Optakt: 3. etape af Tour de France

SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+

Ruten

Det kan godt være, at sprinterne langt fra altid kan jagte den gule trøje, men de kan i det mindste næsten altid glæde sig over en sprinteretape allerede i den første weekend. I år er den helt usædvanligt overladt til puncheurtyperne, og derfor må de sejrshungrende sprintere vente helt til tredjedagen, inden de kan se frem til den første chance. Den indleder til gengæld også en herlig sprinterfestival i første uge, men inden de kan kaste sig ud i den første massespurt, skal de sikkert igennem endnu en dag i Bretagne, hvor snoede og kuperede veje sammen med mulig blæst og regn kan gøre det hele meget mere dramatisk, end de kunne ønske sig.

I alt skal der køres 182,9 km mellem Lorient og Pontivy, og igen er der tale om en etape, der afvikles på bretonsk jord. Startbyen er en af Bretagnes store havnebyer, og den første del af etapen kan derfor blive meget nervøs, når man kører mod sydøst ned lang den flade kystvej til byen Carnac, som nås efter 30,0 km. Her følger man kortvarigt kysten videre mod nordøst og skal blandt andet over en bro, inden man kører mod nord videre langs vandet frem til byen Auray, som passeres efter 48,9 helt flade kilometer.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Nu forlader man langt om længe vandet for at køre mod nordøst, øst og igen nordøst gennem kun ganske, ganske let kuperet terræn. En nedkørsel leder ned til bunden af en af Bretagnes mest berømte stigninger, nemlig kategori 4-stigningen Cote de Cadoudal (1,7 km, 6,3%) i byen Plumelec, hvor Alejandro Valverde kørte sig i gult i 2008, hvor Peter Sagan blev europamester i 2016, og hvor der altid er mål i GP de Plumelec. Der er tale om en relativt jævn stigning, der dog har 500 m med 8,3% inden 200 lette meter til sidst frem mod toppen, som rundes efter 91,1 km.

Nu bliver det igen ganske let, når et let faldende stykke leder mod nordøst, inden man drejer mod nordvest for at køre op ad en bakke frem til byen La Fourchette, hvor dagens spurt kommer efter 118,3 km som afslutning på en helt flad og lige vej. Det flade terræn fortsætter, mens man kører mod sydvest, inden det går småkuperet mod nordvest frem til kategori 4-stigningen Cote de Plumelieau (2,2 km, 3,1%), der bare er en let og jævn opkørsel med top efter 148,6 km. Nu er det småkuperet, mens man forsætter mod nordvest, inden man drejer mod nord ad en let stigende vej. Med 8,3 km igen begynder det at falde ad en småsnoet vej mod nordvest ned til Pontivy, hvor de sidste 3 km er helt flade, men tekniske. Først drejer man med 2,8 km blødt til venstre hen langs en flod, der med 1300 m igen passeres via to hurtige sving lige i rap. Nu går det mod syd ned langs den modsatte bred, inden man drejer til venstre i en rundkørsel ind på den 1400 m lange og 7 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 1539 højdemeter.

Pontivy har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb. Tour de Bretagne var dog forbi i 2017, hvor Elie Gesbert kørte hjem til en solosejr, og i 2015, hvor Alex Peters slog Ioannis Tamouridis og Anthony Delaplace i en tremandsspurt.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+

Vejret

I dag var rytterne heldige med vejret, men det bliver svært at have samme held mandag, der ligner en trist dag. Gennem hele dagen vil der være en betydelig risiko for byger og i starten også tordenbyger, og for hver time gennem eftermiddagen vil der være en nedbørsrisiko på 85-95%. Mod slutningen ser det endda ud til at kunne gå over i noget, der minder om rigtigt regnvejr med en nedbørsrisiko på 96-77% for de sidste tre timer af etapen.Temperaturen ventes at nå 18 grader, og det vil heller ikke mandag være blæsende med blot en let vind (10-13 km/t). Den ser endda ud til at skulle komme fra ret forskellige retninger, men det ligner altovervejen en nordøstlig retning. Det ligner sidevind på turen ned langs kysten og derefter modvind frem til spurten til kort inden spurten. Nu følger et kort stykke med skiftevis side- og medvind, inden man får modvind ind mod målbyen. Slutteligt får mand sidemodvind, der bliver til sidemedvind ved passagen af broen og slutteligt sidemodvind på opløbsstrækningen.

Analyse af 2. etape

Måske kan det være en genvej til en lidt lettere kontrakt, men det kan ikke være sjovt at skulle starte sin karriere som familiemedlem til en af cykelsportens koryfæer. Stakkels Axel Merckx havde jo aldrig skyggen af chance for at ende som andet end en fiasko, når hans resultater altid blev holdt op imod farmands, og selv ikke en OL-bronze kunne ændre på, at de fleste belgiere vil anse ham som en rytter, der aldrig levede op til forventningerne. I disse år er det heller ikke sjovt at hedde Rick Zabel, når man hele tiden skal forholde sig til, hvornår man begynder at vinde lige så meget som en far, der står noteret for ikke færre end 146 sejre.

I det lys burde Mathieu van der Poel være dobbeltdisponeret for fiasko. Ikke blot er hans far vinder af Flandern Rundt, Liege-Bastigne-Liege, Amstel Gold Race, Clasica San Sebastian og to Tour-etaper samt VM-sølvvinder, hans bedstefar er også en af fransk cykelsports største darlings. Som bekendt elsker cykelfans oftere end vinderne, og derfor blev Raymond Poulidor en af fransk cyklings mest elskede skikkelser, da han gennem en lang karriere blev kendt som den evige toer for hele otte podiepladser i en Tour, det aldrig lykkedes ham at vinde. Mest bemærkelsesværdigt er det, at han trods sin endeløse serie af topplaceringer aldrig fik bare én dag i den gule trøje.

Med så belastet en arv som rygsæk kunne Van der Poel næsten kun fejle. Hvordan i alverden skulle det kunne lade at gøre at komme i nærheden af at matche resultaterne fra to familiemedlemmer, der hver især hører til blandt de allerstørste i deres respektive landes cykelhistorie? Det har næppe været det letteste i denne verden at møde op til de hollandske ungdomsløb og præsentere sig med efternavnet Van der Poel.

Allerede i flere år har det imidlertid stået klart, at det vil være en slem overraskelse, hvis ikke Mathieu ender med et generalieblad, der matcher både det, far og bedstefar kan præstere. Van der Poel har i karrierens første år etableret sig som et ganske sjældent fænomen, der havde skilt sig ud som noget endnu mere særegent, hvis ikke han var brudt igennem midt i vidunderbørnenes tidsalder. Selvom hans fokus kun har ligget på landevejen i to et halvt år, har han allerede opbygget sig et generalieblad, der i sig selv ville være nok til en flot plads i cykelhistorien - og han er slet ikke færdig endnu.

Blandt sejrene er allerede Flandern Rundt, Amstel Gold Race og Strade Bianche, men tilsyneladende har der været én pris, der har stået højere end måske alt andet. Indtil i dag var det i hvert fald ikke gået op for mig, at Tourens gule førertrøje tilsyneladende har været et særligt eftertragtet mål - måske fordi han hele tiden har sagt, at han helst ville være fri for at køre årets tur rundt i Frankrig, så han i stedet kunne koncentrere sig om OL. Da han i dag erobrede den ene af sportens to mest eftertragtede trikoter, kom der imidlertid en reaktion, der i følelsesudtryk slet ikke var i nærheden af det, vi har set efter sejrene i Flandern Rundt eller Amstel Gold Race.

Det hænger naturligvis sammen med Poulidor. Det har altid været en væsentlig del af fortællingen om den franske darling, hvordan han aldrig lykkedes med at erobre den trøje, der betyder allermest for særligt franskmænd, og derfor er det også hurtigt blevet en del af mediehistorierne, at Van der Poel i sin Tour-debut, hvor de to første etaper har været skræddersyet til en puncheur, har kunnet gøre det, der aldrig lykkedes for bedstefar. Måske har den megen hype været med til for Van der Poel at gøre det til en helt særlig måde at ære Poulidor, der døde for godt halvandet år side, hvis han kunne fuldende den bedrift, der aldrig lykkedes for den elskede franskmand.

Læs også

Visma-rytter gik imod strømmen: Forstår godt de andres valg

I dag virkede Van der Poel i hvert fald nærmest som besat mand. I går så det ellers ud til, at den gule drøm var blevet knust, da en dårlig position kombineret med efter hans eget udsagn dårlige ben kostede ham chancen for at erobre den første gule trøje. Værre var det, at Julian Alaphilippes tidsgevinst gjorde det ganske svært at se, hvordan i alverden han skulle vinde så meget tid på den i går så flyvende franskmand, at han skulle kunne rette op på nederlaget, da han i dag fik sin anden chance i den ikoniske finale på Mur-de-Bretagne.

Tilsyneladende anså han det også selv for svært. I hvert fald vurderede han, at det var nødvendigt at jagte de 8 bonussekunder, der var placeret på toppen af den berømte mur, da den skulle passeres for første gang i den hektiske finale. På det tidspunkt virkede det som det rene galmandsværk, da han lancerede en alt, alt for tidlig offensiv og brændte umiddelbart unødige kræfter af allerede inden finalen. På baggrund af gårsdagens nedtur, hvor han selv havde klaget over dårlige ben, så det nemlig ikke ud til, at der var plads til at ødsle med kræfterne. Og var det virkelig klogt at ofre den måske bedste chance for at vinde en af de tilbageværende etaper for et lidt spekulativt forsøg på at vinde den gule trøje? Selv da han fik de otte sekunder på toppen, var han stadig 10 sekunder efter Alaphilippe, og derfor var en etapesejr i sig selv ikke nok til gult, hvis blot den franske verdensmester endte bedre end nr. 20 og ikke tabte tid.

I lyset af gårsdagens franske opvisning lignede det ikke et realistisk scenarium. Snarere var det svært ikke at ryste lidt på hovedet over, at Van der Poel igen tabte tålmodigheden og spillede med musklerne alt for tidligt. Den slags tidlige offensiver kostede ham formentlig en sejr i Kuurne tidligere i år og var meget tæt på at gøre det i Amstel Gold Race i 2019 og i BinckBank Tour sidste år. Også dengang var han begyndt at kede sig og havde iværksat nogle hele vilde soloridt, der mildt sagt virkede temmelig uovervejede.

Det var de også - i hvert fald for alle andre end Van der Poel. Det hollandske fænomen kan bare noget helt, helt særligt, der bringer ham op i den særlige klasse af sportens fænomener. Selv måtte han tage sig til hovedet, da han lavede sit vanvidscomeback i Amstel Gold Race, selv ikke Stefan Küngs og Søren Kraghs motorer kunne stoppe hans vilde ridt i BinckBank Tour, og tidligere i år leverede han endnu et mirakelridt på de italienske mure i Tirreno-Adriatico.

I dag gjorde han det så igen. Efter gårsdagens trængsler var det logiske ellers at spare på kræfterne og satse alt på den spurt, hvor han ville være en af de logiske favoritter, hvis en gruppe skulle afgøre det på toppen af den berømte mur. Problemet var bare, at det som sagt næppe havde været nok til at gøre bedstefar stolt og sikre sig den gule trøje, og derfor var der ikke andet at gøre end at gå i offensiven.

Det gjorde han så. Med navnet Poulidor malet i determinerede øjne lignede han en besat mand, da han holdt sig koncentreret fremme under hele opkørslen. Da Sonny Colbrelli lidt overraskende blev lidt overmodig og kastede sig ud i en nok ikke helt gennemtænkt offensiv, svarede han prompte sammen med de to slovenske forhåndsfavoritter, Primoz Roglic og Tadej Pogacar, og derefter så han sig ikke tilbage. I et af de flotteste og mest rørende øjeblik gjorde han det, hans bedstefar aldrig lykkedes med - og beviste efterfølgende med sin følelsesladede reaktion, at selv fænomener også er mennesker, selvom det af of til kan være svært at tro på.

Missionen lykkedes naturligvis først og fremmest, fordi Van der Poel er Van der Poel. Men den lykkedes også, fordi Alaphilippe er Alaphilippe. Mens det er lidt mere særegent at se hollænderen variere så kraftigt i niveau fra den ene dag til den anden, er det velkendt, at den franske verdensmester ikke har stabilitet som sin spidskompetence. Det blev i den grad udstillet på en dag, hvor der syntes at være en verden til forskel på den regnbuetrøje, der dansede fra rivalerne i går, og den gule trøje, der i dag kæmpede sig til toppen uden på noget tidspunkt at have været en aktør på stigningen. Naturligvis er en 5. plads på det, der lignede en halvdårlig dag, et flot resultat, men det mindede os også om, hvorfor Alaphilippe i virkeligheden er modsætningen til den klassementsrytter, han i dette løb forsøger at være. Ikke mindst efter i dag må det betegnes som overraskende, hvis han ender med at holde sit tårnhøje niveau hele vejen til Paris.

