Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Twitter Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: 4. etape af Criterium du Dauphiné
11. juni 2019 18:13Foto: A.S.O.

Med en af årets mest suveræne spurtsejre cementerede Sam Bennett sin status som løbets absolutte topsprinter på en 3. etape, hvor klassementsrytterne fik lejlighed til at puste ud efter to knaldhårde dage. Allerede onsdag skal de imidlertid på den igen, når det gælder løbets måske vigtigste etape, den 26,1 km lange enkeltstart i Roanne, hvor det første helt store slag i kampen om den samlede sejr skal slås.

Ruten

Inden ASO overtog fra den gamle ledelse, fulgte løbet et helt fast mønster, hvor der altid lå en 40-50 km lang enkeltstart om onsdagen. Siden magtskiftet har der imidlertid været plads til betydeligt flere eksperimenter, hvor det mest gennemgående træk har været, at man ligesom i Touren har skåret gevaldigt ned på enkeltstartskilometerne. Som regel har der dog stadig været en halvlang en af slagsen, men slet ikke med samme distance som tidligere. Sidste år var den helt usædvanligt afløst af et holdløb, men i år vender den tilbage i et format, der er som skabt til, at den kan bruges som test frem mod Touren. Arrangørerne har nemlig designet en rute, der både, hvad distance og terræn angår, minder meget om Tour-tidskørslen i Pau, og derfor er 4. etape både en god prøve inden juli og samtidig et stort klassementsslag i årets Dauphiné.

 

I alt skal der tilbagelægges 26,1 km på en rundstrækning omkring byen Roanne, der danner rammen om både start og mål. Efter et par tidlige sving kører man mod sydvest via en lang, lige og let stigende vej, der leder frem til byen Saint-Alban-les-Laux, der nås efter 7,5 km. Her drejer man mod nordvest og vest for at køre op ad en 2,3 km lang stigning, der stiger med 7,6% og leder op til mellemtiden, som tages på toppen efter 11,5 km.

 

Herefter kører man mod nordøst via en ganske teknisk nedkørsel ned til byen Saint-André-d’Anchon, der nås efter 15,0 km. Herfra kører man mod nordøst via en lang, helt lige og ganske let faldende vej, inden man kører ad endnu en lige vej mod øst. Til slut drejer man mod syd og siden øst og nordøst for at køre frem til målet i Roanne, hvor de sidste 5 km er stort set helt flade og afsluttes for enden af en 300 m lang og 5 m bred opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 332 højdemeter.

 

Roanne var senest vært for løbet i forbindelse med 1. etape i 2007, hvor Heinrich Haussler vandt en massespurt foran Tom Boonen og Graeme Brown. I 2005 var man vært for enkeltstarten, som Santiago Botero vandt foran Levi Leipheimer og Lance Armstrong. Endelig var Paris-Nice forbi 2004, hvor det lykkedes Leon Van Bon at snyde sprinterne og slå sin udbrudsmakker Thomas Ziegler i en spurt.

 

 

 

 

 

 

Vejret

Under Giroen var vejret et stort tema under enkeltstarterne, og med tanke på det dårlige vejr, der har præget starten på løbet, kunne man have frygtet, at det samme ville blive tilfældet under denne etape. Sådan går det imidlertid ikke, for efter nogle våde dage venter der en smuk onsdag, hvor der blot vil være ganske få skyer og en temperatur på 22 grader. En faktor kan måske være vinden, der vil komme fra syd og starte med at være let, men som langsomt vil dreje mod sydvest og tage en anelse til, så den mod slutningen af etapen vil være jævn. Det vil give side- og sidemodvind på turen ud til vendepunktet og derefter side- og sidemedvind på det meste af hjemturen, inden man kort inden Roanne rammer et kort medvindsstykke, inden man atter kører mod øst og nordøst på den sidste kilometer.

 

Analyse af 3. etape

Det er jo desværre uundgåeligt, at rytternes karrierer har en vis udløbstid. Alligevel kan man ikke undgå at blive lidt trist, når de største navne siger farvel. Selv når de har nået en alder, hvor de mod karrierens slutning ikke har været konkurrencedygtige, gør det alligevel ondt at se dem endegyldigt køre cyklen i garagen og efterlade alverdens cykelfans alene med mindet om de mange oplevelser, de har givet os.

 

Desværre kunne noget se ud til, at André Greipel er på vej mod et sådant trist farvel. Allerede da han sidste efterår måtte se sig erstattet på Lotto Soudal som holdets førstesprinter, stod det klart, at Gorillaen efterhånden levede på lånt tid. Alligevel var der en vis forhåbning om, at han ville kunne få nogle gode år på Arkea-Samsic også, for afslutningen på 2018 efterlod ikke det indtryk, at han var pensionsmoden. Tværtimod kørte han nogle fornemme spurter i sidste års Tour, hvor han viste, at hans topfart stadig kunne gøre ham konkurrencedygtig mod de bedste, og sidst på året sluttede han endda af med at vinde to etaper i Tour of Britain, hvor han besejrede navne som Fernando Gaviria og Caleb Ewan.

 

På den baggrund var det ikke mærkeligt, at Arkea-ledelsen havde forventninger om, at tyskeren kunne bidrage til en genrejsning af det fallerede franske mandskab, der havde et decideret rædselsfuldt 2018. Ikke blot håbede man, at Greipel alene på sit gode navn og rygte sammen med Warren Barguil kunne sikre holdet adgang til Touren, man satsede også stærkt på, at han ville være garant for, at holdet kunne vinde flere end de to gange, det blev til i sidste års gennemført triste sæson. Det var klart, at holdet ikke kunne yde Greipel den støtte, han altid har været så afhængig af, men som minimum burde han være leveringsdygtig i sejre i nogle af de mindre franske løb.

 

Sådan er det imidlertid ikke gået. Selvom han vandt en etape i Afrika i januar, fik mn allerede i sæsondebuten fornemmelsen af, at der var noget galt. Tyskeren burde reelt have været ganske suveræn i Tropicale Amissa Bongo, men var alligevel kun i stand til at krydse stregen først en enkelt gang, og siden da er han gået fra fiasko til fiasko. Bare fire top 10-placeringer er det blevet til i årets europæiske løb, og helt galt gik det for nylig i Dunkerque, hvor hans bedste resultat på de fire sprinteretaper var en yderst beskeden 30. plads.

 

Hidtil har man imidlertid kunnet undskylde sig med, at det formentlig skyldtes hans evige problemer i positionskampen. Den har nemlig altid været Greipels akilleshæl, og derfor var det indlysende, at tyskeren, der endda også er blevet lidt af en forsigtigper på sine gamle dage, næppe ville kunne vinde med samme regularitet som i sin storhedstid. I langt de fleste tilfælde har de manglende resultater da også været et udtryk for, at han slet ikke var i position til at spurte, og derfor har det været meget svært at vurdere, hvor meget af den gamle topfart, der faktisk er intakt.

 

Det er det for så vidt stadig efter dagens første sprinteretape i Dauphiné, men nu står det desværre efterhånden ret klart, at det ikke kun er positioneringen, den er gal med. Det franske storløb var med et relativt svagt sprinterfelt ellers det helt perfekte sted for den tyske storsprinter at komme tilbage på sporet, og da dagens etape endda bød på en alenlang opløbsstrækning helt uden sving, var denne tirsdag dagen, hvor Greipel skulle rejse sig fra de døde og vise, at han også vil være en faktor i den kommende Tour.

 

Desværre udviklede etapen sig mere til end en begravelse end en genopstandelse. Den tyske Gorilla havde ellers gjort alt rigtigt i finalen, hvor han havde grebet hjulet på storfavoritten Sam Bennett. Kort efter sørgede Shane Archbold endda for, at den irske stjerne fik det helt perfekte lead-out, og dermed sad Greipel med den helt ideelle mulighed for at vise, at han stadig er en af sportens giganter.

 

Sådan gik det imidlertid ikke. Da Archbold og Bennett skød frem, rakte Greipels kræfter end ikke til at følge med, og han måtte ganske enkelt slippe hjulet, ikke fordi han som så ofte før blev skubbet væk, men fordi der ganske enkelt ikke var mere i tanken. Herefter prøvede han desperat at redde, hvad der reddes kunne, men en stærkt lidende Greipel kunne knap rejse sig fra sadlen og rullede over stregen som en helt anonym nr. 15 i et felt, hvor man ellers skal have luppen frem for at finde bare et rimeligt antal sprintere.

 

Hvad det får af konsekvenser, er svært at sige, men lige nu kan det være vanskeligt at se Greipel overhovedet stille til start i Touren. I forvejen er han kendt som en rytter, der hurtigt stiller spørgsmålstegn ved egne evner, og dagens spurt kan ikke undgå at have sendt humøret og selvtilliden helt i bund. Han har ganske vist en chance for at rejse sig på torsdagens etape, der ligeledes bør give en chance til sprinterne, men på baggrund af det, han viste i dag, er det meget svært at tro på, at resultatet vil være meget anderledes, ikke mindst fordi der her venter en teknisk finale, som Greipel afskyr dem.

 

Måske var det meget passende, at det på denne dag netop var Sam Bennett, der tog en af årets mest suveræne spurtsejre. I mange år har Greipel nemlig været kendt som en rytter, der næsten var garant for succes, når han stillede til start i et etapeløb. Det er da også i den slags begivenheder, at han har onået hovedparten af sine imponerende 156 sejre, og i år har Bennett på fornem vis fulgt i hans fodspor.

 

Da det stod klart, at ireren måtte lide den tort at blive forbigået til årets Giro til fordel for Pascal Ackermann, satte Bennett sig nemlig i stedet det mål at vinde etaper i alle sine etapeløb, indtil han når frem til Vueltaen, der nu er det helt store mål. Den målsætning har han i den grad indfriet i en sæson, hvor han for alvor har etableret sig som en af verdens hurtigste og måske den mest direkte rival til Dylan Groenewegen i kampen om titlen som verdens hurtigste sprinter. Således blev det til en enkelt sejr i San Juan, en enkelt gevinst i det meget stærkt besatte UAE Tour, to sejre i Paris-Nice, der i år havde tiltrukket flere topsprintere end Tirreno-Adriatico, yderligere to gevinster i Tour of Turkey og nu altså også foreløbig en enkelt sejr i Dauphiné. Og var det bare lykkedes at hente Stefan Küng på 2. etape i Romandiet, havde han kunnet prale af at have vundet i alle de etapeløb, han i år har deltaget i.

 

Dagens sejr var en af de mest overlegne, vi har set i år, og det vil måske få nogen til at stille spørgsmålstegn ved værdien. Det er imidlertid umuligt at slå andre end dem, der faktisk møder op, og Bennett kan ingenlunde bebrejdes den begrænsede konkurrence. Tværtimod må man bare tage hatten af for, at han med sin ekstreme overlegenhed understregede, at han reelt er uden konkurrence i dette felt, og mere kan man jo ikke forlange af årets vel hidtil mest stabile topsprinter.

 

For spændingens skyld blev det naturligvis ikke bedre af, at han også fik et helt eminent lead-out. Også i den sammenhæng er han ellers blevet forbigået af Bora-ledelsen, der har skilt ham fra sin gamle lead-out man, suveræne Rudiger Selig, der nu er en fast del af truppen omkring Ackermann. Havde det ikke været for Peter Kennaughs pludselig farvel til holdet, havde han faktisk skulle tilbringe sæsonen uden en decideret sidste mand i et stærkt varierende tog, men britens exit betød, at der blev plads til en genforening med vennen Shane Archbold, der ellers efter en længere skadespause blev vejet og fundet for let på det stadig mere stjernespækkede hold efter 2017-sæsonen.

 

Archbolds karriere så længe ud til at være i fare, og efter et enkelt år på Aqua Blue Sport måtte han endda forud for denne sæson glide helt ned på kontinentalniveau hos det lille EvoPro Racing. Kennaughs farvel åbnede imidlertid en uventet mulighed, og med dagens sublime lead-out fik han vist, at han stadig er ganske kapabel i rollen som sidste mand inden en sprinter. Naturligvis er han ikke Selig, der aspirerer kraftigt til titlen som verdens bedste i den position, men kan Archbold fortsatte på denne vis i resten af sæsonen, er Bennett ikke helt så alene og overladt til sin efterhånden ret gode positioneringsevne, når han i resten af året skal forsøge at booste den bugnende sejrskonto yderligere.

 

Manden, der skulle have ydet Bennett modstand, var talentfulde Alvaro Hodeg, der med sejre i Catalonien, Polen og Tyrkiet allerede har vist, at han kan vinde på WorldTour-niveau. Faktisk fik han skovlen under netop Bennett i sidste års Tour of Turkey, og derfor havde han en berettiget tro på, at han måske kunne true etapens soleklare favorit. Sådan gik det imidlertid ikke på en dag, hvor der allerede kom grus i maskineriet med 20 km igen, hvor han måtte bruge værdifuld energi på at komme tilbage efter en punktering.

 

Det var dog ikke benene, men derimod positionen, den var galt med til sidst. Det så ellers lovende ud, da Julian Alaphilippe i finalen lancerede Deceuninck-toget, men desværre måtte han spejde forgæves efter Zdenek Stybar og Hodeg, da han kort efter den røde flamme slog ud. Hans to holdkammerater var nemlig blevet fanget længere tilbage, og da døren endelig åbnede sig for colombianeren, var løbet allerede kørt. Derfor blev det kun til en lidt trist 7. plads og en forspildt mulighed for at hævde sig i et Deceuninck-hierarki, hvor den endnu mere lovende Fabio Jakobsen efter en ganske sublim sæson ganske markant er rykket fra sin sydamerikanske holdkammerat. Heldigvis får han en chance igen på torsdag, men her vil det i den tekniske finale i højere grad være Alaphilippe og Stybar end Hodeg selv, der vil være bestemmende for, om det vil lykkes at slå Bennett.

 

Dagens positive overraskelse var naturligvis Wout van Aert. Ganske vist har vi længe vist, at belgieren er ganske hurtig, men at se ham blive nr. 2 i en WorldTour-massespurt var alligevel uventet, svagt felt eller ej. Van Aert bekræftede imidlertid det yderst lovende indtryk, han har efterladt de seneste dage, hvor han klart har vist os, hvorfor Jumbo lidt overraskende har valgt ham som erstatning, da en træt Primoz Roglic sendte afbud til Touren. Med solid kørsel på stigningerne samt en imponerende hurtighed kombineret med de tempoevner, han vil stille til skue i morgen, er det imidlertid et helt forståeligt valg for et hold, der sagtens kan bruge Van Aerts alsidig både til at støtte Steven Kruijswijk og George Bennett på stigninger, til at køre stærkt på holdløbet og til at spille en rolle i Dylan Groenewegens tog.

 

Top 10 bærer naturligvis præg af, at vi i dette felt primært har mere alsidige typer end deciderede sprintere. Således finder vi bag Van Aert klassikerspecialisten Davide Ballerini, der i år har overtaget rollen som Astanas førstesprinter fra Magnus Cort, og som i dag viste, at han i bjergrige løb uden de absolutte topsprintere sagtens kan begå sig. Det ser dermed også mere og mere ud til, at Cort har vinket farvel til sprinterambitionerne, hvor hans positioneringsproblemer koster ham alt for dyrt, og han ser ud til at være fint tilfreds med at hjælpe sin italienske holdkammerat og i stedet jagte succes i udbrud, hvilket han efterhånden har udviklet sig til at være specialist i, som vi senest så det på 1. etape, hvor han var meget tæt på at vinde en etape.

 

Clement Venturini fortsatte ligeledes sin fine sæson med en godkendt 4. plads, hvor han atter gjorde brug af sin fine positioneringsevne i en powerspurt, der ellers ikke passede ham, og viste dermed atter, hvorfor han er så fantastisk stabil. Til gengæld blev spurten også en understregning af, at flere sprintere slet ikke er, hvad de var engang, og det var bestemt ikke kun Greipel, der skuffede.

 

Tag nu eksempelvis Edward Theuns. Belgieren, der for få år siden var så hurtig, at han kunne vinde en massespurt i det stærke sprinterfelt i BinckBank Tour, havde faktisk vundet kampen om Bennetts hjul, da Greipel lod det glide væk, men da spurten blev åbnet, kunne den engang så hurtige Theuns end ikke holde ved, og han måtte endda se Van Aert, Ballerini og Venturini, der ikke just er kendt som de hurtigste, glide forbi. Edvald Boasson Hagen måtte også endnu engang indse, at han måske nok stadig kan vinde reducerede massespurter, som han gjorde det i søndags, men at det er slut med at blande sig med de allerhurtigste på de klassiske sprinteretaper, som han ellers har gjort i dette løb, hvor han har vundet et hav af etaper. Jens Debusschere viste igen, at han er en tam erstatning for Marcel Kittel, da han trods et ganske imponerende og velorganiseret tog fortsatte sin deroute ved blot at blive nr. 8. Og Daryl Impey leverede sin tredje skuffende præstation på tre dage, da den engang så eminente lead-out man nærmest stod stille i sit forsøg på at bringe en anden falleret sprinter, Luka Mezgec, frem til sidst.

 

En falleret sprinter er Sonny Colbrelli bestemt ikke. Tværtimod har han i de senere år vist, at han er en af verdens allerbedste puncheurs, men det er overraskende at se, hvor store problemer han efterhånden har i massespurterne. Ganske vist kunne Bahrain, der også skulle beskytte Dylan Teuns, ikke yde ham megen støtte, men alligevel var det påfaldende at se ham være helt væk i positionskampen. Det har desværre været reglen snarere end undtagelsen i de seneste par sæsoner, og det er efterhånden næsten svært at huske, hvornår Colbrelli har været i position til faktisk at bruge sin topfart.

 

Heldigvis lykkedes Bahrains anden mission, nemlig at fragte Teuns sikkert over stregen, og dermed er belgieren stadig i gult inden morgendagens enkeltstart. Som forventet blev dagens etape nemlig yderst begivenhedsfattig, og heldigvis kunne heller ikke de regnvåde veje give problemer for klassementsrytterne, der fik en let dag efter den meget hårde start på løbet. De får imidlertid også brug for hver en kalorie, de sparede i dag, for allerede i morgen genoptages klassementskampen med det, der måske kan blive den allervigtigste etape på årets relativt lette rute, den 26,1 km lange enkeltstart i Roanne.

 

Her må sprinterne til gengæld igen træde i baggrunden og forberede sig på torsdagens 5. etape, der vil være deres sidste chance i dette løb og dermed også Greipels sidste mulighed for at tanke vigtig selvtillid inden sæsonens store mål, der indledes om mindre end en måned. Desværre kan man frygte, at også den etape snarere bliver det sidste søm i ligkisten for den engang så suveræne Gorilla - og samtidig endnu en fest i den irske cykellejr, hvor man knap når at skylle det ene glas champagne ned, inden Bennett allerede har skænket op igen.

 

Favoritterne

Egentlig havde mange ventet, at det først var onsdag, at klassementskampen for alvor skulle indledes, men den overraskende dramatisk udvikling på 2. etape har ført til, at vi allerede nu har fået ret markante svar på, hvem der er i form, og hvem der fortsat har lidt rust, der skal bankes af. Det gør i hvert fald mulighederne for at vurdere billedet af onsdagens enkeltstart en anelse lettere, men på den anden side er sammenligningsgrundlaget mellem mandagens hidsige stigninger og onsdagens lange, flade veje ikke videre stort.

 

Som sagt er det denne etape, der er hovedattraktionen i årets Dauphiné. ASO har nemlig gjort overraskende lidt brug af muligheden for at bruge dele af Tour-ruten, og eneste umiddelbart slægtskab mellem de to store franske sommerløb er det forhold, at man har forsøgt at gøre de to enkeltstarter så ens som muligt. Det er lykkedes ganske godt, for selvom de enkeltstarter afvikles i vidt forskelle dele af Frankrig, er lighederne slående. Den rute, der vil blive benyttet den 19. juli i Pau, er en anelse mere kuperet, men både distance og det samlede antal højdemeter er næsten ens.

 

I gamle dage havde Dauphiné ofte relativt flade enkeltstarter, hvis distance på 40-50 km ofte var de længste, man fandt uden for grand tours og diverse mesterskaber, men i de senere år har de ofte været mere kuperede, ligesom distancen er næsten halveret. Denne er et ganske godt eksempel og byder på lidt for enhver smag. Langt det meste af ruten består af lange, lige veje, som er skabt til de store specialister, men stigningen midtvejs er så svær, at de tunge folk vil få problemer. Heller ikke nedkørslen er let, og dermed er det en ganske alsidig test, der burde passe godt til alsidige klassementsryttere, der kan vinde god tid på de rene klatrere på de lange, lige strækninger.

 

Det er da også denne ryttertype, der dominerer favoritfeltet. Dauphiné er og bliver et bjergløb, og derfor har man kun sjældent deltagelse af mere rendyrkede specialister som Victor Campenaerts og Jos Van Emden. I dette løb er det som regel kun klatrestærke folk, der er til start, og det afspejler sig i et favoritfelt, der er ganske åbent.

 

Vi skal ikke længere tilbage end til Giroen for at finde et eksempel på en enkeltstart, der i vidt omfang blev ødelagt af vejret. Da sommeren langt om længe er kommet til Frankrig, bør det ikke blive tilfældet her, men man skal dog være varsom med den varierende vind. Den vil tage en anelse til og samtidig dreje en anelse, så rytterne i højere grad for sidemedvind på første del og sidemodvind på anden del fremfor den relativt konstante sidevind, der vil ramme de først startende. Det kan være til fordel for de tidligt startende, men det er tvivlsomt, om det vil gøre en reel forskel på en etape, der trods alt afvikles over et relativt kort tidsinterval.

 

Som sagt har etapen ikke en indlysende favorit, og det er derfor med nogen usikkerhed, at vi peger på Chris Froome som vores vinderbud. I de senere år har briten nemlig stort set kun kørt gode enkeltstarter i grand tour-sammenhæng, og da han sidst var til start i dette løb, blev han eksempelvis blot nr. 8, hele 37 sekunder efter Richie Porte, der var ganske suveræn på en rute, der mindede meget om den, rytterne skal udfordres af denne onsdag. I den sæson var Froome imidlertid også langt under niveau igennem hele Dauphiné, og selvom tendensen i de senere år - endda særligt udpræget i denne sæson - har været, at han stort set kun er i form i forbindelse med de tre uger lange etapeløb, er der grund til at tro, at det måske forholder sig anderledes denne gang. I hvert fald har Froome virket ganske imponerende de første dage, ikke mindst da han på 2. etape kørte alene væk fra favoritgruppen og op til Thibaut Pinot og Michael Woods, og han har efterladt et betydeligt bedre indtryk, end han har gjort i mange af de ugelange etapeløb, hvor han i de senere år har kørt svage enkeltstarter, eller i sidste års Giro, hvor han som bekendt ikke var på toppen og leverede en halvflad indsat på 16. etape, hvor han blot blev nr. 5.

 

Når han er i form, er Froome imidlertid en eminent temporytter. Således knuste han al modstand i forbindelse med Vuelta-enkeltstarterne i både 2016 og 2017, og sidste år var han mindre end et sekund fra at vinde den afsluttende Tour-enkeltstart på et tidspunkt, hvor han ellers tydeligvis trængte til en god og lang ferie. Også i tidligere Tour-udgaver har han vundet enkeltstarter eller været meget tæt på, både i kuperet og fladere terræn. Bedst er han på kuperede ruter, men i Vueltaen har han også kørt bragende stærkt på flad vej. Denne rute er med sin lille bakke ikke helt værst, selvom han foretrækker flere udfordringer. Kombineret med den fornemme form, han synes at have fundet, tror vi, at det er nok til, at Froome med en sejr lægger løbet i et jerngreb.

 

Der er ingen tvivl om, at Tom Dumoulin på papiret er løbets bedste temporytter. I Touren i 2016, ved VM i 2017 og i sidste års Tour slog han da også Froome tre gange, og derfor burde det egentlig ligge på den flade at pege på hollænderen som favorit. Når vi alligevel har vores tvivl, skyldes det naturligvis den ærgerlige knæskade, der betyder, at Dumoulin primært er i Frankrig for at genfinde formen efter en restitutionsperiode, der desværre har varet længere end ventet. Derfor havde han heller ingen klassementsambitioner i løbet, og det var i det hele taget lidt svært at gennemskue, hvad man skulle forvente af hollænderen.

 

Noget tyder imidlertid på, at han er bedre, end han selv havde frygtet. Det krævede i hvert fald temmelig meget at sidde med i det brølstærke udbrud, der gjorde 2. etape til en brutal forestilling, og han var endda en af de sidste tre til at blive hentet. Helt uden form kan han altså ikke være, og han var da også selv ganske godt tilfreds med præstationen, der endda ikke gav nye problemer med knæet. Det gør ham naturligvis til en oplagt kandidat til denne etape, hvor han må formodes at være feltets bedste på de flade strækninger, ligesom han elsker enkeltstarter, der også byder på bakker. Desværre har han ikke haft samme regularitet på enkeltstarterne som tidligere, og han har leveret flere skuffende præstationer undervejs. Det var eksempelvis tilfældet ved sidste års VM, under sidste års Giro og i år både i Tirreno og i Giroen. Med andre ord ser det ud til, at hans grand tour-fokus har kostet lidt på tempoevnerne, men det ændrer ikke på, at han altså vandt Tour-enkeltstarten sidste år samt vandt VM for mindre end to år siden. Med den overraskende gode form bør Dumoulin være med i kampen om sejren, ikke mindst fordi han som tidligt startende vil kunne drage fordel af den lettere vind.

 

Meget kunne pege på, at Ineos ender med at levere en mindre magtdemonstration på denne etape. Michal Kwiatkowski er således et andet fremragende bud på en vinder, i hvert fald hvis Froome giver ham lov til at køre fuld gas. Det er ganske sandsynligt i et løb, der først og fremmest er et forberedelsesløb for briterne, og polakken har da også selv givet udtryk for visse ambitioner. I de senere år har han virkelig forbedret sig i kampen mod uret, og han er således blevet nr. 2 og 4 på de seneste to Tour-enkeltstarter, ligesom han blev en fornem nr. 4 ved sidste års VM. Lidt skuffende blev han kun nr. 3 på årets Paris-Nice-enkeltstart, hvor han ellers var den store favorit, men i de senere år har det hørt til sjældenhederne, at Kwiatkowski ikke har kørt med om sejren på sine enkeltstarter. Den blandede rute passer godt til en alsidig fyr som ham, og han har set ganske velkørende ud de første dage, som det i øvrigt altid gælder for Ineos-ryttere, når vi nærmer os Touren. Det er da heller ikke noget tilfælde, at Kwiatkowski sidste år vandt prologen i dette løb, og med en relativt tidlig start og dermed mere gunstige vindforhold kan det sagtens ende med, at han for andet år i træk sejrer på løbets individuelle tidskørsel.

 

Den tredje af de oplagte Ineos-kandidater er Gianni Moscon. Den alsidige italiener mestrer alle sportens discipliner, herunder også enkeltstarten, der indbragte ham en 6. plads ved VM for to år siden. Efter det katastrofale forår, der blev helt ødelagt af et styrt i Emiraterne, viste han formfremgang i Californien, og nu tilhører han den gruppe af Ineos-ryttere, der er kommet ned fra højderne, som regel i forrygende form. Ganske vist havde han en lille offday mandag, hvor han blev sparet som næstsidste hjælper, men aldrig kom frem for at føre, og i det hele taget kan Moscon være meget utilregnelig. På sine gode dage er han imidlertid fremragende, og han blev da også nr. 3 på prologen i dette løb for et år siden. VM har vist os, at han også mestrer de lange distancer, og også han bør elske den alsidige rute. Med Moscon har tendensen desværre været, at man aldrig helt ved, hvad man får, men da man som regel kan stille uret efter Ineos-rytternes form frem mod Touren, er chancerne for en stor Moscon-enkeltstart bestemt til stede.

 

En af de opløftende faktorer ved 2. etape var den fine kørsel fra Tejay van Garderen. Ganske vist kunne han ikke helt sidde med Froome og co., men med tanke på hans generelle klatreniveau i de senere år var det alligevel noget af det bedste, vi har set fra den fallerede amerikanske stjerne. Midt i nedturen har der dog været ét lyspunkt. Gennem hele periode har Van Garderen kørt gode enkeltstarter, som da han sidste år sejrede i Californien og blev nr. 3 i Tour de Suisse. Også i år har han gjort det godt med en 4. plads i Paris-Nice, og selvom også han kan være temmelig svingende, er der grund til at tro på en god præstation fra en mand, der altså synes at være i glimrende form. Sammenlignet med mange andre i dette felt er han i hvert fald en god temporytter på flad vej, og med tanke på de generelle fremskridt, EF har gjort i kampen mod uret i denne sæson, er der grund til at tro, at Van Garderen kan ride med på den bølge.

 

I mange år var Joey Rosskopf ikke nogen stor temporytter, men det ændrede sig pludseligt i 2017, da han blev nr. 5 på den sidste Giro-enkeltstart. Siden da er han to gange blevet amerikansk mester, og det helt store gennembrud kom, da han sidste år blev nr. 2 bag Rohan Dennis på den lange Vuelta-enkeltstart. Rosskopf er stadig meget svingende i disciplinen, men noget tyder på, at han er i form. I hvert fald har han klatret uventet godt de første dage, og her kan han endelig se frem til en enkeltstart af en distance, hvor han kan nå at få motoren varmet op. Han har den rette alsidighed til at gøre det godt på denne rute, men han er også en af de ustabile typer, man aldrig rigtigt helt ved, hvor man har.

 

Nils Politt har aldrig rigtigt været tempospecialist, men han har altid kørt hæderligt. Pludselig bragede han imidlertid et topresultat af, da han blev nr. 2 ved årets Paris-Nice-enkeltstart. Det kunne i sig selv antyde, at han burde være et af de varmeste navne til denne enkeltstart, men så enkelt er det ikke. I marts blev han nemlig hjulpet af skiftende vind, og den rytter, der slog ham, var Simon Yates, der trods alt langt fra er nogen tempospecialist på en flad rute som den, de udfordrede af dengang. Alligevel er der grund til at holde et vågent øje med Politt, der bare bliver stærkere og stærkere og med sin offensive kørsel i det meget svære terræn mandag viste, at han er i fremragende form. Enhver, der så Paris-Roubaix i år, vil vide, at en formstærk Politt er helt ustoppelig, og med de forbedrede klatreevner, han efterhånden har opnået, og en distance, der gør det muligt for ham at nå op i omdrejninger, er han en kandidat til endnu et topresultat på fransk jord.

 

Etapens lottokupon må være Wout Poels Hollænderen er nemlig altid helt utilregnelig, ikke mindst på enkeltstarter. På sine gode dage kan han være flyvende, som da han knuste al modstand i Paris-Nice i 2018, ligesom han i 2017 kørte en fornem Vuelta-enkeltstart på en flad tonserrute. Til gengæld kører han også ofte skuffende, og det er desværre reglen snarere end undtagelsen. Denne rute er da også en anelse for flad til, at han vil være begejstret, men til gengæld virkede han i overlegen form på 2. etape, hvor han trods sit tidlige føringsarbejde sad med de bedste favoritter. Af erfaring ved vi, at Ineos-ryttere altid kører brølstærkt i dette løb, og noget kunne tyde på, at der denne gang også vil være gevinst på lottokuponen Poels.

 

Et af de mest interessante momenter bliver at se Wout van Aert i aktion. Belgieren leverede en gedigen sensation, da han for nogle år siden slog Tony Martin på enkeltstarten i Belgium Tour, og selvom det var over en langt kortere distance, fik det ham til at gøre de belgiske mesterskaber til et mål. Det endte desværre med en lidt flad 6. plads, og siden da har han kun kørt få enkeltstarter. Han har dog en 2. plads bag Mads Pedersen i sidste års Danmark Rundt samt yderligere en 3. plads i Belgium Tour på sit cv, og nu, hvor han satser langt mere på landevejen og har udviklet sin motor samt er blevet en del af Jumbos stærke enkeltstartssatning, er der grund til at tro, at han nu også er i stand til at begå sig over længere distancer. Den nylige højdetræningslejr har givet ham en så god form, at han har sikret sig en uventet Tour-plads, og han har da også imponeret i dette løb. I morgen får vi at se, om Jumbo har kunnet forbedre hans tempoevner så meget, at han også kan køre med om sejren i sin første lange enkeltstart på dette niveau.

 

Lad os tage endnu en Ineos-rytter. Dylan van Baarle var kendt som specialist i sine unge år, men de evner forsvandt helt, da han blev professionel. Efter skiftet til Sky/Ineos overraskede han imidlertid pludselig alt og alle ved at blive hollandsk mester i 2018, men desværre har han siden dengang ikke kørt én eneste god enkeltstart. Derfor er det også svært at være alt for optimistisk, og heller ikke den suveræne klatreform, han har vist i år, hvor han nærmest er blevet en hel bjergrytter, har ændret på hans præstationer på tempocyklen. Alligevel så vi altså, at han sidste år hev en enkeltstartskanin op af hatten, da han kæmpede for en plads på Tour-holdet. Lige nu må han formodes at være i absolut topform i sine bestræbelser på at få en plads i Frankrig til juli, og derfor kan han måske gentage overraskelsen fra sidste års nationale mesterskaber.

 

En anden rytter, vi glæder os som børn til at se, er Thibaut Pinot. Franskmanden udviklede sig for år tilbage pludselig til en førende specialist, da han ikke blot blev fransk mester, men også vandt en Romandiet-enkeltstart foran selveste Dumoulin. Siden da er han imidlertid faldet tilbage til sit gamle ”tamme” niveau, og i 2017 og 2018 har enkeltstarten snarere været en akilleshæl end en styrke. Forklaringen skulle imidlertid være smerter i forbindelse med den gamle position, og derfor har han nu ændret sin stilling på cyklen. Enkeltstarterne i Provence og Tirreno, hvor ruterne slet ikke passede ham, kunne indikere, at det har hjulpet, men den første rigtige test kommer først her, hvor vi endelig skal se ham på en længere og mere kuperet rute. Pinot har i hvert fald vist, at han har evnerne, og på 2. etape kørte han så stærkt, at Froome pegede ham ud som løbets stærkeste mand. Med den superform kan Pinot i morgen genrejse sig som temporytter.

 

For to år siden knuste Richie Porte al modstand på enkeltstarten i dette løb, og det burde egentlig gøre ham til en brandvarm favorit. Desværre har de seneste dage og hans egen udtalelser fortalt os, at han efter et sygdomsramt forår stadig har en del vej at gå inden Touren. Samtidig ved vi af erfaring, at Porte i den senere år kun har kørt gode enkeltstarter, når han er i form, og selv når han har været flyvende, har han været temmelig ustabil i de meget få individuelle tidskørsler, han har kørt i de senere sæsoner. Eksempelvis skuffede han fælt i Tour de Suisse sidste år, ligesom han kørte en sløj enkeltstart i Touren i 2017, der ellers var den sæson, hvor han vel havde sit allerhøjeste niveau. Der er ingen tvivl om, at Porte har evnerne, men med tanke på de svingende enkeltstarter og den alt andet end prangende form, tror vi mere på en skuffelse end en gentagelse af sejren fra for to år siden.

 

Er Vasil Kiryienka langt om længe blevet indhentet af alderen? Noget kunne tyde på det. I hvert fald har han i de senere år ikke kørt mange gode enkeltstarter. Alligevel blev han sidste år nr. 3 i Baskerlandet og nr. 9 til VM, men sidstnævnte var hans suverænt ringeste VM-præstation siden 2012, hvor han fik sit store gennembrud. Bedre er det ikke blevet af, at han missede den første del af sæsonen som følge af hjerteproblemer, og han har ikke virket helt skarp siden comebacket. Skal man pege på en Ineos-hjælper, der kan vælge at tage den med ro på denne etape, er Kiryienka nok også et godt bud. Omvendt var det ganske imponerende, at hviderusseren sammen med Ian Stannard kontrollerede den knaldhårde 2. etape, og det viser, at formen ikke er helt ringe. Distancen her er lang nok til, at Kiryienka også kan komme i spil. Nu skal han bare vise, at han også som 37-årig kan begå sig på dette niveau, selvom han har haft en svær tid med helbredsproblemer.

 

En anden specialist er Alex Dowsett, der imidlertid har kørt langt flere ringe enkeltstarter end gode i de seneste par år. Af og til hiver han dog stadig en kanin op af hatten, som da han sidste år blev nr. 4 på den indledende Giro-enkeltstart, nr. 6 på den lange af slagsen og i år nr. 6 på Romandiet-prologen, selvom han da netop var kommet tilbage efter en skadespause. Også nu er han netop kommet tilbage efter en skade, og hans form er derfor lidt usikker. Vores skepsis skyldes dog først og fremmest den ret svære stigning, der formentlig vil knuse vinderchancerne for den tunge Dowsett, der i de senere år også har været bedst over kortere distancer.

 

Mange danske blikke vil være rettet mod Jakob Fuglsang. Igennem mange år har enkeltstarten været en kolossal svaghed for danskeren, der da også blot blev nr. 28 i 2017, hvor han ellers endte med at vinde løbet. Siden dengang er der imidlertid klare tegn på fremgang. Det startede med den chokerende 8. plads på den flade rute i Schweiz sidste år, og siden har han fulgt det op med en fornem enkeltstart i Ruta del Sol, hvor ruten dog var langt mere kuperet. Ser man bort fra sidste års Tour-enkeltstart, der endte som en skuffelse, har Fuglsang faktisk kun kørt den omtalte enkeltstart i Spanien over en nogenlunde lang distance siden resultatet i Schweiz sidste år, og derfor har vi til gode at finde ud af, om det var et one-hit wonder, eller om det er udtryk for en reel forbedring. Med tanke på den forrygende fremgang, han generelt har leveret i år, er der grund til at tro, at det kan være udtryk for et nyt niveau for danskeren, der som bekendt var en god temporytter i karrierens begyndelse.

 

Bahrain-Merida stiller med Jan Tratnik, der tog en lidt overraskende prologsejr i Romandiet. Sloveneren har med en top 10 ved VM i 2017 vist, at han også mestrer de længere distancer, men ruterne skal helst være kuperede og tekniske. Denne byder nok på lidt for meget tons efter hans smag, ikke mindst fordi han ikke just imponerede ved fredagens nationale mesterskaber, hvor han blev slået ganske klart af Tadej Pogacar. Ruten har dog heldigvis en bakke, og det kan Tratnik formentlig udnytte til sin fordel, som han gjorde det ved benævnte VM, eller da han sidste år vandt Coppi e Bartali-enkeltstarten.

 

Gorka Izagirre har aldrig været lige så god som sin bror, heller ikke på enkeltstarter, men han er dog en habil temporytter. Således er han blevet nr. 5, 6 og 10 i Paris-Nice, nr. 5 i Romandiet og Polen og nr. 9 i Tour de Suisse, og det viser, at han har visse evner. Ligesom sin bror synes han dog at have tabt lidt niveau på det seneste, og i forvejen har han kun for alvor været stærk på tekniske eller meget kuperede ruter. Derfor er vi ikke svært optimistiske på hans vegne, men i lyset af den fine form, han viste i det stærke udbrud på 2. etape, udelukker vi ikke, at han kan vise os, at han stadig kan trække en god enkeltstart op, når det kræves.

 

Remi Cavagna startede sin professionelle karriere med at køre nogle flotte enkeltstarter, men på det seneste har der været meget langt mellem snapsene. Faktisk var vi på nippet til slet ikke at nævne ham i denne optakt, indtil vi så, hvor flot han kørte i udbruddet på den knaldhårde 2. etape. Her viste han fremragende form, og det kunne indikere, at benene i hvert fald er der. Nu skal han bare vise, at han stadig har det tempotalent, han viste for et par år siden.

 

At kalde Daryl Impey specialist er nok lidt af en tilsnigelse, men på sine gode dage kører han hæderligt. Særligt vil mange huske, at han for to år siden blev nr. 5 på den sidste Tour-enkeltstart, ligesom han også er blevet nr. 3 i Tour de Slovenie. Desværre imponerede han ikke just på 2. etape, og noget kunne tyde på, at formen ikke er den bedste. Vi vil derfor blive lidt forundrede, hvis Impey, der oftest skuffer på enkeltstarter, er med helt fremme, men han er en af de ryttere, der har potentialet.

 

Endelig vil vi pege på Alberto Bettiol. Skal man pege på årets største overraskelse, må hans 2. plads på enkeltstarten i Tirreno være en stærk kandidat. Italieneren har nemlig aldrig vist skyggen af tempoevner tidligere, men alligevel var det kun Victor Campenaerts, der var bedre i et felt, som endda talte snart sagt alle verdens specialister. Siden da har han ikke haft tempocyklen fremme, og vi ved derfor ikke, om det var udtryk for en reel forbedring. Denne lange enkeltstart er tillige noget helt andet end den eksplosive sag i Italien, hvor Bettiol umiddelbart bør stå stærkere. Vi vil tro, at han har det sværere over en lang distance, men med den fine form, han viste, da han splittede feltet mandag, er der bestemt grund til at tro, at det kan ende med endnu en overraskelse.

 

Andre kandidater er Alessandro De Marchi, der aldrig tidligere havde kørt gode overraskelser, inden han to gange overraskede i sidste års Vuelta, Steven Kruijswijk¸ der dog som regel kun kører gode enkeltstarter i grand tours, Felix Grossschartner, der imidlertid synes at være langt fra formen, Edvald Boasson Hagen, der ganske vist vandt enkeltstarten i Valencia i år, men som ikke har kørt én eneste god længere enkeltstart i en menneskealder, Julian Alaphilippe, der dog ikke bryder sig om hverken distance eller terræn, Dylan Teuns¸ der sidste år gjorde store fremskridt, men som i år har skuffet oftere, end han har overrasket, Jose Goncalves, der dog aldrig har været god over længere distancer, Neilson Powless, der imidlertid har været en nærmest kronisk skuffelse som professionel, Adam Yates, der måske har forbedret sig i samme omfang som brormand, men endnu har til gode at vise det, samt Alexis Gougeard, der kun sjældent kører gode enkeltstarter, men lige nu synes at være i storform.

 

Feltet.dks vinderbud: Chris Froome

Øvrige vinderkandidater: Tom Dumoulin, Michal Kwiatkowski

Outsidere: Gianni Moscon, Tejay van Garderen, Joey Rosskopf, Nils Politt, Wout Poels

Jokers: Wout van Aert, Dylan Van Baarle, Thibaut Pinot, Richie Porte, Vasil Kiryienka, Alex Dowsett, Jakob Fuglsang, Jan Tratnik, Gorka Izagirre, Remi Cavagna, Daryl Impey, Alberto Bettiol

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Criterium du Dauphine
Nyheder Profil Startliste Resultater
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

VM - Herre Junior (Enkelt...(CM) 23/09

VM - Holdtidskørsel (Mix)(CM) 22/09

VM - Dame Junior (Enkelts...(CMW) 23/09

Primus Classic(1.HC ) 21/09

Gooikse Pijl(1.1) 22/09

Grand Prix d'Isbergues - ...(1.1) 22/09

Memorial Marco Pantani(1.1) 21/09

Trofeo Matteotti(1.1) 22/09

VM - Holdtidskørsel (Mix)(CM) 22/09

Gooikse Pijl(1.1) 22/09

Grand Prix d'Isbergues - ...(1.1) 22/09

Trofeo Matteotti(1.1) 22/09

VM - Herre Junior (Enkelt...(CM) 23/09

VM - Dame Junior (Enkelts...(CMW) 23/09

VM - U23 Herrer (Enkeltst...(CM) 24/09

VM - Kvinder (Enkeltstart)(CMW) 24/09

VM - Herrer (Enkeltstart)(CM) 25/09

Omloop van het Houtland L...(1.1) 25/09

VM - Herre Junior(CM) 26/09

VM - U23 Herrer(CM) 27/09

VM - Dame Junior(CMW) 27/09

VM - Kvinder(CMW) 28/09

VM - Herrer(CM) 29/09

Paris-Chauny(1.1) 29/09

Cro Race(2.1) 01/10-06/10

Tour of Croatia(2.1) 01/10-06/10

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

SØG OG SAMMENLIGN BLANDT MILLIONER AF CYKLER OG CYKELGEAR