Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?
På forhånd tak!
Feltet.dk
Gerben Thijssen bekræftede de meget lovende takter fra foråret med en fornem første sejr på WorldTouren, men dagens helt store overraskelse var vel næsten, at upåagtede Jonas Abrahamsen overtog førertrøjen. Nordmanden får dog næppe mere end én dag i gult, for mandag venter den første af de tre klassementsetaper, når rytterne for andet år i træk skal spurte op ad den stejle mur i Przemysl, hvor Joao Almeida for et år siden lagde grunden til sin samlede sejr.
Annonce
STREAM VUELTA A BURGOS UDEN AFBRYDELSER
Ruten
I gamle dage var det fast kutyme, at de eneste klatreudfordringer kom på de to etaper i Tatr-bjergene i den sydlige del af landet, men da enkeltstarten forsvandt i 2017, erstattedes den af en nyskabelse. Siden dengang har man haft for vane at gøre brug af en rigtig murafslutning i den fladere del nord for bjergene, og selvom enkeltstarten siden 2021 har været tilbage, rører man ikke ved muren. I stedet er det etaperne i Tatr-bjergene, der er skruet ned for, og derfor skal der igen i år udkæmpes et første klassementsslag på en kort og stejl sag. Det sker endda i den finale i byen Przemysl, hvor Joao Almeida sidste år lagde grunden til sin samlede sejr, og med de ganske begrænsede klatreudfordringer i årets løb venter der således igen en vigtig mandagsetape, hvor de eksplosive puncheurtyper får deres absolut bedste chance for at vinde tid inden den meget vigtige enkeltstart senere i løbet.
I stil med årets trend er der igen tale om en lang etape, der fører feltet fra Krasnik til Przmysl. Denne gang skal der således tilbagelægges intet mindre end 237,9 km, men hvad etapen har i distance, har den ikke i terræn. Således er det ganske fladt, når man lægger ud med at sno sig mod sydøst ned til dagens første spurt, som kommer efter 33,4 km. Her sætter kursen mod syd og senere sydøst for at køre igennem pandekagefladt terræn frem til dagens anden spurt, som kommer efter 103,0 meget lette kilometer. Det bliver ikke spor vanskeligere, når man herfra fortsætter mod sydøst ad en lige og flad vej frem til dagens tredje spurt, der er placeret efter 145,6 km, og fladlandet fortsætter, når man nu kører mod sydøst og siden sydvest direkte ind til målbyen, der nås for første gang efter 181,4 nemme kilometer.
Byen ligger lige på kanten af nogle mindre bjerge, og derfor ligger den afsluttende mur i byens udkant. I første omgang kører man dog ikke op ad den, men fortsætter i stedet mod syd og sydvest i let stigende terræn ud til de nærliggende bakker i området syd for byen. Her når man ned til en rundstrækning, hvor man kører en omgang. Først går det skiftevis mod syd og vest op og ned ad kategori 3-stigningen Solca (3,0 km, 5,3%), der er en meget let stigning, men som har 500 m med 11,6% nær toppen, som rundes efter 202,6 km. Herfra kører man mod sydvest op ad kategori 2-stigningen Kalwaria Paclawska (2,1 km, 9,2%), der er en relativt jævn og stejl stigning med et maksimum på 16,5% nær toppen, som kommer efter 208,8 km.
Herfra går det via en let nedkørsel mod nordvest, inden man med det samme kører mod nord op ad kategori 3-stigningen Gruzsowa (2,5 km, 6,7%), der stiger med 6-9% over de første 1500 m, men derefter flader ud med 4-6% frem mod toppen, der rundes efter 215,8 km. Nu fører en lige og let nedkørsel mod nord, sydøst og øst tilbage til rundstrækningens udgangspunkt.
Efter turen rundt i bakkerne kører man mod nordøst ad den let faldende vej tilbage til Przemysl, hvor man igen kører ind til centrum, men denne gang drejer man med 1700 m igen skarpt til venstre ind på den afsluttende mur. Den stiger med 7,4% i snit, men man skal ikke lade sig snyde. Der lægges nemlig ud med 400 m på brosten, hvor det stiger med mellem 9 og 15%, inden man drejer skarpt to gange med hhv. 1300 m og 1200 m, samtidig med at det falder over 300 m ned mod den røde flamme. Her drejer man skarpt igen, hvorefter muren for alvor tager fat med en sidste kilometer med 9,6%. Reelt er det dog kun de første 800 m, der er en mur, idet det her stiger med 13-16% hele vejen, indtil de sidste 200 m er stor set flade. Efter det skarpe sving ved den røde flamme er der yderligere et sving med 800 m igen og derefter, når man med 200 m igen drejer ind på den fladere del på toppen.
Etapen byder trods den gigantiske distance på beskedne 1545 højdemeter.
Finalen i Przemysl gjorde som sag debut sidste år, hvor Joao Almeida sejrede på toppen i samme tid som Diego Ulissi og Matej Mohoric, mens Michal Kwiatkowski og Mikkel Honoré tabte hhv. 4 og 8 sekunder, men alle andre tabte mindst 12 sekunder. Byen har derudover kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et UCI-løb. Det var i det lille Course de la Solidarité Olympique i 2006, hvor Aldo Ino Ilesic vandt en massespurt nede i byens centrum.
STREAM VUELTA A BURGOS UDEN AFBRYDELSER
Analyse af 1. og 2. etape
Favoritterne
Der er næppe nogen, der begræder, at arrangørerne i 2017 fik ideen at krydre deres løb med en murfinale. Den slags er netop altid spektakulære, og ideen passede perfekt til et løb, der som regel har været domineret af puncheurs. Siden da har den tidlige afslutning på en kort, men stejl stigning været en fast bestanddel af løbet og altid haft til opgave at give det første billede af styrkeforholdet mellem de bedste.
Alligevel er murfinalens rolle blevet forandret. I årene mellem 2017 og 2019 - i 2020 blev den aflyst, da corona forkortede løbet - var det bare den første test inden de afgørende slag i Tatr-bjergene til sidst. Nu hvor man i 2021 og 2020 har skuret alvorligt ned for klatreudfordringerne mod syd og i stedet genindført en næsten altafgørende enkeltstarten, er den tidlige murfinale ikke bare en første og vigtig test. Nej, nu er det slet og ret de klatrestærke folks allerbedste mulighed for overhovedet at vinde tid inden enkeltstarten.
Hidtil har vi set to forskellige murfinaler. I de første to år var det den stejle mur i Szczyrk, der kronede Dylan Teuns og Michal Kwiatkowski som vindere, og efter at Bjorg Lambrechts tragiske dødsfald i 2019 betød, at den nye mur i Kocierz aldrig blev besteget, er det nu den nye mur i Przemysl, der er blevet den foretrukne. Den blev første gang benyttet sidste år, hvor vi stadig var helt på bar bund i forhold til dens sværhedsgrad, og nu er den altså tilbage bare ét år senere.
Det gør det hele en anelse lettere, at vi nu kender finalen. Det gælder ikke bare selve muren, men derimod hele afslutningen med de tre stigninger forinden. Vi så sidste år, at der var ganske betydelig udskilning på bakkerne, hvorfor det kun var et felt på ca. 50 mand, der ramte muren. Her angreb Joao Almeida tidligt, nemlig allerede på brostendelen inden nedkørslen. Herefter holdt portugiseren længe stand, mens Einer Rubio på den sidste kilometer forsøgte at komme op, men muren viste sig så svær, at billedet skiftede flere gange. Mens Rubio kollapsede, var det i stedet Diego Ulissi, der kom op til Almeida, og efter at Michal Kwiatkowski uden held havde forsøgt samme nummer, var det Matej Mohoric, der fik kontakt kort efter, at det havde fladet ud. Til slut spurtede de tre om sejren, og i en tæt, tæt afgørelse fik Almeida akkurat skovlen under Almeida, mens Mohoric i spurten betalte en pris for sin hårde opkørsel.
Muren viste sig i stand til at gøre ganske store forskellen. Således var der kun 15 mand, der var mindre end 30 sekunder fra sejren, og kun ni mand holdt sig inden for 15 sekunder. Kobler man det med bonussekunder, er der altså en del tid at vinde. Samtidig var udviklingen trods den korte distance ganske omskiftelig, da Rubio, som man ofte ser det på mure, startede for stærkt, mens Mohoric og Mikkel Honoré, der ellers var for tunge til de stejle procenter, med enkeltstartsagtig kørsel begge endte i top 5. Faktisk klarede tungere folk sig ganske hæderligt, da Dion Smith endte som nr. 14 og Pascal Eenkhoorn som nr. 20, men den var alligevel en anelse for svær for Alessandro Covi, der blot endte som nr. 12. De tungere folk kan således sagtens begrænse tabet, men ser man bort fra Mohoric, der var overraskende stærk, var det trods alt de lettere folk og ardennerspecialisterne, der kørte om sejren. Sammenligningen med Fleche Wallonne er oplagt, men den har ikke samme længde og stejlhed som Mur de Huy, og den er derfor en anelse lettere med den væsentlige tilføjelse, at det slutter med en næsten flad spurt. Vi vil trods alt aldrig se Mohoric være i spil til sejren på den berømte mur i Huy.
Inden etapens klimaks venter en alenlang dag igennem det polske fladland, hvor terrænet er meget let. Vi så i dag, at starten var uventet aggressiv, og det bør den også være igen i morgen, hvor afslutningen indbyder mere til udbrud. Vi kan sagtens få en længere kamp, og det er også sandsynligt, at vi får et større og stærkere udbrud, end vi har haft de første dage.
