Optakt: 4. etape af Giro d’Italia

Ruten

Efter en af de tidligere hviledage, der efterhånden er blevet et hyppigt tilbagevendende fænomen i en Giro, som i stigende omfang søger efter spektakulære Grande Partenzaer i fjerntliggende regioner, er Giro-feltet på 4. etape endelig tilbage i hjemlandet. Hvis sprinterne havde håbet på en fortsættelse af tendensen fra det israelske fladland, hvor de kunne boltre sig på to sprinteretaper, kan de imidlertid se langt efter deres næste mulighed. Den første uge i Italien indledes nemlig på det stærkt kuperede Sicilien, hvor arrangørerne intet har gjort for at please de hurtige folk. Allerede den første af de italienske etaper i årets løb er således en voldsomt svær sag, hvis savtakkede profil afslører, at der stort set ikke er én meter flad vej, og selvom der heller ikke er lange, svære stigninger på menuen, venter der en svært kontrollerbar og meget uforudsigelig etape, der kan give anledning til lidt af hvert.

De 198 km fører feltet fra Catania på den sicilianske østkyst til Caltagirone i hjertet af den kuperede ø. Efter en lille sløjfe omkring startbyen sætter man straks kursen mod syd, men i stedet for at følge den flade kystvjt holder man sig tilstrækkeligt langt inde i landet til, at terrænet er mere rynket. Efter en hovedsageligt faldende start med kun én mindre bakke, begynder det efter ca. 40 km at stige, og herefter vil det generelt gå opad i de følgende 40 km, dog på en irregulær måde med flere stejlere passager og enkelte mindre nedkørsler undervejs. Halvvejs oppe drejer man mod vest for at køre længere ind i landet, indtil man endelig efter 82,4 km når etapens højeste punkt i 779 m højde på toppen af kategori 4-stigningen Pietre Calde (8,3 km, 2,8%, max. 8%).

Efter stigningen venter en meget teknisk fase, hvor vejen snor sig mod sydvest ned til den første spurt, der er placeret efter 112,3 km. Også her er terrænet vanskeligt med først en længere nedkørsel og en efterfølgende stigning, hvorefter det går op og ned i konstant vekslende terræn. Vejene er voldsomt snoede og asfalten til tider dårlig, ligesom der meldes om brosten i flere byer. Det savtakkede terræn fortsætter, når man kører mod vest og derefter nordvest forbi den sidste spurt, der er placeret efter 133,7 km, men denne del af etapen er dog lettere end den foregående.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Efter spurten fører en længere nedkørsel ned til bunden af kategori 4-stigningen Vizzini (4,8 km, 4,4%, max. 10%), der er har top med 47,5 km til mål. Herfra går det hovedsageligt mod nordvest via et længere, generelt faldende stykke, indtil man til slut drejer mod vest for at køre ind mod målbyen. Det sker, når man med 17,2 km igen rammer en lang, ikke-kategoriseret stigning, der over 8,9 km stiger med 3,4% i snit og efter profilen at dømme er relativt jævn. Med 7,3 km igen flader det ud, men det betyder ikke, at etapen er flad. De sidst 5 km finder sted på en bølget vej i Caltagirones byzone og er aldrig helt plan. Med 3 km igen passerer man igennem den gamle bydel via en smal, let faldende vej, der snor sig rundt og byder på mange bløde sving, herunder et 180-gradersving. Med 1700 m igen tager man et skarpt venstresving og følger derefter flad vej frem til den røde flamme, hvor man rammer den afsluttende rampe, der over 1 km stiger med 8,5% i snit og midtvejs når passager på 13%. I bunden er der et skarpt sving, men derefter bøjer vejen sig kun let, indtil man rammer den 300 m lange, 7,5 m brede opløbsstrækning.

Etapen har i alt 3362 højdemeter.

Caltagirone har aldrig tidligere været vært for Giroen og ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.

Vejret

Efter nogle meget varme dage i Israel kan ryttere se frem til mere menneskelige temperaturer i Italien. Tirsdag bliver flot med kun enkelte skyer og en temperatur på behagelige 22 grader. Det vil blæse lidt op i løbet af dagen, så vi til slut har en jævn vind fra sydvest. Det giver sidemodvind først på etapen og modvind, når man drejer ind i landet. Herefter vil der være sidevind, indtil man atter får sidemodvind på det sidste stykke und mod målbyen. Her vil der være sidevind det meste af tiden på de sidste 5 km, indtil man drejer ind i modvind på den korte opløbsstrækning.

Analyse af 3. etape

Hvad er det, Quick-Step kan? Det er velkendt, at det belgiske mandskab er lidt af en vindermaskine, der år efter år vinder flere cykelløb end noget andet hold, og at de hvert år gør skeptikerne til skamme ved at erstatte tabt talent med nye ryttere, der straks tager over. Mest kendt er de for deres succes i klassikerne, hvor de i år var nærmest altædende, men sidste år havde også deres hidtil bedste grand tour-sæson med sejre på 16 ud af 63 etaper!!!

Læs også

WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument

Den succes syntes på forhånd næsten umulig at gentage, men efter klassikerne synes intet at være umuligt for Patrick Lefeveres tropper. Og efter tre dage af årets første grand tour kan vi konstatere, at belgierne ikke kunne have fået en bedre start i deres forsøg på at overgå den mageløse præstation fra sidste år. Med et hold bygget op om Elia Viviani var drømmen at komme fra Israel med to etapesejre, og efter endnu en sublim præstation af den italienske superstjerne har man ikke blot opnået det - man har også fået et yderst solidt greb om pointtrøjen og Maximilian Schachmann i hvidt!

Det er blot endnu en vidnesbyrd om, hvor meget momentum betyder i cykelsporten. Mens hans gamle hold, Sky, med først et styrt til Chris Froome og siden en dum punktering til Wout Poels fortsat synes plaget af den Giro-forbandelse, der har reddet briterne som en mare siden 2013, er han med det samme blevet grebet af den succesbølge, som altid præger Quick-Step. Efter et drømmeforår, hvor han har været en sand vindermaskine, har han efter bare to sprinteretaper allerede tredoblet antallet af sejre i grand tour-etaper, siden han rullede ned ad rampen i Jerusalem i fredags.

Mest imponerende er det, at begge de to sejre er opnået med en ufattelig kølighed og evne til at læse spurterne helt rigtigt. I går gik det helt galt for Quick-Steps lead-out, men alligevel lykkedes det Vivani at gribe det rigtige hjul, nemlig Bennett, der i Rudiger Selig havde feltets bedste lead-out man. Herefter var han yderst opmærksom og meget snarrådig, da Jakub Mareczko åbnede fra distancen, og efter at have brugt sin landsmand som lead-out kunne han let vinde etapen.

I dag var han nøjagtig lige så kløgtig. Denne gang viste Quick-Step deres høje klasse, da de totalt dominerede med Zdenek Stybar og Schachmann, men en punktering satte hans sidste mand, Fabio Sabatini, ud af spillet. Hurtigt indså han, at de ville komme til kort i finalen, og derfor lod han sig atter falde tilbage for at finde Bennetts hjul. Det viste sig at være en formidabel beslutning for efter, at Michael Mørkøv havde ført feltet gennem sidste sving, var han perfekt placeret, da Bennett åbnede en alt for lang spurt. Igen kunne den snu italiener bruge en rival som lead-out man og til slut med lethed gå forbi, da syren satte ind for ireren.

Mens Viviani har vist klasse og har fået sin fortjente belønning, er alt gået galt for Bennett, der ellers i Frankfurt viste, at han er i storform. Allerede i det tyske løb begik han en stor brøler ved at åbne sin spurt alt, alt for tidligt - delvist pga. Fernando Gaviria, der blev ledt forkert i et sving - og i Israel er det bestemt ikke gået bedre. I går snorksov han, da Mareczko åbnede en lang spurt, og i dag fejlæste han spurten totalt, da han åbnede alt, alt for tidligt umiddelbart efter sidste sving. Igen havde Selig ellers afleveret ham i en god position, men ireren tabte atter nerverne og køligheden og begik en fejl, der kostede ham sejren.

På forhånd var der lagt op til, at sprinteretaperne ville blive et opgør mellem Viviani og Bennet, og foreløbig står der altså 2-0 i Vivianis favør. Det lover ikke godt for Bennett, der i forvejen synes at være en skrøbelig karakter, der meget let lader sig gå på af modvind. At han nu to gange har svigtet sit hold på grund af egne fejl, vil derfor formentlig plage ham i de kommende dage, der kan blive en svær tid for ham, inden han igen får chancen på fredag. Og allerede nu kan han gå lidt i panik, da antallet af sprinteretaper i årets løb er meget lavt.

