Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: 3. etape af Paris-Nice

Optakt: 3. etape af Paris-Nice

09. marts 2021 13:35Foto: Unipublic / Photogomez Sport

Cees Bol dukkede efter en lang serie af skuffelser op om trold af en æske og tog en højst overraskende sejr på en ellers stilfærdig 2. etape, der betød, at alle klassementsryttere - minus Richie Porte naturligvis - kom relativt uskadte gennem de ellers så farlige flade etaper i Nordfrankrig. Nu er våbenhvilen til gengæld også slut, når det tirsdag gælder den første nøgleetape, nemlig den 14,4 km lange enkeltstart, der med hovedsageligt fladt terræn burde være guf for feltets specialister.

Annonce

Ruten

Paris-Nice har normalt været ret skarpt opdelt i en første del for sprintere og sidevindsryttere og en anden del, hvor mere klassiske klassementsryttere er kommet i spil. I år, hvor prologen har været fraværende, har de første tre etaper for løbets favoritter handlet om at holde sig til i vinden, men i år brydes den trend en anelse, da en af løbets helt oplagte nøgleetaper allerede kommer på tredjedagen. Paris-Nice har som regel været blottet for lange enkeltstarter, men siden 2017 har man haft for vane at lægge en halvlang kamp mod uret ind. Det tog man til et nyt niveau i 2019, hvor man havde en mere end 25 km lang tonserrute, men i år er tidskørslen mere i stil med det, vi så i 2017, 2018 og 2020. Denne gang venter der således en mere klassisk distance på 14,4 km, og den tidligere placering af etapen, mens løbet stadig er relativt langt mod nord, betyder, at det modsat de tre nævnte år er en ganske flad sag, der mest af alt vil tiltale specialisterne.

 

I alt skal der tilbagelægges 14,4 km, der har både start og mål i Gien. Starten er uhyre enkel, idet man følger en helt lige og flad vej ned langs Loire-floden mod sydøst. Her drejer man skarpt mod nordøst for at køre væk fra floden via en stejl bakke (300 m, 10,6%), inden man rammer en bugtende vej, der leder mod nord og senere nordvest igennem helt fladt terræn. Undervejs er der fem sving, blandt andet en vanskelig dobbeltkurve, inden man når etapens nordligste punkt, hvor man drejer mod sydvest for igennem fladt terræn at køre frem til mellemtiden, der tages efter 6,7 km.

 

Efter tidstjekket fortsætter man mod sydvest ind mod Gien, men i udkanten af byen drejer man mod nordvest for at køre langs jernbanen op langs bygrænsen igennem fladt terræn, der byder på hele fire skarpe sving. I etapens nordligste punkt drejer man mod sydvest i en rundkørsel, og derefter følger man en lige og flad vej ind gennem byen. Med præcis 2 km igen drejer man skarpt mod sydøst ned mod Loire-floden, hvor det falder ganske, ganske let frem mod et sving lige inden den røde flamme. Lige efter passagen af denne når man floden, hvor man drejer skarpt mod sydvest for at følge floden frem til de sidste 400 m, der byder på to sving i rap, inden man rammer den 180 m lange, 6 m brede opløbsstrækning. De sidste 400 m stiger med 6,3% i snit.

 

Etapen byder på i alt 102 højdemeter.

 

Gien har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.

 

 

 

 

Vejret

Det dårlige vejr, som mange havde ønsket sig til det nordfranske besøg, er på vej, men det kommer først på torsdag. Det betyder heldigvis, at enkeltstarten ikke bliver ødelagt af regn, for der venter også en smuk tirsdag. En helt skyfri morgen erstattes ganske vist af en efterhånden ret skyet eftermiddag, men temperaturen kravler her op på pæne 11 grader. Vinden vil blot være svag til let (ca. 10 km/t), være konstant gennem hele dagen og komme fra nord. Det giver efter indledende sidemedvind primært sidemodvind, indtil man får sidemedvind over de sidste godt 4 km.

 

Analyse af 2. etape

Man kunne næsten allerede se Dannebrog stryge til tops og høre nationalsangen gjalde ud over det ganske Nordfrankrig. Med få hundrede meter til stregen så det nemlig ikke ud til, at noget kunne forhindre Mads Pedersen i at spurte sig til sin karrieres største etapeløbssejr og samtidig iføre sig en af sportens mest prestigiøse førertrøjer på 2. etape af Paris-Nice. Intet syntes nemlig at kunne gå galt, da Jasper Stuyven nok engang cementerede sin status som en af feltets bedste lead-out men i en uhyre teknisk finale og afleverede den 400 m lange opløbsstrækning i Amilly på et sølvfad til sin danske holdkammerat.

 

Alt var nemlig gået lige efter bogen. Trek-toget havde kørt som smurt i olie, selvom de måske havde ramt fronten en anelse tidligt med Alex Kirsch og Edward Theuns. Stuyven havde nemlig klogelig tøvet, mens andre kortvarigt overtog initiativet, og i etapens nøglemoment forud for det altafgørende sving skød belgieren suverænt frem. Samtidig var Pedersens to værste rivaler, Sam Bennett og Arnaud Demare, slet ikke i synes, da den irske spurtkanon denne gang slet ikke var kommet frem i tide, og den franske mester måtte se sine chancer forsvinde i forbindelse med det sene styrt, der sendte ham og hans tog en tur op på fortovet.

