Optakt: 4. etape af Giro d’Italia

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

Ruten                                                         

Det er sjældent, at man skal længere frem end til fjerdedagen, inden Giro-arrangørerne kaster feltet ud i den første bjergetape, og heller ikke i år skal man da vente længe. På løbets første tirsdag vender løbet nemlig for tredje gang på mindre end ti år tilbage til bjergbyen Sestola, hvor både Pieter Weening og Giulio Ciccone har sejret på relativt bløde bjergetaper, men denne gang benytter man en ny og langt hårdere finale. Ganske vist er finalestigningen kort, og der er ikke mål på toppen, men 4,3 km med 9,9% i den absolutte finale vil med det samme give klatrerne en første mulighed for at vinde de første sekunder, de måtte have tabt på den indledende enkeltstart.

I alt skal der tilbagelægges 187,0 km, der fører feltet fra Piacenza til Sestola. Startbyen er stadig placeret på Po-sletten, hvor første del af løbet er tilbragt, men nu bevæger man sig ind i bjergene. Fra start kører man ad en helt flad vej mod sydøst hen ad Po-sletten til byen Fidenza, der nås efter 31,6 km. Herfra sætter man kursen videre mod sydøst, stadig via den flade slette, men med retning mod bakkerne. Kort efter begynder det således at stige, når rytterne rammer en ikke-kategoriseret stigning (4,0 km, 5,5%), som leder op til dagens først spurt, der er placeret 86,8 km.

Læs også

Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024

Nu er det slut med det lette terræn, for mens man fortsætter mod sydøst ind gennem bjergene, stiger det fortsat via en svær bakke (1,9 km, 7,5%) med top efter 92,7 km, inden et let stigende stykke leder videre mod sydøst. Efter en kort nedkørsel rammer man endnu en stigning (2,0 km, 5,8%) med top efter 96,8 km, inden det går ned til endnu en bakke (3,0 km, 4,1%). Endnu en kort nedkørsel leder nu frem til dagens første kategori 3-stigning, Castello di Carpineti (3,5 km, 8,6%, max. 14%), der efter 1000 m med 5,1% stiger med 9-10% resten af vejen frem mod toppen, der rundes efter 111,8 km.

Nu bliver det lagt om længe lidt lettere, når en teknisk nedkørsel leder videre mod sydøst, inden man kører videre mod sydøst ad en flad vej, der går langs en flod, inden det begynder at stige let frem til bunden af kategori 3-stigningen Montemolino (8,6 km, 5,7%, max. 18%), der skal deles i to dele. De første 5,0 er lette med 4,7% i snit, inden der venter 1650 m, der er næsten flade. Til slut tager den dog fat med 1950 m med hele 11,6% og endda 13,6% over de sidste 600 m frem mod toppen, der rundes efter 143,4 km.

Herefter venter ingen rigtig nedkørsel, men et let faldende stykke, der leder mod nordøst og syd, inden man kører op ad en lille bakke mod nordøst. Nu tager man hul på en rigtig nedkørsel, der er let og leder mod sydvest, inden man drejer mod sydøst for at køre op ad en ikke-kategoriseret stigning (4,0 km, 7,3%), der har top efter 170,6 km. En lille bakke leder nu mod øst frem til udkanten af Sestola, men i stedet for at køre ind til byen slår man en grim sløjfe mod syd.

Den indledes med en teknisk nedkørsel, der leder mod sydvest ned til Fanano, hvor dagens sidste spurt kommer efter 180,2 km. Her drejer man med det samme mod vest og senere nord for at køre op ad kategori 2-stigningen Colle Passerino (4,3 km, 9,9%, max. 16%), der er stejlest over de første 2 km, hvor procenterne hovedsageligt er tocifrede, inden den bliver en anelse lettere med 8-9% frem mod toppen, der rundes efter 184,5 km. Herfra resterer bare 2,45 km, der indledes med 950 m nedkørsel, inden en bakke (500 m, 4,2%) leder op til den røde flamme. Efter en ultrakort nedkørsel stiger det med 2-3% frem til de sidste 500 m, der med 0,8% er næsten flade. Finalen er ikke teknisk, da der blot er ét hårnålesving på nedkørslen, inden en let bugtende vej leder frem til et sidste sving med 500 m igen. Belægningen er brostensagtig mellem 750 m- og 250 m-mærkerne, inden man igen rammer asfalt.

Etapen byder på i alt 3085 højdemeter.

Sestola er blevet besøgt to gange tidligere i dette årtusinde, men begge gange med helt anderledes finaler. Senest var det i 2016, hvor nyprofessionelle Giulio Ciccone kørte alene hjem til sejr fra et udbrud, mens der i en større favoritgruppe kun var små huller til allersidst. Her kørte man op til mål ad den bløde vej, der i år bruges som nedkørsel, og årets afsluttende stigning indgik i stedet som en tidligere nedkørsel. I 2014 spurtede Pieter Weening og Davide Malacarne om sejren efter en dag i udbrud, og her sejrede hollænderen, mens en favoritgruppe på 23 mand nåede mål i samme tid. I dette tilfælde sluttede man dog på en blød kategori 2-stigning uden for byen, og årets afsluttende stigning indgik slet ikke. I 2018 besøgte Baby-Giroen byen, og det gav solosejr til Markus Wildauer foran Alessandro Covi og Michele Corradini.

Læs også

Optakt: Tour de Romandie

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

Vejret

I dag var rytterne relativt heldige med vejret, men sådan går det næppe tirsdag, hvor den norditalienske syndflod fortsætter. I Sestola skal der falde 17 mm, og nedbørsrisikoen vil være 95-98% hele etapen, inden den falder til 90% til allersidst. Temperaturen i målbyen vil være beskedne 13 grader, og samtidig vil det for første gang være blæsende. Faktisk ventes en frisk til hård vind (25-30 km/t) fra syd med ca. 25 km/t i starten, derefter aftagende og til slut tiltagende i finalen igen. Det giver en hel dag med hård sidemodvind frem til den sidste sløjfe. Her vil der være modvind på nedkørslen og først side-og slutteligt medvind på stigningen. Fra toppen vil der være sidemedvind stort set hele vejen, indtil man får sidevind på de sidste 500 m.

Analyse af 3. etape

Det er velkendt, at der melder sig en ny virkelighed, når man går fra at være underdog til at være verdensstjerne. Så længe radaren slet ikke har fanget en rytter, bliver alting pludselig meget, meget lettere, mens favoritmærkatet kan være lidt af en blyklods om benet. Eksempelvis er det da også nærliggende at forklare den såkaldte ”regnbuetrøjens forbandelse” med den ekstra synlighed og opmærksomhed, den iøjnefaldende trikot giver, for den fjerner med ét al frihed og gør det dermed meget svært at bevare den sejrsrate, man måtte have haft i årene forinden.

For Peter Sagan er det nu længe siden, han gik fra at være underdog til at være verdensstjerne. Faktisk kan man med nogen ret hævde, at han smed underdogprædikatet i karrierens allerførste løb, Tour Down Under, i 2010, og som minimum var det slut med at være upåagtet opkomling, da han kort efter vandt to etaper i Paris-Nice, karrierens første europæiske WorldTour-løb. Derfor har Sagan for længst vænnet sig til, at alle kigger på ham, og faktisk var det vel i nogle år sådan, at stort set alle hold lagde deres taktik til brostensklassikerne til rette efter, hvordan den næsten kroniske storfavorit skulle slås.

Måske er det derfor, at Sagan i dag kun står med to monumentsejre, selvom hans talent og klasse har berettiget ham til langt mere. I hvert fald er det sandt, at Sagan har misset et hav af sejre, fordi hele feltet har siddet med øjnene limet til slovakken. Sjovt nok har det hele for ham været meget lettere til VM, hvor hans slovakiske hold har været så svagt, at alle alligevel har accepteret, at det ikke var favorittens hold, der skulle styre tingene, men i en hel serie af andre begivenheder kan man pege på eksempler på, at en isoleret Sagan har smidt sejre, fordi alle forventede, at enten han eller hans hold skulle gøre arbejdet.

Egentlig er det måske meget godt, at Sagan har haft så svære odds gennem hele sin karriere, for når man ser på resultatlisten, tør man slet ikke tænke på, hvordan den havde set ud, hvis han havde spillet på samme bane som snart sagt enhver anden cykelrytter. Til gengæld virker det svært urimeligt, at navnet Sagan i dag åbenbart stadig får alle til at ryste så meget i bukserne, at det i de rigtige Sagan-løb ofte fortsat er ham, alt drejer sig om.

Det er nemlig indlysende for enhver, at Sagan er milevidt fra fordums styrke, men hvor han i klassikerne trods alt er blevet overhalet af så mange kometer, at han for længst har fået fjernet det fede favoritstempel, der har tynget ham så voldsomt, er det helt anderledes i grand tours. Her er der stadig en særlig aura over navnet Sagan, som åbenbart betyder, at alle får bæven i stemmen, så snart etaperne ligger det slovakiske højreben, som i gamle dage altid sparkede bolden i mål.

Læs også

Optakt: Prolog til Tour de Romandie

Det var der i hvert fald talrige eksempler på sidste år. Tag bare Tourens 7. etape, hvor Bora arbejdede hele dagen og splittede feltet til atomer helt uden hjælp for blot til sidst at se stakkels Sagan tabe kæden i den spurt, der skulle afslutte en hel dags arbejde. Tag bare Tourens 14. etape, hvor alt arbejdet blev overladt til et Bora-hold, der derfor blev kørt så tynde, at en isoleret Sagan var ude af stand til at reagere på Søren Kraghs angreb. Tag nu bare Tourens 19. etape, hvor præcis samme scenarium gentog sig, endda med præcis samme vinder. Tag nu bare Giroens 6. etape, hvor Bora have ført sig så tynde hele dagen, at en isoleret Sagan blev slået i spurten af Arnaud Demare. Tag nu bare Giroens 13. etape, hvor et ensomt Bora-hold igen stod for al arbejdet, inden andre hold satte slovakken i en finale, der viste sig for svær. Og tag nu bare Giroens 19. etape, hvor ingen ville give Bora en hånd på Giroens sidste sprinteretape, og hvor et udbrud derfor snød ham for sejren.

Ja, listen er alenlang. 2020 var året, hvor Sagan og Bora blev snydt på alle Sagan-etaperne, og da det endelig lykkedes ham at få sin sejr, skete det på helt anden vis med et imponerende soloridt på en etape, der med en serie stejle mure ikke til højrebenet for 2020-udgaven af slovakken. Derfor kunne man måske også have troet, at rivalerne efterhånden havde indstillet sig på den nye virkelighed med en mere menneskelig Sagan og derfor faktisk nu troede på, at en Sagan-etape ikke altid bare er lig med Sagan-sejr - måske snarere tværtimod.

Desværre må Sagan indse, at det åbenbart stadig ikke er gået op for folk, at han altså godt kan slås. Han lider tilsyneladende stadig under engang at have være for god, og det måtte han igen lide under, da den første af denne Giros tre såkaldte Sagan-etaper i dag blev afviklet. Håbet om, at alle pile ikke pegede på Bora igen i dag, brast nemlig lige så hurtigt, som feltet fik iført sig de regnjakker, der var strengt nødvendigt fra start på en mandag, hvor den varslede syndflod ellers højst overraskende næsten totalt udeblev.

Da Bora efter bare få kilometer havde fået sendt et på papiret ufarligt udbrud afsted, så alt ellers rosenrødt ud. En klatresvag gruppe kunne med den hårde finale i bakkerne syd for Po-sletten nok køres ind igen, og Bora-mandskabet syntes også at have en forventning om, at andre hold nok ville give dem en hånd med. I hvert fald tøvede tyskerne uventet længe med at tage fronten, men tilsyneladende var der ingen, der bed på krogen. Til sidst turde de ikke vente længere, og da Maciej Bodnar endelig blev sendt til fronten for at føre, var afstanden vokset til 6.30 - ikke i sig selv en urovækkende margin, men dog et forspring af en størrelse, som i hvert fald i bagklogskabens lys var helt unødvendigt.

Formentlig blev det så stort, fordi Bora ventede på hjælp, men den kom aldrig - i hvert fald ikke fra de hold, man kunne have forventet. I stedet fik tyskerne efter kortvarigt Bodnar-arbejde en lidt uventet hånd fra de ellers arbejdssky Alpecin-drenge, der åbenbart havde tanket så meget selvtillid, at de troede på det ret utopiske scenarium, at Tim Merlier ville kunne tage endnu en etapesejr i et af karrierens meget få løb med stigningerne af en relativt pæn længde. Med tanke på, hvor ofte belgierne har gemt sig i feltet på klassiske Merlier-dage, var det i hvert fald ikke ventet, men utvivlsomt en kærkommen til Bora-drengene.

Til gengæld måtte man spejde langt efter alle andre. Der var intet Qhubeka, selvom Giacomo Nizzolo var en af de store favoritter. Der var intet Israel Start-Up Nation, selvom de med Patrick Bevin og Davide Cimolai stod stærkt i både det hårdt og et lettere løb. Der var intet UAE, selvom også araberne have kandidater til alle scenarier. Og der var intet Ag2r eller Intermarché, der havde været snu nok til at spille på to heste med folk i udbruddet også.

Selvfølgelig var det logisk, at Cofidis og Lotto ikke gav en hånd med. Det var trods alt ikke videre sandsynligt, at Elia Viviani eller Caleb Ewan ville klare bakkerne, og de gjorde derfor klogt i at spare på kræfterne til mere oplagte muligheder. Til gengæld kan man undre sig over, at de ovennævnte hold har medbragt deres hurtige afsluttere, hvis ikke de forfølger en af de få chancer, hvor både hurtighed og klatreevner belønnes.

Det gjorde de imidlertid ikke, og derfor pegede alle pile lige så meget på Bora, som de gjorde i både Giroen og Touren sidste efterår. Igen tog tyskerne dog opgaven på sig uden at kny, og med stærkt arbejde fra først Bodnar, siden Cesare Benedetti og slutteligt Giovanni Aleotti, der med fabelagtagtigt arbejde endelig bekræftede sit i år ellers så skjulte talent, så alt da også ud til at være under kontrol i bunden af den sidste lille bakke. Sagan havde endda stadig friske folk i Matteo Fabbro, Daniel Oss og Felix Grossschartner til at hjælpe.

Desværre var det ikke nok. Vi blev med ét kastet tilbage til de to Kragh-etaper i Touren, da den evigt svingende Grossschartner, som af en eller anden grund altid er formsvag i de grand tours, hvor han bare er hjælper, forsvandt som dug for solen sammen med store Oss, der ikke just er nogen letvægter. Emanuel Buchmann skulle naturligvis ikke arbejde dagen inden den første bjergetape, og selvom stakkels Fabbro arbejdede heroisk, var han ude af stand til at matche et udbrud, der bed overraskende godt fra sig.

Læs også

Bernal bedre end før det skæbnesvangre styrt: Vil være verdens bedste

Alligevel burde udbruddet aldrig være holdt hjem. Modvinden på den pivåbne stigning samt det moderate tempo, den nu ret ensomme Fabbro af gode grunde var nødt til at sætte, betød nemlig, at Viviani og endda Fernando Gaviria højst overraskende klarede en etape, der ellers på papiret så alt for hård ud. I det øjeblik burde det være en nobrainer for de to mandskaber, der endda begge sad med adskillige mand, med det samme at give stakkels Fabbro en hånd, for det er svært at forestille sig en bedre chance senere i løbet for de to tidligere Deceuninck-sprintere end denne, hvor de trods alt kun skulle slå Sagan og ikke de hurtigere Ewan, Merlier og Dylan Groenewegen.

Om det var frygten for Sagan, der er årsagen, skal jeg lade være usagt, men Fabbro blev ved med at være Matteo Alene i Verden i helt uforklarlig lang tid. Først efter lang tid reagerede Cofidis ved at sende Natnael Berhane til fronten, og da det klatrestærke UAE-hold som ellers havde seks mand i gruppen og kun én sprinter og én klassementsmand at beskytte, var det stort set allerede for sent. På det tidspunkt var det engang så beskedne forspring på 30 sekunder pludselig igen vokset til et minut, og selvom de alligevel næsten fik den reddet, fordi benene brændte voldsomt hos stakkels Taco van der Hoorn til sidst, kan man kun fryde sig lidt over, at hverken Gaviria eller Viviani vandt etapen.

Og bebrejdelsen kan i næsten lige så høj grad rettes mod israelerne, selvom de måske havde et lidt bedre alibi. Davide Cimolai havde ikke helt uventet klaret bakkerne på en af de etaper, han altid har som mål, men man kan måske godt forstå, at holdet tøvede en anelse, når de kiggede rundt og fik øje på Gaviria, Viviani og Sagan. At det så næsten lidt småkomisk faktisk alligevel lykkedes for Cimolai lidt overraskende at vinde spurten, samtidig med at en stadig frisk Patrick Bevin spurtede sig til en ligegyldig 5. plads, gør dog, at holdet utvivlsomt lader sig skræmme lidt mindre næste gang, de befinder sig i en lignende position. I hvert fald havde en Bevin-føring været mere værd end en Bevin-femteplads, ligesom Alessandro de Marchis og Guy Nivs badeferie bagerst i feltet ikke rigtigt kunnet begrundes i det udeblevne regnvejr. Og lige netop Cimolai burde måske mere end nogen anden vide, at overraskelser i stigende spurter er mulige, for det kom som bekendt som et gigantisk chok for vel snart sagt hele verden, da han tilbage i 2015 spurtede sig til sejr i Paris-Nice foran storfavoritterne Bryan Coquard, Michael Matthews og Nacer Bouhanni.

For Sagan derimod må det næsten have føltes som en lettelse, at han faktisk blev slået. Det havde næsten været tragisk, hvis han nok engang havde sikret sig en grand tour-andenplads og igen havde smidt en Sagan-etape væk, fordi alle pile igen pegede på de ensomme Bora-drenge. Til gengæld kan det måske være en påmindelse om, at Sagan altså ikke længere er noget overmenneske, men at han altså i dag er til at bide skeer med.

At Sagan blev snydt, kan i lyset af 2020-sæsonen ikke komme som nogen stor overraskelse, men på stort set alle andre områder gik etapen anderledes, end man kunne have ventet. Om det var den udeblevne regn, modvinden på sidste stigning eller den forsvundne Grossschartner, der var årsagen, er svært at sige, men etapen blev i hvert fald slet ikke så selektiv som ventet. På den baggrund lå det i kortene, at hurtige folk som Cimolai og Andrea Vendrame nok skulle være der, men det var til gengæld slet ikke ventet, at Gaviria og Viviani skulle blive de to overlevende sprintere.

I gamle dage havde det ellers været guf for klatrestærke Gaviria, men i de senere år, hvor selv en motorvejsbro har sendt pulsen over 200, har han været en af feltets mindst holdbare sprintere. Med tanke på hans ringe optakt og styrtet i E3 lå det ikke i kortene, at han i dag skulle levere sin bedste klatrepræstation i næsten umindelige tider, men måske var hans gode enkeltstart alligevel et varsel om en mulig genrejsning, der måske kan sparke liv i en ellers lidt truet karriere som beskyttet supersprinter på et storhold. Til gengæld var der så heller ikke i dag meget fart i de engang så hurtige stænger, men efter så svær en dag har colombianeren nu altid tabt noget fart.

Det har Viviani også, og derfor var det vel heller ikke noget chok, at han blev slået. Til gengæld er det endnu et lille skridt i hans delvise genrejsning, at han viser glimt af den holdbarhed, vi vel senest så i hans flotte Bretagne Classic, inden han sagde farvel til Deceuninck-magien. I det hele taget har hele 2021 været relativt opløftende, og det ligner bestemt ikke en umulighed, at Viviani kan vinde en etape og måske endda køre med om pointtrøjen.

Det kan til gengæld se svært ud for Sagans på papiret største rival. Det lå bestemt ikke i kortene, at Nizzolo skulle falde tidligt fra på en etape, der burde have passet ham glimrende - især da i denne knap så selektive udgave. Desværre blev nedturen endnu et bevis på, at Nizzolos holdbarhed er lige så svingende, som diverse flag vil være det i morgendagens voldsomme søndenvind, og vi må vist hellere bare sande, at det er lidt af en umulighed at regne ud, hvordan europamesteren klatrer.

Det er heldigvis lettere med Ewan. Ganske vist havde den lille australier givet et glimt af håb med den chokerende kørsel i Milano-Sanremo, men det er velkendt, at der er stor forskel på hans evner på en kort stigning og en dag med relativt mange højdemeter og flere og længere stigninger. I den slags terræn har Ewan altid været en af de mindst holdbare - særligt da efter en tid, hvor han har trænet spurter og ikke klatring - og derfor kom det på en dag med ellers mange af slagsen nok som det mindst chok, at han tidligt faldt fra sammen med de tunge folk som Groenewegen, Riccardo Minali og Matteo Moschetti - og altså også Merlier, der i sin første store test på en etape som denne må sande, at holdbarhed ikke er det samme som klatreevner.

Læs også

Optakt: 3. etape af Presidential Tour of Türkiye

Midt i det hele glemmer man næsten, hvem det så var, der løb med guldet - og det må man bestemt ikke! Det var nemlig en sand fornøjelse at se Taco van der Hoorn rejse sig selv efter nogle helt anonyme år som hjælper blandt Jumbos mange stjerner. Dengang han i 2017 blev nr. 2 klemt inde mellem Mathieu van der Poel og Wout van Aert på Hagelands grusveje, vandt etape på WorldTouren i BinckBank Tour og vandt det relativt store Primus Classic, var han nemlig et af de mest spændende klassikernavne.

Hans skifte til Jumbo blev imidlertid et bevis på, at det - særligt for en stærk, men spidskompetenceløs type som Van der Hoorn - ikke nødvendigvis er lykken at komme til et storhold. Her endte han - netop fordi han ikke er en udpræget vindertype - som en ret ligegyldig hjælper, der endda også var ramt af skader, og forud for sæsonen var hans karriere så meget i ruiner, at han måtte skrive kontrakt med det lille Beat-hold. Først lige inden jul dukkede der pludselig en mulighed op på Intermarché, der efter overgangen til WorldTouren jagtede flere ryttere, og Beat var heldigvis så venlige at ophæve den nyligt underskrevne kontrakt. Det fortryder Intermarché-manager Jean-Fracois Bourlart næppe i dag, for med dagens sejr lykkedes det langt om længe WorldTourens klart svageste mandskab at blive det sidste hold til også at vinde et cykelløb - og det kunne vel næppe være sket på en flottere scene eller på smukkere og mere dramatisk vis.

Mon ikke også Sagan er glad for, at sejren gik til Van der Hoorn og ikke Cimolai, Viviani og Gaviria, der ikke gav ham mange hænder undervejs på etapen og derfor nok engang efterlod Bora alt for møre til sidst. Nu kan Sagan så frem mod de to sidste Sagan-etaper på 15. og 18. dagen håbe, at hans nederlag til Cimolai i dag har mindet folk om, at han altså ikke er for god længere. Det er nemlig efterhånden nogen år siden, at han var det.

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

Favoritterne

Mens man i Touren ofte oplever, at den første uges tid er ét langt ventespil for favoritterne, forholder det sig altid anderledes i Giroen. Her er det næsten kutyme, at den første bjergetape melder sig allerede på fjerdedagen, hvor vi plejer at få et første indtryk af favoritternes hierarki. Sådan er det også i år, når rejsen ned gennem den italienske støvle indledes med en tur ind i udkanten a den nordlige del af Appenninerne.

Hvad er det så for en bjergappetizer, der er fundet frem i år? Normalt er arrangørerne ret forsigtige med at gøre det alt for svært i denne tidlige fase af løbet, og målbjergene er sjældent alt for svære. Denne gang har de dog skruet lidt op for sværhedsgraden. Det var ellers nærliggende at lave samme meget bløde bjergfinale i Sestola, som i 2014 og 2016, hvor man først sluttede på en let stigning uden for byen og siden kørte årets sløjfe i den modsatte retning, således at man kørte ned fra den stejle side og op fra den lette side.

I år vendes der rundt på køreretningen, og det ændrer etapen dramatisk i forhold til dengang, hvor Giulio Ciccone bekræftede sit vilde forår med at vinde en bjergetape i sin første grand tour - som helt ung nyprofessionel. Dengang var forskellene mellem de bedste nærmest ikkeeksisterende, men det behøver de bestemt ikke at være denne gang.

Colle Passerino er nemlig et bæst. Nok er 4,25 km ikke meget, men det er til gengæld 9,9%. Det er virkelig en led satan, og selvom der ikke er mål på toppen, er afstanden fra top til mål så begrænset, at den næsten er helt negligerbar. Der er derfor ingen tvivl om, at etapen har betydeligt mere potentiale, end den umiddelbart kunne se ud til ved første øjekast.

Spørgsmålet er bare, om terrænet udnyttes. Man skal ikke have set mange grand tours for at have noteret sig, at den første bjergetape næsten altid køres konservativt. Naturligvis er der undtagelser for folk som Chris Froome og Lance Armstrong, der havde for vane at knuse al modstand på det, der i cykelkredse kaldtes ”Froome Day”, altså den første bjergetape, hvor briten som regel allerede reelt afgjorde løbet. Det hører bare til sjældenhederne i moderne cykelløb, og vi skal vel nærmest tilbage til netop Froome i Touren i 2015 for at finde seneste eksempel på en rytter, der virkelig har udnyttet den første bjergetape til noget stort.

Bliver det lige så konservativt denne gang? Det kan man frygte. Der er seriøse spørgsmålstegn ved alle favoritterne, og jeg synes, man skal bruge sin hjerne lidt kreativt for at finde alt for mange ryttere, der kunne have lyst til noget stort. Løbet afgøres i den brutale tredje uge, og derfor skal man være varsom med at bruge kræfter nu. Samtidig skulle der modsat i dag, hvor rytterne var slemt heldige med vejret, være næsten 100% garanti for regnvejr, og selvom den sidste nedkørsel er kort og ikke specielt teknisk, er der ikke mange, der har lyst til at skulle satse liv og lemmer for at forsvare et forspring, man måtte have opnået. På den ene side gør det rædsomme vejr etapen hårdere, men på den anden side ansporer de våde veje formentlig til betydeligt større forsigtighed og manglende lyst til at sætte alt på ét bræt. I den forstand er det faktisk ret afgørende, at der ikke er mål på toppen - også selvom afstanden er så beskeden.

Læs også

Quick-Step vil overveje ny Evenepoel-satsning

Det betyder faktisk også, at der burde være en uhyre god chance for, at et udbrud kan sikre sig både etapesejr og førertrøje. Jeg har i hvert fald meget svært ved at finde den selvtillidsfulde klassementsrytter, der sætter sit hold til at føre på en etape, hvor der ikke er mål på toppen, og hvor det derfor er knap så indlysende, hvem der er favorit. Filippo Ganna forsvarer jo ikke trøjen, og Ineos har en Bernal-ryg, der skal testes, og derfor er det næppe briterne, der fører en hel dag med brutal modvind og silende regnvejr.

Hvem gør så? Tja, Tobias Foss kunne jo lugte førertrøjen, og derfor kan man vel ikke helt udelukke, at Jumbo vil give den et skud. Det tvivler jeg dog på. Dels er stigningen formentlig for svær for den unge nordmand, og dels er det et ret stort pres at lægge på den unge mands skuldre i en situation, hvor det formentlig alligevel ikke vil lykkes.

For mig at se er der derfor kun ét hold, der bestemmer, om vi skal have udbrudssejr eller ej, nemlig Deceuninck. Det er en ganske fin finale for Joao Almeida, men først og fremmest kan de erobre førertrøjen med én af de to kaptajner. Spørgsmålet er derfor primært, om Deceuninck har det lange lys på og helst vil undgå at tage trøjen for tidligt, eller om de er så sultne, at de vil i lyserødt nu!

Havde det været Ineos, havde de nok foretrukket at få lidt hjælp de kommende dage, men Deceuninck tænker anderledes. De er sejrs- og resultatsultne, og derfor tror jeg ikke, at de lader denne mulighed gå til spilde. Almeida er alligevel en usandsynlig vinder af løbet, og Remco Evenepoel hersker der trods alt megen usikkerhed om. Måske er det en god ide at smede, mens jernet er varmt. Det vil ligne Patrick Lefevere dårligt ikke at tage en trøje, hvis han kan få den. En mulig allieret på det flade stykke er også Israel SUN. Dan Martin drømmer nemlig om at vinde den grand tour-etape, han mangler i samlingen, og dette er en af de bedre muligheder. Det er dog kun på den flade del, at de for alvor kan jælpe.

Derfor tror jeg også, at de går efter det, men jeg er bestemt ikke stensikker i min sag. Normalt blæser det aldrig i regionen, men uvejret betyder knaldhård modvind, og derfor kommer man altså ikke gratis igennem, hvis man skal føre hele dagen. Sandsynligheden for udbrudssejr og førertrøje til en lykkeridder er derfor ganske god, men jeg vælger at tro, at Deceuninck går efter trøjen.

Mulighederne for et udbrud betyder også, at jeg regner med en aggressiv start, og allerede her kan vi sikkert fornemme Deceunincks intentioner. Uanset hvad vil både de og Ineos nok arbejde for, at gruppen ikke bliver alt for stor og farlig, for selv hvis de ikke vil gå efter trøjen, er det stadig løbets to store favorithold, der vil skulle føre i dag, så udbruddet ikke sejler hjem med 30 minutter. Derfor bliver gruppen næppe på 30 mand, og med den flade start er det også lidt tilfældigt, hvem der rammer rigtigt. En lille joker er, at vi er tæt på at have hård sidevind på Po-sletten frem til Parma, og det kan godt gøre det nervøst. Det er dog for tidligt til, at det rigtigt kan bruges til noget, ligesom jeg tror, at der for megen sidemodvind, men det kan godt give en stressende, nervøs og styrtpræget start på de forventeligt våde veje.

Når udbruddet er kørt, ser jeg to scenarier. Enten lader Deceuninck trøje være trøje, og så tror jeg, at Ineos lader udbruddet få så stort et forspring, at de har en fair chance for at holde hjem. Mest tror jeg dog, at Deceuninck samt måske Israel SUN holder gruppen i snor og går efter trøjen, og de har så skræmmende stærkt et hold, at de alene kan dødsdømme udbruddet. I regnvejr på nogle meget tekniske nedkørsler skal man dog altid regne en udbrudssejr for ekstra sandsynlig, fordi feltet vil snegle sig afsted, når det går nedad.

I finalen regner jeg med, at feltet vil køre relativt roligt. Der vil mest være positionskamp frem mod toppen af stigningerne, men jeg har meget svært ved at se, hvem der skulle lægge pres på undervejs. Deceuninck vil formentlig bare føre for trøjen, men der er ét jokerhold, nemlig Bahrain. Mikel Landa lade sjældent en god mulighed gå til spilde, og han ved, at han skal vinde et hav af sekunder inden enkeltstarten i Milano. Det er ikke en finale for spurtsvage Landa, der næppe går efter etapesejren, men han vil gerne gå efter en tidsgevinst. Hvis løbet skal gøres hårdt, skal det formentlig være de stærke arabere, der gør det.

Det endelige slag skal slås på Passerino. Måske kan man se fremstød fra outsidere og etapejægere allerede på den ikke-kategoriserede bakke til sidst, for den skal bestemt ikke undervurderes. De våde veje hjælper også, og derfor er chancen for et sent og succesrigt fremstød også til stede, hvis Deceuninck er helt alene om at føre.

Læs også

Ineos tager bomstærkt klatrehold med til WorldTour-etapeløb

Jeg tror dog på et favoritslag på stigningen, men hvad der her sker, er ret åbent. Simon Yates har lært, at han skal spare sig i den første uge, og jeg tror også, at Egan Bernal er lidt varsom med sin ryg. Aleksandr Vlasov er ung og har ikke grund til at satse noget med sit gode udgangspunkt. Hugh Carthy og Dan Martin er til gengæld dejligt aggressive og kunne måske prøve noget, men også de vil være usikre på sig selv. Det samme vil formentlig gælde for Romain Bardet og Jai Hindley. Marc Soler er dejligt aggressiv, men den stejle stigning er ikke rigtigt ham. Og Emmanuel Buchmann skal næppe noget på dette tidlige tidspunkt i løbet.

Jeg udelukker ikke, at Bernal og Pavel Sivakov kan finde på noget, men jeg tror mere, at vi skal se i retning af Bahrain og Deceuninck. Det er plausibelt, at araberne trykker til fra bunden for at sætte et Landa-angreb i scene. Mest er jeg dog spændt på at se Deceuninck. En spurtsejr til Almeida er oplagt, men kan Evenepoel holde sig i ro? Det kan han sjældent, og han har utvivlsomt ben, han gerne vil teste. Læg dertil, at en spurtsejr til Almeida vil sende portugiseren og ikke Evenepoel i trøjen, og det vil den belgiske vidunderknægt nok alligevel have lidt svært ved at forlige sig med, hvis man fornemmer hans personlighed ret.

Der er selvfølgelig stor usikkerhed om Evenepoels form, men hvis han vitterligt har de ben, jeg tror, kan jeg næsten ikke forestille mig, at han kan holde sig helt i ro. Hvis også Landa vil noget, tror jeg faktisk, at vi kan få et hårdere løb, end jeg troede for nogle dage siden, hvor jeg havde regnet med, at Evenepoel kunne få trøjen nærmest af sig selv. Kombinerer man det med den direkte medvind, der er ganske hård og bidrager til et selektivt løb, samt det dårlige vejr, er chancen for selektion stor.

Etapens usikre forløb giver et hav af mulige vinderkandidater. Chancen for en spurt i en lille gruppe er stor, men et angreb fra en sådan gruppe på de sidste 2 let stigende kilometer er også til stede, ligesom en regulær solosejr fra stigningen også er mulig. Sandsynligheden for et angreb på de sidste kilometer efter toppen er dog lille. Er vi nede på 3-4-5 mand, vil de alle så meget at vinde i klassementet, at de næsten altid vil kunne samarbejde.

Listen over mulige vindere er altså relativt lang, men jeg vover altså pelsen og peger på Remco Evenepoel igen. Ja, han skuffede på enkeltstarten, men det var ikke helt uventet, når man betænker hans historik på korte powerenkeltstarter, hvor hans kraftigt reducerede vægt ikke har hjulpet. Det gør den til gengæld i morgen på den stejle stigning, der burde ligge glimrende til ham. Den er nemlig meget lig Picon Blanco i Burgos, hvor han sidste år gav blandt andre Mikel Landa og George Bennett en gedigen klatrelektion - og det var altså på et tidspunkt, hvor sidstnævnte var flyvende og meget tæt på at vinde Lombardiet få dage senere.

Om Evenepoel har samme niveau denne gang, er af selvindlysende årsager usikkert, men kan man tro Fausto Masnadas meldinger i La Gazzetta dello Sport, eller Filippo Gannas udtalelser i dag, er han flyvende. Samtidig kan han vinde på flere måder. Han kan slet og ret køre alene væk, hvis han vitterligt tester benene som antaget, men han kan bestemt også vinde en spurt. Hans hurtighed synes at udvikle sig positivt, som vi senest så, da han i går slog Gianni Moscon i den indlagte spurt, og faktisk er det blandt favoritterne kun Dan Martin og Joao Almeida, der kan være hurtigere. Regnvejr klarer han også, og han er også risikovillig på den snoede vej med det sene sving - i hvert fald hvis man kan stole på, at styrtet slet ikke har sat sig hos ham. Med den gode spurt, han kørte i går, tror jeg, at han får et brag af en start med etapesejr og førertrøje.

Det er også en fremragende finale for Simon Yates. Som mange sikkert vil vide, regner jeg med en eksplosion fra briten i den sidste uge, men han bør starte stærkt med den gode Tour of the Alps-form. Desværre har hans lidt sløje enkeltstart gjort mig lidt urolig for, at det faktisk går som i 2020, hvor han allerede knækkede i regnen på den første bjergetape, men man må vel trods alt antage, at alpeformen er nogenlunde intakt. Som sagt regner jeg med, at han kører et defensivt løb, men selvom han skuffede i spurten på sidste etape i Alperne, må han stadig regnes som en af de hurtigste klassementsryttere, som han særligt viste med sin første Tour-etapesejr i Pyrenæerne i 2019, hvor banebaggrunden for den tidligere pointløbsverdensmester ikke fornægtede sig. Jeg regner Martin og Almeida som hurtigere, men Yates som den bedste klatrer, særligt på en etape som denne, hvor stigningerne ikke er for lange og svære, og hvor det skal afgøres på en kort, eksplosiv stigning efter en lang og langsom dag i modvind. Om han kan slå Evenepoel i en spurt, er jeg mere usikker på efter hans spurt i Alperne og hans stadig mere sparsomme deltagelse i spurter, men selvom jeg nok har belgieren som lille favorit, er det bestemt sandsynligt. Som sagt er jeg lidt bekymret for 1. etape, men Tour of the Alps-udgaven af Yates bliver til gengæld svær at slå på denne etape.

En mand, de gerne skal af med, er Dan Martin. Nu om dage spurter han sjældent, men som vi senest så på 5. etape i Catalonien, hvor han kørte en fin udbrudsspurt, må han stadig regnes som en af de spurtstærke klassementsryttere. På papiret er han vel også stadig hurtigere end Evenepoel, og derfor er det slet ikke en ringe finale for ham. Faktisk er den decideret fremragende, for den korte, eksplosive stigning ligger også til hans højreben. Naturligvis skal han undgå nok engang at styrte på regnvåde veje, men selve regnen plejer ikke at være problemet for ireren, der er vant til vand. Spørgsmålet er, om han vitterligt kan gå med de bedste på så svær en stigning. Det er langt fra sikkert, hvis der bliver gået til stålet, men han var altså uhyre overbevisende i Tour of the Alps, hvor han indtil styrtet var en af de klart stærkeste. Særligt hvis det køres defensivt, står han stærkt, men også i et hårdere løb synes han at have formen til at vinde den Giro-etapesejr, som er et stort mål og vil fuldende den flotte grand tour-samling.

Dernæst vil jeg pege på Egan Bernal. Som sagt tror jeg, at colombianeren griber etapen defensivt an, men det betyder ikke, at han ikke kan vinde. Han behøver nemlig slet ikke en solosejr for at vinde. Vi så senest med 2. pladsen i Laigueglia, hvor han baskede den Mauri Vansevenant, som få dage senere spurtsejrede i Larciano, at han stadig har lidt af sin gamle hurtighed. Det er klart, at han ikke er nogen Almeida eller Martin, men skal han spurte mod Evenepoel, kan han sagtens vinde.

Læs også

Stortalent tager førertrøjen: Philipsen bliver glad, når han ser det

Det kræver et hårdt løb, men hvis Evenepoel og Landa åbner ballet, er jeg slet ikke sikker på, at de to hurtigste kommer med hjem. Med udsigt til, at regnen, som Bernal godt kan håndtere, gør det svært, kan etapen godt blive vanskelig nok til, at Bernal kommer i spil. Det kræver, at ryggen holder, mens hans pæne enkeltstart og angiveligt meget joviale humør efterfølgende taler for, at han føler sig velkørende og i overskud. Derfor melder Bernal sig som kandidat.

Egentlig burde Joao Almeida i kraft af sin spurt være den måske største favorit. Jeg kan være lidt i tvivl om, hvorvidt Martin er hurtigere, men jeg ser ikke andre end ireren, der kan slå portugiseren på stregen. Når han alligevel ender et stykke nede på listen, skyldes det hans begrænsede klatreevner. Som jeg beskrev i den overordnede analyse inden løbet, har han hidtil haft ganske gevaldige begrænsninger i bjergene, der næsten altid handler om rent forsvar. Dertil skal lægges det dårlige vejr, for vi så på mur-etapen i Tirreno og i den indledende del af Giroen sidste år, hvor han kørte sine dårligere etaper i regnvejr, at det ikke nødvendigvis er hans favorit. Først og fremmest er det dog klatreevnerne på denne meget svære stigning, der bekymrer. Den begrænsede længde skulle hjælpe en mand, der er halvt ardennerrytter, men til gengæld kan den være for stejl. Det ændrer dog ikke på, at Almeida ligner hurtigste mand, og særligt hvis Deceuninck alligevel vælger det defensive løb, hvor Evenepoel endda bliver brugt til at sætte ham op til en spurt, kan det meget vel blive til en - utroligt nok - første professionel sejr til den unge komet.

De øvrige kandidater er lidt mere spekulative, fordi ingen af de øvrige favoritter har vist nogen imponerende spurtstyrke, men det er måske værd at holde øje med Aleksandr Vlasov. Hans uhyggeligt gode enkeltstart viste, at han er i fremragende form og som ventet har timet sin forberedelse optimalt, og han har kurs mod at være den topkandidat, jeg venter. Desværre er dette ikke rigtigt en sublim etape for en fyr som ham, men heldigvis er stigningen svær nok til, at han sandsynligvis vil kunne sidde i en meget lille gruppe på måske bare 2-3-4 mand på toppen. Herfra bliver det svært at vinde, men han har vist næse for at time sene angreb, som da han vandt i Provence, og så viste han faktisk i puncheurspurten i Piemonte, at han efter et hårdt løb ikke er nogen helt ringe afslutter. Til gengæld er jeg lidt usikker på hans evner i regn, hvor han ikke er alt for prøvet. I hvert fald havde han det svært på Formigal-etapen i Vueltaen - men en russer kan vel ikke være alt for bange for lidt regn.

Det bør feltets anden russer, Pavel Sivakov, i hvert fald ikke være. Jeg var ret imponeret over hans klatring i Alperne, hvor han ikke var langt fra at følge Yates inden styrtet, og noget tyder på, at han kan bekræfte det uhyre positive indtryk fra tiden før styrtet i august sidste år. Han viste også i Alperne, at denne type stigning trods hans størrelse ikke er helt skæv, og jeg vil ikke blive forundret, hvis han er en af de allerbedste. Et scenarium, hvor Ineos som det eneste hold sidder med to mand på toppen, er ikke usandsynligt, og så er det Sivakov, der har størst chance for at snige sig væk - dels i kraft af sin power, dels i kraft af sin lavere status. Helt langsom i en spurt er han heller ikke, men det er trods alt svært at se ham vinde en spurt mod de ovenfor nævnte hurtigere folk.

En stærk outsider er Giulio Ciccone. Italieneren fandt jo i Provence pludselig ud af, at han faktisk har visse puncheurevner, og derfor kunne han godt ligne en af de ryttere, der faktisk kan vinde en spurt. Desværre har hans klatreevner skuffet mig i år, og vi har stadig til gode at se ham sidde med de bedste klassementsryttere på en klassementsdag i en grand tour. Det potentiale, vi så mod slutningen af Giroen i 2019, var dog så stort, at det bestemt er muligt, at han kan - i hvert fald hvis løbet køres lidt defensivt. Han melder selv om god form, og hans angreb i dag så også ganske lovende ud. Generelt har han været svingende i foråret, men han er kommet fint tilbage efter det uheldsramte 2020. Faktisk kan han vinde på flere måder, fordi han både kan spurte og ligner et af de gode bud på en mand, der kan køre fra distancen. Selvom han ikke har så megen frihed, er han ikke livsfarlig, og de våde veje vil hjælpe ham.

Det er på samme måde, Hugh Carthy skal vinde. Dette er på ingen måde en etape for den langlemmede dieselklatrer, der er uden punch, men stigningen er trods alt så svær, at også en ren bjergged trives. Jeg har i den overordnede optakt beskrevet mine høje forventninger til briten, og han bør have en ganske fair chance for at køre med de bedste trods stigningens karakter. Til gengæld lider han under, at han spurter lige så godt, som Jakub Mareczko klatrer, og derfor skal han utvivlsomt alene hjem for at vinde. Derfor skal han udnytte stilstand i en ukontrollerbar finale efter toppen, men det synes bestemt heller ikke at være et helt umuligt scenarium for en mand, der har en vis power i den slags terræn.

Som læsere af min indledende analyse vil vide, har jeg enorme forventninger til George Bennett, i hvert fald først i løbet. Om formen holder hele vejen, er det store spørgsmål, men skal man tro hans egen beskrivelse af benene, er det igen lykkedes ham at træne sig til suveræne ben. Hvis de nærmer sig niveauet fra august, vil vi se Bennett med de allerbedste på sidste stigning, men desværre får han ligesom Carthy utroligt svært ved at vinde, ganske enkelt fordi han er så spurtsvag. Til gengæld har han et våben, briten ikke har, nemlig sin status som total underdog. Den kan han måske udnytte til at snige sig væk til sidst, og han viste på Formigal-etapen i Vueltaen, at han godt kan begå sig i regn, selvom det næppe er spidskompetencen.

Ineos’ store styrke er som bekendt deres overtal, og det bringer også Daniel Martinez i spil. Desværre er jeg lidt bekymret for hans form efter en mildt sagt skuffende enkeltstart og alt andet end imponerende form i Alperne, men han har også været lidt sat tilbage i sin forberedelse grundet et styrt. Nu har han haft yderligere et par uger til at forbedre sig, og vi ved, at den Martinez, der vandt Dauphiné, kommer langt i bjergene. Han er også en robust fyr, der bør kunne gøre det udmærket i regnvejr, selvom han vel endnu ikke for alvor er testet i de betingelser. Han er ikke specielt hurtig, men sidder Ineos med tre mand på toppen, er det vel Martinez, der har størst chance for at få frihed - og han er som bekendt glimrende til at køre alene.

Jeg kunne faktisk godt have lidt fidus til Davide Formolo. Jeg tror slet ikke på italieneren i det lange løb, men som den endagsspecialist, han er blevet, kan han sagtens starte brølstærkt. Denne korte, ardenneragtige stigning ligger også godt til manden, der i dag må regnes som en af verdens bedste ardennerryttere, og selvom han skuffede lidt i Liege, var han stadig en af de bedste. Hans enkeltstart var mildt sagt overraskende god, og det tyder på, at han har timet sin form optimalt. Desværre er han spurtsvag, for selvom han er en god puncheur, har han ikke vist hurtighed på flad vej. Til gengæld regner ingen ham for noget, og derfor kan han måske udnytte det taktiske spil efter toppen.

Læs også

Verdens bedste sprinter skriver lang kontrakt

Jeg har også lidt blik på Jai Hindley, som jeg er meget i tvivl om. Som skrevet i den overordnede analyse inden løbet kunne han meget vel have time sin form, som han plejer, og hvis han vitterligt har fundet niveauet fra sidste år, er han stærk. Det er klart, at det er lidt uklart, hvor langt det rækker i dette felt, der er betydeligt stærkere end sidst, men det får vi en god fornemmelse af i morgen. Det er i hvert fald ikke udelukket, at han sidder med til toppen, og så skal han gøre som Carthy, nemlig snige sig væk til sidst. Faktisk er han nok stadig at regne som den største underdog af de hidtil nævnte, og det kan måske være det våben, der kan give ham sejren.

Jeg har lidt svært ved at se Landa vinde etapen, så Bahrains bedste kort er nok Pello Bilbao. Selvom han har forbedret sine klatreevner voldsomt i år, vil jeg dog stadig tro, at han får svært ved at følge de bedste på så svær en stigning. Heldigvis for ham er der ikke mål på toppen, og det kan give ham muligheder for at komme tilbage, som han så flot gjorde, da han vandt i Alperne. Ganske vist er der ikke megen tid at løbe på, men en regnvåd nedkørsel er guf for Bilbao, der er meget risikovillig, selvom den ikke er teknisk. Desværre er jeg lidt bekymret for hans spurt, for selvom han vandt i Alperne, spurter han nu om dage stort set aldrig, og han imponerende mildt sagt ikke, da Izagirre slog ham i Baskerlandet. I teorien er han en af de hurtigere, men for at vinde skal han nok snige sig væk - en kunst, han virkelig også mestrer i en teknisk afslutning på våde veje.

Naturligvis må man også nævne Mikel Landa, men da dette er en rangering af vinderpotentiale, må han stå lavt. Jeg har store forventninger om, at efterhånden stabile Landa vil være en af de bedste, men det er lidt svært at se ham vinde. Han er ikke just typen, der sniger sig væk i den flade finale, og han ejer ikke skyggen af spurt. Måske er hans bedste chance faktisk, at der opstår lidt stilstand på selve stigningen, hvor jeg regner med, at han vil være en af de mest aggressive. I en taktisk finale kan Landa med forventeligt gode ben godt vinde, også fordi han er god i regnvejr, men det skal flaske sig, hvis det skal lykkes.

Lidt af det samme kan siges om Emanuel Buchmann. Dette er slet ikke en etape for tyskeren, der er spurtsvag og slet ikke skabt til korte, stejle stigninger. Lægger man dertil, at hans enkeltstart desværre bekræftede bekymringen for, at hans ringe forår virkelig er udtryk for et niveaufald, er det svært at se ham vinde en etape som denne. Der er dog en grund til, at Buchmann rangeredes som nr. 5 på min favoritliste. Hvis han vitterligt finder sit topniveau, er han skræmmende stærk og også en af de bedste på denne ellers ikke ideelle stigning. Han er trods alt hurtigere end Landa, som vi har set i blandt andet Lombardiet, men for at vinde skal også han snige sig væk i en taktisk finale.

Min joker til klassementet er Clement Champoussin, men som bekendt er jeg meget usikker på, om den ustabile franskmand efter en svag optakt flopper totalt. Det er bestemt sandsynligt, men til gengæld har han også et stort potentiale, hvis han har genfundet februar- og martsbenene. Her imponerede han stort i Laigueglia og Ardeche, hvor han var ligemand med hhv. Bernal og David Gaudu, og det vidner om, at en formstærk Champoussin kan overraske stort, hvis han kan klare regnen, som måske, måske ikke var forklaringen på den ringe kørsel i Romandiet. Han kan ikke spurt, men er den totale underdog, der kan snige sig væk til sidst, som han var tæt på at gøre på 3. etape i Vueltaen i 2020.

Så stejl en stigning er slet ikke noget for Marc Soler, men har før overrasket mig på stele stigninger, senest på Glieres på 18. etape i Touren. Regnen hjælper i hvert fald regnvejrsrytteren Soler, der har taget to af sine store triumfer i Paris-Nice og senest Romandiet i silende regnvejr. Det er helt utænkeligt, at han sidder med, hvis det bliver et knaldhårdt løb med bare en håndfuld på toppen, men bliver gruppen en anelse større, vil han have en chance, hvis han klatrer så flot som i Romandiet. Han er ikke spurtstærk, men overraskelsesangreb er hans spidskompetence, for det er den strategi, der har givet ham alle de store sejre i Vueltaen, Romandiet og Paris-Nice.

Det er også den store test for Romain Bardet, men hvor han står, er uklart. Der var dog så opløftende takter i Alperne, at der er grund til at bevare en eller anden form for optimisme, også fordi han indtil styrtet faktisk var ganske god i Touren sidste år. Hans forår har været anonymt, og det er uvant for ham, men han plejer altid for alvor at peake til grand tours. Han har altid været ferm i regnvejr, men desværre er han helt uden spurtstyrke. Hans chance er at snige sig væk, men den slags overraskelsesangreb har han også mestret tidligere - og måske kan han og Hindley udnytte overtallet.

Endelig vil jeg pege på Domenico Pozzovivo . Den lille italiener tog os alle på sengen sidste år, hvor han rejste sig fra de døde og kørte som en drøm i Giroens første halvdel. Dengang var han og Fuglsang de bedste på stigningerne, og hvis han finder samme niveau denne gang, kommer han altså langt på en kort og meget stejl stigning, der passer ham som fod i hose. Som vi senest så i Giroen sidste år, er han også fin i regnvejr, men spørgsmålet er, om han stadig har det i den høje alder. Han var svag i Alperne, men var her på vej tilbage efter endnu en operation, og hans enkeltstart var uhyre opløftende. Han er helt spurtsvag, men er underdog, der kan snige sig væk, som da han i sin tid vandt i Catalonien.

Jeg har store forventninger til Fausto Masnada og delvist også til James Knox, men selvom Masnada meget vel kan være del af et overtal på toppen, er det svært at se ham få lov at angribe i en taktisk finale, når han har én hurtig og én halvhurtig holdkammerat. Nick Schultz vil være en af favoritterne i en spurt, men selvom han virkelig klatrede flot i Alperne, bør dette altså være for stram kost, og holdkammeraten Mikel Nieve er ikke længere god nok.  Ruben Guerreiro har forbedret sin klatring enormt, men jeg tror, at stigningen er for svær til, at han kan overleve til en spurt. Det samme gælder for Diego Ulissi, der stadig er på vej tilbage efter hjerteproblemerne og selv i absolut topform bør komme til kort. Gianni Moscon chokerede på Höll ved VM i Østrig, hvor det var endnu sværere end her, men her bør han altså komme til kort, også fordi han er hjælper. Formstærke Geoffrey Bouchard vil gøre det fint, men kan næppe vinde. Det samme gælder for Jefferson Cepeda , der imponerede så stort i Alperne, men som trods alt får svært ved at gå med de bedste i dette endnu skarpere og mere formstærke felt. Ustabile Harm Vanhoucke skulle have holdt lidt igen med formopbygningen for ikke at dø for tidligt, men han har potentiale til at komme langt, hvis han starter lige så stærkt som sidste år. Matteo Jorgenson er hurtig, men jeg ser ham ikke komme med til toppen. I gamle dage var Damiano Caruso hurtig, men han spurter stort set aldrig, og skulle en større gruppe spurt, vil Bahrain nok snarere gå efter bonussekunder med Bilbao. Matteo Fabbro er meget svingende, men kan i topform komme langt. Alligevel er det svært at se den spurtsvage italiener vinde, og Felix Grossschartner synes igen helt uden form. Vincenzo Nibali skal med sin forslåede hånd bare overleve, og Bauke Mollema har meldt ud, at han smider tid. Jan Hirt er altid svag i starten af grand tours, og selvom de kan klatre, ser jeg ikke hjælperne Gino Mäder, Tobias Foss, Chris Hamilton og Harold Tejada eller Victor Lafay, Edward Ravasi, Rudy Molard, Sebastien Reichenbach, Matteo Badilatti, Attila Valter, Simone Petilli, Antonio Pedrero, Einer Rubio eller hurtige Gianluca Brambilla køre med de allerbedste.

Som sagt er et udbrud også ganske sandsynligt. Bedst chance har de, hvis de alle har tabt tid, men de fleste klatrere er stadig fremme i klassementet. Det gælder dog ikke for Simone Petilli, der styrtede i dag, men viste flot form i Romandiet, samt Simon Carr, der nok er låst af Carthy, og Kobe Goossens , der var Lottos klassementsmand, men floppede i dag. Benene var dog gode, da han vandt bjergtrøjen i Romandiet. Et andet bud er Thomas de Gendt , men stigningen er svær for ham, og hans enkeltstart og kørsel i dag antyder dårlig form, selvom dagens tidstab kan være bevidst Hvis ikke Deceuninck går efter trøjen, kan et farligt udbrud dog også holde hjem, men det er et lotteri at komme afsted i den flade start. Giver Martin ham lov, er formstærke Alessandro de Marchi og Patrick Bevin et bud, men også Sebastien Reichenbach virker velkørende, hvis han kan komme afsted i den flade start. Også Gianluca Brabilla, Diego Ulissi, Quinten Hermans, Valerio Conti, Antonio Pedrero, Harm Vanhoucke, Rein Taaramae, Matteo Badilatti, Attila Valter, Victor Lafay, Remy Rochas, Nicolas Edet, Gianni Vermeersch, Andrea Vendrame og Natnael Tesfatsion er ryttere, man nok ville kunne give en førertrøje, og som i den rette gruppe også kan gøre det færdigt.

BEMÆRK: Igen understreger jeg, at rytterne rangeres efter vinderpotentiale - ikke top 10-potentiale. En forståelse af mine forventninger til klatreevnerne får man ved at læse teksten.

OPDATERING: Deceuninck-sportsdirektør Davide Bramati har mere end antydet, at Deceuninck som ventet vil gå efter trøjen, hvorfor et udbrud får det svært.

Feltet.dks vinderbud: Remco Evenepoel

Øvrige vinderkandidater: Simon Yates, Dan Martin

Outsidere: Egan Bernal, Joao Almeida, Aleksandr Vlasov, Pavel Sivakov, Giulio Ciccone

Jokers: Hugh Carthy, George Bennett, Daniel Martinez, Davide Formolo, Jai Hindley, Pello Bilbao, Mikel Landa, Emanuel Buchmann, Clement Champoussin, Marc Soler, Romain Bardet, Domenico Pozzovivo

Kandidater til sene angreb og udbrud: Se sidste afsnit ovenfor

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER