Optakt: 3. etape af Tirreno-Adriatico

Ruten

De har i de seneste år været en tradition, at de første tre etaper udgøres af et indledende holdløb efterfulgt af en etape for hhv. sprintere og eksplosive klassikerryttere, dog i lidt varierende rækkefølge. Trods ændringen af åbningen er der ikke ændret på anden del af konceptet, og efter torsdagens puncheuretape kunne der vente en chance for sprinterne fredag. Helt let bliver det dog ikke på en dag, der indledes meget kuperet, så etapen når op på 3000 højdemeter over en distance på hele 219 km - Tirreno er som bekendt kendt som klassikerforberedelse - men da anden halvdel af etapen er relativt flad, peger meget på en massespurt i en finale, der med 2,5 km med 2,6% dog går så meget opad, at det vil kunne mærkes.

Med sine 219,0 km er 3. etape en af de lange klassikeragtige etaper, Tirreno er kendt for, og den fører feltet fra Montciano til Gualdo Tadino. Faktisk klarer man på denne etape en stor del af rejsen mellem de to have, da startbyen ligger relativt tæt på den tyrrhenske kyst og målbyen tæt på Adriaterhavet. Således kører man da også mod øst stort set hele dagen og skærer tværs gennem den italienske støvle.

Startbyen ligger i det kuperede område fra den foregående etape, og derfor er den første tredjedel knaldhård. Man lægger ud med at køre en omgang på en svær 27,8 km lang rundstrækning i området vest for Montalcino, hvor man efter 7,5 let stigende kilometer skal over en bakke (3,5 km, 5%), inden det får mod nordøst ad et let faldende stykke, indtil man slutter rundstrækningen med at køre mod sydøst op ad en lille bakke. Nu indledes rejsen mod øst, når man snor dig ind gennem bakkerne op og ned ad to ikke-kategoriserede stigninger, der har top efter hhv. 35,8 km (4,3 km, 4,4%) og 47,1 km (5,8 km, 5,1%).

Læs også

Sensationel hollænder stryger til tops på teknisk Romandiet-prolog

Herfra bliver det en anelse lettere, når man via en kringlet nedkørsel kører mod nordøst ned til et relativt fladt plateau, som følges mod nordøst, øst og nord, inden man igen kører mod øst ind i bakkerne via et let stigende stykke og en lille nedkørsel. Nu stiger det mod øst over de næste 13 km op til et punkt i 523 m højde, der nås efter 92,2 km, hvor de sidste 7,5 km stiger med 2,8% i terræn, der aldrig er stejlt.

Nu er den kuperede indledning overstået. En nedkørsel led mod øst ned til et helt fladt område, som man kører tværs igennem mod øst. Det flade terræn afbrydes kun, når man skal op over dagens eneste kategoriserede stigning, Poggio Della Croce (5,0 km 6,9%, max. 11%), der er en jævn og stejl stigning med top efter 138,2 km. En lidt kringlet nedkørsel leder mod sydøst og nordøst, inden man igen rammer det helt flade terræn, der følges mod nordøst. Senere drejer man kortvarigt mod sydøst for at køre frem til dagens spurt, der kommer efter 165,4 km, inden det går mod nordøst op og ned ad en ganske lille bakke.

Herfra stiger det let, mens man fortsætter mod nordøst, og siden begynder det at falde let, når man kører mod sydøst ned langs hovedvejen. I byen Branca, der nås efter 205,1 km drejer man kortvarigt mod nordøst og senere igen mod sydøst, og herfra er de sidste 13,9 km alle let stigende, idet man i alt vinder beskedne 148 højdemeter svarende til en gennemsnitlig stigningsprocent på godt 1. Der er en ganske lille nedkørsel ved 3 km mærket, hvorefter de sidste 2500 m stiger med 2,6% i snit, idet den næstsidste kilometer er sværest med først 500 m med 4,4% og siden 500 m med 3,0%. Herefter følger 500 flade meter, inden de sidste 500 m stiger med 3,2%. Man følger en lang lige vej over ca. 10 km, indtil der er et skarpt sving lige ved den røde flamme. Herefter drejer man med 750 m, inden man med 250 m skal igennem en relativ skarp kurve, der leder ind på den 8 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 2996 højdemeter.

Gualdo Tadino har kun én gang i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i Giroen i 2018, hvor Matej Mohoric og Nico Denz kørte fra feltet på en regnvåd nedkørsel i finalen, hvorefter sloveneren spurtede sig til sin første Giro-etapesejr og derved snød Sam Bennett for endnu en spurtsejr, selvom ireren ellers var hurtigst 34 sekunder senere.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Vejret

Tirreno-Adriatico er kendt for bedre vejr end Paris-Nice, men sådan bliver det bestemt ikke på en rigtigt kedelig fredag. Det ventes at starte i tørt og overskyet vejr, men hurtigt vil det begynde at regne let resten af dagen med en temperatur i mål på 13 grader, og samtidig vil det være sjældent blæsende med en frisk til hård og tiltagende vind (knap 30 km/t til sidst) fra sydvest. Det giver sidemed- og medvind stort set hele dagen, indtil man med 30 km igen får sidevind. Det varer ved, indtil man får medvind på den sidste kilometer, dog med sidevind på den ultrakorte opløbsstrækning.

Analyse af 2. etape

Forud for en ny cykelsæson er der altid en række spørgsmål, man særligt glæder sig til at få besvaret. Frem mod 2021 har et af mest spændende været, hvem af feltets tre klassikergiganter, Julian Alaphilippe, Mathieu van der Poel og Wout van Aert, der mon ville vinde flest af de store endagsløb i den netop startede sæson. De tre cykelekvilibrister kunne nemlig ikke iscenesætte deres eget opgør meget smukkere, end de gjorde ved sæsonens slutning, hvor de som bekendt kørte fra alt og alle i et smukt og mindeværdigt Flandern Rundt og sluttede året af med hver én sejr i den forkortede sæsons fem vigtigste endagsløb.

Ganske vist er der udsigt til, at deres fokus er en anelse forskelligt, da Alaphilippe har Ardennerne som forårets hovedmål uden konkurrence fra de tungere crossstjerner og slet ikke deltager i det Paris-Roubaix, som Van Aert og Van der Poel drømmer stort om, men med Alaphilippes nyfundne kærlighed til de flamske klassikere og deres fælles betagelse af Milano-Sanremo og Strade Bianche samt et VM, der giver ideer til dem alle, er der rigeligt af lejligheder til at se de tre klassikerstjerne dyste mod hinanden.

Dysten blev som bekendt indledte i lørdagens Strade Bianche, der som bekendt ikke skuffede. Med placeringer i top 4 spillede de alle hovedroller, og som bekendt endte det med en ret suveræn hollandsk 1-0-0-føring, da Van der Poel i overlegen stil spurtede fra Alaphilippe på den sidste del af den ikoniske bakke op til målet på Piazza del Campo i Siena. Det var som bekendt endda ikke Van der Poels første sejr i år, da hollænderen allerede tog det første stik på årets første løbsdag i UAE Tour.

Nu vil Van Aert nok hævde, at han med gårsdagens lidt uventede sejr i en helt klassisk massespurt fik udlignet Van der Poels føring, men den sejr tæller ikke rigtigt, når nu hverken Alaphilippe eller Van der Poel havde spor af ambitioner den dag. Til gengæld betød gevinsten, at Alaphilippe, der i år allerede har smagt lidt af regnbuetrøjens forbandelse med styrtet på en rigtig Alaphilippe-etape i Provence, nu stod tilbage som den eneste sejrsløse i feltet af klassikergiganter.

Den statistik har utvivlsomt gjort ondt, og derfor måtte den rettes hurtigst muligt. Der skulle da heller ikke gå mere end 24 timer, inden franskmanden langt om længe fik prikket hul på bylden, da dagens 2. etape i Tirreno-Adriatico akkurat sluttede i den puncheurspurt, der stod i manuskriptet. Og modsat Van Aert har han al mulig grund til at hævde, at hans sejr skal tælle i det interne regnskab mellem de tre giganter, for selvom der ikke var tale om en klassiker, var det en etape, der var så skræddersyet til dem alle tre, at de fremstod som de åbenlyse favoritter og da også helt forventeligt sørgede for at besætte alle podiets tre pladser.

Det var ellers lige ved, at vi slet ikke fik det ventede opgør. I gårsdagens optakt drømte jeg søde drømme om, at Ineos med deres supermandskab ville udnytte de vanskelige stigninger i præfinalen til at sætte de ikke alt for klatrestærke Alpecin-, Jumbo- og Deceuninck-hold under pres, og selvom jeg kom til den konklusion, at de næppe ville have modet, gjorde det min pessimisme til skamme. Det var endda kaptajnen selv, der åbnede ballet med et angreb, da Egan Bernal sneg sig væk i en særpræget trio, som også talte Kasper Asgreen og Jasper de Buyst, og herefter regnede det med angreb i et mylder af klassikerstjerner, klatrere og herligt mange klassementsfolk, som havde luret, at de kontrollerende mandskaber måske ikke var så stærke endda.

