Optakt: 3. etape af Tirreno-Adriatico

Ruten

I de senere år har Tirreno-Adriatico budt på to kuperede etaper skabt til klassikerryttere, og meget ofte har mindst en af dem tillige haft rigtig klassikerdistance for derved at fungere som perfekt forberedelse til årets første store endagsløb. De to etaper har oftest været placeret på hver sin side af kongeetapen, og det er også tilfælde i år, hvor den første af de to klassikeretaper kommer fredag, dagen inden løbets bjergudfordring. Med en menu bestående af hele 239 km med relativt mange små stigninger undervejs samt en rigtig puncheurfinale med mål på en kort, stejl bakke i Trevi er der lagt op til en fremragende test af formen for de ryttere, der går efter sejrene i de største endagsløb i løbet af foråret. Den afsluttende stigning er imidlertid så stejl, at løbet mere har karakter af et Fleche Wallonne end af en flamsk klassiker, og derfor vil det være klassementsrytterne og de letteste ardennespecialister, der skal slås om sejren.

Etapen er som sagt hele 239 km lang og fører feltet fra torsdagens målby Follonica til en helt ny afslutning i Trevi. Dagen markerer indledningen på rejsen mod øst på tværs af den italienske støvle og dermed kører man stort set hele dagen stik øst væk fra det flade kystterræn og ind i det kuperede indre af landet. Indtil man kommer væk fra vandet, er det relativt fladt, men klatreudfordringerne starter alligevel tidligt, når man efter 35,7 km når toppen af Roccastrada-stigningen (6,2 km, 4,6%, max. 10%). Efter nedkørslen flader det igen ud, inden det gælder dagens sværeste udfordring, Passo del Lume Spento (12,1 km, 4,4%, max. 11%), der har top efter 64,7 km. En længere nedkørsel leder derefter til en småkuperet fase med et par mindre bakker omkring forplejningszonen, men det er kun La Foce (5,4 km, 4,4%, max. 10%) med top efter 113,8 km, der er kategoriseret.

Efter La Fose flader terrænet ud, og selvom der fortsat er et par små bakker på menuen, er det over de næste ca. 100 km generelt fladt. Undervejs passerer man dagens første spurt i Moiano efter 140,1 km, indtil det begynder at stige let op mod dagens sidste spurt, der kommer i Montefalco efter 215,1 km. Herefter fører en nedkørsel og et kort fladt stykke frem til Trevi, hvor man for første gang skal op over målbakken, inden man krydser stregen efter 227,9 km.

Læs også

Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024

Etapen afsluttes nu med en omgang på 11,1 km lang rundstrækning, der indledes med yderligere 300 m klatring med passager på hele 16%. Derefter fører en hurtig nedkørsel på en relativt bred vej ned til en skarpt højresving ved det sydligste punkt. Herfra går det via en lige og flad vej mod nord og nordvest frem til det nordligste punkt, hvor man med 2,5 km igen atter drejer ind på den afsluttende stigning, der har en gennemsnitlig stigningsprocent på 8,0. Den første kilometer er ganske let med en gennemsnitlig stigningsprocent på 3,3, men de sidste 1500 m stiger med hele 11,5% i gennemsnit. Undervejs er der endda et par mindre nedkørsler, og det er derfor mange gange endnu stejlere. Man når eksempelvis 16% kort før den røde flamme og helt op på 20% på de sidste 300 m. Vejen er smal, men uden skarpe sving, indtil der kommer to af disse kort efter hinanden på de sidste 100 m. Opløbsstrækningen er med sine 7,5 m i bredde betydeligt bredere end resten af opkørslen.

Trevi har ikke tidligere været vært for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Vejret

Vejret bliver ikke specielt godt i den resterende del af løbet, men der venter heldigvis en flot fredag. Der vil kun være ganske enkelte skyer efter middag, og temperaturen vil nå 14 grader. Der vil bare være en svag til let vind fra sydvest, hvilket giver sidemedvind stort set hele dagen. På rundstrækningen vil der være sidemodvind på nedkørslen og derefter sidemedvind frem til den røde flamme. Derefter vil der atter være sidemodvind.

Analyse af 2. etape

ENDELIG! Marcel Kittel er ikke bestemt ikke uvant med modgang - mange vil bl.a. huske, hvor forfærdelig en 2015-sæson, han havde, hvilket førte til bruddet med Sunweb - men alligevel er der ingen tvivl om, at den sidste måneds tid har været svær for tyskeren. Selvom han gang på gang har gentaget, at han ingen forventninger havde om at vinde tidligt, og at det ville tage tid at få lead-out-toget til at fungere, har det ikke været svært at se og høre, hvor frustreret supersprinteren har været.