Når udbruddet er kørt, venter en lang og ret begivenhedsfattig dag. Uno-X har ikke skyggen af chancen for at forsvare trøjen, men de vil formentlig alligevel jagte benhårdt. Holdet er uden chance for at vinde i finalen, nu hvor Tobias Johannessen er ude, og for dem er det således en stor sag blot at få opmærksomhed og at gøre trøjen ære. De henter dog ikke et udbrud på egen hånd og skal derfor bruge hjælp. Den kan de regne med at få fra Ineos, Bora og UAE, der alle kan tænkes at bidrage til jagten, og i et løb med begrænsede klatremæssige udfordringer, er der ikke plads til at give gaver til et udbrud. Derfor må man formode, at de ikke giver udbruddet den store chance - også fordi det for Bora og UAE er helt afgørende at bringe de i dette tætte løb så afgørende bonussekunder i spil.
Det interessante bliver, hvad der sker på bakkerne i finalen. Den første af disse er ganske svær og slutter med en ret stejl del med op til 16,5% lige inden toppen. Jeg regner med, at Ineos vil kontrollere med deres superhold, men de er lidt i et dilemma. Skal de vinde med Ethan Hayter, skal løbet være let, men hvis briten sviger, har de brug for et hårdere løb, der kan gavne særligt Richard Carapaz, men også Ben Tulett. Bora og UAE har en entydig interesse i at få gjort det svært, men de har ikke for alvor holdet til at lægge det pres, der kan skabe den store udskilning. Det er muligt, at de vil prøve, men mit gæt vil være, at Ineos vil være toneangivende, og at de vil kontrollere mere end at skabe et blodbad.
Kommer der angreb på stigningerne? Det er muligt, men chancen for succes er lille. Der er relativt langt mellem sidste stigning og muren, og der vil endda være en del modvind. Ineos vil være for stærke til, at man kan sikre sig et væsentligt forspring, og det eneste, der formentlig kan ændre billedet er, at briterne vælger at bruge deres superhold til at køre offensivt. Det kunne være forfriskende, men det vil formentlig kun ske, hvis Hayter meldes formsvag. Man kan vel ikke helt udelukke, at de med deres nye, mere offensive stil kunne finde på at spille Carapaz eller måske Magnus Sheffield tidligt ud for at sætte de andre under pres, men ecuadorianeren må formodes at tro på sine chancer for etapesejr og samlet triumf, og med Hayter som løbets mest indlysende favorit til den samlede sejr vil jeg tro, at de vælger en mere kontrollerende tilgang.
Jeg regner derfor med, at det skal afgøres på muren. Her vil der være gigantisk positionskamp frem mod svinget, og herefter vil den første lille brostensbakke formentlig blive brugt til at lægge pres på. Efter nedkørslen rammer de herefter de 800 m stejle meter, og de vil formentlig blive kørt som Fleche Wallonne. Det betyder, at timing er altafgørende, og at risikoen for eksplosion er overhængende, men det betyder også, at det meget let kan blive afventende - særligt fordi holdene generelt er tunge, og fordi Ineos måske har en interesse i et mere defensivt løb, der kan tilgodese Hayter. Jeg vil dog stadig tro, at Carapaz får frihed til at forsøge at gøre de forskelle, han kan, og at Hayter blot vil køre stigningen lige så klogt, som han plejer, og som Mohoric gjorde for et år siden. I tilfælde af et defensivt løb skal man ikke udelukke, at en snu rytter kan snige sig væk og udnytte favoritternes magtkamp til at tage sejren, men Ineos bør være så stærke, at det ikke sker.
Mest peger dog på, at det bliver et opgør mellem murspecialisterne, men modsat sidste år, hvor feltet talte hele tre ryttere, der havde været på podiet i Fleche Wallonne, er der denne gang kun én, nemlig Ulissi. Det skaber et mere åbent løb, hvor jeg vælger at pege på Sergio Higuita som favorit. Det er dog med nogen tvivl. Dels har vi aldrig set colombianeren brillere i en murfinale som denne, og dels har vi igennem foråret lært, at hans niveau er meget svingende. Al logik tilsiger imidlertid, at den eksplosive colombianer bør meste en afslutning som denne, for vi så senest hans eminente punch, da han vandt kongeetapen i Romandiet, ganske vist på lavere procenter. Til gengæld så vi også, at han langt fra er stabil. Hans niveau imponerede mig meget frem til den samlede sejr i Catalonien, men derefter var han temmelig skuffende, også da han endte som nr. 2 i et Tour de Suisse, der endte med at være ret svagt besat.
Med andre ord kan vi ikke vide, hvor vi har Higuita, slet ikke efter en pause. Hele hans sæson har imidlertid fra start været gearet mod Vueltaen, og derfor vil det undre mig, hvis ikke han er ganske langt fremme i sin forberedelse. I dette felt fremstår han som den mest eksplosive på disse stejle procenter, og blandt de letteste i feltet er han samtidig måske den hurtigste i en flad spurt til sidst. Dermed har han de rette forudsætninger, og det gør ham til mit vinderbud.
Dernæst peger jeg på Ethan Hayter, selvom han er af en anden type. Procenterne kan blive lidt for svære, når han er oppe mod lettere folk, men han har før imponeret i stejle murfinaler, først da han vandt i Andalusien sidste år, og senest da han vandt i Coppi e Bartali. Her er konkurrencen dog betydeligt skrappere, og spørgsmålet er, om han er for tung til dette selskab. Han er dog god til at køre klogt og bruge sine tempoevner på denne slags stigninger, og Mohoric viste sidste år præcis, hvordan en tungere fyr skal begå sig på denne stigning. På toppen bliver han svær at slå i den flade spurt, og det synes bestemt ikke umuligt, at han kan gentage Mohorics bedrift fra sidste år - med den tilføjelse at han vil vinde spurten. Det kræver dog, at han er i form, og som vi så i foråret, er det bestemt ikke noget, man kan regne med. Der er dog håb i hans stærke Dauphiné lige inden pausen, hvor han klatrede bedre end nogensinde. Det er bestemt muligt, at Hayter vinder i morgen og dermed som Almeida lægger sin grund til en samlet sejr i Przemysl.
Bliver det for hårdt for Hayter, har Ineos Richard Carapaz. Ecuadorianeren kører sjældent endagsløb, men som vi senest så i Giroen, har han masser af punch på stejle stigninger. Særligt på en stejl mur som denne burde han have visse puncheurkvaliteter, ikke mindst i et felt, hvor han er den i særklasse bedste klatrer. Hans form er til gengæld usikkert, fordi Carapaz sjældent er i form uden for grand tours, men lige netop i hans sidste forberedelsesløb plejer han faktisk at vinde. Derfor kan der være et håb for, at han er kommet til Polen med noget, der nærmer sig Vuelta-form, og så burde han være i stand til at vinde i dette felt.
Som sagt er Diego Ulissi den eneste i dette felt, der tidligere har været på podiet i Fleche Wallonne, og hans 2. plads i samme finale for et år siden viser, at det er noget, der passer ham. Han er imidlertid også i klar tilbagegang og slet ikke så god, som da han var bedst. Det sagde jeg imidlertid også for et år siden, og alligevel var han bare millimeter fra at vinde. På den anden side har foråret og måske særligt Giroen bevist, at han er gået endnu mere tilbage siden sidste års udgave, og denne gang synes feltet at være skrappere. Derfor er det med visse forbehold, at jeg ser frem til at se Ulissi, men vi ved også, at han er snu og erfaren og nu også er den eneste af de hidtil nævnte, der kender stigningen. Med sin gode spurt i den flade finale kan han bestemt vinde, måske særligt fordi bakken er lidt kortere end i Huy og dermed en anelse lettere end sportens mest ikoniske mur.
Løbets joker er vel Quinten Hermans. Sidste år blev han kun nr. 16, men siden da har han forbedret sig enormt, først med 2. pladsen i Liege og siden med den meget fornemme etapesejr på kongeetapen i Belgien. Hans form er imidlertid temmelig usikker efter det offentlige skænderi med Intermarché om den manglende Tour-udtagelse, og selvom han har trænet i højderne i Livigno og siger, at han gerne vil slutte godt af, gav hans nylige interview med Wielerflits mig ikke indtrykket af, at han er i topform allerede nu. Sidste års 14. plads på Mur de Huy vidner om, at han har visse evner i denne slags finaler, men jeg vil også tro, at der fortsat er stærkere folk end ham på denne slags procenter. Omvendt var han så overbevisende, da han vandt i Belgien, at jeg sagtens kan forestille mig ham som vinder i dette felt, også fordi han vil være ganske hurtig i en spurt i den flade finale til sidst.
Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad jeg skal mene om Pello Bilbao. Som ung var han ganske eksplosiv, men i dag kører han alle sine stigninger som en enkeltstart. Som Mohoric viste sidste år, kan det dog også være en strategi, der virker fint i denne finale, og Bilbao er så erfaren og snu, at han meget vel kan time sin opkørsel så godt, at han sidder med de bedste på toppen. Tidligere i år genfandt han pludselig den fart, han havde som ung, og dermed står han meget stærkt i den flade finale, hvis dieselmotoren stadig er med på toppen. Hans form er desværre ukendt, og da han kan være en anelse ustabil, ved vi ikke, hvor vi har ham, selvom han frem mod Vueltaen skal være langt fremme. Han var tilsyneladende bremset af gårsdagens styrt, men jeg har ingen meldinger om, at han var i asfalten, og derfor er det nok kun formen og manglen på eksplosivitet, der kan koste ham.
Ineos’ tredje kort er Ben Tulett, der stort set kørte lige op med Hermans i sidste års murfinaler. Således blev briten nr. 12 i Huy og nr. 15 i denne finale, og dermed var han begge gange en anelse bedre end Hermans. Til gengæld synes Hermans at have udviklet sig en anelse hurtigere end Tulett siden da, og han er i hvert fald med sin eksplosivitet en mere sandsynlig vinder end briten. Tulett blev også ”kun” nr. 3 i murfinalen i Coppi e Bartali, hvor han blev slået af Hayter og Matteo Sobrero, og det var på et tidspunkt, hvor formen var så god, at han vandt løbets kongeetape. Hans Giro blev aldrig som ønsket, men til gengæld er det også muligt, at han som så mange andre har fået et boost af at have gennemført en grand tour. Har han det, kan han sagtens vise sig som en af de stærkeste, og mens han næppe vinder på sit punch eller sin eksplosivitet, kan han måske udnytte at være én blandt mange fra Ineos, hvis finalen udvikler sig taktisk. Det kræver dog, at han er i form, hvad der er usikkert, da han først i sidste øjeblik blev udtaget som erstatning for Michal Kwiatkowski, der styrtede under træning.
Davide Formolo har aldrig brilleret på stejle mure, men det burde være noget, der passer ham fint. Hans force har jo netop været de kuperede klassikere, og selvom det primært er i Liege, han har imponeret, burde han i dette svagere felt kunne gøre det godt på denne mur. Desværre har han en del at bevise efter et ganske sløjt år, hvor han aldrig har fundet sit niveau, og det øger blot usikkerheden efter den lange sommerpause. Dertil skal lægges, at vi har set ham ligge lidt i vinden de seneste dage, og selvom UAE angiveligt har to kaptajner synes Ulissi at være det klare førstevalg. Den bedste udgave af Formolo, der blev nr. 2 i Strade Bianche og Liege, bør dog kunne vinde her, også selvom han skal alene væk, inden den flader ud til sidst.
En spændende kandidat er Samuele Battistella . Det er netop på de eksplosive stigninger, at italieneren har sin force, og han har udviklet sig med stormskridt siden det professionelle gennembrud i efteråret. I år har han forbedret sin klatring meget, måske særligt med den samlede 3. plads i Ungarn, men stort set gennem hele den ellers meget uheldige sæson har han været flyvende, når han ikke har været sat tilbage af sine mange uheld. Han viste fornem form i Ordizia, hvor han sammen med Juan Ayuso var den eneste, der i første omgang kunne matche Simon Yates, og han burde derfor være med fremme. Han er også hurtig i den flade finale til sidst, men jeg kan være bekymret for, om procenterne ikke er en anelse for stejle.
En anden af årets meget lovende kometer er Mauro Schmid. Schweizerens udvikling igennem foråret har været fabelagtig, og i Giroen imponerede han særligt i eksplosivt terræn i Napoli og Jesi. Det samme gjorde han på kongeetapen i Belgien, hvor han kun blev slået af Hermans, og dermed burde han sætte pris på denne eksplosive bakke. Min bekymring er dog, at han er en anelse for tung til disse stejle procenter, og selvom han er hurtig, er der hurtigere folk end ham i den flade finale. Derudover er hans form usikker efter pausen, men da han har været ganske stabil i år, er der en grund til at tro, at han også kommer stærkt ud fra sommeren.
Ineos har et fjerde kort i Jhonatan Narvaez, og han burde med sit punch og sin fart faktisk stå betydeligt højere på denne liste, end han gør. Når han alligevel ender et stykke nede på listen, skyldes det hans rolle på holdet. Vi har de seneste dage set, at han har ligget en del i vinden, og det er meget naturligt, når enkeltstarten gør ham til en usandsynlig samlet vinder. Dermed taler meget for, at holdet satser på Hayter, Carapaz og Tulett, og da holdet ventes at kontrollere, tyder meget på, at Narvaez vil blive brugt tidligt. Skulle han til gengæld få chancen, burde han have en god chance i denne form for finale, men jeg har dog alligevel et lille forbehold. Mine forventninger til ham var store i murfinalen i Andalusien, hvor han skuffede mig meget, og måske er hans omskoling til brostensspecialist en ulempe nu. Til gengæld viste han på Mur de Fayence i Tour du Var i 2021, at han tidligere i hvert fald har været ganske skarp i denne form for finale - også så skarp, at han faktisk kan vinde, hvis han får chancen.
Det er ikke med den store forventning, at jeg nævner Lucas Hamilton. Australieren har nemlig haft en ganske forfærdelig tid siden styrtet i sidste års Tour, og selvom han blomstrede en smule - men også kun en smule - op i Giroen, kollapsede han igen totalt i Slovenien. Det betyder, at man skal være ganske varsom, da han risikerer at falde helt igennem, men som hjælper for Yates så han nu ganske stærk ud i Ordizia. Han har også trænet i højderne frem mod dette løb, og han lyder ganske optimistisk. Finalen passer ham til gengæld ikke specielt godt, men der er håb at finde i sidste års Paris-Nice, hvor han viste en uventet eksplosivitet. Rammer han sidste års niveau, er han en af de bedste klatrere i dette løb, og så bør han ende langt fremme. Til gengæld kan han også falde helt igennem.
