Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: 3. etape af Tour de France
07. juli 2019 20:32 af Emil AxelgaardFoto: A.S.O. / Thomas Maheux - Alex Broadway - Pauline Ballet

Med en knusende overlegen magtdemonstration fortsatte Jumbo-Visma på holdløbet deres eminente start på årets Tour de France, og måske stopper festen endda ikke her. Mandag gælder det nemlig løbets eneste rigtige puncheuretape, og selvom de i et felt med flere af verdens førende specialister, vil fænomenet Wout van Aert sikkert forsøge at byde Peter Sagan, Julian Alaphilippe og de andre favoritter trods i en afslutning, der med flere stejle mure og uvejsomt terræn vil blive nervøs, stressende, kaotisk og desværre formentlig skæmmet af endnu flere styrt.

KØB PRO CYCLING MANAGER TIL KUN 228,95 
 

Ruten

Touren er ikke meget for at tilbringe al for lang tid uden for Frankrig, og derfor slutter det belgiske eventyr allerede efter to dage. På løbets første mandag går turen nemlig tilbage til hjemlandet, men hvis sprinterne havde drømt om, at det flade Nordfrankrig ville byde dem velkommen med den første uges typiske sprinterparadis, må de tro om. I de senere år har arrangørerne nemlig været bedre til at opsøge de små puncheurfinaler, som Touren ellers har været relativt fattig på, og det er efterhånden blevet en tradition, at der venter mindst én af disse i den indledende del af løbet. Det gælder også i år, hvor de eksplosive afsluttere håber at slå til mod slutningen af 3. etapes 215 km lange maraton, når der skal spurtes op af en lille bakke i Epernay.

 

Med en distance på 215,0 km er der tale om en lang etape, der fører feltet fra den belgiske by Binche, der hvert år er vært for Binche-Chimay-Binche, til den nordfranske by Epernay. Etapen er meget enkel, idet langt det meste af dagen går med at køre direkte mod syd ned mod vanskeligere terræn. Nordfrankrig er imidlertid i alt væsentligt fladt som en pandekage, og derfor er etapens første to tredjedele helt uden terrænmæssige udfordringer. Eneste højdepunkter er, at man allerede efter 10 km krydser grænsen til Frankrig, ligesom man passerer gennem Fourmies, som mange vil kende fra endagsløbet GP de Fourmies.  Efter 102 km gælder det så den indlagte spurt, der er placeret midt på en lang, lige vej, men hvor der venter en lille bakke med godt en kilometer igen, inden det flader ud over de sidste 500 m.

 

Frokosten indtages i forplejningen efter 123 km, og herefter fortsætter man videre mod syd igennem fladlandet, idet man undervejs passerer igennem Reims. Kort efter når man frem til området omkring Epernay, hvor terrænet er betydeligt mere kuperet. Over den følgende strækning krøller man sig derfor rundt i bakkerne nord for målbyen, hvor man skal over ikke færre end fem stigninger. Man varmer op med en bakke (1 km, 5,5%), der har top efter 166,5 km, inden det gælder kategori 4-stigningen Cote de Nanteul-la-Foret (1,1 km, 6,8%) med top efter 173,0 km. Herefter følger kategori 3-stigningen Cote d’Hautvillers (900 m, 10,5%), der er en modbydeligt stejl mur med top efter 185,5 km, og umiddelbart efter skal man over kategori 3-stigningeen Cote de Champillon (1,8 km, 6,6%), der har top efter 190 km. Næste udfordring er kategori 3-stigningen Cote de Mutigny (900 m, 12,2%), der er et bæst med top bare 16,0 km fra stregen. På toppen finder man tillige den første af de særlige bonusspurter med hhv. 8, 5 og 2 bonussekunder til de tre første.

 

Til slut bliver det anelse lettere, mens man kører ind mod Epernay. Efter nedkørslen er det nemlig fladt, men med 4 km igen når man toppen af den lille Cote du Mont (1 km, 5,5%). Herfra falder det ad en lige vej, inden man med 2 km igen drejer skarpt til højre. Via et par rundkørsler drejer man mod sydøst, hvorefter man passerer under den røde flamme. Med 500 m igen drejer man til venstre ind på målbakken, der stiger med 8% og byder på endnu et sving med 250 m igen, inden vejen bugter sig ind på den 210 m lange, 5,5 m brede opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 2299 højdemeter.

 

Epernay har været startby for Touren fire gange i dette årtusinde, men det seneste større cykelløb, der sluttede i byen, var Tour de l’Avenir. Det skete helt tilbage i 2001, hvor Matthew Wilson var den hurtigste af de to ryttere, der snød feltet.

 

 

image

 

 

 

 

image

 

Vejret

Regn kunne have gjort finalen på denne etape til et regulært helvede, og derfor vil rytterne utvivlsomt glæde sig over vejrudsigten. Den serverer nemlig en perfekt cykeldag med en skyet morgen, en efterfølgende opklaring og en skyfri afslutning samt en temperatur på 24 grader. Der vil bare være et let til jævn vind fra nordøst, hvilket giver sidemedvind hele vejen frem til den kringlede finale. Her vil der generelt være sidemod- og modvind på stykket henover de tre kategori 3-stigninger, inden man igen får sidemedvind efter sidste stigning. Det varer ved, indtil man med ca. 2 km igen drejer ind i sidemodvind til afslutningen.

 

Analyse af 2. etape

For fire år siden lå hollandsk cykelsport i ruiner. Det var nu ikke, fordi der manglede talent at tage af, for det lille flade land er egentlig altid fortsat med at producere det ene supertalent efter det andet, og det gjorde de også i de år. Nej, forklaringen var snarere, at det gamle storhold, Rabobank, efter nogle år under navnet Belkin stille og roligt var gledet ned i hierarkiet, og trods tilgangen af en ny storsponsor i form af LottoNL nåede et lavpunkt i 2015, hvor det blot blev til seks sejre. Efterdønningerne af Amstrong-skandalen havde trukket holdet igennem sølet, og med flere års uafbrudt nedgang lignede det et mandskab på randen af et snarligt kollaps.

 

Heldigvis var manager Richard Plugge en resolut herre. Han trak stikket på det hidtidige strategi og indledte en genrejsning af holdet ved at starte fra scratch. Det gav allerede resultater bare knap et halvt år senere, hvor Steven Kruijswijk blot var et ærgerligt styrt fra at vinde Giroen, og med 19 sejre oplevede holdet lidt af en oprejsning efter den deroute, de havde været igennem i årene forinden.

 

Siden da er det trods et indtil i år beskedent budget gået slag i slag, hvor holdet bare er blevet mere og mere succesfuldt år for år. Lynhurtigt cementerede Dylan Groenewegen sig som verdens måske hurtigste sprinter, og det skulle vise sig, at Primoz Roglic, der ellers blot var hentet ind som hjælper, var et sandt fænomen, der hurtigt gjorde holdet til et af de allerbedste i ugelange etapeløb og konkurrencedygtig i grand tours. Sidste år kom Kruijswijk også tilbage på sporet med to top 5-placeringer i de lange etapeløb, og i år fik de endda koblet brostensklassikerne på deres stadig mere imponerende portefølje, da de med tilgangen af Wout van Aert havde en af de absolut stærkeste i de fleste af forårets store endagsløb.

 

Man kan argumentere for, at de stadig har deres mangler i de kuperede klassikere - selvom al logik siger, at Roglic sagtens kunne blande sig i dem, hvis han havde den slags interesser - men ser man bort fra den mangel, er det hollandske mandskab i dag et af de meget få, der har et absolut topnavn i alle sportens discipliner. Faktisk synes den største udfordring nu at være at give spillerum til alle holdets store navne, hvilket allerede er blevet synliggjort i denne Tour, hvor man i går måtte lade en potentiel top 10-kandidat i George Bennett føre på flad vej for Dylan Groenewegen. Og lettere er det bestemt ikke blevet af, at alle ryttere synes at blomstre op, så snart de ifører sig den gulsorte trøje, hvilket Mike Teunissen, som jeg fremhævede i gårsdagens analyse, lige nu er det mest oplagte eksempel på.

 

Trods holdets fantastiske udvikling må man alligevel være lidt lamslået af beundring over det, de har leveret de seneste to dage. Ikke blot har de efter dagens knusende magtdemonstration vundet to ud af to etaper, de sidder også på tre af de fire trøjer samt holdkonkurrencen. Kaptajnen Steven Kruijswijk er ubetinget den af klassementsrytterne, der er kommet bedst fra land, og i dag viste Bennett, som holdet havde regnet med at sætte af undervejs, endda, at han er en glimrende plan B, hvis ikke han fortsat må ofre sig på Groenewegens og Kruijswijks alter.

 

Den slags dominans er ganske vist ikke uset for et hold, der i 4 Dage ved Dunkerque vandt fem af seks etaper og tog en dobbelt sejr i klassementet, og som i det nylige ZLM Tour vandt fire af fem etaper og atter sikrede sig en samlet dobbeltsejr. Men denne gang taler vi altså ikke om et lokalt gadeløb henne på hjørnet eller et mindre 2.HC- eller 2.1-løb. Nej, vi taler om verdens største cykelløb, hvor holdet har været så suveræne, at de på 1. etape kunne vinde med en outsider, der greb en uventet chance til at sætte hele verdenseliten på plads, og på 2. etape tog en måske ikke uventet sejr, men en triumf, der blev opnået med en margin, som de færreste vel havde drømt om.

 

Holdløb plejer nemlig at være en knivskarp affære, der afgøres på marginaler. Sidste år var der således blot 11 sekunder mellem nr. 1 og 5 på den endnu længere tidskørsel, men modsat i går skulle der ikke noget målfoto til for at kåre Jumbo som vinderen. Bag dem var det ganske vist endnu mere tæt end sidste år, så der således blot var 12 sekunder mellem nr. 2 og 8, men i sammenligning med resten af feltet var Jumbo-drengene som på en anden planet og holdt en gennemsnitsfart, der var næsten en hel kilometer i timen højere end den, Ineos kunne holde.

 

Sejren er kulminationen ikke blot på den generelle genrejsning af holdet, men også på det fantastiske arbejde, holdets tidskørselsguru Mathieu Heijboer har leveret. Det er svært at sige, hvad det er, han kan, men sandheden er i hvert fald, at hollænderen synes at kunne forvandle de fleste til tempospecialist. I flere år har holdet stille og roligt etableret sig i toppen af det internationale tempohierarki, men mens det har fungeret på enkeltstarterne, har det knebet på holdløbene. Den mangel er blevet lukket i år, hvor holdet nu med sejrene i UAE Tour og Touren og 2. pladsen i Tirreno-Adriatico har været i top 2 i alle årets holdløb på WorldTour-niveau og dermed cementeret, at de nu skal regnes som de måske allerstørste specialister.

 

Mest imponerende var det, at sejren blev sikret trods fravær af to af holdets helt store motorer, Roglic og Jos Van Emden. Til gengæld havde de to andre i form af Tony Martin og Van Aert, og det er nærliggende at pege på netop de to som nøglen til sejr. Og samtidig er det svært ikke at fremhæve Van Aert som den formentlig væsentligste faktor, for der er efterhånden mere og mere, der peger i retning af, at Heijboer har forvandlet crossstjernen til et regulært tempofænomen.

 

Van Aert viste allerede, at han havde visse evner i kampen mod uret, da han helt sensationelt slog Tony Martin på en prolog i Belgium Tour for nogle år siden, men selvom han senere satsede på de belgiske mesterskaber, var det aldrig det store fokus. Han befandt sig trods alt på et lille hold uden adgang til hverken materiel eller ekspertise, og så sent som i sidste års Danmark Rundt blev han da også kun nr. 2 på enkeltstarten slået af vores egen Mads Pedersen.

