Optakt: 3. etape af Tour of Guangxi

Ruten

I de to første år har man lagt ud med tre helt flade sprinteretaper, men det ændres der lidt på i år. 3. etape byder nemlig på løbets eneste nyskabelse, for selvom der for tredje år i træk er tale om et rundstrækningsløb i byen Nanning, har man denne gang ændret rundstrækningen med verdens længste og fladeste opløbsstrækning, så den nu byder på en bakke i finalen. Ganske vist er der ikke tale om den vanskeligste bakke i verden, men den har med en meget stejl afslutning og en top bare 5,7 km fra mål potentialet til at skabe en del splittelse og måske give klassementsrytterne mulighed for at teste benene inden søndagens afgørende kongeetape.

Med en distance på beskedne 143,0 km er der igen tale om en gang kort etape, der altså for tredje gang i træk finder sted på en rundstrækning i byen Nanning. Den nye runde er 28,9 km lang og skal tilbagelægges i alt fem gange, hvoraf de første 1,8 km af første omgang er neutraliseret. Fra start kører man igennem helt fladt terræn mod øst og sydøst, inden man slår en lille sløjfe mod vest for derefter i det sydligste punkt at køre mod øst ad en lang, lige og flad vej. Derefter går det igennem fladlandet mod nord og nordøst henover den flod, der gennemskærer byen inden man kører mod nord frem til det nordligste punkt.

Herfra kører man af en lige og flad vej mod vest, inden man drejer mod sydvest ned mod en park, hvor dagens væsentligste udfordring venter i form af en lille bakke, der over 1,6 km stiger med 5,7% i snit. Angiveligt stiger de sidste 650 m imidlertid med hele 10,5%, inden man når toppen, der kommer bare 5,7 km fra mål, og hvor der vil være bjergpoint på spil ved 1., 3. og 5. passage efter hhv. 21,5 km, 79,4 km og 137,3 km. En nedkørsel fører nu mod sydøst, sydvest og vest ned til floden, der nås med 3,5 km igen og via en flad vej følges mod vest, inden man slår en sløjfe mod nord for derefter via en U-vending med 1800 m igen at køre mod syd henover floden, inden der kommer et sidste sving med 400 m igen efterfulgt af en blød kurve umiddelbart efter broen. Der er indlagte spurter ved målstregen efter 2. og 4. omgang, dvs. efter 56,1 km og 114,0 km.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Etapen byder på i alt 2114 højdemeter.

Nanning var også sidste år målby for 3. etape, der afvikledes på en helt flad rundstrækning, hvor Fabio Jakobsen sejrede i en massespurt foran Pascal Ackermann og Max Walscheid. I 2017 var den målby for både 2. og 3. etape. Først slog Fernando Gaviria til i en massespurt, hvor han satte Max Walscheid og Wouter Wippert til vægs, og dagen efter var han igen hurtigst, da han slog Walscheid og Magnus Cort på stregen på præcis den rute, der også brugtes i 2018.

Vejret

Efter to dage, hvor vinden har kunnet tage lidt af trykket fra varmen, venter en glohed og næsten vindstille lørdag. Der vil kun være få skyer på en dag, hvor temperaturen vil nå 30 grader, og der vil blot være en svag vind fra nordøst. Det giver sidemedvind efterfulgt af sidemod- og modvind på første del af rundstrækningen, inden man får sidemed- og medvind på stykket frem mod bakken, hvor der til gengæld vil være sidemodvind. Herefter vil der være sidemedvind, indtil man får direkte medvind på den korte opløbsstrækning.

Analyse af 2. etape

For uindviede, der kun følge cykelsporten i ny og næ og måske ser de sidste 10 km af sprinteretaperne under Touren, kan massespurter virker både kedelige og flygtige. Ved første øjekast handler det jo bare om at træde så hårdt, man kan, i de sidste sekunder af etapen. Den rytter, der er bedst til det, vil uundgåeligt krydse stregen først, og hurtigste mand vil derfor naturligt vinde.

Massespurter i landevejscykling er imidlertid ikke så enkle som et 100 m løb i atletik eller banecyklingens omgang på tid, der er en lidt mere ren - men dog ikke fuldstændig - udmåling af fart. Man skal ikke se mange cykelløb, før man forstår, at det at afslutte selve spurten ofte er den mindste del af det at krydse stregen først. Nok har det til tider set nærmest trivielt ud, når Mark Cavendish har vundet seks etaper i Touren, eller Alessandro Petacchi har vundet mageløse ni etaper i Giroen, men de resultater er langt fra kun udtryk for, at de begge var deres generations hurtigste afsluttere. Petacchi var kendt for at være en fabelagtig afslutter bag et Fasse Bortolo-tog, der bragte det at sætte en sprinter rigtigt op til en massespurt til et helt nyt niveau, og Cavendish var vidt berømt for sin fantastiske evne til at positionere sig og læse spurterne rigtigt, ligesom også han var bakket op af et til tider næsten usårligt tog.

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

Hvis bare massespurter alene havde handlet om fart, ville vi formentlig have talt meget mere om Dan McLay. Den relativt ukendte brite har nemlig gang på gang vist, at han har en enorm topfart. Det blev første gang tydeligt for et bredere publikum, da han i 2016 vandt sprinterløbet GP de Denain efter en nu verdensberømt spurt, hvor han på de sidste meter med kolossal fart zigzaggede sig gennem et mylder af sprintere, der ikke var i nærheden af at kunne måle sig med hans hastighed (se denne video). Dengang troede man, at det skulle blive den første af mange europæiske sejre (han havde et år tidligere vundet en massespurt i Tropicale Amissa Bongo i Afrika), og den antagelse blev bestyrket af, at han få uger senere tog endnu en spurt i GP de la Somme og blev nr. 3 bag Cavendish og Marcel Kittel i en massespurt i sit første Tour de France samme sommer.

Det er nu mere end tre år siden, og derfor kan man undre sig over, at den sejr, han noget overraskende i dag opnåede i Tour of Guangxi, faktisk blot var den ottende i karrieren og den femte siden gennembruddet i 2016. Siden dengang er det blevet til beskedne sejr i Trofeo Palma - en sejr, der er berømt, fordi han endte dagen på hospitalet og ikke podiet som følge af et styrt efter målstregen - en spurtsejr i en lille gruppe i et regnvådt Tour de l’Eurometropole samt efter skiftet til EF i 2018 sejre i de relativt svagt besatte Circuit Cycliste Sarthe og tidligere i år i Herald Sun Tour, og McLay er blevet så anonym en sprinter, at han  sjældent nævnes som vinderkandidat, når han er til start i et større løb, ligesom hans hold også fuldstændig har opgivet at give ham den mindste støtte. McLay har da nu også taget konsekvensen af sine manglende resultater med et skifte ”hjem” til Arkea, hvor han næste år ventes at skulle være sidste mand i det tog, der er ved at blive bygget op om Nacer Bouhanni.

På baggrund af de manglende resultater kan man godt forstå, at EF har mistet tålmodigheden og i stedet har udset sig Kristoffer Halvorsen som deres fremtidige sprintersatsning. Man skal næppe være ualmindeligt overbærende, hvis man har skullet kunne blive ved med at støtte englænderen, når han gang på gang er endt uden for top 10 i de massespurter, hvor han har fået chancen. Således var dagens sejr blot hans femte top 10-resultat i år og hans 13. siden skiftet til EF for snart to år siden, og det er mildt sagt ikke noget stort udkomme på et hold, hvor han har været én af bare få sprintere, og hvor han stort set er blevet sendt til alle de ugelange etapeløb, hvor der har været relativt mange helt flade etaper.

Talentet og farten har imidlertid altid været det og er ikke meget mindre, end da han som ung blev nr. 3 bag giganterne Cavendish og Kittel i Touren. Det har han vist ved flere lejligheder, som da han i sidste års Polen Rundt i rollen som lead-out man for Sacha Modolo kørte så stærkt, at hverken hans egen kaptajn eller André Greipel, der forinden havde kørt nogle bragende spurter i Touren, ikke kunne gå forbi, og så det kun var et fabelagtigt lead-out af Michael Mørkøv, der gav sejren til Alvaro Hodeg og ikke ham. Og det viste han tidligere i år, da han blev nr. 4 på en etape i et Paris-Nice, hvor kraftig sidevind betød, at det blev den eneste spurt, den alt andet end holdbare brite fik mulighed for at køre.

Når det er blevet til så få sejre trods den åbenlyse fart, skyldes det netop, at spurter handler om meget mere at køre hurtigt på de sidste meter. Som Marcel Kittel særligt fik at føle i karrierens sidste år, kan man være nok så hurtig, hvis ikke man mestrer kunsten af kunne positionere sig, og positionskampen på de sidste meter er altid meget vigtigere end selve spurten. Det vil også Sam Bennett kunne bevidne, for selvom han i de første år af karrieren var stort set lige så hurtig, som han er i dag, er det først i de seneste tre sæsoner, hvor han har fået fod på positionskampen i et omfang, så han nu er en af verdens allerbedste i den disciplin, at han er blevet helt ustoppelig. Når Dylan Groenewegen ikke altid har været overlegen, skyldes det ikke mangel på fart, men derimod problemer med at holde fast i hjulet på sin lead-out man. Når Peter Sagan, Elia Viviani, og Alexander Kristoff har vundet flere spurter, end deres fart berettiger til, skyldes det i vidt omfang, at de har været bedre end de fleste i den hektiske slutfase. Og når Arnaud Demare i de senere år endelig er begyndt at vinde større massespurter, skyldes det, at FDJ med særligt Jacopo Guarnieri har fået opbygget et tog, der har mindsket betydningen af hans ringe positionering.

En god målestok for rytternes positioneringsevne er ofte antallet af top 10-placeringer, og derfor er det klart af ovenstående opregning af McLays resultater, at det er her, skoen har trykket. Det gjorde den også i Guangxi sidste år, hvor det i fire spurter blot blev til placeringer som nr. 8, 10, 18 og 28, selvom etaperne var lettere og mere enkle end i noget andet WorldTour-løb. Og også i går klemte skoen voldsomt på de stakkels tæer, da McLay atter blev fanget i spurtkaosset og på åbningsetapen end ikke kom i top 30.

Som jeg bemærkede i gårsdagens optakt, var der imidlertid håb om, at 2. etape kunne blive McLays. Her ventede nemlig en kort og let etape, der sluttede med en 2,3 km lang opløbsstrækning på en stor flersporet kinesisk hovedvej, som vi kender dem fra det hav af mindre etapeløb, som er skudt op i de senere år, og hvor rene sprintere som Jakub Mareczko, der med sine veldokumenterede positionerings- og klatreproblemer på mange måde er en italiensk pendant til McLay, har taget et hav af sejre. På en sådan etape er selv McLay-typerne friske til slut, og på så bred en vej er muligheden for at finde en åbning og lade farten tale større end i de kringlede finaler på smalle veje, som man ser det i de fleste europæiske løb.

Den profeti skulle vise sig at være mere sand, end jeg selv regnede med, da jeg skrev den. Nok var chancerne for et topresultat større end i snart sagt en hvilken som helst anden spurt, men at McLay ligefrem skulle kunne slå Pascal Ackermann på ren fart må være kommet bag på selv de mest optimistiske britiske fans. Ikke desto mindre viste McLay, som han også gjorde det i Polen sidste år, at han vitterligt er en af verdens hurtigste, når han kommer frisk frem til en målstreg, hvor han uhindret kan få lov at køre en spurt. I dag mindede McLay hele cykelverdenen om hans fabelagtige sejr i Denain for tre år siden, og at det altså kunne være værd for et mere dedikeret sprinterhold at forsøge at opbygge et tog om ham i stedet for som Arkea at henvise ham til et lead-out-job, som han med sin enorme fart og svage positionering slet ikke synes at være prototypen på at kunne udfylde. Heldigvis kom sejren på rette tid, for ikke blot fik han sagt fint farvel til EF, han fik også vist sit nye hold, at Bouhannis nye tog måske en gang eller to i den første del af året også skal arbejde for McLay, der lige nu faktisk ligner en mere lovende vindertype end franskmanden, der ikke har kørt én eneste god massespurt siden sejren i Vueltaen for nu mere end et år siden.

Sjovt nok kom McLays sejr på en dag, hvor vi samtidig blev mindet om, hvor ens han og Mareczko er. I gårsdagens optakt pegede jeg nemlig også på den polskfødte italiener, som har taget ikke færre end 31 større sejre i disse lette kinesiske massespurter, som en rytter, der kunne udnytte finalens enkle karakter til at tage et sjældent topresultat. Sandt er det da også, at Mareczko nok engang kom flyvende i forrygende fart på de sidste meter, men modsat McLay kunne han end ikke komme fri i denne meget lidt kringlede finale. Nok engang startede han sin spurt så langt tilbage, at han kun på de sidste meter fik sneget sig ind i top 10, og dermed blev han nok engang billedet på, at heller ikke McLay vil kunne vise sig sikker på resultater, hvis blot han fik bygget et tog op omkring sig. Det har Mareczko nemlig haft gennem hele året på CCC, og alligevel har han ikke været i nærheden af et resultat. Faktisk led han i dag den tort at se holdets anden sprinter, Jonas Koch, som er kendt for alt andet end topfart udnytte sin bedre positioneringsevne til at blive nr. 4, selvom han af indlysende grunde aldrig ville kunne en ren massespurt som denne.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

For Pascal Ackermann blev det til endnu et kapitel til det, der vel efterhånden kan blive til en hel bog om hans dårlige oplevelser i Kina. Således var dagens 2. plads den femte ud af otte mulige i de to år, han har kørt løbet i Kina, og dermed synes han at være blevet ramt af noget, der minder om en kinesisk forbandelse. Igen i dag viste han ellers sine fremragende evner i positionskampen, da han trods et stort kaos på den sidste kilometer kunne starte sin spurt fra en noget nær ideel position, men for anden dag i træk var der en mand, der var hurtigere. Nok blev han presset mod barrieren af Phil Bauhaus, der helt korrekt blev deklasseret for slet ikke at holde sin bane, men da Ackermann end ikke syntes at miste et tråd som følge af bataljen, er det svært at bruge det som en reel undskyldning for et nederlag, der var ganske klart. Heldigvis kan Ackermann håbe på i hvert fald to muligheder de to sidste dage, og han har da i det mindste førertrøjen som en slags trøst, selvom det af indlysende årsager ikke er en gevinst, der varer mange dage endnu.

Netop Bauhaus ligner en mand, der kan tage på vinterferie med en endnu dårligere smag i munden end Ackermann. Tyskeren lignede ellers en mand, der var på vej tilbage på sporet efter nogle ret lovende spurter i BinckBank Tour, der meget passende for temaet for denne analyse blev ødelagt af ringe positionering. Positioneringsproblemer har han til gengæld slet ikke haft i dette løb, hvor han har gjort det flot på de sidste kilometer, men til gengæld har hans fart været yderst skuffende. I går kunne han fra en god position end ikke gå forbi Matteo Trentin, som ellers ingenlunde er en mand til lette sprinteretaper, og i dag gled han baglæns med en skræmmende hast, da han åbnede en lang spurt fra front. Det var bestemt ikke det udkomme, Bauhaus havde ventet af et løb, der lignede en stor chance for at bringe karrieren tilbage på ret køl efter et ikke alt for opløftende år.

Helt omvendt er det med Trentin. Italieneren kom ellers til løbet med noget, der lignede ikkeeksisterende ambitioner, men modsat holdets oprindelige meldinger har han blandet sig i massespurter, der slet ikke passede ham, og her er han trods en åbenlys mangel på fart nu to gange blevet en imponerende nr.3. Det skyldes i høj grad et imponerende Mitchelton-tog, der som et af de få har kunnet sætte sig igennem i finaler, hvor de brede veje har gjort det svært at holde fronten, og med udsigt til at han måske kan vinde morgendagens 3. etape, kan man slet ikke længere afvise, at han kan begrænse sit tab på kongeetapen så meget, at bonussekunder kan bringe ham til tops i klassementet. Det kræver dog, at han har holdt træningen ved lige siden VM, og det kan man nok betvivle, hvis man betænker, at løbet i Yorkshire endte som karrierens største skuffelse.

For Fernando Gaviria blev etapen en brat opvågnen efter gårsdagens succes, og endnu et vidnesbyrd om, at der altså er sket et eller andet med hans engang så fine positionering. Nok engang lykkedes det ham slet ikke at komme frem i feltet, og selvom han kom med fin fart til sidst, var han aldrig i nærheden af at kunne vinde. Med tanke på, at han i går viste, at farten stadig er intakt, kan man således ikke undervurdere betydningen af det kommende års genforening med Maximiliano Richeze, der kan være den nøgle, som forvandler sekundære placeringer til de mange sejre, hans åbenlyse fart rækker til.

Den fart har John Degenkolb ikke haft i mange år, og derfor er det også lidt af et mysterium, at Trek valgte at lade Matteo Moschetti køre lead-out for tyskeren, når nu den langt hurtigere italiener i går havde vist så fin en fart. Præcis som i Tour de Pologne kunne tyskeren da heller ikke omsætte det fine tog til andet end en sekundær placering, selvom Trek ligesom Mitchelton var et af de få hold, der kunne sætte sig igennem i finalen. På den anden side kan man kun rose Trek for ikke at skele til Degenkolbs holdskifte - noget Ineos kunne lære lidt af, efter at de igen i dag smed et resultat væk ved at køre en 16. plads hjem til Chris Lawless i stedet for at støtte den langt hurtigere Halvorsen, der er på vej til EF.

Derudover bekræftede spurten det billede, vi allerede kendte. Timothy Dupont er vitterligt træt efter en lang sæson og har ikke længere den samme fine fart, han har haft i et imponerende efterår, og Max Kanter må efter et helt år, hvor skader har forhindret ham i at spurte, indse, at han stadig mangler en del på dette niveau. Riccardo Minalis vidt berømte positioneringsproblemer er ikke blevet bedre af et svært år på Israel Cycling Academy, der ikke har kunnet give ham megen støtte. Derimod viste Davide Ballerini ligesom Koch og Trentin, hvordan man med god positionering kan lever et godt resultat, selvom farten slet ikke rækker til lette sprinteretaper som disse.

Den slags ryttere kan til gengæld glæde sig over, at det bliver hårdere fra nu af. Allerede i morgen venter en ny rundstrækning, hvis hårdhed kan være temmelig svær at vurdere, men som ligger godt til afsluttere, der kan klatre. Efter søndagens kongeetape venter så den velkendte 5. etape, der plejer at ende i en reduceret massespurt, hvor netop Trentin sidste år sejrede. Og når de rene sprintere endelig kan komme til fadet igen på sidste etape, venter en hel anden slags finale med et sving umiddelbart inden stregen, hvor positionering atter vil blive en nøglekomponent mere end blot topfart.

Og så vil McLay nok atter blive mindet om, hvorfor han kun har taget 8 sejre, når nu han har så åbenlys en topfart. Massespurter handler nemlig om noget om andet og mere end bare at være hurtig. Det ved briten mere om end de fleste.

Favoritterne

Da løbet blev kørt første gang i 2017, var mange i tvivl om, hvad man skulle forvente. Løbsbogen var karrig med detaljerne, og da etaperne af gode grunde ikke kørtes i rytternes baghave, var der ingen, som kendte til terrænet på forhånd.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

Det element af usikkerhed er blevet fjernet, da arrangørernes hang til genbrug har betyder, at fem af de seks etaper reelt har været gengangere fra år til år. Lørdag bliver vi imidlertid igen mindet om, hvor svært forudsigelige kinesiske etapeløb kan væres, for i år er det 3. etape, der er ændret. Og hvor man sidste år blot udskiftede den flade 2. etape med en anden lige så flad etape, hvilket ikke bragte væsentlige ændringer med sig, er der denne gang tale om en signifikant modifikation af rundstrækningen i Nanning, der går det ret svært at vide, hvad vi skal regne med.

Løbsbogen er lige så lidt informativ, som den har været det foregående år, og meldingerne fra holdene afspejler da også fint den enorme usikkerhed, der hersker. Hårdføre sprintere som Matteo Trentin og Jonas Koch har udset sig etapen som et mål, men også den ellers ikke helt så klatrestærke Timothy Dupont regner med en spurt. Fernando Gaviria har været mere tøvende ved at anvende ordet ”maybe” om sine chancer, mens klatreren Guillaume Martin har meldt ud, at han ser frem til den første ”climbing stage”.

Vores eneste kilde til information om den nye stigning er den herlige side La Flamme Rouge. Kan man stole på deres oplysninger - og det kan man som regel, men stigningsprocenter over kortere strækninger er ikke altid særligt præcise - er der tale om en 1,6 km lang stigning, der i gennemsnit stiger med 5,7%. Vigtigt er det dog, at de sidste 650 m angiveligt stiger med hele 10,5%, og hvis det er sandt, er der tale om en helt anden bakke, end gennemsnitstallet indikerer. En så stejl stigning kan trods den beskedne længde bruges til deciderede angreb, og selvom man nok kan tvivle på, om 650 på en ellers ret let dag er nok til, at klassementsrytterne ligefrem kan køre væk, vil det kunne rydde ganske meget ud i feltet. Selv de sprintere, der vil overleve, vil tabe mange positioner, og med mindre den går i stå på de sidste 3,5 flade kilometer - og det er bestemt muligt - kan det være svært at nå tilbage i position i en finale, der med et sent sving og en endnu senere kurve er ganske teknisk. Og hvis endelig det lykkes, vil der være syre i de ben, som skal spurte, efter at de allerede har gravet dybt for blot at følge med på en bakke, hvor der utvivlsomt vil komme angreb.

Forud for det går en etape, der er kort og ikke alt for vanskelig. De 2000 højdemeter er dog relativt mange over så kort en distance, og selvom de alle er koncentreret på de fem ture op ad bakken, er der basis for, at man kan mærke feltet undervejs. Man må formode, at Mitchelton med Matteo Trentin og måske også Astana med Davide Ballerini har en interesse i at gøre det så hårdt, at folk som Pascal Ackermann og Fernando Gaviria får det for svært, og derfor bør der være basis for, at det bliver en ganske hurtig etape.

Først forventer vi en ganske aktiv start, hvor der vil være mere kamp om at ramme udbruddet på en etape, hvor usikkerheden om, hvem der skal kontrollere, vil være større end på de foregående etaper. Bora vil dog utvivlsomt påtage sig det ansvar, der følger med førertrøjen, da de også lurer på endnu en etapesejr med i første omgang Ackermann, men som alternativ også Maximilian Schachmann. De kan ventes at få hjælp af Mitchelton og måske også Astana, og man kan bestemt heller ikke udelukke, at UAE vil give en hånd med for Fernando Gaviria. Vi forventer med andre ord, at udbruddet nok skal blive hentet, men det vil for udbrydere igen være en chance for at hente vigtige bonussekunder, hvis de da tør at bruge kræfter dagen inden kongeetapen.

Vi forventer, at Mitchelton vil køre stærkt op ad bakkerne og formentlig ikke kun sidste gang. Der bør også være basis for angreb på de sidste to ture op ad bakken. Første passage kommer dog nok for tidligt til, at de kan have en varig effekt, men der bør blive krig på sidste omgang. Alene positionskampen frem mod stigningen på de brede kinesiske veje vil blive som en decideret spurt, og selvom mange nok vil have kongeetapen i baghovedet, vil der utvivlsomt være folk, der vil forsøge sig.

Bakkens stejle karakter gør, at man ikke helt kan udelukke, at en lille gruppe klatrere kan køre hjem, men det vil kræve dels et eminent samarbejde, dels et tøvende felt, og med bare 650 m stejl stigning er det tvivlsomt, om det vil lykkes. Mere sandsynligt er det, at det ender i en spurt, men det kan sagtens være i et ganske lille felt. Og selv hvis en sprinter kommer med hjem, skal han både nå tilbage i position inden den kringlede finale og derudover ikke have kørt sig selv så meget i rød zone, at han har tabt sin spurtstyrke.

Det store spørgsmål er først og fremmest, om Pascal Ackermann og Fernando Gaviria kan klare den. Vi vover pelsen og tror, at det bliver for svært både at overleve og komme tilbage i position, og derfor vil vi snarere se i retning af endnu mere hårdføre typer.

På den baggrund vil vi pege på Matteo Trentin som vores favorit. Selvom der var meget uklare meldinger om ambitionerne inden løbet, har han nu to gange spurtet sig til 3. pladser på flade etaper, der slet ikke passede ham. Det er først og fremmest sket i kraft af et godt tog, men Trentin må også selv have lidt at skyde med. Vi tvivler på, at han er i topform, for det er svært at tro, at han har kunnet motivere sig selv til at træne hårdt efter den gigantiske VM-skuffelse, men med tanke på de klatreevner, han har vist i år, kan mindre også gøre det. Samtidig har han imponeret i positionskampen hidtil, og han kan måske få formstærke Alex Edmondson med over bakken. Det er afgørende i denne tekniske finale, og med tanke på de fine spurter, han også kørte i Tour of Britain, tror vi, at han kan runde tiden på Mitchelton flot af ved at tage endnu en sejr i en generelt fantastisk sæson.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Hans værste rival kunne være Davide Ballerini. Italieneren har haft et forfærdeligt efterår, hvor sygdom betød, at han aldrig fandt formen i august og september, men de italienske løb tydede på fremgang. Her var han flere gange i udbrud, sidste gang i Il Lombardia, og hver gang efterlod han et positivt indtryk. En formstærk Ballerini kan sagtens klare en bakke som denne, og selvom han ikke er verdens hurtigste, viste han med sine to sejre i italienske endagsløb sidste efterår, at hans speciale er at gøre det færdigt i spurter i mindre grupper efter hårde dag. I dag gjorde han det med en 5. plads ligesom Trentin bedre end forventet på en flad sprinteretape, og det viser, at han også har fart, som han også gjorde det med en overraskende god spurt i Brussels Cycling Classic. Kommer han af med de hurtigste, har han i hvert fald en god chance for at udfordre en mand som Trentin, og derfor kunne årets første sejr ligge og vente i halen på sæsonen.

Kommer Pascal Ackermann over bakken? Der er ingen tvivl om, at en formstærk Ackermann burde kunne klare det, men rækker formen også sidst i oktober. Hans spurter de seneste to dage har mildt sagt været skuffende, og det kunne tyde på, at formen efterhånden er ved at være slidt. Mere end 10% er også meget for en stor fyr som ham, men med sin rå power har han en reel chance for at komme over de bare 650 m. Lykkes det, vil han utvivlsomt være manden, der skal slås, for selvom han ikke skulle få Rudiger Selig med over, vil han stadig have et fremragende tog med Maximilian Schachmann og Felix Grossschartner. Det er vigtigt i denne tekniske finale, hvor han også på egen hånd vil være god. Kommer han over bakken, vil han altid være favorit. Spørgsmålet er bare, om formen rækker til at gøre det.

Den største joker er vel Fernando Gaviria. Havde vi været helt overbeviste om hans form, havde der ikke været skyggen af tvivl om, at den uhyre holdbare colombianer nok skulle klare stigningen. Han har dog klatret skræmmende ringe, siden han udgik af Giroen med knæproblemer, og i såvel Polen som Vueltaen var han ofte en af de første til at slippe. Sejren på 1. etape viser, at farten er tilbage, men gælder det også for klatrebenene? Det har vi stadig til gode at se, og her kan vi nok have vores tvivl. Samtidig har hans positioneringsproblemer været åbenlyse, senest i dag, og da han måske kun vil have Simone Petilli og Alexandr Riabushenko hos sig i et reduceret felt, kan det blive et problem at komme frem i tide. Farten har han dog, og med tanke på hans fine kørsel i går, vil det bestemt ikke overraske, hvis han lørdag også viser lidt af sin gamle holdbarhed.

En stærk outsider er Nikias Arndt . Når han er i form, klatrer han fremragende, som han i år viste ved at vinde en ganske hård Vuelta-etape. Til gengæld er hans niveau også meget svingende, og hvis han er træt, kommer han formentlig ikke over bakken. Han slår heller ikke Gaviria og Ackermann i en spurt, men kommer han af med dem - og det kan han med Vuelta-formen intakt - vil han være en ganske god kandidat, som han har vist ved at vinde det hårde Cadel Evans Great Ocean Road Race, der har en tilsvarende finale med en kort, stejl bakke tæt på mål.

Holdbarhed har Ben Swift masser af, men det kniber med farten. Efter hjemkomsten til Ineos har han været som genfødt, ikke mindst i Tour de Suisse, hvor han klatrede som en drøm. Til gengæld har det knebet med spurterne, hvor han generelt har været svært skuffende, og det er heller ikke helt lykkedes ham at finde formen i efteråret, hvor han skuffede ved VM og ved senest optræden i Varese. Denne bakke burde han dog nok kunne klare, og kan han placere sig rigtigt i den tekniske finale, vil han kunne kompensere for den manglende fart, især hvis det har været hårdt, og han er kommet af med de fleste af de hurtigere folk.

Man kan kun beundre Sep Vanmarcke, der af uransagelige grunde ikke blev udtaget til VM, selvom han forinden netop havde vundet Bretagne Classic. Alligevel har han fundet motivationen til at blive nr. 6 i Matteotti og nr. 9 i Beghelli, og i dag gjorde han det fremragende i et udbrud, hvor han som sidste mand blot blev hentet 3 km fra stregen. Form er der altså masser af, og en kort, stejl bakke passer fint til en mand, der elsker de flamske klassikere. Vigtigst af alt er det, at han i år har spurtet som en drøm, først med sejren i Haut-Var i februar og senest i Matteotti og Beghelli, hvor han blev hhv. nr. 1 og 2 i reducerede massespurter foran adskillige sprintere, blandt andre Colbrelli og Gaviria. Det viser, at Vanmarcke vel aldrig har været hurtigere end netop nu, og det gør ham livsfarlig på denne etape.

Jonas Koch har ikke mange resultater, men han fortsætter med at imponere med sin holdbarhed. Det gjorde han flere gange i Vueltaen, blandt andet med en 16. plads i den knaldhårde puncheurfinale i Toledo og placeringer som nr. 27 og 37 på de sidste to bjergetaper. Siden da har han været meget synlig i mange endagsløb, men spørgsmålet er, om ikke han er ved at være træt. Dagens 4. plads viser dog, at han stadig har nogen fart, og selvom han stadig har til gode at vinde et stort løb, viser det, at han bør være en af de hurtigste i den gruppe, der skal spurte om sejren, hvis han dels finder god position og dels klarer en bakke, der i teorien ikke burde være for svær en udfordring.

Lottokuponen Jonathan Hivert er en livsfarlig joker til denne etape. I optakten til løbet har han indikeret, at han som så ofte før har fundet god form til årets sidste løb, og han vil elske denne korte, men meget stejle bakke. Som afslutter er han mest kendt som puncheur, men han viste med sejren i Aragonien i maj, at han også er hurtig, når det ikke stiger meget. For at han skal have en chance, skal det formentlig være ganske selektivt, da han ikke er typen, der kaster sig ud i en spurt mod Ackermann, men ender det i en temmelig lille gruppe, bør han have en reel chance for at være hurtigste mand, især hvis Lilian Calmejane kan sætte ham godt op i den tekniske finale.

Jumbo er kommet til løbet med et decimeret hold uden en sprinter, men på denne etape har de en reel chance. Timo Roosen har efter sin lange skadespause kørt et fremragende efterår, hvor han er blevet nr. 2 i Kampioenschap van Vlaanderen og Famenne Ardenne Classic og senest nr. 4 i Binche. Med de ben burde denne etape ikke kunne blive hård nok, og kommer vi af med de klassiske sprintere, bør han have en reel chance, selvom han er bedst i stigende spurter, der er hans virkelige speciale.

Læs også

Opdateret: Giro-feltet tager form - udskiftning i deltagende danskere

UAE har en fin plan B, hvis Gaviria falder fra. Holdets klassementsrytter, Alexandr Riabushenko, har haft en svær tid, men i dette efterår har han endelig kørt stærkt igen og vist, hvorfor han vandt U23-Lombardiet i 2017. Sidste år var hans eneste store resultat en 2. plads bag Jay McCarthy i en massespurt i Baskerlandet, hvor der ganske vist manglede sprintere, men det viser, at han har en vis fart, også på flad vej, og at han ikke blot er puncheur. De italienske løb viste, at han ikke helt har samme form, som da han overspurtede hurtige Lutsenko i Coppa Agostoni, men han bør kunne sidde med her. Uden sprinterne vil han være en af de hurtigste.

Boras plan A er utvivlsomt Ackermann, men de har også en plan B. Ganske vist har vi tydeligt set, at den endnu ikke formstærke Maximilian Schachmann tydeligvis er underordnet sidste års nr. 2, Felix Grossschartner i hierarkiet, men på denne etape vil han kunne køre sin egen chance. Han viste igennem foråret, særligt i Baskerlandet, hvor hurtig han er, og selvom også han foretrækker stigende spurter, vil han kunne gøre det færdigt på flad vej, især i en teknisk finale. Det vil kræve, at gruppen er ganske lille, men det vil den også være, hvis ikke Ackermann er med hjem.

I gamle dage ville man naturligt pege på John Degenkolb som en indlysende kandidat til denne etape. Dengang var bakker som disse nemlig ingen udfordring for tyskeren, men det vil de være i dag, ikke mindst efter en Vuelta, hvor han bestemt ikke klatrede godt. På den anden side kørte han et flot VM, og hvis han har trænet godt siden dengang, vil han sagtens kunne sidde med hjem. Den tekniske finale passer dog slet ikke den positioneringssvage Degenkolb, og da det samtidig er svært at se ham komme med hjem uden enten Ackermann eller Gaviria kunne det ligne et muligt topresultat, men på ingen måde en sejr.

Endelig vil vi pege på Timothy Dupont. Egentlig burde belgieren være en indlysende kandidat, men det er han ikke længere. Han har nemlig virket overordentlig træt på det sidste, hvor han er udgået af en hel stribe løb. Han viste dog rimelig form i et Paris-Tours, hvor han styrtede, og i Binche, hvor han forsøgte at køre alene op til frontgruppen. Vi har vores tvivl om, hvorvidt han klarer denne bakke, men hvis han gør, vil han have en god chance, ikke mindst fordi han er god til at positionere sig.

Per Vakoc kunne være en kandidat, men på flad vej er det svært at se ham vinde. Også Pieter Serry, Davide Martinelli, Mikkel Honoré, Jenthe Biermans, Lilian Calmejane, Loic Vliegen og Odd Christain Eiking kan tænkes at køre en spurt, men det er svært at se dem vinde. Vi tvivler på, at Matteo Moschetti har formen til at klare bakken, og de øvrige sprintere bør alle være for tunge. Enrico Gasparotto synes helt ude af form, og Jhonatan Narvaez og Alex Edmondson må begge forventes at skulle køre lead-out.

Feltet.dks vinderbud: Matteo Trentin

Øvrige vinderkandidater: Davide Ballerini, Pascal Ackermann

Outsidere: Fernando Gaviria, Nikias Arndt, Ben Swift, Sep Vanmarcke, Jonas Koch,

Jokers: Jonathan Hivert, Timo Roosen, Alexandr Riabushenko, Maximilian Schachmann, John Degenkolb, Timothy Dupont