Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: 4. etape af Itzulia Basque Country

Optakt: 4. etape af Itzulia Basque Country

10. april 2019 20:50Foto: Sirotti

Med en knusende overlegen sejr bekræftede Maximilian Schachmann sin superform på en højdramatisk 3. etape, der dog desværre mere vil blive mere husket for det store styrt og den kraftige omvæltning i klassementet, som det skabte. Dermed styrkede tyskeren sit greb om førertrøjen, og han får endda en chance for at styrke føringen yderligere, når det torsdag går løs med endnu en klassikeragtig etape, som med en eksplosiv, teknisk og muligvis regnvåd afslutning lægger op til mere drama, stress og nervøsitet.

Artiklen fortsætter efter videoen.

Ruten

Årets Baskerlandet Rundt hører ikke til blandt de vanskeligste i historien, og det afspejler sig også i årets 4. etape. Her venter nemlig igen en hovedsageligt flad etape, men som så ofte før i det baskiske løb har arrangørerne fundet lidt ekstra krydderi til finalen. Her skal rytterne nemlig op over en lille bakke, inden det går ned mod mål i det, der meget vel kan blive en hæsblæsende og aggressiv afslutning på en dag, som også byder på en ganske svær stigning med 35 km igen, og som derfor bør mærke rytterne inden de to sværeste etaper til sidst.

 

I alt skal der tilbagelægges bare 163,67 km, der fører feltet fra storbyen Vitoria-Gasteiz til Arrigorriaga. Startbyen ligger på et berømt plateau i den sydlige del af Baskerlandet, og derfor er den første del hovedsageligt flad, mens man kører mod først nord og siden vest. Her fortsætter man via en lang nedkørsel, der leder bort fra plateauet og direkte ind på dagens første prøvelse, kategori 3-stigningen Las Campas (3,1 km, 5,8%, max. 11%), der er en jævn stigning med top efter 55,8 km. Herefter fortsætter det med at falde let, mens man kører mod nord, nordvest og igen nord, inden man drejer mod sydøst og øst for at køre op ad kategori 3-stigningen Garate (1,5 km, 6,2%, max. 10%), der ligeledes er ganske jævn og med top efter 98,3 km.

 

Efter stigningen kører man mod sydøst via en nedkørsel ned til en lille rundstrækning, hvor der skal køres em omgang lige syd for målbyen. Først går det igennem fladt terræn mod nordøst, inden det stiger let mod sydøst frem mod dagens første spurt, der kommer efter 118,6 km. Her drejer man mod sydvest for at køre op ad kategori 1-stigningen Bikotz Gane (4,9 km, 8,6%, max. 13%), der er en ganske stejl sag, hvis sidste 4 km stiger med næsten 10% i snit. Toppen rundes efter 126,8 km, hvorefter en nedkørsel fører mod vest ned til dagens sidste spurt, der kommer efter 136,1 km.

 

Læs også
Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

 

Herfra går det igennem let faldende terræn mod nordvest og nordøst væk fra rundstrækningen og ind mod centrum af målbyen. Her kører man tæt forbi mål, men fortsætter mod nord for at slå en lille sløjfe i den nordlige del af byen. Efter et vendepunkt kører man herfra mod syd op over kategori 3-stigningen Zaratamo (4,0 km, 3,2%, max. 11%), der for det meste er ret let med en nedkørsel undervejs, men som byder på 500 m med 10,1% kort inden toppen. Herfra resterer bare 2,27 km, der fører mod vest via en snoet nedkørsel, inden det flader ud på den sidste kilometer. Her drejer man skarpt to gange i træk ved den røde flamme, inden der venter yderligere to sving i rap bare 2-300 m fra stregen.

 

Etapen byder på i alt 2223 højdemeter.

 

Arrigorriaga var målby for Euskal Bizikleta i 2006, hvor Koldo Gil køre alene hjem med et forspring på 6 sekunder ned til et lille favoritfelt.

