Optakt: 3. etape af Tour de Langkawi

STREAM TOUR DE LANGKAWI UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

Måske er Tour de Langkawi mest kendt som et (og Andrea Guardinis personlige) sprinterparadis, men hvis der er én ting, løbet også er kendt for, er det bjergafslutningen på Genting Highlands, der i langt de fleste tilfælde har kronet den samlede vinder af løbet. I flere udgaver har det kinesiske nytår og den lokale fejring tvunget arrangørerne til at skippe det ikoniske bjerg, men den udfordring har man selvsagt ikke på denne tid af året. Derfor er stigningen i 2022 tilbage i sin faste rolle som mål for løbets kongeetape, og selvom man denne gang har opfundet en ny bjergafslutning senere i løbet, taler meget for, at vinderen på den brutale opkørsel nord for Kuala Lumpur nok engang vil bestemme, hvem der skal vinde årets løb.

Etapen har ofte været en kort sag, og det er den også i år, hvor der blot skal tilbagelægges 123,7 km mellem Putrajaya og Genting Highlands. Startbyen er en sydlig forstad til Kuala Lumpur i det flade og yderst tæt befolkede område omkring hovedstaden, og derfor har etapen samme design, som den plejer, nemlig med en flad indledning inden finalebjerget. Således er det helt fladt, mens man snor sig mod nordøst, sydøst og igen nordøst gennem de mange forstæder frem til den første spurt, som kommer efter 32,6 km. Herfra går det videre mod nordøst, inden man rammer den finale, der blev kørt på 1. etape.

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

Det sker, når man drejer mod nordvest for at passere den kategori 2-stigningen Nukit Hantu (2,7 km, 6,1%), som vi kender fra åbningsetapen, og som har top efter 54,7 km. En nedkørsel leder nu videre mod nordvest, inden man fortsætter op ad kategori 2-stigningen Look Out Point (4,2 km, 4,1%), som ligeledes kendes fra åbningsetapen, og som har top efter 67,2 km. En nedkørsel leder nu mod sydvest, inden det går mod nord og nordvest ind gennem Kuala Lumpurs forstæder frem til den anden spurt, som er placeret efter 75,3 km. Derfra fortsætter man gennem forstæderne mod nord og nordvest frem til den sidste spurt, som kommer efter 86,6 km, inden en let stigende vej leder mod nord frem mod bjergene.

Dem rammer man, når man drejer mod nordøst for at køre op mod Genting Highlands ad en stigning, der officielt deles i to. Den første går under navnet Gohtong Jaya (13,7 km, 5,9%), er uden for kategori og skal deles i to. De først fem kilometer er således lette med stigningsprocenter på 2-4, inden der følger et lidt vanskeligere stykke over fire kilometer, hvor det hovedsageligt stiger med 6-8%. Den vanskelige del kommer dog først derefter, hvor man rammer fire kilometer med 9-11%, inden den flader ud med 3,5% over de sidste 700 m frem mod toppen, der kommer efter 110,6 km.

Herfra resterer fortsat 13,1 km, som indledes med et kort stykke, der leder mod nord og er let faldende eller fladt. Det varer dog ikke længe, inden man drejer mod nordøst for at køre op ad målbjerget Genting Highlands (8,6 km, 8,6%), der ligeledes er uden for kategori. Den starter relativt ”mildt” med fire kilometer med 5-9%, inden der følger tre kilometer med hele 10-12%, hvorefter den bliver en anelse mildere med 8-9% over de sidste 1600 m frem mod toppen. Stigningen følger en meget snoet vej med et hav af hårnålesving, herunder hele syv af slagsen på den sidste kilometer.

Etapen byder på i alt 2821 højdemeter.

