Optakt: 4. etape af Giro d’Italia

STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

Det er sjældent, at man skal længere frem end til fjerdedagen, inden Giro-arrangørerne kaster feltet ud i den første bjergetape, og heller ikke i år skal man vente længe. Efter at tredjedagen gav rytterne mulighed for at varme klatrebenene op, bliver det nemlig alvor allerede på 4. etape. Her venter en opslidende dag nærmest uden fladt terræn og næsten 4000 højdemeter, hvor det hele kulminerer med det første besøg ved Lago Laceno siden 2012, hvor Domenico Pozzovivo tog sin hidtil eneste grand tour-etapesejr. Her skal det første slag slås på en relativt kort stigning, der for det meste er let, men har 3 km med 9,4%, inden det hele slutter med tre flade kilometer. For 11 år siden gjorde etapen nærmest ingen forskelle, og det er bestemt heller ikke her, man vinder Giroen, men hvis den stejle del af stigningen gribes aggressivt an, kan vi som minimum få et første indblik i årets klatrehierarki.

Med en distance på 175,0 km er der tale om en af løbets kortere etaper, der fører fra Venosa til Lago Laceno i den sydlige del af landet. Vi har nået årets sydligste punkt, og etapen består derfor af en tur tværs gennem den italienske støvle fra øst mod vest, så man herefter kan starte rejsen mod nord. I denne del af støvlen er der nærmest intet fladt, og derfor går det op eller ned næsten hele vejen gennem Appenninerne. Det får rytterne at mærke med det samme, når de lægger ud med at køre mod sydvest ad en stigning (2,8 km, 6,1%). En nedkørsel leder videre mod sydvest, men derefter går det med det samme mod vest op ad endnu en stigning (4,1 km, 5,2%), der har top efter 10,4 km.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Nu bliver det kortvarigt lidt lettere, når man kører mod sydøst ad en større og let faldende vej, inden man fortsætter mod sydøst på ad endnu en stigning (6,4 km, 4,4%), der har top efter 24,6 km. Her drejer man mod nordvest ad et kort, fladt stykke, inden en teknisk nedkørsel leder videre mod nordvest, hvorefter et kort, fladt stykke leder mod sydvest.

Den lettere fase får en brat ende, når man kører mod vest og senere sydøst op ad kategori 2-stigningen Passo delle Crocelle (13,6 km, 4,3%, max. 11%), der først har 5 km med 4-5%, herefter en flad kilometer efterfulgt af først 3 km med 5-7%, siden 2 km med 3-4% og slutteligt 1500 m med 6-7%. Toppen rundes efter 64,2 km, hvorefter en først meget teknisk og siden betydeligt lettere nedkørsel leder mod sydvest, sydøst og slutteligt syd ned til etapens sydligste punkt.

Her vender man rundt for at køre mod nordvest igennem først fladt terræn og siden op ad stigningen Muro Lucano (5,1 km, 5,5%), der har top efter 95,9 km, hvor dagens første spurt køres. Den leder op til et fladt plateau, der kortvarigt følges videre mod nordvest, inden det går mod nordvest op ad kategori 2-stigningen Valico du Monte Carruozzo (8,2 km, 5,3%), der er en helt jævn stigning med top efter 110,2 km. Samlet set er der fra bunden af Muro Lucano tale om en 19,9 km lang stigning med 3,8% i snit og et maksimum på 11%.

Herefter bliver det betydeligt lettere. En teknisk nedkørsel leder mod nordvest ned til Conza delle Campania, der nås efter 126,0 km, hvorefter man kører ad en let stigende vej mod først nordvest, siden sydvest og slutteligt vest, indtil en nedkørsel leder mod sydvest frem til en bakke (1,0 km, 5,2%), som mod sydvest fører op til Montella, hvor dagens anden spurt køres efter 159,2 km. En kort nedkørsel leder nu mod nordøst frem mod finalen.

Den indledes, når man drejer mod sydøst for at køre op ad kategori 2-stigningen Colle Molella (9,6 km, 6,2%, max. 12%), der skal inddeles i flere dele. De første 5,5 km er således lette med stigningsprocenter på hovedsageligt 4-5%, men derefter venter 3 km med 9,4% og lange stykker med tocifrede procenter, inden den flader ud med 5,8% over de sidste 1400 m frem mod toppen, som rundes efter 172,0 km. Herfra resterer bare 3,0 km, der først er let faldende over 750 m og derefter stort set helt flade. Der er ingen skarpe sving efter toppen, hvor den 7 m brede vej kun bugter sig let, mens man kører mod øst, sydøst, øst, sydøst og syd ind på den på 300 m lange opløbsstrækning, der leder frem til målet i den lille by Villagio Laceno. De sidste 500 m stiger let med 1,6% i snit.

Etapen byder på i alt 3667 højdemeter.

Lago Laceno har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i Giroen i 2012, hvor Domenico Pozzovivo kørte alene hjem fra sidste stigning med 23 sekunder ned til Benat Intxausti og 27 sekunder ned til en stor gruppe på hele 23 mand.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Vejret

Efter den solrige start på løbet er det blevet mere ustadigt. Tirsdagen ventes at starte tørt, men det vil være overskyet gennem hele dagen med kun lidt sol. Temperaturen vil ved starten være 19-20 grader og 17-18 grader i bunden af sidste stigning. Herefter vil nedbørsrisikoen stige til 15-20%, men når man kommer ned fra næstsidste stigning, vil den i hele finalen ligge på 55-80%, dog aftagende til allersidst. Vinden vil være let (10-12 km/t) og starte i nord, men hovedsageligt komme fra nordøst og østnordøst. Det giver hovedsageligt med- og sidemedvind gennem det meste af dagen hele vejen frem til den sidste spurt. Nu vil der være modvind frem til stigningen, hvor der vil være sidemodvind hele vejen op og frem til den sidste kilometer, hvor der vil være først sidevind og sluttelig sidemedvind over de sidste ca. 500 m.

Analyse af 3. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan Michael Matthews med sin sejr foran Mads Pedersen på 3. etape mindede os om tidligere tiders storhed.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Favoritterne

Det er meget sjældent, at vi skal mere end fire dage ind i løbet, inden Giroen byder på sin første bjergetape. Det skal vi heller ikke i år, hvor den første potentielt afgørende finale melder sig på fjerdedagen. Arrangørerne er dog altid også kloge nok til at holde lidt igen med vanskelighederne, så det indledende bjergslag ikke bliver alt for afgørende.

Sådan plejer det heller ikke at være. I løbet af de seneste ti udgaver er det kun i 2014, 2015, 2018 og 2021, at den første bjergetape har skabt lidt større spredning, hvis den altså er kommet allerede i den første uge. Særligt i de senere år har det været ret passivt. I 2019 var der ingen bjergetape i uge 1, men i 2016, 2017, 2019 og 2020 var forskelle ganske beskedne.

Det er sandsynligt, at vi vil se noget lignende i år. Vi vender nemlig tilbage til en velkendt finale, nemlig Lago Laceno-afslutningen, som vi kender fra 2012. Dengang endte det som en ret passiv dag, hvor Liquigas hovedsageligt satte tempo for Ivan Basso, og hvor de gav Domenico Pozzovivo, der tog sin karrieres eneste grand tour-etapesejr på sin syditalienske hjemmebane, og Benat Intxausti lov at køre. Bag dem sluttede ikke færre end 23 mand i samme tid.

Det skyldtes mest af alt, at der blev kørt passivt. Alle havde det fint med at følge Liquigas, men det handlede altså mest af alt om passivitet, når der ikke blev gjort forskelle. Det er stigningen bestemt svær nok til, for 3 km med 9,4% er meget. Det er klart, at det ikke er dagen, hvor man vinder minutter, men hvis man vil, kan man sagtens vinde sekunder, hvis man har modet.

Selv hvis der køres passivt, kan etapen spille en rolle. Det så vi i 2012. Her havde outsideren Ryder Hesjedal taget trøjen tidligt efter et godt holdløb, og han blev faktisk sat af undervejs. Det var der dog ingen, der bekymrede sig om, for hvem i alverden troede, at Hesjedal kunne måle sig med Basso, Joaquim Rodriguez og de øvrige finaler? Tilsyneladende ingen, men da Hesjedal stod med en løftet pokal i Milano godt to uger senere, var der nok en Rodriguez eller to, der fortrød, at han ikke havde udnyttet muligheden, mens den bød sig. Den kom nemlig aldrig.

Det vidner om, at man kan tabe tid, hvis man har en dårlig dag, og det burde derfor være en overvejelse, om ikke man skulle teste Geraint Thomas’ halvrustne form, inden han, som han håber, finder sine bedste ben i den tredje uge. Denne Hesjedal-lektie er i hvert fald god at huske på - og hvis man mangler en nylig påmindelse, kan man jo bare huske på, hvordan Richard Carapaz havde sat Jai Hindley på 9. etape sidste år, men koncentrerede sig mere om Romain Bardet og Mikel Landa og derfor lod Joao Almeida slæbe australieren tilbage til en spurtsejr på toppen. For hvem i alverden troede, at Hindley kunne måle sig med Carapaz og co.?