Det er ikke uden grund. Det har nemlig været helt forkert, at han har forklaret de dårlige resultater med holdets indkøringsvanskeligheder. Katusha-toget har nemlig gjort det langt bedre, end man kunne have ventet, og på de fleste af etaperne i Dubai og Abu Dhabi, hvor Kittel plejer at være en sand sejrsmaskine, er han blevet afleveret i e fornuftig position, hvorfor han under normale omstændigheder let ville kunne gøre forskellen. Der har bare været noget helt galt med Kittels ben. Det blev særligt tydeligt i spurten på 1. etape i Abu Dhabi og på 5. etape i Dubai, hvor man var vidne til det helt usædvanlige syn, at den ene rytter efter den anden med lethed passeret den spurtende superstjerne.

Læs også

Bora-profil fratages sejr efter italiensk protest

Kittel har da også i interviews af og til indrømmet, at der var et eller andet galt med ham selv, og netop det forhold, at der var ham og ikke holdet, den var gal med, forklarer frustrationen. Tyskeren havde nemlig arbejdet målrettet på at starte sin første sæson hos sit nye hold som lyn og torden, og han har været pinligt bevidst om, at det ikke har været befordrende for holdets tillid, at han har ikke har kunnet betale dem tilbage med sejre tidligt på året.

Vendepunktet kom på sidste sprinteretape i Abu Dhabi. Her var alt nemlig ved det gamle. Tyskeren var som så ofte før ude af position, da spurten blev åbnet, men lignede endelig sig selv, da han trådte an i den tekniske finale. Han fløj forbi de fleste af verdens supersprintere, og der manglede ikke mange centimeter for, at han var kommet forbi Phil Bauhaus og havde taget den første sejr.

Det gav ham tro på sig selv forud for Tirreno-Adriatico, som han i sidste øjeblik valgte at køre i stedet for det meget kuperede Paris-Nice. Det var en klog beslutning, for 2. etape kunne med dens afsluttende powerspurt ikke være bedre for den store tysker. Allerede i går på holdløbet så han stærk ud, og derfor var det indlysende, at han var klar til at gå efter sejren.

I dag gik det hele op i en højere enhed. Selvfølgelig var han hjulpet af det store styrt, der ødelagde togene for mange af rivalerne, herunder specielt Gaviria, men man må alligevel tage hatten af for Katusha. Selvom Tony Martin og Alex Dowsett tabte resten af holdet til sidst, lykkedes det Nathan Haas og til sidst Rick Zabel at aflevere Kittel i front. Ganske vist måtte Zabel slå ud en anelse for tidligt, hvilket skabte lidt tøven, men da først stjernen trådte an, viste han atter, at han er verdens klart hurtigste. Kittel er endelig tilbage!
 

I det hele taget var det på mange måder en helt klassisk spurt. Den altid snu Peter Sagan fik selvfølgelig det rigtige hjul i finalen og var velplaceret umiddelbart bag tyskeren. Han vidste naturligvis, at han aldrig ville kunne komme forbi tyskeren, der er langt hurtigere i en spurt som denne, men det var klassisk Sagan at maksimere sit pointudbytte på en etape, der var svær for ham at vinde. Pointtrøjen i Tirreno er ikke et stort mål, men Sagan har givet udtryk for, at han gerne vil vinde den igen, og med klassisk Sagan-kløgt fik han et godt udgangspunkt.

En anden vinder var Giacomo Nizzolo. Knæproblemer og overtræning lagde nærmest karrieren i ruiner sidste år, men nu er han tilbage. Det startede med sejren i San Juan, en lovende præstation på kongeetapen i Abu Dhabi samt et par gode spurter i Oman. I dag leverede Trek ikke blot et fremragende lead-out, Nizzolo kørte også en god spurt på en etape og i en finale, der bestemt ikke passede ham ideelt. Han er på rette vej frem mod endelig at få den forløsende første etapesejr i Giroen, hvor han allerede to gange har vundet pointtrøjen.

Det store mysterium i den første del af sæsonen har været, hvad der er sket med Caleb Ewan. Australieren har klatret helt fantastisk, men han har været en skygge af sig selv i spurterne. I dag gentog mønsteret sig desværre for ”The Pocket Rocket”, der slet ikke ligner sig selv. En dårlig position betød, at han måtte starte sin spurt for tidligt, men det er tankevækkende, at han ret hurtigt gik nærmest fuldstændig i stå. Listen over dårlige spurter bliver længere og længere. Man må håbe, at det skyldes et bevidst fokus på Tour-debuten og en langsom sæsonstart og ikke er udtryk for et mere grundlæggende problem.

Nedtur var der også for Fernando Gaviria, der blev lukket inde i finalen og derfor aldrig kunne åbne sin spurt. Det var ærgerligt, for i dag var første chance for at se ham i direkte duel med den tidligere holdkammerat Kittel. Quick-Step var imidlertid hårdt ramt af styrtet, der kostede ham Maximilano Richeze og stort set hele resten af toget. Alligevel lykkedes det ham at få Sagans hjul, men åbningen kom aldrig, og derfor blev vi berøvet muligheden for at se de to giganter dyste.

Styrtet betød desværre, at etapen var uventet dramatisk og vil få stor indflydelse på klassementet. Den helt store taber var naturligvis Adam Yates, der med et fik ødelagt det fantastiske udgangspunkt, han havde sikret sig i går. Briten var ikke selv i asfalten, men et tidstab på 1.13 er alt for meget i et løb, der afgøres på sekunder. Det er en kolossal skam for løbet, ikke mindst fordi Yates havde vist så fremragende form i Valencia og næppe nogensinde har haft en bedre rute med en stejl puncheurfinale og usædvanligt bjergrigt terræn.

Også Primoz Roglic blev sat tilbage og går dermed glip af muligheden for at fortsætte sin udvikling som en af de bedste i ugelange etapeløb, men for ham er ulykken måske knap så stor, da det dårlige holdløb allerede havde gjort betingelserne vanskelige. Derudover blev også Simon Spilak sat tilbage, hvormed det kun malurt i bægeret på en ellers god dag for Katusha. Endelig var også Ben Hermans en taber, men holdløbet gjorde, at belgieren aldrig reelt var en klassementskandidat i dette løb, hvor han primært skal jagte en etapesejr på 3. og 5. etape, der burde passe ham glimrende. De øvrige topkandidater slap alle sikkert igennem og er klar til det første store slag i morgen. Om 24 timer ved vi meget mere om, hvem der kan vinde årets udgave af Løbet Mellem de To Have.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Favoritterne

Som sagt byder Tirreno-Adriatico som regel på to såkaldte klassikeretaper, hvoraf nogle har været for puncheurs og andre været så hårde, at det har været op til klassementsrytterne at slås om sejren. Faktisk er det netop denne type terræn med korte, stejle stigninger på etaper uden fladt terræn, der om noget har defineret Tirreno-Adriatico, og det er først i de senere år, at man har indført traditionen med hvert eneste år at have en regulær bjergetape på programmet.

Tendensen har i de senere år været, at den ene af de to klassikeretaper har været for puncheurs som Peter Sagan og Greg Van Avermaet, og at den anden har været så svær, at det har været en sag for klassemensrytterne. Det var også tilfældet sidste år, hvor det kun var en ekstraordinær Sagan, der forhindrede favoritterne i at slås om sejren i Fermo.

Mønsteret gentages i år. Hvor 5. etape er inden for rækkevidde for de tungere folk som netop Sagan og Van Avermaet, er fredag en dag for de helt lette folk, og der burde ikke være en chance for, at Sagan kan gentage sidste års nummer - uanset hvor god formen måtte være. Den sidste stigning er brutal, og med 1500 m med en gennemsnitlig stigningsprocent på mere end 11 er finalen endnu sværere end Mur de Huy.. Det er en slags Fleche Wallonne, hvor de eksplosive og lette ardennerspecialister ventes at slås om sejren, og det vil derfor være en nøgledag for klassementet. Det er første chance for at genvinde noget af det tabte for klatrerne, og en stigning som denne kan faktisk skabe større forskelle, end man skulle tro - bare se, hvordan 4. etape i Ruta del Sol viste sig at gøre større skade end kongeetapen.

I fravær af folk som Alejandro Valverde, Julian Alaphilippe, Dan Martin og Sergio Henao er der ingen oplagt favorit på en dag, hvor toppen af resultatlisten vil blive domineret af klassement. Det gør det lidt uklart, hvem der skal tage ansvar for jagten på en dag, hvor det vil kræve en del kræfter at føre i 239 km. Alligevel er vi så tidligt i løbet, at klassementsrytterne ikke tager risici ved at give tid til ”ufarlige” ryttere. Specielt Sky vil helt sikkert tage ansvar, hvis der skulle opstå fare. Samtidig må Adam Yates efter dagens tidstab være at vinde en etape, og Mikel Landa, Romain Bardet og Miguel Angel Lopez har brug for bonussekunder efter et svagt holdløb. Derfor vil vi forvente, at Movistar, Ag2r, Astana, Mitchelton-Scott og måske Sky alle vil give BMC, der helt sikkert vil forsøge at forsvare trøjen, en hånd i jagten.