Genting Highlands har som sagt været mål for kongeetapen i langt de fleste udgaver. Vinderne har gennem tiden været Kevin Rivera (2020), Ben Dyball (2019), Mirsamad Pourseyedigolakhour (2014), Julian Arredondo (2013), Jose Serpa (2006, 2007, 2009 og 2012), Yonathan Monsalve (2011), Jose Rujano (2010), Ryan Cox (2005), Ruben Alverio Marin Valencia (2004), Hernan Dario Munoz (2002 og 2003), Paolo Lanfranchi (2001), Julio Alberto Perez Cuapio (2000), Marcus Ljungqvist (1999), Giuliano Figueras (1998), Luca Scinto (1997) og Damian McDonald (1996). Jelajah Malaysia var forbi i 2009, hvor Timothy Roe sejrede, og i 2008, hvor Hossein Askari sejrede.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

STREAM TOUR DE LANGKAWI UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Vejret

Vejrudsigten gentager nærmest sig selv. Igen venter en dag med fugtig varme og risiko for tordenbyger. Det vil være skyet md kun lidt sol, og temperaturen i fladlandet inden stigningen vil nå 31 grader. Risikoen for tordenbyger vil denne gang være 55-70%, og det vil være lidt mere blæsende med en let til frisk vind (12-14 km/t) fra nordvest. Det giver indledende sidevind, men derefter en lang dag med mod- og sidemodvind, indtil man når stigningen. Her vil der være sidevind på begge opkørsler og sidemodvind på mellemstykket.

Favoritterne

Sprinterfesten er bestemt ikke slut - den slutter aldrig rigtigt i Langkawi - men nu sættes den i hvert fald på pause. Torsdag morgen er der nemlig en ganske god chance for, at vi ved, hvem der vil vinde årets løb, når rytterne har været oppe ad Genting Highlands. Ganske vist venter der som noget nyt endnu en bjergetape på mandag, men vanskeligheden af finalestigningen på 7. etape tåler ingen sammenligning med det, der venter i morgen.

Vi kender nemlig Genting Highlands til hudløshed, og der er ikke mange muligheder for at gemme sig på den brutale stigning nord for Kuala Lumpur. Procenterne er ganske voldsomme, og det har altid været et paradis for rene klatrere, hvoraf særligt de sydamerikanske fra Gianni Savios hold har været dominerende. Etapen er kort og let, indtil man rammer målbjerget, og det er derfor en lækkerbisken for de bjerggeder, der specialiserer sig i at køre fladt frem til én voldsom kraftanstrengelse, der altså efter al sandsynlighed igen i år vil bestemme vinderen af løbet.

Der bør heller ikke være tvivl om, at det er på bjerget, at slaget skal slås. Antallet af klatrere i løbet er ganske imponerende, og det er denne dag, de har ventet på. Med Max Walscheid ude er Cofidis endda kun i løbet alene for at satse på 3. og 7. etape, og det er derfor ganske utænkeligt, at et udbrud vil holde.

De forrige dage er udbruddet kommet afsted uden alt for megen kamp, og det vil formentlig også gælde i morgen. Når det er kommet væk, må man formode, at Astana vil tage kontrol, men det er jo klart, at de ikke har alt for store chancer for at vinde etapen. De vil formentlig hurtigt få hjælp af særligt EF, Movistar og Cofidis, og de vil sikre, at favoritterne skal køre om det.

Når vi rammer bjerget, vil jeg tro, at der ikke vil komme angreb på den første del af dobbeltbjerget. Den sidste del er ganske vist meget svær, men når den sidste del af stigningen er så svær, vil de vente til den absolutte finale. I stedet vil vi formentlig se nogle hold, der forsøger at gøre det hårdt, og her peger pilen igen på EF, Cofidis og Movistar, der formentlig vil kontrollere frem mod de sidste 8,6 km, hvor slaget skal slås, og her vil det være mand mod mand, særligt på det svære stykke med tre km med tocifrede procenter, som indledes med små 5 km igen. Der vil være sidevind på stigningen og derfor ikke den modvind, der kan være lidt dræbende, og meget taler for, at vi vil se bedste mand køre alene hjem, som vi næsten altid gør på denne meget svære stigning.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Min favoritvurdering bliver af gode grunde den samme som inden løbet, da vi ikke er blevet meget klogere de første to dage, og da det hele tiden har været denne etape, der formentlig har villet bestemme den samlede vinder. Vi har dog erfaret, at Sylvain Moniquet efter sin skadespause er mere formsvag end frygtet og derfor næppe har den store chance, men derudover er vi ikke blevet meget klogere. Måske ligger der et signal i, at Astana har brugt Andrey Zeits til at føre, hvilket kan indikere, at han ikke er flyvende, men det er ikke en stensikker konklusion. Nedenstående er derfor i alt væsentligt en gentagelse af det, jeg skrev i den overordnede optakt.