 

Pedersen skal imidlertid nok glæde sig over, at han har sikret sig Van Aerts skalp. Heijboer skulle nemlig tilsyneladende ikke bruge mange måneder på at forvandle Van Aert til et sandt monster. Allerede i sin allerførste enkeltstart som Jumbo-rytter var han i en liga for sig og slog sågar en - ganske vist ikke helt formstærk - Tom Dumoulin med næsten et minut i årets Dauphiné. Siden knuste han al modstand i et historisk stærkt besat belgisk mesterskab, og i dag var det naturligvis ham, der førte Jumbo-mandskabet over stregen i forbindelse med den knusende magtdemonstration.

 

Nu skal man naturligvis ikke negligere Martin-faktoren, for selvom tyskeren ikke er det wattmonster, han var engang, er han stadig en eminent holdløbsrytter, og Heijboer har da også peget på, at Martin med sin indsigt og sans for detaljen har bidraget til at løfte hele holdet. Alligevel er sejren så overlegen, at det næsten kun kan forklares med, at Van Aert er ved at udvikle sig til et tempofænomen, hvis sande klasse vi blot er ved at få fornemmelsen af nu. Ganske vist er der lang tid til den 19. juli, men mon ikke årets enkeltstart vil give os en lidt klarere fornemmelse af, om Van Aert vitterligt er det, man må sidde med en klar fornemmelse af.

 

Sejren var naturligvis i sig selv sød, for holdløbet er altid en af de vigtigste etaper, og den indebar endda, at Teunissen fik en ekstra dag i gult. Mindst lige så vigtigt var det imidlertid, at holdet sikrede Kruijswijk positionen som dagens klare sejrherre i klassementssammenhæng. Hollænderen, der i forvejen har fået designet en helt ideelle rute, hvor både koncentrationen af etaperne til sidst er som skabt til hans dieselmotor, og hvor bjergenes langt, opslidende karakter er ideelle for en dieselklatrer som ham, har i hvert fald sikret sig nogle tidsforskelle, han aldrig havde drømt om, da han tog flyet til Bruxelles tidligere på ugen. Og da Bennett som sagt overraskede sine holdkammerater ved at sidde med kammeraterne hjem, har holdet to helt legitime topkandidater, hvis det altså er muligt at beskytte to mand på et mandskab, der jo ikke just mangler interesser at forene.

 

Kruijswijk er imidlertid ikke den eneste, der kan være tilfreds. Det samme kan Ineos, der - måske hjulpet på vej af en tidlig startposition og svagere vind - med en andenplads vandt tid på næsten alle deres værste konkurrenter. Ser man alene på holdets trup, der udgøres af det ene tempofænomen efter det andet, kunne en 2. plads egentlig ligne en skuffelse, men sådan ser de næppe på det selv. I år alle holdets specialister anført af Geraint Thomas, Michal Kwiatkowski, Jonathan Castroviejo og Gianni Moscon nemlig skuffet den ene gang efter den anden, senest ved de nationale mesterskaber, hvor Kwiatkowski og Moscon leverede indsatser, der grænsede sig til det halvpinlige.

 

Med den meget kraftige tendens gennem et helt år kunne man frygte, at holdet ligesom sidste år, hvor de trods en status som gigantfavoritter blot blev nr. 2, ville skuffe fælt, men det gjorde de slet ikke. Nuvel, holdets styrke berettigede til mere, men i lyset af sæsonens hidtidige forløb er både Thomas og Egan Bernal formentlig fint tilfredse med kun at have tabt lidt til Kruijswijk.

 

Det skyldes ikke mindst, at de to Ineos-kaptajner vandt mere tid end ventet på flere af deres allerværste rivaler. Mest markant er det, at Mitchelton-Scott faldt helt igennem og trods deres enorme stabilitet i holdløb endte helt uden for top 10. Ganske vist var der andre hold, der gjorde det markant ringere, men det er helt sikkert ingen trøst hos Matthew White og resten af det australske holds ledelse. De havde nemlig set dagen i dag som en stor chance for Adam Yates til at vinde tid, men nu blev han i stedet sat tilbage i forhold til en helt stribe ryttere, han burde have haft et forspring til. Og med tanke på, at specielt Michael Hepburn stort set alene er udtaget med netop denne etape for øje, er det svært at forestille sig, hvor voldsom en gravkammerstemning der er hos det australske mandskab ved aftenbordet i dag. Naturligvis er de 21 sekunder, han satte til i forhold til Thomas og Bernal formentlig uden den helt store betydning i Paris, men i en sport, hvor betydningen af momentum er stor, er det i hvert fald en kedelig indgang til de kommende to uger, der primært handler om overlevelse.

 

Det er det bestemt også for Movistar. Ganske vist er spanierne, der ellers vandt bronze ved VM for fire år siden, slet ikke specialister længere, nu hvor de har sagt farvel til navne som Castroviejo, Adriano Malori, Alex Dowsett og Izagirre-brødrene. Alligevel var dagens 17. plads en fæl skuffelse, og selvom tidstabet på 41 sekunder til Ineos faktisk ligger inden for det, de på forhånd havde regnet for acceptabelt, må det komme som en fæl skuffelse, at et af sportens allerstørste hold bliver slået af miniputter som Cofidis, UAE og Dimension Data, der som regel nærmer sig bunden af klassementet i holdløb.

 

Endnu værre gik det for Trek og Richie Porte, der i den grad må have savnet sin gamle BMC-trøje og tilstedeværelsen af folk som Rohan Dennis og Stefan Küng, der gang på gang har gjort ham til en nærmest kronisk vinder af diverse holdløb. Ganske vist vidste vi alle, at Porte og Trek ville få det vanskeligt i denne disciplin, men et tidstab på næsten et minut til Ineos tenderer at være en regulær katastrofe. Desværre er der også en helt naturlig forklaring, da Koen De Korts styrt i går og Toms Skujins’ maveproblemer betød, at holdet reelt var reduceret til seks mand, men det er formentlig en ringe trøst. Noget kunne desværre tyde på, at evigt uheldige Porte bare er ramt af en Tour-forbandelse, der synes uden ende. På den baggrund kan man næsten kun frygte, hvordan det vil gå ham på 9. etape, der som bekendt to år i træk har sendt ham på hospitalet med knækkede knogler.

