Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: 3. etape af Vuelta a Burgos
08. august 2018 21:06 af Emil AxelgaardFoto: LaPresse - Alberto / Ferrari / Paolone / Alpozzi

Efter to dage for puncheurs og sprintere er det endelig blevet tid til det, Vuelta a Burgos handler om: bjerge. Torsdag gælder det den første af de to store bjergetaper, og den byder på et ubehageligt gensyn med den voldsomt svære Picon Blanco-stigning, der i høj grad vil bestemme, hvem der skal vinde årets udgave af det spanske etapeløb.

Ruten

Det er blevet en tradition, at løbet oftest er blevet afgjort på en kombination af kongeetapen til Lagunas De Neila, en kort tidskørsel, risikoen for sidevind samt huller opstået i puncheurfinalerne. Sidste år gjorde man imidlertid løbet ekstra bjergrigt, idet man udskiftede tidskørslen med en ekstra bjergetape. Således skulle rytterne allerede finde klatrebenene frem på løbets 3. etape, der havde mål på toppen af det helt nye HC-bjerg Picon Blanco, og det var åbenbart en stor succes. I hvert fald gentages modellen i år, hvor det voldsomt stejle målbjerg igen på tredje etape vil være rammen om det første store slag mellem klassementsrytterne.

 

Med sine 149 km er etapen en typisk kort Burgos-etape, der fører feltet fra Sedano til målet på det stejle bjerg Picon Blanco. Startbyen ligger i et ganske kuperet område, men den indledende del er nu relativt flad, mens feltet bevæger sig mod vest og nord frem til den første spurt, der kommer efter 12 km, og den lille kategori 3-stigning Alto de la Mota (4 km, 4,7%), der har top efter 19 km. På toppen rammer man en rundstrækning, hvor der skal køres en enkelt omgang. Den første del fører mod syd, øst og nord og er flad, men den anden del, der går mod vest og syd, indeholder den lille kategori 3-stigning Alto Escaleron (3,6 km, 6,6%), der har top efter 39 km.

 

Efter afslutningen på første omgang tilbagelægger man igen den flade første halvdel af rundstrækningen, inden man fortsætter mod nord og nordvest op ad kategori 3-stigningen Alto de Ailanes (2,8 km 7,4%), hvis top rundes efter 64 km. Efter nedkørslen har man ramt det flade Burgos-plateau, som følges mod øst og nordøst frem til den anden spurt, der kommer efter 96 km i det østligste punkt. Her vender man rundt for via relativt fladt terræn at køre tilbage mod bjergene mod vest. Undervejs passerer man den sidste spurt efter 103 km, inden man drejer mod nordvest og nordøst og kører frem til kategori 3-stigningen Alto Retuerta (3,8 km, 4,6%), der har top efter 123 km.

 

Efter den lille opvarmningsstigning og den efterfølgende nedkørsel kører man mod nordøst gennem fladt terræn frem mod de høje bjerge. Her drejer man mod nord ind på Picon Blanco, der er uden for kategori. Den er 7,8 km lang og stiger med hele 9,4% i gennemsnit. Specielt er den stejl mellem kilometer 4 og 7, hvor de enkelte kilometer stiger med hhv. 11,3%, 9,8% og 11,0% i gennemsnit, og hvor der nås et maksimum på hele 18%. De sidste 2 km stiger med ca. 9%. Den sidste del af stigningen følger en lige vej frem til to hårnålesving kort efter den røde flamme. Derefter buer vejen ind på den 400 m lange opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 2574 højdemeter.

 

Picon Blanco gjorde debut i et stort cykelløb sidste år, hvor Mikel Landa sejrede med hhv. 9 og 41 sekunder ned til David De La Cruz og Enric Mas.

 

 

 

 

 

Vejret

Vuelta a Burgos er kendt for sol, varme og vind, men bestemt ikke regnvejr. Ikke desto mindre er det, hvad rytterne kan risikere at møde til den første bjergetape. Frem til først på eftermiddagen vil der nemlig være en konstant risiko for byger, men heldigvis burde det blive tørt inden finalen, selvom der kun bliver meget få kig til solen. Temperaturen vil bare være 17 grader, og det vil være relativt blæsende med en jævn vind fra nordvest. Det giver sidemodvind og modvind det meste af dagen, men der vil også være enkelte sidevindsstykker undervejs, især i indløbet frem mod stigningen. På Picon Blanco vil der være sidemodvind.

 

Favoritterne

Vinden kom trods lidt nervøsitet begge dage ikke til at spille nogen rolle på de første etaper i Burgos, og dermed er alt fortsat helt åbent i det spanske løb. Ganske vist så vi små indikationer på Alto del Castillo på 1. etape, men reelt er det svært at blive alt for klog på rytternes form på baggrund af en eksplosiv stigning, der slet ikke er sammenlignelig med det, der venter i morgen.

 

Picon Blanco er nemlig et modbydeligt svært bjerg, der til fulde kan matche Lagunas De Neila i kampen om at være løbets hårdeste stigning. Derfor er der på denne dag lagt op til et første stort klassementsslag, hvor vi kan vente os ganske betydelige tidsforskelle. Der er en stor sandsynlighed for, at vi efter denne etape vil have en meget god ide om, hvem der kan vinde løbet, også selvom løbets traditionelle kongeetape stadig venter. Går det ligesom sidste år, vil torsdagens etape nemlig være den vigtigste af de to bjergetaper.

 

Der vil næppe være meget at snakke om på den første del af etapen. Alle ved, at favoritterne vil vinde på målbjerget, og derfor vil vi formentlig ligesom på de foregående etaper uden alt for mange sværdslag få etableret et tidligt udbrud. Herefter vil Euskadi-Murias pligtskyldigt tage fronten, men da Jon Aberasturi naturligvis ikke har en jordisk chance for at forsvare sin trøje, vil det hurtigt være op til de store mandskaber at tage over. Det vil i første omgang være Astana og Sky, der allerede med meget opmærksom og initiativrig kørsel har vist, at de er kommet til Spanien for at vinde, og derfor forventer vi, at de vil sikre, at det hele bliver samlet til et slag mellem favoritterne.

 

De første småstigninger vil næppe spille nogen rolle, men der er en lille mulighed for, at vinden kan gøre det. Der vil nemlig være sidevind på stykket frem mod målbjerget, og det kan skabe en del nervøsitet. På en så svær etape vil de fleste dog være meget varsomme med at ødsle med kræfterne tidligt, og derfor er det meget tvivlsomt, om der vil være hold, der ligefrem vil tage initiativ til at splitte det. Vi regner derfor med, at det hele skal afgøres på bjerget.

 

Picon Blanco er som sagt voldsomt svært og i både længde og stejlhed et bjerg skabt til de rene klatrere. Der vil være en betydelig modvind på stigningen, og det kan betyde, at der vil blive kørt mere afventende, og at angrebene vil komme senere end sidste år, hvor Landa forcerede tidligt. I år vil forskellene derfor nok være lidt mindre, men bjerget burde være svært nok til, at der trods modvind kan gøres forskelle. Vi forventer, at det vil være Sky og Astana, der med deres stærke bjergmandskaber vil tage initiativet, inden favoritterne skal slås om det til slut.

 

Det er med lidt tøven, at vi peger på Miguel Angel Lopez som favorit. Havde alle mand været i topform, ville det colombianske klatrefænomen have været storfavorit, for han er ubetinget feltets bedste klatrer, men nu hersker der betydeligt større usikkerhed om hans chancer. I San Sebastian blev han nemlig sat meget tidligt, og det kunne tyde på, at formen ikke er i top. Det var imidlertid det samme sidste år, og her kørte han alligevel fint i Burgos. Ganske vist var han skidt kørende på Picon Blanco, men han endte til slut med alligevel at vinde kongeetapen i ganske imponerende stil.

 

Formentlig er Lopez’ forberedelse den samme denne gang, og vi vil derfor næppe se en flyvende colombianer. Faktisk synes der at være et klart mønster, når han kommer tilbage efter en pause, for i Tour of the Alps, der var hans forberedelse til Giroen, havde han det også svært på 1. etape. Alligevel endte han med at vinde kongeetapen i betydeligt skrappere selskab end det, han er oppe mod her. Derfor formoder vi, at Lopez langsomt vil køre sig ind i løbet igen, og efter en ganske lovende 11. plads på 1. etape synes han allerede nu at være nogenlunde klar. Finder han igen benene nogenlunde i anden halvdel, burde han være stærkeste mand. Da han samtidig i Tour of the Alps viste sine gode afslutterevner på toppen af en stigning, skal han i teorien bare følge med, og det giver ham flere muligheder, ikke mindst på en modvindsstigning. Derfor peger vi på ham som vores favorit.

 

Forud for løbet havde vi ham et stykke ned på favoritlisten, men nu vil vi pege på Tao Geoghegan Hart som den største trussel mod Lopez. Vi var nemlig lidt usikre på, hvor han stod formmæssigt, for han har traditionelt været temmelig svingende. En 6. plads på 1. etape har imidlertid lagt den tvivl i graven, og noget kunne tyde på, at han er tæt på den fantastiske form, han udviste i foråret. Det skete først med en fremragende hjælpeindsats for Egan Bernal i Californien og siden samme rolle for Geraint Thomas i Dauphiné. I begge tilfælde var han så god, at han som minimum lignede en mand, der havde kørt på podiet, hvis det ikke havde været for hans selvopofrende arbejde. Her burde han få en mere fri rolle i et mere fladt Sky-hierarki, og har han benene fra maj og juni, bliver han svær at have med at gøre.

 

Sidste år kørte David De La Cruz et fremragende løb, hvor han på Picon Blanco var ganske tæt på at følge en meget formstærk Mikel Landa til dørs. Han tabte lidt terræn på Lagunas De Neila, men endte alligevel som nr. 3 samlet. I det hele taget har det været et mønster i både 2016 og 2017, at De La Cruz finder sin bedste form netop i august, og det kan meget vel tænkes at være tilfældet også i år. Det er imidlertid også tiltrængt, for De La Cruz er en af de få ryttere, der faktisk bare synes at være blevet dårligere hos Sky. I hvert fald var han langt fra fordums styrke i Giroen og resten af forårets løb, og der er derfor rum for forbedring inden Vueltaen, hvor han efter Geraint Thomas’ sandsynlige afbud pludselig ligner en af flere Sky-kaptajner på et ikke specielt stærkt hold. De La Cruz gjorde comeback i San Sebastian, hvor han sluttede langt tilbage, men det samme var tilfældet sidste år, hvor han alligevel var flyvende i Burgos. Han holdt sig i hvert fald fint til i går. Gentager mønsteret sig, er dette hans store chance for endelig at vise, at han er på vej tilbage mod fordums styrke.

 

Det havde længe været kendt, at Ivan Ramiro Sosa var et stort klatretalent, men alligevel tog han hele cykelverdenen på sengen, da han pludselig erobrede førertrøjen i det yderst stærkt besatte Tour of the Alps. Desværre betød et styrt, at han aldrig fik mulighed for at se, hvor langt han kunne være kommet, men heldigvis har han siden vist, at resultatet ikke var en tilfældighed. Særligt hans knusende sejr i det svære Adriatica Ionica Race var imponerende, og med samlede sejre i de mindre Sibiu Tour og Cycling Tour of Bihor har han nu vundet hele tre etapeløb på mindre end tre måneder. Hvor han står formmæssigt nu, er lidt tvivlsomt efter en pause, men da hans store mål er Tour de l’Avenir, hvor han ligner den helt store favorit, må han formodes at være godt kørende. Han klarede sig fint i går, hvor den eksplosive stigning slet ikke passede ham, og i morgen rammer han et stejlt bjerg, der er som skabt til ham.

 

Astana har flere ganske gode kandidater, hvis Lopez endnu mangler sin bedste form. En af dem er Pello Bilbao, der virkelig har fundet sig selv siden sidste års Vuelta. I år har han med etapesejre i Tour of the Alps og Criterium du Dauphiné samt ikke mindst den samlede 6. plads i Giroen været flyvende, og det gør ham til en naturlig kandidat til et løb som dette. Normalt har han altid skullet bruge et par løb til at komme i gang igen, men i San Sebastian var han bedre end ventet. Her arbejdede han nemlig stenhårdt for kaptajn Fraile på den sidste stigning og endte alligevel som nr. 18, og med 2. pladsen på 1. etape kan hans form ikke længere diskuteres. Han er egentlig ikke ren klatrer, men han viste i Giroen, at han har forbedret sig på lange stigninger. Kan han sidde med til stregen, er han samtidig meget svær at slå i en spurt.

 

På papiret er Louis Meintjes måske den næstbedste klatrer efter Lopez, og han burde elske et rent bjergløb som dette. Desværre har han ikke vist sine kvaliteter siden top 10-placeringen i sidste års Tour, for efter skiftet til Dimension Data har man stort set intet set til den sydafrikanske dieselmotor. Hans forår var en katastrofe, og årets sæsonmål, Giroen, endte med en tidlig exit som følge af sygdom. Comebacket i Østrig Rundt viste spæde tegn på fremgang, og da han i San Sebastian blev fanget bag et styrt, er der stadig ikke noget klart tegn på, om han vitterligt er på vej tilbage forud for Vueltaen. Desværre er Meintjes’ dieselmotor bedst i grand tours, og han har ikke de helt store resultater i ugelange etapeløb. Det ændrer dog ikke på, at det stejle bjerg passer ham, og at han bør kunne gøre sig gældende i et felt som dette.

 

Også Kenny Elissonde har i år nået nye højder som klatrer. Det skete først i Tour of the Alps, hvor han med suveræn kørsel sikrede sig en plads på Skys Giro-hold, og i den italienske grand tour var det ham, der splittede feltet på Colle delle Finestre og herigennem lagde grunden til kaptajn Froomes mageløse soloridt. Siden fik han sin egen chance i Route du Sud, hvor han blev nr. 3 og fulgte Alejandro Valverde til dørs på kongeetapen. Et rent bjergløb som dette burde passe ham, men desværre aner vi ikke, hvor han står, da han ikke har kørt løb siden midten af juni. Historisk har Elissondes form været umulig at forudsige, men en fin indsats på 1. etape lover godt. Desværre tyder det på meldingerne fra Skys officielle kanaler, at han primært er hjælper for De La Cruz og Geoghegan Hart.

 

Dimension Data har i Igor Anton en fin plan B. Baskeren har ganske vist slet ikke været ved fordums styrke i mange, mange år, men af og til viser han glimt af sin klasse. Faktisk sker det ofte i august, og i de seneste to år er han da også blevet hhv. nr. 9 og 6 i Burgos. I San Sebastian kørte han sig til en ganske flot 14. plads, og formen synes derfor igen at være timet ganske fint. Den meget stejle målstigning passer i hvert fald godt til en mand, der altid har haft det bedst på de sværeste procenter.

 

Movistar stiller ikke med A-holdet til dette løb, da kaptajnerne hviler frem mod Vueltaen. Ruben Fernandez lignede kaptajnen, men efter et tidstab på 3 minutter, er det næppe længere tilfældet. I stedet har Winner Anacona vist sig bedre end ventet. Med en 11. plads på 1. etape, der slet ikke passede ham, tyder det på, at han har ramt formen bedre, end det så ud til i San Sebastian. Når Anacona er i form, hvilket desværre som regel kun sker i grand tours, er han en fabelagtig klatrer, og så vil han altid være farlig på en etape som denne.

 

Movistar har i Rafael Valls en fin anden option. Der findes vel ingen, der som Valls i de senere år har været ramt af så mange styrt. Hver eneste gang, han har været på vej tilbage på sporet, er det igen gået galt, senest i Giroen, hvor han ellers lignede et godt bud på en top 20-placering. Han viste sig fornuftigt frem i San Sebastian, hvor han flere gange var i angreb for at forberede finalen for Landa, og det er derfor lidt usikkert, hvor stærk han vil være, når han kan køre for sig selv. Det er ganske vist ved at være længe siden, men hans flotte resultater i 2015 vidner om, at potentialet er stort.

 

Jan Hirt fortjener også at blive nævnt. Han tabte ganske vist masser af tid på 1. etape, men der var efterfølgende tale om et styrt blandt Astana-rytterne. Det har ikke været muligt at få bekræftet, men det kan meget vel have været Hirt, der var nede. Derfor kan han faktisk være i bedre form, end resultatet angiver. I tiden hos CCC var han ganske imponerende på de sværeste af de svære stigninger i løb som Østrig og Schweiz Rundt og kørte tillige en fornem Giro sidste år. Tiden hos Astana har været betydeligt sværere for den tjekkiske dieselklatrer, der er bedst på de længste og stejleste stigninger som denne. Som regel skal han bruge ganske mange løb for at finde formen, og han var da også ganske langt efter i San Sebastian. Det ændrer dog ikke på, at Hirt næppe finder en bedre finale end denne, hvis han altså ikke efter tidstabet ender som ren slave for Lopez og Bilbao.

 

Euskadi stiller med den rene klatrer Mikel Bizkarra, der gjorde det godt i Ruta del Sol, hvor han blandede sig med stjernerne. Siden da har det knebet lidt mere for den ikke altid helt stabile spanier, men han har været med fremme i de fleste af sine bjergløb og tog en stor sejr på kongeetapen i Aragonien. Vueltaen er hans store mål, og han burde kunne gøre det godt på en bjergrute som denne. Tidstabet på 1. etape lover ikke godt, men han har aldrig været en mand til eksplosive finaler. Holdets anden kaptajn, Garikoitz Bravo, synes i god form, men at vinde i dette selskab er nok for meget at håbe på for en mand, der ikke er ren klatrer

 

Sosa ligner Andronis bedste bud, men man skal heller ikke afskrive Mattia Cattaneo, der sidste år blev genfødt og viste, hvorfor han har vundet Baby-Giroen foran blandt andre Fabio Aru. I år fik han foråret ødelagt af et styrt, og derfor måtte han bruge Giroen til at køre sig i form. Alligevel var han ikke langt fra at vinde en etape. Desværre synes han dog at være lidt for begrænset i de rigtige bjerge til for alvor at være en trussel på denne etape

 

Endelig vil vi pege på to af denne sæsons positive overraskelser. Caja Rurals Alex Aranburu synes klar til at at tage over efter veteranen Sergio Pardilla, der ikke længere syns at have niveauet til at være med helt fremme. Aranburu har vist sine evner i Tour of Norway og senest da han højst overraskende spurtede sig til sejr i den hårde finale i Getxo, hvor han slog storfavoritten og specialisten Carlos Barbero, og med den imponerende 3. plads på 1. etape. Han mangler dog stadig at vise sig frem på lange stigninger.

 

Også Amanuel Ghebreigzabhier bliver spændende at følge. Han viste de første lovende takter i Dauphiné, hvor han sad med ganske længe i et af de sværeste bjergløb, og senest kørte han fremragende i Tour de Wallonie, hvor han klart var en af de stærkeste. Han synes at være i storform og bliver bare bedre og bedre. Han kunne være god for endnu en flot præstation også på landevejene i Burgos.

 

Andre kandidater til et godt resultat er Merhawi Kudus, Jeremy Maison, Javier Moreno, Jose Mendes,

 

Feltet.dks vinderbud: Miguel Angel Lopez

Øvrige vinderkandidater: Tao Geoghegan Hart, David De La Cruz

Outsidere: Ivan Ramiro Sosa, Pello Bilbao, Louis Meintjes, Kenny Elissonde, Igor Anton

Jokers: Winner Anacona, Rafael Valls, Jan Hirt, Mikel Bizkarra, Mattia Cattaneo, Alex Aranburu, Amanuel Ghebreigzabhier, Sergio Pardilla

 

Tidligere udgaver af etapen

 

Du kan gense Mikel Landas sejr fra 2017.

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First-Drapac

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team LottoNL-Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig.

Glemt kodeord?

Opret bruger