i den fladeste del af landet. Fra start bevæger man sig mod nordvest ud ad byen, inden man drejer mod nordøst. Her følger man over en lang distance den samme lige og flade vej, der byder på den første Primus-spurt efter 9,5 km. I Eeklo bliver ruten mere teknisk, efter at man er drejet mod øst, inden man slår et lille smut mod syd for derefter igen at fortsætte gennem fladlandet mod øst og nordøst. Monotonien brydes af endnu en lille sydlig sløjfe, inden det atter går mod øst og nordøst med retning mod mål.

 

Kort før byen Mechelen drejer man mon nord  for herefter igennem fladt terræn med flere tekniske passager at køre frem mod Antwerpen, hvor man rammer den afsluttende rundstrækning efter 143,3 km. Her skal man henover tre mindre brostensstykker i udkanten af byen, inden man kommer frem til den anden Primus-spurt med 27,1 km igen. Målstregen krydses for første gang efter 149,3, og etapen afsluttes nu med to omgange på den 12,8 km lange runde, der er placeret i forstæderne syd for storbyen. Som resten af etapen er den helt flad, men den byder på en del tekniske passager, særligt midtvejs. Som sagt er der tillige tre mindre brostensstykker med hhv. 5,3 km, 4,5 km og 3,5 km til mål. Efter det sidste følger med det samme et skarpt venstresving, hvorefter der kun er et enkelt sving umiddelbart inden den røde flamme. Den gyldne kilometer kommer ved starten af sidste omgang med bare 11,8 km til mål.

 

Læs også
Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

 

Trods den lange distance byder etapen på bare 211 højdemeter.

 

Antwerpen er som sagt aldrig tidligere blevet besøgt af løbet, men var senest vært for et stort cykelløb ved de belgiske mesterskaber sidste år, hvor Oliver Naesen løb med titlen. Det samme var tilfældet i 2006, hvor Niko Eekhout sejrede. Touren lagde vejen forbi i 2001, hvor Marc Wauters tog en overraskende sejr. Derudover var byen hver gang målby for det nu hedengangne World Ports Classic med sejre til hhv. Andrea Guardini (2015), André Greipel (2014), Maarten Tjallingii (2013) og Tom Boonen (2012).

 

 

 

 

 

Vejret

Efter den våde indledning er sommeren vendt tilbage til Belgien, der byder på en solrig onsdag med kun enkelte skyer. Temperaturen vil når 26 grader, men igen vil det være halvblæsende med en jævn vind fra sydvest og vest. Det giver sidemed- og medvind det mest af dagen, indtil man får sidemedvind på det sidste stykke frem til rundstrækningen. Her vil der være sidemedvind på stykket frem til sidste sving, hvorefter man får sidemodvind på den sidste kilometer.

 

Analyse af 2. etape

Da han første gang begyndte at levere resultater på ungdsomsscenen, varede det ikke længe, inden Stefan Küng fik tilnavnet ”Den nye Cancellara”. Sammenligningen var da også ganske oplagt. Ikke blot har de begge schweizisk pas, begge er de også sande tempomonstre med kolossale motorer, der gør dem skalbt til de lange brostensklassikere.

 

Det var særligt andenpladsen bag netop Cancellara ved de schweiziske mesterskaber og EM-titlen i 2014 , der for alvor gjorde Küng kendt i den bredere offentlighed, men det har taget lidt tid for ham at nærme sig de resultater, den berømte landsmand har opnået. Der er han da også langtfra endnu, men i de seneste to år er han for alvor braget ind på temposcenen som en af verdens førende enkeltstartsryttere, og da han sidste år i Tour de Suisse og i Tour de France opnåede hele tre store WorldTour-andenpladser bag sin suveræne holdkammerat Rohan Dennis (to gange) og Geraint Thomas blev det klart, at han nu havde taget springet ind i den absolutte elite.

