Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: 3. etape af Tour de la Provence

Optakt: 3. etape af Tour de la Provence

13. februar 2021 12:16Foto: Sirotti

Davide Ballerini fortsatte Deceuninck-dominansen på årets puncheuretape, der som ventet ikke gav de store svar, og derfor er vi stadig ikke blevet meget klogere på, hvem der faktisk vil vinde årets løb. Det bliver vi til gengæld lørdag, når det gælder det altafgørende slag på frygtede Mont Ventoux, og selvom der ikke skal klatres hele vej til toppen, viste Nairo Quintana for et år siden, at skovstykket i bunden er rigeligt svært til at køre resten af feltet midt over.

Artiklen fortsætter efter videoen.

Ruten

Der har været noget forkert i, at Tour de la Provence indtil 2020 ikke havde besøgt regionens cykelstolthed, nemlig Mont Ventoux, som kendes som Det Skaldede Bjerg i Provence. Det lavedes der om på i sidste års brutale udgave, og heldigvis gentages besøget i år. Da vi er i februar, lader det sig ikke gøre at køre hele vejen til toppen i næsten 2000 m højde, og derfor må rytterne nøjes med en afslutning ved Chalet Reynard, hvor der også har været mål, når stigningen har været besøgt af Paris-Nice. Da det byder på bjergets vanskeligste del, som fører ind gennem skoven, er der alligevel lagt op til en brutal udfordring i midten af februar, som vi så det sidste år, hvor Nairo Quintana med en sand magtdemonstration lagde grunden til sin samlede sejr.

 

Med en distance på 153,9 km er der tale om en af de korte bjergetaper, som har vundet så megen popularitet i de senere år, og den fører ligesom sidste år fra Istres til Chalet Reynard i 1430 m højde et pænt stykke op ad Mont Ventoux. Startbyen ligger helt ude ved den franske middelhavskyst, hvor det er fladt som en pandekage, og man lægger derfor ud med igennem helt fladt terræn at køre mod nord frem til dagens første spurt, som kommer efter 20,6 km. Det flade terræn fortsætter, mens man kører mod øst og nordøst frem til den lille kategori 3-stigning Cote de Lauris (1,1 km, 4,4%), som stiger med 6,2% over de sidste 500 m og har top efter 56,9 km.

 

Den indleder starten på den mere kuperede fase. Herefter stiger det let mod nord, inden man kører videre mod nord op ad kategori 3-stigningen Col de Pointu (3,8 km, 4,5%), der er en jævn stigning med top efter 72,2 km. En nedkørsel leder videre mod sydvest og nordvest ned til en bakke (600 m, 7,7%) med top efter 84,5 km, inden det går op ad en lang, ikke-kategoriseret stigning (7,5 km, 4%), hvis top rundes efter 102,5 km. En nedkørsel fører nu mod nord, inden det begynder at stige mod nord (4,0 km, 4,9%) frem mod en top, der rundes efter 121 km. Nu går det igennem let faldende og stigende terræn mod nord frem til Bedoin, der ligger for foden af Ventoux, og hvor dagens anden spurt kommer efter 137,1 km.

 

Læs også
Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

 

Her drejer man mod øst og kører ad en let stigende vej frem til Mont Ventoux, der her er i kategori 1 og bestiges fra sydvest. Op til Chalet Reynard stiger den med 7,6% over 14,6 km, men man skal ikke lade sig snyde af tallene. De første 5 km er nemlig ganske lette med stigningsprocenter på mellem 2 og 6, men herefter tager den fat med 8 km med stigningsprocenter over de enkelte kilometer på mellem 8,5% og 10,5%. Slutteligt flader det lidt ud med 7,1% over en kilometer, inden de sidste 600 m stiger med 8,6%. Samlet set stiger de sidste 9,7 km med 9,1%, og de følger en lang, relativt lige vej med blot to hårnålesving, det sidste relativt tæt på toppen. Slutteligt drejer man dog 180 grader bare 50 m fra stregen.

 

Etapen byder på i alt 2646 højdemeter.

 

Bortset fra en ændring i forbindelse med Col de Pointu, der erstatter en anden stigning, er etapen identisk med sidste års, der blot var en anelse kortere.

 

Mont Ventoux er som bekendt et ikonisk bjerg, der i dette årtusinde har været brugt af Tour de France, Paris-Nice, Criterium du Dauphiné, det nye Mont Ventoux Denivle Challenge og sidste år også i dette løb. Som regel er der mål på toppen, men siden årtusindeskiftet har der tre gange været mål længere nede. Det var senest sidste år, hvor Nairo Quintana kørte fra alt og alle og sejrede med 1.28 ned til Alexey Lutsenko, Hugh Carthy og Aleksandr Vlasov. Derudover var det på Tour-etapen i 2016, hvor kraftig vind førte til, at målet blev henlagt til Chalet Reynard, og hvor Thomas de Gendt vandt fra et udbrud, mens vi længere tilbage havde den berømte motorcykelepisode, der førte til billederne af en løbende Chris Froome. I 2008 var der i Paris-Nice mål ved Station du Mont Serein, hvor Cadel Evans spurtbesejrede Robert Gesink, efter at de to var kørt fra alle rivalerne.

 

 

 

 

 

 

Læs også
Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

 

 

Vejret

Efter dagens trøstesløse regnvejr kan rytterne se frem til en betydeligt mere behagelig dag. Der vil kun være få skyer, men med en nordlig vind, der trækker den danske polarluft ned til Sydfrankrig, vil temperaturen i Bedoin for bunden af stigningen ikke nå mere end 8 grader. Vinden vil som sagt komme fra nord og være let (10-13 km/t). Afbrudt af et sidevindsstykke giver det modvind hele vejen frem til Bedoin. Her vil der være sidevind på den nedre, lette del af Ventoux, inden man får sidemodvind på den stejle del og slutteligt direkte modvind den sidste kilometers penge.

 

Favoritterne

For et år siden var vi allerede lidt klogere inden kongeetapen. Dengang havde vi nemlig haft den hårde afslutning på Cretes-stigningen til at komme med første estimater af rytternes formniveau, men så heldige er vi ikke denne gang. Helt som ventet gav dagens ret bløde puncheuretape ikke mange svar, og det var i alt væsentligt de mange styrt, kulden og regnen, der gjorde forskellen.

 

Alt sammen bidrog til at martre en finale, hvor mange blev sat ud af spillet eller fanget bag et styrt, og hvor meget handlede om positionering. Her lå det som bekendt allerede i kortene, at Deceuninck med deres superhold ville få anbragt kaptajnerne godt, og selvom regnbuetrøjens forbandelse fortsat regner ned over Julian Alaphilippe, bekræftede Davide Ballerini, hvorfor han længe har været et af de mest lovende, men af en eller anden grund relativt lidt omtalte klassikertalenter. Noget tyder på, at vi allerede nu skal til at tale om en ekstra brostenskaptajn på det belgiske supermandskab til foråret.

 

Trods de manglende svar om formniveauet har vi alligevel fået ganske overraskende tidsforskelle. I går skyldtes det kombinationen af teknisk finale, styrt og sidevind, og i dag var der nogle mærkelige tidstab til Tim Wellens og Enric Mas, der begge endte langt efter feltet. Jeg har forsøgt at finde en forklaring, men hverken Lotto eller Movistar nævner noget i deres reaktioner, og det obligatorisk aftentweet fra Mas er i skrivende stund ikke blevet sendt afsted. Det må vi afvente. Sandsynligt er det dog, at de enten har været involveret i et af styrtene eller er blevet fanget, da feltet splittede på de regnvåde nedkørsler, og for Mas’ vedkommende kan det også være, at han led i det, der ellers burde være rigtigt Wellens-vejr.

 

Om 24 timer er vi til gengæld meget klogere. Der er ikke noget svært fortolkeligt over 3. etape, som det ellers var tilfældet for dagens finale eller for gårsdagens muligvis sidevindsramte kystetape. I morgen er der nemlig kun én ting, der gælder. Her handler det alt sammen om de gode klatreben og god februarform, for Ventoux er så modbydelig en stigning over de sidste 9 km, at det meget ofte er bedste klatrer, der vinder - præcis som det var tilfældet for et år siden, hvor Nairo Quintana kunne have indtaget en trerettersmenu på restauranten ved Chalet Reynard, hvor der er mål, inden hans nærmeste forfølgere, Alexey Lutsenko, Hugh Carthy og Aleksandr Vlasov kunne gøre ham selskab.

 

Etapen bliver lige så ”ren” denne gang. Der venter nemlig en hel dag med let modvind, og det er derfor nyttesløst at prøve noget fra distancen. Det ligner derfor et ret kedsommeligt forløb, hvor et ufarligt udbrud formentlig vil blive etableret efter meget få sværdslag, hvorefter Deceuninck vil tage kontrol. Ganske vist forsvarer Davide Ballerini ikke førertrøjen, men holdet tror tilsyneladende så meget på Alaphilippe, at de formentlig vil give ham chancen for at vinde etapen. Det kan sagtens tænkes, at de igen ender med at føre alene hele dagen, men det kan bestemt ikke udelukkes, at de to supermandskaber, Astana og Ineos, giver en hånd med, og måske kan Bahrain eller Trek også overtales.

 

I sidste ende bør udbruddet blive hentet i hvert fald på den nedre del af målbjerget, og efter en kort dag i modvind vil det formentlig være et ganske friskt felt, der skal kaste sig ud i årets første klatreslag, der er sjældent brutalt for en februar måned. Formentlig vil kontrollen blive taget af Ineos eller Astana, der ubetinget har de stærkeste klatremandskaber, og de vil med en vis sandsynlighed stå for den tidlige udskilning. Mest oplagt er det for briterne at svinge taktstokken, for mens Alexey Lutsenko skal bruge et let løb, skal Ineos-kaptajnen Ivan Ramiro Sosa have det så hårdt som muligt. Herefter bliver det formentlig et opgør på februarform uden så megen taktik, men den lette sidemod- og modvind kan måske gøre det lidt mere taktisk. I skovstykket på den nedre del af stigningen er der dog god læ, og da de skipper det åbne månelandskab, bliver det næppe en altafgørende faktor.

 

Som sagt er vi ikke blevet alt for meget klogere, siden jeg skrev den overordnede optakt, og mange af vurderingerne er derfor identiske med de oprindelige. Alligevel har vi fået så megen information, at der er grund til at skifte favorit, og jeg vil nu pege på Ivan Ramiro Sosa som mit vinderbud. Det er nemlig blevet klart, at Ineos er kommet til løbet for at vinde med ”mini Bernal” og ikke ”den rigtige Bernal”, og Sosa har i den grad virket motiveret og velkørende. I dag sad han helt fremme i Laurens de Plus’ baghjul, da de rundede toppen på den sværeste stigning, og for den alt andet end eksplosive Sosa gik dagens finale til UG med kryds og slange, da han sad limet til Bernals baghjul.

 

Læs også
Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

 

Noget kunne tyde på, at Sosa har samme sublime februarform, som han viste i Colombia i 2019 og 2020 - i sidstnævnte år dog kun indtil det ærgerlige styrt - og så er han ganske uhyggelig på et bjerg som dette. Han havde et rædselsfuldt 2020, hvor hans Vuelta endte som en dundrende fiasko, men i Burgos nåede han dog at vise sin tårnhøje klasse ved på Lagunas de Neila at køre fra den Remco Evenepoel, som en uge senere kørte hele feltet i Tour de Pologne midt over. Det vidner om, at ”mini Bernal” fortsat er et af de allerstørste klatretalenter, og manden, der har domineret på stigningerne i Burgos tre år i træk, og med en kaptajnrolle og god form tror jeg, at han erobrer Ventoux og kommer tilbage på sporet.

 

Det kan dog også blive den rigtige Egan Bernal, der vinder. Ganske vist er han kommet til løbet som hjælper, men hvis ustabile Sosa ikke har dagen, vil den tidligere Tour-konge næppe sidde op. At han ikke er helt ligeglad, vidner dagens resultat og hans ”holden-sig-til” i gårsdagens massespurt i hvert fald om, og hans kørsel i dag bekræfter også det uhyre lovende indtryk fra Besseges. Her var han ellers bare kommet til løbet for at finde benene efter rygskaden, men på 3. etape var han med i alt på den del af etapen, der desværre ikke var tv-dækket. Faktisk ved vi jo også fra hans vanvidscomeback i Romandiet i 2018, hvor han havde brækket knogler bare en måned forinden, at han kan træne sig i form på nærmest ingen tid. Noget tyder på, at det har gentaget sig, og i topform vil Bernal jo uden tvivl være løbets bedste mand på Ventoux - hvis altså ikke han giver sejren til Sosa i en colombiansk magtdemonstration, som de leverede i Gran Piemonte for to år siden.

 

En rytter, der i den grad er steget i graderne, er Giulio Ciccone . I dag var italieneren præcis lige så overrasket som alle andre, da han blev nr. 2 og næsten slog Ballerini i en finale, der heller ikke efter hans eget udsagn passede ham overhovedet. Han indrømmer da også, at hans kørsel de seneste to dage i den grad har givet ham selvtillid efter et 2020, hvor forårssygdom, covid-19 og bronkitis udgjorde en helbredsmæssig treenighed, der totalt lagde hans sæson i ruiner. Nu ligner han til gengæld det bedste bevis på, at det ikke er alle, der får senfølger af tidens mest omtalte sygdom, og han ligner igen den rytter, der i 2019 vandt kongeetapen i Giroen. Med de ben burde en klatrer som Ciccone være flyvende på Ventoux, og han ligner i den grad en mand, man skal holde øje med.

 

Som bekendt fik jeg rettet lidt i min overordnede optakt, da Aleksandr Vlasov bekræftede min frygt for, at hans fokus på Giroen betyder dårligere februarform, end vi så det sidste år, og at han primært er kommet til løbet for at støtte Alexey Lutsenko. Helt uden ambitioner er han dog ikke, for han satte både liv og lemmer på spil ved at blande sig i dagens hektiske finale på de regnvåde veje, hvor han sad bagerst i det Astana-tog, der dog havde tabt den beskyttede puncheur Alex Aranburu. Desværre røg han som bekendt i asfalten, men de første meldinger fra Astana-lejren er, at skrammerne alene er overfladiske. Nu er spørgsmålet så bare, om al snak om hjælperrolle alene er spil for galleriet, eller om han er lige så flyvende, som han var i det meste af 2020. Logikken tilsiger stadig, at han ikke bør være lige så stærk som for et år siden, men dagens kørsel har alligevel givet lidt tvivl. Derfor kan man ikke udelukke, at Vlasov som en af løbets vel to bedste klatrere bare kører fra alt og alle.

 

Jeg kan virkelig ikke finde ud af, hvad jeg skal mene om Alexey Lutsenko. Kasakken har igen i år været på Teide, og vi ved, at han altid er skræmmende, når han i februar kommer ned fra den gigantiske vulkan. Selv melder han også om god form, men det var nu alligevel lidt bekymrende at se ham glide meget baglæns i dagens spurt. På den anden side har Lutsenko jo gradvist forvandlet sig fra puncheur til delvis klatrer, særligt i febraur, hvor han vandt på Green Mountain i Oman og sidste år endda blev nr. 2 på Ventoux i dette løb og kørte med om sejren på Jebel Hafeet i UAE Tour. Der er ingen tvivl om, at de ovennævnte alle er bedre klatrere, men i februar kan det sagtens ende med sejr til Lutsenko, der i modvind tillige har fordel af sin gode spurt.

 

Også Bahrain kommer med et uhyre stærkt mandskab med flere kandidater, og her har jeg særligt tiltro til Jack Haig. Australieren gør debut for araberne, og med en sæsonplan, der er rettet mod Touren, taler meget for, at han har plads til at ramme en første formtop i forårets etapeløb. Allerede sidste år startede han uhyre overbevisende med samlede 2. pladser i både Valencia (bag Tadej Pogacar) og Andalusien (bag Jakob Fuglsang), og hvis han har samme form denne gang, vil han være en af de bedste klatrere på så svær en stigning som Ventoux. Til gengæld havde han et skidt 2020, hvor han efter pausen aldrig kom i nærheden af sin bedste form, og han har derfor lidt at bevise. Foreløbig har det dog set så lovende ud, at han ligner en konkurrencedygtig herre.

 

På Bahrain finder vi også løbets store lottokupon. Som bekendt ved man aldrig, hvor man har Wout Poels , der både kan falde helt igennem og vinder hele svineriet. Hans enorme udsving så vi så sent som sidste år, hvor han lagde ud med at blive nr. 2 bag Pogacar på kongeetapen i Valencia, inden han få uger senere faldt helt igennem i UAE Tour. Generelt har den tidligere samlede vinder i Valencia dog en stærk tradition for god startform, og han melder selv om en ganske god vinter denne gang. Han synes generelt at have tabt sit højeste niveau, men hans Vuelta viste, at han stadig har evner, der med god form gør ham til samlet vinder her. Foreløbig har det set pænt ud, men som vi blandt andet så i Valencia sidste år, kan Poels både være stjerne og fiasko i samme løb med få dagens mellemrum.

 

Trek har også Bauke Mollema, der brugte Besseges som ren træning, og derfor blev vi ikke meget klogere på hans form. Han kørte dog en ganske fornuftig enkeltstart, og det vidner om, at formen ikke er helt ringe. Hollænderen har da også før kørt pænt fra sæsonstart, og han er en af de få, der har fordel af at have løbskilometer i benene. Han er kommet sig helt over styrtet fra Touren, og selvom han er gået lidt i glemmebogen på det seneste, havde han et meget stærkt 2019 med sejr i Lombardiet og en ganske flot Giro. Formentlig vil der igen være et par mand, der er bedre end ham, men han hører til blandt de bedste klatrere. Hans kørsel i dag lover godt, for efter arbejde for Ciccone havde han stadig overskud til selv at lave et resultat. Til gengæld synes Niklas Eg ikke at være flyvende, og han ligner en ren hjælper.

 

Julian Alaphilippe har i de forløbne dage bevist, at han altid starter som lyn og torden. Trods dagens styrt, der heldigvis var helt uden konsekvenser, har han i den grad været ovenpå pedalerne på særligt 1. etape. Til gengæld ved vi også, at han på lange stigninger har begrænsninger tidligt på året, og de fantastiske bjergevner, han har vist om sommeren, har vi aldrig set i vintermånederne. Jeg vil derfor tro, at han nok engang må strække våben mod de rene klatrere, men han har været så overbevisende de sidste dage, at vi af erfaring ved, at Alaphilippe altid kan overraske - også fordi han i modvinden har sin spurt som våben.

 

Læs også
Optakt: Liege-Bastogne-Liege

 

En joker er Laurens de Plus. Alt taler for, at belgieren har et stykke vej efter sin langvarige hofteskade, der betød, at han i 2020 kun kørte ganske, ganske få løb til allersidst. På den anden side har han angiveligt været skadesfri siden midt på efteråret, og dermed har han haft god tid til at genfinde sit niveau. Han var i hvert fald brølstærk i dag, hvor han sammen med Sosa kom først over den sværeste stigning, og han har også holdt sig så meget til, at han ikke bare har ladet det sejle. I dag var det åbenlyst, at han er med som hjælper, men skulle Ineos sidde i et overtal, kan man aldrig vide, om De Plus kan blive sendt i offensiven. Den taktik har vi i hvert fald tidligere set fra briterne. Til gengæld står det vist klart, at Eddie Dunbar denne gang er med som ren hjælper, og selvom det har været et fornøjelse at se en næsten genfødt Gianni Moscon , må Ventoux trods alt være for svær for en mand, der næppe har arbejdet på sin klatring, som han gjorde forud for VM i 2018.

 

Deceuninck har også Mauri Vansevenant, der i dag klart beviste, at han er med som hjælper. Alligevel er det svært ikke at blive dybt imponeret over, at han trods stenhårdt arbejde kom med de bedste hjem. Det vidner dels om, at han er i fremragende form, dels om, at han har visse ambitioner. Det unge belgiske stortalent er en uhyre lovende klatrer, der imponerede hele cykelverdenen med sit ridt i Fleche Wallonne sidste år, og selvom han stadig ikke har vist det på højeste niveau, burde en bjergafslutning som Ventoux for ham være det rene guf.

 

Arkea kan ikke forsvare titlen med Quintana, der først for nylig er kommet tilbage på cyklen efter sin knæoperation, men de har i stedet Warren Barguil. Franskmanden viste i sidste års ardennerklassikere efter et generelt svært år, at han stadig har klassen, og derfor må han regnes som kandidat i et bjergløb som dette. Til gengæld ved vi også, at han er en langsom starter, der som regel skal bruge flere løb for at finde formen, og man må regne med, at dette løb kommer en postgang for tidligt. Som alternativ har holdet Maxime Bouet, men han har ikke længere niveauet til at være med helt fremme.

 

Fabio Aru gør debut i sin nye trøje, og efter hans 2020 er det svært at være meget optimistisk. Man må dog formode, at han er konkurrencedygtig, for faktisk blev han jo nr. 5 i endagsløbet på netop Ventoux, ligesom han blev samlet nr. 10 i Tour de l’Ain og nr. 9 i Burgos. Med en aktiv vinter på crosscyklen kan han være formmæssigt længere fremme end rivalerne, og vi ved jo, at den gamle Aru ville være blandt de helt tunge favoritter i et bjergløb som dette. Hvis han vitterligt har draget fordel af luftforandringen og en vinter i harmoni, kan man håbe på en genfødsel. Desværre røg han i asfalten i dag, men han skulle være sluppet uskadt. Hos sig har han Kilian Frankiny, der dog alt for ofte er alt for langt fra formen og ikke skulle have klassementsambitioner. Det har angiveligt Sander Armee, men stigningen her er for lang, selvom han sidste år var flyvende i februar.

 

Astana stiller med en meget spændende joker i Harold Tejada. Den unge colombianer viste sit store potentiale i sin uventede Tour-debut, da han blandt andet blev nr. 15 på Grand Colombier. Desværre risikerer han i dette løb at ende som ren hjælper på et af løbets mest skræmmende mandskaber, men han har holdt sig fint til indtil nu. Han har dog gode erfaringer med Ventoux, hvor han sidste år blev nr. 6 i endagsløbet, og man kan bestemt ikke udelukke, at han kan være del af et Astana-overtal, der taktisk kan udnyttes - hvis han altså er i form. Til gengæld må Ventoux være for svær for den tidligere vinder Gorka Izagirre, der næppe kan begå sig på denne rute, og Ion Izagirre synes for en gangs skyld at være helt væk fra sæsonstart.

 

Bora kommer med deres østrigere Patrick Konrad og Felix Grossschartner, men de får det nok svært I Algarve har de nemlig typisk været et stykke fra formen, og da Grossschartner i dag agerede hjælper for Konrad og Matthew Walls i en finale, der normalt passer ham, bekræftes indtrykket fra Besseges af, at han ikke er på toppen - slet ikke til en stigning, der i forvejen er for svær. Til gengæld var Konrad meget begejstret for sine ben ved dagens 5. plads, og han ligner en mand, der kan lave et resultat. Han bør bare ikke klatre godt nok til at vinde på så svær en stigning,  selvom han i Giroen klatrede bedre end tidligere. Faktisk passer stigningen bedre til unge Matteo Fabbro, der i 2020 tog et gigantisk skridt frem, men han synes formmæssigt er være et stykke væk. Det bliver også spændende at følge den tidligere toer i Tour de l’Avenir, Giovanni Aleotti, selvom han må være overmatchet, samt Ide Schelling, der dog havde nogen vej endnu i 2020.

 

Bahrain kører også klassement med Dylan Teuns, men løbet ligger ikke ideelt til belgieren. Ganske vist vil han elske puncheurafslutningen på 2. etape, men til gengæld er Ventoux som udgangspunkt for lang og svær en stigning. Når man alligevel ikke kan udelukke et godt resultat fra belgieren, skyldes det, at han som regel finder formen fra start, som vi så i 2020, hvor han vandt enkeltstarten i Ruta del Sol - et forhold, dagens 4. plads bekræfter. Desværre viste samme løb også, at selv hans februarform ikke rækker hele vejen på de lange stigninger, og det vil derfor være en betydelig overraskelse, hvis Teuns vitterligt kører med i kampen om sejren. Unge Gino Mäder var uhyre overbevisende, da han nærmest ene mand holdt snor i Alaphilippe-udbruddet i går, og selvom han har smidt tid og er hjælper, kan han på en etape som denne imponere.

 

Cofidis møder med Jesus Herrada, der jo faktisk choksejrede i den første udgave af endagsløbet på Ventoux. Til gengæld viste hans to opkørsler af bjerget i 2020 også, at han altså er for stor til at slås med de bedste i et felt som dette. Således blev han blot nr. 8 i dette løb og nr. 9 i endagsløbet, og det vidner om, at det næppe bliver til mere end top 10. Omvendt er han altid i fremragende form fra start, og han bør derfor utvivlsomt gøre det godt. Faktisk passer stigningen endnu bedre til hans nye holdkammerat Ruben Fernandez, der sidste år med top 10-placeringer i både Valencia og Andalusien blev delvist genfødt og viste god februarform, og han er bestemt også top 10-kandidat med samme form, selvom han ikke fik sig holdt til i går. Til gengæld har Nicolas Edet bekræftet, at han formmæssigt er helt væk.

 

Ag2r stiller med en interessant duo i form af Aurelien Paret-Peintre og Ben O’Connor. Størst forventning skal vi have til franskmanden, der sidste år kørt stærkt i foråret, og med sejren i Marseille har fået en fabelagtig start. Til gengæld viste sidste års Giro også, at han stadig har langt til toppen, og samtidig viste løbet i Marseille ikke meget om hans klatreben. Formen kan sikkert bringe ham langt, men næppe hele vejen. Til gengæld vil O’Connor med den genfødsel, han oplevede i Giroen, utvivlsomt klatre godt nok til at være med helt i front. Alligevel havde jeg ikke de store forventninger til en mand, der typisk skal lede længe efter benene, og som først har gjort Tour de Romandie om mere end to måneder til det første sæsonmål, men han virkede faktisk overraskende velkørende i går Ag2r har også Tony Gallopin og Lilian Calmejane, men begge vil i dette selskab finde Ventoux for svær til, at de kan være med helt fremme, og Geoffrey Bouchard er dels næppe i form, dels stadig med meget at bevise efter et skuffende 2020.

Endelig er man vel også nødt til at nævne Enric Mas og Tim Wellens. Som sagt er det ikke lykkedes mig at finde en forklaring på dagens fiasko, men begge er trods alt klasseryttere, der ikke kan afskrives, hvis der vitterligt er en god forklaring. Det er nok særligt Mas, der kan overraske, for hvis det vitterligt var kulden, der slog ham ud i dag, kan han være helt anderledes i morgen. Problemet er bare, at vi ved, at han ikke er en mand for ugelange etapeløb, og at han er en meget langsom starter. Alt sammen gør det det svært at tro på ham. Wellens er til gengæld i dokumenteret storform, men den form bør ikke række til at vinde på et bjerg, der efter al logik er for svært for ham - særligt, hvor hans moral nu må have lidt et skud for boven.

 

Læs også
Skjelmose med stærk udmelding inden monument

 

I forhold til den oprindelige optakt er det heller ikke længere værd at nævne Andres Ardila, der desværre stadig ikke synes klar til at vise sit potentiale, og DSMs klatrere, Andreas Leknessund, Mark Donovan og Nicolas Roche synes alle formsvage. Rudy Molard kan gøre det pænt, men næppe gå i top 10, og Victor De La Parte synes overraskende formsvag. Stigningen må være for lang for Alexis Vuillermoz, der ikke synes i topform, og det synes heller ikke Carlos Verona og Sergio Samitier at være. Stigningen må også være for lang for Matteo Jorgenson og Valerio Conti , der begge styrtede i dag, samt Alessandro Covi, der styrtede i går. Hos Delko kan Jose Manuel Diaz måske gøre det pænt, men han er overmatchet.

 

OPDATERING: Kraftigt snefald på Ventoux fredag aften betyder desværre, at etapeafslutningen er i fare. En endelig beslutning tages lørdag formiddag.

 

OPDATERING 2: Etapen bliver heldigvis kørt som planlagt. Samtidig er der fundet en forklaring på Wellens' trængsler. Han er forkølet og stiller ikke til start.

 

Feltet.dks vinderbud: Ivan Ramiro Sosa

Øvrige vinderkandidater: Egan Bernal, Giulio Ciccone

Outsidere: Aleksandr Vlasov, Alexey Lutsenko, Jack Haig, Wout Poels, Bauke Mollema

Jokers: Julian Alaphilippe, Laurens de Plus, Mauri Vansevenant, Warren Barguil, Fabio Aru, Harold Tejada, Patrick Konrad, Dylan Teuns, Jesus Herrada, Aurelien Paret-Peintre, Ben O’Connor, Enric Mas

 

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Nairo Quintanas sejr fra 2020.

Ivan Ramiro Sosa
Egan Bernal, Giulio Ciccone
Aleksandr Vlasov, Alexey Lutsenko, Jack Haig, Wout Poels, Bauke Mollema
Julian Alaphilippe, Laurens de Plus, Mauri Vansevenant, Warren Barguil, Fabio Aru, Harold Tejada, Patrick Konrad, Dylan Teuns, Jesus Herrada, Aurelien Paret-Peintre, Ben O’Connor, Enric Mas
Tim Wellens, Gino Mäder, Rudy Molard, Ruben Fernandez, Andres Ardila, Felix Grossschartner, Andreas Leknessund, Mark Donovan, Giovanni Aleotti, Jose Mauel Diaz, Sander Armee
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Tour de la Provence
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Liège-Bastogne-Liège Fe...(1.WWT) 21/04

EPZ Omloop van Borsele(2.NCUPJW) 19/04-21/04

Liège-Bastogne-Liège(1.UWT) 21/04

Giro della Romagna(1.1) 21/04

Liège-Bastogne-Liège Fe...(1.WWT) 21/04

Liège-Bastogne-Liège(1.UWT) 21/04

Giro della Romagna(1.1) 21/04

Tour de Romandie(2.UWT) 23/04-28/04

Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 26/04-28/04

Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04

La Vuelta Femenina(2.WWT) 29/04-05/05

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?