Optakt: 4. etape af Criterium du Dauphiné

LIVESTREAM RESTEN AF CRITÉRIUM DU DAUPHINÉ PÅ DISCOVERY+.

Ruten

Inden ASO overtog fra den gamle ledelse, fulgte løbet et helt fast mønster, hvor der altid lå en 40-50 km lang enkeltstart om onsdagen. Siden magtskiftet har der imidlertid været plads til betydeligt flere eksperimenter, hvor det mest gennemgående træk har været, at man ligesom i Touren har skåret gevaldigt ned på enkeltstartskilometerne. Som regel har dog stadig været en halvlang en af slagsen, men slet ikke med samme distance som tidligere. I 2018 var den helt usædvanligt afløst af et holdløb, men mønsteret synes at være, at den har genfundet sin plads. I hvert fald er den ligesom 2019 med igen denne gang (efter sidste års forkortede og tidskørselsløse rute), og det sker igen i et afkortet format over beskedne 16,4 km - næsten 10 km færre end i 2019. Samtidig har de klassiske specialister ikke alt for megen grund til at slikke sig om munden, for med 317 højdemeter over den beskedne distance stilles der også visse krav til klatreevnerne.

I alt skal der altså tilbagelægges 16,4 km, som fører feltet fra Firminy til Roche-La-Molière. Starten er den terrænmæssigt letteste, men også teknisk lidt kompliceret. Der er nemlig seks sving i den indledende fase, når man ad en let faldende vej kører mod sydvest ud gennem startbyen, inden man rammer en relativt lige og let faldende vej, der leder mod nordøst hen langs L’Ondaine-floden.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Efter 4,7 km drejer man nord nordøst ind på en bakke (700 m, 5,8%), hvorefter det falder ganske kortvarigt, inden det atter begynder at stige let (2,4 km, 4,4%). Midtvejs oppe ad denne bakke tages mellemtiden efter 7,5 km. På toppen drejer man mod nordvest for derefter at følge en generelt let stigende vej, inden man drejer mod øst for at køre ad en vej, der falder let, og siden går op ad en bakke (1,0 km, 3,9%). Derefter falder den igen let frem til et sving med 1,0 km igen. Slutteligt går det ad en helt lige og 5 m bred vej mod syd, idet de sidste 1,4 km stiger med 4,1%, herunder 2,7% over den sidste kilometer.

Etapen byder på i alt 317 højdemeter.

Roche-La-Molière har ikke tidligere i dette årtusinde været målby for et stort cykelløb.

Vejret

Efter en solrig og varm tirsdag venter en pæn, men ikke helt så varm onsdag. Det vil generelt være temmelig skyet, dog med opklaring sidst på eftermiddagen, hvor temperaturen ventes at nå 24 grader. Der er en beskeden bygerisiko på 10%, og det vil være en smule blæsende med en jævn vind (18 km/t), der burde være helt konstant og komme fra syd. Det giver skiftevis med- og sidemedvind på det meste af ruten, indtil man får sidevind med 4,3 km igen og slutteligt modvind over den sidste kilometer.

LIVESTREAM RESTEN AF CRITÉRIUM DU DAUPHINÉ PÅ DISCOVERY+.

Analyse af 3. etape

Det er ikke mange dage siden, at meget af cykelverdenen talte om Giacomo Nizzolo og dennes Giro-forbandelse. Det var på det tidspunkt, hvor hans endeløse serie af andenpladser var syntes at blive ved og ved, efter at han åbnede den italienske grand tour med at sikre sig yderligere to af slagsen. På det tidspunkt så det ud til, at det aldrig rigtigt skulle lykkedes for den hurtige italiener at få hul på bylden.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Men det gjorde det! For halvanden uge sig var Nizzolo endelig den hurtigste i en Giro-massespurt, da han endda med stor suverænitet satte alle rivalerne til vægs i Verona på løbets 13. etape. Efter ikke færre end 11 andenpladser og i alt 16 podiepladser kunne Nizzolo endelig kalde sig etapevinder i det løb, der mere end noget andet har defineret hans karriere.

På en eller anden træningslejr sad Sonny Colbrelli sikkert og så til. Han må mere end nogen anden have kunnet føle Nizzolos frustration, for han kender kun alt for godt til følelsen af at være forbandet. Sådan har det nemlig været for ham i flere år i Tour de Romandie, hvor han var nærmest kronisk favorit på løbets mange etaper for holdbare sprintere, men det ville bare aldrig lykkes. Endelig mislykkedes det at hente udbruddene, som da Thomas de Gendt og Stefan Küng snød ham, eller også blev han svigtet af sit hold, så han sensationelt blev overspurtet af Omar Fraile. Et eller andet gik bare altid galt for Colbrelli!

Det gav ham en ret imponerende samling. Da 1. etape af årets udgave af løbet sluttede med endnu en 2. plads, denne gang bag Peter Sagan, var det hans fjerde af slagsen. Dertil skulle lægges to tredjepladser og en sjetteplads - men altså stadig ingen sejr. På det tidspunkt må han næsten have følt sig fristet til at opgive kampen mod en forbandelse, der bare blev ved og ved.

Heldigvis kommer alt godt til den, der venter, og måske skulle presset bare væk. I hvert fald lykkedes det endelig for Colbrelli at ophæve hekseriet, da han overraskede sig selv og det meste af cykelverdenen ved at vinde årets 2. etape, som han ellers havde regnet som værende for svær. Paradoksalt blev det på dagen, hvor ingen ventede det, at han fik den sejr, der havde været ventet igennem fire år.

Måske var det erfaringen med Romandiet-forbandelsen, der gjorde Colbrelli så tålmodig i denne uge. Nu kan man ingenlunde tale om nogen langvarig Dauphiné-forbandelse i det franske løb, som ikke på samme måde som Romandiet har været en fast del af kalenderen. I hvert fald skippede han det i 2018 til fordel for Tour de Suisse, hvor han da også vandt en etape, og da han i år stillede op for fjerde gang - og tredje gang med en realistisk chance for at vinde en etape - var hans bedste resultater kun en 4. og en 8. plads samt to 8. pladser. Alligevel må han efter de to første etaper have følt det sådan, at den schweiziske forbandelse var flyttet lige over grænsen til det sydøstlige hjørne af Frankrig.

Alt skulle nemlig gå galt på de første to etaper. Trods en på alle måder upåklagelig arbejdsindsats fra det decimerede Bahrain-hold og en i går mildt sagt overbevisende klatrepræstation af Colbrelli selv skulle det bare ikke lykkes. Hjælpen var til at overse fra særligt Astana og Movistar, der i går kastede håndklædet i ringen, nærmest inden de havde fået det op af tasken, og mod de dybt imponerende Brent van Moer og Lukas Pöstlberger var Bahrain-mandskabet bare ikke stærke nok.

Derfor forstår man godt, hvis Colbrelli gik til start på dagens 3. etape med nogen nervøsitet. Der var nemlig utroligt meget Romandiet-fornemmelse over det. Løbets fladeste etape, som plejer at være en lille godbid for sprinterne, var i denne urimeligt sprinterfjendtlige udgave af løbet, krydret med en ganske stejl bakke op til målet på et højdrag lige vest for Rhone-floden. Det var på alle måder sandt guf for Colbrelli, der er puncheur mere end sprinter, og med den form, han havde vist i Massif-Central tårnede han sig op som etapens altoverskyggende favorit.

Problemet var bare, at han ligesom havde prøvet det før, og i den rolle plejede det jo altid at gå galt. Baseret på Romandiet-erfaringen skulle det som nok være på en bjergetape, han skulle bryde sin forbandelse, og ikke på en etape, der næppe kunne være mere skræddersyet til en fyr som ham.

Heldigvis kunne han alligevel - pres eller ej. Da en ret begivenhedsfattig etape nåede sit klimaks på de relativt stejle procenter mod toppen, blev det med spænding imødesete kogt ned til et opgør mellem etapens to forhåndsfavoritter, Colbrelli og Alex Aranburu, der viste sig i stand til at køre resten af feltet ud af hjulet. Kortvarigt fik man fornemmelsen af deja-vu fra den så berømte Romandiet-spurt i 2017, hvor en anden Astana-rytter, Fraile, havde snydt Colbrelli for den store gevinst, men heldigvis var der ingen gentagelse af baskiske klø. Med den imponerende styrke, han også viste de foregående dage, gik Colbrelli let forbi sin rival og føjede Dauphiné til listen over WorldTour-etapeløb, hvor han har vundet - en liste, der i forvejen tæller Paris-Nice, Romandiet og Schweiz.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Sjovt nok var det denne gang en enmandspræstation. Det Bahrain-hold, der havde kæmpet så fornemt de seneste dage, var nemlig ingen steder at se i den hektiske positionskamp, der altid har været Colbrellis store svaghed. Marco Haller skød frem for at tage en sen føring, men denne gang var Colbrelli overladt til sig selv i forsøget på at finde det rette hjul.

Det var måske en anelse overraskende. Araberne havde nemlig fået det helt som ønsket efter de seneste dages udbrudssejre. Den hårde start på etapen i Massif-Central lagde i den grad op til et tredje forsøg på at snyde sprinterne, men denne gang lykkedes det åbenbart sprinterholdene at sende så kraftige signaler, at bare to mand kørte væk med det samme. Derfor slap Bahrain-mandskabet helt for at arbejde, også fordi den ellers ikke specielt stærke vind i Rhone-dalen var nok til at gøre feltet så uhyre nervøst, at udbruddet kom tilbage helt af sig selv.

Alligevel måtte Colbrelli operere alene mod de langt mere organiserede tog til sidst, men heldigvis var det en teknisk ukompliceret finale, der med den lange, seje bakke var mulig at håndtere med gode ben. Dem har Colbrelli til overlod i disse dage, og derfor havde han ingen problemer med at holde sig fremme, hverken da Deceuninck satte sig frem for Fabio Jakobsen, eller Michal Kwiatkowski ofrede egne chancer i en finale, der lå til hans højreben, og førte feltet og ikke mindst altid opmærksomme Geraint Thomas under den røde flamme.

Herefter var Colbrelli lysvågen. Aranburu, der er kendt for endnu større positioneringsvanskeligheder end italieneren, sad igen lidt længere tilbage og valgte et optimistisk overraskelsesangreb med en lang spurt. Overraske Colbrelli kunne han imidlertid ikke, og selvom det var svært ikke at blive imponeret over baskeren, der kørte fra resten af feltet, var løbet reelt afgjort, da Colbrelli hurtigt viste, at superbenene fra i går stadig var intakte.

Det var naturligvis frustrerende for Aranburu, ikke mindst fordi han med sin fine spurt satte en fed streg under, at Astanas manglende initiativ de seneste dage var helt ubegrundet. Benene er i hvert fald aldeles glimrende, og Aranburu kan i hvert fald glæde sig over, at han i år har taget et ekstra skridt op ad puncheurranglisten efter et 2020, hvor han mest af alt skuffede, ikke mindst i Suances i Vueltaen. I år viste han allerede fremgang i Provence og ikke mindst i det ekstremt stærke puncheurfelt i Tirreno, og nu står det efterhånden ret klart, at Aranburus første store puncheursejr venter, så snart han også får bedre fod på positioneringen.

At Colbrelli og Aranburu ville ende som nr. 1 og 2, kunne man godt have spået. Til gengæld var det næppe mange, der havde set, at Brandon McNulty med en fornem spurt faktisk skulle være meget tæt på at gå forbi i hvert fald Aranburu. Det så i hvert fald ud til at komme bag på McNulty selv, for han var slet ikke i position, da spurten startede. Tværtimod var UAE i gang med et på papiret meget optimistisk projekt, hvor de brændte deres bedste puncheur, Sven Erik Bystrøm, af i forsøget på at sætte Alexander Kristoff i scene i en finale, hvor han aldrig havde skyggen af chance, og hvor han også trådte firkantet i det øjeblik, han forsøgte at svare på Aranburus spurt.

Det gjorde McNulty i stedet - men desværre alt for sent. Amerikaneren lignede mest en mand, der bare holdt sig fremme, for selvom han faktisk viste lidt hurtighed med en overraskende god spurt i Giroen sidste år, har han stort set aldrig blandet sig i spurter. Derfor forstår man godt, at han ikke havde store ambitioner, men det er måske en betragtning, han skal til at revurdere. Heldigvis kan han trøste sig med, at Colbrelli nok alligevel var blevet svær at slå, og han fik i hvert fald bevist, at søndagens fiasko formentlig skyldtes den nylige rejse fra USA og ikke dårlige ben.

I det hele taget blev etapen endnu et vidnesbyrd om, at sprintere ofte er alt, alt for optimistiske. Så snart finalen er relativt flad, synes der være en tendens til, at Gud og hver tung mand tror på sig selv, og sådan var det også denne gang. UAE gik all-in for Kristoff, og Deceuninck gik minsandten med Fabio Jakobsen, der selv i sin storhedstid aldrig havde været konkurrencedygtig i denne finale. Det mindede lidt for meget om Oviedo-etapen i Vueltaen i 2019, hvor holdet også lidt besynderligt satsede på deres ellers lynhurtige hollænder, indtil denne eksploderede på bakken.

Projektet var naturligvis, at Jakobsen skulle have selvtillid og prøve fornemmelsen af at blande sig i en spurt igen, men spørgsmålet er, om det var klogt. I denne finale kunne han næsten ikke få andet end et nederlag, og sådan gik det da også, da han tabte hjulet på det ellers velorganiserede tog, der var samlet med Josef Cerny, Kasper Asgreen, en åbenbart efter eget udsagn formsvag Florian Senechal og Shane Archbold - måske fordi han er rusten i positionskampen, måske fordi bakken allerede på den nedre del var for hård.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Blandt sprinterholdene var det vel kun Trek, der havde læst finalen rigtigt. De havde med det samme erkendt, at det var mere for Jasper Stuyven end for Mads Pedersen, og selvom danskeren desværre styrtede ud af et for ham meget svært og ærgerligt løb, var det allerede forinden bestemt, at Stuyven van manden. Selv det var også en anelse optimistisk på en bakke, der nok var for stejl til, at han kunne vinde, og sådan viste det sig da også at være. Alligevel endte han på en fornem 4. plads, der bestemt er yderst lovende for en mand af Stuyvens størrelse.

Mere grund til ærgrelse har Alejandro Valverde. Når man betragter etapens top 3, er det i hvert fald lysende klart, at det ikke uventet var en finale efter hans smag, mens desværre blev etapen endnu et vidnesbyrd om den effekt, styrtet i Düsseldorf har haft på spanieren. Siden dengang har han været alt for passiv i positionskampen, og det var også tilfældet i dag, hvor han allerede var ude af billedet, længe inden spurten blev åbnet. Det var særligt en skam, fordi det stadig er lidt svært at vurdere, hvor god en puncheur den i dag ikke længere helt så hurtige Valverde er. Chancen for at finde ud af det missede vi desværre i dag.

Top 10 blev ellers domineret af puncheurs og ikke sprintere. På 5. pladsen finder vi Wilco Kelderman, der allerede i 2020 viste, at han med alderen bliver stadig mere spurtstærk. Tim Wellens viste også, at han skam altid er har været god på bakker som disse, også selvom den nok var en anelse for let for ham. Også Asgreen var som ventet langt fremme, og man kan kun ærgre sig over, at det ikke var ham, Deceuninck kørte for. På papiret var det i hvert fald ham, der havde de bedste chancer, i hvert fald når Senechal havde kastet håndklædet i ringen.

I det lys var det vel også overraskende slet ikke at se Greg van Avermaet fremme. Belgieren har aldrig kunnet se denne slags spurter uden at være fyr og flamme, men denne gang lykkedes det ham slet ikke at komme frem, selvom han gjorde forsøget. Desværre er det nok endnu et vidnesbyrd om, at belgieren desværre ikke har fordums styrke. I stedet blev det Clement Venturini, der igen viste sine evner i stigende spurter for Ag2r, men ikke helt uventet blev bakken alligevel en tand for stejl for en fyr som ham.

Det var dog ikke alle veteraner, der fejlede. Carlos Barbero har længe lignet en mand på vej mod pension, men i dette løb har der været liv i de gamle ben. Denne slags spurter er skræddersyet til spanieren, der har vundet flere af dem på spansk grund, og i dag opnåede han i en overraskende sen alder sit bedste resultat på WorldTour-niveau i en sådan afslutning. I den anden ende af aldersspektret overraskede Clement Russo positivt, for selvom han også er bedst i stigende spurter, havde jeg regnet denne som værende for svær. Heldigvis viste han, at hans flotte kørsel på brostenene i foråret bestemt ikke var uden grund. I hvert fald gik det bedre end for en anden ung fyr, Kaden Groves, der ikke helt uventet måtte sande, at en sådan spurt altså er for hård.

For klassementsrytterne var etapen farlig. Vinden, som ikke i sig var specielt risikofyldt, gjorde det hele meget nervøst, og dertil kom, at der sagtens kunne opstå huller i spurten. Nervøsiteten kostede også Guillaume Martin en tur i asfalten, men heldigvis lykkedes det den lille franskmand sammen med Mattias Skjelmose at komme hjem uden tidstab. Så godt gik det ikke for Warren Barguil, men han var som bekendt allerede ude af billedet. Dermed er klassementsfeltet næsten intakt, når der bortses fra McNulty og Barguil, inden den første nøgleetape, morgendagens enkeltstart.

Her skal vi ikke regne med at se noget til Colbrelli. De ærgerlige udbrudssejre betød akkurat, at det ikke blev til nogen første WorldTour-førertrøje i denne omgang, men det havde alligevel været en stakket frist. Vigtigst var det, at han fik vist, at Dauphiné-forbandelsen slet ikke var så sejlivet, som den var i Romandiet.

LIVESTREAM RESTEN AF CRITÉRIUM DU DAUPHINÉ PÅ DISCOVERY+.

Favoritterne

Der er sket noget i moderne cykelsport. I gamle dage var det næsten fast kutyme, at Touren havde to lange, relativt flade enkeltstarter over ca. 50 km, hvor de store maskiner virkelig kunne gøre ondt på klatrerne. På samme var det helt næsten fast, at Dauphiné havde en ca. 40 km lang og ofte flad enkeltstart om onsdagen. Der var i hvert fald masser af distance og sjældent meget terræn at slås med på de ruter, hvor Tony Martin vandt i 2011 og 2013, Bradley Wiggins vandt i 2012, Janez Brajkovic sejrede i 2010, Bent Grabsch triumferede i 2009, Alexandre Vinokourov vandt i 2007 og David Zabriskie vandt i 2006. Den mest markante undtagelse var det ret kuperede rute, der gav sejr til Alejandro Valverde i 2008, og selvom der bestemt var mere kuperede undtagelser til de ellers mest flade enkeltstarter, var tidskørselsevner generelt en uhyre vigtig komponent i løbet.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Det er de for så vidt stadig, men slet ikke i samme omfang som tidligere. Ligesom i Touren har ASO kraftigt reduceret betydningen af den individuelle disciplin. I 2014 var der kun en ultrakort enkeltstart som åbning, i 2015 og 2018 var enkeltstarten erstattet af et holdløb, der i sidstnævnte år dog suppleredes med en prolog, og i 2016 var der sågar kun noget så eksotisk som en bjergprolog.

Nu synes enkeltstarten at have genfundet sin plads om onsdagen, men i et noget kortere format end i gamle dage. I 2017 sejrede Richie Porte over 23,5 km, og i 2019 vandt Wout van Aert over 26,1 km. Efter sidste års forkortede og coronaramte løb er enkeltstarten tilbage igen i år, men med sine bare 16,4 km som den korteste midtugeenkeltstart i al den tid, jeg har fulgt løbet.

Ikke nok med det. De flade veje, hvor Grabsch trådte sit gigantiske gear i 2009, er også en saga blot. Faktisk er årets enkeltstart ikke blot den korteste, men også den mest kuperede af de tre seneste af slagsen. I 2017 skulle Porte klatre 321 højdemeter for at vinde, mens Van Aert i 2019 skulle overvinde 340 af slagsen. I år er der ganske vist ”kun” 317 på menuen, men det er til gengæld over en distance der er hhv. ca. 7 og 10 km kortere end de seneste enkeltstarter.

Skal vi prøve at sammenligne enkeltstarten med de tidligere WorldTour-enkeltstarter i år, er det også en af de to mest kuperede. Den har flere højdemeter end den relativt flade sag i Paris-Nice og også flere end den ellers ret svære sag i Baskerlandet, hvor klatringen dog var koncentreret næsten udelukkende på en svær stigning tidligt på ruten. Ser man alene på klatrepensummet, svarer den næsten én til én til Romandiet-enkeltstarten, der havde 338 højdemeter over 16,2 km.

Alligevel er de to enkeltstarter ikke helt identiske, da den schweiziske enkeltstart var mere urytmisk med teknisk nedkørsel og en stejl brostensstigning samt nogle blødere bakker. Til sammenligning ser denne noget bedre ud for specialisterne. Den synes kun teknisk i den indledende fase, og den har slet ikke de samme rytmeskift som i Schweiz, hvor den stejle brostensrampe var en speciel udfordring. Her er terrænet umiddelbare meget mere rullende med en flad start, og derefter et mest af let stigende stykke, hvor det skiftevis går op og ned ad nogle bløde og rullende bakker, der aldrig for alvor bliver stejle.

Det betyder ikke, at man skal undervurdere omfanget af klatringen. I Romandiet var det ganske vist Remi Cavagna, der sejrede foran Stefan Bissegger, men generelt var det klassementsryttere, der dominerede. Filippo Ganna blev bare nr. 10, og Stefan Küng endte helt nede som nr. 15. Begge blev de slået af Geraint Thomas, Ilan van Wilder, Richie Porte, Fausto Masnada, Mattia Cattaneo, Marc Soler og Rohan Dennis, der udfyldte pladserne mellem 3 og 9, og som alle er kendt for ganske gode klatreevner. Folk som Küng og Ganna vil have det meget bedre på denne rutes mere beskedne procenter og mere kraftfulde og knap så tekniske terræn, men omfanget af klatring er så stort, at vi stadig må forvente, at klassementsrytterne vil være temmelig dominerende.

Det skyldes også et andet forhold. Antallet af specialister er ganske få, og de få, der er til start, er mest af alt relativt gode i bjergene. Det skyldes naturligvis løbets særligt hårde udgave, der ikke just indbyder til at tage udtage specielt tunge folk. Dertil kommer, at et stort antal specialister kørte Giroen, og at nogle har været tiltrukket af Tour de Suisse, hvis enkeltstart måske nok er en halv bjergenkeltstart, men hvis korte åbningsenkeltstart i år er næsten helt flad og langt mere inspirerende for folk som Bissegger og Küng end denne kuperede rute (og så spiller netop de to rytteres schweiziske nationalitet nok også en vis rolle i valget af løb).

Terrænets vanskelighed gør det altid meget sværere at spå om udfaldet, end hvis der er tale om en klassisk og flad enkeltstart. Nu er det langt vanskeligere at vurdere præcis, hvor stor en rolle man skal tillægge hhv. klatre- og tempoevner. Førstnævnte vil primært spille en rolle sidst på etapen, mens sidstnævnte vil være vigtigst på det indledende stykke. Her vil tekniske evner også komme lidt i spil, men derudover ligner det ikke den mest teknisk komplicerede enkeltstart i verdenshistorien - og i hvert fald mindre teknisk end Romandiet-ruten.

Heldigvis ser det ud til, at vi får en fair enkeltstart. Vejret skulle blive ganske ensartet med både konstante temperaturer og konstant vind. Der er en beskeden bygerisiko på 10% gennem hele etapen, men vi skal være slemt uheldige, hvis våde veje skal influere på resultatet. Vi må formode, at det bliver en helt lige dyst. Dertil skal lægges, at det mest af alt bliver en medvindsenkeltstart, hvilket er godt nyt for de små klatrere, der vil tabe mindre tid på i med- end i modvind.

Læs også

Bora nærmer sig Visma-profil

Omfanget af klatring betyder, at jeg peger på Geraint Thomas som favorit. Det er egentlig lidt utroligt, at han ikke har vundet en international enkeltstart siden Algarve i 2018, mens det forinden var den flade Tour-enkeltstart i 2017, der var seneste sejr, men det kunne han formentlig godt have gjort. I hvert fald havde han kurs mod sejr på sidste enkeltstart i Touren i 2018, indtil han blev overmandet af følelser og tabte fokus (og risikovillighed), og i Romandiet i år satte han også bedste tid i den indledende del, indtil han undlod at tage chancer på den våde nedkørsel til sidst. Thomas havde måske en tid, hvor han ikke virkede helt så skræmmende som tidligere, men med sin 4. plads ved VM sidste år og hans flotte enkeltstart i Romandiet vidner om, at han stadig tilhører den absolutte elite.

Det gør Thomas til den mest komplette rytter blandt favoritterne. Fjerdepladsen ved VM vidner om hans enorme power på det flade åbningsstykke, og derefter vil hans klatreevner komme ham til gode på nogle rullende bakker, der egentlig burde passe glimrende til en fyr som ham. Teknisk dygtig er han også, og vigtigst af alt virker han formstærk. Han var ganske fortrøstningsfuld inden løbet, og hans kørsel på 2. etape, hvor han let kørte op til Jack Haig og Alejandro Valverde virkede overbevisende. Som løbets nok bedste temporytter og samtidig en af de allerbedste klatrere må Thomas være manden, der skal slås.

Mere usikker er jeg på andenpladsen, men de mange højdemeter får mig til at gå med Richie Porte. Under hans ringe periode i 2019 og begyndelsen af 2020 kneb det også med tempoevnerne, men dem genfandt han i Touren sidste år. Også i år er det gået storartet, både på den relativt flade rute i Catalonien og på den kuperede rute i Romandiet, hvor han blev nr. 5. Særligt sidstnævnte var opløftende, fordi de våde veje og de tekniske dele slet ikke passede ham, men alligevel endte han kun 3 sekunder efter Thomas. Det vidner om, at Porte måske kan nærme sig sit gamle niveau også på enkeltstarterne.

Gør han det, er han uhyggelig på en kuperet rute. Som nævnt ovenfor vandt han i dette løb i 2017, hvor han på en fladere rute end denne endda slog Tony Martin med 12 sekunder i en tid, hvor tyskeren stadig kørte rundt med regnbuetrøjen. I forvejen er der få, der klatrer som Porte, når det gælder enkeltstarter. Det har han vist med sin dominans på Col d’Eze i Paris-Nice, men også med hans vilde spurt op ad bakken på prologen i Romandiet tidligere i år. Her er bakkerne lettere og derfor ikke helt så velegnede til Portes klatreevner, men det er stadig godt terræn for Porte, som det var det i 2017 - endda endnu bedre denne gang. Formen burde være god efter den seneste højdetræning, selvom han stadig helt har til gode at vise, at han kan finde det høje niveau fra 2020 - særligt fordi han med alderen synes ringere til at træne sig i form, hvad han ellers tidligere var ganske fremragende til.

Den største trussel mod en Ineos-sejr kan være Brandon McNulty. Det er lidt spøjst, hvordan juniorklassens tempokonge i U23-klassen blev overhalet af Mikkel Bjerg og faktisk faldt lidt sammen, inden han som professionel sprang direkte ind i verdenseliten. I år er han blevet nr. 4 i Paris-Nice og Catalonien samt nr. 2 i Baskerlandet, hvor han kun blev slået af Primoz Roglic. Denne alsidige rute burde passe ham nærmest helt perfekt, for det er ikke uden grund, at hans bedste resultat netop kom i Baskerlandet, hvor der skulle klatres mest.

Det er klart, at McNultys form kan være lidt usikker efter den store nedtur på 1. etape. Det skabte bekymring hos UAE, men på 2. etape virkede han helt anderledes stærk på bakkerne. Nedturen kan formentlig forklares med, at han ankom fra en højdetræningslejr i Colorado bare få dage inden løbet, og derfor kan 1. etape have været et chok for systemet. I hvert fald er der grund til at tro, at hans form er god, når det var hans melding inden løbet, og dagens spurt var i hvert fald lovende. Kører han som i foråret, hvor han slog de dengang dog noget mere formsvage Porte og Thomas med hhv. 6 og 19 sekunder i Catalonien, er det bestemt ikke umulig, at den fortjente sejr endelig kommer.

Kasper Asgreen er også en mand, der kan true en Ineos-sejr, men han hæmmes af bakkerne. Egentlig er de gode for en alsidig fyr som Asgreen, der burde være bedre på denne end på en flad tonserrute, men i forhold til Porte og Thomas er han handicappet. I forvejen har han stadig til gode at slå fuldt igennem med den store sejr på WorldTour-niveau, og det er kun i Tour de Suisse i 2019, hvor han blev nr. 2 og 5 på enkeltstarterne samt med 3. pladsen i Paris-Nice sidste forår, at han for alvor har været tæt på.

De resultater er dog også nok til at vise potentialet, ligesom det gælder for hans 2. plads til EM, selvom han der blev kørt over af Remco Evenepoel. Også hans 6 plads ved VM sidste år, eller hans 8. plads i Touren i 2019 var flotte, men billedet er altid, at der er som regel, at der er folk, der slår ham relativt klart. Det bekymrer mig også en anelse, at han i Algarve ganske vist vandt, men kun slog Rafael Reis med 3 sekunder. Til gengæld er det også klart, at hans form er meget bedre nu end i comebackløbet, og han har også gjort det godt de første dage. Derudover så vi i foråret, at hans topniveau har flyttet sig til et helt nyt niveau. Nu skal han bare vise, at det også rækker til at tage det sidste skridt, han hidtil har manglet på enkeltstarterne. Potentialet er der i hvert fald.

En rytter, jeg virkelig glæder mig til at se, er Ilan van Wilder. Belgieren kørte ganske pæne enkeltstarter som junior, mens hans resultater som U23 dog var så afdæmpede, at han forsvandt lidt fra temporadaren. Det var dog åbenbart bare en midlertidig pause, for med 4. pladsen mellem Thomas og Porte på enkeltstarten i Romandiet, hvor han også kørte en god prolog, beviste han, at han i den grad skal tages seriøst i disciplinen. Til gengæld så vi i Baskerlandet, hvor han ellers klatrede som en drøm, at han fortsat er alt andet end stabil, og derfor kan det med ham blive både fugl og fisk. På en flad rute havde jeg ikke givet ham mange chancer, men denne er så kuperet med så mange ligheder med Romandiet, at man må regne ham som absolut topkandidat. Formen har i hvert fald set ganske opløftende ud de første dage, hvor han ikke synes at have været i vanskeligheder.

Læs også

Tidligere Trek-rytter forsvarer Quintana og López: UCI er en mafia

Det er ikke bare Asgreen, der har danske ambitioner på denne etape. Det samme har Mikkel Bjerg, der endda havde gule drømme, indtil han skulle vente på McNulty forleden og endda har været i området for at inspicere ruten. Desværre har McNulty og Bjerg atter bevist den gamle regel om, at de bedste U23-rytter på enkeltstarter sjældent er de bedste hos eliten, for hidtil har amerikaneren været danskeren klart overlegen. Bjerg har nemlig været meget svingende, og mest af alt har hans resultater nok været en anelse skuffende, som vi så det sidste år i Algarve, Tirreno, ved VM og på den lange Giro-enkeltstart. Til gengæld er potentialet stadig stort, som vi så med 3. pladserne på den første Giro-enkeltstart og i UAE Tour i år, og faktisk slog han endda Thomas på førstnævnte. Han har også vist storform frem mod det, der synes at være en sikker Tour-deltagelse, og han har i dette løb bekræftet, at han klatrer godt. Desværre klatrer han ikke så godt som nogen af de ovennævnte, og derfor tror jeg, at ruten nok desværre er for kuperet til, at Bjerg kan slå etapens største favoritter, selv hvis han rammer en af sine gode og ikke lidt for mange dårlige dage.

Steven Kruijswijk har været årets store mysterium. Han er naturlig klatrer, men har kørt helt håbløst i bjergene. Naturlig temporytter er han til gengæld ikke, og selvom han altid har været god på lange enkeltstarter sent i grand tours, har det været anderledes på korte enkeltstarter i ugelange etapeløb, hvor motoren slet ikke kommer til sin ret. Sådan har det bare ikke været i år, hvor han blev nr. 11 på den flade rute i Paris-Nice og først og fremmest nr. 5 på den småkuperede rute i Catalonien, hvor han kun blev slået af McNulty med 5 sekunder og slog både Porte og Yates. Dengang var han endda formentlig slet ikke i samme form i et forår, der generelt gik helt galt, mens han i dette løb endelig har lignet en mand med lidt styrke på stigningerne igen. Af de tre enkeltstarter, han har kørt i år, er dette den eneste, der reelt passer ham, selvom han stadig havde foretrukket en længere distance. Vi så i Romandiet, at han er svær at regne med, men når han kørte så godt i Catalonien, burde det i forventeligt mere formstærk tilstand på en mere kuperet rute altså gå ganske fremragende her.

En rytter, jeg glæder mig meget til at se, er Bruno Armirail. Den brølstærke franskmand er uhyggelig på sine store dage, som da han nærmest alene vandt to bjergetaper for David Gaudu i Vueltaen sidste år, og han er også ved at slå igennem som temporytter. Det så vi med sidste års 5. plads i Vueltaen, men til gengæld har vi også i år set, at man slet ikke kan regne med ham. Det skyldes dog formentlig, at han var uhyre formsvag gennem hele foråret, men nu er der hul igennem. Han overraskede stort med en 3. plads i bjergløbet Mercan’Tour Classic, der burde have været alt for svært, og det vidner om, at han lige nu klatrer fremragende. Det er helt afgørende på denne rute, der til gengæld burde se perfekt ud for en formstærk Armirail med masser af rullende bakker, hvor han kan bruge sin power og klatrestyrke. Efter det triste forår tyder klatringen i Alperne forleden på, at vi forhåbentlig kan få Armirail tilbage på sporet denne onsdag.

Ineos’ tredje kort er Michal Kwiatkowski¸ men her er der grund til forsigtighed. Det var nemlig uhyre skuffende at se polakken blive sat på 2. etape, og det minder os alle om, hvor uhyre svingende han stadig er. Derfor ender han betydeligt længere nede på denne liste, end han burde have gjort, da hans enkeltstarter i formsvag tilstand sjældent er særligt gode. Det så vi tidligere på året i Tirreno, hvor han da også kørte rundt med et brækket ribben, men vi har også set det tidligere, når han har ramt sine formkriser. Faktisk har han lidt at bevise, for hans seneste virkelig gode enkeltstarter ligger tilbage i foråret 2019, men det skyldes næsten udelukkende, at han ikke har kørt fuld gas mange gange siden dag. Det er bestemt heller ikke sikkert, at han gør det i morgen, når Ineos har nogle vigtige dage i bjergene, og mest taler da også for, at han sparer sig, som han gjorde i 2019. Heldigvis er torsdag ikke en afgørende dag, og det kan måske give håb om, at han giver den et skud. Det er dog mest grundet vinderpotentiale mere end forventning, at Kwiatkowski er relativt højt på denne liste. Formentlig tager han det stille og roligt.

En anden rytter, der er omgivet af megen mystik, er Lawson Craddock. I 2019 nåede han helt nye højder med sin 4. plads i Vueltaen, sine 6. pladser ved VM og i Schweiz og sin 7. plads i Paris-Nice. I 0220 var det dog noget mere stille, men en 8. plads i Giroen viste dog, at han stadig kan, ligesom han blev en hæderlig nr. 12 i UAE Tour, hvor ruten slet ikke var ham. Det burde denne noget mere kuperede rute være, men hvor han står formmæssigt, er helt åbent efter et temmelig skidt 2021, hvor han absolut intet har vist. Nu om dage er han dog også mest hjælper med personlige muligheder på enkeltstarterne, og her har han generelt været så god, at der er grund til i hvert fald at håbe på en god præstation onsdag.

En rytter, der bliver meget spændende at følge, er Tao Geoghegan Hart . Sand specialist er briten ikke, men som vi har set i Californien og Giroen, kører han på sine gode dage ganske glimrende. Med sit fokus på Touren må han havde arbejdet meget med sin enkeltstart i år, og Ineos har som bekendt for vane at være ret skrappe til at udvikle deres ryttere i den disciplin. På en flad rute var han næppe meget værd, men på denne rute burde han være ganske stærkt. Til gengæld er jeg ret bekymret for hans form efter et svagt forår og en 2. etape, hvor han ikke virkede alt for overbevisnde.

En rytter, der bliver meget spændende at følge, er Alex Aranburu. Baskeren har aldrig tidligere kunnet køre enkeltstart, men han er blevet en del af det kollektive Astana-mirakel, som er blevet leveret i denne sæson. Efter en pæn enkeltstart i Tirreno imponerede han stort med en 9. plads i Baskerlandet, og det må utvivlsomt give ham mod på at arbejde mere målrettet på disciplinen. Denne rute passer ham måske endda endnu bedre ned den baskiske, der sluttede med et langt powerstykke. Som relativt urutineret temporytter har han stadig meget at bevise, men det må være oplagt, at han kan fortsætte den lovende udvikling op en rute som denne. Dagens spurt indikerer i hvert fald form.

Wilco Kelderman enkeltstartskarriere har været lidt af en rutsjebanetur, og han er gået fra at være en af verdens førende specialister til at være temmelig pauver for nu at have placeret sig i et pænt felt af tempostærke klassementsryttere, der ikke kan kaldes deciderede specialister. I år er det blevet til en 12. plads i Catalonien, en 11. plads i Baskerlandet og en 13. plads i Romandiet, og det må siges at være en imponerende stabilitet i forhold til placering. I gamle dage kunne han have vundet mere tid på rivalerne på en flad enkeltstart, hvor han var ganske suveræn, men i dag er det nok en rute som denne, han skal bruge, hvis han endelig skal i top 10 for første gang i år. Den burde i hvert fald passe hans alsidighed storartet, og efter endnu en skades- og styrtramt sæson er det i det mindste første gang, han stiller til start uden at have været ude med helbredsproblemer for nylig.

Sidste år var Will Barta meget tæt på at få en af de største sejre, man kan forestille sig, da han var bare 1 sekund fra at vinde Vuelta-enkeltstarten for Primoz Roglic. Også tidligere i 2020 samt i 2019 havde han ganske pæne resultater, og selvom de ikke var i nærheden af hans vilde Vuelta-ridt, vidner særligt 8. pladsen i Romandiet i 2018 om hans potentiale. Derfor burde han ende meget højt på denne liste, men jeg er svært bekymret for hans form. Han pådrog sig et grimt benbrud efter et sammenstød med en hund i løbet af vinteren, og han var først tilbage i sadlen i Tour of the Alps. Her var han forventeligt langt efter, men det er desværre ikke blevet bedre af en måneds træning. Han udgik af Mercam’Tour Classic, og i dette løb har han været bekymrende langt efter for en mand, der klatrer så godt, at han blev nr. 22 i Vueltaen. Ruten burde egentlig passe ham ganske udmærket, og han er heldigvis bedre end i april, men lige nu er jeg bange for, at formen ikke rækker til så svær en enkeltstart. Så gemmer han den i hvert fald godt.

Læs også

Jayco vil forlænge med Yates, men økonomien er tvivlsom

En anden amerikansk specialist er Chad Haga, men han er mildt sagt ikke til at blive klog på. I år har hans enkeltstarter mildt sagt været sølle, og faktisk har vi vel ikke set det helt store fra ham siden den flotte sejr i Giroen i 2019. Han afsluttende 7. plads i Giroen sidste år var dog opløftende på en rute, der slet ikke passede ham, men til gengæld er han fejlet på de mere kuperede ruter i år. Denne burde slet ikke passe ham så dårligt, men med tanke på hans seneste resultater kan det ligne mere endnu en skuffelse end en gentagelse af den flotte Giro-succes.

Hvor står Enric Mas? Som skrevet i den store optakt taler hans historik som langsom starter for, at han slet ikke er skarp i dette løb - slet ikke med det niveau, han har vist efter pauser i de seneste to år. Han har do lovet sig selv, at han i år vil starte Touren mere formstærk, og det kan måske give håb om, at han denne gang er bedre. Som han senest viste i Touren, er han fremragende på kuperede enkeltstarter, men denne er nok lidt for kort for ham. Først og fremmest er den dog placeret på dag 4 efter en lang pause og ikke sent i en grand tour. Derfor skal vi nok berede os på, at det ikke bliver til det helt store.

En rytter, jeg glæder mig meget til at se, er Miguel Angel Lopez, for hvem forskellen på top- og bundniveau er skræmmende. I Algarve sidste år chokerede han hele verden ved at køre fra flere specialister på en relativt flad rute, men i Touren kørte han endnu en af de katastrofale enkeltstarter, der har været flest af. Et skifte til Movistar burde hjælpe, men han imponerede ikke stort på den sidste enkeltstart i Romandiet. Ringe var det dog slet ikke, og hans prolog var faktisk decideret lovende. Selvom jeg som bekendt er lidt i tvivl om formen, er han i hvert fald mere formstærk nu end dengang. Algarve har vist os, at Lopez kan overraske os stort - og Touren har mindet os om, at det kan ende i den totale katastrofe.

En anden rytter, der er meget svingende som temporytter, er Dylan Teuns. Han vandt som bekendt den tekniske og kuperede enkeltstart i Ruta del Sol sidste år, men til gengæld blev han i 2019 kørt klart ud af førertrøjen i dette løb, hvor mange ikke-specialister blandt klassementsfolkene slog ham. Den kuperede natur taler for, at han vil gøre det pænt, men ruten er slet ikke så teknisk og urytmisk som i Andalusien. Her er der for meget power, og derudover er jeg lidt bekymret for formen efter en lang, skuffende periode. Han sad med vilje op i finalen i går, og i dag var han overhovedet ikke fremme i en for ham god finale - heller ikke for at hjælpe Colbrelli. Det gør mig nervøs for, at det ender temmelig pauvert.

Havde dette været for nogle år siden, havde Ion Izagirre kørt med om sejren. Sådan er det bare ikke længere efter nogle år, hvor han nærmest bare er blevet ringere og ringere fra løb til løb. I år har der dog været lidt opløftende takter med en 12. plads i Paris-Nice og en 11. plads i Romandiet. Til gengæld endte enkeltstarten i det baskiske sæsonmål som en regulær katastrofe, og det vidner om, at det kan gå helt galt igen. Nu om dage skal vi næppe regne mere end maksimalt udkanten af top 10, men med tanke på hans kørsel tidligere i år er der også et håb om, at det måske kan lykkes.

Jeg tror ikke, at Tim Wellens kører fuld gas, da han ikke er her for klassementet, men udelukkes kan det ikke. Specialist er han bestemt ikke, men på sine dage overrasker han. Han har vundet på en kuperet rute i Ruta del Sol og sågar slået Victor Campenaerts og Remco Evenepoel på en flad rute i Belgien, men mest af alt ender han længere tilbage, også når han kører efter et resultat. Han synes dog heldigvis ganske velkørende trods den varme, han hader som pesten, og hvis han vitterligt giver den et skud, er det på en rute som denne, at han kan gøre det godt.

Det har været lidt interessant at se Tony Martin endelig give den et forsøg på nogle enkeltstarter igen. Desværre er det gået ham dårligt med placeringer som nr. 24 i Paris-Nice og Romandiet, men måske kan det gå bedre denne gang. I hvert fald passer ruten ham meget bedre end i Romandiet, og faktisk er disse bakker slet ikke så ringe for Martins karakteristika. Om han stadig klatrer godt nok, er nok tvivlsomt, da han efterhånden er temmelig tung, men han må i hvert fald være i meget bedre form end i Romandiet, hvor han var på vej tilbage efter en skade. Nu har han i stedet været på højdetræning med Tour-truppen, og han må være tæt på sit bedste. Uden Primoz Roglic er der også en vis sandsynlighed for, at han får lov at gå efter et resultat, hvad der jo ellers ikke er kutyme nu om dage.

DSM har også en god kandidat i Martijn Tusveld . På sin egen stille facon er han bare blevet bedre og bedre i denne disciplin, og sidste år blev han nr. 12 og 16 på de to fladeste af Giro-enkeltstarterne. I Teorien burde en kuperet rute som denne passe ham noget bedre, og han har endda været i uafbrudt fremgang de seneste år. Han fejlede fælt i Tirreno og Baskerlandet, hvor stigningen nok også var for svær, men hvis han har både tempo- og klatrebenene fra Giroen, kunne han gøre det godt. Formen synes ikke at være helt ringe.

Havde han været i topform, havde Jonas Vingegaard været meget spændende. I år er han nemlig braget ind på temposcenen i UAE Tour og Baskerlandet, og med tanke på det kuperede terræn burde dette være guf for den lovende dansker. Desværre betyder de nylige skadesproblemer ikke uventet, at han mangler en del, og derfor rækker formen nok ikke til at bekræfte potentialet på denne hårde rute.

En af løbets specialister er Josef Cerny, men han vil nok finde ruten for svær. I år blev han bare nr. 45 i Baskerlandet og nr. 38 i Romandiet, og det vidner om, at klatremængden her nok er for stor. Han viste ellers i Catalonien, at hans fornemme resultater fra 2020 bestemt ikke var noget tilfælde, men alle de resultater blev leveret på fladere ruter end denne. Det er heller ikke just klatreformen, han har vist mest af i dette løb hidtil.

Måske skal vi også nævne Damien Howson og Brent van Moer.  De vandt hhv. VM-guld og -sølv i U23-klassen, men som professionelle har de slet ikke kørt gode enkeltstarter. Howson brød dog trenden med en 15. plads i dette løb i 2019, og den nylige sejr i Ungarn viser, at han er i form. Det hjælper ham i hvert fald, at ruten er endnu mere kuperet end for to år siden. Van Moer er åbenlyst i sit livs form og har taget et gigantisk skridt de seneste uger. Ruten er nok for kuperet, men det kunne være tid at vise, hvorfor han ar Bjergs førsteudfordrer ved VM i Østrig.

Endelig er der Andrey Amador og Dylan van Baarle. Al logik siger, at heller ikke de får lov at give fuld gas, men skulle de få lov, har de potentiale. Van Baarle udnyttede en sjælden chance i Paris-Nice til at blive nr. 8, og Amador viste i Romandiet, hvor enkeltstarten som sidste etape gav ham en mulighed, at han med en 14. plads stadig kan lidt af det, han kunne i gamle dage. Der er dog altovervejende sandsynlighed for, at de bare sparer sig til de kommende svære dage.

Ben O’Connor har altid været temposvag, men kørte så god en enkeltstart i Romandiet og synes i så god form, at han skal blive spændende at følge. Jeg ville også gerne tro på Alejandro Valverde, der synes i form og i gamle dage ville have elsket ruten, mens hans tabte tempoevner synes stadig ikke at være kommet tilbage - heller ikke i Catalonien, hvor han ellers var flyvende. Mads Würtz har desværre skuffet i år og vil finde ruten lidt for kuperet, og det samme vil nok gælde for Nils Politt, der ellers har kørt gode enkeltstarter i år, samt i hvert fald for Sebastien Grignard og Ryan Mullen. Det unge tempotalent Marco Brenner har hidtil mangler for meget, og Simon Geschke kører næppe efter et resultat. De gode enkeltstarter for Ben Hermans, Reto Hollenstein, Alexey Lutsenko og Brent Bookwalter er alle af efterhånden ældgammel dato, og Ivo Oliveira er aldrig slået til internationalt. Trods den gode klatring har det desværre knebet for Mattias Skjelmose på enkeltstarterne, og intet tyder på, at Chris Froome, der i år har kørt virkelig dårlige enkeltstarter, er i nærheden af et konkurrencedygtigt niveau i en disciplin, der næppe har haft førsteprioritet i genopbygningen. Sonny Colbrelli har før overrasket på en enkeltstart, men der er for meget power her, ligesom han næppe har det helt store incitament til at give den fuld gas. Generelt skal man på denne rute forvente pæne ridt af flere klassementsryttere, og jeg glæder mig særligt til at se, om Sepp Kuss har forbedret sig, som han indikerede på Romandiet-prologen, eller som det går lige så ilde, som det gjorde på den lange enkeltstart i samme løb. Formen meldes som bekendt fremragende.

Feltet.dks vinderbud: Geraint Thomas

Øvrige vinderkandidater: Richie Porte, Brandon McNulty

Outsidere: Kasper Asgreen, Ilan van Wilder, Mikkel Bjerg, Steven Kruijswijk, Bruno Armirail

Jokers: Michal Kwiatkowski, Lawson Craddock, Tao Geoghegan Hart, Alex Aranburu, Wilco Kelderman, Will Barta, Chad Haga, Enric Mas, Miguel Angel Lopez, Dylan Teuns, Ion Izagirre, Tim Wellens, Tony Martin, Martijn Tusveld, Jonas Vingegaard, Josef Cerny, Damien Howson, Brent van Moer, Andrey Amador, Dylan van Baarle

Starttider

Starttiderne findes under liveopdateringen.

LIVESTREAM RESTEN AF CRITÉRIUM DU DAUPHINÉ PÅ DISCOVERY+.