 

 

 

 

 

Vejret

Lige nu ser det ud til, at det skulle blive bedre vejr til de to sidste etaper, men først venter den måske vådeste dag af dem alle. Gennem hele torsdagen vil der være ca. 50% risiko for de velkendte baskiske byger, og det vil formentlig regne med jævne mellemrum i løbet af etapen. Der vil være en temperatur på 14 grader samt en jævn vind fra nordvest. Det giver hovedsageligt modvind frem til dagens anden stigning, hvor rytterne drejer ind i medvind frem til bunden af den sværeste stigning. Her vil der være sidevind efterfulgt af et modvindsstykke. Der vil være sidevind på det sidste stykke ind mod målbyen, hvor der på den lille rundstrækning stort set vil være konstant sidevind. Fra toppen af bakken får man dog sidemodvind, indtil man får sidemedvind på de sidste 800 m.

 

Analyse af 3. etape

Sjældent har noget været så symbolsk, som det var, da Maximilian Schachmann ved siden af kirken i byen af Estibalitz i dag besteg podiet som vinder af dagens 3. etape. Der herskede nemlig en gravkammeragtig stemning i de fleste holdbusser og hos alverdens cykelfans efter en dag der bestemt ikke var gået, som nogen kunne have ønsket. Langt hovedparten af løbets klassementsryttere havde lidt et tidstab som følge af det grimme styrt i finalen, og samtidig sad en hel cykelverden og frygtede for, at det storslåede ardenneropgør mellem Julian Alaphilippe og Alejandro Valverde, som jeg i går med spænding imødese i disse spalter, med ét var blevet knust mod den baskiske asfalt, da Alaphilippe stadig havde siddet på jorden, da kameraerne efterlod ham og derved efterlod os alle i uvished.

 

Læs også
Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

 

Så galt er det heldigvis ikke gået. I skrivende stund hersker der fortsat stor uklarhed om den præcise helbredsstatus for en stribe af sportens topnavne, men i de seneste timer er der indløbet en stribe positive meldinger. Sky har således meddelt, at både Geraint Thomas og Michal Kwiatkowski er sluppet uden videre men, og det samme har polakken også selv via Twitter bekræftet. Deceunincks pressechef har oplyst Velopro, at Alaphilippe blot er forslået og ikke har pådraget sig væsentlige skader, og de eneste svært medtagede ofre fra den baskiske slagmark syne at være Jonathan Castroviejo og Adam Hansen, der begge blev kørt på hospitalet.

 

Dermed er der også et lille lys i mørket på en ellers helt igennem trist dag. Da først helbredstilstanden var tjekket, var det nemlig tid til at gøre boet op i et klassement, der fik sig en ordentlig rystetur på den etape, der burde - og også indtil de sidste 10 km var det - have været løbets nemmeste. Og konskevenserne var store. Blandt holdene med reelle topkandidater var det nemlig kun Bora, Jumbo, Movistar Mitchelton og Sunweb, der kunne ånde lettede op, for de befandt sig åbenbart i den rigtige side af vejen, da lynet slog ned efter en ellers yderst kedsommelig dag i det baskiske.

 

Særligt tilfredse har tyskerne naturligvis grund til at være. Ikke blot vandt de etapen med Schachmann, de fik også deres to øvrige klassementsryttere, Patrick Konrad og Emanuel Buchmann, med hjem i første gruppe. George Bennett skylder samtidig Tony Martin en øl eller to, efter at tyskerens enorme føringsarbejde til slut betød, at newzealænderen sad i tredje position, da styrtet skete. Mikel Landa var for en gangs skyld heldig og undslap alle vanskeligheder, og Mitchelton kunne glæde sig over, at Adam Yates ikke var uheldig to dage i træk, og at også holdets nye kaptajn, Mikel Nieve, undgik problemer. Endelig kunne Sunweb prise sig lykkelige for, at både Sam Oomen og Marc Hirschi kom med hjem.

 

For alle andre var der grund til ærgrelse. Særligt hårdt gik det ud over sportens måske to bedste mandskaber, Deceuninck og Sky, der nu er helt ude af klassementet. Belgierne mistede ikke blot chancen for endnu en etapesejr og en mulige klassementsoverraskelse med Alaphilippe, de mistede også løbets måske varmeste vinderbud, Enric Mas. Spanieren havde ellers med en fabelagtig enkeltstart - husk på, at han som en af de få i toppen havde plaskvåde veje - vist storform og lignede efter Yates’ uheld i går løbets varmeste bud på en sejr. Det gør han imidlertid ikke længere, efter at holdets ellers behjertede indsats for at bringe ham tilbage intet kastede af sig.

 

På samme måde mistede også Sky begge deres optioner. Deres pendant til Alaphilippe, Kwiatkowski, så ganske vist helt uskadt ud, da han passede stregen, men også han måtte se både etapemulighed og klassementsambitioner gå i vasken. Det samme måtte Thomas, der således definitivt kan skrive Baskerlandet Rundt på listen over en skuffelse i en indtil nu helt igennem rædselsfuld sæson, der nu efterlader ham med ardennerklassikerne og Romandiet Rundt som chancen for at sikre sig lidt succes, inden det gælder opbygningen mod Touren.

 

Alle andre var også uheldige. Astana fik ganske vist bragt Ion Izagirre i en fremragende position til at vinde samlet, men da Jakob Fuglsang tabte 25 sekunder, og Omar Fraile slog sig i styrtet, var det en blandet dag for kasakkerne. Det var det også for UAE, der fik Dan Martin skrevet ind som en af de tunge favoritter, men samtidig måtte se stortalentet Tadej Pogacar miste tid. EFs store chance for at vinde løbet med Daniel Martinez led sig et ordentligt skud for boven, da også han var i gruppen, som tabte 25 sekunder, og den ellers genfødte Hugh Carthy smed også tid. Det samme gjorde stortalenterne David Gaudu, Bjorg Lambrecht og Dylan Teuns, og dermed var det er fåtal af favoritterne, der slap fra løbets nemmeste etape med sejrsmulighederne intakte.

 

I Bora-lejren må der til gengæld være fest. I ly af al dramatikken lykkedes det nemlig Schachmann at tage sæsonens fjerde sejr med en knusende overlegen spurtsejr, der blot bekræfter, at hans alsidighed altså også gør ham til en fremragende puncheur. Det kan godt være, at etapens to største favoritter begge var faldet fra, men det var trods alt stærke afsluttere som Diego Ulissi og Enrico Battaglin, der måtte sande, at de var et niveau eller to fra at matche det tyske vidunderbarn, der er en af sæsonens helt store oplevelser.

 

De 10 ekstra sekunder betyder også, at han nu også skal tages mere seriøst i kampen om den samlede sejr. På baggrund af hans hidtidige klatreresultater må man stadig formode, at kongeetapen bliver for svær, men med 33 sekunder ned til Izagirre på 2. pladsen har han nu en buffer, der betyder, at han ikke længere behøver at gå med i angreb. Kommer han først frem til bunden af Arrate-stigningen, der historisk ikke har skabt de vilde forskelle, er der grænser for, hvor galt det kan gå, og især hvis han henter sig yderligere tidsbonus i morgen, begynder det at se ganske lovende ud. Og Bora kan glæde sig over, at de med Konrad som nr. 3 og ikke mindst Buchmann, der i år har været flyvende, som nr. 5, har masser af muligheder, selv hvis Schachmann skulle knække.

 

I første omgang er det dog Izagirre, der står til at kunne lukrere på et Schachmann-kollaps, og i lyset af Fuglsangs tidstab kan der nu ikke være tvivl om Astana-holdets prioriteringer. Det kasakhiske superhold vil i hvert fald utvivlsomt gøre alt for at sætte tyskeren under pres, for Izagirre får næppe nogensinde en større chance for at vinde sit hjemmebaneløb. Det gør den velkørende Martin heller ikke, efter at han slap nådigt igennem enkeltstart, og Martinez kan prise sig lykkeligt over, at han kørte så stærkt i mandags, at heller ikke han er helt ude af billedet endnu. Længere tilbage finder man Landa, Oomen, Fuglsang, Nieve og Bennett, men de må nok sande, at det bliver svært at indhente det tabte på alle de mange gode klatrere, der fortsat er placeret foran de i klassementet.

 

Læs også
Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

 

I al dramatikken glemmer man let at se på selve spurten, der i lyset af favoritternes fravær blev en lidt flad affære. Alligevel må man glæde sig over at se Ulissi og Battaglin fremme. Begge har haft en forfærdelig tid, hvor de stort set intet har leveret siden hhv. Tour de Suisse og Giroen, men i dag var der i det mindst lidt opmuntring. Særligt kunne det være spændende, hvis det lidt fortabte stortalent Battaglin igen kunne finde de drømmeben, han havde i første uge af Giroen sidste år. Dagens resultat kan måske give lidt håb i mørket, også selvom det forhold, at sprintertyper som Jon Aberasturi og Grega Bole samt den ikke specielt hurtige Carlos Quintero fandt vej til top 10, afslører, at det var en surt af begrænset sværhedsgrad.

 

Lige så interessant var det at se U23-verdensmesteren Marc Hirschi spurte sig til en 4. plads. Den unge schweizer har leveret en af årets flotteste præstationer, da han trods deltagelse i det tidlige udbrud kørte sig til en 10. plads i sin første brostensklassiker E3. Det er ellers som klatrer, at han hidtil mest har gjort sig gældende, og i dette løb er han også mere i sit terræn. Dagens flotte spurt bekræfter blot hans gode form, og det skal nu blive interessant at se, hvor længe han kan sidde hos Oomen på de svære etaper sidst i løbet.

 

Det var også herligt at se Yates med opmærksom og årvågen kørsel spurte sig til en 7. plads og dermed vise, at han ikke er slået ud af gårsdagens dumme uheld. Han ligner derfor umiddelbart en favorit til kongeetapen, hvor han kan redde Mitcheltons halvtriste løb. Endnu mere trist har det været for Bauke Mollema, der kørte en horribel enkeltstart og i går smed 13 minutter, men som i dag fandt nogle fornuftige ben, der gav ham en 8. plads i en finale, der ellers ikke passede ham fremragende.

 

På den måde var det måske meget passende, at det var folk som Ulissi, Battaglin, Yates og Mollema, der fik lidt opmuntring, for de har hidtil haft et svært løb. Det ser nemlig ud til, at de fleste på et eller andet tidspunkt skal møde modgang på det, der har udviklet sig til lidt af en baskisk slagmark, der måske bliver endnu mere blodig i morgen, hvor der er udsigt til en kompliceret og regnvåd finale.

 

I sidste ende er vinderen måske den, der står tilbage, når alle andre er faldet fra. Som bekendt den er enes død jo den andens brød. Det synes Bora at nyde gode af i disse dage.

 

 

Favoritterne

Der er en grund til, at Baskerlandet Rundt af mange betragtes som en helt uundværlig del af enhver forberedelse til ardennerklassikerne. Stigningernes længe og stejlhed går dem nemlig ganske sammenlignelige med det, der venter i Nordeuropa senere på måneden, og derfor valfarter næsten alle de folk, der ventes at spille en hovedrolle i Ardennerne til Spanien for at finpudse formen i et sportens hårdeste etapeløb.

 

Årets rute er endda ekstra velegnet som forberedelse til klassikerne. Mens man denne gang i vidt omfang har undgået de sværeste stigninger, har man også helt fjernet den sprinteretape, der plejer at være. I stedet er der hele tre typiske klassikeretaper i denne indledende del af løbet, og efter to dage med stigende finaler kommer den sidste af disse torsdag.

 

Terrænet minder på mange måder om det, vi har set de foregående dage, men for første gang har vi her en flad spurt. Det betyder dog ikke, at afslutningen er det mindste lettere. Tværtimod er der tale om en yderst tricky afslutning, der i hvert fald bør gøre etapen hårdere end det, vi så i dag. Den sidste stigning er måske for det meste relativt let, men den har en ganske stejl strækning på 500 m med 10,1% nær toppen, og kender vi de baskiske arrangører ret, vil det hele finde sted på smalle veje. Alt sammen foregår det da også inde i selve målbyen, hvor der efter toppen venter en kringlet og snoet vej, der først rette sig ud efter den røde flamme, og alligevel er der to sving bare 2-300 m fra stregen.

 

Læs også
Tour de Romandie-analyse: Da cross leverede endnu et vidunderbarn i schweizisk modvindsfuser

 

Det siger sig selv, at en sådan finale rimer på stress, nervøsitet og positionskamp, og det kan blive ganske halsbrækkende, hvis der som forventet er våde veje. Der er statsgaranti for, at alle vil sidde helt fremme inden nedkørslen, hvor der meget vel kan ske splittelser, og derfor kan man knap forestille sig, hvor vil en spurt vi vil se frem mod både stigningen og ikke mindst frem mod toppen. Det vil skabe ret voldsom udskillelse, og der kan sagtens opstå flere huller undervejs i det, der må være et mareridt for de klassementsryttere, der har svært ved at positionere sig.

 

Forinden venter en dag, der for det meste er relativt enkel. Vi har set, at der kan være ret megen kamp om at ramme udbruddet, og det vil sikkert også være tilfældet igen denne gang. Starten er imidlertid relativt let, og det burde være muligt for Bora at sikre sig, at udbruddet ikke bliver for stort og stærkt. Derefter bliver det imidlertid ganske interessant at se, hvem der tager kontrol. Også denne finale skriger Alaphilippes navn til himlen, men efter dagens styrt vil han nok være tilbageholden med at sende holdet frem. Til gengæld slap Michal Kwiatkowski stort set uden skrammer, og man kunne sagtens tænke sig, at Sky vil forsøge at redde deres løb ved at gå efter denne etape. Endelig må Schachmann nu have fået så meget blod på tanden, at han øjner endnu en etapesejr og yderligere bonussekunder, og vi tror derfor, at en kombination af de tre hold vil sikre, at udbruddet langsomt køres ind.

 

I finalen venter løbets hidtil sværeste stigning, men den kommer for tidligt til at kunne bruges offensivt. Alligevel er det meget tænkeligt, at vi vil se stærke hold som Astana, Sky og Movistar lægge pres på. Finalen er nemlig voldsomt hektisk, og den sikreste måde at gøre den mindre farlig går ved at trætte feltet og reducere det inden afslutningen. Det er særligt en taktik, der kunne være i Movistars og Astanas interesse, og derfor forventer vi, at der vil ske en vis udskilning på opkørslen. Det kan også bringe den sidste spurt, der kommer umiddelbart efter nedkørslen, i spil som en mulighed for at få bopnussekunder.

 

Derefter flader terrænet ud, og vi vil herfra formentlig se en voldsom positionskamp frem mod sidste stigning. Som sagt venter herfra en finale, hvor man konstant skal sidde fremme, hvilket automatisk vil presse farten voldsomt i vejret. Formentlig vil det blive en voldsom spurt på den stejle del nær toppen, hvorefter der ikke vil være mange muligheder for at bevæge sig frem på den muligvis regnvåde nedkørsel. Uanset hvor hurtig man er, vinder man ikke, hvis man ikke sidder nær de forreste på toppen, men der kan dog ske en vis opbremsning og regruppering, når vejen retter sig ud på den sidste flade kilometer.

 

Det kan ikke udelukkes, at en mand med et godt punch - læs Julian Alaphilippe, hvis han er frisk - vil kunne slå et hul på den stejle del eller nedkørslen og herfra køre alene hjem, men mest sandsynligt er det, at en gruppe skal spurte om det i den flade finale efter et selektivt løb. Selve opløbet kan dog blive farligt, for det er en finale, der kan være svær at kontrollere, og kommer man med fart bagfra efter nedkørslen, når den går lidt i stå, kan man sagtens komme med et overraskelsesangreb, der så tæt på mål kan give pote i et felt, hvor der vil være mange kaptajner og få hjælpere. Derudover er selve spurten kompliceret med de to sene sving, hvor man ikke skal være helt uden risikovillighed og tekniske evner.

 

Dagens styrt gør det hele meget åbent, for reelt er det først i morgen, at vi ved, hvor forslåede de enkelte ryttere er. På baggrund af de informationer, der foreligger nu, vover vi alligevel pelsen ved igen at pege på Julian Alaphilippe som vores favorit. Etapen har nemlig en karakter, der gør ham så overlegen, at han formentlig vil kunne vinde, også hvis han kun er på 90%. Om han er det, ved vi ikke, men som sagt meldte holdets pressechef efter etapen, at hans skader var ”nothing serious”, og det officielle communique melder da også kun om overfladiske skrammer. Det tyder på, at han vil være i en forfatning, hvor han i hvert fald kan give etapen et skud.

 

Alaphilippe har evnerne til at vinde på alle måder. Han kan med sit eminente punch køre fra alt og alle på den stejle del nær toppen. Det kan i lyset af skaderne måske nok blive lidt svært, men holder han sig til, bliver han også svær at slå i en spurt, også selvom han er knap så hurtig på flad vej. Det er klart, at han nu måske vil være lidt mere forsigtig i positionskampen, men kender vi krigeren Alaphilippe ret, skal han være slemt medtaget for ikke at gå efter sejren. Med mindre at det er helt skidt med kroppen i morgen, tror vi derfor, at han gør det igen.

 

Hvis ikke han er klar, må Michal Kwiatkowski øjne muligheder. Polakken skulle være helt ok efter styrtet og lignede heller ikke en mand, der havde slået sig væsentligt. Også han vil elske en finale med en eksplosiv stigning og en teknisk nedkørsel, hvor han kan gøre fuldt brug af sin fremragende positionering. Også han kan måske være lidt mindre risikovillig nu, men normalt svigter Kwiatkowski aldrig, når man skal slås om positionerne. I en flad spurt vil han formentlig også han en bedre chance for at true Alaphilippe, end han har det i stigende finaler. I hvert fald slog han som bekendt franskmanden på stregen i Milano-Sanremo i 2017. Dette kunne derfor være hans store chance for endelig at få skovlen under den tidligere holdkammerat.

 

Efter dagens sejr kan der heller ikke være den store tvivl om, at Maximilian Schachmann øjner en ny mulighed. Det står nu efterhånden klart, at Jay McCarthy skal ofre sig for sin holdkammerat i disse finaler, og dermed får han fuld opbakning fra et af de stærkeste hold. Han har hidtil vist sig ganske suveræn i positionskampen, og også han har et glimrende punch på korte, eksplosive stigninger. Han vil derfor formentlig runde toppen som en af de første, og da han også er en fremragende nedkører, vil han næsten med sikkerhed kunne deltage i en spurt. Han er ikke helt så hurtig i en flad finale som på bakker, men i lyset af Alaphilippes og Kwiatkowskis trængsler er han bestemt ikke uden chance.

 

Læs også
Se Tobias Lunds anden store sejr

 

Omar Fraile slog sig i dag ganske slemt, og det betyder, at Astana skal skifte fokus. Det kunne give muligheden for Alexey Lutsenko¸ der må være motiveret efter at teste formen frem mod klassikerne. Det burde være en ganske fin afslutning for kasakken, der har punch på bakker og er ganske hurtig i en spurt på flad vej. Samtidig har han feltets stærkeste hold til at køre sig frem i positionskampen og til at sætte ham op til en eventuel spurt til slut. Han viste så sent som i Tirreno, at han kan vinde spurter i små gruppe, som han også gjorde det, da han blev U23-verdensmester. Hvis han får chancen, kunne det derfor blive endnu en god dag for Lutsenko i jubelåret 2019.

 

I dag måtte Simon Clarke ofre sin chance, da han skulle bringe Daniel Martinez tilbage efter styrtet. Colombianeren er stadig i spil til den samlede sejr, og derfor kan hans prioritet i morgen også ende med at være kaptajnen. Man kan dog håbe, at australieren endelig får lov at køre for sig selv, for med de ben, han viste i Tirreno og Sanremo, burde dette være guf for ham. Han er god i positionskampen, er specialist på korte stigninger og har en fin spurt til at færdiggøre arbejdet. Hans nuværende form er desværre lidt usikker, da han foreløbig primært har ageret hjælper. Hvis han stadig har martsbenene og får chancen, er dette dog en etape, han kan vinde.

 

Vi glæder os også til at se Valentin Madouas i denne afslutning. Franskmanden er nemlig ganske hurtig i en flad spurt, og han viste med sin 5. plads på 2. etape, at han har et punch, der vil gøre ham konkurrencedygtig med de bedste på bakken. Problemet er derfor nok ikke så meget evnerne, men snarere om FDJ er stærke nok til at holde ham fremme i positionskampen. Det kan blive en udfordring for den talentfulde franskmand, men han har helt sikkert evnerne til at køre med om sejren.

 

Det samme har Bjorg Lambrecht, der med sit skræmmende angreb på 2. etape kørte så stærkt, at han regulært knækkede fænomenale Schachmann. Det viser, at han pt. er en af de bedste på stigninger som dem, der venter i finalen, og Jelle Vanendert viste endda på samme etape, at han kan føre sin unge holdkammerat helt frem i positionskampen. Lambrecht er imidlertid puncheur og ikke sprinter, og man kan måske have sin tvivl om, hvorvidt han på flad vej vil have den nødvendige topfart til faktisk at vinde.

 

En spændende dark horse kunne være Adam Yates. Vi ved alle, at briten er i superform, og han viste i dag god moral ved at køre sig til en 7. plads. Han er ikke hurtig nok til at vinde etapen i en spurt, men på det stejle stykke har han et punch, de færreste kan matche. Er Alaphilippe, Kwiatkowski og co. en anelse mærkede efter styrtet, er Yates måske manden, der kan køre fra alle med et angreb på det sværeste stykke. Man kan dog have sin tvivl om, hvorvidt han vil tage de nødvendige risici i et løb, hvor den samlede sejr ikke længere synes inden for rækkevidde.

 

I dag rejste Diego Ulissi sig på fineste vist, og han burde egentlig også være en fin kandidat til denne etape. Han har nemlig også en god spurt på flad vej, og det vil derfor slet ikke være et dumt scenarium, hvis han sidder med i en lille gruppe til sidst. Problemet er bare, at han trods dagens 2. plads ikke har haft sit gamle niveau i nu ganske lang tid, og vi har derfor vores tvivl, om han vil være i stand til at sidde med helt fremme, når der bliver åbnet op på stigningens sværeste del.

 

En spændende joker kunne være Pello Bilbao. Baskeren viste sig på enkeltstarten fremragende kørende, men siden da har han arbejdet for holdet. I gamle dage ville han også kunne have spurtet i en lille gruppe på en etape som denne, men det sker efterhånden aldrig, at han bruger sin hurtighed. I stedet er det hans evne til at snige sig væk i ukontrollerbare finaler, som han har gjort det i Tour of the Alps og Vuelta a Murcia, der gør ham interessant - ikke mindst fordi Astana meget vel kan sidde i et overtal i finalen.

 

Patrick Konrad ville normalt også elske en etape som denne, men vi tvivler på, at han får chancen. I den nuværende situation er der ingen tvivl om, at Schachmann er førstemand. Omvendt forhindrede det ikke dem begge i at spurte på 2. etape, og man kan derfor ikke helt udelukke, at det vil ske igen. Konrad er ikke helt så hurtig som i gamle dage, men i teorien burde han være en af de bedre afsluttere i den gruppe, der kan tænkes at være tilbage.

 

Også Dan Martin og Dylan Teuns fortjener at blive nævnt. Begge er nu egentlig først og fremmest puncheurs, og ingen af dem er voldsomt hurtige på flad vej. De har dog en hæderlig afslutning, og i en hektisk spurt kan meget ske. De vil i hvert fald elske den eksplosive bakke i finalen. Til gengæld kan man tvivle på, om de har holdene, der kan køre dem frem i den positionskamp, der vil blive noget af det allervigtigste i løbet.

 

Læs også
Evenepoel tilbage på landevejen

 

Efter en sløj tid rejste Enrico Battaglin sig flot i dag. Alligevel så vi på 2. etape, at han er milevidt fra sit bedste niveau, og vi tror derfor ikke, at han klarer strabadserne her, hvor den sidste del af stigningen formentlig er for stejl. Helt afskrives kan han dog ikke, for normalt burde det være en etape lige efter hans smag. Sidder han først med hjem, vil han i hvert fald være en af de tunge favoritter, for der er ikke mange, der har hans fart i en flad spurt.

 

Endelig vil vi igen pege på Anthony Perez. I dag gik vi igen glip af muligheden for at se ham spurte med de bedste, men forhåbentlig får han chancen i morgen. Finalen kan måske være en anelse stejl for ham, ligesom positionskampen kan blive et stort problem. Lykkes det ham at komme med hele vejen hjem, har han dog med blandt andet en spurtsejr i Tour du Gevaudan vist, at han er ganske farlig på stregen.

 

Andre, der måske vil forsøge sig i en spurt, er Jonathan Lastra, Alex Aranburu, Marc Hirschi og Alexandre Geniez (hvis ikke han er for forslået efter i dag). Til gengæld bør stigningen være fors stejl for Jon Aberasturi, Grega Bole og Enrique Sanz , ligesom heller ikke Fabio Felline eller Toms Skujins ventes at komme med over. Og Luis Leon Sanchez og Gorka Izagirre ser ud til at være arbejdsmænd i dette løb.

 

BEMÆRK: Optakten er skrevet på baggrund af de meldinger om rytternes helbredstilstand, der forelå onsdag aften. Denne gang er favoritvurderingen derfor behæftet med særlig stor usikkerhed, for selvom etapens favoritter alle ventes at tage starten, er det formentlig først i løbet af etapen, at de fornemmer, hvilke muligheder de har. Mere om Alaphilippes tilstand kan læses her.

 

OPDATERING: Julian Alahilippe starter ikke dagens etape

 

Feltet.dks vinderbud: Michal Kwiatkowski

Øvrige vinderkandidater: Maximilian Schachmann, Alexey Lutsenko

Outsidere: Simon Clarke, Valentin Madouas, Bjorg Lambrecht, Adam Yates, Diego Ulissi

Jokers: Pello Bilbao, Patrick Konrad, Dan Martin, Dylan Teuns, Enrico Battaglin, Anthony Perez

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Itzulia Basque Country
Nyheder Profil Startliste Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 26/04-28/04

Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 26/04-28/04

Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04

La Vuelta Femenina(2.WWT) 29/04-05/05

Eschborn-Frankfurt(1.UWT) 01/05

Tour du Gévaudan Occitanie(2.NCUPJW) 04/05-05/05

Giro d'Italia(2.UWT) 04/05-26/05

Elfstedenronde Brugge(1.1) 05/05

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?