Det bliver også spændende at følge Stephen Williams. Vi har lært, at han er meget ustabil, men hans topniveau er så højt, at han har slået Simon Yates i CRO Race og senest vundet en etape i Tour de Suisse. Det kan derfor med ham blive både fugl og fisk, men han er kommet til løbet med visse ambitioner. Han har ikke bare sejlet rundt bagerst i feltet, som han før har gjort det, men han blev som minimum holdt op i gårsdagens styrt, hvilket skaber usikkerhed om hans tilstand. Vi ved heller ikke, hvordan han klarer disse eksplosive stigninger, men han kørte i Kroatien jo faktisk fra Yates på en kort bakke, ligesom han viste et vist punch med sin spurtsejr i Schweiz. Det kunne indikere et vist potentiale i denne form for finale, selvom han ikke har vist det tidligere.
Quick-Steps andet kort er Mauri Vansevenant, der jo desværre aldrig rigtigt er blevet til det, vi håbede. I år har han været en kronisk skuffelse, men han havde heldigvis sit gode moment i Andalusien i februar, hvor det netop var i det eksplosive terræn, han så bedst ud. Desværre var det bekymrende, at det netop var i murfinalen, at han skuffede mest, og det lægger en yderligere dæmper på entusiasmen. På papiret burde han dog have punchet til disse eksplosive finaler, hvis han har fundet sin bedste form, hvad man aldrig kan vide, når vi taler om den svingende belgier.
Mere stabil har Steff Cras været. Lotto-rytteren har været i top 15 i alle sine etapeløb i år, også selvom det har været på meget højt niveau, og han har generelt udviklet sig enormt. Bedst har han dog altid været i eksplosivt terræn, som vi blandt andet så med 4. pladsen på den lidt længere stigning i Besancon. Han har ikke punchet til at vinde, men han kan sagtens ende med et topresultat i dette felt. I år har han også vlret så stabil, at vi trods pausen med nogen rimelighed kan vente os, at han er i form.
Sidste år blev Giovanni Aleotti nr. 8 i denne finale, og det er ikke mærkeligt. Det er nemlig en finale, der passer ham ganske storartet, men det var også næsten det sidste, vi så til italieneren. Igennem det meste af 2021 og 2022 har han siddet i gruppettoen, og det eneste tidspunkt, han er blomstret op på, var efter sidste års Giro, hvor han kort efter vandt Sibiu Tour og siden kørte et fint efterår, blandt andet i dette løb. I år kan han være ved at gentage det mønster, da han efter et forfærdeligt forår og en rædsom Giro pludselig genvandt Sibiu Tour igen. Det giver håb forud for dette løb, hvor han kan falde helt igennem eller gentage sidste års pæne resultat. Han synes dog ikke at have udviklet sig meget siden sidste år, og jeg har svært ved at se ham gøre det markant bedre, selvom unge talenter som ham altid kan overraske. Han sad langt tilbage i går, men var ikke involveret i styrtet.
En rytter, der virkelig har imponeret i foråret, er Quentin Pacher. Skiftet til FDJ har hævet hans niveau ganske betragteligt, og han har klatret bedre end nogensinde. I forhold til dette løb er det særligt opløftende, at han blev nr. 17 i sit første Fleche Wallonne, og det vidner om, at han har evner i denne slags finaler. I forhold til de bedste vil han stadig være for tung til de stejle procenter, men han hjælpes af, at finalen er lettere, end den var det i Huy. Han har i år også vist en hurtighed, der gør ham velegnet til den flade afslutning, men til gengæld er han også stadig lidt utilregnelig. Han fandt i hvert fald aldrig forårsformen i en skuffende sommer, og derfor kan man ikke bare regne med, at han har den superform, han til gengæld havde gennem stort set hele foråret.
Et andet talent er Felix Gall, der jo har været en meget svingende størrelse i år. Han så lovende ud i Tour of the Alps og Baskerlandet, men skuffede i Giroen. Han var i en formkrise i begyndelsen af sommeren, men nu kan man håbe, at han har haft tid til at forbedre formen. Desværre synes han at være en dieselmotor, der skal bruge tid på at finde formen, og derfor kan det sagtens ende med endnu en skuffelse. Til gengæld så vi i Alperne et nyt punch og en ny hurtighed, der burde kunne føre ham et stykke i dette felt.
Helt anderledes er det med Matteo Sobrero. Han har klatret ganske forfærdeligt gennem hele året, men faktisk er der én undtagelse. Det var i Coppi e Bartali, hvor han imponerede stort med 2. pladsen i netop murfinalen, hvor han endte mellem Hayter og Tulett. Siden da har han dog været milevidt fra noget som helst på alle former for krævende etaper, og derfor er det svært at være optimistisk, også fordi han kom meget skidt ud fra pausen sidste år. Han er kommet til løbet med ambitioner i klassementet, men holdet synes mere at satse på, at han skal begrænse tabet her frem mod enkeltstarten. Hvis benene til gengæld er som i Coppi e Bartali, burde han have et potentiale, selvom feltet her er meget skarpere.
