Optakt: 3. etape af Etoile de Besseges

Ruten

I gamle dage var eneste chance for at gøre forskelle på stigninger den traditionelle kongeetape omkring byen Besseges, der har lagt navn til løbet. Efter adskillige år med den helt samme rute blev den imidlertid i 2019 ændret så markant, at der aldrig var tvivl om, at den ville ende i en massespurt. Den nye rute genbrugtes i 2020 i et helt uændret format, men i 2021 laves der om på tingene. Løbets gamle nøglestigning, Col de Trelis, i sit klassiske format forsvinder helt fra ruten, og selvom den erstattes med nye udfordringer og generelt flere højdemeter, betyder en hovedsageligt flad sidste del, at den gamle nøgleetape meget vel igen kan blive en dag for sprinterne.

Den nye etape byder på i alt 156,9 km og har som de tidligere varianter både start og mål i Besseges. Hvor man de to foregående år kørte to forskellige rundstrækninger afsluttet med en rundstrækning inde i byen, er der denne gang tale om én stor rundstrækning efterfulgt af den lille omgang til slut. Den første rundstrækning er således 150,1 km lang og indledes med, at man kører mod nordvest via et kort, fladt stykke, inden man skal over den ikke-kategoriserede Tarabias (4,3 km, 6,1%), der har top efter 8,5 km. Efter et let stigende stykke falder det mod sydøst ned til bunden af kategori 2-stigningen Col de Portes (7,1 km, 3,6%), der er en jævn stigning uden stejle procenter med top efter 27,9 km.

Herfra falder det videre mod sydøst og nordøst, inden man rammer den gamle nøglestigning, Col de Trelis (2,3 km, 6,1%), denne gang fra en anden side, hvor toppen rundes efter 39,1 km. Nu leder en kort nedkørsel mod øst ned til udkanten af Besseges, hvor man via et kort fladt stykke kører mod øst, inden man drejer mod syd ind på kategori 1-stigningen Col des Brousses (4,2 km, 4,2%), der er ganske let, men stiger med 6,4% over de sidste 1200 m frem mod toppen, som rundes efter 54,8 km.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Herfra bliver terrænet meget lettere. Det falder ganske let mod sydøst og nordøst, inden man drejer mod sydøst for at passere kategori 2-stigningen Cote de Tharaux (4,5 km, 4,6%), der er helt regulær og har top efter 84,9 km. Et kort plateau leder mod øst, inden det falder let mod nordøst ned til det østligste punkt. Her kører man mod nordvest ad en flad vej, som afbrydes af en stigning (2,93 km, 4,8%) med top efter 105,5 km, inden en kort nedkørsel leder ned til byen Barjac. Her rammer man en helt flad vej, der leder mod sydvest og nord frem til Saint-Ambroix, hvorefter det går mod nordvest ad en let stigende vej. Kort efter drejer man mod sydvest for at passere en lille rampe (900 m, 6,5%) med top efter 138,5 km, hvorefter en teknisk nedkørsel leder ned til Gagnieres, som nås efter 143,2 km. Herefter er det helt fladt, mens man kører mod syd og nordvest ind til Besseges, hvor dagens spurt køres i forbindelse med første passage af målstregen efter 150,1 km.

Etapen afsluttes nu, som den altid er gjort, nemlig med en omgang på en helt flad, 6,8 km lang rundstrækning uden væsentlige tekniske udfordringer. Det sidste sving kommer med 3,0 km igen og derefter går det fladt ind til stregen gennem en rundkørsel med 2,2 km igen, idet den sidste kilometer dog stiger med 0,4%.

Etapen byder på i alt 2036 højdemeter, hvilket er knap 300 flere end sidste års etape.

Sidste år blev sprinterne faktisk snydt, da Dries de Bondt overspurtede Georg Zimmermann i en tomandsspurt fra et tidligt udbrud, bare 2 sekunder inden Magnus Cort var hurtigste mand i feltets spurt. I 2019 blev det hele til gengæld samlet til en massespurt, der blev vundet af Marc Sarreau foran Christophe Laporte og Mikel Aristi. Den gamle etape var langt mere selektiv, også selvom det i 2018 endte i en reduceret massespurt, der blev vundet af Sarreau. I 2017 kørte de 19 stærkeste væk, og herfra angreb Lilian Calmejane, som med en solosejr lagde grunden til sin samlede triumf. I 2016 vandt Sylvain Chavanel en spurt i en lille gruppe. Forud for det vandt Bryan Coquard til gengæld en reduceret massespurt to år i træk. I 2013 vandt Jerome Cousin fra et udbrud, og det samme gjorde Pierre Rolland i 2012.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Vejret