 

Med de spurter, han har kørt i det seneste års tid, lignede Pedersen den hurtigste af de forrest placerede sprintere, og når han ovenikøbet blev sat eminent op af Stuyven, kunne det jo reelt ikke i gang. Den danske maskine kørte som smurt - altså lige indtil der blev kastet hollandsk grus i den og pludselig fik den til at gå i stå.

 

”Hollandsk?” vil nogen sikkert spørge. Havde det været gult irsk grus, havde ingen været forbavset. Det havde de næppe heller, hvis det var nogle tricolorefarvede franske småsten, der havde slået den danske maskine ud af kurs. Ej heller havde nogen rynket væsentligt på brynene, hvis det havde været et par solide tyske sten, der havde fået det hele til at gå i stykker.

 

Men hollandsk? Bevares, Cees Bol er bestemt ingen ringe sprinter, men det lå bestemt ikke i kortene, at det skulle blive i dag, at hollænderen skulle tage karrierens største sejr. Det havde været langt mere nærliggende sidste år, hvor et eminent Sunweb-tog kørte så fremragende i Touren, at det kun var en lynhurtig Wout van Aert, der stjal en prestigiøs Tour-etape fra Bol. Til gengæld har intet kørt i olie for hollænderen i et 2021, der indtil videre har været lige til skraldespanden.

 

Det var ellers ret overraskende, at det noget urutinerede DSM-tog, han havde til rådighed i UAE Tour, gang på gang fik bragt den ellers positioneringssvage Bol frem i de hektiske spurter i UAE Tour, men til sin egen erkendte frustration var der slet ingen fart i de hollandske stænger. Fra sit gunstige udgangspunkt gled han kun baglæns, når der blev åbnet for gassen, og han drog slukøret hjem fra Mellemøsten med en 15., en 9. og en 5. plads i de tre spurter.

 

Tendensen var imidlertid opadgående, og måske skulle man have luret, at Bol var på vej i form. I går missede han nemlig muligheden for at spurte, og derfor kunne det måske være blevet afsløret allerede et døgn tidligere, at han faktisk havde genfundet sin fart. I hvert fald var der ingen af de forrest placerede sprintere, der i dag nåede ham til sokkeholderne, og han fik bevist, at DSM gjorde klogt i at bevare tilliden til ham, selvom man med nogen ret har kunnet spørge, om han har kunnet bære en så klar kaptajnrolle på et hold, for hvem massespurterne i hvert fald i en overgangsfase mellem klassementssatsningerne er et hovedfokus.

 

Den diskussion kan i hvert fald forstumme for en stund nu. Pedersen har lige siden sidste års Polen Rundt hørt til blandt feltets førende sprintere, og derfor er det en yderst anerkendelsesværdig at give danskeren så gevaldige prygl, som han fik i dag. Til gengæld skal han nok også igen glæde sig over, at DSM-toget nu i snart sagt enhver formation hører til blandt de skarpeste, for selvom man her i løbet mangler både Nikias Arndt og Joris Nieuwenhuis, lykkedes det holdets loyale klassementsmand Tiesj Benoot og ikke mindst Nils Eekhoff at bringe Bol frem i den uhyre kringlede finale, og så godt gik det bestemt ikke for alle.

 

Det gjorde det særligt ikke for Bennett. Nu nåede jeg ellers i gårsdagens analyse at fremhæve, hvordan irerens positionering igen syntes at have fundet den træfsikkerhed, der gjorde ham usårlig i 2019, men i dag var der mere 2020 end 2019 over Bennetts spurt. Som vi også så det lidt for ofte i sidste sæson, blev han og Michael Mørkøv fanget alt for langt tilbage, og Deceuninck-toget, der jo ellers også tæller brølstærke lead-out-folk som Yves Lampaert og Florian Senechal, syntes aldrig nogensinde at blive organiseret. Det var desværre også en lidt ærgerlig tendens i 2020, at det ellers normalt så sublime tog lidt for aldrig lykkedes med at komme frem, hvilket bidrog til Bennetts i forhold til 2019 relativt beskedne succesrate.

 

Farten manglede ellers ikke. Da først der var plads, fik Bennett nok engang cementeret, at han i dette felt tilsyneladende er i sin egen liga. Ireren kom nemlig bragende i en hast, så stregen blot skulle være kommet ganske få meter senere, hvis han skulle have sikret sig en 2. eller 3. plads, der i det mindste havde reddet hans førertrøje. Det lykkedes imidlertid ikke, og Deceuninck-toget må tilbage til tegnebrættet og revurdere, om den passive strategi, der i går var så succesrig, men også er temmelig risikofyldt, er den rette frem mod torsdagens sidste chance for sprinterne.

 

Det er også her, Demare skal redde sit løb. FDJ-toget var ellers ved vanlig næsten ufejlbarlig styrke på de sidste kilometer, men desværre for dem fik de ruineret deres muligheder af styrtet. Dermed har 2021-sæsonen desværre fortsat en trist karakter for den i 2020 så flyvende franske mester, og selvom det i dag skyldtes uheld, kan det være bekymrende for en mand, der ikke rigtigt kender nogen mellemvare, men enten synes at have fantastiske eller sløje sæsoner.

 

I det hele taget er der uhyggeligt mange sprintere, der kan se tilbage på en halvsløj start. Det gælder ikke mindst for Pascal Ackermann, hvis endeløse serie af frustrationer bare synes at fortsætte. I dag blev forarbejdet, ødelagt af styrtet, der eliminerede hans to lead-out-folk, Michael Schwarzmann og den i går så sublime Jordi Meeus, men det kan tyskeren ikke bruge som undskyldning. Nok blev han lukket inde mellem Michael Matthews og John Degenkolb, hvilket måske kostede en 3. plads, men heller ikke i dag viste han en fart, der antyder, at den første sejr er lige på trapperne.

 

Endnu mere frustrerende må det være for Nacer Bouhanni. Den forud for løbet så formstærke franskmand har nu misset to muligheder som følge af styrt, og i et løb med bare tre sprinteretaper er der nu kun én chance for franskmanden til at fortsætte sit lovende forsøg på i hvert fald at komme lidt tilbage mod sprinterhierarkiets øvre ende. Det forsøg står nu i første omgang og falder med torsdagens tur ned langs Rhone-floden, hvis ikke løbet skal ende som en fiasko.

 

Det gør det til gengæld ikke for Michael Matthews. Jeg skal blankt indrømme, at jeg havde lidt svært ved at se formålet med hans insisterende jagt på bonussekunder både i dag og i går, for med hans begrænsede fart i flade spurter lå det ikke i kortene, at han ville kunne sikre sig gult på de to første etaper. Og selvom hans enkeltstart er god, er det nogle voldsomme specialister, han skal slå i morgen, hvis hans forspring skal bevares.

 

Heldigvis for ham er en teknisk spurt ikke kun et spørgsmål om fart, og da det i dag lykkedes det unge BikeExchange-tog at få ham bragt frem, kunne han akkurat holde den ellers lynhurtige Bennett bag sig og sikre sig den gule trøje, som han senest bar i 2017. Forud for løbet kunne man ellers undre sig over, at han ikke kørte Tirreno, hvor der var betydeligt mere interessant etaper for en fyr som ham, og i dette løb så det ud til, at kun 6. etape kunne være en reel chance for hans ryttertype. Nu står han imidlertid efter to dage med lidt af en drømmestart på sin tilbagevenden til sit tidligere australske hold.

 

Det er ikke hverdagskost, at Matthews bliver nr. 3 i en flad spurt, men på mange måder var det dagen, hvor intet gik som ventet. De normalt så positioneringsstærke Giacomo Nizzolo, Jasper Philipsen og Christophe Laporte kom aldrig frem, og i stedet endte Bryan Coquard, Phil Bauhaus og ikke mindst John Degenkolb, som alle lignede oplagte ofre i den hektiske kamp om positioner frem mod sidste sving, alle med at komme hjem med flotte resultater i en finale, der i mindre grad handlede om fart, men først og fremmest om positionering og lidt held, da styrtet eliminerede de to franske topsprintere.

 

Særligt er det bemærkelsesværdigt, at Degenkolb, der jo ellers har været en uhyre sjælden gæst i massespurternes top 10, ikke blot sad fornuftigt, men også kørte en ganske fin og meget lang spurt, kom hjem med et sjældent godt resultat. Det kan vel næsten kun læses som et udtryk for den fremragende form, vi har set siden sidste efterår, og som indikerer en mulig genfødsel som klassikerrytter i den kommende måneds tid.

 

Ellers endte etapen som den forudsigelige langgaber. Ganske vist lykkedes det Trek kortvarigt at tage feltet lidt på sengen med et angreb, men det lidt ærgerlige højtryksvejr, som har ramt Nordfrankrig, har totalt berøvet os for det drama, vi ellers efterhånden har vænnet os til i den første del af rejsen mod solen. Nu er alle feltets klassementsryttere undtagen den så uheldige Richie Porte og i dag også den lige så uheldsramte Alexis Vuillermoz i stedet kommet uskadte og nemt frem til tirsdagens første nøgleopgør i kampen om den samlede sejr.

 

Det opgør kommer i form af årets enkeltstart, hvor der utvivlsomt er mange danskere, der drømmer om at se samme vinder, som vi så på sidste års tidskørsel. Her var det nemlig Søren Kragh, der var hurtigst, og også i år hører danskeren til blandt favoritterne. Denne gang burde der heller ikke kunne komme hollandsk grus og ødelægge det danske maskineri. Desværre kan man så frygte, at slovenske, australske eller måske schweiziske, tyske eller franske sten alligevel vil gøre den danske maskine ukampdygtig.

 

Favoritterne

Sidste år var situationen helt anderledes, da vi nåede til den mellemlange enkeltstart, som siden 2017 har været en fast tradition i løbet, der ellers tidligere var kendt for ikke at have mange flade enkeltstartskilometer. Det skyldes ikke kun, at enkeltstarten denne gang kommer usædvanligt tidligt, men også at manglen på vind betyder, at alt stort set er status quo i kampen om den samlede sejr, hvis man ser bort fra det ærgerlige tab af en af feltets forhåndsfavoritter, Richie Porte.

 

Nu skal man i forvejen passe på med at bruge sidevindskørsel som en specielt stærk formindikator, fordi det handler om så meget andet end bare gode ben, men denne gang er vi reelt ikke blevet spor klogere på rivalernes interne styrkeforhold, siden løbet indledtes i går. Sidste år var situationen trods alt anderledes, da en våd, kuperet og blæsende 1. etape havde vist os, at i hvert fald Maximilian Schachmann og Tiesj Benoot, der endte som nr. 1 og 2 i klassementet, var flyvende.

 

Det er ikke det eneste, der er anderledes end sidste år. Ét er den lidt tidlige placering, noget andet er etapens terræn. Sidste år var der over de 15,0 km i Julian Alaphilippes hjemegn tale om hele 224 højdemeter, men i år bydes der end ikke på det halve, selvom etapen bare er 600 m kortere. Nok er der to relativt stejle mure undervejs på etapen, men det relativt flade terræn burde først og fremmest tiltale specialisterne. Teknisk set er etapen dog ikke helt ukompliceret, da der er relativt mange sving på særligt etapens anden del, hvor der stilles krav til tekniske evner og accelerationsstyrke, men sidste år syntes etapen også at være endnu mere teknisk kringlet.

 

I år er der altså langt mere tale om en specialistenkeltstart, og de små klatrere får sværere ved at begrænse tabet, særligt på det første stykke frem til mellemtiden. Helt fladt er det dog ikke, og de 100 højdemeter med to mure burde være nok til at handicappe de tungeste for meget til, at de kan være med helt i front. Man skal stadig være en relativt alsidig herre for at være med i kampen om sejren, men først og fremmest skal man være tempostærk, og vi får ikke en overraskende sejr, som man kan se det på de mere tekniske og kuperede ruter, der ellers har været normen i Paris-Nice.

 

Heldigvis bliver vejret ikke et tema. De seneste dage har vi savnet noget regn og blæst, men denne gang er det rart, at højtrykket fortsat sikrer tørt og stille vejr. Vi kan endda glæde os over, at vindforholdene bliver helt stabile gennem hele eftermiddagen, og alle burde derfor være helt ligestillede, uanset om de starter tidligt eller sent.

 

Det ændrede terræn forandrer dog ikke det forhold, at det ligesom sidste år er en ret åben enkeltstart. Til start er nemlig to af de seneste sæsoners suverænt mest vindende temporyttere, nemlig Primoz Roglic og Rohan Dennis, hvoraf det er svært at pege på en entydig favorit, og dertil kommer, at de begge har kørt enkeltstarter i 2020, som ikke gør det helt umuligt, at vi kan få en helt tredje vinder.

 

Efter moden overvejelse er jeg endt med at pege på Primoz Roglic som favorit. Det slovenske monster har generelt været meget svær at slå på enkeltstarterne i ugelange etapeløb, og ser man bort fra den helt flade enkeltstart i Tirreno, som ikke rigtigt passer ham, samt prologerne og bjergenkeltstarten i Romandiet, som ikke rigtigt kan sammenlignes med en klassisk enkeltstart, skal vi faktisk helt tilbage til Volta ao Algarve i 2017 for at finde slovenerens seneste nederlag på en individuel tidskørsel i et kort etapeløb. Ellers har han gjort rent bord i Baskerlandet, Romandiet, Ster ZLM Toer og Slovenien, hvilket siger lidt om tempoevnerne.

 

Formen er der utvivlsomt heller intet galt med. Vi ved, at Roglic altid er skræmmende, når han kommer ned fra højderne, og derfor må det være stærkt urovækkende, at han forud for løbet har sagt, at træningslejren gik helt efter planen. Det taler for, at han er lige så uhyggelig, som han plejer, og så bliver han svær at bide skeer med i kampen mod uret.

 

Der er dog også to bekymringspunkter. For det første er det til ugunst i forhold til duellen med Dennis, at etapen er relativt flad. Den slags enkeltstarter passer ham ikke alt for godt, som vi har set i Tirreno, men han har trods alt stadig vundet en flad enkeltstart i Baskerlandet i ret suveræn stil. Helt flad er den trods alt ikke denne gang, og de små bakker taler i hvert fald til Roglics fordel. Den anden usikkerhed er hans enkeltstarter i 2020, hvor han var under niveau både på den berømte enkeltstart i Touren og i Vueltaen. Sidstnævnte vandt han dog stadig - bare ikke med den ventede margin - og mens psyken slog ham ud på førstnævnte, var han åbenlyst træt på sidstnævnte. Denne gang har vi en helt frisk og flyvende Roglic, og med lidt højdemeter på ruten tror jeg på, at han kan gøre det færdigt og bevare sin fine statistik.

 

Hans værste rival er som sagt Rohan Dennis, der de senere år ikke har været til at blive klog på. Efter magtdemonstrationen ved VM i 2019 troede man, at skiftet til Ineos måske kunne bringe ham tilbage efter Bahrain-nedturen, men sådan gik det ikke. I 2020 var han stadig ikke sig selv, og mens han kørte en ganske flot lang enkeltstart i Giroen, hvor kun Filippo Ganna slog ham, var han under niveau med 3. pladserne i Tirreno og på sidste Giro-etape, ligesom han blev slået ret klart af Remco Evenepoel i Algarve (hvilket dog ikke er nogen skam!) og blæste væk i den kraftige vind på 1. etape i Giroen.

 

Det står altså ret klart, at Dennis ikke er så suveræn som i sin storhedstid, hvor han havde været klar favorit på denne ret flade rute, men hans resultater i 2020 er stadig så gode, at der er grund til at tro, at han sagtens kan vinde alligevel. Det flade terræn er til fordel for ham i det direkte opgør med Roglic, og formen har også set hæderlig ud i Var, mens han her har arbejdet fint i vinden for sit hold. Nu om dage ved vi aldrig, om Dennis flopper, men hvis han kører som på den lange enkeltstart i Giroen eller på første del af VM-enkeltstarten, hvor han satte alt på ét bræt og eksploderede i forsøget på at slå Ganna, kan han sagtens sikre sig sejren her - men ikke den førertrøje, han helt frivilligt har smidt væk.

 

Hvem har bedst chance for at overraske? Jeg vælger at pege på Stefan Bissegger. Schweizeren har kørt to professionelle enkeltstarter, begge på WorldTour-niveau, og han er aldrig blevet dårligere end nr. 3. I BinckBank Tour var kun Søren Kragh og Stefan Küng hurtigere, og senest var han overraskende tæt på Ganna i UAE Tour. Det vidner om form og tempoevner på korte enkeltstarter som denne, og hans resultat i BinckBank Tour viser, at han sagtens kan klare mindre bakker også. Teknisk dygtig er han også, som vi så på samme enkeltstart i Belgien, og han har derfor hele pakken. Hans kørsel i UAE Tour tyder på, at han allerede har taget næste skridt, og når han kan holde nogenlunde trit med Ganna, er det heller ikke helt umuligt, at han kan vinde her.

 

Sidste år sejrede Søren Kragh ganske fornemt, og det skulle vise sig at blive én af hele to temposejre på WorldTour-niveau, da han senere slog blandt andre Bissegger i BinckBank Tour. Det vidner om, at den stærke dansker nu skal regnes som hørende til den absolutte elite i denne disciplin. Der er dog to forhold, der kan gøre det svært at gentage bedriften denne gang. Begge sidste års sejr kom på ruter, der var meget kuperede og tekniske, og det er guf for den teknisk dygtige, eksplosive og accelerationsstærke dansker. Denne enkeltstart har ganske vist både bakker og tekniske passager, men historisk har Kragh haft det lidt sværere på de mere klassiske enkeltstarter. Det har dog ikke forhindret ham i at blive nr. 3 på en helt flad enkeltstart i Tour de Suisse i 2019, og siden dengang er han kun blevet stærkere. Jeg kan desværre være lidt bekymret for formen, der i åbningsweekenden ikke virkede så overbevisende som sidste år, og derfor taler både form og rute mod en gentagelse, men Kragh er efterhånden så stærk en temporytter, og formen synes så meget i fremgang, at han skal regnes som en af vinderkandidaterne.

 

Sidste år var Victor Campenaerts manden, man ikke skulle spå om. Langt de fleste af hans enkeltstarter var uhyre skuffende, men to gange kørte han fremragende. Det gjorde han med 2. pladserne bag Ganna både i Tirreno og i Giroen, hvor han hver gang slog sande superspecialister, og det viser, at Campenaerts på sine gode dage stadig er fremragende. Det er lidt bemærkelsesværdigt, at begge succeser kom på helt flade ruter, men historisk har han været god på enkeltstarter, der også er mere kuperede end denne. De tekniske passager er måske ikke til hans fordel, men til gengæld synes han at være i flyvende form efter de tre belgiske endagsløb, hvor han var uhyre synlig og særligt i Le Samyn var meget overbevisende. Problemet var bare, at han sidste år også var fremragende i UAE Tour, men siden kørte en helt katastrofal enkeltstart i dette løb. Derfor er Campenaerts løbets mest uforudsigelige element, der enten kan køre med om sejren eller falde helt igennem og ende uden for top 10.

 

Sidste år slog han en meget formstærk Maximilian Schachmann, men modsat sidste år ved vi ikke, hvor tyskeren står endnu. Han plejer dog at være flyvende efter en pause, og da dette løb er et stort mål, er der igen grund til at tro, at han ikke kører brølstærkt. Han får det dog lidt sværere på denne mindre kuperede rute, og han har ikke altid været let at spå om på enkeltstarter. Eksempelvis var han skræmmende stærk i Algarve sidste år, men endte alligevel ”kun” som nr. 4 på enkeltstarten, endda i samme tid som en ganske vist uhyre overraskende Miguel Angel Lopez. Han har aldrig været helt oppe at ringe på en WorldTour-enkeltstart, men jeg forventer, at formen er så god, og ruten har så mange udfordringer, at der bør være grund til at have høje forventninger til Schachmann.

 

Jeg er meget i tvivl om Remi Cavagna. Franskmanden viste sidste år med sit sølv ved EM og ikke mindst den bragende flotte Tour-enkeltstart i meget svært terræn, at han er en af verdens bedste i disciplinen. Rutens terræn burde endda passe ham glimrende, men alligevel er jeg bange for, at han har flere elementer imod sig. Først og fremmest er de tekniske passager næppe til hans fordel, og derudover er hans dieselmotor af en karakter, at han er bedst over længere distancer. Jeg frygter, at denne rute er både for teknisk og for kort, og samtidig har hans form været ret svær at læse. Sidste år så vi i Vueltaen, at han ikke nødvendigvis er fremragende, hvis formen halter, og derfor er der mange usikkerheder ved den franske mester. Til gengæld rækker hans topniveau uhyre langt.

 

En anden rytter, der er helt uforudsigelig, er Brandon McNulty. Hans to første Giro-enkeltstarter - husk at han havde en orkan i ansigtet på den første, hvorfor hans præstation skjules i resultatlisten - vidner om, at han på sine gode dage er blandt verdens allerbedste, og han viste også her, at han kan klare både lange og korte ruter. Bakkerne kan han sagtens klare, men til gengæld aner vi intet om hans form. Hans store mål er Giroen, og derfor er det meget tænkeligt, at han stadig er et stykke fra toppen. Er det tilfældet, er han ikke en større specialist, end at han ender langt fra toppen. Hvis til gengæld han kører som i Giroen - og måske endda har lagt til over vinteren - er han en af de ryttere, der kan være med helt i front.

 

Michael Matthews vil være topmotiveret efter at forsvare den gule trøje, og han har jo faktisk en fin historik, da han tidligere har vundet en Paris-Nice-enkeltstart. Det var dog en prolog, og han har stadig til gode at vinde sin første lidt længere enkeltstart på WorldTour-niveau. Han er dog yderst konkurrencedygtig, og ruten her burde med sine bakker og tekniske passager være skabt til en sprinter/puncheur som Matthews, der jo også virker i ganske glimrende form. Sidste år blev han nr. 7 i dette løb og nr. 10 i Tirreno, og i 2019 blev han nr. 3 på en dog lidt kortere tonserenkeltstart i Tour de Suisse. Det vidner om, at han er stabilt god på WorldTour-enkeltstarter, selvom han også har sine udfald. Særligt på denne rute er der dog grund til at have forventninger.

 

Det er svært ikke at være imponeret over den hjælperindsats, brølstærke Bruno Armirail har leveret for FDJ i Vueltaen og senest i Var, hvor han igen var fabelagtig. Det tyder på, at formen er god, og samtidig er han efterhånden ved at etablere sig i tempoeliten. Sidste år blev han således nr. 5 på Vuelta-enkeltstarten, og den småkuperede rute her burde passe ham. Når han alligevel ender et stykke nede på listen, skyldes det primært distancen. Han synes at være en dieselmotor, der bedst præsterer på længere ruter, og jeg er heller ikke sikker på, at de tekniske passager taler til hans fordel. Sidste år blev han trods alt kun nr. 11 på den korte Tirreno-enkeltstart, og derfor tror jeg, at denne etape er en anelse for kort til, at han kører med om sejren.

 

Yves Lampaert er ikke længere til at blive klog på. Hans præstationer i kampen mod uret er mildt sagt svingende, og mest af alt har trenden vel været nedadgående. Hans enkeltstarter i 2020, hvor han aldrig rigtigt fandt formen i anden del, var dog ikke helt ringe, og det er stadig svært at glemme, hvordan han slog næsten alle verdens specialister på den lange enkeltstart i Tour de Suisse i 2019. Det vidner om, at Lampaert på sine store dage, kan være flyvende, og selvom en fladere rute nok havde været at foretrække, er bakkerne her ikke for svære for belgieren, der også er teknisk dygtig og accelerationsstærk. Desværre var hans åbningsweekend så skuffende, at jeg bestemt ikke er overbevist om, at han har ramt formen helt rent endnu.

 

Mads Pedersen er en anden rytter, der kan være meget svingende på sine enkeltstarter. Han har nogle flotte 4. pladser fra BinckBank Tour og Tirreno i skrapt selskab på højeste niveau og har i det hele taget efterhånden en hel serie top 10-resultater, men han er heller ikke helt stabil. Hans form synes efterhånden ganske fornuftig, selvom han trods sejren i Kuurne var lidt på bagkant i åbningsweekenden, og distancen og terrænet burde heller ikke være helt skævt for ham. For at være med helt i front vil han dog måske skulle have brugt en endnu fladere rute, for han synes ikke endnu at have samme ben som sidste efterår, hvor han kørte en ganske glimrende 4. plads hjem på den kuperede rute i BinckBank Tour. Terrænet burde dog ikke afskrække ham, og han kan sagtens fortsætte sin fine sæsonstart med endnu et godt resultat.

 

En rytter, der er svær at blive klog på, er Patrick Bevin. I 2019 var han med en 4. plads til VM og en 2. plads i Vueltaen ved at etablere sig i den absolutte verdenselite, men i 2020 kørte han nogle katastrofale enkeltstarter. I det hele taget var det et år til skraldespanden, hvor han konstant blev taget af startlister og aldrig fandt formen. I år har han ikke vist spor af form, men han virkede dog udmærket som hjælper for Michael Woods på kongeetapen i Var. Distance, terræn og tekniske passager passer ham, og ruten synes skræddersyet til ham, men han har efter så svær en tid for meget at bevise til, at han kan få en absolut favoritstatus.

 

Helt anderledes er det med Christophe Laporte, der har været absolut flyvende fra sæsonstart. Franskmanden har aldrig været bedre, og derfor er der grund til at tro på en fornem enkeltstart. Han har tidligere vundet enkeltstarter i Belgium Tour, Poitou-Charentes og Besseges, men på WorldTour-niveau har han aldrig været med fremme. Specialist er han da heller ikke, og han vinder ikke i dette selskab, men på en rute med tekniske passager og nogle eksplosive bakker, hvor distancen ikke er alt for lang, er der grund til at have forventninger, når man ved, hvor fremragende Laporte har kørt i den første del af sæsonen.

 

Man må også pege på Jasha Sütterlin. Skiftet til DSM har genrejst hans enkeltstart, og sidste år blev han en fin nr. 6 på den kuperede rute i BinckBank Tour og nr. 10 i Vueltaen. Denne rute er fladere end den belgiske og burde passe ham endnu bedre, og han klatrer efterhånden så godt, at de små bakker ikke nødvendigvis er nogen ulempe. Han mangler stadig lidt for at være med helt fremme, men har han fortsat fremgangen, bør det gå ganske glimrende.

 

En anden rytter, der er svær at vurdere, er Miles Scotson . Australieren var uhyre lovende i sine første år, men forsvandt siden helt fra temposcenen. Skiftet til FDJ synes dog at have gjort ham godt, for han kørte nogle ganske fremragende enkeltstarter i Giroen sidste år. Til gengæld faldt han også helt igennem på den lange, men det er ikke nødvendigvis skidt for en mand, der aldrig har været god over længere distancer. Hans bedste enkeltstarter har været de fladeste, men han klatrer så godt, at bakkerne her ikke bør være noget stort problem. Det helt store spørgsmål er, om han er kommet op af hullet, eller om Giro-enkeltstarterne bare var udtryk for særligt god form dengang. Det bliver vi klogere på tirsdag eftermiddag.

 

Mattia Cattaneo fandt vel i Giroen i 2019 lidt tilfældigt ud af, at han kunne køre enkeltstart, men efter skiftet til Deceuninck har han cementeret evnerne. Han blev nr. 6 på Vuelta-enkeltstart, og selvom han åbenlyst var langt fra formen, blev han en fin nr. 11 på den helt flade tonserrute i UAE Tour. Nu er formen formentlig en anelse bedre, og ruten her burde også passe ham langt bedre end det helt flade ørkenterræn. Det taler for, at han vil gøre det ganske glimrende, men etapen er nok trods alt lidt for nem til, at han kan køre med om de allersjoveste placeringer.

 

Egentlig er jeg for længst holdt op med at nævne Luis Leon Sanchez på enkeltstarter, men det skal jeg måske til igen. I hvert fald hev han en spansk kanin op af hatten i UAE Tour, hvor han kørte en ganske fabelagtig enkeltstart på en rute, der slet ikke burde passe ham. I gamle dage har han podiepladser fa grand tour-enkeltstarter, men i de senere år har enkeltstarten snarere lignet en svaghed. Jeg vil gerne se lidt flere store enkeltstarter fra ham, inden han kan bedømmes som værende tilbage, men efter UAE Tour skal han nævnes.

 

Endelig er der tre navne, der skal nævnes for deres potentiale til at overraske, men som jeg grundlæggende ikke tror på, nemlig Thomas de Gendt, Tony Martin og Jos van Emden. De Gendt er som bekendt på sine gode dage en af verdens allerbedste, men korte enkeltstarter er ikke hans kop te. Han er heller aldrig i form så tidligt på året - selvom vi nærmer os - og hans enkeltstart i UAE Tour var milevidt fra hans niveau. Jeg tror ikke, at han har formen til at præstere på en kort enkeltstart, der kræver absolut topniveau. Van Emden er desværre faldet gevaldigt af på den og skuffede så meget på den flade rute i UAE Tour, at det er svært at se en renæssance på en rute, der har lidt for mange højdemeter for ham. Endelig aner vi faktisk ikke, hvor god Martin stadig er, da han ikke har kørt en enkeltstart med knald på i mere end et år. I 2019 var han stadig konkurrencedygtig, og det er han sikkert stadig, men da onsdag er en meget vigtig dag for Roglic, tror jeg, at han igen er loyal og sparer sig, hvad Van Emden måske også gør.

 

Blandt de øvrige ryttere er jeg bange for, at Max Walscheid trods alt vil synes, at højdemeterne er lidt for mange, og distancen er nok for kort for en dieselmotor som David de la Cruz , der jo eller efterhånden er blevet en glimrende temporytter. Nils Politt er bestemt ikke specialist, men efter hans Besseges vil jeg bestemt ikke udelukke, at han kan gå i top 10 på denne rute, da han synes at have forbedret sig i disciplinen. Matteo Sobrero er solid, men kan næppe gå i top 10 i dette felt, og det kan den spændende Florian Vermeersch næppe heller. Jeg tror desværre ikke rigtigt på Bob Jungels, der er faldet af på den og har haft det svært på korte enkeltstarter i korte etapeløb, og det er også for længe siden, at Luke Durbridge for alvor har præsteret, ligesom han for nylig blev slået ved de australske mesterskaber. Jeg tror ikke, at Matthias Brändle er med helt fremme på en dag med 100 højdemeter og stejle bakker, og Arnaud Demare synes ikke at have formen til at køre en af sine gode enkeltstarter. Pierre Latour burde kunne gøre det godt, men da han er på vej tilbage fra skade, får han de nok svært på en etape, der nok også er lidt for plads. Etapen er formentlig også for flad til, at vi kan se topresultater fra folk som Dylan Teuns, Tao Geoghegan Hart og Steven Kruijswijk, og Ion Izagirre har ikke kørt en god enkeltstart i en menneskealder. Det samme gælder for Alex Edmondson, der dog pludselig var god i Andalusien sidste år, samt Edvald Boasson Hagen, Felix Grossschartner, Alexey Lutsenko, Simon Geschke og Rein Taaramae . Jeg vil tro, at Dylan van Baarle, Andrey Amador og Laurens de Plus alle sparer sig, og selvom han har forbedret sig betydeligt, kan Tiesj Benoot stadig ikke være med i kampen om top 10, slet ikke på en relativt flad rute. Endelig viste UAE Tour, at Neilson Powless stadig ikke kan finde de gamle tempoevner.

 

Feltet.dks vinderbud: Primoz Roglic

Øvrige vinderkandidater: Rohan Dennis, Stefan Bissegger

Outsidere: Søren Kragh, Victor Campenaerts, Maximilian Schachmann, Remi Cavagna, Brandon McNulty

Jokers: Michael Matthews, Bruno Armirail, Yves Lampaert, Mads Pedersen, Patrick Bevin, Christophe Laporte, Jasha Sütterlin, Miles Scotson, Mattia Cattaneo, Luis Leon Sanchez, Thomas de Gendt, Tony Martin, Jos van Emden

 

Starttider

Du finder starttiderne under liveopdateringen.

Primoz Roglic
Rohan Dennis, Stefan Bissegger
Søren Kragh, Victor Campenaerts, Maximilian Schachmann, Remi Cavagna, Brandon McNulty
Michael Matthews, Bruno Armirail, Yves Lampaert, Mads Pedersen, Patrick Bevin, Christophe Laporte, Jasha Sütterlin, Miles Scotson, Mattia Cattaneo, Luis Leon Sanchez, Thomas de Gendt
Tony Martin, Jos van Emden, Nils Politt, Bob Jungels, Max Walscheid, David de la Cruz, Luke Durbridge, Matthias Brändle. Pierre Latour, Arnaud Demare, Tao Geoghegan Hart, Alex Edmondson

Annonce

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Paris - Nice
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Amstel Gold Race Ladies E...(1.WWT) 18/04

Amstel Gold Race(1.UWT) 18/04

Gipuzkoa Klasika(1.1) 18/04

La Flèche Wallonne Fémi...(1.WWT) 21/04

La Flèche Wallonne(1.UWT) 21/04

Belgrade Banjaluka(2.1) 22/04-25/04

EPZ Omloop van Borsele(2.NCUPJW) 23/04-25/04

E3 Saxo Bank Classic(1.1) 24/04

Liège-Bastogne-Liège Fe...(1.WWT) 25/04

Liège-Bastogne-Liège(1.UWT) 25/04

EPZ Omloop van Borsele(1.1) 25/04

Annonce

Annonce

AG2R Citroen Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana - Premier Tech

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - Nippo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty - Gobert

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel Start-Up Nation

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team BikeExchange

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Qhubeka Assos

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

MANGLER DU CYKELTØJ? VELOMIO.COM - SØGEMASKINEN FOR CYKLER OG UDSTYR