 

Den tredje helt store taber var naturligvis Romain Bardet, der - hvis man ser bort fra Guillaume Martin, hvis Wanty-hold i forvejen var det klart bedste bud på etapens sidsteplads - endte som den ringeste klassementsrytter. Også hans tidstab var helt forventeligt, men ligesom for Porte gælder det, at en 19. plads nærmer sig det utilgivelige, specielt fordi de blev slået af så mange temposvage hold. Desværre har det slet ikke hørt i olie for Bardet i en sæson, der mest har været til skraldespanden, og man kan frygte, at denne kedelige start blot er en fortsættelse af en tendens, der ser ud til at kunne blive et tema gennem hele sæsonen for en mand, der i forvejen ikke havde sin bedste Tour i 2018 og generelt har oplevet en nedadgående tendens igennem de seneste sæsoner.

 

Lidt mindre ærgerlig har Emanuel Buchmann og Patrick Konrad grund til at være, men Bora-mandskabets 12. plads står med sikkerhed ikke mål med forventningerne. I forvejen var det en temmelig kontroversiel beslutning at lade den yderst formstærke Maciej Bodnar blive hjemme - formentlig skyldtes det nationale interesser, at Marcus Burghardt fik forrang - og i aften vil holdet nok overveje en ekstra gang, om det nu også var den rigtige beslutning. Heldigvis er hverken Buchmann eller Konrad jo reel kandidat til den samlede sejr, og med tanke på de forskelle, man generelt ser længere nede i top 10 mod slutningen af en grand tour, er det nok ikke dagens resultat, der vil være udslagsgivende. Det er det formentlig heller ikke for Dan Martin, der indkasserede et forventeligt tidstab, men hvis UAE-mandskab gjorde det langt bedre end i 2018, hvor der blev uddelt en gedigen øretæve til den fightende irer.

 

Endelig er der Vincenzo Nibali, der nok heller ikke er i flyvende humør her til aften. Ganske vist er tidstabet for Bahrain yderst begrænset, men der er ingen tvivl om, at Hajen og ikke mindst Rohan Dennis havde regnet med mere end 9. plads. I virkeligheden er det nok først og fremmest Dennis, der er ramt lidt på stoltheden, og som må være mere og mere bekymret. I hvert fald bidrog dagens etape ikke til at slette indtrykket af, at hans skifte fra en BMC- til en Merida-cykel har forvandlet ham fra tempofænomen, der nærmest ene mand kunne vinde holdløb, til en god, men ikke imponerende temporytter.

 

Blandt vinderne finder vi naturligvis Enric Mas, der med sin 3. plads fik det udbytte af etapen, han havde kunnet håbe på. Egentlig var det vigtigste mål for Deceuninck i dag at tage en store etapesejr på den belgiske hjemmebane, men i lyset af Jumbos helt overlegne styrke, er det nok snarere klassementet, de vil have fokus på. Og her fik Mas et forspring til flere af sine rivaler, som kan vise sig vigtigt, hvis den langsomt startende spanier som forventet får sig et lille nederlag i torsdagens første bjergfinale.

 

Også Rigoberto Uran kan være pænt tilfreds. Ganske vist leverede EF ikke den sensation, som deres eminente tempokørsel i år havde indikeret, men med en 6. plads sikrede han sig et vigtigt forspring i kampen om podiet. Samtidig udmærkede Alberto Bettiol sig ved at se nærmeste skræmmende stærk ud, da han krydsede stregen som første mand for amerikanerne, og dermed kunne noget tyde på, at Flandern Rundt-vinderen er en mand, man skal holde et ekstra øje med de kommende dage startende med morgendagens puncheuretape.

 

Andre vindere var Thibaut Pinot og Jakob Fuglsang, der naturligvis har særlig dansk interesse. Den danske fugl havde heldigvis ikke fået vingerne stækket af gårsdagens styrt og kom bedre igennem etapen, end han havde frygtet. Samtidig leverede Astana en på alle måder godkendt indsats, for selvom de - som alle andre - fik bøllebank af Kruijswijk, er der ingen tvivl om, at han gerne havde solgt etapen for et tidstab på 21 sekunder til Ineos. Endnu bedre gik det for Pinot, hvis FDJ-mandskab fortsatte deres tendens til altid at overraske positivt på holdløbet og ubetinget fremstår som en af etapens helt store vindere.

 

Det gør Katusha bestemt også. I de seneste to sæsoner har det ellers været lidt svært at finde ud af, om man skulle grine eller græde over det tidligere storholds kollaps, og derfor var det lidt svært at skrue forventningerne til i dag specielt højt op. Ganske vist havde holdet med Alex Dowsett og Nils Politt to store motorer, men med tanke på mandskabets generelle tendens til at skuffe, var det meget let at overse. Det schweiziske hold imponerede med deres 4. plads imidlertid stort, og man kan håbe, at det er et varsel om en form for genrejsning på dagen, hvor medierne ellers har spekuleret i holdets fremtid.

 

Sunweb måtte sande, at det ikke lykkedes at vinde den etape, de måske allerhelst ville sejre i, men ligesom Deceuninck og Ineos kan de nok leve med nederlaget i en situation, hvor de end ikke var tæt på. I stedte kan de formentlig finde en del opmuntring i, at Michael Matthews generelt har set langt bedre ud, end han gjorde i et skuffende Tour de Suisse, og at både Lennard Kämna og Wilco Kelderman i dag så stærke ud. Den unge tysker fortsætter dermed de fine takter fra Schweiz, og hollænderen viser, at han måske langsomt er ved at lægge sine mange skadesproblemer bag sig. Der er i hvert fald håb om, at vi nok skal få tyskerne at se, selvom tabet af Tom Dumoulin naturligvis er næsten umuligt at komme sig over.

 

For at få deres etapesejr er der imidlertid en hurdle, der skal overvindes. Indtil nu har Jumbo-Visma-drengene nemlig ikke givet blot den mindste antydning af, at de har tænkt sig at lade andre komme til fadet. På to dage har de i verdens største cykelløb taget en tredjedel af de sejre, det lykkedes at opnå igennem en helt 2015-sæson, og det er vel det tydeligste bevis på den fabelagtige forvandling, Plugges nye strategi har været årsag til. Og det skulle såmænd slet ikke undre, om Van Aert i morgen fuldender hattricket for de engang så fallerede, men nu igen flyvende hollændere.

