Optakt: 3. etape af Tour de Wallonie

SE MASSER AF OL-CYKLING PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING OG TIL TILBUDSPRIS

Ruten

BEMÆRK: Grundet oversvømmelserne er etapen i sidste øjeblik blevet ændret. Starten er flyttet tættere på mål, og for at kompensere for den forkortede distance kører man 2,5 og ikke 1,5 omgang på rundstrækningen. Grundlæggende er etapens karakteristika uforandrede, men det giver flere af højdemeterne koncentreret i finalen samt en ekstra tur op ad Cote de Beffe, og samlet set bør etapen derfor nok være hårdere end oprindeligt antaget.

Efter to dage for sprinterne gælder det løbets kongeetape, der er en kending fra sidste år. Ganske vist er ruten ikke den samme som for et år siden, men vi genfinder den hæsblæsende finale med den stejle Cote de Beffe efterfulgt af en puncheurspurt. Det gav sidste år anledning til et spændende opgør mellem ardennerrytterne og sprinterne, da Jhonatan Narvaez kørte væk på bakken, men siden blev hentet af et reduceret felt, hvorfra Arnaud Demare kunne spurte sig til sejr, og meget tyder på, at vi igen skal opleve et lignende slag mellem de samme ryttertyper på den vigtigste dag i kampen om den samlede sejr.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

I alt skal der tilbagelægges 173,5 km mellem Signal de Botrange og Érezée, og de indledes relativt let, når man kører mod syd igennem terræn, der er let faldende. Kort efter rammer man den kendte kategori 1-stigning Cote de la Ferme Libert (1,3 km, 11,3%), der indledes med de stejleste 500 m på 13,3%, men er stejl hele vejen op til toppen, som rundes efter 13,6 km. Nu falder det mod sydvest ned til kategori 1-stigningen Cote de Wanneranval (2,4 km, 6,8%), der er en meget ujævn sag med 500 m på 10,9% i løbet af de første 1500 m, men hvis sidste 900 m er lette med 3-4%.

Toppen rundes efter 29,7 km, hvorefter en nedkørsel og et let stigende stykke leder mod syd og vest, inden man kører mod sydvest op ad kategori 2-stigningen Cote de Marcadènes (4,1 km, 4,0%), der er jævn og har top efter 52,0 km. Herfra stiger det videre mod sydvest, inden det begynder at falde ned mod rundstrækningen, der rammes efter 65,0 km, hvorefter man kører den sidste del af denne. Det falder mod sydvest ned til kategori 1-stigningen Cote de Cielle (1,1 km, 5,3%), der er helt jævn - denne gang dog uden en spurt på toppen - hvorefter det falder mod nord, nordvest og nord, inden man kører mod nordøst op ad kategori 1-stigningen Cote de Beffe (1,6 km, 8,5%), der stiger med først 5,1% over 500 m, men siden byder på 500 m med 11,0% og 600 m med 9,5% og heller ikke har en spurt ved denne første passage. Slutteligt kører man ad en let stigende og siden let faldende vej mod nordøst og nord frem til mål, hvor stregen efter 92,0 km krydses på toppen af en bakke (1,2 km, 5,4%).

Etapen afsluttes to med omgang på en 40,8 km lang rundstrækning, der indledes med, at man kører mod syd og sydøst ad en lang, jævn stigning (5,4 km, 3,4%), som har top med 28,5 km igen, hvorefter det falder mod sydøst. Nu køres den del af rundstrækningen, der allerede er kørt én gang. Således når man toppen af Cote de Cielle med 19,1 km igen, mens toppen af Cote de Beffe venter med 8,6 km igen. Finalen er kringlet, da der er et sving med 4 km, inden en lige vej afbrydes af et sving i bunden af bakken med 1200 m igen, og derefter byder vejen på to skarpe 90-graderskurver med hhv. 1100 og 700 m igen. Stigningen, der altså stiger med 5,4% i snit, er er relativt jævn, men bliver en anelse stejlere mod slutningen. På første rundstrækning er der på både Cote de Cielle og Cote de Beffe både en kategori 1-bjergspurt og en almindelig spurt, mens der på anden omgang alene er bjergspurter på de to stigninger.

Etapen byder på i alt 2923 højdemeter.

Érezée har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var på den omtalte sidste etape fra sidste års udgave, hvor Arnaud Demare overlevede Cote de Beffe og spurtsejrede foran Philippe Gilbert, Greg van Avermaet, Clement Venturini og Jasper de Buyst.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Vejret

Det smukke og stille vejr fortsætter på en torsdag, der synes næsten perfekt til cykelløb. Igen vil der kun være få skyer, og temperaturen vil i målområdet nå 24 grader. Heller ikke denne gang vild er være megen vind med en svag til let brise fra nord. Det giver sidemedvind hele vejen ned til rundstrækningen, hvor der vil være med- og sidemedvind frem til toppen af Cote de Cielle, hvorefter der vil være sidemod- og modvind resten af vejen, herunder sidemodvind på Cote de Beffe og frem til de sidste 4 km, hvor der vil være direkte modvind.

SE MASSER AF OL-CYKLING PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING OG TIL TILBUDSPRIS

Favoritterne

Med den nødvendige, men ærgerlige beslutning om at erstatte den med spænding imødesete 2. etape med et fladt rundstrækningsløb har de første to dage alene handlet om genfødslen af to supersprintere. Paradoksalt nok lykkedes det Dylan Groenewegen og Fabio Jakobsen at bryde deres tørke i præcis det samme løb knap et år efter deres dramatiske sammenstød, og det var forhåbentlig en nærmest symbolsk afslutning på trængslerne for dem begge, så vi forhåbentlig herfra kan tro på, at de to hollandske tempokonger kan genfinde deres plads øverst i sprinterhierakiet.

Til gengæld har de to dage ikke gjort os meget klogere i forhold til den endelige vinder, men helt ligegyldige har de ikke været. Gianni Vermeersch og Amaury Capiot, der begge har legitime ambitioner i klassementet, har scoret hver 4 bonussekunder i finalerne, og derudover har flere af klassementsrytterne været opmærksomme på, at løbet ofte afgøres på bonussekunder. Derfor har vi set folk som Quinten Hermans, Stan Dewulf, Toon Aerts og Baptiste Planckaert køre offensivt og sikre sig sekunder i de indlagte spurter.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

De sekunder kan vise sig at blive afgørende i kampen om den samlede sejr - måske særligt for Vermeersch, Hermans og Capiot, der har taget godt for sig af retterne og har legitime ambitioner om også at kunne vinde. Til gengæld er vi ikke blevet meget klogere på, om løbet vil gå til en sprinter eller en ardennerrytter, for de to første etaper har som ventet ikke gjort nogen reel forskel.

Det vil ændre sig torsdag. Med udvandingen af 2. etape er morgendagens nu den formentlig eneste chance for klatrestærke folk til at gøre en reel forskel. Sker det ikke, taler meget for, at det igen i år bliver et løb, der skal afgøres alene på bonussekunder mellem de overlevende, og derfor er det ikke mærkeligt, at vi har set særligt Hermans køre meget aggressivt de seneste dage.

3. etape er endnu en af de meget uforudsigelige affærer, som Tour de Wallonie er kendt for, men heldigvis har vi et fast holdepunkt for denne finale. Vi så den nemlig ved selvsyn sidste år, og den viste os, at det kan gå begge veje. Dengang blev der angrebet på Cote de Beffe, men Arnaud Demare og FDJ bevarede roen, hentede først resten af feltet efter at være blevet distanceret og siden Jhonatan Narvaez, der var kørt alene, inden franskmanden vandt puncheurspurten til sidst. Det viser, at en solosejr kan være svær, men kører et par mand væk på bakken, kan en spurt undgås. Med andre ord ligner det igen et vildt forfølgelsesløb ind mod mål.

Forinden er der dog en ret hård etape, der skal overstås, og det er langt fra givet, at det hele bare er samlet i bunden af sidste passage af Cote de Beffe, som det var tilfældet sidste år. Selvom den samlede etape faktisk har ca. 250 færre højdemeter, er finalen vanskeligere, end den var for et år siden. Rundstrækningen er mere kuperet, hvor den sidste år var stort set flad frem mod Cote de Beffe, og det bliver derfor vanskeligere at kontrollere.

Det gælder faktisk allerede fra start. Hele dagen går det op og ned, og med den i sidste øjeblik ændrede rute kommer de hårde stigninger tidligere, end det oprindeligt var planlagt. Det kan derfor blive ganske svært at forhindre, at der i et felt, der i et løb som dette altid vil være meget aggressivt, etableres et meget stærkt udbrud også med deltagelse af flere af de store hold. Etapen har endda ikke en oplagt favorit, og det betyder, at der næppe er noget hold, der entydigt vil gå efter at kontrollere. Etableres der et solidt udbrud med deltagelse af flere af de væsentligste hold, har de faktisk en reel chance for at holde hjem.

Alligevel sker det sjældent. Ofte er de bedste hold opmærksomme på at overvåge hinanden, og særligt vil alle være bevidste om, at Deceuninck og sikkert heller ikke Lotto skal afsted. Begge hold vil nemlig være så ambitiøse i dette hjemmebaneløb, at de formentlig vil iværksætte en jagt, hvis de misser udbruddet. Det samme gælder for lokale Intermarché, der allerede har indikeret deres ambitioner med Hermans, og måske også for Alpecin med Vermeersch, der også har jagtet sekunder. En udbrudssejr kan altså ikke udelukkes, men oftest vil de vigtige hold markere hinanden så kraftigt, at de alle misser gruppen og derfor skaber samling. Det førende mandskab, Jumbo, vil helt sikkert også bidrage, selvom det mest er for syns skyld, da Dylan Groenewegen ikke har en chance for at forsvare trøjen.

Mest taler altså for, at et samlet felt skal slås om det på rundstrækningen, men her taler meget også for, at finalen åbnes tidligt. Rundstrækningen har hele tre bakker, og selvom den første er mere lang end stejl, og Cote de Cielle ikke er specielt svær, er det oplagt angrebsterræn. Særligt Deceuninck, der har flere kort at spille, vil næppe vente til sidste tur op ad Cote de Beffe, og det tyder derfor på, at vi får en meget livlig og aggressiv finale over begge omgange.

Kan det holdes samlet? Det er langt fra givet, og med den sene ændring af ruten kan det blive endnu vanskeligere. Nok er antallet af højdemeter uforandret, men nu kommer flere af dem i finalen, og de skal tre gange op ad Cote de Beffe. Det gør det næppe lettere at kontrollere. Samtidig er vi i den situation, at det førende Jumbo-hold ikke er det stærkeste, at det stærke Deceuninck-hold næppe vil køre kontrollerende, men derimod aggressivt, og at Qhubeka-mandskabet næppe kan gøre meget for at hjælpe Giacomo Nizzolo med at gentage Demares comeback fra sidste år.

Det har fået mig til at ændre holdning, siden jeg skrev den store optakt. Qhubeka er svagere end antaget, og Nizzolo virker ikke så flyvende som håbet. Samtidig viste Andrea Bagioli på 1. etape, at han er kommet til løbet med ambitioner trods den lange skadespause, og kombinerer an de forhold med den ændrede og hårdere rute, tror jeg ikke længere så meget på en spurt. Dertil er der for få hold, der synes at have en klar interesse i at kontrollere.

Læs også

Bora-profil fratages sejr efter italiensk protest

Det betyder ikke, at en spurt er umulig. Der er stadig den ventede modvind i hele finalen, dvs. henover Cote de Beffe og på indløbet til mål, og det gør det trods alt vanskeligere at gøre forskelle. Bagiolis aggressive kørsel og hans efterfølgende kommentarer får mig imidlertid til at tro, at særligt Deceuninck og måske Lotto vil forsøge at gøre løbet knaldhårdt. Hvem der vil jagte, vil i høj grad afhænge af, hvem der kommer i defensiven. Det er nærliggende at tro, at det stærke Intermarché samt måske Alpecin med Gianni Vermeersch kan mangle manden, der kan gå med de bedste, og derfor kan det sagtens være, at der ender med at være muskelkraft nok til at skabe samling i et scenarium, der minder om sidste års. Chancen synes bare at være blevet mindre, end den var det inden løbet.

Derfor tror jeg i højere grad på et hårdt og aggressivt løb, hvor der vil blive åbnet relativt tidligt, og hvor ardennerrytterne vil dominere. Som den måske fremgår af ovenstående, peger jeg nu på Andrea Bagioli som min favorit. Sammen med Tim Wellens er han løbets på papiret bedste ardennerrytter, men den lange skadespause gjorde hans form usikker. I tirsdags gjorde han det dog klart, at han er kommet til løbet for at vinde, og det signalerede han også tydeligt med sit stærke angreb i tirsdagens finale. Det indikerer, at han er tilbage, og i givet fald vil han være brølstærk i denne afslutning. Allerede sidste år gav han prøver på talentet, ikke mindst med sejren i Coppi e Bartali, og i år var han flyvende, da han vandt Drome Classic ved at køre fra alt og alle på den sidste stigning. Han er endda en fremragende puncheur, der vil elske den sidste spurt, som vi blandt andet så med 3. pladsen i Suances i Vueltaen sidste år. Med andre ord regner jeg med at se ham som en af de bedste på Beffe, og han kan tillige gøre det færdigt til sidst. Faktisk er han så hurtig, at han også vil kunne vinde en større spurt, og derfor tror jeg, at han sikrer Deceuninck endnu en etapesejr.

Løbets anden gode ardennerrytter er Tim Wellens. Belgieren kommer imidlertid til løbet med usikkerhed om formen, efter at en mærkelig følelse fik ham til at trække stikket i juni. Forud for løbet talte han forventningerne ned, og hans primære mål er at forberede sig til Tour de Pologne. Han lød dog også relativt optimistisk, og han afviste bestemt ikke, at han kan genvinde løbet. Han har haft en skidt sæson, men bør i dette felt stadig være en af de bedste på bakkerne. Han vinder næppe en større spurt, selvom han er en god puncheur, men ender det i det hårde løb, jeg forventer, står han stærkt. Wellens kan vise sig at køre fra alt og alle, men han kan også vinde en spurt i en lille gruppe, der måtte køre væk undervejs. Det gør ham til en god kandidat til at tage endnu en sejr i løbet.

Et andet godt bud er Andrea Vendrame. Ligesom Bagioli var han i offensiven på 1. etape, og det indikerer, at han er kommet til løbet med nogen form. Alligevel taler meget for, at det kan knibe med at følge de bedste på Cote de Beffe, der kan være for svær. Omvendt så vi i forbindelse med hans Giro-etapesejr, at han på sine gode dage måske kan køre med i et aggressivt løb, og spurter han først til sidst, står han stærkt i en puncheurspurt, der burde passe ham som god i hose. Derudover vil han være en af de helt store favoritter i en spurt i en større gruppe, og det giver ham flere muligheder for at fortsætte det momentum, der også gav ham en fornem sejr i Occitanie.

Udsigten til et hårdere løb bringer også Valerio Conti mere i spil. Som jeg skrev i den store optakt, kan det gå begge veje med den italienske lottokupon, og kører han som i store dele af året, vil han falde helt igennem. Hvis til gengæld han har benene fra slutningen af juni, hvor han var flyvende i Appenninerne og Lugano, kører han også med de bedste på bakkerne i dette løb. Han viste samtidig sin hurtighed i de nævnte løb i juni, og derfor vil han stå stærkt, når det skal gøres færdigt til sidst.

Forud for løbet havde jeg megen tillid til Giacomo Nizzolo, og han er stadig en sandsynlig vinder. Hans spurter har ikke været imponerende, men det har i nogen grad været et spørgsmål om positionering. Det er stadig uklart, om han klatrer, som han gjorde i august. Gør han det, bør han kunne sidde med, hvis det ender i en spurt i en større gruppe, og her vil han med sine sprinterben fra sejren i Burgos være den måske største favorit. Han klatrede forfærdeligt i Giroen, men dengang var han fokuseret på at spurte. Nu er han ved at bygge op mod EM og VM og har derfor antageligt arbejdet på sin klatring. Det taler for, at han bør kunne sidde der, hvis det ender i en spurt, men med et svagt hold kan han ikke gøre meget for at fremtvinge det udkomme.

I den store spurt står Gianni Vermeersch også stærkt. Belgieren viste i hvert fald fornem fart med den indledende 3. plads, og denne puncheurspurt burde passe ham endnu bedre. Til gengæld er jeg stadig meget i tvivl om, hvorvidt han kan gå med Bagioli- og Wellens-typerne på Beffe, og han kan være tvunget til at satse på sin spurt i et lidt større felt. Her vil det hårdere løb dog hjælpe med at rense mere ud i sprinterne, og det taler for, at han vil have en større chance for faktisk at gøre det færdigt, hvis han får en chance for at spurte om sejren.

Det hårdere løb øger også chancen for Quinn Simmons, men ligesom Conti er han en total lottokupon. Siden det flotte Strade Bianche har han været helt fra den, og da dette løb reelt er hans første siden Flandern Rundt, er det helt åbent, hvor han står. Hans kørsel i år har været temmelig bekymrende, men til gengæld nåede han i Strade at vise, at en formstærk Simmons burde have en fair chance for at køre med på bakkerne, selvom de kan være lidt for vanskelige. Han har også en fornuftig spurt til at gøre det færdigt, men alt sammen forudsætter det, at han har fundet sig selv igen.

En anden spændende kandidat er Rasmus Tiller, men jeg er meget usikker på hans evner på bakkerne. Ser man på hans hidtidige kørsel, taler alt for, at Cote de Beffe er for hård til, at han kan følge de lettere folk, men han har udviklet sig så meget i år, at det ikke længere virker helt urealistisk, at han faktisk kan køre aggressivt også i et hårdt løb. Selv hvis det skulle glippe, er han efterhånden så god en puncheur, at han vil kunne blande sig også i en større spurt, i hvert fald hvis han spurter, som han gjorde i Hageland og i Finistere.

Læs også

Lefevere afviser: Selvfølgelig havde han sidste ord

Jeg er ret spændt på at se Quinten Hermans. Forud for løbet vurderede jeg det ikke helt realistisk at tro, at han kunne gå med de bedste på bakkerne, men hans meget aggressive kørsel hidtil tyder på stor kørelyst og formentlig også god form. Han har udviklet sine klatreevner enormt i år, og det burde være en glimrende spurt for ham. Han har dog skuffet med sin afslutning i år, og derfor tvivler jeg på, at han kan vinde den større spurt. Bedst chance har han nok, hvis han kan matche de bedste opad.

Hvor god en puncheur er Jake Stewart virkelig? Det er stadig et ret åbent spørgsmål, men det burde være en spurt som denne, han kan klare. Han imponerede stort med sin holdbarhed i Besseges tidligere i år, men siden har han været forfulgt af skader og sygdom. Nu er han tilbage på sporet, men det er stadig usikkert, om han både kan overleve disse bakker og gøre det færdigt i en relativt hård spurt. Det har han til gode at bevise, men på papiret passer terrænet ham.

Bakkerne bør være for svære for Florian Senechal til at køre offensivt, men han har en god chance for at sidde med til en spurt. Det gjorde han sidste år, men her viste han igen, at han altså ikke er verdens bedste puncheur, da han blot blev nr. 7. Det viser, at han er konkurrencedygtig, hvis det bliver samlet, men jeg tvivler på, at han vitterligt kan gøre det færdigt. Det kræver i hvert fald god form, for hans holdbarhed er mildt sagt svigende. Og så kræver det nok, at Bagioli er så udkørt af sine angreb, at holdet ikke satser på italienerens mere testede og succesfulde puncheurspurt.

Forud for løbet havde jeg store forventninger til Davide Cimolai, men de er blevet dæmpet lidt efter det store tidstab i går. Det er dog stadig uforklaret, hvad årsagen var, og da der var en del styrt i finalen, er det meget sandsynligt, at det er forklaringen. Israel SUN har ikke berettet om alvorlige skader, og derfor er der en reel mulighed for, at han faktisk er ganske velkørende. Noget tyder dog på, at det hele tiden har været planen at køre spurter for Hofstetter, og det indikerer nok, at formen ikke sidder lige i skabet. Hvis den gør, burde han dog være en af favoritterne, hvis det ender i en puncheurspurt.

UAE har til en spurt Alessandro Covi. Faktisk kan det ikke udelukkes, at han også vil kunne køre med på bakkerne, men i år har han aldrig for alvor fundet den melodi, vi så sidste efterår. Heller ikke i juni var han flyvende, og der er intet, der tyder på, at han er flyvende lige nu. Til gengæld burde spurten passe ham så godt, at han reelt kan vinde, hvis et samlet felt sal afgøre det.

Jumbo vil prøve med Timo Roosen, der melder om god form og stor motivation med sin nyvundne status som hollandsk mester. Bakkerne er dog for hårde til, at han kan blande sig med ardennerfolkene, og hans chance synes derfor at komme i en spurt. Desværre har han skuffet i sine puncheurspurter i år, og derfor er jeg usikker på, om han stadig har den fart, der tidligere gav ham flotte resultater i Canada og på Hatta Dam.

Med udsigten til et hårdt løb er jeg nødt til også at nævne Gianluca Brambilla og Odd Christian Eiking. Begge kan være meget svingende, og der er derfor ingen garanti for, at de kan gå med de bedste. Begge har dog også så højt et topniveau på stejle stigninger som disse, at de er blandt kandidaterne til at være med i en hårdere finale. Begge er også udmærkede puncheurs, men jeg har nok lidt svært ved at se dem faktisk gøre det færdigt mod hurtigere folk.

Andre kandidater til en spurt er Alexander Krieger, Baptiste Planckaert, Floiran Vermeersch, Amaury Capiot, Alex Kirsch, Milan Menten, Pascal Eenkhoorn, Dimitri Clayes og Tom van Asbroeck, men jeg har svært ved at se dem vinde. Matteo Fabbro og måske Toon Aerts og Maxim van Gils kan meget vel køre med de bedste på bakkerne, men det er ret svært at se ham vinde i dette terræn. Det kan også Arjen Livyns og Lilian Calmejane, men de har meget at bevise efter en svær tid. Jeg tror, at etapen bliver for hård for John Degenkolb, Hugo Hofstetter, Jens Keukeleire og Stefano Oldani, mens Loic Vliegen efter sin skade næppe har formen til at genvinde sin titel på så hård en etape. Endelig kan Stan Dewulf, Dries de Bondt og Benjamin Thomas køre offensivt, men næppe vinde etapen.

Feltet.dks vinderbud: Andrea Bagioli

Øvrige vinderkandidater: Tim Wellens, Andrea Vendrame

Outsidere: Valerio Conti, Giacomo Nizzolo, Gianni Vermeersch, Quinn Simmons, Rasmus Tiller

Jokers: Quinten Hermans, Jake Stewart, Florian Senechal, Davide Cimolai, Alesssandro Covi, Timo Roosen, Gianluca Brambilla, Odd Christian Eiking

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Arnaud Demares sejr fra 2020.

HAR DU HUSKET AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL DET NYE OG ANDERLEDES HALVÅRSMANAGERSPIL?