Læs også

Bora-profil fratages sejr efter italiensk protest

På den måde levede Ineos op til deres løfte om fremover at køre med samme aggressive strategi som i Giroen, hvor de vandt ikke færre end syv etaper, og selvom det ikke lykkedes for Bernal, fik de med den ellers indtil nu så formsvage Pavel Sivakov sat særligt Jumbo under pres. Den evigt aggressive og meget formstærke Mikel Landa, der med sit initiativ er en gave til ethvert cykelløb, og den forsvarende vinder Simon Yates var også aktive, og Deceuninck var snu nok til at vide, at de med kun to klatrere på et relativt tungt hold gjorde klogt i ikke at komme i defensiven og i stedet sendte Joao Almeida i offensiven, så han som tempostærk klatrer pludselig kunne bringe sig selv i en uhyre gunstig position i klassementet.

Det så faktisk ud til, at projektet skulle lykkedes. Selvom Timo Roosen fandt helt uventede klatreevner og erstattede en overraskende svag Robert Gesink, var Jumbo i den grad på hælene, da Van Aert kun var sekunderet af den belgiske klassikerspecialist og stortalentet Tobias Foss, der fik vist sit store værd. Alpecin var kørt tynde med kun Petr Vakoc som hjælper for Van der Poel, der spillede helt kølig og ikke ofrede sin tjekkiske hjælper, og da det ene af løbets to supermandskaber, Ineos, jo var fint tilfredse med situationen, pegede alle pile på feltets andet favoritmandskab, UAE, der måtte i aktion, hvis Tadej Pogacars sejrschancer ikke skulle lide et skud for boven.

Araberne var bemærkelsesværdigt længe om at reagere, men i bunden af sidste stigning kunne de se, at lokummet brændte. De tre klatrer Davide Formolo, den alt andet end formstærke Rafal Majka og Jan Polanc, der lidt overraskende var sidste man i raketten, fik kørt afstanden ned til 10 sekunder og samtidig lagt det pres, Pogacar skulle bruge for at slå de endnu bedre afsluttere til sidst. Alligevel løb araberne tør for krudt en anelse for tidligt, og pludselig så det ud til, at Almeida, der slutteligt kørte alene, skulle blive den ”forkerte” Deceuninck-vinder på en dag, hvor alle regnede med Alaphilippe.

Men Almeida begik en fejl. Som den hurtigste i gruppen havde han formentlig gjort sig selv en tjeneste ved at fortsætte samarbejdet i et udbrud, hvor alle havde interesse i at vinde tid. Nu valgte han i stedet at køre alene væk, og det skulle blive dyrt. Da Sivakov var tilbage i feltet, var situationen nemlig pludselig ugunstig for feltets stærkeste mandskab, og da den indtil nu så formsvage Geraint Thomas med en kongeføring fik vist, at de gode ben nærmer sig, endte det hele alligevel med, at vi fik den spurt, der var ventet.

Det bragte imidlertid Alaphilippe i en svær situation. Hvor længe kunne han tillade sig at vente og lade Almeida køre sin chance uden at risikere at tabe initiativet til andre? I sidste ende valgte han at starte sin spurt, og selvom det for Almeida måske har set en anelse besynderligt ud, at regnbuetrøjen blæste forbi, endte det med at være den helt rigtige beslutning. Thomas havde nemlig slukket den portugisiske drøm, og med sit initiativ endte sejren alligevel i Deceuninck-lejren, der i øvrigt ikke ville stå tilbage for Jumbo og få sekunder senere med Sam Bennetts spurtsejr i Paris-Nice sikrede sig den dobbeltsejr, hollænderne erobrede i går.

Det var i høj grad et spørgsmål om, at den kloge narrede den mindre kloge. Alaphilippe fik ellers nok engang vist, at han har et kick som den lidt tunge Van Aert slet ikke kan matche, og belgieren, der stadig synes at mangle de samme procent som i Strade Bianche, kunne slet ikke holde trit med regnbuens antrit. Til gengæld skal Alaphilippe prise sig lykkelig for, at Van der Poel nok engang viste, at han er overraskende dårlig og i hvert fald doven i positionskampen, for med sin yderst nonchalante tilgang til afslutningen endte Strade-kongen med at sidde alt for langt tilbage.