 

Favoritterne

Noget af det, der allermest adskiller Touren fra Giroen og Vueltaen, er det generelle fravær af puncheurfinaler. Mens den spanske og den italienske geografi gør det muligt at strø den slags afslutninger ud over de to mindre grand tours med løs hånd, er det svært at gøre det samme i Frankrig. Her er terrænet oftest enten meget fladt eller meget bjergrigt, og derfor er det generelt langt sværere for klassikertyperne at opsøge muligheder i et løb, der først og fremmest tilgodeser sprintere og bjergryttere.

 

I de senere år synes arrangørerne imidlertid at være blevet bedre til at opsøge disse afslutninger, især i Nordfrankrig. Således synes det nu at være reglen snarere end undtagelsen, at der i løbet af de første fem dage er i hvert fald én etape, der tilgodeser de ryttere, der mestrer kunsten at spurte op ad bakke. Det gør sig også gældende i år, hvor man altså har fundet nogle fine småbakker i området omkring Epernay til at skabe lidt afveksling på en rute, der nu ellers i forvejen er langt, langt mere varieret, end man normalt ser det i den meget faseopdelte Tour.

 

Til gengæld er 3. etape også den eneste af sin slags i år, og modsat sidste år, hvor både 5. og 6. etape havde finaler af denne karakter, handler det derfor om at slå til i morgen, hvis man betegner sig selv som puncheur. Derfor er det ikke svært at opregne en alenlang liste over ryttere, der har 3. etape som et stort mål, og det betyder også, at det ikke er en dag, hvor et udbrud har mange chancer. For Bora, Sunweb og CCC er det måske den allerbedste chance i hele løbet for at tage en etapesejr, og lægger man dertil, at Julian Alaphilippe helt sikkert allerede har julelys i øjnene, kan vi forvente, at i hvert fald fire hold vil arbejde for at skabe samling. Dertil kommer, at Jumbo-Visma næppe har til sinds at afgive den gule trøje uden kamp, og således er der fem hold, der kan forventes at have til hensigt at kontrollere etapen.

 

Derfor forventer vi heller ikke en specielt begivenhedsrig etape. Man må formode, at udbruddet holder så længe, at der er en bjergtrøje på spil, og da Greg Van Avermaet har større mål på denne etape, er den billigt til salg. Xandro Meurisse, der allerede har to point, har ikke lagt skjul på, at han har planer, og det samme er tænkeligt for Direct Energie med folk som Lilian Calmejane og Anthony Turgis, for Cofidis med Julien Simon, Anthony Perez og måske endda formstærke Jesus Herrada samt Katusha med Mads Würtz og Jose Goncalves. Alle ved imidlertid, at udbrud ikke har mange chancer, og derfor forventer vi, at gruppen etableres omkring km 0, som vi så det på 1. etape.

 

Derefter venter en relativt fredsommelig første del af etapen. Vinden vil ikke være stærk nok til at skabe mere end almindeligt Tour-stress, og som sagt forventer vi, at de fem ovennævnte hold alle vil bidrage til jagten. Den generelle sidemedvind vil imidlertid gøre det til en ret hurtig etape, og derfor vil den blive mere opslidende, end den ellers kunne have været. Kombinerer man det med den lange distance og de meget stejle bakker i finalen, bliver der altså stillet relativt store krav til rytternes holdbarhed. Derudover er det eneste tidlige højdepunkt den indlagte spurt, hvor det skal blive interessant at se, om Elia Viviani og Dylan Groenewegen allerede har givet op, da de denne gang ingen grund har til at spare sig til finalen og derfor kan tillade sig at køre spurten for fuld knald, hvis de stadig har grønne drømme. For Peter Sagan, Michael Matthews og Sonny Colbrelli handler det alene om at score point uden at bruge for mange kræfter.

 

Når vi rammer bakkerne, intensiveres løbet for alvor, og her skal man formentlig ikke have dårlige nerver. Det uvejsomme terræn med mange nedkørsler og kringlede veje betyder, at det bliver en kedelig og voldsom positionskamp, der vil være så nervøs, at alene stressniveauet kan koste et leveår eller to. Det vil i sig selv give anledning til en opskruet fart, som formentlig vil bringe udbruddet tilbage. Det vil sandsynligvis også gøre det svært at angribe, selvom terrænet egentlig er skabt til offensiv kørsel. Det er bestemt ikke udelukket, at vi vil se forsøg - Calmejanes navn skriger i hvert fald til himlen, hvis ikke han skal tidligt afsted - men de nævnte hold vil formentlig kontrollere så hårdt, at det skal afgøres i en spurt. Vi forventer heller ikke, at bonussekunderne på sidste stigning vil spille den store rolle. Klassementsrytterne har formentlig rigeligt andet at tænke på end at gå efter sekunder, der på sigt næppe vil spille en rolle.

 

Vi forventer altså, at det ender i den ventede puncheurspurt, men kun i et ganske reduceret felt. De sidste stigninger er nemlig brutalt stejle, og man skal være en temmelig hårdfør type for at sidde med i det helt sikkert opskruede tempo. Selv hvis man klarer den, skal man over den lille bakke inden selve målstigningen, og den alene vil være nok til at sætte de lidt tungere folk tilbage. Medvind, distance og terræn vil gøre det til en ganske vanskelig dag.

 

Selve spurten er en sjov størrelse. På den ene side er 8% så stejlt, at vi egentlig skal kigge mere i retning af Alaphilippe- og Valverde-typerne end de tungere folk som Sagan og Colbrelli. På den anden side er bakken så kort, at det alligevel kan sagtens vise sig, at de tungere folk med deres større råstyrke alligevel vil have en overhånd. I den forstand er det en etape, der kan vindes både af de lette ardennerpuncheurs og de tungere brostenspuncheurs.