Mange vil foretrække at spare kræfter til senere etaper, og derfor regner vi med, at udbruddet vil blive etableret uden de helt store sværdslag. Herefter vil BMC tage kontrol, inden de formentlig vil få hjælp af et eller flere af de ovennævnte hold. Det bør være rigeligt til at sikre samling forud for første passage af stigningen. Her vil positionskampen frem mod opkørslen være brutal, men vi vil forvente, at Sky vinder kampen. Vasil Kiryienka og Gianni Moscon vil formentlig skabe en første udskilning og sætte et tempo, der forhindrer angreb. Derefter regner vi med, at et decimeret felt skal slås om sejren sidste gang på stigningen.

Som sagt regner vi med, at klassementsrytterne skal slås om sejren, ikke mindst fordi det stejleste kommer helt til sidst. Det er en oplagt finale for ryttere som Valverde, Alaphilippe, Martin og Henao, men som sagt er de helt store specialister alle fraværende. Det gør det til en relativt åben affære, hvor mere rendyrkede klatretyper også har en chance, selvom et godt punch naturligvis er en vigtig egenskab i en finale som denne.

Egentlig er han kendt som ren klatrer, men Mikel Landa er faktisk god i finaler som disse. Baskeren viste det senest på 4. etape i Ruta del Sol, hvor kun en meget lidende Tim Wellens kunne hænge på Landa, da han forcerede på det stejleste stykke. Tidligere har han også vundet på korte stigninger i både Trentino og Baskerlandet, og han burde derfor kunne lide en finale som denne. Samtidig synes han at være fremragende forberedt. Han meldtes at være i god form allerede i februar, men skuffede på kongeetapen i Andalusien. Det var imidlertid blot et spørgsmål om løbsrytme, for to dage senere var han som sagt flyvende på 4. etape. Nu må han formodes at være endnu bedre og ikke langt fra topformen. På papiret er han en af verdens allerbedste klatrere, og han er god på helt stejle procenter også. Derfor peger vi på Landa som vores favorit.

Den anden meget formstærke klatrer i løbet er Miguel Angel Lopez. Havde han været oppe mod en ekstraordinær Valverde i Abu Dhabi, havde han allerede nu vundet to kongeetaper i år. Det vidner om form og klasse, og alle, der så, hvordan han gav alle verdens bedste klatrere adskillige klatrelektioner i anden uge af Vueltaen sidste år, vil vide, at han er en af verdens allerbedste på stigningerne. Han er måske mest kendt for evnerne på lange stigninger, men hans første store sejr i Europa kom faktisk i en meget lettere puncheurfinale i Burgos. De stejle procenter her burde passe ham som god i hose, og formen er helt oplagt god. Derfor kan han meget vel ende med at tage sin anden sejr på denne mur.

Blandt klatrerne er det Adam Yates, der har det bedste punch, og derfor burde dette være en fremragende etape for den lille brite. Han er kendt som en langsom starter, men i år er han bedre end vanligt. Havde Valverde ikke været så suveræn, havde han vundet kongeetapen i Valencia, der sluttede på en kort, stejl stigning, der på mange måder kan sammenlignes med denne. Han har tradition for at være god i dette løb, hvor han sidste år blev nr. 3 på kongeetapen. Dagens uheld vil formentlig blot have gjort ham endnu mere opsat på at gå efter etapesejren, og med sit gode punch har han alle muligheder for at tage den.

Læs også

Fem danskere stiller til start i WorldTour-etapeløb

Vi har peget på Geraint Thomas som vores favorit, men denne finale er nok ikke helt ideel for waliseren. Han er nemlig en relativt stor fyr, og derfor er 20% til den stejle side. Thomas har imidlertid gjort meget store fremskridt på stigningerne i de senere år, og som klassikerrytter har han et ganske godt punch på eksplosive stigninger. Efter Algarve ved vi, at formen er i top, og han har gang på gang vist, at han kan overraske, hvor det burde være for svært. Næste skridt må være at vinde en etape som denne.

Skys naturlige førstemand er Chris Froome, men som bekendt bygger han stille og roligt formen op mod Giroen. Derfor er hans form helt sikkert ikke i top, men mindre kan også gøre det. Det viste han sidste år, hvor han trods begrænset forberedelse blev nr. 2 på kongeetapen i Catalonien. Han har ambitioner i dette løb, og han har mange gange tidligere, specielt i Vueltaen, vist, at han er fremragende på korte, ekstremt stejle stigninger, hvor han faktisk må regnes som en af verdens bedste. Er han i lige så god form som i Catalonien, er dette derfor en ganske glimrende finale for ham - spørgsmålet er bare, hvad formen rækker til.

En af de meget formstærke klatrere er Romain Bardet, der imponerede stort i Strade Bianche og tog en knusende solosejr i Ardeche. Sidste år vandt han som bekendt Peyragudes-etapen i Touren, hvor man sluttede på en lignende stigning. Bardet har også utallige topplacering i Liege, og han er derfor ganske god på korte stigninger. De stejle procenter passer ham, og han synes at have formen til at slås med om sejren.

Det burde Rigoberto Uran også. Colombianeren var sidste år med fremme på bjergetaperne i alle de ugelange etapeløb, og efter en god start med en etapesejr i Colombia synes han at være lige så godt forberedt i år. Alle ved, at han er blevet langt stærkere i de senere år, og han er blandt klassementsrytterne en af de allermest eksplosive. Han har ikke kørt så meget på det seneste og er derfor lidt et spørgsmålstegn, men efter et lovende holdløb synes han at være klar til at blande sig helt fremme.

Logikken tilsiger, at Tom Dumoulin er alt for stor til 20%-stigninger, men historien viser det modsatte. Faktisk har han vundet både Vuelta- og Giro-etaper på meget stejle stigninger, og han har et ganske godt punch på bakker som disse. Trods to uheld fik han i Abu Dhabi vist fremragende form, og det er nu kommet frem, at sygdom var forklaringen på den svage præstation i Strade Bianche. Det store spørgsmål er, om han er kommet sig tilstrækkeligt. Er han, har han formen og evnerne til at vinde selv i en stejl finale som denne.

Michal Kwiatkowski har været på podiet i Fleche Wallonne, og derfor burde han være fremragende i en finale som denne. Man må imidlertid formode, at han primært er her for at hjælpe Thomas og Froome samt at forberede sig til klassikerne. Det er derfor usikkert, om han kan køre sin egen chance. Får han frit lejde, har han punchet på en stigning som denne, og selvom han kollapsede i Strade Bianche, har han i Algarve vist sin fine form.

Det samme har Rafal Majka , der har været stærkt kørende i San Juan og ikke mindst i Abu Dhabi. Han er klart en af de mest formstærke klatrere og har mange gange i Polen Rundt vist, at han slet ikke er dårlig i eksplosive finaler. Sidste år blev han eksempelvis nr. 3 i en lidt lettere afslutning i hjemlandet, og derfor burde han med den nuværende form også vise sig frem her.

Wilco Kelderman skal løfte ansvaret, hvis Dumoulin ikke er klart, og han viste med andenpladsen i Abu Dhabi, at han er klar til opgaven. Samtidig er også han en ganske eksplosiv type med et godt punch, og derfor burde dette ikke være en helt dårlig finale for ham. Stigningen er nok for stejl til, at han kan vinde, men han bør være med helt fremme.

Endelig vil vi pege på Jaime Roson og George Bennett. Roson virkede meget stærk i Algarve og i Larciano i søndags og synes at have timet formen til en god start hos Movistar. Han er et kolossalt klatretalent, og stigningen er stejl nok til, at en ren klatrer som ham kan være med fremme. Det er også grunden til, at vi nævner Bennett, selvom han er alt andet end eksplosiv og bedre på lange stigninger. Han fortsætter imidlertid med at imponere i bjergene, og i Australien viste han nye evner også på korte stigninger. Defor gælder vi os til at se ham i denne afslutning.

Derudover regner vi med at se Davide Formolo, Fabio Aru, Domenico Pozzovivo, Primoz Roglic, Tiesj Benoot, Ben Hermans, Damiano Caruso, Louis Meintjes og Simon Spilak fremme, men de mangler enten klatreevner eller punch til at vinde.

Feltet.dks vinderbud: Mikel Landa

Øvrige vinderkandidater: Miguel Angel Lopez, Adam Yates

Outsidere: Geraint Thomas, Chris Froome, Romain Bardet, Rigoberto Uran, Tom Dumoulin

Jokers: Michal Kwiatkowski, Rafal Majka, Wilco Kelderman, Jaime Roson, George Bennett