Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: 4. etape af CRO Race

Optakt: 4. etape af CRO Race

30. september 2022 15:00Foto: KL Photo

Jonas Vingegaard bekræftede det lovende indtryk fra 1. etape ved at vinde ved først givne lejlighed efter Touren, men førertrøjen sidder stadig på en imponerende velkørende Jonathan Milan. Italieneren vil utvivlsomt gå efter sin tredje sejr fredag, der byder på den velkendte finale i Crikvenica, hvor en reduceret massespurt i en urimeligt kringlet afslutning plejer at afgøre sagen, men hvor en sen lille mur måske kan bruges til et angreb fra den danske Tour-konge.

STREAM CRO RACE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Ruten

Efter den spritnye puncheurafslutning på torsdagens etape vender feltet om fredagen tilbage til helt anderledes velkendt terræn, når man kan se frem til den klassiske finale i Crikvenica. Her skrues der en smule op for klatreudfordringerne på en dog fortsat relativt flad etape, men det hele slutter med en grim rundstrækning med en lille stigning frem mod en flad finale. Noget bjerg er der bestemt ikke tale om, men ved de foregående besøg var der kun efterladt hhv. 48 og 59 ryttere til at spurte om sejrene, der gik til hhv. Dusan Rajovic og Olav Kooij, og selvom historien viser, at man ikke skal være en bjergged for at komme med hjem, er det sandsynligt, at etapen igen vil gå til en lidt mere holdbar sprinter i en reduceret massespurt.

 

I alt skal der tilbagelægges hele 219,0 km, der fører feltet fra Biograd na Moru til Crikvenica. Der er tale om to kystbyer ved den kroatiske kyst, og det meste af etapen tilbringes derfor på kystvejen. Således kører man fra start mod nordvest hen langs vandet frem til den første spurt, som kommer allerede efter 10,8 km, men herefter drejer man mod nordøst og senere nordvest og igen nordøst for at skære ind gennem landet. Det gør man via en bakke og terræn, der er ganske let kuperet, inden en nedkørsel leder mod nordøst tilbage til vandet, hvor man kører mod nordvest ad den flade kystvej frem til den anden spurt, som kommer efter 63,8 km

 

Nu bliver det meget enkelt, da man over ca. 50 km følger den snoede kystvej mod nordvest. Den byder på to ganske små bakker og nedkørsler, men er ellers flad. Først efter 117,3 km forlader man vandet, når man ”skærer et hjørne af kysten” ved at fortsætte mod nordvest op ad kategori 3-stigningen Caci (3,4 km, 5,1%), der stiger med 6-7% over de første to km, men derefter blot med 3,7% frem mod toppen, som rundes efter 122,3 km. Den leder op til et let kuperet plateau, som følges mod nordvest og nord ganske tæt på kysten, inden en let snoet nedkørsel leder mod nord tilbage til vandet, hvor man kører ad den flade kystvej mod nord og nordvest frem til dagens tredje spurt, som er placeret efter 175,8 km. Efter spurten går det videre mod nordvest op langs vandet igennem først fladt terræn, men efterhånden, som man nærmer sig målbyen, bliver det mere kuperet med to små bakker og nedkørsler, hvoraf den sidste leder ned til Crikvenica. Her rammer man rundstrækningen efter 206,9 km, og efter 209,5 km krydser man stregen for første gang.

 

Etapen afsluttes nu med omgang på den 9,5 km lange runde, der består af en tur ud langs kysten og tilbage igen. Fra start kører man mod nordvest ad den flade kystvej, indtil man drejer mod nordøst for at køre væk fra vandet ad kategori 3-stigningen Dramalj (1,0 km, 8,2%), der stiger med hhv. 9,6% og 6,7% over de to gange 500 m. Toppen rundes med 5,5 km igen, hvorefter en helt lige og let faldende vej leder mod sydøst tilbage mod vandet. Her drejer man næsten 180 grader med 2400 m igen, hvorefter det falder ned til et skarpt sving med 1700 m til stregen. Herefter venter en lille bakke, inden man med 1200 m igen drejer ind på en lille nedkørsel, der byder på et skarpt sving lige ved den røde flamme. Med 600 m igen drejer man skarpt, hvorefter det er fladt med en kringlet afslutning med yderligere to sving med hhv. 350 og 300 m igen.

 

Etapen byder på i alt 2252 højdemeter.

 

 

Crikvenica var som sagt senest målby i 2021, hvor 59 mand i samme finale spurtede om sejren, der gik til Olav Kooij foran Kaden Groves og Josip Rumac, og i 2019, hvor samme finale gav sejr til Dusan Rajovic i en reduceret massespurt foran Paolo Simion og Heinrich Haussler. Også i 2018 var man forbi på en dag, hvor Alessandro Tonelli ganske overraskende snød de hårdføre sprintere ved at holde hjem med 12 sekunder fra dagens tidlige udbrud, dog i en anden finale end denne.

 

 

 

 

 

 

STREAM CRO RACE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Vejret

Det ustabile vejr fortsætter også på en fredag, hvor der venter endnu en dag med risiko for byger. I starten vil der være en risiko på 60-70% for kraftige tordenbyger, og den vil vokse til 80-90%, hvor den vil være det meste af etapen, idet der dog kun vil være tale om mere almindelige byger. Ved starten i den sydlige del ved det være varmt med en temperatur på 22 grader, men den vil ligge på 20 grader gennem det meste af etapen. Fra start vil det også være blæsende (21-22 km/t), men vinden vil hurtigt være aftagende til en styrke på bare (9-14 km/t), svagest i finalen. Fra start vil vinden komme fra syd, men gennem det meste af etapen vil den komme fra sydvest. Det giver generelt med- og sidemedvind det meste af dagen, men der vl være sidevind mellem anden spurt og første stigning og igen på sidste stykke ind til rundstrækningen. Her vil der være sidemedvind frem til toppen af bakken, hvorefter man får sidemod- og modvind frem til de sidste 300 m, hvor der vil være sidemedvind.

 

Favoritterne

Dagens lille bakke i Primosten var en stor overraskelse. Ikke blot var den på grusvej, hvad der ikke fremgik af løbsbogen. Den var også betydeligt stejlere end ventet, og det lykkedes derfor trods den kraftige modvind at skabe større forskelle end ventet. De stejlere procenter var til en gave til Jonas Vingegaard, der således kunne tage sin første sejr siden Touren og et første og vigtigt skridt mod den samlede sejr.

 

Han fik sig imidlertid en hovedpine. Jonathan Milan så godt ud på stigningerne i tirsdags, men dagens præstation var chokerende god. Italieneren er således fortsat i førertrøjen, men Jumbo har heldigvis lørdagens Ucka-stigning i baghånden, hvor den næsten to meter høje og 90 kg tunge Milan burde kunne sættes til vægs.

 

Inden vi kommer så langt, skal vi imidlertid gennem fredagens lange maraton. Det er ikke mærkeligt, at CRO Race har ry for at være så sprintervenlig en sag, for efter det første af de to klassementsslag er der en god chance for, at de hurtige folk skal på den igen. Fredagens etape er dog den vanskeligste af de tre første af de flade etaper. Én ting er, at etapen er en smule mere kuperet med mere end 2000 højdemeter over den dog ganske lange distance. Mere alvorligt er det, at de skal over Dramalj-stigningen i finalen.

 

Det er bestemt ikke en let bakke. Tværtimod er der tale om en helt lille mur, som altid skaber en del udskilning. Vi kender nemlig finalen fra de 2021 og 2019, hvor man afviklede identiske etaper, der dog begge var kortere - kortest i 2019. I 2021 så vi, at der var angreb, men at ingen kom fri, og at ca. 20 mand rundede toppen, inden 59 mand efter en regruppering spurtede om sejren, der gik til Olav Kooij, selvom han havde været sat på bakken. I 2019 kunne Jan Tratnik, Davide Villella og Alex Edmondson køre væk på bakken, men alligevel blev det samlet til en spurt blandt 48 mand, hvor selv en lidt tungere fyr som Dusan Rajovic vandt.

 

Historien viser altså klart, hvem der har overhånden, nemlig sprinterne. Manglen på en bjergafslutning bør lægge op til en aggressiv finale for rytterne har ikke specielt meget at miste ved at give den et skud. Da Milan nu udgør en trussel i kampen om den samlede sejr og har en stor chance for at tage 10 bonussekunder, vil det undre mig, hvis ikke Vingegaard giver den et skud på bakken. Det er ikke helt så enkelt endda, da det er en ret smal vej, og derfor skal man ramme muren helt fremme, hvis man vil have en chance for at køre væk. Det burde Jos van Emden og Timo Roosen dog nok kunne sikre, at Vingegaard kan.

 

Der er ingen tvivl om, at danskeren er bedste mand, og jeg udelukker ikke, at han vil kunne køre alene. Det er dog svært at tro, at han kan køre hjem på egen hånd. Selvom bakken er stejl, også betydeligt stejlere end på 1. etape, er den sidste del af etapen for let. Der er tale om en lang, lige vej med let modvind, og det favoriserer klart et felt. Kan han holde sig fri indtil de sidste 2,4 km, står man imidlertid godt. Her kommer kroaternes hang til kringlede finaler nemlig for alvor til udtryk i en afslutning, hvor der skal drejes i tide og utide, og hvor det bliver meget svært for et felt at jagte. Det gælder særligt, hvis der som ventet bliver våde veje, og det skaber desværre også en betydelig risiko for styrt.

 

Der burde dog ikke være tvivl om, at det er feltet, der skal afgøre det. Vi vil formentlig igen se en kamp fra de små hold om at ramme udbruddet, men der burde være interesse i at kontrollere. Bahrain må jagte endnu en etapesejr samt yderligere 10 bonussekunder og vil formentlig stå for hovedparten af arbejdet, men jeg er lidt spændt på, hvem der vil hjælpe. Vi så i går, at hverken Ineos eller Trek gav en hånd med, og i stedet var det Bardiani og Eolo, der kom frem i finalen.

 

Mit gæt vil være, at det igen vil være Bahrain, der skal føre det meste af dagen, men mod slutningen vil jeg tro, at nogle af de mindre hold kommer frem, hvis Ineos og Trek igen er passive. Det gælder Eolo med Vincenzo Albanese, der bør elske denne finale, Bardiani, der har fået selvtillid med Sacha Modolo og måske særligt B&B, der var så tæt på i går, selvom de må sande, at finalen meget vel kan være for hård til Barbier. De har dog i den i dag så velkørende Axel Laurance et uhyre godt alternativ. Jumbo derimod har en interesse i, at udbruddet holder. Truer det klassementet, er de nødt til at komme frem, men for dem vil det være en gave, hvis ikke der er bonussekunder i en finale, der er bedre for Milan og Mohoric end for Vingegaard. Uanset deres eventuelle hjælp bør udbruddet dog blive hentet, og da der ikke er megen vind, er det på muren, at slaget skal slås.

 

Mit gæt vil som sagt være, at Vingegaard angriber, men skal han holde hjem, skal han have selskab. Får han det i en gruppe på 3-4 mand, burde de dog have en god chance for at holde hjem. Her er Oscar Onley en oplagt allieret, hvis han kan ramme stigningen helt fremme, men jeg er spændt på, hvad Mohoric gør, hvis han kommer med, men Milan ikke gør. Kører han med rundt, står de meget stærkt, da Bahrain så ikke vil jagte. Gør han ikke, vil de blive hentet. Som Milan er kørende, er det dog sandsynligt, at også han er med, og så er jeg spændt på, hvad Vingegaard vil gøre. Det vil nok afhænge af, om han har Onley eller Mohoric med også.

 

Med det felt, vi har i år, hvor der ikke er specielt mange sprintere, tror jeg, at der er en god chance for, at en gruppe på 4-5 mand kan holde hjem, særligt hvis vejene er måde. Det vil kræve, at Bahrain har enten Mohoric, Milan eller måske Santiago Buitrago med, men det kan også sagtens blive endnu en reduceret massespurt. Endelig er der chancen for, at der kan opstå huller ind gennem de mange sving til sidst, særligt hvis vejene er våde, og her vil styrt også kunne bidrage til at splitte feltet. Det giver altså tre scenarier, der alle kan komme i spil.

 

Bliver det en spurt, er finalen som sagt urimeligt teknisk. Over de sidste 1700 m skal man dreje ikke færre end seks gange, herunder tre gange inden for de sidste 600 m, inden man rammer den 300 m lange opløbsstrækning. Særligt på våde veje vil det være halsbrækkende, og det er således en afslutning, hvor position betyder alt. Derfor vil det være en stor fordel at runde toppen langt fremme, for man skal nå frem til fronten over de næste 3 km, inden svingene starter. Ellers bliver det praktisk talt umuligt at komme frem.

 

Jeg vælger at pege på Jonathan Milan, der kan vinde i alle scenarier. Som sagt var hans præstation i dag på grænsen til det vanvittige, og derfor virker det slet ikke umuligt, at han kan hænge på Vingegaard, når stigningen er så kort som denne. Om Vingegaard og andre vil samarbejde med ham, er som sagt mere åbent, men skulle en sådan gruppe holde hjem, burde det være ret sikkert, at Milan vil vinde en spurt. Også i en massespurt vil han være min favorit. Hans enormt lange spurt i går vidner om, at han nok er feltets hurtigste mand lige nu, og han vil være den af sprinterne, der vil runde toppen længst fremme. Det er som sagt afgørende i en afslutning, hvor position betyder alt, og han vil endda også have Mohoric til at køre et lead-out. Men så gode chancer i alle scenarier må han være den helt klare favorit.

 

Faktisk har Bahrain vel også den næstbedste kandidat. Matej Mohoric vinder selvfølgelig ikke en spurt, men han kan vinde på to andre måder. Vi så i dag, at formen ikke er 100%, men stadig så god, at han bør kunne køre med Vingegaard på denne lille mur, og kan de samarbejde i en gruppe, vil han kunne slå alle i en spurt, hvis altså ikke han har Milan med. Det er imidlertid også en perfekt finale for ham, hvis det bliver samlet. Skal han køre lead-out for Milan, er han med sin eminente teknik skabt til at slå et hul igennem svingene på de potentielt våde veje, og måske vil Milan endda med vilje åbne et hul bag ham. Måske kan han endda køre alene på nedkørslen, som han gjorde på 1. etape, for selvom det bare er en lige vej, forhindrede det ham ikke i at køre væk i forgårs. Det giver ham altså flere gode chancer for at vinde. Faktisk har Bahrain også en tredje kandidat i Santiago Buitrago, der er en glimrende puncheur. Det kan ikke udelukkes, at han kan være eneste Bahrain-rytter i en gruppe, der kører væk til sidst, og her vil han have en fair chance for at slå andre klatretyper i en spurt.

 

Jeg vil også give Axel Laurance en god chance. Franskmanden viste i dag, hvor stærk han er på korte stigninger, og kan han ramme bakken langt fremme, kan han køre med de bedste. Her vil han kunne slå alle i en spurt, selvom det er klart, at Milan bliver svær at knække, men uden italieneren vil han stå meget stærkt. Også i en reduceret massespurt vil jeg regne ham som største trussel mod Milan i en spurt, særligt hvis han får Victor Koretzky til at køre lead-out. Sidstnævnte har også selv en chance, da han har punch og med god position kan ende i en gruppe, der kører væk. Er det uden Milan, vil han kunne slå de fleste klatrere i en spurt. Endelig har holdet Pierre Barbier, som har farten til at slå Milan og er god i tekniske finaler. Han overraskede med sin holdbarhed på 1. etape, og derfor giver jeg ham en chance, men bakken bør være for hård, i hvert fald til at nå frem i position.

 

Det er også en god finale for Vincenzo Albanese. Gårsdagens etape bekræftede, at han mangler en del fart i de flade spurter, og derfor vinder han ikke en massespurt, medmindre han slår hul gennem svingene. Kan hans svage hold få ham anbragt godt inden bakken, burde han imidlertid kunne køre med i en lille gruppe til sidst. Lykkes det, burde han have en god chance for at vinde en spurt, hvis altså han slipper for at skulle spurte mod Milan.

 

Ineos har også en god kandidat i Omar Fraile. Nok er formen slet ikke som i Tour of Britain, men i dag viste han, at han trods alt ikke er så formsvag, som 1. etape indikerede. Han løb tør for kræfter til sidst, men på denne kortere og lettere stigning er der en god chance for, at han kan køre med i en lille gruppe. Lykkes det, er det vel næsten kun Milan, han ikke har nogen chance for at slå i en spurt. Holdet har imidlertid også en option i Kim Heiduk. Tyskeren chokerede med sin klatring på 1. etape og igen i dag. Han kører ikke med i angrebene, men bør sidde der til en reduceret massespurt. Han får svært ved at slå Milan, men et godt lead-out fra Fraile kan i denne finale gøre underværker. Endelig er der Elia Viviani. Han så ganske fin ud på bakken på 1. etape, og selvom hans holdbarhed er stærkt aftaget, bør han have en god chance for at være med til en reduceret massespurt og nå fronten i tide. Hvis ikke Geraint Thomas og Michal Kwiatkowski er så formsvage, at de falder fra, har han det bedste tog, og selvom han lige nu synes en anelse langsommere end Milan, viste gårsdagens spurt, at han sagtens kan vinde via et godt lead-out.

 

Trek har Jon Aberasturi, der sidste år havde været en indlysende kandidat, da han var holdbar, hurtig og positioneringsstærk. I år har han imidlertid tabt evner på alle parametre, og jeg er bestemt ikke sikker på, at han vil kunne overleve bakken i så god en position, at han kan nå frem i tide. Umuligt er det dog ikke, og han burde være en af de ryttere, der har farten til at slå Milan, hvis han denne gang kan ramme den tekniske finale i en bedre position. Falder han fra, vil Jacopo Mosca kunne gå efter en top 10, men han vinder ikke en spurt, og finalen er for hård for Matteo Moschetti.

 

Hvad med Jonas Vingegaard selv? Det er en svær øvelse for danskeren, da det som sagt ligner en umulighed at holde hjem fra bakken, hvis han er alene. Er der en rytter, der kan gøre det, er det imidlertid ham. Alternativt skal han vinde en spurt, og det bliver svært. Mohoric og Milan er i hvert fald svære for ham at slå, men skulle han og Onley komme væk uden dem, burde han have en chance mod skotten. Langsom var han jo ikke, da han slog Jai Hindley og Pavel Sivakov i spurten i Polen i sin tid. Skulle det blive samlet til en spurt, burde Timo Roosen og Koen Bouwman begge kunne lave et resultat, men intet tyder på, at de vil blande sig.

 

Oscar Onley fortsætter med at imponere, og han har også en chance på denne etape. Han har klaret positionskampen fornemt, og rammer han bakken langt fremme, vil han helt sikkert være med i den gruppe, der måtte køre væk. Han er et helt ubeskrevet blad, og vi aner ikke, hvor hurtig han er på flad vej. Han har ikke vist fart overhovedet, men vi ved, at han er en god puncheur. Vingegaard burde han nok have en god chance for at slå, men det er klart, at han nok skal af med Mohoric og Milan, og det bliver svært, hvis Bahrain er modstander bagfra. Til gengæld er finalen for hård for de formsvage sprintere Nils Eekhoff, der ellers normalt ville elske denne afslutning, og Marius Mayrhofer .

 

Bardiani har Sacha Modolo, der igen i dag beviste, at han har fundet en uventet form. Han bør kunne sidde med hjem til en reduceret massespurt, og her vil han have en god chance for at ende fremme. Holdet er dog svagt, og i denne kringlede vil den nu så positioneringssvage italiener formentlig tabe kampen, ligesom farten næppe heller længere rækker til at vinde.

 

Man skal vel også nævne Patrick Bevin¸ men det er mere af pligt. Finalen passer ham som fod i hose, men i dag bekræftede han, at han slet ikke er i form. Det er muligt, at han bare havde en dårlig dag i dag, for han sad trods alt med helt fremme på 1. etape, men formen er ikke til at gå med i angrebene. Han skal altså vinde en spurt, og det er svært at se ham slå Milan.

 

Kiko Galvan skuffede i Vueltaen, men har fundet noget form til dette løb. Han bør kunne sidde med hjem til en reduceret massespurt, men han mangler fart og positionering i denne kringlede finale. Kern Pharmas anden sprinter, Alex Jaime, overraskede i dag, men selv hvis han overlever, har han ingen chance i en spurt.

 

Hos Caja Rural er det ikke sandsynligt, at halvhurtige Jonathan Lastra kan køre med de bedste på bakken, og det har Fernando Barcelo heller ikke formen til. Sidstnævnte bør dog sidde med hjem til en reduceret massespurt, hvor han kan lave et resultat, men ikke vinde. Holdets sprinter, David Gonzalez, kommer til gengæld næppe med hjem.

 

Det er svært at tro på de andre hold. Hos Uno-X synes Niklas Larsen at have nået et niveau, der gør det muligt at overleve til en spurt, men i denne kringlede finale kommer han ikke langt nok frem, som han heller ikke gjorde det i går. Formstærke Jonas Gregaard kan måske gå med i angrebene, men som spurtsvaf er han uden chance for at vinde. Hos Adria Mobil skal de håbe, at Tilen Finkst overlever, og ellers må Gal Glivar forsøge sig i en spurt, som han gjorde på 1. etape. Hos Bingoal burde det være en god finale for Milan Menten, men han styrtede i dag og skuffede på 1. etape, mens finalen er for hård for Attilio Viviani , Laurenz Rex ikke kan vinde en spurt, og Matthijs Paaschens ikke kan køre med i et angreb på bakken. Hos HRE er finalen formentlig for hård til Alan Banaszek, og Tomasz Budzinski er ikke hurtig nok til at vinde en spurt. Hos Human Powered Health er finalen for hård for Arvid de Kleijn, og Colin Joyce har også klatret skidt i år. De kan få August Jensen og Kristian Aasvold med hjem, men de vinder ikke en spurt. Ljubljana får næppe Viktor Potocki med hjem, og hos Vorarlberg er Roland Thalmann slet ikke i form.

 

Feltet.dks vinderbud: Jonathan Milan

Øvrige vinderkandidater: Matej Mohoric, Axel Laurance

Outsidere: Vincenzo Albanese, Omar Fraile, Elia Viviani, Jon Aberasturi, Jonas Vingegaard

Jokers: Oscar Onley, Kim Heiduk, Sacha Modolo, Pierre Barbier, Patrick Bevin, Santiago Buitrago, Victor Koretzky, Kiko Galvan, Fernando Barcelo

 

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Olav Kooijs sejr fra 2021 og Dusan Rajovics sejr fra 2019.

 

STREAM CRO RACE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Jonathan Milan
Matej Mohoric, Axel Laurance
Vincenzo Albanese, Omar Fraile, Elia Viviani, Jon Aberasturi, Jonas Vingegaard
Oscar Onley, Kim Heiduk, Sacha Modolo, Pierre Barbier, Patrick Bevin, Santiago Buitrago, Victor Koretzky, Kiko Galvan, Fernando Barcelo
Milan Menten, Jacopo Mosca, Niklas Larsen, August Jensen, Koen Bouwman, Timo Roosen, Alex Jaime, Alan Banaszek, Jonathan Lastra, Jonas Gregaard, Colin Joyce, Attilio Viviani, Matteo Moschetti, Gal Glivar, Laurenz Rex, Matthijs Paaschens, Kristian Aasvold, Sergio Martin, Tomasz Budzinski
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

Annonce

Annonce

AG2R Citroen Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty - Gobert

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel - Premier Tech

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Alpha Vinyl

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team BikeExchange Jayco

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger