Optakt: 3. etape af Giro d’Italia

FIND ALT OM GIRO D'ITALIA PÅ WWW.FELTET.DK/GIRO -  LIGE HER

Ruten                                                         

Mens man i det flade Nordfrankrig skal lede langt efter halvlange stigninger, lider Giro-arrangørerne ikke under de samme geografiske udfordringer som Touren. Selv på den flade Po-slette skal man ikke langt væk, før der melder sig alt fra høje bjerge til mellemkuperet terræn. Den mulighed gøres der brug af på løbets 3. etape, hvor det som oftest i løbet er tid til at varme klatrebenene lidt op. Det sker, når endnu en ellers let tur langs den flade slette afsluttes med fire relativt lange stigninger, der utvivlsomt kan rydde lidt ud i feltet. Man må dog formode, at løbets holdbare afsluttere anført af Peter Sagan har udset sig etapen som mål, og selvom man altid skal være opmærksom på angreb på sidste stigning med top 15 km fra stregen, kunne det ligne, at en reduceret massespurt skal afgøre løbets 3. etape.

I alt skal der tilbagelægges 190,0 km mellem Biella og Canale. Startbyen er placeret midt på Po-sletten, men målbyen ligger i udkanten af Torino umiddelbart nord for de bakker, der leder ned til den liguriske kyst. Etapen består derfor af en tur over sletten ned til bakkerne, hvor man krøller sig lidt rundt for slutteligt at køre mod nord tilbage til målbyen i fladlandet. Derfor er der heller intet hokuspokus over etapens meget lette første halvdel, der består af en helt enkel tur mod syd ad den flade slette, hvor kun lidt småbakker omkring 50 km-mærket og igen efter knap 100 km, når man nærmer sig mere kuperet terræn i udkanten af byen Asti, kan bryde monotonien en anelse. Slutteligt kører man mod sydøst ned til byen Canelli, hvor den lette del af etapen sluttes med dagens første spurt, som kommer efter 114,0 meget nemme kilometer.

Her slutter festen til gengæld for folk med hang til fladland. Nu er man nemlig nået de liguriske bakker, og man kører efter spurten med det samme mod sydvest op ad kategori 3-stigningen Piancanelli (7,6 km, 4,8%, max. 12%), der efter to lette kilometer stiger med ca. 5% hele vejen, dog afbrudt af 1000 m med 7,2% efter de første 5 km. Toppen rundes efter 122,2 km, hvorefter en teknisk nedkørsel leder mod sydøst ned til fladlandet, der følges mod sydvest ned til det sydligste punkt.

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

Her tager etapen fat igen, når man drejer mod nordvest for at passere kategori 4-stigningen Castino (4,9 km, 5,2%, max. 11%), der er en jævn 6%-stigning, som flader ud med 1,3% over de sidste 1100 m frem mod toppen, der rundes efter 144,5 km. En relativt let nedkørsel leder mod vest, inden man kører mod nordvest direkte op ad kategori 4-stigningen Manera (5,4 km, 5,4%, max. 10%), der ligeledes er en jævn 6%-stigning, som flader ud med 4,2% over de sidste 900 m frem mod toppen, som rundes efter 153,8 km. En slutteligt lidt teknisk nedkørsel fører videre mod sydvest, inden man rammer en let faldende vej, der fører mod vest, nordvest og nordøst ind gennem den store by Alba.

I byen Vaccheria forlader man den let faldende hovedvej for at dreje mod sydvest og køre op ad stigningen Guarene (2,6 km, 7,1%, max. 15%), der stiger relativt jævnt hele vejen, dog med en stejl 15%-rampe til allersidst. På toppen kommer dagens anden spurt efter 175,1 km, hvorfra der resterer 14,9 km. De indledes med en relativt let nedkørsel, der fører mod sydvest, inden man kører mod vest op ad en lille bakke (500 m, 6,3%, max. 12%), der har top med 5,7 km til mål. Herfra falder det let resten af vejen mod først nord og siden nordøst ind mod Canale, hvor den let faldende tendens afbrydes af de sidste 500 m, der i stedet er let stigende. Der er et skarpt sving med 4,5 km igen, inden en lige vej leder frem til en kringlet afslutning med to sving i rap med 700 m igen og igen med 400 m til stregen, hvorefter man rammer den let stigende opløbsstrækning

Etapen byder på i alt 1873 højdemeter.

Canale har ikke været målby for et stort cykelløb tidligere i dette årtusinde.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Vejret

Efter de flotte dage melder den varslede syndflod sin ankomst. I Canale skal der dog ikke falde helt så meget regn som i de foregående målbyer, men mandag og tirsdag ventes stadig at byde på godt 30 mm med 16 mm i løbet af mandagen. Det ventes at regne hele dagen med en nedbørsrisiko på ca. 75% gennem hele etapen, voksende til 85% til den sidste time, hvor regnen ventes at tage til. Temperaturen vil dog være hæderlige 19 grader, og heller ikke denne gang vil det blæse på Po-sletten. Således ventes bare en svag til let vind (5-10 km/t) fra skiftende retninger, idet vinden synes at skulle dreje fra nordøst til vest i løbet af dagen. Det gør det lidt svært at forudsige, hvordan vinden vil så undervejs, men der bør være en form for sidemedvind i den flade indledning. Får vi vestenvind til sidst, vil der bør sidemodvind på de to sidste stigninger og nedkørslen samt sidevind frem til spurten. Derefter vil der være modvind, inden man får sidevind på den sidste bakke og slutteligt sidemedvind frem til sidste 700 m, hvor der vil være medvind.

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

Analyse af 2. etape

Dengang krigen mellem Mark Cavendish og André Greipel om HTC-mandskabets sprintertrone gik højest tilbage i 2010 beskyldte briten sin tyske holdkammerat for kun at vinde ”shit small races”. Der var et territorium, der skulle markeres, og da Greipel pludselig begyndte at vinde et hav af løb i skyggen af sin mere berømte holdkammerat, svarede Cavendish hånende, at han da også bare kunne køre ”shit small races”, hvis det var det, han ville.

Nu var det jo ikke Greipels skyld, at Cavendish fik lov at køre de store løb, og da deres veje senere skiltes, og Greipel begyndte også at slå sin tidligere holdkammerat i Tourens massespurter, må briten ofte have bidt tungen af sit selv i frustration over den temmelig nedladende kommentar. Heldigvis lod Greipel sig ikke mærke, og selvom han i Tour-sammenhæng aldrig nåede Cavendishs højder, vil det nok være en lille overdrivelse at sige, at Greipels generalieblad er domineret af sejre i ”snit small races”.

Nu er ingen af årets mange supersprintere i Giroen kendt for samme bramfri sprogbrug som Cavendish, og derfor var der næppe heller nogen, der kunne have fundet på at sige noget lignende, hvis de forud for løbet var blevet foreholdt det faktum, at Tim Merlier er den af Giroens sprintere, der i år har vundet mest. Således havde han forud for starten på karrierens første grand tour allerede vundet tre gange i år, men desværre var det kun i ”shit small races”, nemlig i tre mindre belgiske endagsløb. Derfor kunne hans rivaler sagtens have affejet hans status som en af feltets førende sprintere med henvisning til, at han kun har vundet på den lille scene.

Ligesom Greipel ikke kunne gøre for, at de fleste af hans tidlige sejre var på lavere niveau, kan Merlier imidlertid hellere ikke bebrejdes, at hans eneste to lidt større sejre frem til i dag var sejren ved det belgiske mesterskab, sidste års etapesejr i Tirreno-Adriatico og 2020-sejren i semiklassikeren Brussels Cycling Classic. Det er nemlig svært at være en sejrsmaskine, når hovedbeskæftigelsen indtil begyndelsen af den afbrudte 2020-sæson var cykelcross, og man derfor kun kørte mindre løb for et mindre hold i løbet af sommeren. Faktisk var det først sidste år, at Merlier, som forstod sit eget potentiale efter erobringen af sportens måske mest prestigiøse nationale mesterskabstrøje, gjorde landevejen til sit hovedfokus, og det er først fra i år, at hans hold har kunnet deltage i alle de store løb.

Ligesom man ikke skulle undervurdere Greipel i 2010, skal man bestemt heller ikke undervurdere Merlier. Således skal man ikke have set mange af belgierens spurter for at forstå, at hans topfart rangerer blandt de absolut højeste i verden. Forud for dette løb kunne man således med rette argumentere, at belgieren skulle slås med Dylan Groenewegen, om hvem der jo hersker stor usikkerhed, og Caleb Ewan om status som feltets hurtigste sprinter.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Merliers topfart er nemlig skræmmende. Hans sejre i Brussels Cycling Classic og Tirreno var i 2020 var i skrapt selskab og ganske overlegne, og også hans sejre i ganske vist små løb i år har været uhyre overbevisende. Når det alligevel er blevet til relativt få gevinster, og når han eksempelvis kun vandt én af Tirrenos tre massespurter i 2020, skyldes det alene, at hans positionering desværre altid har været overraskende dårlig, og at det derfor alt, alt for ofte er endt med, at han slet ikke har kunnet vise sin imponerende fart.

Men når der er plads, er Merlier frygtindgydende. Det måtte blandt andre Mads Pedersen sande, da den i dag ellers så hurtige dansker slet og ret blev kørt ud af hjulet af Merlier i sidevindsræset i Bredene Koksijde tidligere i år. Og det måtte Pascal Ackermann og Fernanda Gaviria sande, da de blev henvist til belgierens baghjul, da han sejrede i Italien sidste år.

Derfor var det også åbenlyst, at Merlier kunne vinde sit livs første massespurt i en grand tour i dag i Novara. Når han alligevel ikke fremstod som en åbenlys favorit på niveau med Ewan i de flestes bøger, kan det kun skyldtes hans historik med ”shit small races”, og at hans fart er blevet skjult bag den dårlige positionering. Da til gengæld det på den sidste kilometer af dagens spurt stod klart, at Merlier med god hjælp fra sin nye lead-out man Alexander Krieger, der efter det overraskende fravalgt af Jonas Rickaert skal agere standin, havde fundet en god position, var det åbenlyst, at de andre skulle stå tidligt for at vinde.

Alligevel så det ud til at kunne galt for belgieren. Trods modvind åbnede han nemlig en spurt, der syntes alt for lang for først at lukke det hul, som Maximiliano Richeze efterlod, da han spejdede efter den forsvundne Fernando Gaviria, og siden blæse forbi en tøvende Elia Viviani. Med Giacomo Nizzolo, Dylan Groenewegen, Viviani, Peter Sagan og Matteo Moschetti siddende i sulkyen så det ud til, at Merlier havde overvurderet sine kræfter.

Af og til kan det imidlertid være en fordel at have en svaghed. Merliers til tider håbløse positionering har nemlig haft den heldige sidegevinst, at han er blevet en mester i lange spurter. Det har nemlig ofte været en nødvendighed at komme blæsende bagfra fra en ugunstig position, som da han tidligere i år sejrede suverænt i GP Monseré, og derfor er der vel i dag meget få, der kan køre så lang og stabil en spurt som netop Merlier.

Alligevel var det imponerende, at ingen kunne gå forbi ham. Det var ikke just Vorbasses juniorhold, der hang i hans hale, og egentlig tilsagde al logik, at bare én af dem måtte kunne nærme sig. Merlier kørte imidlertid så stærkt, at de nærmest med tungen ud af halsen havde nok med at holde deres position, og det var kun til allersidst, at Nizzolo forsøgte at matche belgieren, der trods alt tabte lidt fart efter den alenlange spurt.

Forbi nåede han imidlertid ikke, og dermed satte Merlier nok engang en streg under, at de mange, der har afskrevet Alpecin som ”Team Mathieu van der Poel” er helt galt på den. Det er nemlig ikke kun det hollandske fænomens mange point, der har sendt dem mod toppen af ranglisterne. Det har i stor grad de fornemme resultater, som Merlier, Jasper Philipsen, Gianni Vermeersch og Ben Tulett blandt andre har sikret.

Den flotte start på grand tour-karrieren stiller naturligvis spørgsmålet, hvad det senere i dette løb kan blive til for Merlier. Nogen pointtrøje bliver det dog næppe til, for den afskrev han sig allerede inden løbet. Han deltog da heller ikke i dagens indlagte spurt, og medmindre den gode start får ham til at skifte mening, er det ikke ham, der ender i cyclamenfarvet i Milano om tre uger.

Det kunne til gengæld godt blive Nizzolo. Den tidligere dobbelte vinder af pointkonkurrencen fremstår sammen med Sagan som den åbenlyse favorit til den eftertragtede trøje, og italieneren kom med dagens 2. plads stærkt fra start. En punktering inden den indlagte spurt var ellers svært uheldig, men de tabte point kompenserede han for i en finale, hvor han nok engang dokumenterede sin ellers lidt hensygnende positioneringsevne, der gav maksimalt udbytte af en etape, der ellers ikke er ideel for en mand, som ikke længere har farten til de helt flade etaper. At det så endte med karrierens 15. podieplads i Giroen, hvor han på utrolig vis stadig er sejrsløs, lever han nok med, i hvert fald i dette tilfælde.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Nizzolo har ikke megen grund til at ærgre sig, men det har Elia Viviani. Forud for løbet var det klart, at løbenes tog alle var relativt svage, og det kunne meget vel skabe nogle temmelig kaotiske massespurter. Sådan blev det da også, da dagens dødsmarch over Po-sletten endelig afsluttede med en uhyre nervøs finale i et helt friskt felt, men i kampen mellem togene var det Vivianis Cofidis-drenge, der ikke helt uventet kom bedst fra det.

I hvert fald viste Simone Consonni endelig lidt af de lead-out-evner, vi ellers ikke har set, siden UAE-trøjen blev skiftet ud med en tilsvarende fra Cofidis, og Viviani var endda klog nok til at lade Juan Sebastian Molano gå ind bag holdkammeraten, som ellers ville løbe tør for kræfter for tidligt. Han var endda også heldig, at Molano tilsyneladende slet ikke havde opdaget, at både Richeze og Gaviria var hægtet af og derfor endte med at køre lead-out, hvis eneste formål nærmest syntes at være, at det skulle være så svært for muligt for Gaviria at genvinde noget position.

Det kunne Viviani have profiteret af, men måske har det en pris, at han har været igennem så lang en krise. Da colombianeren tabte fart, turde han i hvert fald ikke løbe risikoen ved at åbne en spurt, der ganske vist meget vel kunne have været for lang, men som havde været hans eneste vej til mulig sejr. Nu endte han i stedet med at tøve, og det er det værste en sprinter kan gøre fra en sådan position. Den tabte fart kunne nemlig slet ikke genvindes, da Merlier og co. kom blæsende forbi, og selvom Viviani faktisk med en fin spurt bekræftede den lille genfødsel, vi har set i år, betød et øjebliks tøven, at han aldrig rigtigt var i spil til sejren.

Det burde Groenewegen til gengæld have været. Hollænderen var vel dagens mest overvågede mand, men frygten for, at han af ren og skær forsigtighed ville være lidt for passiv i positionskampen, blev hurtigt gjort til skamme. Faktisk sad den ellers ikke så positioneringsstærke hollænder denne gang helt ideelt, og havde dette været 2018, 2019 eller 2020, er det svært at tro, at dagens etapevinder ikke havde været hollandsk.

Desværre må vi nok sande, at ni måneders pause - og med tanke på den begrænsede løbsaktivitet i 2020 næsten halvandet års pause - har haft en pris. Der var i hvert fald ikke meget af Groenewegens gamle fart tilbage, og selvom han utvivlsomt kunne være blevet nr. 3, hvis ikke han havde lettet på sit tråd en anelse for tidligt, er det klart, at der er lidt arbejde at gøre, inden han igen kan kalde sig verdens hurtigste sprinter. I lyset af den problematiske optakt er det dog svært at være meget utilfreds, og faktisk må hans flotte positionering betragtes som en stor sejr, fordi netop det på forhånd lignede den største psykologiske udfordring.

For Sagan blev etapen ikke ideel. Der var vel ingen, der regnede med, at slovakken kunne vinde så let en etape, særligt da ikke da den blev kørt i rent motionisttempo, men en 5. plads er alligevel et ærgerligt udkomme, særligt når Nizzolo blev nr. 2. Sagans primære mission i dette løb synes nemlig at være den pointtrøje, Arnaud Demare snød ham for sidste efterår, og i det lys var det lidt uvant at se den normalt så positioneringsstærke slovak ende så langt tilbage i den hektiske kamp, at han ikke kunne få sin næsten obligatoriske podieplads. Da han samtidig sammen med Viviani blev den store taber i den kollektive sprinterbrøler tidligere på etapen, hvor de alle spurtede efter 40 km-skiltet og ikke den indlagte spurt, fik Sagans cyclamenfarvede ambition ikke det bedste udgangspunkt.

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

Det gik dog værre for Gaviria, der nok engang viste, at han er blevet helt umulig i positionskampen. Molano skød ellers fint frem, men bag ham kunne man se en desperat Richeze spejde bagud for at finde sin kaptajn. Med en spurt op langs indersiden var han faktisk på vej til at redde fadæsen, men UAE-mandskabets møgdag endte nærmest helt komisk, da Molano efter at have kørt lead-out for Viviani - og i hvert fald alle andre end Gaviria - endte med at blokere vejen så meget for sin kaptajn, at det er et lille mirakel, at katastrofeindsatsen ikke endte med en tur i asfalten. Udover det klodsede udtryk er det allermest ærgerlige dog, at vi ikke fik lejlighed til at se, om Gaviria har genvundet lidt af den forsvundne fart, men hans indlagte spurt, hvor han - i hvert fald frem til 40 km-porten - blev overspurtet af Viviani var ikke alt for løfterig.

Det var det heller ikke for Matteo Moschetti. Trods et svagt hold lykkedes det faktisk for den unge sprinterkomet at sidde fornuftigt, men det er en anelse urovækkende, at en ren sprinter som ham end ikke kan forsøge at gå forbi Sagan i en boulevardspurt som denne. Det står nok desværre klart, at han stadig ikke er kommet fuldt tilbage efter sidste års voldsomme hoftebrud, for dagens spurt handlede vist mere om overlevelse end om at spurte for et topresultat. Det gik dog bedre end for den anden unge sprinter, Max Kanter, der for 117. gang i sin korte karriere blev fanget i positionskampen og missede top 10.

Læs også

Lidl-Trek-udbryder trodser favoritterne på målbjerg

Og så glemmer man endda næsten den største taber af dem alle. Det var naturligvis Ewan, hvis Lotto-hold desværre levede op til min forudsigelse fra gårsdagens optakt, hvor jeg beskyldte dem for altid at underpræstere. I dette felt så kombinationen med Roger Kluge eller Jasper de Buyst ellers ud til at kunne komme langt, men nok engang endte de alt, alt for langt tilbage og efterlod australieren helt tomhændet. Denne gang var der ingen magisk zigzagvej frem til fronten af et stagnerende felt i en modvindsspurt, men det var måske også helt rimeligt, at heldet denne gang ikke var med Lotto-drengene, når nu deres tog nok engang kom til kort.

Det gjorde Remco Evenepoel til gengæld ikke. Man kan ellers undre sig over, at manden, der efter eget udsagn bare er hjælper for Joao Almeida, i dag fandt det besværet værd at spurte efter et par bonussekunder, som ellers normalt burde være overladt til den på papiret hurtigere portugiser. Holdets erklærede kaptajn - i hvert fald for dem, der stadig ikke har set røgsløret lette - undlod helt at spurte, og selvom Egan Bernal og Pavel Sivakov gjorde deres bedste for med Filippo Ganna og Gianni Moscon at berøve ham sekunderne, lykkedes det akkurat vidunderknægten at sikre sig de to sekunder, der sendte ham forbi Almeida i klassementet. Og vupti! Nu er det pludselig igen ham, der står til at overtage trøjen de kommende dage, hvis ikke Almeida finder nogle bonussekunder selv. Mon ikke det var ret vigtigt for Evenepoel at undgå at havne i en situation, hvor en holdkammerat endte som løbets førende? Nu tegner hierarkiet sig i hvert fald lidt klarere - formentlig til stor tilfredsstillelse for ham selv.

Om det så også ender med den samlede sejr, er stadig alt for tidligt at sige, men det vil være en næsten ufattelig skalp, hvis det vitterligt skulle lykkes at vinde sin første grand tour efter en ni måneder løbspause, heller ikke selvom ingen har kunnet beskylde ham for tidligere kun at vinde ”shit small races”. Det er vist mest Merlier, man har kunnet bebrejde for noget sådant, men mon ikke det stopper efter i dag? Og ellers er der gode chancer for, at feltets indtil i dag helt oversete supersprinter i de kommende tre uger nok skal sørge for, at der kommer en brat ende for den slags påstande.

Favoritterne

Det herlige - eller måske snarere en af de mange herlige ting - ved Giroen er, at den italienske geografi er så varieret. Når Touren kører rundt i Nordfrankrig, skal ASO ofte være lidt kreative for at krydre etaperne lidt og undgå, at det bare bliver en lidt kedsommelig sprinterfestival med lutter flade etaper. Den slags udfordringer har RCS ikke, for snart sagt i hele landet kan man finde stigninger af en længde, som man i Nordfrankrig - eller Danmark for den sags skyld - skal spejde langt efter.

Det gælder også i nærheden af Po-sletten, og selvom det norditalienske billardbord spiller en uhyre prominent rolle i årets løb, har arrangørerne valgt at krydre den tredje af de mange ture i det norditalienske fladland med lidt bakker i området nord for den liguriske kyst. De er bestemt ikke de sværeste, men sammenlignet med det, man kan finde på de hårdere af de nordfranske Tour-etaper, er det lidt af en mundfuld. De tre kategoriserede stigninger ikke stejle, men de er for en sprinteretape temmelig langt, og den sidste bakke op til spurten er måske nok kort, men ganske stejl, særligt fordi den kommer i den absolutte finale.

I det lys er der altså udsigt til, at etapen kan blive ganske hård. Der er koncentreret næsten 2000 højdemeter over ca. 75 km, og når man kombinerer det med den varslede syndflod, er det en dag med potentiale. Alligevel kan der være grænser for, hvor hård etapen bliver, for det er svært at se, hvem der for alvor har en interesse i at gå til stålet.

Der er ingen tvivl om, at Peter Sagan og formentlig også Giacomo Nizzolo har sat et fedt kryds ud for denne etape. Årets sprinteretaper er generelt meget flade, og det kniber med antallet af ”Sagan-etaper”. Dem er der reelt kun tre af, og dette er den første og den eneste inden 15. etape. Derfor er det en chance, han ikke kan lade gå til spilde.

Udfordringen er terrænets vanskelighed, og Sagan og Bora skal vælge, hvordan den skal køres. Kører de den defensivt, risikerer de, at flere af de hurtigere folk kommer med hjem. Kører de den til gengæld offensivt med et aktivt pres på stigningerne, risikerer de enten, at Sagan falder af, som han gjorde på 13. etape sidste år, hvor Boras pres endte med at ramme dem lige i nakken, eller, at holdet bliver kørt for tynde til at kontrollere finalen, som det skete på blandt andet Kragh-etaperne i Touren sidste år. Sagan virkede så godt kørende i Romandiet, at risikoen for, at han sættes af, må regnes som meget lille, men et hårdt løb mindsker chancen for, at vi får samling til en spurt.

I første omgang regner jeg dog med en yderst kedsommelig start på etapen. Vi er stadig så tidligt i løbet, at man skal være varsom med at ødsle med kræfterne, og selvom et udbrud har en betydeligt større chance for at holde mandag end søndag, vil de fleste nok kunne regne ud, at Bora vil jagte. Derfor tror jeg, at udbruddet igen vil komme afsted uden de større sværdslag, og at det igen vil være domineret af wildcardhold, måske med deltagelse fra hold som Cofidis og FDJ.

Læs også

LIVE: Lidl-Treks vidunderbarn triumferer

Når udbruddet er kørt, vil Ineos måske føre lidt for syns skyld, men jeg regner med, at Bora hurtigt vil vise deres intentioner. Spørgsmålet er, om de får hjælp. Det er nærliggende at pege på Qhubeka som en kandidat, men jeg tror også, at Davide Cimolai har sat kryds ud for etapen, hvilket kunne tale for israelsk hjælp. Derudover har Ag2r har vel ambitioner med Andrea Vendrame og Intermarché med Andrea Pasqualon, men det vil være uvant at se dem jagte. Lotto kunne måske finde på at føre for Caleb Ewan, men han vil formentlig være for usikker og lade andre gøre arbejdet på en etape som denne. Uanset hvad vil Bora satse så stort på denne etape, at de om nødvendigt på egen hånd vil sørge for, at udbruddet ikke holder.

Første del af etapen bliver derefter formentlig helt begivenhedsfattig, men sprinterne får mulighed for at gå efter point i den første spurt, hvor Elia Viviani og Fernando Gaviria denne gang kan ventes at køre fuld gas, da de næppe overlever etapen. Det gør til gengæld Peter Sagan og Giacomo Nizzolo, der derfor skal køre med håndbremsen lidt trukket.

Den første stigning vil nok blive kørt i et moderat tempo, men det bliver interessant at se, hvad der sker frem mod dobbeltstigningen. Den ligger for tidligt til angreb, men det er første mulighed for at lægge pres på. Umiddelbart er der kun to mandskaber, der kan tænkes at gøre noget sådant, nemlig Bora og UAE. Som omtalt ovenfor skal tyskeren finde den rette balance mellem at gøre det hårdt, men ikke for hårdt, og derfor vil jeg næsten tro, at de kører en anelse afventende i denne fase, inden de eventuelt går til stålet på bakken op til spurten.

Jokerholdet er UAE. Vi er efterhånden vant til at se Valerio Conti forcere hårdt på de dage, Diego Ulissi kan vinde, og italieneren kunne godt have udset sig denne etape. Faktisk har araberne to kort at spille, da det også er en fremragende dag for Alessandro Covi, og med et hold uden en reel favorit til klassement kan de godt tillade sig at forsøge at lægge et pres. Jeg tvivler lidt på, at de gør det, men jeg vil ikke blive overrasket, hvis det sker.

En anden væsentlig faktor er de våde veje. Alle de tre første nedkørsler ser periodevist kringlede ud, og derfor vil alle klassementsholdene ramme dem ordentligt. Det betyder, at der vil være positionskamp frem mod toppen, og det vil alt sammen bidrage til at gøre det hårdt.

Den reelle finale starter først på bakken op til spurten. Den er så stejl, at den bestemt ikke skal undervurderes, og her kan vi både se Bora og/eller UAE lægge pres på og angreb fra de ryttere, der vil undgå en spurt. Hvis etapen har været let forinden, vil jeg tro, at Bora vil lægge pres - hvis ikke UAE gør det - og kombinerer man det med positionskampen fra klassementsholdene og det generel miserable vejr, tror jeg faktisk, at vi får et ganske hårdt og selektivt løb, som vil blive for svært for langt hovedparten af de hurtige folk. Sprinterne hjælpes dog, hvis vinden når at gå i vest, så vi får modvind på det meste af dobbeltstigningen og bakken op til spurten, men den er så svag, at jeg stadig tror på betydelig selektion, ikke mindst fordi vejret er dårligt, og der derfor også kan opstå huller på nedkørslerne.

Vil det så lykkes at køre væk til sidst - enten på bakken eller den lille knold til sidst? Det tror jeg trods alt ikke. Ganske vist vil der være medvind på den sidste del, men Bora har så stærkt et mandskab, at jeg tror, at vi undgår den fadæse, som vi så på de to Kragh-etaper sidste år. Medmindre Gianni Moscon, som måske kan få lidt frihed til at forsøge sig, skulle komme væk, vil jeg også tro, at Ineos gerne vil bruge lidt kræfter til sidste på at forsvare trøjen, sikkert med Filippo Ganna selv. Derudover kan der meget vel sidde holdt som Israel SUN, UAE og Qhubeka med muligheder i en spurt, og derfor vil der være hold til at jagte. Mit bedste bud er derfor, at vi får samling til en reduceret massespurt, men man kan ikke helt udelukke et sent angreb i regnvejr og medvind - særligt ikke hvis Moscon er med og har frihed.

Selve spurten er ret kringlet med de mange sene sving, og samtidig er opløbsstrækningen og vejene forventeligt våde. Det taler for, at det mest af alt bliver position og tekniske evner, der afgør det, og i knap så høj grad farten.

Derfor vælger jeg at pege på Peter Sagan. Som sagt tror jeg, at langt de fleste sprintere får det for svært, og det er mest af alt Giacomo Nizzolo, jeg på Sagans vegne ville frygte. Samlet set er der dog så mange lange og relativt stejle stigninger til sidst, at der er god chance for, at Sagan vil være den eneste overlevende af de ryttere, der kan betegnes som sprintere. I det tilfælde bliver han uhyggeligt svær at slå, for mens han måske ikke har imponeret på stigningerne i år, har han spurtet ganske fornemt, som vi senest så i de to spurter i Romandiet, hvor han enten vandt eller kom blæsende bagfra i høj fart. Samtidig er der ingen, der som Sagan kan mestre en teknisk finale på våde veje, og med et endda stigende opløb er det hele designet så kringlet, at slovakken faktisk vil kunne slå også på papiret hurtigere folk i denne type afslutning.

Læs også

Se Tobias Lunds anden store sejr

Er der så en risiko for, at Sagan bliver sat af? Med hans nuværende niveau er det altid en risiko, men jeg tror det ikke. Han klatrede faktisk uhyre overbevisende i regnen på 3. etape i Romandiet, og særligt i regnvejr synes han altid ekstra holdbar. Sidste år kom han til kort på 13. etape, men dengang var de sidste mure betydeligt stejlere, og her bliver det ikke let at komme af med den Sagan, vi så i Romandiet. Når han samtidig hjælpes af en kringlet finale på våde veje, tror jeg, at han tager sin anden Giro-sejr i sin anden optræden i løbet.

Jeg er virkelig i tvivl om, hvorvidt Giacomo Nizzolo kan overleve. Europamesterens holdbarhed er nemlig uhyre svingende. Er han dårlig, ryger han utvivlsomt af, men den Nizzolo, der blev italiensk mester både i 2016 og igen i 2020, kommer utvivlsomt med hjem. Netop sejren på den svære rute i 2020 viste, at han efter knæskaderne er ved at genfinde sin holdbarhed, som vi også så med årets 2. plads i Gent-Wevelgem, men spørgsmålet er, hvor han formmæssigt står efter en lang pause.

Derfor kan det gå begge veje med Nizzolo, men er han på toppen, bør han sidde der. Regnvejr er han god til, og han er sublim i tekniske finaler, som er spidskompetencen. Det let stigende opløb sidder også i skabet, og han viste i Gent-Wevelgem, som han med bedre position måske kunne vinde, eller den flotte spurt i Sanremo, at han er en god afslutter efter et hårdt løb. Hårdheden taler stadig til Sagans fordel, men på papiret er Nizzolo den hurtigste, og derfor kan det sagtens ende med den længe ventede første Giro-etapesejr i morgen.

Den største joker er Caleb Ewan¸ men jeg tror, at han får det for svært. Den lille australier fik ellers en hel cykelverden til at tabe næse og mund, da han gik med Wout van Aert på Poggio i Milano-Sanremo, og det burde tale for, at han ikke skulle få problemer. Man skal imidlertid være opmærksom på, at der er en verden til forskel på Ewan på korte og lange stigninger. På korte stigninger har han altid været fremragende, men på længere opkørsler er han til gengæld en af feltets meget tunge sprintere.

Derfor bekymrer det samlede klatrekvantum mig. Den sidste bakke er så kort, at den er inden for rækkevidde, selvom den er betydeligt stejlere end Poggio og meget vel kan være for svær. Problemet er, at den kommer efter en hård etape med næsten 2000 højdemeter over ca. 75 km med nogle halvlange stigninger undervejs, og den slags slider normalt på Ewan. Dertil skal lægges, at han altid er ringere i regnvejr, og selv har indrømmet, at han ikke klatrer så godt som i marts. Dengang havde han nemlig ikke lavet andet end at træne frem mod at skulle overleve Poggio, men siden da har han trænet på at være supersprinter. Derfor tror jeg, at Ewan ryger af undervejs. Til gengæld passer det let stigende opløb ham godt, også selvom han kan få det svært mod Sagan i den tekniske finale, og derfor kan han sagtens vinde, hvis han vitterligt overlever. Da dette er en vurdering af vinderpotentiale, giver jeg ham tredjepladsen på listen, men min forventning er, at der skal spurtes uden Ewan.

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

Som bekendt har Andrea Vendrame droppet de lette etaper, men det er alene for at kunne fokusere på etaper som denne. Han går efter reducerede massespurter og udbrud, og derfor må denne etape været et af de store mål. Desværre har han meget at bevise efter styrtet i Coppi e Bartali, der sendte ham så langt tilbage, at han var skræmmende formsvag i Tour of the Alps. Han anslog en mere optimistisk tone inden løbet, men vi skal stadig se, om han er helt klar. Normalt bør Vendrame dog med sikkerhed klare stigningerne på denne etape, og det let stigende opløb passer ham. Han har ikke Sagans fart, men både i Giroen og Tirreno synes han faktisk at have forbedret sin spurtevne betydeligt. I en teknisk finale kan meget ske, og da han synes at være blevet ganske habil i positionskampen, skal man bestemt ikke udelukke, at han med lead-out fra Tony Gallopin kan vinde. Falder han fra, kan Gallopin måske selv spurte, men det sker nu om dage næsten aldrig.

Fabio Felline er her ganske vist som hjælper for Aleksandr Vlasov, men mon ikke man kan give ham frihed til at spurte her? Han fik i hvert fald lov at spurte på 6. etape sidste år, og denne chance er så oplagt, at han bør have den. Han har vist lidt af sin gamle fart flere gange, først med sejren i Memorial Marco Pantani, siden med 3. pladsen på omtalte 6. etape og senest med 2. pladsen i feltets spurt på 1. etape i Alperne. Som han har klatret siden sidste efterår, anser jeg det som sikkert, at han kommer med hjem, og så synes han altså stadig at være en af de hurtigste. Han er teknisk sublim til denne kringlede finale, og han er trods alt så hurtig, at han har vundet Vueltaens pointtrøje og har vundet en massespurt i Baskerlandet.

Israel SUN er så heldige, at de formentlig har en god kandidat uanset hvad. Drømmen er utvivlsomt at få Davide Cimolai med hjem, for det er altid denne slags etaper, italieneren satser på. Desværre har han for vane at overvurdere egne klatreevner, og dette kan meget vel blive for hårdt for ham. Derfor tror jeg mere på Patrick Bevin. Newzealænderen har mildt sagt været flyvende i år, hvor han i både Baskerlandet og Romandiet klatrede som en drøm. Desværre betyder hans ringe enkeltstart, at man kan frygte, at den sygdom, der slog ham ud i Romandiet, måske var værre end som så. Det skaber lidt usikkerhed om hans form, men da sygdommen i første omgang blev beskrevet som mild, antager jeg, at det mest af alt bare var udtryk for endnu en skidt præstation på en kort enkeltstart.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Hvis han har Romandiet-formen, kan Bevin til gengæld vinde. Han klatrer som sagt som en drøm, og han viste i Romandiet ingen problemer i regnvejr. Til gengæld viste Romandiet også, at Sagan i hvert fald stadig er hurtigere, men han var trods alt ikke helt bag om dansen med de fine spurter på både 1. og 2. etape. Den let stigende finale passer ham, og han var god i positionskampen i Romandiet. Særligt med de mange sving, der gør position afgørende, kan han godt slå hurtigere folk.

Jeg udelukker heller ikke, at Cimolai kommer med hjem, men han får nok sværere ved at vinde. Også han er god i let stigende spurter og positioneringsstærk, men sidder han der, vil vi formentlig have både Sagan og Nizzolo i feltet også. Det er lidt svært - men ikke umuligt - at se ham slå begge, særligt fordi hans fart ikke har været så overbevisende som i 2019. Omvendt var det udtryk for god form, at han i dag tabte kæden med 2 km igen og alligevel kom så flot tilbage, at han endte som nr. 9.

Som sagt kunne jeg sagtens se UAE-mandskabet gøre det hårdt, og det skulle være med det formål at sætte en spurt op for Alessandro Covi og Diego Ulissi. I denne type spurt tror jeg mest på Covi, der har vist sin hurtighed med 2. pladsen i Giro dell’Appennino sidste år, hvor han kun blev slået af Ethan Hayter, og senest med den fine 5. plads på 1. etape i Romandiet. Desværre var han i Schweiz stadig hæmmet af sin skadespause, og derfor er det usikkert, om han har fundet formen til at klare denne etape. Normalt burde det ellers være guf for ardennertalentet, og er han på toppen synes han at have farten til at køre med om sejren, hvis bare det har været hårdt nok.

Jeg vil dog tro, at de spurter med både ham og Ulissi. Det gjorde de i hvert fald i Romandiet, men jeg har lidt sværere ved at se Ulissi vinde her. Nok er han hurtig, men Covi synes på så let stigende et opløb at være den hurtigste af de to. Den tekniske finale kan hjælpe ham, men skal han vinde, skal det nok have været knaldhårdt.

En anden joker er Tim Merlier. Problemet med ham er nemlig, at han stort set kun har kørt i Belgien i løb, hvor man slet ikke finder stigninger af denne kaliber - i hvert fald ikke i de områder, hvor han plejer at køre. Han har dog i Belgium Tour eller BinckBank Tour vist nogen holdbarhed, der skulle tale for, at han er god på længere stigninger, men vi ved trods alt fra klassikerne, at han har en vis holdbarhed. Hvordan han har responderet på sin første højdetræning og større fokus på klatring, aner vi ikke, og derfor åbner jeg en lillebitte dør på klem for, at han kommer med hjem. Lykkes det, er han med stor sandsynlighed den hurtigst, måske sammen med Ewan, men til gengæld er den tekniske finale en stor udfordring, der kan koste sejren for den positioneringssvage belgier.

Et alternativ har Alpecin i Gianni Vermeersch. Klassikerkometen, der desværre står i skyggen af Van der Poel, var uhyre overbevisende i årets brostensløb, der kulminerede med den fine top 10 i Flandern. Ligesom for Merlier gælder dog, at hans evner i så svært terræn som dette er relativt ukendt, men sidste års 11. plads i Gran Trittico Lombardo og hans kørsel i Coppi e Bartali taler for, at han har en ret god chance for at overleve. Han er også ganske hurtig og teknisk dygtig, men han er nok ikke helt hurtig nok til at vinde. Endelig har holdet også Alexander Krieger, der jo har klatret sublimt i Luxembourg tidligere og i hvert fald er hurtigere end Vermeersch. Hans klaring er ikke helt som i gamle dage, men han blev trods alt nr. 7 igen i Luxembourg sidste år. Styrtet i Tyrkiet har dog formentlig kostet for meget på formen.

Et andet hold, der er godt dækket ind, er Intermarché. Holdets plan A er Andrea Pasqualon, der har gjort denne etape til et stort mål, men jeg er noget i tvivl om hans holdbarhed. Den har nemlig været kraftigt aftagende i 2020 og 2021, og senest kørte han så skidt, at han slet og ret blev fravalgt til klassikerne. Det så bedre ud i Romandiet, men hans 3. etape vidner om, at han meget vel kan få det for hårdt. I forvejen tvivler jeg på, om farten rækker til sejr, selvom han viste bedre fart end længe på 1. etape i Romandiet.

Holdets plan B er en tredje crosskomet, nemlig Quinten Hermans, der har klatret som en drøm i år, først i Baskerlandet og siden i Ardennerne, hvor han særligt imponerede på Mont Ventoux. Til gengæld har han spurtet skuffende, blandt andet i Amstel Gold Race, og det er lidt bekymrende. Den tekniske finale burde dog passe crossrytteren, og det samme gør regnen. Hans tidligere spurtsejr i Vallonien viser i hvert ald, at farten bør være det.

Overlever Enrico Battaglin? Med det, han har vist de seneste år, hvor holdbarheden har været helt væk, er det svært at tro på. Han klatrede dog faktisk ganske hæderligt i Alperne, og det vækker et vist håb. Her kørte han også en udmærket spurt på 1. etape, som viser, at han har en lille chance. Han er positioneringsstærk, og det stigende opløb passer ham. Bardiani har også Filippo Fiorelli, der har trænet målrettet på at blive bedre på stigningerne. Han har dog intet vist, der får mig til at tro på overlevelse, og sidder han der til sidst, vil der utvivlsomt være folk, der er hurtigere. Faktisk har Bardiani yderligere tre hurtige og holdbare folk i Davide Gabburo, Giovanni Visconti og Umberto Marengo, men med Viscontis niveau i år har jeg svært ved at se, at de skulle ende i en position, hvor de ikke skal køre for i hvert fald Battaglin.

Læs også

Total dominans af UAE

Får Gianni Moscon lov at spurte? Noget tyder på, at Ineos’ nye taktik giver et mindre fastlåst hierarki, og at den formstærke italiener får nogen frihed. Jeg tror dog ikke, at han kaster sig ud i en spurt, hvis feltet er alt for stort, men har det været hårdt, burde han nok kunne få sin chance. Han er tidligere blevet nr. 3 i en let stigende massespurt i Vueltaen og i Burgos, og han har ingen problemer i regnvejr. Den tekniske finale kan hjælpe ham mod hurtigere folk. Ineos kan dog også give Jhonatan Narvaez chancen. Ecuadorianeren har adskillige flotte spurtresultater og vandt blandet andet Coppi e Bartali sidste efterår i kraft af spurtevnerne. Hans Giro-etapesejr sidste år viste, at han er god i regn, og han er også teknisk dygtig. Han er dog på vej tilbage efter styrtet i klassikerne, og selvom hans pludselige udtagelse til løbet vidner om en vis form, vil jeg tro, at Moscon har prioritet i kraft af form og hjemmebane.

Hvad gør Deceuninck? Hvis løbet har været for let, vælger de formentlig at holde sig i sikkerhed på de våde veje, men hvis det har været hårdt, kan de faktisk godt gå efter bonussekunder med Joao Almeida. Naturligvis ville det være en drøm, hvis de kørte spurten for den nok hurtigere Mikkel Honoré, men bonussekunder taler for, at det skal være omvendt. Der er ingen tvivl om, at Almeida vil være oppe mod hurtigere folk, men i en teknisk finale kommer han altså rigtigt langt, hvis han har Honoré til at køre lead-out. Og lad os så holde døren lidt på klem for, at Honoré får chancen, hvis feltet er lidt større, og Almeida ikke vil tage risici i den tekniske finale.

Jeg vil også nævne Natnael Tesfatsion. Eritreeren har fået en pæn debut i Europa med sin meget flotte kørsel på stigningerne i Larciano i marts. Han skuffede mig lidt på stigningerne i Alperne, men hans kørsel på 5. etape gav alligevel lidt håb. Han klatrede trods alt også godt nok til at blive nr. 15 i Coppi e Bartali. Til gengæld så vi også hans begrænsninger i spurterne i Alperne og Coppi e Bartali, og da han samtidig vil være uden hjælp i en teknisk finale, virker det helt umuligt for ham at vinde. Og så skal han også bevise, at han efter en karriere i Afrikas gloende hede kan klare en gang solidt italiensk møgvejr.

Endelig er der David Dekker. Ligesom Merlier er han begunstiget af, at han stort set ikke har kørt bjergløb. Der er dog intet, der tyder på, at han klatrer godt nok til at klare så svær en etape, og jeg vil mildt sagt blive overrasket, hvis han sidder der. På den anden side er han jo altså en holdbar sprintertype, der er så ubeskrevet, at han har potentialet til at overgå forventningerne. Han har vist sig stærk i regnvejr og uhyre positioneringsstærk, ligesom hans fart i UAE Tour var aldeles fremragende. Klarer han den, kan han vinde, men det vil chokere mig meget, hvis han gør.

Etapen burde være guf for Francesco Gavazzi¸ men jeg tror ikke, at han længere har farte til at være med helt fremme, og hans holdbarhed er også aftagende. Hans kørsel i Asturien giver dog håb for, at han kan være en rimeligt top 10-kandidat. Til gengæld klatrer Manuel Belletti næppe godt nok længere, og jeg ser heller ikke Vincenzo Albanese overleve. En joker kunne være den relativt klatrestærke Nikias Arndt , der er god i regnvejr, og hans kørsel på 19. etape i Touren viser, at han ikke helt kan udelukkes, selvom jeg tvivler på ham. Alternativt kan Nico Denz spurte, men det er usandsynligt. Jeg anser det som meget sandsynligt, at Jacopo Mosca kører spurten, men det bliver næppe til mere end top 10. Man kunne spekulere i, om Matej Mohoric får lov ar spurte i en teknisk og regnvåd finale, men jeg vil tro, at han er Mikel Landas bodyguard. Måske prøver EF med Alberto Bettiol eller Ruben Guerreiro, men de bør mangle farten til at vinde. Matteo Jorgenson kan, hvis det har været hårdt, måske få lov at spurte sig til en top 10, og det samme kan Nick Schultz, hvis det kan gøres uden alt for store risici. Jeg ser dog ingen af dem vinde.

Skal man pege på ryttere, der kan snyde sprinterne med et sent angreb og også gøre det færdigt, er mit bedste bud som sagt Gianni Moscon, fordi Ineos så heller ikke vil jagte. Andre stærke bud er Quinten Hermans, Diego Ulissi, Alessandro Covi, Patrick Bevin, Gianluca Brambilla, Matteo Jorgenson, Alberto Bettiol, Gianni Vermeersch, Ruben Guerreiro, Tony Gallopin og - hvis de får lov af holdet - Matej Mohoric, Luis Leon Sanchez og Gorka Izagirre.

BEMÆRK: Lad mig igen understrege, at der er tale om en vurdering af vinderpotentiale. Derfor opfordrer jeg til, at man læser analyserne, hvis man vil vide, hvilke chancer for overlevelse jeg tillægger de enkelte ryttere. Kommentaren er særligt relevant for Caleb Ewan, Tim Merlier og David Dekker, som jeg ikke tilskriver den store chance for overlevelse.

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER
 

Feltet.dks vinderbud: Peter Sagan

Øvrige vinderkandidater: Giacomo Nizzolo, Caleb Ewan

Outsidere: Andrea Vendrame, Fabio Felline, Patrick Bevin, Alessandro Covi, Tim Merlier

Jokers: Andrea Pasqualon, Quinten Hermans, Gianni Vermeersch, Diego Ulissi, Davide Cimolai, Enrico Battaglin, Gianni Moscon, Joao Almeida, Alexander Krieger, Natnael Tesfatsion, David Dekker

Kandidater til sent angreb: Se sidste afsnit ovenfor