 

Læs også
Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

 

Den første helt store enkeltstartssejr på højeste niveau kom bare en måneds tid senere, da han på en regnvåd dag i Holland slog flere af verdens førende specialister på den korte, flade rute i BinckBank Tour. Desværre betød først en punktering og siden en alt for hård etape i de vallonske Ardenner, at den store schweizer ikke kunne køre med om den samlede sejr, men oplevelsen gav ham en fornemmelse af, at en sejr i det hollandsk-belgiske etapeløb var mulig.

 

Da årets rute blev præsenteret, blev den kritiseret sønder og sammen af snart sagt gud og hver mand. Alle de førende klassikerspecialister fandt det uforståeligt, at man kunne erstatte løbets ikoniske kongeetape i Ardennerne med en flad sprinteretape, men der var i hvert fald én mand, der slikkede sig om munden. Netop de hårde stigninger i den sydlige del af Belgien har nemlig været det, der i første omgang har stået i vejen for en samlet sejr til Küng, og derfor lignede det en foræring til den schweiziske maskine, der kunne rejse til Benelux-landene med sit måske livs største chance for at vinde et af sportens store etapeløb.

 

For at kunne realisere den ambition var første krav, at han ligesom sidste år kunne vinde løbets flade enkeltstart, der trods en ellers lidt for kort distance lå perfekt til et kraftmonster som ham. Problemet var blot, at hurtigere og mere eksplosive folk som Søren Kragh, Yves Lampaert, Maximilan Schachmann og Michal Matthews alle også ventedes at blande sig i toppen, og med deres chancer for at vinde sekunder og tidsbonus på især weekendens hårdere etaper, krævede det ikke blot en sejr, men også et solidt forspring, hvis Küng for alvor skulle tro på en samlet sejr.

 

Küng lignede da også på papiret forhåndsfavoritten til dagens enkeltstart i Venray, men det var dog nok alligevel de færreste, der havde ventet en magtdemonstration som den, han i dag leverede på de flade hollandske veje. Küng ikke blot gentog sidste års sejr, han knuste rivalerne i et omfang, som man kun sjældent ser det over bare 12,7 km, og hans sejrsmargin var af en sådan karakter, at selv holdkammeraten Dennis, der i de senere år ellers har været i særklasse på netop denne type korte, flade enkeltstarter må have været en smule misundelig.

 

At Küng på toppen af sin ydeevne er i stand til at levere et ridt som dette, vidste de fleste, men denne gang herskede der alligevel en del usikkerhed. Schweizeren skuffede nemlig stort ved EM i sidste uge, og det havde fået mange til at spørge, om han alligevel var lidt træt efter et hårdt Tour de France. Efter dagens sønderknusende magtdemonstration kan vi imidlertid glemme alt om den frygt, for med et for dette løb, der altid afgøres med små marginer, sjældent stort forspring har han fået det perfekt udgangspunkt på en historisk let rute, hvor det selv på weekendens etaper kan blive svært at gøre de store forskelle.

 

Allermest grund til at begræde den cancellaraske magtdemonstration har Søren Kragh. Den unge dansker havde fået en stor chance foræret af sit hold, da han blev tildelt kaptajnrollen i det WorldTour-etapeløb, der på papiret passer ham allerbedst. Sunweb, der er kendt for altid at give de fleste ryttere personlige chancer undervejs, havde endda givet ham Michael Matthews, der på papiret selv er en af forhåndsfavoritterne, som dedikeret hjælper, og den australske stjerne viste med sit store arbejde i gårsdagens finale sig hel loyal over for sin hjælper, der altså her er holdets kaptajn.

 

Med en fremragende enkeltstart gjorde Kragh da også alt for at leve op til tilliden, og en tredjeplads i et felt, der tæller de fleste af verdens førende specialister på netop denne type ruter, var mere end godkendt af den unge dansker, der endda kortvarigt så ud til måske at kunne vinde etapen. Dermed har han efter de flotte enkeltstarter i Schweiz og Touren atter konfirmeret, at han nu skal regnes til den absolutte elite af tempospecialister, og at han endda kan begå sig i stort set ethvert terræn og over alle distancer.