Thymen Arensman er en af løbets helt store favoritter, men det skyldes enkeltstarten. I morgen må det handle om at begrænse tabet, da den hollandske dieselmotor er uden punch. Dette er således slet ikke en finale for ham, men han har omvendt forbedret sin klatring helt enormt. Særligt på den korte, stejle mur i Alperne overraskede han med uventet god kørsel i eksplosivt terræn. Denne stigning er dog betydeligt kortere, og Arensmans mål må være at køre den som en enkeltstart og derved begrænse tabet. Derfor er han en usandsynlig vinder, men i kraft af sin forbedrede klatring kan han måske overraske og alligevel ende langt fremme - hvis altså hans motor, der plejer at skulle varmes op, allerede er varm.
Lotto har også den unge Sylvain Moniquet, der har fortsat den lovende udvikling fra sidste år. Han kørte stærkt gennem hele foråret og igen i Giroen, og han endte som nr. 7 på bakkerne i Aargau, selvom han til slut var hjælper for Andreas Kron. Det vidner om visse evner i denne form for terræn, men han mangler punchet og klatreevnerne til at vinde. Derudover er hans form usikker efter en pause, for selvom han har været stabil i foråret, har han tidligere lidt under visse udsving.
Egentlig er det en god finale for Simon Carr, der blandt andet i Strade Bianche og i Ordizia har vist evner på denne slags eksplosive stigninger. Desværre er han også næsten altid meget langt fra sit bedste niveau, som han i år vel kun fandt i Giroens begyndelse, inden han blev syg. Han sluttede første del af sæsonen skidt af, og da han de seneste dage har gemt sig meget langt tilbage i feltet uden at deltage i blot nogen form for positionskamp, er det min fornemmelse, at han ikke er kommet til løbet med ambitioner. Hans topniveau er dog så højt, at han kan overraske.
EF har også lottokuponen Mark Padun, men han har stadig ikke vist noget som helst siden februar. Tværtimod har han været langt fra bare det mindste resultat, og hans historik giver heller ikke meget håb. Vi ved dog også, at han kan finde formen ganske pludseligt, og to gang er han kommet stærkt ud fra sommerpausen. Det giver håb, men selv Dauphiné-Padun er slet ikke skabt til disse eksplosive finaler. For ham vil det handle om at begrænse tabet, men jeg vil gerne se, hvor langt den Padun, vi så sidste sommer, kan komme i en finale som denne.
Jeg er lidt spændt på Jonas Gregaard. Danskeren er virkelig blomstret op efter skiftet til Uno-X, og da han forud for pausen blev samlet nr. 6 i et stærkt felt i Occitanie, nåede han vel sit hidtil højeste niveau. Han har til gengæld aldrig været særligt eksplosivt, men her er der håb at hente i det franske løb, hvor han blev nr. 8 i puncheurspurten på 2. etape og kørte en god spurt på kongeetapen også. Hans form er ukendt, men da han i år har været ret stabil, kan vi vel have en forventning om, at han bekræfter i dette løb. Det bliver interessant at se, om han kan bekræfte den nye eksplosivitet, han viste i juni.
Endelig er der Stefano Oldani, Andrea Vendrame og Eduard Prades. Alle er stærke i eksplosivt terræn, og derfor vil jeg tro, at de kan gøre det ganske pænt her. Vi så nemlig, at folk som Smith og Eenkhoorn forsvarede sig flot, men vi så også, at Vendrame selv faktisk bare blev nr. 46 i denne afslutning, og at Oldani måtte nøjes med en placering som nr. 38. Procenterne bør da også være for stejle for dem alle, men er de i deres bedste form, kan de måske nærme sig top 10. Særligt den Oldani, vi så i Giroen, vil kunne overraske, mens chancerne nok er mindst for Prades, der generelt har skuffet i lang tid. Hans fine kørsel i Norge, ikke mindst i den eksplosive finale på 1. etape, giver dog håb, men det kræver, at han for en sjælden gangs skyld faktisk er i form.
Jeg ville gerne nævne Sean Quinn , der burde passe fint til denne finale, men han virkede formsvag i Ordizia, hvor også den i år så skuffende Oscar Rodriguez, Jefferson Cepeda og Sergio Martin faldt igennem. Også Cristian Scaroni har vist stort potentiale i denne slags afslutninger, men han smed tid i dag og har formentlig været involveret i styrtet. Man ved aldrig, hvor man har lottokuponen Antonio Tiberi, men selv en flyvende Tiberi mangler punch til denne stigning. En spændende fyr er Edoardo Zambanini, men han mangler nok fortsat lidt, inden han kan være med helt fremme på dette niveau. Jeg ville gerne se Magnus Sheffield i denne finale, men på Ineos må han være hjælper, og ruten passer ikke rigtigt til klatrere som Laurens Huys, Harold Tejada, Sebastian Berwick og den i år skuffende Nans Peters. Vi så sidste år Tobias Bayer overraskede i Burgos, og selvom han er for tung, vil jeg gerne se, hvor langt han kan komme, hvis han endelig er begyndt at klatre igen. Folk som Dorian Godon, Zdenek Stybar, Lawson Craddock, der dog har klatret skidt i år, Mike Teunissen, Mads Würtz, Bruno Armirail, Alessandro de Marchi, Jacopo Mosca, Daan Hoole, Idar Andersen og Anders Skaarseth. Desværre har Abner Gonzalez, Michal Schlegel, Piotr Brozyna og Julen Amezqueta ikke vist meget i år, og Diego Camargo, Marco Brenner, Sjoerd Bax og Fabio van den Bossche er nok en anelse overmatchet i dette felt.
Feltet.dks vinderbud: Sergio Higuita
Øvrige vinderkandidater: Ethan Hayter, Richard Carapaz
Outsidere: Diego Ulissi, Quinten Hermans, Pello Bilbao, Ben Tulett, Davide Formolo
Jokers: Samuele Battistella, Mauro Schmid, Jhonatan Narvaez, Lucas Hamilton, Stephen Williams, Mauri Vansevenant, Stef Cras, Giovanni Aleotti, Quentin Pacher, Felix Gall, Matteo Sobrero, Thymen Arensman, Sylvain Moniquet, Simon Carr, Mark Padun, Jonas Gregaard, Stefano Oldani, Andrea Vendrame, Eduard Prades
Tidligere udgaver af etapen
Du kan gense Joao Almeidas sejr fra 2021.
Stjernernes betydning:
Feltet.dks bud på løbets/etapens vinder. | |
De to største rivaler til den store favorit og begge meget sandsynlige vindere. | |
Op til fem ryttere, der alle må tilskrives en betydelig chance for at vinde, og som minimum bør være i spil til en top 10-placering. | |
Ryttere, for hvem vinderchancen er reel, men lille. Sejr er kun muligt, hvis alt flasker sig, men en top 10-placering er til gengæld ganske sandsynlig. | |
Ryttere, for hvem en sejr må betragtes som stærkt usandsynlig, men som alle under de rette omstændigheder kan komme i spil til en top 10-placering. |
Sergio Higuita | |
Ethan Hayter, Richard Carapaz | |
Diego Ulissi, Quinten Hermans, Pello Bilbao, Ben Tulett, Davide Formolo | |
Samuele Battistella, Mauro Schmid, Jhonatan Narvaez, Lucas Hamilton, Stephen Williams, Mauri Vansevenant, Stef Cras, Giovanni Aleotti, Quentin Pacher, Felix Gall, Matteo Sobrero, Thymen Arensman, Sylvain Moniquet, Simon Carr, Mark Padun, Jonas Gregaard, Stefano Oldani, Andrea Vendrame, Eduard Prades | |
Sean Quinn, Cristian Scaroni, Antonio Tiberi, Edoardo Zambanini, Magnus Sheffield, Tobias Bayer, Bruno Armirail, Alessandro de Marchi, Laurens Huys, Harold Tejada, Sebastian Berwick, Nans Peters, Dorian Godon, Zdenek Stybar, Mike Teunissen, Mads Würtz, Oscar Rodriguez, Sergio Martin, Jacopo Mosca, Abner Gonzalez, Diego Camargo, Marco Brenner, Sjoerd Bax, Fabio van den Bossche, Anders Skaarseth |
Annonce
Annonce
Ronde van Vlaanderen(1.WWT) 31/03
Ronde van Vlaanderen(1.UWT) 31/03
La Route Adélie de VItré(1.1) 29/03
Volta Limburg Classic(1.1) 30/03
Volta Limburg Classic(1.1) 30/03
Ronde van Vlaanderen(1.WWT) 31/03
Ronde van Vlaanderen(1.UWT) 31/03
Itzulia Basque Country(2.UWT) 01/04-06/04
Tour of Thailand(2.1) 01/04-06/04
Région Pays de la Loire ...(2.1) 02/04-05/04
Paris-Roubaix Femmes(1.WWT) 06/04
Paris-Roubaix(1.UWT) 07/04
Giro della Città Metropo...(1.1) 07/04
Annonce
Annonce
Alpecin-Deceuninck |
Arkéa - B&B Hotels |
Astana Qazaqstan |
Bahrain Victorious |
Bora-Hansgrohe |
Cofidis |
Decathlon AG2R La Mondiale |
EF Education - EasyPost |
Groupama-FDJ |
INEOS Grenadiers |
Intermarché - Wanty |
Lidl - Trek |
Movistar Team |
Soudal - Quick Step |
Team DSM-Firmenich PostNL |
Team Jayco AlUla |
Team Visma | Lease a Bike |
UAE Team Emirates |
Annonce
Tour de Pologne-analyse: Et forsinket generationsskifte
Mistede deres klassementsprofil: Uno-X med uventet førertrøje
Sprinter får første WorldTour-sejr: En drengedrøm at slå Cavendish
Uno-X overtager førertrøjen efter sprinterfest i Polen