I dag blev rytterne ramt af lidt uventet regnvejr, men til gengæld kan de glæde sig til en herlig fredag. Etapen vil ganske vist starte overskyet, men det vil klare op med en del solskin mod slutningen, hvor temperaturen vil nå flotte 15 grader. Vinden bil være en anelse kraftigere, men stadig blot let med en styrke på 10-15 km/t. Denne gang vil vinden komme fra sydvest. Det giver sidevind på store dele af rundstrækningen, men retningen varierer meget. Der vil være sidemodvind og slutteligt sidevind på den sidste del af den store rundstrækning, mens der vil være konstant sidevind på den lille rundstrækning, herunder på den lange opløbsstrækning.

Favoritterne

Mange ryttere har utvivlsomt sat pris på det gode vejr og manglen på vind, men i finalerne har de formentlig alligevel ønsket sig, at det havde været lidt hårdere. To dage i træk har meget lette dage ført til nogle uhyre hektiske finaler, hvor alle har været friske, og det har desværre gjort løbet til lidt af en styrtfestival. Heldigvis er de første meldinger, at alle også slap nådigt fra dagens møde med asfalten, og den væsentligste konsekvens af de mange uheld blev, at Ineos mistede en af deres tre klassementsryttere, da Ethan Hayter bragede i asfalten. Nok kan den unge brite fortsætte, men et tidstab på næsten 10 minutter afslutter hans chancer i løbet.

Alligevel var det en god dag for Ineos. Havde Filippo Ganna kunnet bestemme, hvordan bonussekunder skulle fordeles, havde han næppe haft noget mod, at i hvert fald Timothy Dupont og Pierre Barbier tog for sig af retterne. Vigtigst for ham og løbets øvrige tempostærke folk var det nemlig, at Mads Pedersen, Christophe Laporte og måske Edvald Boasson Hagen ikke sneg sig i top 3, og den mission lykkedes.

Dermed missede de hurtigste klassementsfolk en af deres store chancer for at vinde tid på tempospecialister og puncheurs, men de får en ny af slagsen fredag. Her gælder det den klassiske kongeetape, der i gamle dage var den dag, klatrerne skulle i offensiven.

Sådan er det imidlertid ikke længere. For det første er resten af ruten blevet markant hårdere, så der denne gang også er to puncheurfinaler for de klatrestærke folk. For det andet er det nu tredje gang, at etapen er så udvandet, at den ikke længere kan bruges til det store. I år har man ganske vist ændret på ruten, men konceptet er det samme som i 2019 og 2020, nemlig en knaldhård indledning og en flad finale.

Vi kan dog alligevel vente os et mere animeret løb end hidtil. Særligt i 2019, men også i 2020 blev der kørt så meget cykelløb fra start, at de tungeste folk aldrig kom tilbage. Nok var det umuligt for løbets klassementsryttere at omsætte deres offensive kørsel til en varig gevinst, men mange af sprinterne fik aldrig mulighed for at spurte. Eksempelvis var Mads Pedersen at finde i den gruppetto, der i 2019 ankom med et tidstab på mere end 12 minutter - en gruppe, der også talte dagens nr. 2, Pierre Barbier.

Man skal dog ikke overdrive vanskelighederne. For to år siden sad de fleste sprintere stadig med i front, og etapen blev vundet af Marc Sarreau foran Christophe Laporte, mens også folk som Niccolo Bonifazio og den ganske tunge Roy Jans var med feltet hjem. Man skal derfor ikke vente sig noget dramatisk blodbad denne fredag heller.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Alligevel vil jeg tro, at der bliver kørt cykelløb fra start. For mange er dette løb forberedelse til klassikerne, og der er utvivlsomt mange, der gerne vil teste formen på ruter, der generelt ikke er specielt udfordrende. Den første stigning er ganske hård, og jeg tror derfor, at vi kan få en gentagelse af scenariet fra tidligere, nemlig en animeret start med angreb også fra klassementsrytterne. I år er feltet dog alt for stærkt, og meget taler for, at der ikke for alvor kan gøres forskelle, og at tingene efter bakkerne vil falde til ro igen.

Herefter vil vi få etableret det obligatoriske udbrud, og vi kan vente os en regruppering. Det store spørgsmål er, om hele feltet samles igen, men herfra forventer jeg et relativt klassisk forløb. Vinden er igen for svag til at spille en rolle, selvom den denne gang måske kan give lidt mere nervøsitet, men derudover formoder jeg, at Cofidis vil kontrollere med sandsynlig hjælp fra hold Bora, Trek, B&B, Arkea, Qhubeka, Israel SUN og nu måske også Bingoal. De bør være stærke nok til at sikre en spurt, efter at klassementsrytterne formentlig har haft mulighed for at jagte bonussekunder i spurten, der ligger ganske tæt på mål.

Selve spurten er helt ukompliceret, men til gengæld vil det være et mere mærket felt. Det er som sagt ikke sikkert, at alle vil komme med hjem, og derudover vil der formentlig være flere trætte ben. De mærkede stænger kan så se frem til en rigtig powerspurt, hvor der burde være god plads til at lade benene og farten tale på den 2200 m lange opløbsstrækning.

Styrtet i dag betød, at vi ikke blev specielt meget klogere på farthierarkiet i feltet, og derfor ser jeg ingen grund til ikke igen at pege på Mads Pedersen. Danskeren leverede lidt af en feberredning, da han undgik at ryge i asfalten, og dermed er han klar til at give den endnu et skud. Som sagt kom han ikke med hjem på etapen for to år siden, og jeg kan have min frygt for, om den altid langsomme starter kan ryge af igen. Han er dog en betydeligt stærkere rytter end dengang, og indtrykket efter 1. etape var ganske lovende. Jeg vælger derfor at tro, at klatrebenene rækker denne gang.

Igen er det først og fremmest toget, der giver mig tro på Pedersen. Igen i dag gjorde Trek det fremragende, og indtil styrtet sad danskeren i en glimrende position. Desværre var toget gået i stykker, og han havde tabt hjulet på Edward Theuns, men som vi så på 1. etape, er kombinationen med Theuns og Alex Kirsch, der begge kan klare bakkerne, meget overbevisende. En powerspurt efter en hård dag er helt perfekt for den tidligere verdensmester, og med et godt lead-out synes han at have formen til også at gøre det færdigt.

Jeg har dog også fået mere tiltro til Giacomo Nizzolo. Det kan godt være, at italieneren selv taler om halvdårlig form, men i dag var han altså ganske overbevisende. Alt for tidligt endte han i vinden, men alligevel var der ganske meget skud i stængerne, og kun to mand nåede forbi. Samtidig klarede han sin positionering glimrende - et forhold, det ellers har knebet med på det sidste. Først og fremmest er han dog bedst i en spurt efter en lidt hårdere dag, og sidste år tog han netop sine to WorldTour-sejre på dage, hvor alle var trætte. Toget fungerede langt fra optimalt i dag, men får Nizzolo igen anbragt sig fornuftigt i den ukomplicerede finale, ligner det en glimrende dag for den holdbare italiener.

Til gengæld var det lidt skuffende at se Nacer Bouhanni i dag. Franskmanden endte ganske vist alt for tidligt i vinden, men modsat Nizzolo holdt han ikke længe, da han var tvunget til at åbne op. Til gengæld var det et lyspunkt at se hans fine positionering og ikke mindst det meget overbevisende Arkea-tog, der var klart mest dominerende til slut. Jeg har en frygt for, at hans to vigtigste folk, Bram Welten og Dan McLay, ikke kommer med feltet hjem, men hvis de gør, taler meget for, at Bouhanni har holdet til at tage kampen op mod Trek. Selv viste han så god form på 1. etape, at en lidt hårdere dag næppe er nogen ulempe, og det kan en lidt halvdårlig spurt i dag ikke ændre på. Kombinationen af stærkt tog, god form og god positioneringsevne gør Bouhanni farlig igen denne gang.

For to år siden vandt Marc Sarreau denne etape, og det kan sagtens gøre igen. I dag kørte han faktisk en ganske overbevisende spurt, selvom han akkurat var hægtet af den gruppe, der spurtede om sejren, og det vidner om, at han er kommet stærkt tilbage efter styrtet i Polen. Når jeg har særlig tiltro til ham denne gang, skyldes det, at hans tog på papiret ikke blot er blandt de stærkeste, men også består af holdbare folk. Er Damien Touzé ikke for forslået efter styrtet, står han særligt stærkt, men selv uden ham kan Ag2r meget vel være blandt de bedste efter en hård dag. Lægger man dertil, at Sarreau her ikke skal lide så meget under sin ringe positionering kunne det blive til den anden sejr i denne finale på bare tre år.

Jeg vover pelser og placerer Pascal Ackermann et stykke nede på listen. Nok er tyskeren på papiret feltets hurtigste, men dagens etape bekræftede, at Bora er svækket uden deres vanlige tog. Selv sad Ackermann relativt langt tilbage, og bedre er det ikke blevet af, at hans lead-out man, Jordi Meeus, røg i asfalten og nu er forslået. Lægger man dertil, at Ackermann har for vane at klatre svagt fra sæsonstart, hvor han sidste år også manglede en masse fart, kan man frygte, at han slet ikke kommer med hjem, og at han derudover vil være for mærket eller positioneret for ringe til at gøre arbejdet færdigt. Mod det sidste taler heldigvis det lette opløb, der reducerer betydningen af toget, og vi ved også, at en powerspurt er perfekt for tyskeren. Derfor er det bestemt muligt, at han med sin fart alligevel kan gøre det færdigt, men der er et par hurdler, som skal overvindes.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Jeg er lidt spændt på Tim Merlier. Belgieren viste sidste år, at han har en fart, der vel gør ham i stand til at slå selv de allerhurtigste, men hans positionering har været dyr. I denne finale er der heldigvis masser af plads, og det kan måske give ham muligheder for også at vise evnerne. Han er ikke nogen stor klatrer, men han er efter sin crosssæson formmæssigt længere fremme, og han burde derfor have en fair chance for at komme med hjem. Silvan Dillier har gjort det glimrende som lead-out man, og kan han placere sin kaptajn fornuftigt, er dette måske Merliers chance for atter at dokumentere sin fart.

Bryan Coquard har flere gange tidligere vundet denne etape, endda inden den blev gjort ”let”. Det er da også en klar fordel for franskmanden, at etapen er hårdere, og med den forrygende klatreform, han viste forleden, kan dagen faktisk kun blive for let. Desværre ved vi, at hans positionering halter, og han har ikke samme fart som tidligere i en flad spurt. Det store problem er tillige, at hans tog er ganske tungt, og der er betydelig risiko for, at han vil mangle sine vigtigste folk til sidst. Heldigvis er finalen ukompliceret, og Coquard vil efter en hård dag have farten til at vinde i dette felt.

Efter i dag er det også umuligt ikke at tro på Timothy Dupont. Belgierens spurt var ganske overbevisende og gav mindelser om hans bedste år. Han har da også altid haft for vane at starte sæsonen stærkt, og når han er i form, klatrer han hæderligt. Desværre er hans Bingoal-hold ikke specielt stærkt, og de kan være yderligere svækket af Boris Vallees styrt. Man kan frygte, at Dupont denne gang bliver lidt for alene i finalen, men heldigvis er han god til at manøvrere på egen hånd, og efter i dag ved vi, at han også har farten til at gøre det færdigt.

Det var dog nok Rudy Barbier, der kørte den mest imponerende spurt, men desværre gik det som frygtet, nemlig at han igen sad for langt tilbage. Den risiko eksisterer igen torsdag, men når han ender så langt nede i min favoritvurdering, skyldes det først og fremmest bakkerne. Barbier har i de senere år bestemt ikke imponeret med sin holdbarhed, og risikoen for, at han aldrig kommer til at spurte, er desværre overhængende. Heldigvis har han bekræftet, at formen vitterligt er så god, som han sagde, og man kan bestemt ikke afvise, at han sidder der til sidst. I den ukomplicerede finale bør han også kunne sidde fornuftigt, og med den fart, han viste i dag, vil han i givet fald stå stærkt.

Efter gårsdagens flotte sejr måtte Christophe Laporte i dag atter sande, at han ikke er nogen stor sprinter i en klassisk massespurt. Der var ikke meget skud i stængerne, men til gengæld viste han atter, at hans positionering er helt upåklagelig. I morgen står han betydeligt stærkere på en hårdere rute, der for ham ikke kan blive hård nok, og hans stærke tog med Piet Allegaert og Jempy Drucker vil også være der til sidst. Bliver det let, får Laporte svært ved at vinde, men får vi en vanskelig dag, er det med hans gode tog, positionering og form ikke helt umuligt.

Det har været opløftende at se Danny van Poppel i dette løb. Hollænderen har haft det svært de seneste år, men han har været ganske god på begge etaper. I dag viste han også sin fremragende positioneringsevne, men desværre røg han i asfalten. Heldigvis er han sluppet med overfladiske skrammer, men frygten er, at det trods alt vil sætte ham for meget tilbage. I forvejen er hans holdbarhed nu om dage helt umulig at spå om, men når han er på toppen, er den hårde rute kun til hans fordel. En af de største sejre tog han netop i en reduceret massespurt i Polen, og er han kommet sig efter styrtet, har han alle kortene, da hans positionering bestemt ikke synes at være blevet ringere. Intermarché far Jonas Koch som alternativ, men han mangler den fornødne fart.

I dag var Gerben Thijssen dybt frustreret over styrtet, der kostede ham momentum, for han mente, at benene havde rakt til noget stort. Desværre frygter jeg, at denne rute er for hård for den unge belgier, der bestemt ikke hører til blandt de mest klatrestærke. På den anden side overraskede han flere gange positivt i Vueltaen, og i samme løb viste han en ganske imponerende fart. Om han også har den efter en hård dag, er tvivlsomt, og først og fremmest er det langt fra sikkert, at han kommer med feltet hjem. Lykkes det, har Lotto dog et ganske habilt tog, og så skal man ikke afskrive belgieren, der nu er deres dokumenterede førstesprinter. Falder han fra, vil John Degenkolb spurte, men han har ikke længere den fornødne fart.

En anden unge sprinter, der i dag var frustreret, var Jake Stewart. Briten sad desværre igen for langt tilbage og blev fanget bag styrtet, men han har en større chance i morgen. Som vi så i Limousin, er han slet ikke en ringe klatrer, og holdet mener da også, at den hårde rute er til hans fordel. Samtidig er opløbet enkelt, og det bør kunne hjælpe ham i den positionskamp, der ligner hans største udfordring. Til gengæld har han stadig til gode at bevise, præcis hvor hurtig han faktisk er.

I dag viste Pierre Barbier nok engang, at han er ganske konkurrencedygtig på dette niveau, og det blev samtidig dokumenteret, at det er ham og ikke Eduard Grosu, der er Delkos førstesprinter. Desværre er han også en meget tung herre - i øvrigt ligesom sin storebror - og jeg frygter derfor i den grad for, at han bliver et offer på bakkerne, som han også tidligere er blevet det. Omvendt viste han sidste år lidt forøget holdbarhed, og derfor kan man ikke afskrive ham. Både fart og positioneringsevne har han. Grosu er langt mere holdbar og bestemt også konkurrencedygtig, men når han ikke er holdets sprinter, kunne det tyde på, at han mangler form, som han ofte gør det på denne tid af året. Han er dog stadig et mere holdbart alternativ, hvis han er længere fremme end ventet. Som tredje kort har Delko August Jensen, men han mangler farten til at vinde.

Læs også

Se Tobias Lunds anden store sejr

Endelig kunne en joker være Jordi Meeus. Som sagt klatrer Ackermann ofte ikke specielt godt fra sæsonstart, men unge Meeus er en ganske robust type, der tillige viste god form på 1. etape. Skulle kaptajnen falde fra, er han bestemt et glimrende alternativ, særligt efter at han flere gange slog blandt andre Merlier i Tjekkiet sidste år, hvor han vandt to etaper. Udfordringen er, at han som nævnt styrtede i dag, og det vil formentlig mærke ham en anelse for meget.

Blandt de øvrige sprintere bliver det nok svært for Edvald Boasson Hagen, der efter dagens styrt er blevet syet i albuen. Chris Lawless synes ikke at have formen til at agere alternativ, og Anthony Turgis er ikke hurtig nok. Ethan Hayter må også ventes at være forslået efter i dag og bør heller ikke kunne sejre i dette stærke felt. Jens Keukeleire deltager næppe i spurten og mangler tillige farten, og Enrique Sanz synes formsvag efter i dag at have smidt tid, selvom han hverken var involveret i styrtet eller frataget rollen som Kern Pharmas sprinter. Endelig kommer Romain Cardis, Tony Hurel, Jason Tesson eller Emiel Vermeulen næppe med hjem, og de får det også svært i dette selskab, selvom man ikke helt kan afvise, at sidstnævnte, der på sine gode dage er uventet holdbar, kan overraske.

Feltet.dks vinderbud: Mads Pedersen

Øvrige vinderkandidater: Giacomo Nizzolo, Nacer Bouhanni

Outsidere: Marc Sarreau, Pascal Ackermann, Tim Merlier, Bryan Coquard, Timothy Dupont

Jokers: Rudy Barbier, Christophe Laporte, Danny van Poppel, Gerben Thijssen, Jake Stewart, Pierre Barbier, Jordi Meeus

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Dries de Bondts sejr fra 2020 og Marc Sarreaus sejr fra 2019.