 

Den vigtigste faktor kan dog vise sig at være svingene. Således er der et sving både i bunden og halvvejs oppe af bakken. Med andre ord bliver der ikke tale om én lang spurt, men snarere to korte ryk på de stejle procenter. Det betyder, at det i langt højere grad bliver et spørgsmål om tekniske egenskaber, positionering og accelerationsstyrke end en mere traditionel evne til at spurte op ad bakke. Man kan være nok så hurtig, men hvis ikke man sidder fremme og kommer godt igennem de to sving, samtidig med at man formår lynhurtigt at træde cyklen op i fart igen, kan det hele være helt lige meget.

 

Derfor er der også to navne, der skiller sig ud: Julian Alaphilippe og Peter Sagan. Begge er superpuncheurs, og hvor Sagan vel er verdens bedste på de lidt lettere bakker, har Alaphilippe overtaget Valverdes status som kongen af de stejle mure. Samtidig hører de begge til blandt feltets teknisk klart stærkeste ryttere, ligesom de begge har et fabelagtigt punch, der før dem i stand til at accelerere op i fart på nul komma fem. Med andre ord vil de begge elske denne finale.

 

Derfor er det i høj grad et spørgsmål, om man tror, at de stejlere procenter vil give Alaphilippe den afgørende forskel, eller om man tror, at Sagan, der nok er den allerbedste i positionskampen, med sin større power og fabelagtige positionering kan slå til trods bakkens stejlhed. I virkeligheden er det lidt et trosspørgsmål, og de kan vel betegnes som stort set ligeværdige favoritter.

 

Det er derfor også med nogen tøven, at vi peger på Alaphilippe som vores favorit. Vi tror nemlig, at franskmanden kommer lidt til kort mod Sagan i positionskampen, og han må ikke være langt efter slovakken i svingene, hvis han skal have en chance. På den anden side har franskmanden i år været helt i sin egen liga, når blot det har steget en anelse, og han vandt sågar en blot ganske let stigende massespurt i Tirreno-Adriatico tidligere i år. På 8% kan selv Sagan få svært ved at matche Alaphilippes berømte slangehug, og vi føler os derfor overbeviste om, at han har farten til at rette op på den lidt ærgerlige start for Deceuninck-Quick Step. Spørgsmålet er, om han også kan matche kongen af positionering. Kan han det, tror vi, at han gør arbejdet færdigt.

 

Det kan imidlertid også sagtens blive Sagan. Når vi er en smule tøvende over for slovakken, skyldes det, at vi stadig ikke føler os helt overbeviste om, at han er sig selv endnu. Hans forår var katastrofalt, og selvom han var på rette vej i Tour de Suisse, var han helt tydeligt ikke sig selv endnu. Det så langt bedre ud i går, hvor han kørte en meget lang modvindsspurt og relativt klart slog andre specialister som Michael Matthews og Sonny Colbrelli. Alligevel var det - modvind eller ej - en anelse urovækkende, at han blev passeret af Teunissen, og dagens holdløb gav jo heller ikke ligefrem indtryk af, at han er flyvende.’

 

 

Det ændrer dog ikke på, at Sagan altid er livsfarlig i finaler som disse, og mens 500 m med 8% i sig selv kunne være lidt for stejlt i forhold til Alaphilippe, bør svingene gøre det til en ganske god afslutning for det tekniske unikum Sagan. I positionskampen svigter han heller aldrig, og derfor skal hans værste rivaler være lige i hans bagsmæk i de sidste sving, hvis de skal have en chance for at slå ham.

 

Det kan blive et lille problem, at både Mike Teunissen og Steven Kruijswijk skal beskyttes, men der bør nu ikke være tvivl om, at Wout van Aert kan køre sin egen chance. Det er jo alligevel ham, der står næst i rækken til at overtage trøjen efter Teunissen, og i en så hård finale bør belgieren være det bedste bud af de to. Det skyldes ikke mindst de to seneste sving, der i den grad rimer på en crossrytter som Van Aert. Det kan godt være, at Mathieu van der Poel altid giver ham bøllebank på tekniske crossruter, men i et landevejsfelt har Van Aert nogle tekniske evner, som kun de færreste kan matche. Det så vi senest i Dauphiné, hvor han sammen med Alaphilippe kørte så stærkt igennem svingene, at det lykkedes belgieren at få skovlen under selveste Sam Bennett i en massespurt.

 

Van Aert er til gengæld relativt uprøvet i disse finaler på dette niveau, og han har endnu til gode at vise, at han vitterligt er en vaskeægte superpuncheur. Vi har da også en lille frygt for, at han er lidt for meget diesel og mangler lidt acceleration til for alvor at udfordre folk som Alaphilippe og Sagan. Omvendt viste han i Dauphiné en hurtighed, som er blevet klart forbedret, ligesom han blev nr. 3 i massespurten ved de belgiske mesterskaber. Det bør alt sammen borge for et godt resultat i denne finale.

 

Så I Alberto Bettiol i dag? Sjældent har man set en så afslappet attitude, som da italieneren med et par enkelte tråd, kørte frem forrest i EF-gruppen og herefter med et nærmest overlegent blik kiggede bagud for nærmest at spørge holdkammeraterne, hvor de blev af. I forvejen var det svært ikke at lægge mærke til, hvor fornemt han kørte i bjergene i Dauphiné, hvor terrænet ellers ikke er hans, og han efterlod også et yderst positivt indtryk ved de italienske mesterskaber, hvor han blev nr. 2 på enkeltstarten og nr. 3 i linjeløbet. Noget kunne tyde på, at han nærmer sig den guldform, han også have i et forår, hvor han med sejren i Flandern Rundt fik sit helt store gennembrud. Og den sejr blev ikke opnået ved en tilfældighed, men ved, at han ganske enkelt gav folk som Sagan, Van Aert og Van Avermaet baghjul med sit angreb på Oude Kwaremont.

 

Hvis han har den form, er der grund til at tage sig i agt. I forvejen blev han nr. 5 i Tourens puncheurfinale på 3. etape for to år siden, og dengang var han ikke i nærheden af at have det niveau, han har i dag. Til gengæld kan man desværre have en lille frygt for, at han mangler noget i positionskampen og i accelerationsstyrke til denne kringlede finale. Handler det alene om puncheurevner, synes Bettiol at have en reel chance for at slå alle favoritterne.

 

Sidste år blev en grædefærdig Michael Matthews syg om natten inden puncheurfinalen på 5. etape, der var hans helt store mål. Forhåbentlig går det ikke så galt denne gang, for også i år er det denne slags finaler, Matthews for alvor satser på. Faktisk synes han næsten at være blevet bedre, end han var for år tilbage, efter at han i efteråret vandt begge de canadiske puncheurklassikere og satte verdenseliten til vægs på Muren på kongeetapen i BinckBank Tour.

 

Til gengæld kan man frygte, at formen ikke sidder helt i skabet, for han var alt andet end imponerende i Tour de Suisse. Det så heldigvis betydeligt bedre ud i går, hvor han blot var uheldig med, at Maximiliano Richeze tvang for tidligt ud i vinden, så han skulle starte en spurt fra front direkte ind i modvinden. På den baggrund var 6. pladsen hæderlig, og han melder også selv om gode ben. Han er ikke verdens bedste i positionskampen, men klarer han sig som i går, bør han have spurtstyrken og punchet til at vinde. I forhold til Sagan bør manden, der to gange har været i top 10 på Mur de Huy, i hvert fald have glæde af de stejlere procenter.

 

I gamle dage ville man naturligt have gjort Alejandro Valverde til en af de helt tunge favoritter. Det er da heller ikke hans spurtstyrke, der gør os i tvivl om chancerne, for på 8. etape af Vueltaen sidste år overspurtede han sågar Sagan i en langt lettere finale. I stedet er det positionskampen, der kan blive et problem. Det er nu ikke, fordi Valverde mangler evnerne - faktisk har positionering altid været hans styrke - men på sine ældre dage, ikke mindst efter styrtet for to år siden, er han blevet lidt af en forsigtigper. Vi er ganske enkelt bange for, at Valverde ikke er villige til at tage de nødvendige risici til at vinde en finale, hvor positionering betyder alt. Det ændrer dog ikke på, at sidste års Vuelta viste, at han stadig har farten til at vinde, og mens det nu kniber på lange stigninger, er han stadig en af verdens bedste i puncheurafslutninger.

 

Løbets joker er Caleb Ewan. Australieren har i år været dybt imponerende i disse puncheurfinaler, og han viste særligt med sejren på de 20% på Hatta Dam i UAE Tour, at han også kan vinde på stejle bakker. Den rampe er imidlertid kun knap 200 m lang, og spørgsmålet er, om 500 m alligevel ikke er lidt for meget, når vi taler om en stigningsprocent på 8 - ikke mindst fordi finalen kommer efter så mange sene bakker, hvor han trods alt er hæmmet i forhold til de mere holdbare favoritter. Omvendt betyder de to sving, at det i højere grad handler om acceleration, og det bør tilgodese en sprinter som Ewan. Det største problem kan i virkeligheden vise sig at være positioneringen, for her er han så begrænset, at han skal bruge en del held for at være i position til faktisk at vinde.

 

En af de ryttere, der taber lidt på bakkens stejlhed, kunne være Sonny Colbrelli. Italieneren er ellers en af verdens allerskarpeste puncheurs, hvilken han ikke mindst viste med 2. pladsen bag Sagan på 5. etape sidste år. Det var imidlertid på en 5%-stigning, og spørgsmålet er, om den relativt store Colbrelli trods alt ikke kommer lidt til kort, når han skal spurte mod lettere folk på så stejl en bakke. Samtidig så vi så sent som på 1. etape, hvor han blev tvunget til at starte en alt for lang spurt, at han fortsat har for store mangler i positionskampen, og det vil blive dyrt i denne tekniske finale. Omvendt viste han også en forrygende form med 2. pladsen ved de italienske mesterskaber, så med den rette position er han bestemt ikke uden muligheder.

 

Greg Van Avermaet har denne etape som sit vel nok største mål, men vi er ikke videre optimistiske på hans vegne. I 2018 og 2019 har det nemlig været ret tydeligt, at han slet ikke har fordums hurtighed, og sidste år var han da heller ikke i nærheden af sejren på puncheuretapen. Samtidig er den tekniske finale alt andet end ideel for Van Avermaet, der næppe når at få gang i sit store gear i en finale, der reelt handler om to korte og ikke én lang spurt. Han synes heller ikke at have samme positioneringsevner som tidligere. Der er altså mange grunde til, at Van Avermaet ikke vinder etapen, men naturligvis vil belgieren altid være en af favoritterne, ikke mindst efter et forår, hvor han nærmede sig sit gamle niveau.

 

Lotto vil formentlig give Tim Wellens lov at køre sin egen chance i en finale, der sagtens kan være for svær for Ewan. Med sejre på små mure i Giroen og Ruta del Sol har han vist, at han er glimrende i denne type afslutninger, og faktisk burde denne finale passe ham ret godt. Bakken er stejl nok til, at han kan blande sig med Sagan-typerne, men ikke som et Mur de Huy, hvor den lettere Alaphilippe altid vil slå ham. Hvor han står formmæssigt er en anelse uklart efter en juni, hvor han ikke imponerede stort i Belgium Tour, men i det mindste skal han denne gang ikke slås med den forhadte varme. Finalen er for teknisk til, at han kan vinde, men normalt positionerer han sig godt nok til at få et topresultat.

 

Det er bestemt heller ikke umuligt, at Mike Teunissen kan vinde igen. Gennem hele foråret og sommeren har hollænderen imponeret igen og igen, og når man kan slå Sagan i en stigende spurt på 1. etape, har man altså en vis fart. Spørgsmålet er bare, om denne afslutning trods alt ikke er en anelse for stejl for en fyr som Teunissen. Han har i hvert fald endnu til gode at vise, at han kan være med på en så stejl bakke, og her vil han formentlig komme en smule til kort i forhold til de sande specialister.

 

En sådan er Alexey Lutsenko, men spørgsmålet er, om han får lov. På Astana handler alt om Fuglsang, men omvendt har Lutsenkos kasakhiske pas altid betydet, at han får lidt mere spillerum end andre. Der burde være rigeligt med folk til at agere barnepige for Fuglsang, og efter et forår, hvor han kørte som en motorcykel og knuste al modstand i Oman samt vandt en etape i Tirreno, vil han være farlig. Til gengæld er problemet med Lutsenko, at han er yderst svingende og kan køre, som vinden blæser. En samlet top 10 i bjergløbet Dauphiné tyder på storform, men Lutsenko er typen, der sagtens kan være faldet sammen siden da.

 

Lotto har også et tredje kort i Tiesj Benoot, der i Tour de Suisse viste, at han i hvert fald er i storform. Der er da næppe heller tvivl om, at han har udset sig denne etape, men finalen er altså ikke ideel for den store belgier. Ganske vist er han en udmærket puncheur, men han er ikke specielt eksplosiv. I en finale, hvor det særligt handler om at kunne accelerere vil dieselmotoren Benoot nok trods alt komme lidt til kort, også fordi han ikke altid har været helt sublim i positionskampen.

 

Man kan også håbe, at Ag2r giver lidt plads til Tony Gallopin. Det har ellers ikke været et godt år for franskmanden, men i Route d’Occitanie så han endelig skarp ud. I sidste års Vuelta kørte han fabelagtigt og var blandt andet den eneste, der kunne følge Valverde og Kwiatkowski under forceringen i puncheurfinalen på 2. etape. Det viser, at han stadig har lidt af sine gamle evner, selvom han ikke synes så hurtig som i gamle dage. Vi er mere bekymrede for, om han er risikovillig i positionskampen, ikke mindst fordi han fortsat kan være mærket af styrtet fra de franske mesterskaber.

 

Selvom Andrea Pasqualon er en god puncheur, tror vi, at finalen her er for hård, og Xandro Meurisse vil formentlig bruge for mange kræfter på at jagte en bjergtrøje. Heldigvis har Wanty et tredje bud i form af Odd Christian Eiking, der i år virkelig har excelleret i puncheurspurter blandt andet på Sicilien, i Catalonien og senest i Plumelec. Formen i Dauphiné var også ganske overbevisende, men Eiking er også en ustabil type, man aldrig ved, hvor man har. Samtidig er vi usikre på, om han har evnerne i positionskampen.

 

Endelig vil vi pege på Jesus Herrada. Ganske vist er spanieren slet ikke den puncheur, han engang var, men han genfandt lidt af evnerne i Luxembourg, hvor han vandt hele to puncheurafslutninger, dog i lidt hårdere finaler. Sejren på Mont Ventoux og bronzen ved de spanske mesterskaber bekræfter, at han aldrig har været bedre. Alligevel er vi ikke superoptimistiske på en etape, hvor han nok mangler punch og acceleration, ligesom han får det svært i positionskampen. Cofidis har også Julien Simon og Anthony Perez, men selvom førstnævnte vandt sølv ved de franske mesterskaber, har ingen af dem vist storform.

 

Maximilian Schachmann burde elske denne finale, men han skal formentlig arbejde for Sagan, der trods alt har en grøn trøje, der skal vindes, og det samme gælder for eksplosive Patrick Konrad. Michal Kwiatkowski og Gianni Moscon får ingen chance, og deres kaptajner, Egan Bernal og Geraint Thomas, kan trods alt ikke måle sig med specialisterne. Bakken er nok for let for Alexis Vuillermoz og for stejl for Oliver Naesen, og Ag2rs joker Benoit Cosnefroy slog sig slemt i går. Matej Mohoric ventes at skulle køre for Colbrelli, og hele Astana-banden med undtagelse af måske Lutsenko skal formentlig tage sig af Fuglsang. Bakken er for eksplosiv og teknisk til, at den passer til lettere folk som Dan Martin, Adam Yates og Michael Woods, der ikke er gode nok i positionskampen, og Fabio Felline skal nok tage sig af Richie Porte. Vi tror også, at bakken er for stejl for Matteo Trentin, Giacomo Nizzolo og Nils Politt, og Edvald Boasson Hagen og Lilian Calmejane har ikke vist et niveau, der giver anledning til optimisme. Simon Clarke var en oplagt kandidat, men skal formentlig agere barnepige for Rigoberto Uran, og Patrick Bevin skal køre for Van Avermaet. Daryl Impey ville kunne lide finalen, men han skal med en vis sandynlighed lege barnepige for Adam Yates. Jose Goncalves har vist for lidt til, at vi kan tro på ham i en finale, der ellers passer ham, og selvom de kan gøre det godt, bliver det ikke til et topresultat til Elie Gesbert og Anthony Turgis.

 

OPDATERING: Det er pludselig gået op for mig, at jeg har overset Dylan Teuns. Finalen passer ham ikke ideelt, men han er konkurrencedygtig på 8%. Colbrelli er plan A, men han bør få lov at køre sin chancen med den firne form, han viste i Dauphiné. Jeg beklager fejlen.

 

Feltet.dks vinderbud: Julian Alaphilippe

Øvrige vinderkandidater: Peter Sagan, Wout van Aert

Outsidere: Alberto Bettiol, Michael Matthews, Alejandro Valverde, Caleb Ewan, Sonny Colbrelli

Jokers: Greg Van Avermaet, Tim Wellens, Mike Teunissen, Alexey Lutsenko, Tiesj Benoot, Fylan Teuns, Tony Gallopin, Odd Christian Eiking, Jesus Herrada

KØB PRO CYCLING MANAGER TIL KUN 228,95 

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Tour of Qinghai Lake(2.HC) 14/07-27/07

Adriatica Ionica Race(2.1) 23/07-28/07

Adriatica Ionica Race(2.1) 23/07-28/07

Grand Prix Cerami(1.1) 25/07

Prueba Villafranca-Ordizi...(1.1) 25/07

VOO-Tour de Wallonie(2.HC) 27/07-31/07

Circuito de Getxo "Memori...(1.1) 31/07

Volta a Portugal Santander(2.1) 31/07-11/08

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

Vind en Garmin Edge 830 cykelcomputer - værdi af 3.199 kroner.