Det kan vi til gengæld regne med, at de to slovenske monstre gør. Hvis det allerede lignede en slovensk duel inden løbet, er det billede kun blevet styrket i løbet af den hektiske første weekend. Igen i dag var de to rivaler med i alt, hvad der rørte sig, og igen havde de så meget blik for hinanden, at det endte med, at de aldrig kom nogen vegne. I sidste ende skulle de atter spurte om bonussekunder, som de ved begge passager af muren kæmpede så ihærdigt for, at man skulle tro, at de havde glemt, at grand tours altså sjældent afgøres på marginaler. I dette tilfælde virker det dog helt velbegrundet, fordi de to rivaler stadig synes så jævnbyrdige, at det er umuligt at få et blot det tyndeste lille papir stukket ind imellem dem.

Alligevel efterlod Pogacar et bedre indtryk end i går. Det var ikke tilfældigt, at det var ham, der vandt begge de to spurter, og hvor han i går så temmelig udkørt ud til sidst, var han i dag i hopla hele vejen. Det er naturligvis ikke mærkeligt, når vi ved, at Pogacar altid er rusten på sin første løbsdag, og det har næppe heller hjulpet på Roglics sidste procent, at han var i asfalten i går. Billedet er dog stadig, at det ligner den helt åbne kamp, vi havde drømt om.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Til gengæld falder de to kollektiver, der skulle have truet dem, mere og mere sammen. I går var det Richie Porte og Tao Geoghegan Hart, der grundet uheld blev sat ud af spillet, mens Richard Carapaz mistede sekunder i finalen, og i dag gik det så galt for den fjerde af Ineos’ fire trumfer. Ganske vist kommer det bag på mig, at han er ude af stand til at sidde med i en gruppe på næsten 30 mand, men i lyset af den klatrebedrift, han leverede i Dauphiné, har han hele tiden set temmelig skrøbelig ud. Det billede tegner sig umiddelbart noget tydeligere i dag, selvom det fortsat er for tidligt at afskrive ham. Glem ikke, at Andy Schleck og Chris Froome også mistede tid på denne mur i hhv. 2011 og 2018, og de endte trods alt begge med at gå på podiet. På den anden side vandt de heller ikke løbet…

Skal det lykkes for Ineos, ser det ikke uventet ud til, at det skal ske gennem Carapaz, mens selvom han så bedre ud i dag, sletter det ikke indtrykket af, at også han er kommet rustent fra start. I det lys er det bare endnu mere ærgerligt, at Porte mistede tid i går, for australieren efterlod et ganske stærkt indtryk, da han som i 2018 førte feltet hele vejen op ad stigningen stejle del.

Lige så kritisk er det for Movistar. Hvor gårsdagens tidstab skyldtes uheld, er det svært for Miguel Angel Lopez at finde mange undskyldninger for dagens tidstab. Ganske vist var han ikke uventet langt tilbage i positionskampen, men det var der mange andre, der også var, og de havde ikke problemer med at sidde med til toppen. Det gjaldt blandt andre holdkammeraten Alejandro Valverde, der til gengæld sad så langt tilbage, at han var helt uden chance for at blande sig i kampen om sejren, som han ellers plejer i denne finale. Det styrt i Düsseldorf har forvandlet den spanske veterans positioneringsevne til så stort et problem, at det efterhånden er svært at sige, hvor god han stadig er i denne slags finaler, og også i dag gik vi glip af muligheden for at få en præcis fornemmelse. Movistar kan dog glæde sig over, at Enric Mas er kommet overbevisende fra start, og det er faktisk uhyre opløftende for den langsomme starter, der sjældent kommer ind til løbets anden halvdel uden at have tabt væsentligt med tid.

Derudover var der grænser for, hvor mange svar vi fik på en stigning, der viste sig mindre selektiv end ventet i et medvindsår. Hidtil er det vel Wilco Kelderman, David Gaudu, Jack Haig og Bauke Mollema, der blandt de endnu ikke nævnte har efterladt det mest overbevisende indtryk, men man skal passe på med at drage alt for forhastede konklusioner. Kelderman har i de senere år været en betydeligt bedre puncheur end klatrer, og det er stadig usikkert, hvordan den overraskende gode Mollema vil klare sig senere, når han mærker konsekvens af at have Giroen i benene. Mest optimistisk er jeg derfor på vegne af Gaudu, der heldigvis ikke er kommet så rustent fra start, som han plejer, og Haig, der til fulde bekræfter det lovende indtryk fra Dauphiné og kursen mod det gennembrud, jeg har forventet, men ventet alt for længe på.

En anden opløftende rytter er Nairo Quintana. I lyset af hans ringe forår og efterfølgende egen neddrosling af forventningerne har det været opløftende at se ham endda være en aggressiv aktør i finaler, der slet ikke passer ham. Det var også godt at se, at Michael Woods trods gårsdagens grimme styrt var i stand til at spille en rolle allerede nu, selvom man nok kunne have ventet lidt mere, hvis han havde været i topform. Til gengæld står det også klart, at Dan Martin efter sin deltagelse i Giroen stadig mangler en del, som han heldigvis kan nå at finde inden bjergene, hvor han og Woods ligner en meget spændende duo til både etaper og bjergtrøje.

Woods er ikke den eneste, der rejste sig flot. Efter at have set Emanuel Buchmann i dag kan man ærgre sig over gårsdagens dumme tidstab, for han ligner faktisk en mand, der trods den problematiske forberedelse er kommet til Frankrig i hæderlig form. Til gengæld var der yderligere et tidstab til Ben O’Connor, der dog slet ikke er skabt til disse eksplosive finale og i går slog sig så slemt, at det meget vel kan være hovedårsagen til nederlaget.

Nogen forklaring på nederlaget har Lucas Hamilton til gengæld ikke. Den unge australier har de første dage været overraskende skidt kørende, og selvom han ikke er puncheur, er det nogle store grupper, han har misset de seneste dage. Hans dieselegenskaber skal nok komme i spil senere, men starten har været alt andet end opløftende. I det hele taget var det en skidt dag for BikeExchange, der måtte sande, at Michael Matthews slet ikke var i nærheden af gårsdagens resultat og stadig ikke synes at klare så godt, som han gjorde, da han var top 5-kandidat i Ardennerne. Helt omvendt var det for Colbrelli, der efter gårsdagens offday i dag var så stærk, at han blev helt overmodig, og dermed bekræftede, hvorfor han for en uge siden brugte sit livs form til at sikre sig en af sportens smukkeste mesterskabstrøjer. I det hele taget var det en opløftende dag for Bahrain, da også den i år så skuffende Dylan Teuns viste liv, Pello Bilbao fortsat virker overbevisende, og selvom lottokuponen Wout Poels mistede tid, er han bedre, end han ofte er i den første uge.

Det er dog Jumbo, der har overtaget førstepladsen i holdkonkurrencen, og hollænderne har i første omgang rejst sig efter en lidt rusten optakt. Efter gårsdagens uheld sad Steven Kruijswijk med i dag, og han viste dermed endelig lidt livstegn i en ellers forfærdelig sæson. Jonas Vingegaard er kommet flyvende fra start og har slet ikke været præget af den rust, han plejer at have efter en pause, og selvom han grundet forberedelsen ikke er på toppen, er Wout van Aert solid. Bekymrende er det dog, at Sepp Kuss igen i dag smed tid og kan være mærket af gårsdagens styrt. Det vil i den grad være et slag, hvis ikke han når at komme sig frem mod de bjerge, hvor han fortsat må regnes som Roglics bedste mand. Selv uden Kuss er der dog ingen tvivl om, at Jumbo står meget stærkere end et UAE-hold, der ganske vist har været ramt af uheld, men stadig fremstår lige så rustent som frygtet - ikke mindst fordi Rafal Majka tilsyneladende fortsætter med at underpræstere.

Det gør Pierre Latour til gengæld ikke. Franskmanden har været en af løbets positive overraskelser på et tidspunkt, hvor hans karriere ellers var på vej i forfald. Vi skal dog ikke glemme, at han i Paris-Nice også lagde fremragende fra land i den eksplosive finale, men falmede da feltet ramte bjergene. Samme billede så vi i Asturien tidligere i år, og derfor må det stadig regnes som en overraskelse, hvis han kan være med, når det for alvor går løs i de høje luftlag.

Læs også

Optakt: 4. etape af Presidential Tour of Türkiye

Her kan vi håbe at se Jakob Fuglsang. Danskeren har brugt overraskende mange kræfter på at holde sig til de første dage - måske fordi han ikke helt har kunnet slippe tanken om den gule trøje - men i dag fik vi desværre endnu et vidnesbyrd om, at han stadig ikke ligner den rytter, han var i de fantastiske 2019- og 2020-sæsoner. Naturligvis kommer hans mål først til OL, men ligesom det er tilfældet for Vincenzo Nibali, der har samme mål, er det svært ikke at blive bekymret, når de misser en gruppe på 27 mand på en dag, hvor de åbenlyst forsøgte at holde sig til - særligt når ingen af dem indtil nu har synes at kunne mærke, at dåbsattesten er begyndt at blive lidt gullig i kanten.

Det er den til gengæld ikke for Van der Poel. Tværtimod er han stadig så frisk fra fad, at han kan prale med at have vundet 50% af alle de grand tour-etaper, han har kørt. Det er i sig selv en bedrift, der er dybt imponerende, men faktisk syntes det i dag for ham at være temmelig underordnet, at han krydsede stregen først. Det hele handlede i stedet om at gribe den sidste chance for at få fingre i den gule trøje i den gule trøje. Det lykkedes nemlig aldrig for bedstefar. Efter i dag står det bare endnu tydeligere, at det ikke er alle, der har svært ved at leve op til en tung familiær arv.

SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+

Favoritterne

Vi er to dage inde i løbet, og vi har endnu ikke haft en sprinter som vinder. Det er ganske særegent for Tour de France, og vi skal helt tilbage til 2002 for at finde seneste udgave, hvor de hurtige folk måtte se sig snydt i hele åbningsweekenden. Dengang skyldtes det endda ikke, at ruten var for kuperet, men alene, at Rubens Bertogliati - eller Lampre-manden, som Jørn Mader kaldte ham - snød de hurtige folk på 1. etape, efter at Lance Armstrong havde vundet prologen i Luxembourg.

Denne gang skyldtes den manglende sprintersejr imidlertid ikke, at sprinterne har sovet i timen, men derimod at ruten har været sjældent svær. Heldigvis for de hurtige folk er der en grund til, at årets Tour er blevet kaldt en sprinterfestival. Løbet ventes at byde på otte sandsynlige massespurter, og af dem kommer de første tre inden for de næste fire dage. Vi skal derfor berede os på lidt monotoni i det meste af den kommende uge.

Heldigvis kan vi så glæde os over, at vi har et særdeles åbent sprinterfelt. Nok savner vi Sam Bennett, men det gør faktisk sprinterhierarkiet betydeligt mere flydende, at vi savner den vel nok hurtigste mand med det vel nok bedste tog. Det synes i hvert fald ikke at være som i svundne tider, hvor Mark Cavendish, Marcel Kittel og André Greipel gjorde næsten rent bord i enkelte udgaver. Det er derfor langt fra sikkert, at resten af ugen bliver så monoton endda, heller ikke selvom ikke umiddelbart synes at have lyst til at bidrage med drama.

Særligt den første massespurt er altid ekstra imødeset, fordi den giver os det første svar på sprinterhierarkiet. De svar bør vi få mandag. Udfordringerne på 3. etape er nemlig til at overse, og efter nogle hektiske dage er det meste af feltet nok fint tilfredse med en relativt rolig og helt klassisk sprinterdag. Etapens småbakker er i hvert fald ikke værd at skrive hjem om, og det er ikke det beskedne antal højdemeter, der vil forstyrre sprinterne.

Det bliver desværre heller ikke vinden. Mange havde ellers håbet på drama i den første uge i Bretagne, men vejrguderne spiller ikke rigtigt med i år. Desværre ser det ud til, at vi skal vente til mistralvinden på 12. og 13. etape, hvis vi skal gøre os håb om sidevindskørsel - et forhold, der nok særligt generer det Ineos-hold, som havde set vinden som et middel til at knække særligt Tadej Pogacar. Vinden bliver igen ganske ubetydelig, selvom der vil være sidevind på det første stykke langs kysten samt på de to stykker ved spurten og dagens stigning, kan det næppe skabe mere end stress og nervøsitet. Derudover vil det endda mest være en modvindsdag.