Det skulle blive dyrt. Van der Poel viste ellers, at han på relativt bløde procenter som disse ikke uventet er den bedste afslutter af de tre giganter, men hans position endte med at koste ham det, der ellers formentlig havde været en stensikker sejr. Formentlig har han haft en følelse af deja-vu, for det mindede uhyre meget om sidste års Brabantse Pijl, hvor Alaphilippe også slog sin hollandske rival i en spurt, som kun en fejl forhindrede ham i at vinde ganske sikkert. Det er svært ikke at beundre Van der Poels fysiske evner, men hans tilgang til massespurter og ofte lidt hovedløse angreb fra distancen tilsiger, at han formentlig kunne vinde meget mere, hvis hovedet og taktikken var lige så stærke som benene.

Måske var der noget retfærdigt i, at det Alpecin-mandskab, der meget sjældent fører, ikke fik sejren på en dag, hvor de gemte sig i feltet hele dagen, selvom Vakoc sad ved Van der Poels side. Det blev i stedet Ineos, der i sidste ende gjorde forskellen, og det var faktisk lige ved at koste dyrt. Pogacar viste nemlig nok engang, hvor god en puncheur han er, men heldigvis for briterne var han oppe mod verdens tre bedste, og dermed fik han ikke del i de bonussekunder, der kan vise sig ret afgørende i den duel mellem Bernal og Pogacar, der meget vel kan blive ganske tæt.

Til gengæld skal de ikke slås med Yates. Ganske vist havde briten advaret om, at han næppe kunne gentage sidste års sejr i et løb, der denne gang kommer for langt fra Giroen til at kunne være et reelt mål, men kortvarigt viste han ellers lidt af den klasse, vi ellers kun ved én lejlighed har set siden Vuelta-sejren i 2018. I sidste ende viste det sig dog, at Yates skulle have stolet mere på sin egen udmelding om formen, da det hele endte i en eksplosion, der nu sender australierne fra BikeExchange helt ud af klassementskampen.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Heldigvis havde de Robert Stannard. Den unge australier, der ellers er kommet lidt skuffende fra start, viste, at han skal tages seriøst i denne slags puncheurfinaler med en 6. plads, der var tæt på at matche 5. pladsen fra Vueltaen sidste år. Dengang måtte han akkurat se sig slået af Alex Aranburu, og det måtte han også i dag, da baskeren nok engang tog et skridt mod verdenseliten i en puncheurfinale, hvor han kun blev slået af fire af verdens allerbedste.

Til gengæld viste spurten også, at Greg van Avermaet vitterligt ikke har den hurtighed, han havde engang. Ganske vist er en 8. plads i dette selskab ingen skam, men i tidligere tider havde vi set den solide belgier betydeligt længere fremme. Nu endte han med en sekundær placering i nærheden af folk som Tim Wellens og Giulio Ciccone, der nok er gode puncheurs, men ikke traditionelt har haft Van Avermaets niveau. Til gengæld viste hans holdkammerat Andrea Vendrame igen sin gode form med et fint resultat på en etape, der generelt viste sig lidt for hård for hans ryttertype.

Ellers gav etapen ikke de helt store svar. Almeida og Landa bekræftede deres gode form, Yates bekræftede, at han er formsvag, Marc Soler er helt som ventet ikke kommet op i omdrejninger, og Sivakov og Thomas viste betydelig fremgang, men derudover var det mest bemærkelsesværdige, at den lille opblomstring vi så fra Sergio Higuita i UAE Tour, hurtigt forsvandt igen i en finale, der lå til colombianerens højreben, men hvor han bestemt ikke så overbevisende ud. Og da den lovende Simon Carr lidt overraskende mistede tid, endte det hele som en lidt trist dag for EF.

Endnu værre gik det dog for FDJ. Thibaut Pinots rygproblemer kostede et tidstab på næsten 10 minutter og ligner nu desværre en større og større udfordring frem mod Giroen. Da den ellers så formstærke Valentin Madouas nok engang havde en dårlig dag og bekræftede, at han er svært utilregnelig, og Rudy Molard blev sat tilbage af det sene styrt, er det ellers så spændende franske hold nu reduceret til statister i kampen om de sjoveste placeringer. Men i det mindste gik dem bedre, end det gjorde Peter Sagan, der blev sat som en af de allerførste og bekræftede den værste frygt for, at hans covid-sygdom har sat ham så meget tilbage, at manden, der nu om dage aldrig finder formen, før han har en grand tour i benene, formentlig går en trist klassikersæson i måde, når hans største mål i Sanremo kun er en god uge væk.

