Optakt: 3. etape af Volta a Catalunya

 Livestream Volta a Catalunya og brostensklassikerne til halv pris

Ruten

Med undtagelse af 2017-udgaven, hvor man benyttede sig af nytænkt rute, har man i de senere år fulgt et ret fast format, hvor løbet er blevet afgjort i Pyrenæerne på 3. og 4. etape, der som regel har varieret mellem tre velkendte bjergfinaler, som er blevet brugt igen og igen. Selvom finalen på 4. etape er ny, bruges den model bruges også i år, hvor det er en af løbets klassikere, der skyder klassementsslaget i gang. Det sker, når man onsdag afslutter en dag med næsten 3500 højdemeter med den velkendte klatretur op til La Molina. Den er dog den letteste af de tre bjergfinaler, arrangørerne i de seneste år har foretrukket, og som regel har det været en afslutning, hvor en god spurt vil være afgørende i jagten på sejren, og hvor forskellene kun sjældent har været større.

Med en distance på 161,0 km er der tale om en kort etape, der fører feltet fra Perpignan og Frankrig tilbage til Spanien og målet i skisportsbyen La Molina dybt inde i Pyrenæerne. Starten er meget enkel, da man med det samme kører mod først vest og siden sydvest væk fra Middelhavet med direkte retning mod bjergene. Hele tiden stiger det let, idet det undervejs bliver stejlere og stejlere.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Efter 64,8 km når man frem til byen Thues Entre Valls, der markerer den officielle start på kategori 1-stigningen Mont-Louis (12,4 km, 5,7%), som bestiges fra nordøst. Der er tale om en ganske jævn stigning, hvis stejleste kilometer stiger med beskedne 7,0%, og hvis top rundes efter 78,0 km. Her rammer man et plateau, hvor det falder let mod sydvest og stiger let mod nordvest, inden en lidt teknisk nedkørsel leder mod syd ned til Llivia, hvor dagens første spurt kommer efter 97,7 km, og hvor man passerer grænsen til Spanien. Herfra går det mod sydvest ad en let faldende vej frem til Puigcerda, hvor dagens anden spurt kommer efter 104,0 km.

Et kort, fladt stykker leder mod syd, inden etapen tager fat igen, når man drejer mod sydøst for at køre op ad kategori 1-stigningen Collada de Toses (19,5 km, 3,1%), der indledes med 7,5 km med 4,6% i snit, men derefter bare stiger med 1-4% frem til toppen, som rundes efter 129,2 km. De sidste 31,8 km indledes med en relativt let nedkørsel, der leder mod sydvest og nordvest ned til La Molina, hvor man efter 136,1 km krydser målstregen fra den forkerte retning. Nedkørslen fortsætter nu mod nordvest ad en helt lige vej ned til et fladt plateau.

Her vender man med det samme rundt for at køre mod sydøst tilbage til La Molina, dog ikke ad samme vej, som blev brugt til nedkørslen. Det sker via kategori 1-stigningen La Molina (12,0 km, 4,4%), der skal deles i to dele. De første 5,5 km stiger relativt jævnt med 7,3% i snit, inden det venter 1,6 km med 5,9% i snit. Herefter falder det imidlertid over 2 km, inden en flad kilometer leder frem til den røde flamme, hvorefter det stiger med 6,0% og når 8% på de sidste 500 m. Finalen går ad en snoet vej med et par hårnålesving på den nedre del, inden man med 700 m igen drejer skarpt til højre, hvorefter der venter et sidste hårnålesving bare 100 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 3416 højdemeter.

I 2014 viste Joaquim Rodriguez, hvorfor stigningen er skabt til eksplosive ryttere, da hans først besvarede Chris Froomes mange angreb, inden han lavede en af sine karakteristiske accelerationer og således sikrede sig sejren fem sekunder foran Alberto Contador, mens Nairo Quintana mistede yderligere fire sekunder. Ikke færre end 48 ryttere sluttede imidlertid inden for et minut af etapevinderen, og det siger en del om stigningens natur. I 2015 udnyttede Tejay van Garderen, at han var ude af klassementet, til at angribe fra bunden, og mens klassementsrytterne kæmpede om den samlede sejr, sikrede han sig etapesejren. Richie Porte var først blevet sat af Contador, men kæmpede sig tilbage og sikrede sig en andenplads på etapen.

Heller ikke i 2016 kunne folk som Froome, Contador og Quintana gøre forskellen, og i stedet udnyttede Dan Martin sit antrit til at vinde to sekunder foran Contador, Romain Bardet og Tejay van Garderen, mens Porte og Quintana tabte ni sekunder. I 2017 vandt Alejandro Valverde spurten i en favoritgruppe foran Dan Martin og Adam Yates på en dag, hvor hele 20 mand sluttede inden for 15 sekunder af vindertiden. I 2018 blev der endelig gjort større forskelle, da Valverde, Quintana og Egan Bernal tidligt kørte væk, inden den spanske veteran slog den yngste colombianer i spurten på toppen. Også i 2019 var finalen mere selektiv, end vi typisk har set det, da Miguel Angel Lopez, Egan Bernal, Adam Yates og Nairo Quintana kørte væk på den stejle del, og i det taktiske spil mellem særligt Bernal og Quintana sneg Lopez sig væk til en solosejr med 16 sekunder ned nu 6 forfølgere, hvis spurt blev vundet af Gregor Mühlberger foran Marc Soler.

I 2001 vandt Santiago Blanco en udbrudssejr i Vueltaen, mens kun Jose Maria Jimenez havde held til at køre væk fra feltet og slutte fire sekunder foran en gruppe på 18 ryttere med alle klassementsrytterne.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

 Livestream Volta a Catalunya og brostensklassikerne til halv pris

Vejret

Der er fortsat en risiko for regn og sne til torsdagens kongeetape, men vejret til den første bjergetape bliver fint. Fra starten vil der kun være få skyer og en temperatur på 14 grader, mens det i finalen ligeledes vil være solrigt med få skyer og en temperatur i bunden af målbjerget på bare 4 grader. Hele dagen vil der være en sydøstlig vind, der ved starten ved kysten vil være kraftig (24 km/t), men aftage, når man kommer ind i landet, og i finalen blot være svag til let (7 km/t). Det giver kortvarigt sidemedvind fra start og derefter sidevind hele vejen frem til bunden af Toses. Der vil være modvind hele vejen op og medvind på nedkørslen, inden man får sidemodvind på den første del af målbjerget og derefter direkte modvind på langt hovedparten af målbjerget, idet man dog får medvind over de sidste 100 m.

Analyse af 2. etape

Her kan du læse min analyse af tirsdagens blæsende 2. etape, der bragte BikeExchange endnu et skridt nærmere en lille genrejsning.

Favoritterne

I de seneste år har det været fast kutyme, at løbets vigtigste fase kommer om onsdagen og torsdagen, hvor der altid bydes på bjergfest i Pyrenæerne. Normalt har vi imidlertid status quo blandt løbets favoritter, når vi når dette punkt, men det fik sidevinden forpurret i dag. Tidstabene til Michael Woods og Simon Yates er måske ikke nødvendigvis helt umulige at komme sig over, men det ser alligevel nu meget svært ud, hvis de skal tage den sejr, de begge lignede et godt bud på at tage i morges.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Bjergfinalerne i Catalonien er nemlig sjældent specielt svære, og det er de heller ikke i år. Det er i hvert fald først og fremmest torsdagens kongeetape, de skal sætte deres lid til. Vi kender nemlig La Molina-stigningen, der har været på programmet hvert eneste år mellem 2014 og 2019, og det ender som regel med relativt små forskelle.

Det behøver det dog ikke at gøre. Det er en ganske speciel stigning, som faktisk er ganske stejl, men som derefter er meget let. Det er oftest endt med meget små forskelle, der i alt væsentligt er blevet skabt i selve spurten, når en stor gruppe er kommet over den stejle del. Vi har dog også set, at det kan gå anderledes. Det gjorde det blandt andet i 2017, hvor Nairo Quintana, Alejandro Valverde og Egan Bernal kørte væk på den stejle del, og da de kunne samarbejde, blandt andet fordi der var to holdkammerater, kunne de vinde så megen tid, at Thibaut Pinot på 5. pladsen tabte næsten et minut. Også for tre år siden lykkedes det Adam Yates, Miguel Angel Lopez, Egan Bernal og Nairo Quintana t køre væk på den stejle del, og selvom samarbejdet var så dårligt, at Lopez kunne snige sig væk i et taktisk spil, blev de øvrige tre kun hentet af yderligere tre mand.

Det viser, at etapen kan udvikle sig på to måder. Enten kører de bedste væk på den stejle del, hvorefter de samarbejder så godt, at det ender med pæne forskelle, inden de skal spurte til sidst eller udkæmpe et taktisk spil som i 2019. Alternativet er, at det er et relativt stort felt, der rammer den stejle lille rampe til sidst, og så er det en finale for de eksplosive afsluttere.

Hvilken model får vi så i år? Vinden spiller en stor rolle på så blød en stigning, og den står helt forket for alle, der vil have et meget selektivt løb. Faktisk er der direkte modvind næsten hele vejen, og selvom vinden er meget svagere i bjergene end ved kysten, kan det være en helt afgørende faktor, der taler for, at vi får spurtscenariet.

Der er dog helt sikkert ryttere og hold, der har planer om noget andet. Det må særligt gælde for Yates og Woods, der har travlt med at vinde noget tid, og som har brug for at angribe tidligt. Ingen af dem har dog stærke hold, og det er næppe dem, der kan gøre det hårdt. Det havde været en oplagt opgave for Ineos, men i dag mistede de Richie Porte, og både Michal Kwiatkowski og Luke Plapp så ud til, at de meget vel også kunne være ramt af samme sygdom. Nok har de Carlos Rodriguez, der nu mest af alt er hjælper, men med mindre Plapp og Kwiatkowski forvandles, er der grænser for, hvor hårdt Ineos kan gøre det.

Der er ingen tvivl om, at Nairo Quintana vil derudad, men også han har et ganske svagt hold, og det på papiret stærke Bahrain er uden Jack Haig næppe dem, der lægger pres på. Det kunne UAE måske gøre, men deres kaptajnhierarki ser så mudret ud, at jeg mest af alt tror, at de ser an, hvem der har de bedste ben. Så er der naturligvis Movistar, der har et stærkt hold med formstærke Carlos Verona og Ivan Ramiro Sosa, men Valverde har vel størst interesse i at få en spurt, som han vil have en god chance for at vinde.

Jeg forventer stadig, at Ineos, Quintana, Yates og Woods vil angribe på den nedre del, og vi vil helt sikkert også se en selektion. Jeg tror bare jævnbyrdigheden er så stor, at vi vil ende med lidt for stor en gruppe efter den stejle del, og at det kan blive svært at samarbejde, særligt hvis Valverde kører etapen defensivt. Får han Sosa med sig over den stejle del, vil han sikkert sætte ham til at føre, men næppe så hårdt, at der ikke vil komme en eller anden form for regruppering. Jeg tror, at det med modvind og umiddelbart stor jævnbyrdighed bliver svært at undgå en spurt.

Det skyldes også, at den første del af etapen næppe bliver kørt alt for hårdt. Jeg regner med, at der vil være en del kamp om at ramme udbruddet, men jeg vil tro, at BikeExchange, Arkea, Movistar og Israel-PT har planer om at vinde etapen. De vil formentlig i den lette start sikre, at udbruddet kan håndteres, og derefter vil DSM tage kontrol. De ved, at de ikke forsvarer trøjen, men vil formentlig gøre alt for at vise den ære og holdet frem, og derfor regner jeg med, at de vil føre alt, hvad de kan. Movistar vil formentlig hjælpe, og jeg regner også med hjælp fra mindst ét af de øvrige tre nævnte hold. Derfor vil det undre mig, hvis udbruddet holder.

De første stigninger vil næppe blive kørt specielt hårdt. Den første kommer tidligt, og den anden er meget let og med direkte modvind. Det kan sagtens være, at de ovennævnte hold, der skal bruge et hårdt løb, dvs. hold som Ineos, Israel-PT, Arkea og BikeExchange, vil forsøge at lægge et pres, men stigningen er så let, at det formentlig vil være et ret stort felt, der afgør sidste stigning. Her er mit bedste bud som sagt, at vi får en spurt i en relativt stor gruppe, men jeg tør ikke helt udelukke, at vi får et scenarium i stil med 2018 og 2019, hvor det er en lidt mindre gruppe af de bedste, der skal afgøre det. Selv her taler meget dog for, at de så vil skulle spurte til sidst.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Derfor peger jeg på Alejandro Valverde. Den spanske veteran har allerede vundet her to gange tidligere, og det er ikke tilfældigt. Med stigningens eksplosive karakter er det nemlig en afslutning, der altid har passet ham som fod i hose, og tidligere var han jo næsten umulig at slå i denne slags spurter. Det er han ikke længere, for han har helt åbenlyst mistet noget hurtighed, men vi så ikke mindst med hans Dauphiné-etapesejr i en lignende eksplosiv finale, at han stadig er knivskarp. Dertil kommer, at han i år har kørt om muligt endnu mere overbevisende end i det i forvejen imponerende 2021, ikke mindst med sin 2. plads i Strade Bianche. Finalen er også lidt tricky med det sene hårnålesving, men Valverde kender den til hudløshed og er altid en mester i sin timing.

Lægger man dertil, at han har formstærke Carlos Verona, der var imponerende i UAE Tour, og Ivan Ramiro Sosa, der allerede satte ham i scene til sejren i Galicien, står han stærkt i forhold til at kontrollere finalen. Sosa ser endda så stærk ud, at han meget vel kan være med, også hvis de bedste kører væk i en lille gruppe, og dermed kan Valverde formentlig undgå en Lopez-sniger. Jeg er langt fra så sikker på, at Valverde er hurtigst, som jeg ville have været tidligere, men jeg tror stadig, at han - også med sit kendskab til finalen og sin timing - vil være bedste mand i den forventede spurt og dermed tage sin 10. (!!!) etapesejr i løbet.

Hans største trussel kan være Michael Woods. Som bekendt var canadieren min største favorit til at vinde løbet samlet, men det kan nu blive svært. Det ændrer dog ikke på, at han var uhyre overbevisende, da han gav Valverde bøllebank på Ezaro-muren i Galicien og næppe er blevet ringere efter at have fået sin sygdom på afstand. Woods er en glimrende puncheur, men det er også velkendt, at han er bedst på stejlere procenter. Denne afslutning kan være en anelse for eksplosiv for ham, og det er helt sikkert ikke en ideel afslutning. Den burde dog være stejl nok til, at han har en fair chance for også at slå Valverde, særligt hvis etapen udvikler sig efter det selektive scenarium. Formen har han i hvert fald.

Det er også en god finale for Joao Almeida. Portugiseren har mildt sagt været svingende i sine første løb, men han var alligevel med helt fremme på kongeetaperne i både UAE Tour og Paris-Nice. Han er næppe blevet ringere siden da, og selvom han næppe er den stærkeste i dette løb, bør han kunne sidde med på denne bløde modvindsstigning. Han er også en ganske sublim puncheur, hvor han særligt imponerede mig med de spurter, han kørte i Polen og Luxembourg sidste år. I år har han endnu ikke vist sin hurtighed, men med den fart, han viste sidste år, burde han sagtens kunne vinde i dette felt, hvis han får læst den kringlede finale rigtigt.

Det er også en stor chance for Sergio Higuita. Jeg er stadig usikker på, om stigningen bliver for lang, for han har stadig til gode at sidde med de bedste i de høje bjerge i et løb som dette, og derfor regner jeg ikke med at se ham fremme, hvis de bedste kører væk. Får vi til gengæld den ventede spurt i en lidt større gruppe, vil han utvivlsomt være der. Han har nemlig rejst sig fornemt efter skiftet til Bora, og sejren på Malhao i Portugal vidner om, hvor fremragende en afslutter han er - en evne han også viste med gårsdagens 5. plads. Spørgsmålet er bare, om han har samme hurtighed efter så lang en bjergdag. Det har han i hvert fald stadig til gode at bevise, men på en modvindsdag som denne har han en ganske god chance for at vinde.

Simon Yates kan meget vel vise sig som stærkeste mand. Det kræver, at han er kommet sig over den sygdom, der slog ham ud efter Paris-Nice, men han virker både klar og motiveret. Spørgsmålet er bare, om denne etape ikke er lidt for let. Ganske vist har han et fint punch samt en glimrende spurt, men vi så senest på kongeetapen i Paris-Nice, at der er bedre afsluttere end ham. Derfor kan det blive svært at vinde, men omvendt betyder den kringlede finale også, at hurtigste mand ikke nødvendigvis vinder. Bedst chance har han dog nok, hvis det ender med en lille gruppe efter den stejle del, hvorefter han vil kunne lave ”en Lopez”, da han nu har tabt den tid, der kan give ham frihed.

Jeg glæder mig meget til at se Juan Ayuso i denne afslutning. Det spanske supertalent er som bekendt lynhurtig, og selvom det ikke var alt for imponerende i gårsdagens spurt, burde det være en glimrende finale for ham. Han har i Drome og Laigueglia vist, at han sagtens kan være med på dette niveau, og selvom jeg tvivler på, at han vil være med de bedste, når der åbnes op, bør han sidde med, hvis en større gruppe spurter om sejren. Om han så har farten og rutinen til den kringlede finale, er stadig uvist, men han bliver i hvert fald ganske spændende at iagttage.

Det gør hans rival fra 2021 også. Tobias Johannessen har allerede flere gange vundet etaper ved at spurte på toppen af et bjerg, blandt andet to gange i Tjekkiet og senest i Besseges. Også for ham gælder, at han formentlig kommer til kort, når favoritterne åbner for ballet, men med de klatreben, han viste i Besseges, bør det være rimeligt at antage, at han sidder med, hvis en stor gruppe skal køre om sejren. I går blev han kun nr. 11 i den stigende spurt, men det var også en helt anderledes eksplosiv sag end en spurt på toppen af et bjerg. Hans karakteristika tilsiger, at han kan lave et godt resultat, hvis det ender i en spurt i en større gruppe.

Det er bestemt ikke den ideelle afslutning for Nairo Quintana. Colombianeren må på baggrund af sin sæsonstart formodes at være en af de stærkeste, men han vinder helt sikkert ikke en spurt. Til gengæld har Lopez vist ham, hvordan han skal vinde, nemlig ved at skabe udskilningen på den stejle del og herefter udnytte det taktiske spil. Det bliver en svær opgave, men Quintana har i hvert fald formen til at bringe sig i den position, hvorfra det kan lade sig gøre.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Det samme kan siges om Esteban Chaves. Heller ikke han vinder en spurt, og derfor lider også han under, at det bestemt ikke er nogen ideel finale. Modsat Quintana er han også omgivet af langt mere usikkerhed, da ingen aner, hvor han står i det, der reelt er hans europæiske sæsondebut. Som jeg skrev i den store optakt, kom han imidlertid blæsende ud til dette løb for et år siden, hvor han vel var næstbedste mand efter den sejrende Adam Yates, og hans kørsel ved de nationale mesterskaber antyder, at han kan være lige så god i dag. Sidste år fik han også noget frihed, og det kan han måske udnytte igen, da han ikke længere regnes som en absolut topfavorit.

En rytter, vi med sikkerhed har styr på, er Jai Hindley . Han oplevede sin renæssance i Tirreno, hvor han viste sit højeste niveau siden Giro-sensationen, og på den baggrund må han formodes at være blandt de stærkeste her også. Desværre er heller ikke han eksplosiv nok til at kunne vinde en spurt, men han har til gengæld en anden fordel. Hans tidstab i dag betyder nemlig, at han har den frihed, der skal til, hvis man skal lave ”en Lopez”.

Jeg glæder mig også til at se Marc Soler. Som skrevet i den store optakt virkede spanieren uhyre overbevisende i Tirreno, hvor der dog var en vis slovener, der lagde nogle bånd på ham. Heller ikke han er nogen stor afslutter, men han er til gengæld en af feltets mest aggressive ryttere. Skal en spurt undgås, kræver det netop aggression, og Soler vil helt sikkert opsøge mulighederne. Slår han først hullet, vil den relativt lette sidste del passe godt til hans store power, og han synes at have formen til at gøre det færdigt.

Som det også fremgår af den store optakt, er mine forventninger til Ben O’Connor meget store, men det er primært torsdag, at han skal slå til. Denne finale er alt for eksplosiv til en dieselklatrer som ham, og derfor tror jeg, at han kan få svært ved at vinde. De er også lidt usikkerhed om hans form efter den nylige sygdom, men i både Andalusien og Paris-Nice efterlod han et meget stærkt indtryk. Skal han vinde her, skal det ske via ”en Lopez”, og selvom det ser svært ud, er det ikke umuligt, hvis han - som jeg forventer - vil være blandt de bedste på den stejle del.

Ineos står dårligt til denne eksplosive finale, og derfor får de svært ved at vinde. De har dog et våben i det tidstab, Carlos Rodriguez har lidt. Jeg vil tro, at spanieren kan ende som hjælper nu, men vælger de at give ham muligheden, har han friheden. Til gengæld er jeg lidt usikker på, om han kan matche de bedste. Ganske vist startede han sin sæson uhyre overbevisende, men hans kørsel i Laigueglia var ikke alt for opløftende. Han har derfor til gode at bevise, at han også kan være en af de bedste i et WorldTour-løb som dette.

Vi har flere gange set, at Giulio Ciccone er ganske god i eksplosive finaler, og derfor er det ikke en helt ringe afslutning for ham. Desværre har vi også i Tirreno set, at han fortsat ikke har sit bedste niveau. Det vil formentlig være bedre nu, men spørgsmålet er, om han har forbedret sig nok. Ha vinder ikke en spurt i dette selskab, og derfor er hans vej til sejr også ”en Lopez”. Om han er stærk nok til at lave en sådan nu, er tvivlsomt, men omvendt ved vi fra sidste års Giro, hvor tårnhøjt hans topniveau efterhånden er.

En anden god puncheur er Wout Poels , men som for Woods gælder også for ham, at han er bedre å stejlere procenter. Denne finale er nok en anelse for let, og jeg føler mig langt fra overbevist om, at han stadig er god nok til at være med i de høje bjerge. Falder han igennem, vil det i hvert fald ikke chokere mig, når det gælder en mand, der hører til i den absolutte elite for lottokuponer. Omvendt virkede han ganske stærk i Paris-Nice, hvor han førte solen sort på de to bjergetaper for Jack Haig, og her var han stærkere, end resultaterne viste. Jeg tror stadig, at etapen bliver for svær, men Paris-Nice-benene åbner døren for, at han kan lave ”en Lopez”.

Det har været godt at Pavel Sivakov i dette løb. Han virker i hvert fald topmotiveret, og man kan håbe på, at han endelig har lagt sine trængsler bag sig. Rammer han det niveau, han havde i Tour of the Alps sidste år, vil han være en af de stærkeste, men det har han til gengæld heller ikke være i nærheden af siden dengang. Desværre er han ikke specielt eksplosiv, og derfor er det ikke rigtigt hans finale. Samtidig er det næppe en fordel for ham at køre for Ineos, der pr. definition har mindre frihed. Fordelen er, at de kan skabe et overtal, men lige nu er der så mange spørgsmålstegn ved deres tilbageværende kaptajner, at jeg tvivler på, at de kan lukrere på det. Omvendt er Sivakov i dag blevet så lille et navn, at han ikke vil være helt uden frihed.

Guillaume Martin kørte et pænt Paris-Nice, men også et løb, der viste, at han stadig ikke er den rytter, han var i sin forrygende august 2020. Til gengæld er han pokkers stabil, og han vil næsten med sikkerhed levere et godt resultat. Han er ikke uden punch, men det er bestemt ikke nogen god finale for ham. Afslutningen er alt for eksplosiv, og selvom han så bedre ud på 8. etape, var han på kongeetapen i Paris-Nice nok en anelse skuffende. På denne modvindsstigning bør han dog kunne sidde med, og han er herligt aggressiv. Det skal flaske sig, hvis det skal lykkes, men det er næppe ham, der har mindst frihed.

Læs også

Optakt: Amstel Gold Race

Den frihed har Richard Carapaz til gengæld ikke. Tværtimod er han en mand, ingen tør undervurdere, selvom han har vist sig som en sand konge af snigerangreb. Mere problematisk er det dog, at jeg som nævnt i den store optakt, fortsat regner med, at han mangler så meget, som han plejer på denne tid af året. Sygdommen i Tirreno har næppe hjulpet på det. Omvendt var hans enkeltstart så god, at han efter en lang løbspause kan have forbedret sig så meget, at han faktisk vil være konkurrencedygtig. En Carapaz i topform vil altid være farlig her, men det er bare en pokkers svær finale for ham at vinde - selv hvis han skulle have OL-ben. Det er nemlig ikke altid let at rende rundt med navnet Carapaz, når der skal deles frihed ud.

Etapen er en stor test for Mattias Skjelmose, der virker ganske flyvende lige nu. Danskeren har imidlertid aldrig vist sig fremme i bjergene på dette niveau, og selvom Provence indikerede, at han har forbedret sin klatring enormt, har senere løb også mindet os om, at feltet dengang var af begrænset styrke. Det er det ikke her, og derfor er det først nu, at danskeren skal bevise, at han faktisk kan være med. Til gengæld synes finalen at passe ham fint, da han i går viste, at hans spurt efterhånden er blevet så god, at han burde lave et godt resultat, hvis det ender med en spurt i en stor gruppe. For at vinde skal han dog lave ”en Lopez”, og hans primære mission må vel i første omgang være at følge med og se, hvor langt han kan komme.

Endelig vil jeg pege på Attila Valter. Ungareren er mildt sagt en svingende størrelse, der formentlig falder igennem, men hans Strade Bianche og gode spurt i går giver håb. Han har aldrig været helt tæt på de bedste i store bjergfinaler som denne, men både hans Strade Bianche og 1. etape indikerer, at han er mere eksplosiv, end jeg først havde troet. Det kan han bekræfte i morgen, og han har i hvert fald al den frihed, han behøver.

Jeg regner med, at Ivan Ramiro Sosa og Carlos Verona vil gøre det godt, men efter Sosas tidstab må de begge være rene hjælpere for Valverde. Det kunne også være en god finale for Santiago Buitrago, men han har i dette løb lignet en ren hjælper. Fausto Masnada er forhåbentlig meget bedre end i Emiraterne, men det vil undre mig, hvis han er god nok til at vinde i en finale, der slet ikke passer ham, og Ilan van Wilder har også fortsat til gode at bevise sig helt fremme på dette niveau. Tom Dumoulin passer fint til denne finale, men han bekræftede i dag, at han mangler en del efter sin sygdom, og det vil overraske mig at se Sam Oomen og Steven Kruijswijk fremme i en finale, der også passer dem dårligt. Afslutningen passer heller ikke til George Bennett, der heller ikke har virket flyvende i optakten, og selvom han sagtens kan være ganske stærk, er han en usandsynlig vinder, og det samme gælder for den ellers formstærke dieselklatrer Sebastian Reichenbach og den i Emiraterne lovende dieselklatrer Louis Meintjes. Finalen passer slet ikke Hugh Carthy, og hans kørsel i Galicien antyder ikke, at han er flyvende her, som Harm Vanhoucke bestemt heller ikke var det i Paris-Nice. Amanuel Ghebreigzabhier har imponeret stort i år, men ligner en hjælper for Ciccone og Skjelmose, og Henri Vandenabeele manglede for meget, da vi så ham i Oman. Hos de seks ProTeams er det blandt de mange klatrere kun Johannessen og Quintana, der har vist en form, som indikerer, at de kan lave et resultat. Normalt kunne den eksplosive afslutning være inden for rækkevidde for Dylan Teuns og Michal Kwiatkowski, men førstnævnte er på vej tilbage, og sidstnævnte så syg ud i dag, mens eksplosive Andrea Bagioli har været formsvag. Mere er det Quentin Pacher, der måske kan overraske og hænge på til en spurt, men stigningen bør trods alt være for lang, som den formentlig også er for Jesus Herrada, der ikke er ved fordums styrke.

BEMÆRK: Husk, at rangeringen er baseret på vinderpotentiale - ikke forventet styrkeforhold. Der giver uddybning om de enkelte ovenfor.

Feltet.dks vinderbud: Alejandro Valverde

Øvrige vinderkandidater: Michael Woods, Joao Almeida

Outsidere: Sergio Higuita, Simon Yates, Juan Ayuso, Tobias Johannessen, Nairo Quintana

Jokers: Esteban Chaves, Jai Hindley, Marc Soler, Ben O’Connor, Carlos Rodriguez, Giulio Ciccone, Wout Poels, Pavel Sivakov, Guillaume Martin, Richard Carapaz, Mattias Skjelmose, Attila Valter

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Miguel Angel Lopez’ sejr fra 2019, Alejandro Valverdes sejre fra 2018 og 2017, Dan Martins sejr fra 2016, Tejay van Garderens sejr fra 2015 samt Joaquim Rodriguez’ sejr fra 2014.

 Livestream Volta a Catalunya og brostensklassikerne til halv pris