I det hele taget endte dagens etape som lidt af en fest for italienerne. Sacha Modolo leverede nemlig en af sine bedste grand tour-spurter i mange år, efter at han siden tabet af Maximilano Richeze som lead-out man slet ikke har været i nærheden af noget i sit store hjemmebaneløb. Tom Van Asbroeck leverede for anden dag i træk et fremragende forarbejde for sin kaptajn, der som bekendt elsker tekniske finale som den, der ventede i Eilat. Sluttelig kørte han en ganske stærk spurt, der giver håb om, at han måske kan slå til, når trætheden sætter ind senere i løbet, hvor mange af rivalerne vil lide mere end den meget holdbare EF-rytter.

En anden rytter, der har stor grund til begejstring, er Jakub Mareczko. Italieneren har altid været kendt for sin fabelagtige hurtighed og sin rystende dårlige positioneringsevne. I lyste af sidstnævnte var der ikke grund til at have mange forventninger til ham i de tekniske finaler i Israel, men han har langt overgået forventningerne. Efter gårsdagens andenplads placerede han sig i en endnu sværere afslutning så godt, at han kunne spurte sig til en 4. plads. Naturligvis er det klart, at han fortsat har meget at lære, og at han hverken i dag eller i går fik maksimal nytte af sin høje topfart, men det forhold, at han to gange i træk kan være med fremme, kan give håb om mere. Desværre venter der en udfordring i den kommende tid for italieneren, der bestemt ikke er kendt for sin holdbarhed og vil få svært ved at holde niveauet hele vejen til Rom - hvis han da kommer så langt.

Også Danny Van Poppel fik oprejsning efter gårsdagens slemme skuffelse. Igen blev det ganske vist klart, at hollænderen, der har klaget over dårlige ben, ikke er i topform, men han gjorde det langt, langt bedre i dag. Traditionelt bliver han nemlig bedre og bedre efter et par dage, og derfor kan han håbe, at han vil være oppe i fulde omdrejninger på fredag. Med sin høje topfart vil han i hvert fald være et ganske interessant krydderi til duellen mellem Bennett og Viviani.

Læs også

Pogacar før monument: Det er et af mine yndlingsløb

Der er imidlertid andre, der har alt andet en grund til tilfredshed. Det gælder særligt Andrea Guardini, der nu i månedsvis har set frem til at vende tilbage til Giroen, som han har savnet siden 2014. Skiftet til Bardiani og et lovende forår havde givet håb om, at han var vej tilbage, men intet er foreløbig gået efter planen. I går var han helt ude af position, og igen i dag måtte Bardiani satse på lead-out man Paolo Simion - der i parentes bemærket bliver bedre og bedre efter at have taget en imponerende sejr på sidste etape i Kroatien - mens kaptajnen var blandt de mange, der blev fanget i sidevinden.

Netop sidevinden skulle vise sig alligevel at spille en rolle, selvom rytterne hovedsageligt havde vinden i ryggen. Også Niccolo Bonifazio, der ellers i Kroatien havde vist så lovende form, lod sig nemlig fange bagude. Det er desværre en kedelig tendens for den lille italiener, der har ganske meget potentiale, men på sine dårlige dage kan være næsten skræmmende dårlig. At han lod sig fange i dag, vidner i hvert fald om alt andet en brillante ben.

For klassementsrytterne har de sidste to dage i Israel bare handlet om at komme sikkert frem til Italien, og mange har frygtet både varmen og vinden. Det var da også tydeligt i dag, at de blæsende betingelser skabte stor nervøsitet, men med en generelt favorabel vind var der aldrig for alvor stor risiko. Alle de store navne holdt sig da også fint til, og dermed er det kun Poels, der efter gårsdagens punktering måtte lide tidstab på de to flade isralske etaper.

Der var dog tidstab til ryttere, som måske kunne have gjort sig gældende i klassementet. Igor Anton, Fausto Masnada og Mattia Cattaneo blev alle noteret for et tidstab på 31 sekunder, Darwin Atapuma smed 1.07, den småskadede Jack Haig samt Sebastien Reichenbach tabte 1.32, Koen Bouwman endte 3.07 efter, og den yderst talentfulde Giulio Ciccone samt Eduardo Sepulveda tabte hele 5.15. Alle er de her dog primært for at jagte etaper eller for at støtte en kaptajn, og derfor var det ikke uventet, at de med vilje sparede kræfter mod slutningen for enten at spare kræfter eller kunne opnå lidt mere frihed senere i løbet.

Dermed er der mange af de store navne, der kan ånde lettet op. Enkeltstarten skabte større tidsforskelle mellem særligt Dumoulin og Froome, end de fleste havde ventet, men derudover bød det frugtede israelske eventyr ikke på det store drama. Nu venter en rejse til Sicilien, hvor et helt nyt cykelløb kan begynde fra på tirsdag - og mon ikke, at også det vil byde på mindst et par etapesejre til Quick-Step undervejs?

Favoritterne

Efter to dage, der alene har handlet om overlevelse for klassementsrytterne, er det nu endelig tid til at klatrebenene lidt. Ganske vist byder 4. etape ikke på de voldsomste eller stejleste stigninger, men alligevel er der på en dag, hvor det går op eller ned det meste af vejen tale om ganske mange højdemeter. Samtidig er der tale om snoede og kringlede veje, der er som skabt til angreb, og det må utvivlsomt sætte tanker i gang hos mange af de angrebslystne ryttere.

Når man ser på profilen, er det svært ikke at få mindelser om de liguriske etaper i 2015, der ligeledes kom på et tilsvarende tidspunkt i løbet. Her fandt man tilsvarende terræn og snoede veje, og det viste sig, at det blev for vanskeligt at kontrollere. I sidste ende løb Davide Formolo med en overraskende etapesejr, ligesom der var voldsom taktisk kamp mellem favoritholdene.

Denne gang tror vi dog, at det bliver mere kontrolleret.  Den indledende del er ikke skræmmende svær, og der synes i den indledende fase primært at være tale om lange, jævne opkørsler og ikke svære stigninger. Der er ingen tvivl om, at BMC vil gøre alt, hvad der står i deres magt for at forsvare trøjen, og med Alessandro De Marchi, Nicolas Roche, Kilian Frankiny og Loic Vliegen har de et fint klatrehold.

Det betyder dog ikke, at der ikke vil blive kørt aggressivt. Tværtimod vil vi formentlig se en meget livlig start med mange angreb, men den første svære del kommer først efter 45 km. Derfor vil det sandsynligvis kunne lade sig gøre for BMC at undgå, at udbruddet bliver alt for stærkt - med mindre man når frem til den svære del, inden hullet slås. Sker det, vil det blive betydeligt sværere, og i så fald kan vi få en ganske stærk gruppe af klatrere.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

BMC er imidlertid ikke de eneste med en interesse i at skabe samling. Michael Woods må helt sikkert have kig på denne etape, og det er tænkeligt, at Simon Yates har det samme. Også Tim Wellens kan have ideer - hvis ikke han i højere grad satser på et udbrud - og dermed er der i hvert fald tre mulige allierede til at BMC. Særligt EF kan ventes at give en hånd med, da Woods ikke har lagt skjul på, at hans allerstørste mål er at vinde en etape først i løbet. Dette er formentlig hans allerbedste mulighed.

Derfor tror vi, at interessen er tilstrækkelig stor til, at der kan holdes snor i udbruddet, men der skal formentlig køres så stærkt i det svære terræn, at det bliver et langt udskilningsløb med konstant stress og hektisk positionskamp på de smalle veje. Derfor vil det formentlig være et decimeret felt, der når frem til den sidste bakke med knap 20 km til mål. Den er et ideelt afsæt for et angreb, men det bliver svært at køre hjem herfra. Sandsynligheden for, at Sky, Mitchelton-Scott eller FDJ vil sætte et dræbertempo for at gøre finalen mindre hektisk for deres kaptajner, er ganske stor, og derfor vil det formentlig gå meget stærkt med endnu større udskilning til følge. Herefter vil farten blive holdt høj på den sidste kuperede del, og vi tror derfor på, at et reduceret felt skal afgøre det på rampen op mod mål.

Selve finalen er lidt svær at læse. Stigningen i sig selv er ikke specielt lang, men den er ganske stejl undervejs, særligt på de sidste 500 m. Det er derfor klart, at der ikke er tale om en Mur de Huy-agtig stigning, men den skal ikke undervurderes. 500 m med næsten 11% gør ondt og er formentlig for stejlt for lidt tungere typer som eksempelvis Matej Mohoric og Luis Leon Sanchez og måske også Giovanni Visconti, der ellers er gode afsluttere på en rampe som denne. Vi vil derfor sandsynligvis se en top 10, der er befolket af klassementsryttere med de mest eksplosive nær toppen samt nogle af de lettere puncheurs. Derudover skal man bestemt ikke undervurdere betydningen af positionering i det, der er en meget kringlet og teknisk finale.

Trods de tekniske vanskeligheder vil vi pege på Michael Woods som vores favorit. Canadieren elsker denne type eksplosive ramper, hvor han kan gøre brug af sit fabelagtige punch, og han er særligt komfortabel, når det bliver stejlt. Derfor er knap 11% til slut en nærmest perfekt afslutning for EF-kaptajnen, der helt sikkert har udset sig denne etape som et kolossalt mål. Han drømmer nemlig om endelig at få den store sejr og har styrket selvtilliden, ikke mindst fordi han sidste år vandt spurten i en lignende afslutning - desværre bare bag et udbrud. Efter et sygdomsramt forår er formen i top, hvilket hans 2. plads i Liege vidner om, og al logik tilsiger, at han nu blot er endnu bedre. Hans 3. plads i en dog lidt sværere finale på Cumbre del Sol i Vueltaen sidste år er blot endnu et vidnesbyrd om hans evner i disse finaler.

Det store problem for Woods er positionering. Han hader den hektiske positionskamp, og den kringlede finale er derfor ikke til hans fordel, specielt fordi han til slut kun vil have Hugh Carthy, Joe Domrbowski og Nathan Brown hos sig, og de har præcis samme foragt for den disciplin. Woods er dog blevet så meget bedre, at vi tror, at han kan holde sig til, og i en direkte spurt tror vi ikke, at han kan slås. Derfor tror vi på canadisk etapesejr.

Det er egentlig lidt mærkelig, at Simon Yates aldrig har opnået de store resultater i disse finaler. På papiret passer de ham nemlig ganske perfekt, idet han har et fremragende punch på korte ramper. Som ganske ung kørte han da også i top 10 på Mur de Huy-etapen i Touren, men de er faktisk hans eneste reelle resultat på højeste niveau i puncheurafslutninger. I år har han imidlertid virket skarpere end tidligere og fik lidt af et gennembrud som klatrer ved at køre fra alt og alle på kongeetapen i Paris-Nice. Samtidig viser hans fremragende enkeltstart, at han er i storform forud for Giroen. Den lille brite vil formentlig få det svært i de høje bjerge i den tredje uge, men han har en fremragende chance for at tage karrierens anden grand tour-etapesejr tirsdag.

Tim Wellens er kommet til Italien for at vinde en etape, men har primært blikket rettet mod udbrud i de to sidste uger. Han skulle dog være et slemt skarn, hvis ikke han også har kig på denne etape, hvis finale passer ham ganske glimrende. Han viste med sin storslåede etapesejr på 4. etape i Ruta del Sol, hvor skarp han er i disse finaler, og han elsker endda den tekniske natur, hvor han kan drage fordel af sin fremragende positioneringsevne. Han har i år nået et helt nyt niveau, og hvor han havde det lidt svært på Mur de Huy i Fleche Wallonne, burde han være mere komfortabel i denne afslutning, hvor det er knap så stejlt. Også hans flotte spurt på 1. etape vidner om hurtigheden i en stigende spurt, men han havde dog nok foretrukket, at afslutningen var en anelse lettere. Det helt store spørgsmål er, hvordan formen efter en løbspause er. Selv regner han med at være lidt rusten i den første uge, men hans fine enkeltstart vidner om, at det ikke er helt skidt.

Sejren på 1. etape vidner om, at Tom Dumoulin atter har timet formen helt perfekt, og det burde give ham muligheder på denne etape. Egentlig er det overraskende sjældent, at han har spurtet med i afslutninger som disse, men hans sejr på Cumbre del Sol i Vueltaen i 2015 vidner om, hvor skarp han kan være i puncheurfinaler. Denne bakke, der ikke er alt for stejl, burde passe ham ganske perfekt, og han er samtidig helt fantastisk i positionskampen. Skal man følge tendensen fra sidste år, er der risiko for, at han ikke vil gå voldsomt hårdt efter sejren, men mon ikke udsigten til bonussekunder vil kunne anspore ham til at være lidt mere ambitiøs?

I starten af sin karriere var Thibaut Pinot kendt som en spurtsvag diesel, men det fik han for alvor ændret på sidste år. I Tour of the Alps fandt han pludselig ud af, at han kunne spurte, og det gav ham sejre i både alpeløbet og Giroen i kraft af netop sin spurtstyrke. Siden har han forfinet kunsten, hvilket han blandt andet viste i spurten bag de tre udbrydere i en lidt lettere finale på 1. etape af Tour of the Alps, og derfor er der en god chance for, at han har udset sig denne etape som et oplagt mål. Positionskampen er ikke hans store styrke, men han er blevet langt bedre og har i Georg Preidler en mand til at holde sig fremme. Den ærgerrige franskmand skyder på alt, hvad der rører sig, og vil helt sikkert gå efter sejren og de værdifulde bonussekunder, der følger med.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Chris Froome er måske mest kendt for sine evner i hårdere terræn, men han er faktisk en glimrende afslutter på korte stigninger også. Vi skal ikke glemme, at det kun var specialisten Joaquim Rodriguez, der forhindrede ham i at vinde på Mur de Huy i Touren i 2015, ligesom hans sejr på Cumbre del Sol i Vueltaen sidste år vidner om hans styrke i disse afslutninger. Man kan dog frygte, at denne finale trods alt er lidt for let for Froome, der ikke har helt samme punch som de største favroitter værste rivaler. Dertil kommer usikkerheden om hans tilstand efter styrtet samt det forhold, at han formentlig først regner med at toppe sidst i løbet.

Et af de allermest spændende elementer på denne etape er, at vi får svar på, hvor god Carlos Betancur er. Som jeg har skrevet ved flere lejligheder i disse optakter og analyser, var den lille colombianer dybt imponerende i sidste års Vuelta, indtil han styrtede. Hans forår har været temmelig blandet, men der har været opløftende momenter undervejs. Allervigtigst er det dog, at han kørte en nærmest sensationel enkeltstart på 1. etape. Er Betancur virkelig tilbage, er dette en drømmeafslutning for en mand, der som helt ung blev nr. 4 i Fleche Wallonne. Spørgsmålet er bare, om han vitterligt har genfundet dette niveau.

Miguel Angel Lopez er måske kendt for sine meritter i de højeste bjerge, men faktisk tog han sin første store sejr i netop en finale som denne i Vuelta a Burgos. Han har faktisk et ganske glimrende punch, når han er i topform, og er han det, er han som bekendt en næsten ustoppelig klatrer. Det store spørgsmål er, om han allerede nu er på top, da han som regel skal bruge nogle dage til at finde de bedste ben. Dertil kommer, at han som bekendt styrtede forud for 1. etape, og selvom han ikke slog sig slemt, kan det formentlig mærkes.

Esteban Chaves er som Lopez kendt som klatrer, men også han har et ganske glimrende punch. Det var således ham, der sidste år blev nr. 2 bag Froome på Cumbre del Sol i Vueltaen, og det vidner om evnerne i disse finaler. Denne er dog betydeligt lettere og formentlig for let til, at colombianeren kan blande sig helt fremme i kampen om etapesejren. På den anden side kommer Chaves som regel flyvende ind til grand tours, og det vil formentlig også være tilfældet denne gang.

For Rohan Dennis er den vigtigste opgave at forsvare førertrøjen, men måske kan han tillade sig at være mere ambitiøs. Han er nemlig ganske hurtig i stigende spurter, hvilket hans sejr i en reduceret massespurt på 2. etape i Tour of the Alps er vidnesbyrd om. Han synes at være i topform og får formentlig først problemer i den anden og den tredje uge. I det hele taget passer terrænet på denne etape ham perfekt, selvom vi frygter, at afslutninge nok er en anelse for stejl til, at han kan opnå det helt stejl til, at han kan opnå det helt store resultat.

Det kan til gengæld Pello Bilbao, der elsker denne type finaler og bare er blevet bedre og bedre siden sidste års Vuelta, hvor han endelig viste sit fulde potentiale. Senest imponerede han i Tour of the Alps, hvor han med et smart angreb vandt 1. etape, og han har det helt rette punch til en spurt på en stigning som denne. Hans exceptionelle enkeltstart vidner om topform, men han kan blive låst i en rolle som hjælper for Lopez, der er holdets førsteprioritet.

En meget spændende joker er Jose Goncalves. Portugiseren viste i Vueltaen i 2015, at han er en mester i denne type afslutninger, hvor han kan overvinde tyngdekraften selv på de stejleste procenter. Efter to svære år er han nu endelig på vej tilbage. Han kørte en fabelagtig bjergenkeltstart i Romandiet - og det burde have været alt, alt for svært - og imponerede stort med en 4. plads på enkeltstarten. Goncalves har chancen for at fortsætte drømmestarten for Katusha med et topresultat.

Havde dette været tidligere, havde vi haft Diego Ulissi som en af de helt tunge favoritter. Italieneren har tidligere vundet tre etaper i Giroen ved netop at slå til i stigende spurter/puncheurfinaler og var tidligere en af verdens allerbedste i denne type afslutninger. På sine gode dage er han også stadig sublim, hvilket hans sejr i Montreal og Tour of Turkey sidste år vidner om, men desværre har han i år været langt fra niveauet. Han havde en rædselsfuld ardennerkampagne, og vi frygter, at formen ikke rækker til et topresultat.

En chokerende 10. plads på enkeltstarten bekræfter blot, hvad vi allerede vidste: Domencio Pozzovivo er flyvende! Det er klart, at han ikke er eksplosiv nok til at vinde en etape som denne, men stejlheden til slut og den gode form kan alligevel bringe ham langt. Vi skal nemlig ikke glemme, at han blandt andet blev nr. 5 i Liege, hvor han endnu engang viste, at punchet på korte stigninger slet ikke er dårligt. På en god dag kan Pozzovivo godt køre i top 5.

En anden meget spændende rytter er stortalentet Maximilan Schachmann, der var kendt som tempospecialist, men bliver ved med også at imponere på stigningerne. Ikke mindst hans fantastiske Fleche Wallonne, hvor han først blev hentet få hundrede meter fra toppen af Mur de Huy og alligevel holdt sig i top 10, vidner om evnerne, men også hans flotte resultater i Algarve var af høj klasse. Han er ikke langsom på stigninger som disse og vil være optaget af at forsvare den hvide trøje.

Endelig vil vi pege på Ben Hermans. Belgieren er her primært for at vinde en etape fra et udbrud, men mon ikke han alligevel vil forsøge sig i en afslutning, der burde passe ham glimrende? Problemet er bare, at han ikke har været flyvende i år. Faktisk har han været temmelig skuffende, delvist på grund af sygdom, og derfor er det svært at være alt for optimistisk. Men finder han benene fra sidste års Tour of Oman, kan han blive farlig.

Som sagt tror vi ikke meget på en udbrudssejr, men skulle det mislykkes for BMC at holde det samlet, vil vi - i prioriteret rækkefølge - pege på Tim Wellens, Matej Mohoric, Giovanni Visconti, Luis Leon Sanchez, Davide Villella, Ruben Fernandez, Ben Hermans, Jarlinson Pantano, Jose Goncalves, Valerio Conti og Giulio Ciccone som kandidater.

Feltet.dks vinderbud: Michael Woods

Øvrige vinderkandidater: Simon Yates, Tim Wellens

Outsidere: Tom Dumoulin, Thibaut Pinot, Chris Froome, Carlos Betancur, Miguel Angel Lopez

Jokers: Esteban Chaves, Rohan Dennis, Pello Bilbao, Jose Goncalves, Diego Ulissi, Domenico Pozzovivo, Maximilian Schachmann, Ben Hermans

Udbrudskandidater: Tim Wellens, Matej Mohoric, Giovanni Visconti, Luis Leon Sanchez, Davide Villella, Ruben Fernandez, Ben Hermans, Jarlinson Pantano, Jose Goncalves, Valerio Conti, Giulio Ciccone