Feltet er ganske stærkt, og der er så mange stjerner til start, at der tegner sig et meget åbent opgør med flere mulige vinder. Jeg vælger at gå med Ivan Ramiro Sosa. Colombianeren er som bekendt en af feltets førende lottokuponer, og man aner aldrig, hvor man har ham, men lige nu er han faktisk i form. Efter et skuffende efterår kørte han sig til en ganske fin 14. plads i det meget skrappe selskab i Emilia, og efter et Tre Valli Varesine, hvor han mindede os om, at man aldrig helt kan stole på, om hans form er stabil, lignede han igen en af de bedste på stigningerne i sprinterløbet i Piemonte.

Naturligvis kan han ende med at falde igennem igen, men dette løb er nærmest skræddersyet til ham. Bjergetaperne er nemlig designet som i Burgos, dvs. med et fladt indløb til ét bjerg, og som bekendt har han i det spanske løb været altdominerende. Også i Provence har han vundet på bjergetaper med samme design, og de meget stejle procenter på Genting Highlands er skabt til en ren klatrer som ham. Den voldsomme varme bør heller ikke genere en mand, der plejer at vinde i Burgos, og hans hold er vel nok det stærkeste i bjergene. Forud for løbet er han den klatrer, der har vist bedst form, og da hans topniveau stadig er så højt, at han vandt i Asturien og blev nr. 14 i skrapt selskab i Emilia, tror jeg på, at han vinder etapen - velvidende at han igen kan falde helt igennem.

Faktisk kommer hans måske værste rival fra eget hold. Styrtet i Ungarn betød, at Einer Rubio i år slet ikke har taget det skridt, hans stærke kørsel sidste sommer indikerede, at han ville tage i 2022, og selvom han kom tilbage i fin form med særligt god kørsel i Toscana, har han manglet lidt. Dagen efter Toscana skuffede han i Sabatini, og på det seneste har han sendt blandede signaler. Han lignede sammen med Julian Alaphilippe og Marc Hirschi bedste mand på bakkerne i Bernocchi, men som vi har set, var klatrefeltet i det løb ret svagt. I Emilia skuffede han til gengæld fælt, men i Varese var det straks bedre, da han var bedre end Sosa. Hans form er temmelig svær at vurdere, men han bør i kraft af sin afbrudte sæson være topmotiveret og måske endda i fremgang. Som ren klatrer bør han også elske denne etape, som oftest er blevet domineret af sydamerikanske klatrere af hans skole, og det er derfor bestemt ikke overraskende, hvis han runder et skuffende år af med at tage sin første store sejr her. Movistar har endelig også Matteo Jorgenson, men han har aldrig for alvor fundet formen siden Touren, og de stejle procenter på Genting-stigningen passer også langt mere til Sosa og Rubio end til den store amerikaner. Jeg vil tro, at han bliver brugt til at lægge pres på.

Jeg tror, at den værste trussel mod Movistar-sejr kommer fra EF, der kommer med et stærkt mandskab. Esteban Chaves har mildt sagt haft en trist sæson, hvor hans helt store mål, Vueltaen, endte i en gigantisk fiasko. Kort efter viste han imidlertid klassen med stærk kørsel i Toscana og Sabatini, men netop som man troede, at han var på vej tilbage, floppede han i Emilia og Varese. Til gengæld viste hans kørsel i Toscana, at han kan finde formen ud af det blå, og han viste både i det løb og særligt i juni med Ventoux og Dauphiné, at hans topniveau stadig er ganske pænt. Også han er den rene sydamerikanske klatrer, der bør trives i et løb som dette, og holdet er et af de stærkeste. Skal han vinde, skal han dog have bedre ben end i Italien, men vi så i september, at det også er muligt, at han har det.

EF har også Hugh Carthy, der vel på papiret burde være den store favorit. Vi ved, at han elsker de stejleste procenter, og dermed er Genting-stigningen god for ham, selvom han er bedre på større bjergetaper med flere bjergpas. Dette er imidlertid hans første løb siden en meget skuffende Vuelta, og jeg kan simpelthen ikke tro, at han er specielt motiveret og har satset målrettet på dette løb, særligt nu hvor EF synes reddet på WorldTouren. Omvendt er feltet ikke det stærkeste, og da Carthys første store sejr var den samlede sejr i Korea, da han bare var 19 år gammel, kan man ikke udelukke, at han faktisk har set frem til at gå efter et stort resultat i Asien igen. Han er trods alt så flyvende på stejle procenter, at han i dette felt ikke skal være 100% for at vinde. Jeg tvivler bare på, at motivationen er tårnhøj. Endelig har holdet Diego Camargo, men 1. etape viste, at han slet ikke er i form.

UAE kommer med George Bennett, som jeg slet ikke kan finde ud af. På papiret bør han være en af de tunge favoritter som en ren klatrer, der vil elske denne stigning, men hans form har været meget skuffende. Han havde ellers en god tid i juli og august, men siden han floppede i Tyskland, har han ageret ren hjælper med en stribe DNFs som følge. Jeg var imidlertid ret imponeret over hans kørsel i Varese, hvor han førte imponerende længe for Pogacar, og derfor kan der sagtens gemme sig en bedre form, end resultaterne indikerer. Det er imidlertid også sandsynligt, at han falder igennem, og han skal i hvert fald være bedre end i Tyskland. Hvis til gengæld han har de ben, han havde i Ain, hvor han desværre blev elimineret af defekt, burde han kunne vinde i dette felt. Med Rui Costas exit grundet maveproblemer er han i hvert fald alene om at forsvare UAE-mandskabet, da stigningen trods alt er for svær for den tidligere vinder Ryan Gibbons.

Cofidis kommer med Ruben Fernandez, der for nylig stod for en af sæsonens i mine øjne største overraskelser. Når man ser på det niveau, han har haft i år, var det mildt sagt et chok, at han endte som nr. 7 klassefeltet i Emilia, og det bør jo i princippet gøre ham til favorit. I det løb slog han i hvert fald Sosa, Rubio, Jorgenson, Chaves, Bennett samt Ion Izagirre og dermed næsten alle sine værste rivaler. Med tanke på det generelle niveau, han har vist i år, vil det dog overraske mig, hvis han kan gøre det igen. Vi taler her også om et rigtigt bjerg, og det bør give større udfordringer for ham end den korte, eksplosive San Luca-stigning, når han er oppe mod de små colombianere. Efter Emilia er det bare umuligt at udelukke, at han kan vinde.

Holdets alternativ er Ion Izagirre, men han er stadig langt fra fordums styrke. Han har været i en gigantisk formkrise siden sejren på kongeetapen i Baskerlandet for nu et halvt år siden, og netop som han i Bretagne lignede sig selv igen, floppede han i Canada. Han så heldigvis bedre ud på bakkerne i Bernocchi, men hans kørsel i Varese og særligt i Emilia gør det svært for alvor at tro på ham. På papiret er han dog en af de bedste klatrere, og da han trods alt synes bedre, end han var under sin katastrofale sommer, kan man aldrig afskrive ham, hvis motivationen er stor. Man har også Sander Armee, men den erfarne belgier har set sin bedste tid, og vi så på 1. etape, at unge Hugo Toumire slet ikke er flyvende i en svær første sæson på WorldTouren.