I gamle dage var det ellers altid Sagan, alle talte om på denne tid af året. Sådan er det bare ikke længere i et felt, hvor generationsskiftet er slået igennem. Nu taler alle i stedet om de tre nye giganter, Van der Poel, Van Aert og Alaphilippe, og efter dagens herlige opgør står der nu 1-1-0, hvis man ikke giver Van Aert lov til at tælle sin spurtsejr med. Heldigvis venter der talrige nye kapitler i dysten i de kommende uge, og faktisk kan vi allerede få det næste på fredagens lange bakke, der kunne give ideer til dem alle tre. Og så kunne Van Aert jo meget passende sørge for en belgisk udligning, når nu vi fik en fransk en af slagsen i dag.

Favoritterne

Som nævnt plejer arrangørerne altid at fordele en puncheur- og en sprinteretape ud over torsdagen og fredagen, og det gør de også i år. Om det skyldes den ekstra sprinteretape på førstedagen, skal jeg lade være usagt, men denne gang har de dog valgt at gøre sprinteretapen betydeligt vanskeligere, end man normalt ser det.

3. etape er nemlig ikke let. For det første er der de mange højdemeter, der dog primært er koncentreret< i etapens indledning. For det andet er der den lange distance, der altid lægges ind i et løb, der for mange er klassikerforberedelse. Endelig er der selve finalen, der jo ikke er helt let. Måske er procenterne ikke stejle, men en næstsidste kilometer med 3-5% og 500 afsluttende meter med 3,2% er nok til, at de eksplosive puncheurs vil være klar til at tage kampen op med de bakkestærke sprintere, særligt når spurten kommer efter så lang og slidsom en dag, der endda skal afvikles i rigtigt møgvejr.

Netop vejret kan blive et tema. Tirreno-Adriatico plejer aldrig at blive præget af blæst, men det gør denne etape. Det vil endda være den farlige sidemedvind, der præger en stor del af dagen. Alligevel tror jeg ikke, at den bliver et tema. Erfaringen er, at terrænet er alt for lukket, og derudover tror jeg, at der er for megen medvind. Hvis endelig det skal blive farligt, skal det være på det sidste sidevindsstykke over de sidste ca. 30 km. Her er vi i et fladland, hvor der kan være åbent nok, men det vil ligne regionen dårligt. Jeg tror mest, at det kan skabe nogen nervøsitet og positionskamp, men trods vindens styrke og til sidst rigtige retning regner jeg ikke med, at den bliver et tema - andet end at medvind kan gøre det til en relativt hurtig etape og ikke den dræber, modvind over de 219 km kunne have været.

Den hårde start lægger op til, at der for første gang i år kan blive kørt aggressivt, men jeg tror alligevel, at det vil lykkes at få et ufarligt udbrud med mindre hold afsted. Den sidste del er for flad, og de store hold har blikket for stift rettet mod weekenden. Derfor regner jeg med et udbrud i stil med det, vi har set de seneste dage - også fordi det elendige vejr sjældent bidrager til lysten til at gå på togt.

Læs også

Lefevere afviser: Selvfølgelig havde han sidste ord

Når udbruddet er etableret, vil det igen være Jumbos lod at jagte, men spørgsmålet er, hvor aggressive de vil være. De arbejdede hele dagen torsdag, og hvis de skal holde resten af løbet, tror jeg faktisk, at de er villige til at lade et ufarligt udbrud køre hjem nu, hvor forskellene er store. Til gengæld tror jeg, at de nok skal finde deres allierede. Alpecin har ikke vundet deres etape endnu, og selvom de sjældent arbejder, må de gå efter denne. Deceuninck har også så mange kandidater til denne etape, at det næsten ville være en dødssynd ikke at give den et skud. Dertil kommer, at Lotto formentlig vil forsøge at sætte Caleb Ewan i scene.

Derfor tror jeg, at der vil være kræfter nok til at skabe samling. Sidevinden kan som sagt give lidt nervøsitet til sidst, men jeg regner med en massespurt i den let stigende finale efter en lang, ganske hård og ikke mindst kold og våd dag. Selve bakken til slut er som sagt ikke noget særligt, men den kan dog mærkes til sidst og gør det noget anderledes end en klassisk spurt. Derudover er finalen ganske teknisk med en uhyre kringlet sidste kilometer og hele tre relativt skarpe kurver. Det er værd at bemærke, at første sving kommer lige efter den stejle kilometer, hvilket er en klar fordel for de mere bakkestærke folk, da det ikke bliver let at rette op på en dårlig position herefter.

Igen vælger jeg at pege på Mathieu van der Poel. Ganske vist har Alpecin også Tim Merlier, men jeg tror, at bakken er stejl nok til, at rollerne byttes rundt - særligt fordi dette måske er Van der Poels bedste chance i den resterende del af løbet. I dag viste han, hvor fremragende en puncheur han er, og selvom denne bakke er betydeligt lettere, bør den være stejl nok til, at Van der Poel kommer i spil. Samtidig burde den tekniske finale være guf for ham, særligt på våde veje, men det kræver, at han positionerer sig bedre, end han gjorde i dag. Som nævnt i analysen har det traditionelt været hans akilleshæl, men mon ikke han fik sig en lærestreg i dag? Nu ved han, at han skal sidde langt fremme inden den første af de tre kurver, og lykkes den mission viser hans fart i dag, at han formentlig kan gøre det færdigt.

Igen er en oplagt rival Wout van Aert. I dag kneb det på den lidt stejlere stigning for belgieren at følge Julian Alaphilippes voldsomme antrit, men denne blødere bakke burde passe den lidt tunge powersprinter endnu bedre. Til gengæld er han ikke så eksplosiv i den tekniske finale som Van der Poel, og han havde utvivlsomt foretrukket en rigtig powerspurt, hvor han ville have været en mere oplagt kandidat. Til gengæld har han en fantastisk positionering, som han har stillet til skue de seneste to dage, og det er en stor fordel i en finale, der er så teknisk som denne, særligt hvis Timo Roosen kan køre lige så flot, som han gjorde forleden. Uden sving havde det nok været nemmere, men bakken er så perfekt, at det meget vel kan ende med endnu en sejr til Van Aert.

Jeg er lidt spændt på, hvordan Deceuninck griber etapen af, men jeg tror, at deres bedste vinderkandidat er Davide Ballerini. Hvor bakken nok er for blød til, at Alaphilippe kan slå de to crossspecialister på fart, er den heldigvis ikke så stejl, at Ballerini ikke kan være med. Vi så, at han er en glimrende bakkesprinter, da han vandt 2. etape i Provence, og det viser, at han burde kunne køre denne finale også. Han har i den tekniske finale samtidig den fordel, at han vil have et fremragende tog med Kasper Asgreen, Zdenek Stybar og Alaphilippe, hvis denne ofrer sig, og det kan være helt afgørende at komme først igennem de sidste sving på de regnvåde veje. Det kan være nøglen til sejr for formstærke Ballerini, selv hvis Van Aert og Van der Poel er hurtigere.

Jeg kan virkelig ikke finde ud af, hvad jeg skal mene om Caleb Ewan. Australieren er blandt verdens allerhurtigste afsluttere på en bakke som denne, og den er ikke for svær til, at han ikke kan klare den. Når jeg alligevel har mine betænkeligheder, skyldes det to forhold. Det første er etapens samlede sværhedsgrad, der kan tære for meget på kræfterne på den i dag ikke særligt holdbare Ewan. Det andet og mere alvorlige er hans positionering, der som bekendt har været skuffende i år. I en finale, der er så teknisk som denne, er der ikke plads til at sidde for langt tilbage, og jeg frygter, at positionen igen bliver for dyr for Ewan, selvom han bør have farten til at vinde etapen. Han skal i hvert fald sidde ordentligt, hvis det skal kunne lade sig gøre, og det kræver, at Jasper de Buyst stepper op.

Deceuninck kan også vælge at lade Julian Alaphilippe spurte eller at lade begge de to kandidater køre deres chance. Alaphilippe har før i dette løb vundet en spurt på en betydeligt blødere bakke end denne, men denne gang er konkurrencen voldsommere. Som udgangspunkt må Van Aert og Van der Poel antages at være hurtigere på disse bløde procenter, men alligevel vil jeg give Alaphilippe en chance. Den tekniske finale passer ham nemlig som fod i hose, og her kommer hans antrit og eksplosivitet virkelig til sin ret. Med det samme stærke tog, som Ballerini også håber at kunne benytte, skal man bestemt ikke udelukke, at det alligevel bliver til to regnbuesejre i træk.

Hvis Alpecin alligevel vælger at køre for Tim Merlier, står han heller ikke ringe. Han er nemlig en glimrende bakkesprinter, som han viste med sin overlegne sejr i Bruxelles sidste efterår og senest med sin magtdemonstration i Le Samyn. Formstærke Merlier burde nok kunne klare denne lille bakke op til mål, og han er utvivlsomt hurtig nok til at vinde. Han har bare det evige positioneringsproblem, og medmindre Van der Poel viser sig som en bedre lead-out man end hidtil, tror jeg, at han kommer til kort inden svingene. Og så skal han lige have sin chance, hvilket ikke umiddelbart ligger i kortene.

En spændende kandidat er Ivan Garcia Cortina. Den let stigende spurt er ikke voldsomt forskellig fra den, han vandt i Paris-Nice sidste år, og jeg var ret imponeret over den overraskende fart, han viste på flad vej i går. Han viste fornem form i åbningsweekenden, og selvom han kom til kort i dag, burde han ikke få problemer på denne etape. Jeg tror faktisk, at hans fart rækker ganske langt, men jeg er til gengæld alvorligt bekymret for hans positionering i den tekniske finale, hvor han ikke har megen støtte.

Læs også

Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024

Meget af det samme kan siges om formstærke Andrea Vendrame, der som nævnt i analysen imponerede igen i dag. Italieneren fandt bakken i dag lidt for stejl, men denne mellemvare burde være perfekt for en mand, der har det svært mod sprinterne på flad vej. Her har han i stigende grad imponeret med sin positionering, senest i spurten på 1. etape, hvor han sad bemærkelsesværdigt godt. Det er vigtigt i denne tekniske finale, og særligt hvis han får Greg van Avermaet til at ofre sig, burde han have en fair chance for at sidde så godt, at hans fart kan bringe ham langt.

BikeExchange skal bestemme sig for, om de kører for Luka Mezgec eller Robert Stannard, men jeg vil tro, at pilen peger på Mezgec. Sloveneren vandt en 5%-spurt i Polen i 2019, og denne lidt blødere bakke burde ligge glimrende til ham. En hård dag er heller ikke værst for den holdbare slovener, men en udfordring kan være positionskampen, hvor han ikke er helt stabil. Med Stannard hos sig står han dog stærkt, og der burde være grund til at tro, at han kan lave et resultat. Det kan Stannard utvivlsomt også efter dagens flotte spurt, men umiddelbart vil jeg tro, at han må agere hjælper i denne lettere finale-

I dag viste Alex Aranburu igen, at han er en god puncheur, og han vil formentlig også forsøge sig i denne finale. De bløde procenter passer ham dog knap så godt, og han vil som udgangspunkt komme til kort over for de hurtigere folk. Samtidig er jeg alvorligt bekymret for hans positionering, der ikke altid har været i top, men kan han få Fabio Felline til at hjælpe sig, kan han måske sidde så godt, at han også kan lave det resultat, formen burde række til. Felline kunne også selv køre en spurt som denne, som vi så i Matera under den seneste Giro, men med Aranburu på holdet tror jeg, at han må ofre sig.

Man er vel også nødt til at nævne Peter Sagan. Ganske vist så vi i dag, at han som forventet er i forfærdelig form, og derfor er det svært at være alt for optimistisk, men vi ved også, at Sagan er en konge i positionskampen. På de regnvåde veje i den tekniske finale betyder netop det mere end selve formen og farten. Når det er sagt, er der stadig tale om en hård dag og ganske svær finale, og i dag lignede Sagan ikke en mand, der har formen til at kæmpe med om fronten på bakken frem mod svinget ved den røde flamme. Sagan er dog en klasserytter, og finalen er ikke så svær, at han helt kan afskrives.

Selvom Ag2r har Vendrame, vil det ligne Greg van Avermaet meget dårligt ikke at tage sin chance i denne type finale. Vi så ganske vist i dag, at han ikke længere har den samme fart som de bedste, og han står endnu ringere på denne blødere bakke. Til gengæld er finalen teknisk og handler mere om positionering, hvilket bør gøre Van Avermaet konkurrencedygtig, også selvom han ikke har farten til at vinde.

Intermarché har Andrea Pasqualon, der viste ganske fin form i åbningsweekenden. Dette er en god finale for en mand, der har vundet Tour de Luxembourg og GP Plumelec på sine puncheurevner. Han er også ganske hæderlig i positionskampen, men han mangler nok holdet til at kunne vinde i denne meget tekniske finale.

Israel Start-Up Nation har både Davide Cimolai og Hugo Hofstetter, der ville kunne lide at spurte på en bakke som denne. Forleden kørte de for Hofstetter, og jeg tror, at Cimolai ofrede sig for at få holdets støtte på denne etape. Han fik netop sin gennembrudssejr i en bakkespurt i Paris-Nice i 2015, og selvom han sjældent viser det, har vi også i Tour of Britain set, at han stadig kan spurte på en bakke. Han er også ganske positioneringsstærk, men den evne synes han desværre at have tabt i et omfang, der bekymrer mig inden denne finale. Kører de i stedet for Hofstetter, kan de også få et resultat, men han har næppe samme fart som Cimolai.

Hvad med Elia Viviani? I sin storhedstid ville han ikke have de store problemer i denne afslutning, men han synes at have tabt en stor del af sin holdbarhed. Nu om dage er han næppe god nok til at sidde helt fremme i svinget efter den svære del af stigningen, og det er forudsætningen for at kunne lave et resultat i denne tekniske finale. Han viste dog overraskende god form i UAE Tour, og hans positionering sad trods kikseren i går ganske fremragende i skabet i Emiraterne.

Gazprom har Marco Canola, der med blandt andet sine to sejre i Utah og sejr i Japan Cup har vist sine puncheurevner. Han har slet ikke samme holdbarhed længere, men denne bløde bakke burde han nok kunne klare. Han viste bedre form end længe i Laigueglia og Larciano, men han vinder ikke etapen. Dels er han for alene i positionskampen, og dels er der trods alt hurtigere folk i dette skrappe selskab.

Jeg tror, at finalen bliver for svær for Niccolo Bonifazio, der jo ellers vil elske den tekniske afslutning, men det kan så åbne døren for Julien Simon. Franskmanden skuffede fælt i dag, men han burde nok kunne køre denne finale. Det er klart, at der er bedre og hurtigere afsluttere end ham, men som puncheur vil han kunne køre denne afslutning, hvis han sidder rigtigt til sidst.

Jeg er igen spændt på at se den lovende Natnael Tesfatsion, men han vil efter al sandsynlighed komme til kort i positionskampen. Det samme vil Fred Wright, der ellers kørte en flot stigende spurt i Vueltaen sidste år. Sergio Higuita kunne måske prøve, men jeg tror, at den er for let til, at han satser liv og lemmer i regnvåde sving, og jeg tror, at den bliver for hård for Manuel Belletti. Måske vil Benjamin Thomas, der viste storform i Besseges, prøve efter FDJs kollaps i klassementet, men han vinder næppe, og selvom finalen ligger til ham, vil Michal Kwiatkowski formentlig tage sig af Egan Bernal. Tim Wellens kan måske køre spurten, hvis Ewan har en offday, men han kan ikke vinde, og Thomas Boudat er prisgivet i positionskampen. Det samme er Max Kanter, der nok også finder den for hård, og jeg ser ikke DSM have de helt store chancer med Nikias Arndt eller Joris Nieuwenhuis, selvom de er mere holdbare. Den er nok for let for Simon Clarke og for svær for Lukasz Wisniowski , og jeg tror heller ikke, at Matteo Moschetti har holdbarheden nu, ligesom den nok er for let for Quinn Simmons. Endelig ville finalen i gamle dage være guf for Fernando Gaviria, men næppe med hans nuværende manglende klatrestyrke. Til gengæld kunne Tadej Pogacar sagtens ende i top 10 med god positionering, men den er for let til, at han kan vinde.

Feltet.dks vinderbud: Mathieu van der Poel

Øvrige vinderkandidater: Wout van Aert, Davide Ballerini

Outsidere: Caleb Ewan, Julian Alaphilippe, Tim Merlier, Ivan Garcia Cortina, Andrea Vendrame

Jokers: Luka Mezgec, Alex Aranburu, Peter Sagan, Greg van Avermaet, Andrea Pasqualon, Davide Cimolai, Robert Stannard, Elia Viviani, Marco Canola, Julien Simon