Til gengæld bliver vejret forfærdeligt. For hver gang, jeg tjekker vejrudsigten, er den blevet endnu værre, og nu peger mere og mere på, at det kan blive en etape med konstant regn, i hvert fald i finalen. Der skal falde i alt 15 mm i Pontivy i løbet af mandagsdøgnet, og regnen vil være mest intens sidst på eftermiddagen - netop når der skal køres finale.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Cancellaras store dag

Derfor frygter jeg desværre, at vi kan få splittelser igen, men ikke på grund af vind, som man kunne ønske sig. I stedet er risikoen for styrt igen overhængende, for jeg frygter, at finalen igen bliver et sandt stresshelvede. Det vil ikke undre mig, hvis der mandag aften er flere favoritter, der har tabt tid.

Jeg tror dog, at starten bliver ganske rolig. Det kan godt være, at Ide Schelling vil ud for at erobre bjergtrøjen, så han ikke bare har den til låns, men jeg regner med, at udbruddet kører fra km 0. Sådan går det altid på Tourens sprinteretaper, og alle ved, at dette er en dag for sprinterne. I tidligere udgaver har vi endda desværre set, at ingen slet ikke vil i udbrud, og det er også en risiko denne gang. Jeg vil dog tro, at Total, Qhubeka, Cofidis og måske også Intermarché kan overtales til at angribe, og selvom de begge har stor fokus på massespurterne, skal de to bretonske hold, B&B og Arkea, vel også vise sig frem på hjemmebane, særligt efter at de sov i timen i dag. Vi må så se, om Schelling også skal på togt for tredje dag i træk. Anthony Perez har sagt, at han tager sig en fridag, selvom han jo faktisk også kan overtage trøjen ved at vinde de to bjergspurter - og ét point er nok til at få lov at køre i den på tirsdag.

Når udbruddet er kørt, vil det måske være lidt nervøst, mens de kører i sidevind langs kysten, men når de rammer modvinden, regner jeg med en langgaber, der heller ikke vil være alt for nervøs. Alpecin vil kontrollere, men de kan hurtigt forventes at få hjælp af Lotto og FDJ. Deceuninck har ført meget de sidste par dage, og de tager sig derfor måske en fridag, og jeg er usikker på, om andre hold vil hjælpe til. Lotto, Alpecin og FDJ burde dog være nok til at sikre samling. Undervejs vil sprinterne skulle køre den indlagte spurt, men denne gang vil det være meget halvhjertet, og vi vil helt sikkert se, at nogle af de ryttere, der har deltaget de sidste dage, denne gang vælger at spare alle kræfterne til finalen. Det gælder utvivlsomt for Jasper Philipsen, der kørte spurten i dag, og det kunne også gælde for en mand som Nacer Bouhanni og måske også Mark Cavendish, der ikke synes alt for fokuseret på den grønne trøje.

Jeg regner med, at det for alvor bliver nervøst, når de drejer ind i sidevinden med 46,9 km igen, men jeg regner som sagt ikke med, at den kan bruges offensivt. Det bliver snarere de våde veje, der kan gøre det farligt og skabe styrt - ikke mindst til sidst. Her har de ganske vist modvind, men det falder ganske pænt ned mod målbyen, og det vil kun bidrage til uroen.

I sidste ende bør det blive en spurt. Den er teknisk ikke helt enkel med fire sving inden over 1400 m, og derfor bliver et godt tog ganske vigtigt. Selve opløbet er imidlertid også langt, og derfor er der plads til at lade farten tale, selvom det kompliceres lidt af, at der er tale om en modvindsspurt, hvor timing er vigtig, og af den relativt sene rundkørsel, der gør det en anelse vanskeligere at bevæge sig frem, hvis man sidder for langt tilbage i svinget med 1400 m igen.

Baseret på det, vi har set i år, er der tre ryttere, der skiller sig ud, når det kommer til fart, nemlig Caleb Ewan , Tim Merlier og Mark Cavendish. Egentlig er det mit klare indtryk, at en frisk Merlier er feltets hurtigste lige nu, men desværre kører belgieren rundt med en forstuvet ankel og et forslået lår. Derfor ender jeg med at pege på Ewan som favorit. Han og Merlier var meget jævnbyrdige i Giroen, hvor den endte 1-1 i de to flade spurter, de nåede at køre, men Ewan har to klare fordele. Den ene er naturligvis Merliers skader, den anden er toget.

Lotto-toget har ellers haft sine klare mangler, som de også havde det i starten af Giroen, men efter et nederlag på 2. etape fungerede Roger Kluge og Jasper de Buyst bedre end nogensinde. I Belgium Tour integrerede de så også Harry Sweeny og Tosh van der Sande, og det var en bragende succes. Sweeny-Van der Sande-Kluge-De Buyst-Ewan-kombinationen var altdominerende på 3. etape, hvor de bedste tog næsten ellers alle var til stede, og det var derefter nærmest barnemad for Ewan at vinde etapen. Det kiksede desværre på 5. etape - både med Ewans spurt og med toget - men det viser, at Lotto virkelig har fået det til at spille på det sidste.

Gentager de bedriften fra Belgien, vil Ewan formentlig blive sat bedre op end i hvert fald Merlier, og hvis han spurter som på 3. etape i Belgien - men bestemt ikke som på 5. etape, hvor han skuffede fælt - bør han også kunne gøre det færdigt. Han har også virket ganske overbevisende i de indlagte spurter, og han taler selv om superform. En modvindsspurt er tillige altid god for aerodynamiske Ewan. Belgien viste os, at han og holdet stadig falder ud af og til, men med et forstærket tog tror jeg, at Ewan kan tage sin sjette Tour-etape.

Mange cykelfans drømmer om, at Mark Cavendish tager sejr nr. 31, og det er bestemt ikke umuligt. Briten har i år været ikke bare genfødt, men også vist en fart, der nærmer sig den, vi så i hans bedste år. Mens holdbarhed stadig synes at være en by i Rusland, satte han en fed streg under sin fart, da han slog Merlier og Ewan for rent bord i et direkte opgør, hvor de alle kunne spurte helt frit mod stregen. Ganske vist skulle Merlier igen starte bagfra, og Cavendish drog fordel af et sublimt lead-out, men det var en understregning af, at briten igen er én af de allerhurtigste sprintere - i øvrigt en fornemmelse, man allerede fik, da han blev nr. 2 bag Merlier i Monseré og Elfstedenronde tidligere i år.

Læs også

Hot seat var hårdt for dagens vinder: Værste timer i mit liv

Cavendish har særligt ét våben, nemlig toget. Deceuninck har det med at være mærkeligt passive, men når de tager initiativet, er de stadig de stærkeste. Det så vi på sidste etape i Belgium Tour, hvor Davide Ballerini og Michael Mørkøv afleverede Cavendish ideelt. Denne gang savner de i den grad Yves Lampaert, men Kasper Asgreen har farten til at erstatte belgieren, og det giver stadig et skræmmende godt lead-out. Min bekymring er mest, om Cavendish kan holde Mørkøvs hjul, for briten synes at have tabt den næse for positionskampen, der tidligere var hans styrke, og derudover er jeg bekymret for hans friskhed efter en hel dag med stress og regnvejr. Som sagt er holdbarhed ikke længere hans styrke, og selv en flad Tour-etape kan alene i kraft af farten og nervøsiteten koste lidt i forhold til stærkere rivaler. Der er dog ingen tvivl om, at han har både fart og tog, og sidder han rigtigt bag Ballerini og Mørkøv, er han helt sikkert hurtig nok til at tage sejr nr. 31.

Det er som sagt min fornemmelse, at Tim Merlier er den hurtigste af alle, men han er svækket. Det er slet ikke sikkert, at Alpecin kører for ham, da han kører rundt med en forstuvet ankel og et forslået lår - umiddelbart ikke helt ideelle skader for en sprinter. Han var dog relativt optimistisk efter dagens etape, hvor han udtalte til Het Nieuwsblad, at han nok ikke ville køre sin bedste spurt, men at han umiddelbart var frisk på at forsøge sig. Derefter henviste han til sidste års Tirreno, hvor han styrtede på 1. etape, men vandt en etape senere i løbet.

Kan Merlier vinde, selvom han ikke er 100%? Det er svært at sige. Som sagt fornemmede jeg, at han havde et lille fartmæssigt overtaget i forhold til Ewan i Giroen - i hvert fald mens han stadig var frisk - og han fører 2-1 mod Cavendish i deres indbyrdes spurter i år. I det hele taget har han virket skræmmende hurtig i år, fordi hans ringe position som altid har ført ham til at skulle køre lange spurter, som han alligevel har været stærk nok til at vinde.

Positioneringen er også en bekymring denne gang, men toget med Mathieu van der Poel foran Jonas Rickaert, Jasper Philipsen og Merlier er det bedste, han har haft i år - også fordi Kristian Sbaragli vel kan indgå foran Van der Poel. Philipsen er eminent i positionskampen og burde være den ideelle lead-out, men spørgsmålet er, om de kan matche Deceuninck og Lotto. Det behøver de heldigvis ikke at kunne helt, hvis Merlier igen kan gøre en af sine vanvittigt flotte lange spurter, som dette lange opløb er skræddersyet til. Modvinden er dog langt fra ideel til det formål, men først og fremmest er det et problem, at han er skadet og ikke regner med at køre sim bedste spurt. Det gør mig usikker på, om han kan slå Cavendish og Ewan.

Heldigvis har holdet en god plan B i Jasper Philipsen. Belgieren styrtede i Belgium Tour og missede mesterskaberne, men han var ret fortrøstningsfuld i dag, hvor han gav udtryk for, at han og Merlier her til aften vil bestemme, hvem der skal køres for. Er Merlier ikke på toppen, skifter de helt sikkert hurtigt hest, for Philipsen har måske nok været svingende i år, men han har på sine gode dage været ganske god. Efter et sidevindsdrama vandt han Scheldeprijs foran Bennett og Cavendish, og han slog Cavendish flere gange i Tyrkiet. Siden dengang har han ikke kørt én eneste klassisk spurt, men han så godt ud i dagens indlagte spurt, ligesom han gjorde, da han vandt feltets spurt om 4. pladsen i den hårde finale på brostensetapen i Belgium Tour. Finalen er ikke så teknisk, hvilket er en ulempe for en mand, der er sublim i positonskampen, men til gengæld bør Merlier med sine uhyre lange spurter, kunne køre et urimeligt godt lead-out. Måske er der et par mand, der er hurtigere, men jeg bliver bestemt ikke overrasket, hvis Philipsen vinder. Det kræver bare, at den skadede Merlier giver ham chancen.

Det kan godt være, at Arnaud Demare har vundet otte gange i år, men det er svært at komme udenom, at han har haft et skuffende år. Han slog ganske vist en formsvag Ewan i Valencia tidligere i år, men derudover har han kun vundet små løb i svagere feltet. Til gengæld blev han slået for rent bord både i Provence og Paris-Nice tidligere i år.

I forvejen har Demare aldrig helt kunnet matche de allerhurtigste. Sidste år tog han et hav af sejre, men igen var det i løb, hvor de allerhurtigste som regel manglede. Hans store fordel har været hans suveræne tog med Ignatas Konovalovas-Miles Scotson-Ramon Sinkeldam-Jacopo Guarnieri, men af helt uforståelige årsager har de ladet Sinkeldam blive hjemme. Nu har de endda mistet Konovalovas, og selvom Stefan Küng kan indgå på pladsen foran Scotson, ser de ikke ud til at have styrken til at matche Lotto, Deceuninck eller Trek, der også har et fremragende tog, denne gang.

Er det så nok, hvis Demare ikke har samme fart som de tre favoritter? Det tvivler jeg på, også fordi Demare selv er svag i positionskampen. Allerede de seneste to dage har vi set, at farten ikke er alt for overbevisende, og derfor er jeg ikke alt for optimistisk på hans vegne denne gang. Guarnieri er dog stadig en af verdens allerbedste lead-out men, og denne powerspurt passer godt til ham, når hans tog måske ikke er det allerstærkeste. Vi så i Milano-Torino, at han godt kan slå Ewan, hvis hans tog gør det perfekt, og det er ikke helt umuligt, at det vil lykkes, hvis Guarnieri har en af sine store dage.

Mads Pedersen er måske ikke den allerhurtigste i feltet. Han er i hvert fald blevet slået relativt klart af både Bennett og Merlier i år, ligesom Bennett satte ham klart til vægs i Paris sidste år. Han har dog vist, at han bestemt er konkurrencedygtig - han fik trods alt to andenpladser sidste år - og han har et helt afgørende våben: sit tog. Måske savner de Alex Kirsch, men Edward Theuns foran Jasper Stuyven har vist sig at være en af de bedste kombinationer i feltet. Særligt Stuyven har vist sig som en fremragende lead-out man, og jeg afviser bestemt ikke muligheden for, at Stuyven kan sætte Pedersen perfekt op. Den lange powerspurt burde også passe ham perfekt og minder meget om den, han vandt i Polen sidste år - og så bliver det endda rigtigt Mads P.-vejr. Desværre er han ofte rusten efter en pause, og han så skidt ud i Dauphiné, men selv lidt rust forhindrede ham ikke i at blive nr. 2 på 1. etape sidste år. En udfordring er det naturligvis, at han styrtede i går, og det kan svække ham i morgen. Måske skal de allerhurtigste fanges lidt længere tilbage, men med et perfekt lead-out fra Stuyven kan Pedersen godt vinde også i dette skrappe selskab, hvis han er helt frisk efter gårsdagens uheld.

Læs også

Mexicansk kæmpetalent har fremtiden på plads: Skriver uhørt lang kontrakt

Kører Wout van Aert spurten? Det er temmelig uklart. I dag lød svaret til Het Nieuwsblad: ”Mandagens og tirsdagens spurter kunne også passe mig, og jeg havde håbet at være lidt tættere på, end de 31 sekunder jeg har tabt nu. Men jeg tror stadig, at jeg går efter den gule trøje på enkeltstarten. Det vil jeg fokusere på først, inden jeg blander mig i spurterne.” Det må vel læses sådan, at han vælger at spare sig, særligt fordi det måske ikke er risikoen værd på våde veje. På den anden side styrkes hans chancer for at køre sig i gult på onsdag markant, hvis han kan score lidt bonussekunder de kommende to dage. Mest peger altså på, at han tager en fridag, men jeg vil ikke blive overrasket, hvis adrenalinet alligevel tager over.

Kan han så vinde? Denne form for boulevardspurt er ikke ideel, for der er hurtigere folk end ham. Ewan viste både i Tirreno og Sanremo, at han er betydeligt hurtigere på flad vej. Alligevel var det Van Aert, der vandt i Tirreno, fordi han klarede positionskampen langt bedre, og det var også hans store styrke i sidste års Tour. Han er uden støtte, men få positionerer sig lige så godt som Van Aert, og det gav ham altså en ret stor skalp i Tirreno. Det er til gengæld nødvendigt, at de hurtigste folk fanges længere tilbage, og det er måske ikke helt oplagt i denne ikke specielt tekniske finale. Først og fremmest kræver det dog, at han skifter mening og alligevel blander sig i spurten.

Jeg glæder mig meget til at se Nacer Bouhanni. Franskmanden har genfundet lidt af sin gamle fart efter skiftet til Arkea, og selvom det ikke er blevet til så mange sejre, har han vist ganske god fart. Lige nu synes han endda i storform, for han imponerede mig meget på stigningerne både i Belgium Tour og ved mesterskaberne. I Belgien viste han endda fornem fart, da han kom fra en skidt position og alligevel blandede sig med de allerhurtigste. Desværre positionerer han sig ikke så sublimt som i gamle dage, og det tog, der ellers i år har fungeret ret godt med Clement Russo og Dan McLay foran den hurtige franskmand, er svækket markant. Russo kører rundt med et brækket ribben, og også McLay er slemt forslået. I forvejen har de ladet en del af toget blive hjemme, og derfor er jeg usikker på, om de har holdet til at bringe Bouhanni langt nok frem. Han mangler nok også den sidste fart til at vinde, hvis ikke han sættes godt op, og derfor kan det blive svært at gøre det færdigt, selvom han synes uhyre velkørende.

Nu er dette en vurdering af vinderpotentiale, og derfor ender Peter Sagan et stykke nede på listen. Der er dog ganske god chance for, at han slår mange af de ovenstående. Sagans styrke er nemlig den eminente positioneringsevne, der har gjort ham til en næsten fast mand i top 5 i Tourens massespurter i det meste af et årti, men til gengæld har han stort set aldrig vundet en klassisk massespurt som denne. Det gør han næppe heller denne gang, ligesom han heller ikke vandt en af de ”rigtige” spurter i Giroen. Han har også været uhyre skuffende i starten af løbet, og i dag var han sjældent ærlig og indrømmede, at han havde forventet mere af sig selv. Til gengæld har vi i den seneste tid, hvor han generelt har været skuffende på hårde dage, faktisk set ham spurte ganske godt, og det gjorde han egentlig også i Giroen, hvor han slog både Fernando Gaviria og Elia Viviani på den hårde dag, hvor han vandt. Derfor bør han med sin gode positionering atter ende godt. Det er bare svært at se ham vinde, hvis ikke han kan lukrere på, at andre mistimer deres spurt i modvinden.

En af feltets mest uforudsigelige sprintere er Cees Bol. Hollænderen har mest af alt spurtet temmelig skuffende hele året, men pludselig chokerede han alt og alle ved at slå Bennett i Paris-Nice. Det viser, at han på sine gode dage stadig har en imponerende fart, men der er bare alt for langt mellem de gode dage. Faktisk har han været uhyre skidt kørende i optakten - så skidt, at der blev udtrykt bekymring - og det er ikke blevet bedre af, at hans positionering altid har været skidt. Han har stort set aldrig kunnet holde hjulet på sit tog, og derfor har han faktisk ikke kørt én eneste spurt siden De Panne den 24. marts - og her blev han kun nr. 7. Der er dog et lille håb i, at DSM-toget med Søren Kragh-Joris Nieuwenhuis-Casper Pedersen foran ham faktisk var det bedste i sidste års Tour, og denne gang står de endda stærkere med Nils Eeekhoff på pladsen foran Pedersen. Problemet er bare, at de alligevel ikke lykkedes med at sætte Bol op i Belgium Tours to spurter, og derfor tror jeg, at de bliver overrumplet i dette felt, hvor togene synes stærkere end sidste år. På den anden side var toget overraskende godt sidste år, og Bol viste i Paris-Nice, at han kan vinde, når man mindst venter det.

Det har været rart at se Danny van Poppel rejse sig igen i år. Nok har han stadig enorme udsving, men han har været bedre end længe. Han har mest imponeret i hårdere løb, men hans to spurter i Algarve, hvor han pressede Bennett hele vejen, var ganske overbevisende. Desværre var de begge stigende, og vi har siden set, at han ikke helt har samme fart på flad vej. Derfor er han nok en usandsynlig vinder, også fordi han ikke er så god i positionskampen som tidligere. Toget med Jonas Koch og bror Boy er heller ikke på niveau med de bedste, men i det mindste så han ganske velkørende ud i gårsdagens udbrud. Man skal altid være forberedt på en offday til Van Poppel, men sidder han rigtigt og spurter som i Algarve, kommer han altså ganske langt.

En rytter, der bliver meget spændende at følge, er André Greipel. Mens det var lidt trist at se ham spurte i Tyrkiet, hvor han havde et suverænt tog, men ikke samme fart som Cavendish og Philipsen, var hans sejr i Andalusien ganske imponerende. Her havde han i hvert fald imponerende fart i forhold til Pedersen og Alvaro Hodeg, og det vidner om, at den gamle mand kan endnu. Vi så dog også i Tyrkiet, at der er folk, der er hurtigere end ham, og denne gang har han ikke det supertog, han havde i Tyrkiet og Spanien. Her har han faktisk kun Guillaume Boivin, Omer Goldstein og Rick Zabel, og selvom sidstnævnte er en god lead-out man, er det alt for lidt, når Greipel også selv er svag i positionskampen - særligt på våde veje, hvor han altid er meget forsigtig. Med Woods ude af klassementet får han formentlig mere støtte nu, men det er næppe nok, selvom han har vist, at han stadig har en hæderlig fart.

Igen i dag viste Sonny Colbrelli, at han er i sit livs form, men spørgsmålet er, om det er nok til at vinde en klassisk boulevardspurt. En sådan har han nemlig aldrig vundet på dette niveau, og han er fartmæssigt klart overmatchet af de fleste andre sprintere. Samtidig er han ringe i positionskampen, og det gør ham til en meget usandsynlig vinder. Det er dog svært at komme udenom, at hans form er skræmmende god, og denne gang er finalen heldigvis heller ikke for teknisk, ligesom toget med Matej Mohoric, Marco Haller og Fred Wright, der viste sig som en god lead-out man i Ungarn, faktisk ser ganske godt ud. Det bliver også rigtigt Colbrelli-vejr, og han elsker en god powerspurt som denne. Alligevel er det svært at se ham slå de rigtige sprintere i en boulevardspurt.

Egentlig burde Bryan Coquard figurere lidt højere oppe på denne liste, men han lider efter gårsdagens styrt. Han havde en svær dag i dag, og selvom han gjorde det klart, at han er frisk nok til at spurte i morgen, er det tvivlsomt, om det rækker til at vinde. I forvejen er han ikke verdens hurtigste i en flad spurt, og der er en grund til, at han aldrig har vundet på WorldTouren, og at han kun har vundet én eneste gang i 2020 i løbet af den seneste halvanden sæson. Til gengæld viste han i Paris-Nice og senest Belgium Tour, hvor han var meget stabil, at han har forbedret sin engang så ringe positionering, og derfor er han i dag et mere sikkert kort, end han engang var. Desværre har holdet valgt ikke at udtage hans vanlige tog, og denne gang er faktisk helt uden lead-out. Kombination af et ringe tog, en skade og knap så høj fart gør, at det er svært at se ham bryde sin tørke i morgen.

Det samme kan siges om Christophe Laporte. Franskmanden har aldrig været bedre end i år, men han er altså ikke verdens hurtigste i en flad spurt. I foråret, hvor han var skræmmende god, var han aldrig tæt på i Paris-Nice, og det er svært at se, at det skal ændre sig her. Han har til gengæld altid været uhyre god i positionskampen, og derfor plejer han at være ret stabil. Her savner han dog både et stigende opløb og en teknisk finale, og han mangler ganske enkelt farten til at matche de bedste. Heldigvis slog han sig ikke i gårsdagens styrt, og han har generelt vist glimrende form i optakten under Tour de Suisse.

En anden rytter, der ikke er skabt til boulevardspurter, er Michael Matthews. Dem har han aldrig kunnet blande sig i, men i det mindste viste han storform i går - også selvom han skuffede sig selv voldsomt i dag. Det er da også før set, at han har overrasket i flade spurter, hvilket har givet sejre i både Touren og i Paris-Nice, ligesom han var hurtigste mand i Sanremo sidste år, men som regel skal det have været betydeligt hårdere, hvis han skal have en chance. Det vil være ret sensationelt, hvis han i morgen slår alle feltets hurtigere sprintere. Hans styrke er dog, at han i Luka Mezgec har en god lead-out man, men han kommer til at savne Amund Grøndahl Jansen, hvis denne er for forslået til at hjælpe. Samlet set er toget for lille og svagt og farten for lav til, at man for alvor kan tro på Matthews.

Endelig er der Max Walscheid . Engang var tyskeren en af de mest lovende rene sprintere, men han er aldrig slået igennem. Den høje topfart, han havde engang synes forsvundet, og da han altid har været svag i positionskampen, står han temmelig dårligt. Han har ganske vist et helt hold til at støtte sig, men der er ikke meget tog over Simon Clarke, Sean Bennett og Carlso Barbero, der vel er hans folk til finalen. Jeg tror egentlig stadig, at han har en solid fart til denne form for boulevardspurt, men næppe nok til at vinde, når han også står skidt i positionskampen.

Hos EF er der ikke meget, der tyder på, at Magnus Cort vil deltage i spurten, da han forud for løbet gav udtryk for, at prioriteten var Rigoberto Uran, og selv hvis han deltager, er han for svækket i den positionskamp, han har så svært ved, når han er uden støtte. Hos Movistar står det efterhånden klart, at Ivan Garcia Cortina er med som ren hjælper, og heller ikke UAE eller Ineos kan ventes at deltage i spurten. Normalt burde Edvald Boasson Hagen spurte for Total, men baseret på det, vi så tidligere i år, bliver det formentlig Anthony Turgis. Begge skal dog være heldige med top 10, uanset om de kører for den ene eller den anden. Måske vil Hugo Houle også i år spurte lidt for Astana, men også han skal være meget heldig for at gå i top 10. Tilsvarende er det muligt, at Oliver Naesen eller Doria Godon spurter for Ag2r, men heller de er kandidater til et topresultat,

Feltet.dks vinderbud: Caleb Ewan

Øvrige vinderkandidater: Mark Cavendish, Tim Merlier

Outsidere: Jasper Philipsen, Arnaud Demare, Mads Pedersen, Wout van Aert, Nacer Bouhanni

Jokers: Peter Sagan, Cees Bol, Danny van Poppel, André Greipel, Sonny Colbrelli, Bryan Coquard, Christophe Laporte, Michael Matthews, Max Walscheid

SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+