Læs også

LIVE nu: Carapaz sætter tropperne frem inden bjergfinale

Uno-X kommer med et ganske spændende hold med hele tre gode kort. Det bedste er nok Torstein Træen, der er kommet uhyre stærkt tilbage fra sin kræftsygdom. Faktisk synes jeg, at vi i Luxembourg og Kroatien så den bedste Træen, vi har set hidtil, og disse længere stigninger burde vel passe ham bedre end de to meget eksplosive løb. Han kan til gengæld være meget svingende, og efter en ret intensiv tid ved man aldrig, om tanken er ved at være tom. Han viste heldigvis stor motivation ved at spurte sig til to bonussekunder i dag.

Alternativet er Anthon Charmig . Danskeren har gjort det til sit speciale at køre stærkt i denne slags eksotiske løb, som vi har set i Tyrkiet og Oman, men hans form er ret usikker. Han var fremragende i Tjekkiet i august, men i Storbritannien så han slidt ud, og hans VM var måske heller ikke helt som håbet, selvom han var hjælper. Det vil dog ikke være atypisk for ham at have satset på dette løb, og da han ikke har kørt mange løb de sidste to måneder, kan han både være frisk og formsvag. Til gengæld har vi også set, senest i Oman, at han synes bedre i mere eksplosivt terræn end på rigtige bjerge, og derfor er Genting nok en anelse for svær, når han er oppe mod rene colombianske klatrere. Holdets sidste kort er Niklas Eg, der jo i foråret nåede at vise ganske gode takter, inden det grimme styrt satte ham tilbage. Hans kongeetape i Kroatien vidner om, at han burde have et konkurrencedygtigt niveau i dette felt, men man må stadig antage, at han vil mange lidt for meget til at kunne være med helt i front.

Alpecin møder med en spændende duo i form af Jason Osborne og Sjoerd Bax, der begge er ubeskrevne, når vi taler om rigtige bjerge. Mest spændt er jeg på roeren Osborne, som vi aldrig har set i dette terræn, men som gjorde det så godt på kongeetapen i Arctic Race, at jeg har en vis forventning til ham - også fordi hans potentiale på baggrund af hans begrænsede erfaring synes stort. Han virkede dog ikke overbevisende i Agostoni, og det vil undre mig, hvis han på så svær en stigning kan slå folk, der er betydeligt mindre og lettere end ham. Bax fik sin store sejr i Agostoni, men han var ikke blandt de bedste på stigningerne. I forvejen synes jeg, at Osborne så stærkest ud på bakkerne i Luxembourg og Norge, men i Italien var styrkeforholdet omvendt. Vi så i Emilia, at han var relativt langt fra de bedste, og det vidner om, at Genting er for svær til, at han kan vinde. Han gjorde det dog så pænt, at han bør komme langt. Spørgsmålet er bare, hvad vi skal lægge i hans svage kørsel i Varese.

Astana har Gianni Moscon, der efter torsdagens løb i Piemonte meldte, at han er ved at føle sig som selv igen efter et år ødelagt af langtidseffekter af covid. Den bedste Moscon ville godt kunne gøre det hæderligt i dette felt, men han ville næppe kunne matche de bedste bjergryttere på Genting-stigningen. Den bedste Moscon har vi næppe heller. Det er under to uger siden, at han udgik i Agostoni, og siden har han kun kørt lette sprinterløb, hvor man slet ikke har set ham. Mit gæt er, at han stadig er langt fra sit bedste niveau. I stedet kan holdets bedste være Andrey Zeits. Han er langt fra fordums styrke, og hans bundniveau er blevet ret lavt, men de ben, han havde i juni og juli fører langt i dette felt. Han kørte også stærkt i Canada for en måned siden, men hans DNF i Agostoni skaber lidt usikkerhed i forhold til formen efter en langs sæson. Det forhold, at han blev sat til at føre i dag, kan som sagt indikere, at han er som hjælper. Da 1. etape viste, at vi ikke skal regne med Igor Chzhan, er sidste kandidat Harold Martin Lopez, men når han ”kun” bliver nr. 12 i l’Avenir, kommer han ikke alt for langt i dette felt.

Drone Hopper møder med Eduardo Sepulveda, der kæmper for at redde sin karriere. Det står ret klart, at argentineren er langt fra fordums styrke, men sejren på kongeetapen i Tyrkiet - en sejr, der dog i høj grad handlede om taktik og et smart angreb i modvinden - vidner om, at han kan komme et stykke i dette felt. Motivationen burde i hvert fald være enorm, men hans kørsel i de seneste mange løb har ikke være imponerende. Holdet har også veteranen Alessandro Bisolti, men heller ikke han er i nærheden af fordums styrke.

Burgos kommer primært for at køre massespurter, men de vil i klassementet forsøge med Ander Okamika. Han er imidlertid slet ikke klatrer og mere en mand til eksplosive stigninger. Der er ingen tvivl om, at Genting er ganske meget for svær for ham, men han endte trods alt som nr. 15 i bjergløbet Occitanie. Det vidner om, at han i dette felt kan klare det hæderligt, hvis han er frisk efter Vueltaen. Holdets alternativ er Adria Moreno, der tidligere klatrede ganske pænt - blandt andet blev han sidste år nr. 6 i Mercan’Tour - men i år har han virket meget tung. Det er svært at se ham alt for langt fremme, også i dette felt.

Endelig er der Lotto, men som sagt skal vi næppe regne med Sylvain Moniquet. Med tanke på det fine niveau, han har vist i år, burde det være et ganske stærkt kort, men desværre er han ikke i form. Han missede nemlig alle de italienske løb grundet en skade, og det var dengang uklart, om han ville blive klar til dette løb. Det er han heldigvis blevet, men 1. etape viste, at han mangler meget. Man kan dog håbe, at han har fået den værste rust banket af og måske alligevel kan ligne lidt. Som ventet er Thomas de Gendt i ganske elendig form.

Blandt kontinentalrytterne er det Sean Bennett, der er det spændende navn. Amerikaneren er efter sit skifte til kontinentalniveau blevet transformeret til klatrer, og han viste både i Slovenien og Tyrkiet, at han i dette felt bør komme langt. Siden har han dog skuffet, og nu aner vi ikke, hvor han står. Han har ikke kørt på en stigning i næsten to måneder, men løbet bør være et mål for China Glory, hvorfor man kan håbem at han har formen fra tidligere i år. Han ledsages af Xianjing Lyu , men den megen hype om den kinesiske klatrer har slet ikke vist sig velbegrundet i år, hvad der blev bekræftet på 1. etape.

Det andet interessante hold er lokale Terengganu. De stiller nemlig med Anatoly Budyak, der i år er blevet nr. 2 i Rwanda, har vundet tre løb i Tyrkiet og kommer til løbet med form efter en samlet 5. plads i Iran. Niveauet her er dog det højeste, han er blevet mødt med i år. Holdet har også Metkel Eyob, der har kørt pæne klassementer i Rwanda, Antalya og Thailand i år, men han blev sat af på 1. etape og er ikke i form Også Jambaljamts Sainbayar kan klatre ganske hæderligt, men han har vist mere fokus på bjergtrøjen end klassementet.

Læs også

Geraint Thomas skal stå i spidsen til årets Giro d’Italia

Hos ProTouch kan Kent Main måske gøre det hæderligt, mens Ukyo røg ud af klassementet på 1. etape. Thailand Continental Cycling Team kan måske håbe lidt på Peerapol Chawchiangkwang, der blev nr. 17 i 2020, og Thanakhan Chaiyasombat, der blev nr. 16 i samme udgave. De øvrige hold må regnes som chanceløse.

Feltet.dks vinderbud: Ivan Ramiro Sosa

Øvrige vinderkandidater: Esteban Chaves, Einer Rubio

Outsidere: George Bennett, Hugh Carthy, Ruben Fernandez, Ion Izagirre, Torstein Træen

Jokers: Jason Osborne, Anthon Charmig, Sjoerd Bax, Eduardo Sepulveda, Sean Bennett, Matteo Jorgenson, Gianni Moscon, Andrey Zeits, Niklas Eg

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Kevin Riveras sejr fra 2020 og Ben Dyballs sejr fra 2019.

STREAM TOUR DE LANGKAWI UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE