Optakt: 3. etape af Vuelta a Burgos

Ruten

Det er blevet en tradition, at løbet oftest er blevet afgjort på en kombination af kongeetapen til Lagunas De Neila, en kort tidskørsel, risikoen for sidevind samt huller opstået i puncheurfinalerne. I 2017 gjorde man imidlertid løbet ekstra bjergrigt, idet man udskiftede tidskørslen med en ekstra bjergetape. Således skulle rytterne allerede finde klatrebenene frem på løbets 3. etape, der havde mål på toppen af det helt nye HC-bjerg Picon Blanco, og det var åbenbart en stor succes. I hvert fald blev modellen gentaget i både 2018 og 2019 og nu igen i 2020, hvor det voldsomt stejle bjerg igen på tredje etape vil være rammen om det første store slag mellem klassementsrytterne i det, som allerede er ved at udvikle sig til en lille klassiker.

Med sine 150,0 er etapen en typisk kort Burgos-etape, der fører feltet fra Sargentes de la Lora til målet på det stejle bjerg Picon Blanco. Startbyen ligger i et ganske kuperet område, og det betyder, at der ligesom sidste år vil være lidt udfordringer på programmet undervejs. Først kører man via en nedkørsel mod øst, inden man kører mod nordøst op til kategori 3-stigningen Alto de la Mota (4,5 km, 6,0%), der har top efter 20,0 km og leder op til en rundstrækning. Her kører man en enkelt omgang, hvilket betyder, at man efter 39,0 km, når toppen af kategori 3-stigningen Alto Escaleron (3,6 km, 6,0%). Når man for anden gang når bunden af denne stigning, drejer man imidlertid mod nordøst og kører frem til bunden af kategori 3-stigningen Alto de Ailanes (2,8 km, 7,5%), der bestiges fra sydøst, og hvis top rundes efter 64,0 km.

Herefter ændrer etapen karakter. Nedkørslen fører mod nord og nordøst ned til den flade Burgos-slette, der følges mod øst og nordøst frem til Median di Pomar. Her vender man rundt for at køre mod vest, nordvest og til slut nordøst, inden man rammer stigningerne omkring målområdet. Her fungerer kategori 3-stigningen Alto Retuerta (3,8 km, 7,5%), hvis reelle del dog kun er de sidste 3 km, hvor det stiger med 8,9% over de sidste 900 m, og som har top efter 124,0 km, som opvarmning.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Efter den efterfølgende nedkørsel kører man mod nordøst gennem fladt terræn frem mod de høje bjerge. Her drejer man mod nord ind på Picon Blanco, der er uden for kategori. Den er 7,8 km lang og stiger med hele 9,3% i gennemsnit. Specielt er den stejl midtvejs, hvor den har en kilometer med 11,8% med et maksimum på 18%, men derefter stiger de følgende kilometer med hhv. 9,9% og 10,3%. De sidste 3 km stiger med hhv. 11,0%, 8,9% og 9,2%. Den sidste del af stigningen følger en lige vej frem til to hårnålesving kort efter den røde flamme. Derefter buer vejen ind på den 400 m lange opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 2631 højdemeter.

Picon Blanco gjorde debut i et stort cykelløb i 2017, hvor Mikel Landa sejrede med hhv. 9 og 41 sekunder ned til David De La Cruz og Enric Mas. I 2018 var vi vidner til en fantastisk colombiansk duel mellem Miguel Angel Lopez og Ivan Ramiro Sosa, hvor det var Astana-rytteren, som var hurtigst i spurten, inden De La Cruz og Merhawi Kudus nåede toppen 32 sekunder senere. Sidste år var den forsvarende vinder Sosa i særklasse, da han nåede mål i ensom majestæt 17 sekunder før Oscar Rodriguez og 24 sekunder før Antonio Pedrero.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

Vejret

Rytterne fik lov at smage på varmen i dag, men torsdag går det for alvor amok. Her topper den kortvarige hedebølge nemlig, når temperaturen på den spanske højslette ventes at nå hele 37 grader. Til gengæld vil den solrige start på dagen blive afløst af skyer, og det vil mod slutningen faktisk være temmelig skyet, endda med en beskeden bygerisiko på 10-15%. Vinden vil være let fra start, men tiltage og slutteligt være jævn. Den kommer fra syd, hvilket giver enkelte sidevindsstykker undervejs, men hovedsageligt vil der være med- eller sidemedvind. På målbjerget vil der være direkte medvind stort set hele vejen.

Favoritterne

Efter de seneste dages fladere etaper er det nu tid til løbets vel nok vigtigste etape. Nok er det Lagunas De Neila, der traditionelt har været løbets nøglestigning, men den er blevet overgået, efter at man i 2017 fandt Picon Blanco. I to af de tre forrige besøg er vinderen af etapen også endt som samlet vinder, og det er ikke uden grund. Begge de to stigninger er stejle, men hvor den stejle del af Lagunas de Neila er så kort, at det er en ret eksplosiv afslutning, har Picon Blanco en længde, der gør den mere velegnet for klatrere og til at skabe forskelle.

Alligevel er det en relativt kort stigning. Vi taler ingenlunde og nogen alpegigant på 20-25 km. I stedet er der tale om et rigtigt ”spanierbjerg” i den forstand, at det er relativt kort og uhyre stejl med procenter, man kun sjældent finder i eksempelvis Frankrig. Det er derfor stadig en afslutning, der tiltaler relativt eksplosive folk med hang til stejle procenter, selvom stigningens sværhedsgrad også gør den til guf for mere klassiske klatrere. Førstnævnte gruppe vil også drage fordel af, at etapen samlet set ikke er voldsomt svær og samtidig relativt kort, og vi kommer således ikke i nærheden af det antal højdemeter, man typisk ser på en stor bjergetape særligt i Giroen og Touren.

Etapen bør have et ret udramatisk forløb. Alle vil være meget nervøse og i tvivl om egen form, og derfor vil alle være fint tilfredse med at afgøre det til sidst. Et udbrud med de sædvanlige ”småhold” vil sikkert hurtigt blive etableret, hvorefter Bora vil tage kontrol. Man må formode, at Ineos og Bahrain først og fremmest vil få til opgave at hjælpe tyskerne, men på hjemmebane vil Movistar også have et vist pres, ligesom FDJ eller Deceuninck måske vil vise sig, selvom både David Gaudu og Remco Evenepoel stadig kan spille på en underdogstatus. Uanset hvad bør udbruddet ikke have en chance.

Det blæser lidt op i løbet af dagen, men selvom der er lidt sidevind undervejs, vil det næppe spille en rolle. Det vil derimod den kvælende varme, der meget vel kan spille nogle ryttere et puds. Samtidig er det værd at bemærke, at der vil være en ganske pæn medvind på stigningen, og selvom modvind ikke er så dræbende på så stejl en stigning, vil det i hvert fald ikke være en ulempe for dem, der gerne vil angribe tidligt. Nok vil der være lidt afventende kørsel, da alle er usikre på formen, men betingelserne for at være lidt offensiv tidligt er til stede.

Retuerta-stigningen kan måske bruges til at lægge pres på, eksempelvis fra Bahrain og Ineos, der begge kan tænkes at ville have et hårdt og ikke alt for eksplosivt løb. Vi vil dog ikke se angreb fra favoritterne her, og alt taler for, at det skal afgøres på stejle Picon Blanco. Her vil initiativet sikkert igen komme fra de samme to hold samt måske Movistar og Mitchelton, der både har styrken og incitamentet til at gå efter etapesejren.

De foregående dage har ikke gjort os meget klogere, og derfor vil favoritvurderingen af selvindlysende grund ligge meget tæt på vurderingen fra den overordnede optakt, selvom vi kunne se enkelte småting i finalen på 1. etape.

Læs også

Fænomenal brite vinder stor klassiker efter eksplosiv spurt

Derfor holder jeg også fast i, at Ivan Ramiro Sosa er min favorit. Det kan i sig selv virke mærkeligt i et løb med verdensstjerner som Mikel Landa, Simon Yates og Richard Carapaz, men det er formentlig bare et spørgsmål om tid, inden Sosa også hører til i den kategori. Desværre betød hans halvsløje Giro sidste år, at hans stjerne falmede lidt, men tilbage i 2018 var han på alles læber, da han besejrede Miguel Angel Lopez i dette løb, og på mange måder overgik ”mini Bernal” faktisk Tour-kongen i sin sidste sæson hos Androni, der har været trædesten i deres to næsten identiske karriereforløb. Og trods de lidt skuffende resultater var han trods alt igen helt overlegen i dette løb, besejrede Valverde og Uran på kongeetapen i Route d’Occitanie og rundede sæsonen af med at sætte Bernal op til en sejr i et Gran Piemonte, hvor han kørte blandt andre Emmanuel Buchmann ud af hjulet.

Sosa lagde også forrygende fra land i år ved de colombianske mesterskaber, hvor han kørte væk fra blandt andre Egan Bernal og Nairo Quintana og lignede stærkeste mand, indtil et styrt og en brækket hånd sendte ham ud af spillet. Nu har han imidlertid trænet godt i Colombia, som han gjorde forud for magtdemonstrationen sidste år, og selvom hans mål er Giroen som superhjælper for Carapaz, virker det sandsynligt, at han har gjort netop dette løb til et fokuspunkt, dels fordi han kan lave hattrick, og dels fordi han her får en sjælden chance. Stigningen er lang nok til, at han som klassisk klatrer kan gøre forskellen, og holdet med Carapaz, og Eddie Dunbar ligner et af de stærkeste. Lægger man dertil, at han så meget overbevisende i finalen på 1. etape, hvor han sammen med Evenepoel, Landa og Valverde kortvarigt fik hul, og at han forud for løbet udtrykte stor optimisme, tror jeg, at han gentager sidste års sejr.

Siden starten på løbet er min tiltro til Mikel Landa dog også steget. Ikke blot sad han med i ovenfor omtalte gruppe, han spurtede sig også til en top 5. Det er højst usædvanligt for den ikke specielt eksplosive basker, og noget tyder på, at han er i storform. Allerede for tre år siden var han ganske overlegen i dette løb, hvor han tog revanche for den bitre Tour-pille, som måtte sluges, da et enkelt sekund kostede ham en plads på podiet. Denne gang er målet dog et andet, nemlig at vise, at han er klar til Touren. Måske er Landas stjerne falmet i tiden hos Movistar, men faktisk lignede han i bjergene næstbedste mand i Giroen sidste år, ligesom han i Touren også var flyvende, indtil det hårde program ramte ham i den sidste uge. I år lagde han trods en uventet slem ribbensskade stærkt ud i Ruta del Sol, hvor det i bjergene trods vejrtrækningsproblemerne kun var Jakob Fuglsang, der var stærkere, og det vidner om, at klassen er tårnhøj.

Landa er ikke kendt som nogen suveræn starter, men han er heller ikke kendt som det modsatte, og han er som regel i fin form i forberedelsesløbene til grand tours, som han blandt andet har vist med sejren i Tour of the Alps. For ham er det vigtigt at vise sig værdig til Bahrains nærmest ubegrænsede tillid, og det gør han bedst ved atter at vinde her, hvor et hold med Pello Bilbao og Damiano Caruso også er stærkt nok til at sætte ham i scene og sørge for, at det ikke bliver alt for eksplosivt. Endnu en sejr til Landa er således meget sandsynlig.

Supertalentet David Gaudu efterlod med sin fine placering på 1. etape også et lovende indtryk. Den unge franskmand har gang på gang vist, at han efterhånden er meget tæt på verdenseliten, senest i sidste års Tour, hvor han var guld værd for Pinot, inden han rundede sæsonen af med fabelagtig kørsel i de italienske klassikere. Han har lært, at han responderer godt på højdetræning, og han kommer direkte fra Alperne, hvor han har trænet med FDJs Tour-trup. Her får han en chance på en perfekt rute for en klatrer, der tillige har et godt punch, og det er hans eneste mulighed, inden alt handler om Pinot. Han har erklæret sine ambitioner, men desværre er han også totalt utilregnelig og meget svingende, som vi så det i foråret, hvor han floppede fælt i Provence, inden han rejste sig lidt med en 4. plads i Emiraterne. Gaudu udvikler sig stadig med stormskridt, og er han i form, kan han vise sig som bedste klatrer. Og heldigvis betyder et svagt hold ikke i første omgang noget på denne etape.

Siden starten på løbet er min tiltro til Remco Evenepoel steget. Erfaringen har lært os, at det belgiske fænomen har en udviklingskurve, der er stejlere end Monte Zoncolan, og at han altid kan træde 5 watt mere, end han kunne i går. Derfor tær man slet ikke tænke på, hvor god han er blevet efter et par måneders coronapause, som blev brugt på at lave nogle vilde og voldsomme projekter som at køre op og med ad Muur van Geraardsbergen en hel dag. Meldingen fra Deceunincks træningslejre er, at han - igen - kører som den motorcykel, der i foråret nåede at vinde de to eneste etapeløb, han kørte.

Når han alligevel er et stykke nede på favoritlisten, skyldes det, at han stadig har til gode at vise sig frem på længere stigninger, der hidtil har været hans mest oplagte mangelvare, eksempelvis i et Adriatica Ionica Race, hvor han ellers var i fremragende form. Hans kørsel i Algarve viste klar fremgang, men stigningerne her er både længere, sværere og stejlere, og vi så på Malhao i netop Algarve, at han stadig har (eller havde) begrænsninger. Det er bare et spørgsmål om tid, inden Evenepoel også vinder bjergløb som disse, men sker det allerede nu? Når min tro på ham vokser, skylder det naturligvis det suveræne aftryk, han efterlod på 1. etape, hvor det også var ham, der skabte forfølgerkvartetten bag Grossschartner. Nok er stigningen her noget helt andet, men vi ved nu, at Evenepoel kan gøre selv de mest utrolige ting.

En anden rytter, der er vokset i min anseelse, er Alejandro Valverde . Egentlig troede jeg ikke, at den spanske veteran ville være i form allerede nu, da han stort set kun har VM i tankerne, og fra sæsonstart meldte han ud, at han netop ville holde lidt i reserve til de vigtigste mål. Alligevel sad han med i sidevinden og fulgte med Evenepoel på Castillo-stigningen i går, og det vidner om, at Valverde måske har genfundet det ekstra, han manglede i den sjældent svage sæsonstart. Måske blev han slået af Joao Almeida på stregen, men det var næppe en specielt helhjertet spurt for en ligegyldig 2. plads uden bonussekunder. Picon Blanco er heldigvis ikke for lang, men derimod den slags stigninger, som Valverde elsker. Han skal stadig bevise, at den svage sæsonstart ikke var tegn på, at han langt om længe er ved at falde af på den, men 1. etape tydede ikke på det.

Til gengæld er Simon Yates faldet lidt i min agtelse. I forvejen skrev jeg for et par dage siden, at jeg var meget i tvivl om britens form, da hele hans sæson handler om Giroen, og i forvejen kommer han fra en svær tid, hvor han har været under niveau siden Vuelta-sejren i 2018. Han kom skidt fra start efter tidstabet på 1. etape, og selvom det skyldtes et styrt, var det ikke lovende, at han ikke magtede at komme tilbage, selvom det lykkedes for både Ben Hermans og Rafal Majka, der ligeledes var nede. Til gengæld kan han nu drage fordel af, at han er helt ligegyldig i klassementet, og holdet har ikke lagt skjul på, at de når går efter at vinde en etape med ham. Stigningen passer glimrende, da den er meget stejl og ikke for lang, og faktisk er det en rigtig Yates-etape. Derfor vil det være dumt at afskrive ham.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour of the Alps

En spændende kandidat er George Bennett. Newzealænderen skulle egentlig have kørt Giro som kaptajn, men da Laurens de Plus pludselig blev ramt af et tilsyneladende flere måneder langt maveonde - som vist mere handlede om utilfredshed med hans skifte til Ineos - blev han hentet ind som nøglehjælper for de tre kaptajner i Touren. Dem har han trænet med i de seneste uger, og man må formode, at han er temmelig skarp allerede nu. Der er imidlertid også en grund til, at Bennett ikke kører Dauphiné. Han har nemlig haft problemer med at komme for hurtigt i form, og derfor får han en lettere optakt end holdkammeraterne for ikke at brænde ud som i Giroen og Vueltaen i 2018. Derfor har han formentlig holdt lidt igen, men samtidig ved vi altså, at han lynhurtigt træner sig i form. Han sad godt med på 1. etape, der slet ikke passede ham, og stigningen her er lang nok til, at han ikke taber på sin manglende eksplosivitet. Sidste år fik han ikke mange personlige chancer og gik derfor lidt i glemmebogen, men har han de ben, han viste i sine formstærke perioder i 2018, er han en stærkt undervurderet klatrer, der i Tour-form kan blive farlig i dette løb.

Hvad så med Richard Carapaz? Har han Giro-benene er han formentlig løbets stærkeste, for meget så ud til, at han vandt det italienske løb uden nogensinde for alvor at blive testet. Den stadig unge ecuadorianer er næppe blevet ringere siden da, men alligevel tvivler jeg på, at vi ser en flyvende Carapaz i disse uger. Vi ved af erfaring, at han stort set aldrig kører voldsomt stærkt uden for grand tours, og derfor er han oftest ret anonym i ugelange etapeløb, hvis ikke de ligger lige op til en grand tour. Der er en mulighed for, at han ar gjort Il Lombardia til et reelt mål, men jeg tror, at han har øjnene stift rettet mod Giroen og stadig er temmelig rusten. Det blev bekræftet af hans udtalelser i mandag, hvor han godt nok gjorde det klart, at han regner med at gøre det godt, men hvor han også indrømmede, at han stadig har et efterslæb. Omvendt er Carapaz så god, at han bliver meget svær at slå, hvis han vitterligt allerede er i form, og vi så i Tour Colombia, hvor han kørte for Bernal, at han var sjældent stærk så tidligt på året. Holdets tredje klatrer, Eddie Dunbar, kan formentlig komme langt, men han risikerer at blive brændt op af et Ineos-hold, som skal tage ansvar.

Bora-hangrohe stiller med Rafal Majka¸ der efterlod et meget positivt indtryk på 1. etape. Som sædvanlig var han involveret i et styrt, men modsat Yates lykkedes det ham at genvinde kontakten. I forvejen har han i 2019 rejst sig med hæderlige præstationer i Giroen og Vueltaen, og det fulgte han op med en ganske lovende præstation i UAE Tour i sæsonstarten. Også han har Giroen som mål, men han har også gjort det klart, at han meget gerne vil køre stærkt på hjemmebanen i Tour de Pologne og i Il Lombardia, hvor han ofte har gjort det godt. Majka kan således formodes at være i relativt god form, men man må dog trods alt tvivle på, om polakken fortsat er god nok til at vinde i et felt med så mange superklatrere, som man finder her. Mange øjne vil også være rettet mod den åbenlyst formstærke Felix Grossschartner, men den store østriger klatrer ikke godt nok til at vinde på så stejl en stigning. Det samme gælder for den ellers stadig bedre Lennard Kämna.

Løbet er den store chance for Jumbos Tour-hjælpere, og det betyder, at også Sepp Kuss får en sjælden chance. Desværre har amerikaneren været uhyre svingende, og som regel har han haft det svært efter sine løbspauser. Der er dog også undtagelser. Hans store gennembrud i Tour of Utah, hvor han ganske enkelt var på en anden planet, kom netop efter en god gang sommertræning, og da han i februar lagde solidt ud i Provence, var han selv meget begejstret over, at det nu lykkedes ham også at køre stærkt fra sæsonstart. Han kommer direkte fra Tignes-træningslejren, og da han responderer godt på højdetræning, skulle det ikke undre, om han er flyvende en måned inden Tour-starten. Til gengæld kan han også falde helt igennem. Det ved vi ikke endnu, men vi ved til gengæld, at den Kuss, der var afgørende for Roglic i en Vuelta, hvor han også vandt en etape, efterhånden er meget tæt på at kunne klatre med de allerbedste.

Egentlig burde Enric Mas være blandt topfavoritterne. Det spanske supertalent kom efter et svært 2019 tilbage på sporet med sejren i Guangxi, og selvom hans sæsonstart blev ødelagt af sygdom, kan man håbe, at han er klar til at vise, hvorfor han i en purung alder blev nr. 2 i Vueltaen. Et vigtigt kendetegn ved Mas er imidlertid også, at han er en langsom starter, og derfor er han bestemt ikke prototypen på en rytter, der kommer flyvende ud fra en coronapause. Touren venter lige om hjørnet, og derfor kan han ikke tillade sig at være helt væk, men jeg tror, at han skal tæskes igennem i løbene i august, før han finder sin topform. Det var da også ildevarslende, at han ikke sad hos Valverde og Soler, da det splittede i sidevinden. Netop Marc Soler forsvandt efterfølgende helt, og han må nu være ren hjælper, især på så stejl en stigning, og det samme må Antonio Pedrero, der ellers kørte med om sejren sidste år-

Det er nu eller aldrig for Fabio Aru . Italieneren insisterer på, at han er tilbage efter at være kommet sig først over sin arterieoperation og siden den sygdom, der ramte ham under Vueltaen. Han har imidlertid alt at bevise efter en ikke specielt imponerende start i Colombia, og hvis han vitterligt vil være kaptajn foran Pogacar i Touren, som manager Jose Fernandez Matxin hævder, at han er - en påstand, der næppe er nogen i denne verden, som tror på - skal han køre stærkt nu. Der er ikke meget at hænge sit håb på, men der er dog noget. Uden nogen forberedelse blev han trods alt nr. 14 i Touren, og hans Vuelta-start var også meget lovende, indtil han blev syg. Vi giver Aru endnu en chance for at vise, at talentet er der endnu, men det skal også være nu, at det skal ske.

Evigt uheldige Ben Hermans, der i 2015 var så tæt på at vinde dette løb foran selveste Contador, som man overhovedet kan være, tankede selvtillid på 1. etape. Her var han nemlig involveret i styrtet, men han var imponeret over sin evne til at komme tilbage. Siden 2015 er belgieren, der ellers var puncheur, også kun blevet bedre og bedre i bjergene, og sidste år vandt han eksempelvis både i Østrig og Utah, der var to af sæsonens allermest bjergrige løb med nogle af sæsonens stejleste og vanskeligste bjergfinaler. Niveauet i de løb var dog et andet end her, og man må trods alt tro, at store Hermans får svært ved at vinde her, også selvom han har vist, at netop stejle stigninger af denne type passer ham glimrende. Han har i hvert fald haft tid til at komme tilbage efter sit grimme styrt Down Under, og han har givet udtryk for, at han vil jagte resultater fra start i stedet for at skulle hjælpe Dan Martin i Touren.

Mitchelton har naturligvis også Esteban Chaves, men desværre kan man her næsten gentage hele historien om Aru. Modsat italieneren er det endda svært at finde nogen som helst grund til optimisme, for selvom han vandt en bjergetape i Giroen, har han ikke været i nærheden af at klatre med de bedste, siden den uheldige kyssesyge, der som bekendt har ødelagt et hav af cykelkarrierer de senere år - spørg bare Benat Intxausti og Mark Cavendish. Man kan frygte, at Chaves vil lide samme skæbne, for hans kørsel i Colombia i februar var ikke just lovende. Når jeg alligevel nævner ham, skyldes det et ganske positivt indtryk på 1. etape. Lad os håbe, at det var et godt tegn.

Deres tredje kandidat er Jack Haig, der med stille og rolige skridt nærmer sig verdenstoppen. Vi så i foråret, at han fortsat mangler lidt, men samlede andenpladser i Valencia og Ruta del Sol vidner både om stabilitet og klasse. I Andalusien var han dog også synligt svagere end Jakob Fuglsang og Mikel Landa, men hans udvikling betyder, at han sikkert allerede er bedre nu. Etapen her måtte gerne have været hårdere, men særligt Picon Blanco er et bjerg, hvor Haig bør kunne vise, at han har taget endnu et skridt mod verdenstoppen. Ligesom Yates mistede han tid, og den frihed kan han nu udnytte til at angribe, som da han vandt i Polen for nogle år siden. Stortalentet Lucas Hamilton ender efter tidstabet nok som hjælper, og 1. etape bekræftede, at det desværre går den forkerte med Mikel Nieve.

Slutteligt vil jeg nævne Joao Almeida. Naturligvis skal han primært hjælpe Evenepoel, men da holdet ikke skal tage ansvar, kan han også selv gøre det godt. Han gik i stå i 2019, men nu synes han at bekræfte talentet. Allerede i Algarve var han mageløs som hjælper for Algarve, og på 1. etape var det nærmest det rene vanvid, at han spurtede sig til en 2. plads på en overraskende hård dag efter at have ført forrest i feltet nærmest hele dagen. Naturligvis vinder han ikke, men han skal blive uhyre interessant at følge.

Derudover kan folk som Oscar Rodriguez, David de la Cruz, Louis Meintjes, Ben O’Connor, Victor de la Parte, Ruben Fernandez, Mikel Bizkarra, Jose Manuel Diaz, Nikolay Cherkasov og Laurens Huys alle gøre det hæderligt, men det vil være en overraskelse at se dem i top 10.

Feltet.dks vinderbud: Ivan Ramiro Sosa

Øvrige vinderkandidater: Mikel Landa, David Gaudu

Outsidere: Remco Evenepoel, Alejandro Valverde, Simon Yates, George Bennett, Richard Carapaz

Jokers: Rafal Majka, Sepp Kuss, Enric Mas, Fabio Aru, Ben Hermans, Esteban Chaves, Jack Haig, Joao Almeida

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Ivan Ramiro Sosas sejr fra 2019, Miguel Angel Lopez’ sejr fra 2018 og Mikel Landas sejr fra 2017.