Thomas og andre formsvage ryttere kan testes på to måder. Det kan ske via angreb, men det kan også ske via Liquigas-strategien fra 2012, nemlig ved at sætte et hårdt tempo. Mit gæt vil være, at det bliver grebet passivt an. Evenepoel har klart sagt, at han ikke rører en finger inden 13. etape - ud over naturligvis at vinde enkeltstarterne. Derudover vil folk næsten altid gerne føle benene an på den første bjergetape, der derfor ofte er passiv, og det gælder særligt, når der er 3 flade kilometer til sidst, selvom det er ganske lidt - og faktisk 1 km færre end i 2012, hvor de kørte den lange vej rundt om søen.

Er der nogen, der kunne finde på at angribe? Jeg tør ikke udelukke Roglic, men jeg har mere Jumbo eller Soudal mistænkt for måske at sætte et hårdt tempo. Derudover kunne jeg pege på Hugh Carthy som en mand, der kunne forsøge at få den frihed, Pozzovivo og Intxausti fik for 11 år siden. Han er i hvert fald aldrig bange for at angribe. Det er Jay Vine normalt heller ikke, men han er så usikker på egen holdbarhed, at han ikke skal bruge kræfter for tidligt. Det har Carthy også sagt, at han ikke vil, og det er hele pointen. Den tredje uge er så voldsom, at de fleste bare vil så omkostningsfrit som muligt frem til 13. etape, og det taler for et passivt løb, hvor jeg tror, at der er størst chance for, at det er Roglic, som kunne være den eventuelle aggressor.

Den slags vil dog formentlig udspille sig bag et udbrud. Evenepoel er heldigvis som en åben bog, og han har fortalt hele omverdenen, at han gerne låner trøjen ud. Sådan plejer det da også at gå. Faktisk har en udbryder vundet den første bjergetape hvert eneste år siden 2014, og i 2019, 2021 og 2022 har det også sendt en udbryder i trøjen. Vi ved nu, at Evenepoel ikke er for stolt til at låne den ud - medmindre da han bluffer, hvad der ville være uden motiv - og meget taler således for, at det vil ske igen i år, at vi får både udbrudssejr og en udbryder i trøjen.

Læs også

Se Tobias Lunds anden store sejr

Hvem kunne finde på at ville det anderledes? Der er kun to hold, nemlig Jumbo og Ineos. De har nemlig de to hurtige folk i form af Roglic og Tao Geoghegan Hart, men jeg tror godt, at vi kan regne Ineos ude af den ligning. Så længe Thomas ikke er på toppen, har de ingen grund til at gøre etapen hårdere end nødvendigt ved at køre et udbrud ind.

Alle pile peger altså på Jumbo. Vil Roglic vinde eller ej? Jeg tror det ikke, men helt udelukke tør jeg det heller ikke. Han har fået en katastrofal start på løbet og skal allerede hente 44 sekunder. I det lys kan lidt bonus være værd at gå efter, særligt når de næste to dage er lettere. Hans hold er imidlertid også fået en skidt optakt til løbet, og det vil være synd at sige, at Sam Oomen, Rohan Dennis og Thomas Gloag osede af form i dag. Mon ikke der vil være en pointe i at spare på holdet frem mod en sidste uge, der er brutal, og hvor de ser sårbare ud?

Det tror jeg. Derfor er mit gæt, at vi vil se det klassiske udbrudsforløb. Evenepoel har inviteret alle mand til at gå efter sejren og trøjen, og derfor vil vi helt sikkert se en vild angrebsfest. Det kan tage en krig, inden udbruddet kører, og herefter vil Soudal tage kontrol. Det bliver så formentlig dem, der skal føre hele dagen, og forspringet vil være bestemt af, hvor meget de tør give de farligste udbrydere.

Herefter bør der vente en rolig dag, indtil vi når finalen, hvor det bliver interessant at se, hvem der vil noget. Vil Soudal, Jumbo eller måske Bora eller UAE køre stærkt for at sætte Thomas ud af spillet? Det kan bestemt ikke udelukkes. Er der nogen, der vil angribe? Jeg tvivler, men Roglic er nok bedste bud.

Kan udbruddet blive hentet? Ja, hvis Roglic vil vinde etapen. Den anden joker er, at udbruddet indeholder en mand, man ikke tør give en bondegård. Det kan tvinge Soudal til at holde dem i så kort snor, at Jumbo måske sætter sig frem i finalen, eller at udbruddet næsten kommer tilbage af sig selv. Det er dog tvivlsomt, om det vil ske. En farlig mand er jo af gode grunde også en stærk mand og derfor ikke én, der let kommer tilbage af sig selv. Den største trussel mod en udbrudssejr er Roglic, og jeg tror, at han lader etapen sejle.

Hvem kan så vinde fra et udbrud? Man skal klatre meget godt. Den sidste stigning er svær, men der kan være et lille håb for de tungere folk. Der er et langt, fladt stykke inden stigningen, hvor man kan få et forspring, og da den stejle del af stigningen er kort, kan man holde, hvis forspringet er stort nok. Det er dog en usikker taktik, og mest taler for, at gruppens bedste klatrer kan køre alene på den stejle del. På den bløde del kan det dog også blive meget taktisk, fordi den stærkeste ikke bare kan køre væk. Det kan det naturligvis også på det korte, flade stykke, hvis flere er samlet, ligesom spurtstyrke kan blive vigtig. Mest sandsynligt er det dog med en solosejr, også selvom der er modvind - enten fordi bedste mand er kørt alene, eller fordi man i det taktiske spil i fladlandet eller på den bløde del har fået sneget sig væk.

Medmindre man kommer væk i fladlandet, skal man altså klatre meget godt for at vinde. Det skal man også for at ramme udbruddet. Starten er knaldhård, og det lægger begrænsninger på, hvem der kan komme afsted. Det gælder særligt, hvis udbruddet først kører på den lange stigning, hvad der bestemt ikke er umuligt. Bakkerne er stadig generelt bløde, men med den hårde start er det lidt lettere at gætte, hvem der kan komme afsted og gøre det færdigt. Og så skal vi huske, at regnvejrsben kan blive en faktor, hvis vi igen får regn i finalen på en dag, der dog heldigvis ikke vil være kold.

Jeg vælger at pege på Lorenzo Fortunato. Den italienske klatrer bragede ind på scenen med sin sejr på Zoncolan i 2021, hvor han klatrede med de bedste i den tredje uge, men i 2022 fandt han aldrig formen. Det har han til gengæld gjort i år, hvor han blev nr. 5 i Tour of the Alps og ganske suverænt tog den samlede sejr i Asturien. Han har næppe været bedre, end han er lige nu, og han bliver pokkers svær at matche på den stejle del af stigningen til sidst.

Han er heller ikke en mand, de skal frygte. Han har allerede smidt næsten fire minutter, og i kraft af hans elendige enkeltstart tør de godt give ham et forspring om nødvendigt. Den store udfordring bliver for ham at ramme udbruddet, for selvom starten er hård, kan den være for let for en mand, der er bedre på lange stigninger. Særligt hvis de kører på den lange stigning, står han dog med sin superform godt, og han burde have et helt hold til at hjælpe sig. I finalen behøver han næppe koncentrere sig om trøjen, som synes uden for rækkevidde, og han kan derfor gå 100% efter etapen. Glider det ham ikke taktisk af hænde, tror jeg, at han kører alene på den stejle del. Det skal den spurtsvage italiener til gengæld også, men jeg vælger at tro, at det trods modvind vil lykkes ham at tage sin anden sejr i løbet.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Fortunato har længe været min favorit til denne etape, men efter i dag har jeg været tæt på at skifte holdning til Brandon McNulty. Amerikaneren var nemlig svær at læse i dag. Smed han tid med vilje, eller gjorde han ikke? For en mand af hans status skulle han nok smide nogle minutter for at få frihed af Soudal, for ham låner man næppe trøjen til, i hvert fald ikke med mange minutter. Det var bare mærkeligt, at han blev sat sammen med Mads Pedersen for siden at lade sig fragte tilbage. Hvis planen alene var at tabe tid, som det lugtede af i finalen, var der jo absolut ingen grund til at følge med i Treks jagt, for han anede ikke, at Joao Almeida fik brug for ham i finalen.

Det er mest oplagt at læse det som dårlige ben, men at det har været taktik, kan bestemt ikke udelukkes. Derudover er han som bekendt meget svingende, og han kan sagtens være flyvende i morgen. Han passer fint til finalen, for selvom han nok havde foretrukket lidt blødere procenter, er det håndterbart, og han er tillige hurtig på stregen og har vist sig som en mester i at vinde fra udbrud, blandt andet på Mallorca, i Ardeche og i Paris-Nice sidste år. Vi så til gengæld også i Vueltaen, at han var helt uden form, og det skaber på baggrund af dagens præstation bekymring og gør ham til en lottokupon i et løb, hvor han dog er lovet sine chancer.

Hvor meget frygter de Ben Healy? Han er jo en ubekendt, som de helt sikkert ikke giver 10 minutter, men han har trods alt smidt mere end 2 minutter. Et par minutter tør de sikkert godt give ham, og han bør derfor få en vis frihed. Vi ved, hvor skræmmende stærk han har været på det sidste, men der er også mange spørgsmålstegn. Hvor frisk er han efter Ardennerne, når enkeltstarten var ringere end ventet? Hvor god er han på så lang en stigning, hvor han i dette selskab er uprøvet? Heldigvis har den stejle del et ardenneragtigt præg, og det burde passe ham. Hans power gør ham til en oplagt kandidat til at ramme udbruddet, hvad han altid har været en mester i. Til gengæld skal han alene hjem for at vinde.

Egentlig burde Santiago Buitrago være rangeret højere, men jeg er usikker på, om han vil jagte udbruddet. Han er her nemlig også for at køre klassement, men de to missioner behøver ikke at konflikte. Tværtimod kan et forspring kun hjælpe, hvis han får frihed. Det bør han gøre, da han hidtil har vist begrænsninger i de høje bjerge, men hans kørsel i Liege kan måske vække lidt bekymring hos Soudal og Jumbo. At han deltog i jagten på bjergpoint i dag, indikerer i hvert fald, at han har fokus på mere end klassementet, og derfor er der en chance for, at vi vil se ham i offensiven. Til gengæld er han også meget svingende, og vi så, hvor stor forskel der var på hans kørsel i Alperne og Liege. Vi har også set, at han er mere puncheur end klatrer, og selvom den sidste stigning er kort, er den måske ikke helt ideel. Den stejle del har også et lidt ardenneragtigt præg, og den passer ham derfor ikke dårligt. Han er på flad vej ikke specielt hurtig, men skal han spurte mod folk som Healy og Fortunato, vil han vinde, og det giver ham et ekstra våben, hvis altså han tager chancen.

EF har også et andet godt kort i Jefferson Cepeda . Den ecuadorianske lottokupon har kun vist potentiale i ganske få momenter i sin tid hos Androni, men i år har han hos EF fundet en stabilitet, vi ikke har set. Han var bedre end nogensinde i Alperne, hvor det alene er hans skyld, at Lennard Kämna fik en sejr, han havde fortjent. Han er stadig en lottokupon, hvorfor vi ikke aner, hvor han står nu, men modsat de tidligere år er han kommet fint fra start. Han mistede en del tid på enkeltstarten og er næppe en mand, de frygter i det lange løb, også grundet enkeltstarten. Den hårde start vil hjælpe ham med at ramme udbruddet, men som Fortunato gælder, at stigningerne kan være for korte og for bløde. Også han skal alene hjem for at vinde, men det kan han også komme på denne meget stejle stigning, hvis altså han rammer udbruddet.

Hvad skal man mene om Patrick Konrad? Siden Tour-etapesejren i 2021 har han været en tam, tam skygge af sig selv, men pludselig var der i Liege og Frankfurt hul igennem til de gode ben. Så sent som i Alperne var de imidlertid helt fraværende, og jeg tør i hvert fald ikke satse min pensionsopsparing på, at Konrad pludselig igen kan være stærk nok til at vinde på stigninger af denne længde og ikke mindst stejlhed. Han er trods alt mere puncheur end klatrer, og klatrer han stadig så godt, som da han gik i top 10 i dette løb? Det ved vi ikke, men Liege giver håb. Han har den store fordel, at stigningen trods alt er kort, og at han kan slå alle i en spurt. Vi ved også, at han formentlig har frihed, når vi ser på, hvordan Bora angreb i øst og vest i 2021, selvom Hindley var ved at vinde løbet.

Hvorfor sad Carlos Verona i gruppettoen i dag? Det gjorde han enten grundet dårlige ben eller grundet et ønske om at spare sig til denne etape. Det er klart, at det kun er med sidstnævnte forklaring, at han er interessant, men hvis det er forklaringen, er han også spændende. Desværre har han i år slet ikke klatret så godt som i 2022, men her var han til gengæld bedre end nogensinde, ikke mindst da han vandt i Dauphiné. Han skal alene hjem for at vinde, og det kan skabe lidt tvivl efter et alt andet et optimalt forår, men han har haft en lang løbspause til at finde de bedste ben frem mod dette løb. Nu skal vi bare finde ud af, om de gode ben blev sparet i dag, eller om de i virkeligheden bare var pløkelendige og ikke meget bedre end sprinternes.

Jayco havde succes i dag, og det kan de få igen i morgen. Filippo Zana skuffede meget i 2022 efter et lovende 2021, men nu synes han at bekræfte evnerne. Han var i hvert fald stærk i Romandiet, hvor han førte hårdt for Eddie Dunbar og alligevel endte som nr. 15, og igen i dag var han også en væsentlig nøgle til Matthews’ sejr, da han førte på en meget stor del af den lange stigning. Han har indtil nu vist sig bedre på lidt kortere stigninger, og derfor kunne denne passe ham godt. Han er ikke kendt for at være hurtig, men han viste en lidt uventet fart i Limousin sidste år. Jeg er stadig lidt varsom med ham, fordi han skuffede mig så meget sidste år, men jeg synes, at meget tyder på, at han har nået et niveau, hvor han kan vinde en etape - og endda i den italienske mesterskabstrøje!

Jeg kan ikke finde ud af, hvad jeg skal mene om Rein Taaramae . Han er eller specialist i udbrud i den første uge, som vi senest så i både 2021 og 2022, hvor han var tæt på at vinde den første bjergetape i de to udgaver af Giroen og i Vueltaen i 2021 både fik etapesejr og førertrøje. Siden sidste års Vuelta har han endda klatret bedre og været lettere end i mange, mange år, men han synes ikke helt at have de samme gode ben, som han havde tidligere på året, særligt i Catalonien, og i Vueltaen. Han var i hvert fald ikke flyvende i Romandiet, men han endte trods alt som nr. 25. Han var svær at læse i dag, hvor han jagtede for at bringe Laurenz Rex tilbage til fronten og siden smed en masse tid? Var det bevidst? Eller var det, fordi benene manglede? Det var i hvert fald ikke entydigt. Uanset hvad er jeg bange for, at der vil være folk, der lige nu klatrer bedre end en mand, der heller ikke er hurtig.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da cross leverede endnu et vidunderbarn i schweizisk modvindsfuser

Har Matthew Riccitello rutinen til at vinde en etape allerede nu? Han er meget, meget grøn, og det er trods alt sjældent - men langt fra uset - at nyprofessionelle vinder en bjergetape i en grand tour-debut. Der er ingen tvivl om, at han med de klatreben, han havde i Alperne, i det rette udbrud har potentiale til at køre alene. Finalen er dog heller ikke helt ideel for en ren klatrer uden punch og spurtstyrke, og han havde utvivlsomt foretrukket et længere bjerg. Det gælder også i indledningen, hvor han også vil mangle noget rutine i at ramme udbruddet, men det er også klart, at han var så god i Alperne, at en sejr bestemt må anses som realistisk så tidligt i karrieren.

Er Stephen Williams ved at være sig selv igen? Det tør jeg bestemt ikke satse på, for få er så svingende som briten, og det er meget, meget sjældent, han er i form. Det har han heller ikke været i år, men hans kørsel i Frankfurt viser, at han er på vej. Han smed et minut i finalen i dag, men det har formentlig været bevidst. Den bedste Williams er så god, at han har slået Simon Yates i Kroatien og vundet en etape i Tour de Suisse, men det er også i de to eneste løb, vi har set ham - og det er efterhånden længe siden. Frankfurt giver dog så meget håb, at han skal regnes som kandidat, også fordi han viste helt uventet fart, da han vandt i Schweiz - en fart, der til gengæld var svær at se i Frankfurt.

En anden hovedpine for mig er hans holdkammerat Lorenzo Rota. Italieneren startede sæsonen meget stærkt, men siden Strade har han skuffet. Senest floppede han i Ardennerne, og selvom han kørte godt i Frankfurt på en meget lettere rute, er jeg ikke overbevist. Han siger dog selv, at formen er, hvor den skal være. Spørgsmålet er så, om dette er en etape for ham. Han er ardennerrytter og ikke klatrer, og er han oppe mod klatrere, kan den være for svær. Han klarede sig dog godt i Andalusien, og stigningen har som sagt et lidt ardenneragtigt præg. Han har også den fordel, at han er hurtig, men først og fremmest skal han have fundet sine bedste ben. Dem så vi bestemt ikke i dag, men her kan hans tidstab meget vel have været helt bevidst.

Hvad så med den genfødte Will Barta? Hvis jeg var Movistar, ville jeg gøre alt for at få amerikaneren i udbrud. Hans gode enkeltstart betyder nemlig, at han meget let kan ende i trøjen. Efter to forfærdelige år har han været genfødt, og senest kørte han et fabelagtigt Romandiet, hvor han endte som nr. 5 på enkeltstarten og nr. 18 på bjergetapen. Lørdagens etape bekræftede hans gode form, men desværre er han også spurtsvag, og sandsynligheden for, at han skal slå en bedre klatrer, er stor. Derudover vil han formentlig være udbruddets bedste mand i klassementet, og det taler for, at han alene vil fokusere på trøjen og ikke på etapen, hvad der mindsker hans chancer for at vinde ganske betragteligt

Movistar har også Einer Rubio. Colombianeren viste glimrende form med den samlede 2. plads bag Fortunato i Asturien, og det gør ham jo til et godt vinderbud. Spørgsmålet er bare, om han vil prøve noget. Han sagde inden løbet, at han som udgangspunkt kører klassement, og at vi derefter må se undervejs. Da det er hans første grand tour-satsning, vil logikken tilsige, at han skal spare sig til den brutale tredje uge, og derfor vil jeg tro, at han holder sig i ro. Et forspring er dog værd at tage med, og da han ikke vil være frygtet, kan han måske forsøge alligevel. Sker det, er han naturligvis et af de bedre kort med de ben, han havde i et dog svagt felt i Asturien.

Hvor god er Davide Formolo i dag? Det aner vi ikke, men det er meget længe siden, vi har set en god Formolo. Jo, vi så glimt af det i de italienske klassikere i efteråret, men det er også det eneste lyspunkt. Senest skuffede han stort i dette løb for et år siden. Han havde dog én god dag tidligt i løbet, hvor han var tæt på at vinde en etape, og hans kørsel i efteråret skaber trods alt noget håb. Vi ved også, at han formentlig har frihed på UAE, der i hvert fald lod ham jagte udbrud sidste år.

Hvor meget har Mads Pedersen ”ødelagt” for Bauke Mollema ? Ideelt set havde han smidt en masse tid i dag, men det kunne han ikke, fordi han var på job for sin holdkammerat. Derfor ligger han lige nu pokkers godt til i klassementet, og tør de tage chancer med en mand, der har den grand tour-historik, han har? Jeg ville godt turde det, men jeg er ikke sikker på, Soudal ser det på samme måde. Derudover forlød det inden løbet, at han mest har fokus på løbets anden del i sin jagt på den etapesejr, han mangler i sin grand tour-samling. Spørgsmålet er også, om han overhovedet kan vinde, hvis han får frihed. I et udbrud kan han meget vel være bedst placeret, og så kan en tur i trøjen få prioritet. Derudover har han nu to år i træk forsøgt at vinde en etape i dette løb, og han har skuffet i det ene udbrud efter det andet. Det er meget længe siden, vi har set en god Mollema i en grand tour, og nu om dage synes han kun at være god i udvalgte klassikere. Det var han end ikke i Ardennerne, og derfor er jeg ikke alt for optimistisk.

For to år siden vandt Joe Dombrowski den første bjergetape i dette løb, og i Vueltaen samme år gentog han næsten bedriften. Det er imidlertid også det sidste gode, vi har set til amerikaneren, der bestemt heller ikke har imponeret i år. Han var helt fra den i sæsonstarten, men viste heldigvis livstegn i Alperne, hvor han leverede et flot udbrud på kongeetapen. Siden skuffede han imidlertid igen fælt, og han har været langt fra at vise noget, der giver håb. Han er imidlertid også meget svingende, og hans sejr i 2021 viser i hvert fald, at han har det fint i regnvejr. Lige nu er der bare ikke alt for meget, der tyder på, at benene er gode nok til at tage den påkrævede solosejr - og dagens styrt har næppe heller hjulpet, selvom det virkede udramatisk.

Andreas Leknessund har desværre ikke forbedret sin klatreevner i år, hvad man ellers kunne have håbet på efter sidste års Tour. Der var et lille håb på kongeetapen i Baskerlandet, men foreløbig tyder intet på, at han kan vinde denne etape. Sidste år var det nemlig også først i Tourens sidste del, at hans motor blev var. Omvendt er han også en kraftfuld fyr, der er skabt til at få et forspring i fladlandet. Lykkes det, vil han have poweren og forhåbentlig også klatreevnerne til at holde hele vejen.

Læs også

Evenepoel tilbage på landevejen

Året inden Dombrowski var det Jhonatan Caicedo, der vandt den første bjergetape i dette løb. Det er imidlertid også det absolut bedste, vi har set til ham, og siden har han ikke været i nærheden af noget som helst. Når jeg alligevel nævner ham, skyldes det, at han pludselig fandt nogle hidtil usete klatreben på kongeetapen i Romandiet, hvor han var chokerende god. Det er imidlertid også et meget usikkert grundlag, for da han i dag blev sat, lignede han bestemt ikke en mand, der bare ventede på Magnus Cort. Vi kan kun hænge vores hat på det, han lavede i Romandiet. Det er et spinkelt grundlag, men et grundlag er det dog.

En joker kunne være Callum Scotson. Jeg er dybt imponeret over, hvor god en klatrer han er blevet i år, hvad han senest stillede til skue i dagens finale, hvor han var sidste arbejdsmand for Matthews. Han er ikke spurtstærk og vil formentlig skulle slå stærkere klatrere, men det kan måske også lade sig gøre, hvis han får et forspring i fladlandet. Hans flotte niveauspring i år har fortjent at blive belønnet med en sejr.

Man kunne også pege på Nicola Conci, men han har i år ikke vist det fornemme niveau, han havde sidste år, og Samuele Battistella har ikke den superform, han skal bruge til så svær en finale, der nok er for svær for Cristian Scaroni. Jeg var fristet af at pege på Bruno Armirail, der med et forspring i fladlandet kunne overraske, men mon ikke den bliver for svær? Luca Covili har endnu ikke fundet de ben, han sidste år havde i den sidste del af Giroen, og Harm Vanhoucke har skuffet hele året. Lottokuponen Alessandro Verre har vist fremgang, men ikke nok til at vinde en etape som denne, og Diego Ulissi synes ikke længere god nok. Dagens etape viste en stærkt lidende Warren Barguil, der synes sat for meget tilbage af sin coronasygdom, og Bob Jungels synes for formsvag efter sin sygdom. Hverken Natnael Tesatsion eller Amanauel Ghebreigzabhier har imponeret i år, hvad Luis Leon Sanchez, Giovanni Aleotti, Vadim Pronskiy, Stefan De Bod, Alessandro De Marchi, Edoado Zambaini, Valerio Conti, Mikael Cherel, Maxime Bouet, Michel Ries, Oscar Rodriguez og Sebastian Berwick bestemt heller ikke har. Aurelien Paret-Peintre ventes at køre sit klassement defensivt, og den bør være for hård for den ellers velkørende Toms Skujins, Sven Erik Bystrøm og Simone Velasco. Florian Stork viste ikke storform i dag, Vincenzo Albanese har blikket stift rettet mod de kommende hjemmebaneetaper, Rudy Molard er forslået efter styrtet i sidste uge, og Simone Petilli og Laurens Huys kan næppe gøre det færdigt. Mads Würtz har store ambitioner på etapen og synes i storform, men denne finale bør være for svær til, at han kan gøre det færdigt. Endelig er Laurens De Plus nok låst at holdet, som også alle fra Jumbo og Soudal er det.

Skulle det alligevel blive samlet, er det formentlig, fordi Roglic vil vinde en spurt. Derfor vil Jumbo og Soudal formentlig kontrollere, og i modvind burde det kunne lade sig gøre med Sepp Kuss og Ilan Van Wilder. I en flad spurt bør Primoz Roglic være hurtigst, hvorfor han er favorit. Den største trussel må væren Tao Geoghegan Hart, der er lynhurtig, efterfulgt af Remco Evenepoel , der trods sin forbedrede fart endnu ikke har slået Roglic på flad vej. En joker er Aleksandr Vlasov , der spurtede godt i 2022, men næppe godt nok til at vinde. Jeg har til gengæld svært ved at se andre vinde en spurt, da Joao Almeida, Thibaut Pinot og Damiano Caruso slet ikke har samme fart som tidligere, og jeg ikke ser Patrick Konrad overleve, og derfor skal de øvrige kandidater nok være folk, der får lov at køre, som Pozzovivo gjorde det i 2012. Her kunne et godt bud være Lennard Kämna, hvis han er ok efter sin lille sygdom, Jefferson Cepeda, Lorenzo Fortunato, Santiago Buitrago eller Eddie Dunbar - og så naturligvis Domenico Pozzovivo igen, hvis han har fundet nogle ben, han slet, slet ikke havde i Alperne.

BEMÆRK: Husk igen, at jeg rangerer efter vinderpotentiale, hvad der er særligt vigtigt i forbindelse med Barta.

Feltet.dks vinderbud: Lorenzo Fortunato

Øvrige vinderkandidater: Brandon McNulty, Ben Healy

Outsidere: Santiago Buitrago, Jefferson Cepeda, Patrick Konrad, Carlos Verona, Filippo Zana

Jokers: Rein Taaramae, Matthew Riccitello, Stephen Williams, Lorenzo Rota, William Barta, Einer Rubio, Davide Formolo, Bauke Mollema, Joe Dombrowski, Andreas Leknessund, Jhonatan Caicedo, Callum Scotson

Kandidater til et favoritopgør (i prioriteret rækkefølge efter vinderpotentiale): Primoz Roglic, Tao Geoghegan Hart, Remco Evenepoel, Aleksandr Vlasov, Lenneard Kämna, Lorenzo Fortunato, Jefferson Cepeda, Eddie Dunbar, Santiago Buitrago, Domenico Pozzovivo

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Domenico Pozzovivos sejr fra 2012, hvor de dog kørte højre om søen efter toppen, hvorfor der var 4 km fra top til mål, ligesom stregen var placeret et lidt andet sted.

STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE