Optakt: 3. etape af Giro d’Italia

Ruten

Hvis sprinterne fandt 2. etape for hård, kan de glæde sig over, at de burde få en mere reel chance på tredjedagen. Her venter ganske vist et 220 km langt maraton med en lille bakke i finalen, men i et felt med et hav af topsprintere, burde der ikke være den store tvivl om, hvem der skal til fadet, når etapen efter en lang rejse mod syd ender i kystbyen Orbetello et par kilometer nord for hovedstaden Rom.

I alt skal der altså tilbagelægges hele 220,0 km mellem Vinci og Orbetello. Startbyen ligger nær den tyrrhenske kyst i udkanten af Appenninerne, og herfra snor man sig mod syd, inden man drejer mod øst for at køre op ad en ikke-kategoriseret stigning (6,6 km, 5,5%), der har top efter 36,8 km. Derfra går det mod sydvest via en nedkørsel ned til fladlandet, hvor den første spurt er placeret efter 63,5 km. Herefter går det mod syd det meste af dagen igennem let kuperet terræn, hvis væsentligste udfordring er en bakke (2,4 km, 5,1%), hvis top rundes efter 98,2 km. Derfra stiger det let, inden det begynder at falde, hvorefter flader ud hen mod den sidste spurt, der er placeret i Grosseto efter 167,5 km.

Kort efter rammer man dagens væsentligste udfordring, kategori 4-stigningen Poggio l’Apparita (3,8 km, 4,8%, max. 9,0%). Fra toppen resterer imidlertid fortsat 37,7 km, der alle fører mod syd, først via let faldende og siden fladt terræn. De sidste 15 km går via en stor, bred vej, der fører henover en lille tange, inden man med 5 km igen drejer skarpt mod øst. Herefter bugter vejen sig, inden der inden den røde flamme er en blød kurve, der leder ud på endnu en lille tange. Herefter følger to sving lige i rap, inden man rammer den 400 m lange, 7,5 m brede opløbsstrækning. De sidste 5 km er helt flade.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Etapen byder på i alt 1782 højdemeter.

Ortebello har aldrig tidligere været målby i Giroen. Giro della Provincia de Grossetto var forbi i 2009 og 2008, hvor Marco Frapporti tog en udbrudssejr i førstnævnte år, mens etapen blev neutraliseret i sidstnævnte år som følge af en rytterprotest over en farlig finale.

Vejret

Giro d’Italia er ikke kendt for sin sidevind, men det kan måske blive anderledes i år. Mandag har nemlig udsigt til at blive en usædvanligt blæsende fornøjelse. Det vil være skyet og tørt med en temperatur på maksimalt 18 grader, men der vil samtidig være en hård vind på næsten 40 km/t fra nordøst. Det fiver sidemedvind stort set hele dagen frem til den tekniske finale. Her vil der fra 10 km-mærket være medvind, indtil man drejer ind i sidemodvind med 5 km igen. Slutteligt får man direkte modvind på de sidste knap 2 km.

Analyse af 2. etape

Det er velkendt, at sprintere kan være nogle værre kamphaner. Det kræver en vis form for aggressivitet og frygtløshed at sætte livet på spil med 70 km/t alene for at vinde et cykelløb, og derfor er det ikke mærkeligt, at nogle af sportens mest markante personligheder har tilhørt netop denne gruppe. Samtidig er mange af dem nogle helstøbte vindertyper, der har svært ved at arbejde for andre, og det har givet nogle mindeværdige sammenstød alene i de senere år. Mange husker helt sikkert den legendariske og bitre rivalisering mellem André Greipel og Mark Cavendish på HTC, ligesom det var fremkomsten af Fernando Gaviria og frygten for at blive kørt ud på et sidespor, der fik Marcel Kittel til at vinke farvel til Quick-Step - en beslutning, han utvivlsomt fortryder mere end noget andet. Og i år har konfrontationen mellem Gaviria og Alexander Kristoff på UAE tiltrukket en del overskrifter.

Mest opmærksomhed har konflikten på Bora nok fået. Det kom nemlig som lidt af et chok for mange, da det tyske hold i december meldte ud, at de havde kørt Sam Bennett ud på et sidespor. Efter et år, hvor ireren havde cementeret sig som en af verdens allerhurtigste - måske kun overgået af Dylan Groenewegen - og vundet hele tre etaper i Giroen, fik han nemlig besked på at finde sig andre mål end det italienske etapeløb. Holdet er tysk, og da Pascal Ackermann havde fået et kometagtigt gennembrud i efteråret, hvor Peter Sagan havde forhindret ham i at starte Vueltaen, var det i sponsorernes og ledelsens interesse at prioritere den tyske mester i sportens næststørste løb.

Allerede dengang kunne man betvivle beslutningen, for selvom Ackermann havde imponeret, havde Bennett trods alt fortjent mere. Og i løbet af foråret har man kun kunnet ryste på hovedet over valget efter en tid, hvor Bennett har været ganske overlegen og taget et hav af sejre. Han slog Gaviria, Viviani og Kittel i UAE Tour, i Paris-Nice fik han ram på Groenewegen, i Tyrkiet var det kometen Fabio Jakobsen, der stod for skud, og senest satte han alt og alle på plads, da han vandt feltets spurt på 2. etape i Romandiet.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Samtidig så det ud til, at Ackermann var gået i stå. Nuvel, han lagde da pænt ud med at vinde Clasica de Almeria, men i Algarve og forårets belgiske løb så han skidt ud. Ikke mindst nederlaget i Nokere Koerse gav grund til bekymring, og selvom han vandt Bredene-Koksijde Classic, var han alt andet end overbevisende.

Heldigvis forgår talent ikke så let. Og talent, det har han, ham det store brød i den tyske mesterskabstrøje. Ligesom sidste år skulle han nemlig bare bruge foråret til at komme i gang, og nu ser det ud til, at han gang i en nærmest tro kopi af gennembrudsåret. Dengang stod antallet af professionelle sejre nemlig på et stort rundt 0, indtil der pludselig gik hul på bylden på sidste etape i Romandiet, og derefter var han fuldstændig ustyrlig resten af året.

I 2019 var det ikke Tour de Romandie, der satte ham i gang. Det var derimod hjemmebaneløbet Eschborn-Frankfurt, hvor han på ganske overlegen maner satte den firedobbelte vinder og i år meget velkørende Alexander Kristoff til vægs. Derfor kom han til sin grand tour-debut med stor selvtillid, men samtidig med det enorme forventningspres, som Bennetts enorme succes havde skabt. Det var nemlig soleklart, at han ikke skulle fejle mange gange, inden de kritiske røster med det samme ville begynde at stille spørgsmål ved Bennetts fravær.

Heldigvis løber han nu ikke længere den risiko. Ackermann fik nemlig en grand tour-debut, som kun de færreste kan drømme om, da han lagde ud med på fuldstændig suveræn maner at vinde løbets første massespurt. Og det skete vel at mærke ikke ved held eller på grund af fejl fra nogle af de mere etablerede sprinternavne. Nej, tværtimod leverede det tyske muskelbundt en spurt, der kan genlyd over hele Italien.

Der blev ellers lagt ekstra pres på hans unge skuldre, da Bora allerede med knap 20 km satte sig frem og derefter egenhændigt kontrollerede hele finalen, først med en velkørende Pawel Poljanski og siden med Jay McCarthy, der på eminent vist holdt toget fremme, da de andre hold skød frem. Heldigvis var de brede nok til at bære det, og selvom Michael Schwarzmann og den ellers normalt så stensikre lead-out man Rudiger Selig denne gang blev overmandet af Lotto Soudal holdt han hovedet koldt og sørgede for at placere sig umiddelbart bag Caleb Ewan, Fernando Gaviria og Elia Viviani, der sad samlet på rad og række bag det velsmurte Lotto-tog.

Umiddelbart var det tyskeren, der sad dårligt, og derfor havde han ikke mange andre valg end at starte tidligt, da Ewan som reaktion på en forcering fra Simone Consonni følte sig tvunget til at springe ud af sin lead-out man Jasper De Buysts baghjul og åbne end lang spurt. Trods sin position langt tilbage blæste tyskeren først forbi Gaviria og siden Ewan, og selvom han således mosede sin kolossale krop igennem den hårde vind i lang, lang tid, var der ingen, der havde et modsvar mod hans rå muskelkraft. Først til slut forsøgte den snu Viviani, der snarrådigt var sprunget fra Gavirias til Ackermanns baghjul at gå forbi, men heller ikke han kunne trods den megen læ, matche den overlegne tysker.

Sejren var med andre ord suveræn, fordi den blev opnået på ren råstyrke og ikke snilde eller positionering eller i kraft af endnu et af de mange gode lead-out, Selig har leveret. I stedet viste Ackermann sig ganske enkelt som stærkeste mand i en spurt, hvor han trods manglende rutine slog fire etablerede navne, der alle har vundet et hav af grand tour-etaper tilsammen.

Mest ærgerlig har Viviani grund til at være. Den italienske mester viste ellers, hvorfor han vinder så mange cykelløb, selvom der er flere, der er hurtigere end ham. Selvom hans normalt ellers så sublime tog svigtede og aldrig satte sig igennem, sad Viviani alligevel klinet til Gavirias baghjul, da Lotto åbnede for gassen, og han var årvågen, da han reagerede på Ackermanns lange spurt. Denne gang var det imidlertid den stærke, der narrede den kloge, og Viviani måtte sande, at han trods fordelen af læ bag den enorme tysker ikke havde benene til at gå forbi.

For Ewan blev det kun til en 3. plads, men næstefter Ackermann er det alligevel ham, der har mest grund til at være tilfreds. På forhånd var det nemlig en almindelig antagelse, at det var ham, der af de fem topsprintere havde det ringeste tog. Det har i hvert fald været et problem, at han i hverken UAE Tour, Paris-Nice eller Tour of Turkey har kunnet matche de mere velsmurte maskiner, og da han samtidig ikke selv har haft samme hurtighed som i 2016 og 2017, har han stadig sin første sejr i en klassisk massespurt til gode.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

I dag sad den imidlertid i skabet. På 1. etape af Paris-Nice styrtede De Buyst nemlig, og da belgieren var tiltænkt rollen som Ewans sidste mand, har han været svært handicappet igennem hele foråret. Heller ikke i Tyrkiet, hvor De Buyst stadig var ude af form, fungerede det, og derfor kunne man have frygtet, at de skulle bruge flere etaper for at finde et samarbejde, der hidtil nærmest ikke er prøvet af.

Det blev det i dag, og testen blev bestået til UG. Først tog store, stærke Roger Kluge kontrol ved den røde flamme, og derefter viste Tosh van der Sande, at han også er en afgørende forstærkning, inden De Buyst trådte den hjem for The Pocket Rocket. Igen måtte Ewan ganske vist sande, at han stadig ikke har den fart, han havde, da han i 2017 lignede hurtigste mand i dette løb, men på baggrund af det fornemme kollektive show kan han i hvert fald se frem på de kommende etaper med tro på, at han har det hold, der kan kompensere for den manglende hurtighed.

Det burde FDJ også have. Sammen med Deceuninck er det nemlig Arnaud Demare, der har det på papiret bedste tog, men det så vi slet ikke i dag. Store Ramon Sinkeldam var nemlig som frygtet blevet tabt et sted ude i Appenninerne, og derfor var kaptajnen efterladt med den normalt ellers så stærke Jacopo Guarnieri til at køre sig frem. Det skulle vise sig at være for lidt i kamp mod den velsmurte Lotto-maskine, og da først han ikke kunne regne med sit stærke hold, var det klart, at Demare, der ikke har samme topfart som de hurtigste, på forhånd var slået. Efter et skuffende forår står sejrskontoen således stadig på et stort 0 for franskmanden, men det kan han forhåbentlig rette op på senere, hvis hans tog - inkl. Sinkeldam - i en mere teknisk finale kan sætte sig igennem.

Dagens helt store taber var Fernando Gaviria. Colombianeren lagde ellers ud som lyn og torden for UAE, ikke mindst i UAE Tour, hvor han suverænt satte folk som Viviani og Bennett til vægs på 2. etape. Siden da har det imidlertid knebet for manden, der ellers for to år siden dominerede dette løb, og efter den svage præstation i Tirreno og 2. pladsen bag suveræne Groenewegen i De Panne skal vi altså helt tilbage til slutningen af februar for at finde den sidste sejr. Og skal det ændres i år, skal der ske noget alvorligt, for i dag var han en skygge af sig selv i en spurt, hvor han ikke kunne gøre andet end desperat forsøge at holde Ewans baghjul og aldrig var i nærheden af blot at prøve at gå forbi sine værste rivaler.

Ligeså ærgerlig har Giacomo Nizzolo grund til at være, men det skyldes heldigvis ikke hans egne ben. For ham var det nemlig sort uheld, der satte ham ud af spillet, allerede inden spurten var lanceret, og dermed fortsætter den mørke sky, der har hængt over ham, siden han blev ramt af en drilsk knæskade i 2016, med at ødelægge hans karriere. Heldigvis er Giroen lang, men for sprinterne er mulighederne trods alt begrænsede. Og denne spurt, der kom efter en ganske hård dag, burde have tiltalt Nizzolo mere end nogle af de lettere etaper senere i løbet. Derfor var det i den grad en forspildt chance, som det i øvrigt var for Manuel Belletti, der ligesom Nizzolo var uheldig at punktere i den absolutte finale.

Derudover bekræftede sprinterne stort set det, vi allerede vidste. Med en 6. plads viste Davide Cimolai igen, at han virkelig er blomstret op efter skiftet til Israel Cycling Academy, men at han fortsat mangler den sidste topfart for at kunne true de bedste, selv efter en hård etape som denne. Ryan Gibbons fik en chance i Nizzolos fravær, men ligesom for Cimolai gælder, at han mangler den nødvendige hurtighed i en boulevardspurt som denne.

For de unge folk blev det ikke uventet for hårdt. Selvom Matteo Moschetti har imponeret med sin holdbarhed i år, og Giovanni Lonardi har haft en fornem sæson, måtte de sande, at en Giro-etape over 205 km med mere end 2000 højdemeter altså er noget andet end det, de kender fra tidligere. Mere forventeligt var det, at tonstunge Jakub Mareczko ikke sad med hjem, og for ham var det vigtigste vel at klare tidsgrænsen. Det lykkedes i denne omgang, og man kan så håbe, at det også lykkes den kommende uges tid, så han får en chance på de helt flade etaper på Po-sletten, inden han med sikkerhed må rejse hjem, formentlig på den første bjergetape.

Helt som forventet var det en relativt udramatisk dag for klassementsrytterne. For dem handlede det alene om overlevelse, og det gjorde de alle med opmærksom kørsel i den hektiske fase på nedkørslerne. Det lykkedes ganske vist - selvfølgelig - for den lidt klodsede Ilnur Zakarin at blive sat af på den sidste af disse, men heldigvis undgik han endnu en katastrofe ovenpå den triste start i går, og mod slutningen af etapen sad han meget opmærksomt helt fremme, så han kunne undgå videre problemer.

Lidt svar fik vi dog. Først og fremmest kan vi nu konstatere, at Ivan Sosa, der kun i sidste øjeblik blev hentet ind som erstatning for Gianni Moscon, vitterligt ikke har formen til at køre klassement, og med et lille tidstab igen i dag ligner han en mand, der skal forsøge at finde benene inden den bjergrige sidste uge, hvor han til gengæld burde have store muligheder for at vinde en etape og måske true min forhåndsfavorit, Giulio Ciccone, i kampen om bjergtrøjen. Mere overraskende var det, at Primoz Roglics løjtnant, Laurens De Plus, der kørte så fornem en enkeltstart i går, smed mere end 12 minutter. I skrivende stund er der ikke givet en forklaring, men forhåbentlig er der ikke tale om nogen alvorlig årsag. Naturligvis ville han aldrig have kunnet få plads til at køre klassement på egen hånd i et løb, hvor Jumbo sikkert for masser at gøre med at kontrollere, men det havde måske alligevel været meget praktisk at holde ham lidt inde i løbet lidt længere.

Læs også

Ikonisk navnesponsor skriver langtidskontrakt

For Roglic selv var der heldigvis ingen problemer, og den stærke slovener kunne rulle over stregen som nr. 27 - i øvrigt blot det niende løb i år, hvor han ikke er endt i top 3 - og dermed sidder den lyserøde trøje fortsat på hans skuldre. Der er ganske gode chancer for, at han frivilligt vil aflevere den til en udbryder på en af de kommende mellemetaper, men det burde i hvert fald blive til endnu en dag i pink, for sprinterne har helt sikkert også kig på morgendagens første ”rigtige” sprinteretape i løbet.

Men måske gør Roglic klogt i at tage sig i agt. Vejrudsigten melder nemlig om noget for Italien så usædvanligt som kraftig vind, og derfor kan det være, at den på papiret eller så fredelige 3. etape slet ikke bliver så fredelig endda. Det betyder nu nok ikke noget for Ackermann, der så sent som i Gent-Wevelgem viste, at han elsker vind og positionskamp, og med den styrke, han viste i dag, er der al mulig grund til at tro, at han kan stå øverst på podiet igen i morgen. Og sker det, er han blot en enkelt sejr fra at matche Bennetts høst fra sidste år, så måske ender det med, at den kontroversielle beslutning fra sidste vinter slet ikke var så skidt endda. I dag savner de i hvert fald ikke deres irske supersprinter.

Favoritterne

Vueltaen har blæsten på den nordspanske højslette og den sydspanske stegepande, og Touren har den sydfranske mistralvind samt de blæsende vidder i Nordfrankrig. Giroen er imidlertid kun sjældent ramt af kraftig vind, for Italien byder kun meget sjældent på blæsende betingelser. På mange måder er den italienske grand tour ellers den mest varierede af de tre, men lige netop sidevindskunsten behøver man sjældent at mestre for at kunne vinde i Italien.

I år ser det imidlertid ud til at skulle være anderledes. Mandag bliver i hvert fald en for Giroen usædvanligt blæsende affære, og med en vindstyrke på næsten 40 km/t taler vi om en blæst, der på papiret er værre end det, der rev feltet i stumper og stykker i årets Paris-Nice. Potentialet til drama er derfor i den grad til stede, og det, der skulle have været en relativt kedelig sprinteretape, bliver nu helt sikkert en meget nervøs og stressende affære.

Det betyder ikke nødvendigvis, at det ender i kaos. Som altid afhænger meget nemlig af vejenes eksponering, og er der megen skov eller anden form for læ i området, sker der ikke splittelse. Dertil kommer, at vindretningen måske er lidt for meget medvind til, at det kan blive meget dramatisk. Den kraftige vind vil dog under alle omstændigheder gøre det hele nervøst, og da rytterne samtidig vil blive blæst mod syd, skal sikkerhedsbælterne spændes på en etape, der formentlig kommer til at flyve afsted og sprænge alle tidsplaner.

Det betyder også, at vi godt kan glemme alt om en udbrudssejr. Det er jo ellers i medvind, at man ofte ser feltet forregne sig, men denne gang må man formode, at nervøsiteten bliver så stor, at det vil føre til et opskruet tempo, som pr. automatik vil kvæle udbruddet. Vi har faktisk i Touren set, at udbrud slet ikke bliver etableret på nervøse etaper som denne, men det vil nu ske før eller siden i et roligt element. Det er også meget tænkeligt, at der bliver behov for, at Bora, Lotto, Deceuninck og UAE, der i dag delte arbejdet imellem sig, undervejs må frem for at føre, men formentlig vil nervøsiteten føre til bred front det meste af vejen.

Vil det så lykkes at splitte feltet? Det er i hvert fald ikke umuligt, men kombinationen af vindretningen og den generelle opmærksomhed fra alle holdene får os til at tro, at det formentlig forbliver relativt samlet. Uanset hvad vil det ende i en eller anden form for spurt i et større eller mindre felt, men det vil være efter en hurtig og stressende dag, hvor alle efter 220 km formentlig vil være ganske trætte.

Selve spurten er ikke helt at læse. Det meste af tiden følger man en stor, bred og ukompliceret vej, men det skarpe dobbeltsving med 400 m igen er helt afgørende. Her kan det vise sig af stor betydning at have et stærkt hold til at føre sig frem, og da der samtidig er knaldhård modvind på en meget eksponeret vej med vand til begge sider, bliver timing altafgørende.

Det får os til at tro, at Pascal Ackermann gør det igen. I dag var han ikke bare hurtigst, han var som skrevet i analysen ovenfor i særklasse den bedste. Hans lange spurt fra en halvdårlig position var ganske imponerende, og noget tyder derfor på, at han er kommet til Italien med den superform, han også havde sidste efterår. Det lover godt forud for en etape, der burde passe ham endnu bedre. Vi ved nemlig fra årets Gent-Wevelgem, at han er fremragende i sidevinden, og det samme er i øvrigt hans lead-out man Rudiger Selig. Vi så det også i det meget blæsende Scheldeprijs, hvor Ackermann var med i front hver gang feltet splittedes, og han ligner således ikke en mand, der lider skade af de blæsende betingelser.

Læs også

Mandskaberne til den danske UCI-weekend: Nyt danskerhold med

Dernæst er der naturligvis selve spurten, men den burde også passe ham fint. I dag lykkedes det ikke Rudiger Selig at køre et af sine suveræne lead-outs, men det burde være lettere for ham i morgen, hvor han ikke skal overleve bakkerne. I dag kørte både Jay McCarthy og Michael Schwarzmann også en flot finale, og i det hele taget gjorde Bora det på alle måder fremragende. Kan de gentage det kunststykke, har de den bedste lead-out man til at tage kontrol inden de to sving og umiddelbart også den hurtigste mand til at færdiggøre arbejder. Derfor tror vi, at Ackermann gentager dagens sejr.

Sidevind rimer imidlertid også på Deceuninck, og det gør Elia Viviani til en god kandidat. Ganske vist er belgierne har ikke med meget af deres klassikertrup, men folk som Bob Jungels, Florian Senechal og Viviani selv er alle ganske stærke i blæsende betingelser. Viviani ligner derfor også en mand, der vil kunne drage fordel af vejret, og han har også vist, at han er en glimrende afslutter efter et langt og hårdt løb. I dga var han ganske vist overmatchet af Ackermann, men med sin snu kørsel placerede han sig helt rigtigt undervejs og kunne til sidst udnytte sin læ bag tyskeren til næsten at få forbi på de sidste meter.

Og netop evnen til at læse spurten har altid været Vivianis styrke. Samtidig kan i morgen formentlig se frem til at kunne drage større fordel af sit tog, der i dag blev sat alvorligt tilbage af Florian Senechals sene styrt. Derfor var holdet hele tiden på bagkant, og Viviani måtte i stedet bruge sin løbsnæse til at holde sig fremme. Er Senechal og Fabio Sabatini ved fuld styrke i morgen, er der gode chancer for, at de kommer først igennem sidste sving, og sker det, er står den italienske mester med gode chancer for at gøre arbejdet færdigt.

Dagens positive overraskelse var som nævnt ovenfor, at Lotto Soudal viste sig at have det stærkeste tog. Det lå bestemt ikke i kortene, men lover godt forud for en etape, hvor positionen i dobbeltsvinget bliver afgørende. Til gengæld kan sidevinden måske blive et problem for holdets kaptajn, Caleb Ewan, for selvom Lotto mestrer kunsten, har det ikke altid været hans egen største styrke. Til gengæld kan han se frem til endnu et godt lead-out, hvis han kommer så langt, for i dag var det i hvert fald Roger Kluge, Tosh van der Sande og Jasper De Buyst, der styrede showet.

Til gengæld kan det også blive vanskeligere på en etape, hvor de andre tog formentlig vil være ved fuld styrke modsat i dag, hvor Deceuninck, UAE og FDJ alle havde tabt nøgleryttere. Samtidig fik vi igen i dag understreget, at Ewan altså stadig er en anelse langsommere end de allerhurtigste, og derfor er det i høj grad et godt lead-out, der skal sikre ham sejren. Heldigvis så vi i dag, at der også er en god mulighed, at han vil få netop det, og derfor kan man bestemt ikke udelukke, at The Pocket Rocket i morgen tager sin anden etapesejr i Giroen.

Som nævnt ovenfor var dagens store skuffelse Fernando Gaviria, og han meldte da også selv ud, at benene havde været dårlige allerede på første stigning. Noget kunne altså tyde på, at han efter en lang løbspause har mistet sin bedste form, og han ligner i hvert fald ikke en mand med diamanter i benene. Heldigvis kan han så glæde sig over, at Simone Consonni gav ham et eminent lead-out, og havde han haft benene til at gå med, kunne han ikke have ønsket sig bedre støtte. I morgen kan holdet endda håbe også at have Juan Sebastian Molano til rådighed, og det styrker toget markant. Sidevind er normalt heller ikke et problem for Gaviria, der i Gent-Wevelgem sad med i første gruppe, da det hele eksploderede, men spørgsmålet er, om han også har benene til det nu. Formen synes i hvert fald ikke at være i top. Omvendt har vi før set, at Gaviria har rejst sig efter en skuffende start, som da vandt sine første etaper i løbet for to år siden, og hvis det alene handler om manglende løbsrytme, kan han sagtens ende med at vinde i morgen, som han gjorde det i 2017, hvor han lynhurtigt fik revanche igen.

I dag blev det tydeligt, at Arnaud Demare stadig ikke har topfarten til at true de bedste, og skal han vinde, skal det ske via toget. I dag manglede han Ramon Sinkeldam, men han burde heldigvis være med igen i morgen, hvor terrænet er lettere. Er FDJ-toget ved fuld styrke, kan det måske endda vise sig at være allerstærkest, og vi ved samtidig fra Paris-Nice i både 2017 og 2019, at de er nogle af de bedste i sidevinden. Derfor er en etape som denne med masser af vind til at trætte rivalerne og til slut en teknisk finale, hvor et godt lead-out er væsentligt, nærmest perfekt for Demare. Det kræver formentlig, at Jacopo Guarnieri får ført ham først igennem svingene, men lykkes det, er det en spurt som denne, Demare måske kan vinde.

Dagens mest uheldige rytter var Giacomo Nizzolo, der punkterede i finalen. Til gengæld kan han glæde sig over, at Enrico Gasparotto og Ryan Gibbons efterfølgende viste stort styrke i positionskampen, og det lover godt forud for de kommende spurter, hvor han også håber at have Mark Renshaw til sin rådighed. Desværre er det relativt svage Dimension Data-hold sårbare i sidevinden, men kommer de først med hjem, synes det at have et tog, der kan gøre sig gældende. Nizzolo elsker også spurter efter svære dage samt tekniske finaler, og derfor er der meget på denne etape, der passer ham. Nu skal han bare vise, at han efter to år med et hav af knæproblemer stadig har farten til også at slå de andre topsprintere. Det har han endnu ikke haft siden comebacket, men han viste dog i Vueltaen sidste år, at han ikke mangler meget.

En anden rytter, der kan glæde sig over sidevind, er Davide Cimolai. Ganske vist er Israel Cycling Academy svage, men det er han ikke selv. Vi så nemlig under sidste års EM, hvor han kørte et fabelagtigt løb, at han trives i disse betingelser, når han er i form. Det kan godt være, at han ender med at være lidt for alene og skulle bruge for mange kræfter, men et hårdt løb burde være til fordel for den slidstærke Cimolai, der kommer til løbet med storform efter den flotte kørsel i Frankfurt og Castilla y Leon. Man kan stadig i den grad have sin tvivl om, hvorvidt farten rækker til at vinde en etape i dette felt, men med lidt held i positionskampen forud for svingene og med lidt træthed efter et nervøst sidevindsløb er det måske alligevel muligt for formstærke Cimolai.

Læs også

Tour-chef håber på Vingegaard - men helbredet er det vigtigste

En anden taber på dagens etape var Manuel Belletti, der ligesom Nizzolo blev sat ud af spillet af en sen defekt. Forinden havde han imidlertid vist fin form ved at klare stigningerne, og det kommer som opfølgning på en fornem sæson, hvor Androni har været her, der og alle vegne. Til gengæld er de i sidevinden umiddelbart ikke så stærke som WorldTour-holdene, og der er derfor en vis sandsynlighed for, at de kommer til kort, hvis det hele splitter op. Til gengæld burde Belletti have bedre muligheder efter et hårdt løb, hvis han kommer med de bedste hjem. Han er god i positionskampen og har et stærkt tog med Andrea Vendrame og Francesco Gavazzi, men topfarten rækker dog nok ikke til at vinde.

Det gør den heller ikke for Marco Haller, der i dag blev bremset af styrtet og derfor måtte overlade det til Viacheslav Kuznetsov at spurte for Katusha. I morgen burde det dog igen være østrigeren, der er førstemand, og han vil være klar til at udnytte den fine form, han har vist igennem alle årets klassikere. Det er klart, at han er overmatchet af feltets mange supersprintere, men efter et hårdt sidevindsløb har han i hvert fald chancer for at sikre sig et godt resultat, ikke mindst fordi han er god i positionskampen. Til gengæld kan han også risikere at skulle ofre sig selv for holdet, hvis den meget skrøbelige Ilnur Zakarin skulle falde fra, når det blæser undervejs.

Trods den dårlige form, han har vist på det seneste, lykkedes det faktisk Sacha Modolo at klare stigningerne i dag. Selvom det ikke lykkedes ham at komme frem i spurten, er det trods alt et lyspunkt efter en sæson, hvor intet er gået som ønsket. Desværre ved han godt selv, at formen ikke er i top, og han har heller ikke megen støtte af et EF-hold, hvor det kun er en tilsyneladende ligeledes formsvag Matti Breschel, der kan hjælpe ham. Samtidig ved vi fra de seneste par år, at han ikke har farten til at vinde i et felt som dette. Heldigvis er han normalt ganske habil i positionskampen, og derfor kan man håbe, at han kan sikre sig et hæderligt resultat, hvis han har det rette held inden de sidste sving i finalen.

Vi bliver også nødt til at nævne Matteo Moschetti igen. Som frygtet viste dagens etape sig at være for hård for den talentfulde italiener, men han burde have en bedre chance i morgen. Desværre er der med 220 km og en bakke i finalen stadig tale om en etape, der meget vel kan være for svær, ikke mindst hvis sidevinden skaber udskilning. Vi har derfor en slem mistanke om, at han heller ikke i morgen klarer strabadserne. Muligheden består dog, og selvom han nok vil være for mærket til at kunne vise sit fulde potentiale i en mere klassisk spurt, skal det blive interessant at se den næste italienske topsprinter tage kampen op på dette niveau.

Kombinationen af vinden, den sene bakke og den lange distance betyder, at de tungere sprintere som særligt Jakub Mareczko, men også den unge Giovanni Lonardi, der stadig mangler robusthed på dette niveau, og Paolo Simion kommer med hjem. Det kan åbne døren for, at Marco Canola, Damiano Cima , en tilsyneladende også formsvag Juan Jose Lobato og Enrico Barbin forsøger sig, men de kan ikke vinde.

Feltet.dks vinderbud: Pascal Ackermann

Øvrige vinderkandidater: Elia Viviani, Caleb Ewan

Outsidere: Fernando Gaviria, Arnaud Demare, Giacomo Nizzolo, Davide Cimolai

Jokers: Manuel Belletti, Marco Haller, Sacha Modolo, Matteo Moschetti