 

Havde det ikke været for Küngs magtdemonstration, havde det da også set fremragende ud for Kragh, for han vandt ganske meget tid på alle de klassikerspecialister, der i forvejen på den lette rute er i bekneb for at finde terræn, hvor de kan gøre en forskel. Tidligere vindere som Niki Terpstra, Zdenek Stybar og Tim Wellens samt Greg Van Avermaet, Jasper Stuyven, Oliver Naesen og Sep Vanmarcke, der får meget svært ved at køre fra Kragh på de kun moderat hårde etaper i weekenden, har alle så stort et handicap, at det bliver ordentlig svært for dem at vinde samlet, ikke mindst fordi Kragh og Küng begge er bakket op af stærke hold.

 

Derfor er det i høj grad Küng, der lige nu står i vejen for en stor sejr til Kragh, men slaget er heldigvis ikke tabt endnu. Selvom der er mange topspecialister til de to etaper i weekenden, er Kragh med sit punch, sin hurtighed og sin gode form en af favoritterne til at vinde dem begge, og kan han køre med om sejren, kan der være ret mange bonussekunder at hente.

 

Læs også
Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

 

Bonussekunder er imidlertid også hans store chance, for han kan ikke regne med bare at sætte Küng til våhs på bakkerne. Sidste år kom schweizeren ganske vist ikke med de bedste på Amstel-etapen, men det skyldtes alene en sen punktering, Normalt har han ikke de store problemer på bakker som disse, og derfor er det især søndagens Flandern-etape, der er en chance. Her vil der nemlig i den vanlige spurt på Muren i Geraardsbergen kunne opstå huller, og Kragh har med sit punch gode chancer for at vinde sekunder på Küng. Schweizeren er imidlertid også selv brostensspecialist med en top 10 i årets E3, og selvom hans manglende eksplosivitet kan koste et par sekunder, skal Kragh ikke regne med en stor tidsgevinst til sin største rival.

 

Derfor er det først og fremmest bonussekunder, der skal være Kraghs nøgle til sejr, og heldigvis er der gode muligheder for at hente mange af dem. Der er nemlig hele fem gyldne kilometer de kommende fem dag, og hver af dem byder på i alt 9 sekunder, der kan hentes. Det er klart, at Kragh ingenlunde får frit spil, for alle de nævnte klassikerspecialister er hurtige og ligeledes på desperat tidsjagt, men om ikke andet er chancerne fortsat til stede for den formstærke dansker, hvis han kan udnytte sin hurtighed.

 

I den sammenhæng kan Michael Matthews blive vigtig. Egentlig vil det være oplagt for Sunweb at skifte hest og satse på australieren, der på papiret er den hurtigste af de to, og i dag bekræftede, at han er blevet en fabelagtig temporytter med en fornem 4. plads i samme tid som Kragh. Det vil dog ligne holdet meget dårligt ikke at være tro på en hjælper, der her har fået sin store chance, og kan man overtale Matthews til at betale lidt tilbage til Kragh, får han ikke en bedre mand til at støtte sig de kommende dage.

 

Støtte kan der imidlertid også blive behov for både for Kragh og Küng, for der er i den grad lagt op til en sand angrebsfest på de sidste to etaper. Som sagt er alle feltets førende klassikerspecialister sat så langt tilbage, at de ikke har meget at miste ved offensiv kørsel. Særligt Quick-Step med deres fire esser, Zdenek Stybar, Niki Terpstra, Yves Lampaert og Maximilan Schachmann, kan ventes at sætte verden i brand i weekenden, og da det lige nu ligner alles kamp mod Küng, bliver det ikke let at holde styr på den sæk lopper, der er klar til at kaste sig ud på de belgiske og hollandske stigninger. Schweizeren har imidlertid i Van Avermaet, der nu ligner en stærk hjælper, den bedst mulige støtte og endda også en god mand til at hjælpe med at tage bonussekunder væk fra konkurrenterne - en opgave, Küng med sin begrænsede hurtighed ikke selv kan løfte.

 

Det er særligt Quick-Step, der kan ventes at sætte gang i løjerne, for belgierne har som ventet to ryttere i top 10 efter dagens etape. Efter bronzemedaljen ved EM bekræftede Schachmann igen sit kolossale tempospeciale, og selvom holdet af uransagelige årsager konsekvent har undladt at nævne ham som klassementsrytter, burde han kunne gøre det godt også i weekenden. Han er måske uprøvet på brosten, men en ret eksplosiv fyr som ham er så alsidig, at han synes at mestre alle terræner.

 

Samtidig har man også Yves Lampaert, der måske ikke helt kunne leve op til sin flotte EM-enkeltstart, men dog fik rettet op på de mange svage tidskørsler, han ellers har leveret i år. Som bekendt har han i år været flyvende på brostenene, og han bør derfor med sikkerhed kunne gøre det godt på søndagens etape. Terpstra er ligeledes stadig farlig, for har han nogenlunde samme form som i foråret, er der ikke mange, der kan matche ham på bakkerne i Geraardsbergen. Til gengæld blev dagens enkeltstart endnu en skuffelse for den tidligere vinder Stybar, der efter en generelt skuffende tid nok nu må indstille sig på en rolle som hjælper.

 

Schachmann, Lampaert, Matthews og Kragh er da også umiddelbart de eneste i top 10, der kan blande sig i klassementet på sigt. Alle de øvrige er nemlig ikke-eksplosive tempospecialister, hvis eneste sejrschance var en triumf på dagens etape. Ingen af dem kan gøre andet end at forsvare sig i weekenden, hvor bonussekunder heller ikke er en reel mulighed, og derfor får de meget svært ved at lukke det store hul op til Küng.

 

Tættest på kom Victor Campenaerts, der efter EM-titlen igen bekræftede, at han er kommet flyvende ned fra sin højdetræningslejr. Selvom det kan ligne et stort nederlag til rivalen Küng, kan han faktisk være ganske godt tilfreds, for med dagens præstation viste han efter Giroen og Dauphiné igen, at han også bliver bedre og bedre over korte distancer. Det er en vigtig erkendelse, for antallet af lange enkeltstarter er så begrænset, at han kun for alvor kan blive en vindermaskine, hvis han kan klare etaper som denne. Nu skal de kommende dage så vise, om han også på sigt kan køre med om sejren i et løb som dette. Det kræver, at han kan holde sig til i klassikerterrænet, hvor han endnu har til gode at vise sig selv frem. Dermed har Lotto to kort at spille med en defensivt kørende Campenaerts og en Wellens, der skal ud over stepperne, og som efter en lidt skuffende enkeltstart drømmer om at kunne genfinde den superform, han næsten altid har i dette løb.

 

Andre positive oplevelser var særligt Luke Durbridge og Alex Dowsett. Australieren, der tidligere lignede fremtidens tempokonge, er som bekendt fuldstændigt forsvundet fra temposcenen, men af og til hiver han en kanin op af hatten. Det gjorde han, da han vandt i De Panne sidste år, og i dag kørte han en langt bedre enkeltstart end vanligt, da han med en 7. plads gav sig selv et fint udgangspunkt for et samlet topresultat. Durbridge har nemlig udviklet sig en glimrende rytter i brostensklassikerne, og selvom hans manglende spurt gør det svært at vinde løbet, kan han holde sig til i det svære terræn i weekenden

 

Læs også
Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

 

Det bliver til gengæld svært for Dowsett, men det var næppe heller det store mål for briten. For ham handlede det første og fremmest om igen at rejse sig som temporytter, og efter et lovende EM viste han igen i dag, at hans tid endnu ikke er ovre. Det kan godt være, at der er ret langt mellem snapsene, men efter en sæson, der også byder på to gode enkeltstarter i Giroen, skal Dowsett fortsat regnes som en af verdens førende specialister.

 

Det skal Jos Van Emden også, men det er nu ikke på baggrund af dagens præstation. Faktisk endte hollænderen vel som dagens største skuffelse, for normalt er han en af de absolut bedste på korte, flade ruter. Som bekendt har han da også tidligere vundet i dette løb, hvor det sidste år kun var et styrt, der forhindrede ham i at slå Küng, men i dag var der ikke skud i stængerne. Det er desværre et mønster for Van Emden, der efter pauser som regel skal bruge lidt tid på at komme i gang.

 

For Maciej Bodnar var etapen godkendt, for selvom en 9. plads kan synes skuffende for en Tour-etapevinder, er det faktisk ganske pænt efter en hel serie af skuffelser i år, ikke mindst fordi han er bedst over længere distancer. Til gengæld blev etapen endnu en nedtur for Matthias Brändle, der fortsætter med at gå fra skuffelse til skuffelse og stadig er en skygge af den rytter, der tidligere var blandt de allerbedst på præcis denne type enkeltstarter.

 

Formentlig kan de fleste af specialisterne imidlertid leve med skuffelsen, for uanset hvor godt de havde gjort det, var de aldrig kommet nærheden af den schweiziske tempomaskine, der i dag var på en helt anden planet. Set med danske briller var det kedeligt, at det blev til en så knusende magtdemonstration, for en samlet sejr til Kragh er nu længere væk, end den var i morges. For alverdens cykelfans er det imidlertid ikke nødvendigvis dårligt, for nu er der reelt kun ét hold, der ikke skal ud over stepperne de kommende dage. Det kan godt være, at den kedelige rute ikke giver de helt store muligheder for at angribe, men ingen mister noget ved at forsøge.

 

Den danske drøm lever stadig!

 

Favoritterne

Som sagt er der lagt op til fremragende cykelløb de kommende dage, men det er nok tvivlsomt, om der vil blive lagt op til det helt store brag før weekenden. De kommende tre etaper er nemlig alle flade, og med et hav af supersprintere, der efter gårsdagens etape lugter blod, er det svært at forestille sig, at vi ikke vil se tre store massespurter inden klassikeretaperne i weekenden.

 

Onsdagens etape er et klart eksempel på, hvorfor BinckBank Tour er et af WorldTourens mest sprintervenlige løb. Der er lidt brosten på menuen på rundstrækningen, men da de ligger i forstæderne til Antwerpen, må der være tale om pæne bypavéer, der næppe kan forhindre de hurtige folk i at boltre sig på den lange lige opløbsstrækning i en af Europas største havnebyer.

 

Det ligner da derfor også en stille og rolig etape, hvor der hurtigt vil blive etableret et udbrud. Kampen om spurttrøjen mellem de små wildcard-hold er som altid intens i dette løb, og derfor vil de formentlig udkæmpe en kamp i starten forud for den første Primus-spurt, indtil der dannes en gruppe, de alle kan være tilfredse med. Herefter vil etapen falde til ro, udbruddet vil få et moderat forspring, og BMC vil tage kontrol.

 

Hjælp vil der sikkert hurtigt komme fra i første omgang Quick-Step, LottoNL og Mitchelton-Scott og i anden række måske også fra Katusha, der med en genfødt Kittel kan lugte blod. Nogen helt stille dag bliver det dog næppe, for vinden vil være mærkbar, og selvom den hovedsageligt vil være i ryggen, er der nok retningsskift til, at det kan skabe nervøsitet. Ikke mindst det sidste stykke mod nord op til Antwerpen burde kunne blive hektisk, men i et felt spækket med verdens førende klassikerspecialister vil der næppe kunne skabes splittelse. Modsat i går, hvor alle bare skulle spare sig til enkeltstarten, vil interessen i at forsøge sog dog være større.

 

Læs også
Evenepoel tilbage på landevejen

 

Med et nervøst felt med sultne sprintere har udbruddet ingen chance, men det betyder ikke, at finalen kun handler om spurten. Denne gang kommer den gyldne kilometer så sent, at der faktisk kan være mening i at gå efter den, og især Sunweb med hurtige Kragh har en klar interesse i det. Derfor kan vi sagtens se Sunweb jagte bonussekunder, og da sprinterne skal spare sig til finalen, kan vi vente et slag mellem Kragh, Stuyven, Vanmarcke, Naesen, Wellens, Lampaert, Doull og andre halvhurtige klassementsryttere. Küng selv kan næppe gøre sig gældende, men har i Van Avermaet og Drucker et par hurtige folk, der kan hjælpe med at stjæle sekunderne fra rivalerne.

 

Det kan heller ikke udelukkes, at der vil komme angreb på rundstrækningen - især Wellens, Naesen, Vanmarcke og Terpstra - er gode bud, og især brostenene kan måske bruges. I sidste ende er det dog svært at forestille sig, at det ikke ender i endnu en stor massespurt efter en hektisk og nervøs afslutning.

 

Spurten minder meget om den foregående, idet der er tale om en lang opløbsstrækning uden væsentlige tekniske komplikationer, men denne gang kommer det sidste sving dog tættere på mål, end den gjorde i går. Positionering betyder derfor mere, ikke mindst på pavéerne, men grundlæggende er der tale om en powerspurt, hvor man med topfart kan gøre en god forskel, og hvor modvinden på opløbsstrækningen betyder, at timing er vigtig.

 

De hektiske og kaotiske spurter i BinckBank Tour er altid lidt svære at forudsige, fordi det ofte kræver lidt held at være i den rette position, ikke mindst i år, hvor der mangler et tog, der får alvor kan tage kontrol i finalen. Spurten vil derfor have lidt karakter af lotteri, og derfor er det bestemt ikke den letteste etape af forudsige.

 

Vi vil dog pege på Marcel Kittel som vores favorit. Den tyske superstjerne har haft en mareridtssæson, og vi var alvorligt bekymrede for, at han efter en skuffende Tour ville have tabt al motivation til efteråret, hvor han som regel altid er langt under niveau. Heldigvis har Kittel vist høj moral, for med en fremragende spurt på 1. etape har han vist, at han ikke har tabt modet, men i stedet er opsat på at vise sit værd. Ingen kan være i tvivl om, at tyskeren var den i særklasse hurtigste i Bolsward, og han var så overlegen, at han igen lignede den mand, der sidste år i Touren kunne vinde spurter, selvom han startede i en håbløs position.

 

Endnu mere imponerende var det, at den i forvejen positioneringssvage tysker skulle klare sig helt uden lead-out, for styrt havde kostet ham sine tre sidste mænd, Baptiste Planckaert, Rick Zabel og Viacheslav Kuznetsov, Desværre er russeren ude af løbet, men i morgen kan han se frem til at have resten af sit tog ved sin side. I et felt, hvor de øvrige lead-outs ikke er skræmmende, burde de kunne bringe Kittel i en fornuftig position, og med en ukompliceret finale er der plads til, at han kan sætte sin hurtighed igenne, Risikoen for, at han lukkes inde er stadig stor, men en formstærk Kittel synes blot at skulle have en åbning for at kunne tage en vigtig sejr. Derfor er han vores favorit.

 

I Touren cementerede Dylan Groenewegen sin status som sæsonens hurtigste sprinter, men den status skal han med Kittels genfødsel nu til at forsvare. Desværre fungerede det ikke helt på 1. etape, hvor han efter styrtet mistede Amund Grøndahl Jansen og derfor i vidt omfang måtte klare sig selv. Det gik egentlig fint, men da han tabte kampen om Fabio Jakobsens baghjul til Kristoffer Halvorsen, var slaget tabt. Groenewegen havde imidlertid heller ikke de bedste ben, for det er efterfølgende kommet frem, at han efter styrtet på brostensetapen i Touren faktisk måtte holde sig af cyklen i en periode. Formen er derfor langt fra i top, og derfor bliver det ikke let for Groenewegen at vinde. Det betyder imidlertid ikke, at han ikke kan gøre det, for en Groenewegen på halv kraft er stadig en af verdens allerhurtigste. Han er en af de få sprintere, der har hele sit tog til rådighed, og han er samtidig selv god i positionskampen. Han vinder ikke med samme selvfølgelighed som tidligere på sæsonen, men kommer han i en nogenlunde position, vil han altid være livsfarlig i en powerspurt.

 

Fabio Jakobsen vandt første etape, og det skyldtes ikke uventet først og fremmest hans hold. Både Caleb Ewan og Kittel kom nemlig bagfra og viste sig ikke uventet hurtigere end den unge hollænder, men et sublimt lead-out af Florian Senechal gav Jakobsen den position, der skulle til for at vinde. Den bedrift kan han naturligvis gentage for toget med Niki Terpstra, Zdenek Stybar, Yves Lampaert og Senechal er blandt de stærkeste, selvom belgierne slet ikke er her med deres sædvanlige lead-out. Jakobsen har vist, at han har styrken at gøre det færdigt, hvis holdet igen kan aflevere ham godt, og selvom modvinden kan gære det lidt sværere at time det rigtigt, kunne det sagtens blive til endnu en sejr til den hollandske komet.

 

Caleb Ewan er ligesom Kittel på jagt efter revanche efter en skuffende sommer, hvor han ikke blev udtaget til Touren, og han viste med en flot spurt på 1. etape, at han ikke har tænkt sig at lægge sig ned frivilligt. Desværre mangler han i den grad Luka Mezgec i dette løb, og da Alexander Edmondson blev sat tilbage af en punktering, havde han kun Roger Kluge til at støtte sig. Det skulle vise sig at være for lidt, for Ewan var ligesom Kittel nødt til at køre en lang spurt fra en dårlig position. Her viste han, at han formentlig er en af feltets hurtigste - også selvom Kittel var klart hurtigere - og har han i morgen Edmondson til sin rådughed, burde han kunne komme længere frem. Modvind er heller ikke en ulempe for den aerodynamiske Ewan, så kan han undgå sine vanlige problemer i positionskampen, står han med gode kort på hånden.

 

Læs også
Sådan vandt dansk stortalent for anden dag i træk

 

Desværre lykkedes det for Sunweb aldrig at organisere et lead-out, og derfor havde Max Walscheid kun Michael Matthews hos sig og måtte i finalen klare sig helt alene. Alligevel blev det til en 5. plads, og han fik derfor atter vist, at han er en af verdens allerhurtigste i rene massespurter som disse. I morgen kan det hele blive lidt kompliceret af, at Matthews og Søren Kragh måske skal køre efter sekunder i den gyldne kilometer, men kan de organisere et lead-out med Matthews og Edward Theuns - Kragh bliver sikkert sparet igen - har det på papiret et af de bedste hold. Har Walscheid samme skræmmende fart som i Californien, hvor han fik Gaviria og Ewan til at ligne juniorsprintere, kan han blive farlig.

 

Det samme kan Matteo Pelucchi. Italieneren er ganske vist slet ikke sår hurtig som tidligere, men han har i årets Slovenien Rundt vist, at han er på rette vej. I går begik han den lidt uforståelige fejl at gå efter Groenewegens baghjul, og det viste sig at være dumt, da han blev tvunget til at bremse. I stedet skal han udnytte, at han i Rudiger Selig har feltets klart bedste lead-out man, for tyskeren er så god, at han i dette felt har gode muligheder for at give Pelucchi den helt perfekt position. Gør han det, og er Pelucchi lige så hurtig som i Slovenien, kan det blive til en stærkt forløsende WorldTour-sejr efter mange års tørke.

 

Det var opløftende at se Kristoffer Halvorsen på 1. etape, for det norske supertalent har bestemt ikke haft en god sæson. Uden støtte fra et stærkt tog har han været alt for alene, og han har ikke opnået mange resultater. Det fik han med gårsdagens fjerdeplads rettet op på, og det endda selvom han igen var på egen hånd. Han viste imidlertid stor styrke i positionskampen, da han boksede Groenewegen bæk i kampen om Jakobsens hjul, og det vidner om både næse og form. Vi ved fra tidligere, at han har hurtigheden til at slå Jakobsen, så kan han igen overvinde manglen på støtte til at komme frem, kan det blive til det store WorldTour-gennembrud for Halvorsen.

 

En anden interessant kandidat er Riccardo Minali . Den unge italiener har før vist, at han er farlig i helt rene boulevardspurter som denne, og i går gjorde han det endda fint i den positionskamp, der altid har været hans svaghed. Med tanke på, at han endda mistede Magnus Cort i et dumt styrt, lover det ganske godt, inden morgendagens etape, hvor det lige opløb igen passer ham. Hans tog er fortsat ikke det bedste, og hans positioner lader meget tilbage at ønske, men starten var faktisk ganske lovende.

 

Det var den også for Timothy Dupont, der måtte bruge mange kræfter i vinden, men alligevel blev nr. 8. Han var efterfølgende selv ganske begejstret for formen, og noget kunne tyde på, at hans første grand tour har gjort ham godt. I hvert fald har det i de senere år knebet lidt med den positionering, der tidligere var hans styrke, men det gik ganske fint i går. Kan Touren bringe ham nærmere det fantastiske 2016-niveau, kan dette være en god chance for Dupont.

 

Jasper Stuyven er bestemt ikke en ren sprinter, og normalt er han ikke hurtig nok til at blande sig i rene massespurter som disse. De kaotiske spurter i disse løb bliver imidlertid ofte vundet af folk, der ikke er de hurtigste, fordi det kræver en del held og styrke at manøvrere i disse finaler. Her har Stuyven en stor fordel i et tog med Mads Pedersen og Boy Van Poppel, og de har i princippet styrken til at dominere finalen. Kan de gøre det igen, kan Stuyven måske lave et topresultat.

 

Som sædvanlig gik det helt galt for Jens Debusschere i går, og dermed fortsatte rækken af nedture for belgieren. Igen var det dårlig positionering, der ødelagde det, og det er meget sandsynligt, at det sker igen i morgen. Alligevel er det værd at fremhæve belgieren, for hans meget flotte spurtsejr i Vallonien var en indikation på en form for genfødsel. Debusschere synes at være stærkere end længe - nu skal han bare finde en position, hvor han kan vise det.

 

Endelig vil vi pege på Ryan Gibbons. I går lykkedes det faktisk trods en sen punktering Reinardt van Rensburg at ramme fronten på den sidste kilometer, men desværre havde han ikke sin unge sydasfrikaner med sig. Det viser imidlertid, at Dimension Data har styrken til at spille en rolle i finalen, og Gibbons selv er som regel god til at positioner sig. Han vinder næppe, men kan van Rensburg gøre som i går, kan det blive ganske godt.

 

De øvrige sprintere Jempy Drucker, Ramunas Navardauskas, Rudy Barbier, Ben Swift, Tom Van Asbroeck. Daniel Hoelgaard, Milan Menten, Edward Planckaert, Coen Vermeltfoort, Kenny Dehaes, Aidis Kruopis og Zico Waeytens får svært ved at køre med om sejren.

 

Feltet.dks vinderbud: Marcel Kittel

Øvrige vinderkandidater: Dylan Groenewegen, Fabio Jakobsen

Outsidere: Caleb Ewan, Max Walscheid, Matteo Pelucchi, Kristoffer Halvorsen,

Jokers: Riccardo Minali, Timothy Dupont, Jasper Stuyven, Jens Debusschere, Ryan Gibbons

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
KOMMENTARER

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 26/04-28/04

Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 26/04-28/04

Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04

La Vuelta Femenina(2.WWT) 29/04-05/05

Eschborn-Frankfurt(1.UWT) 01/05

Tour du Gévaudan Occitanie(2.NCUPJW) 04/05-05/05

Giro d'Italia(2.UWT) 04/05-26/05

Elfstedenronde Brugge(1.1) 05/05

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?