Optakt: 4. etape af Itzulia Basque Country

Ruten

Arrangørerne plejer egentlig at være flinke til at lægge et par lidt lettere etaper ind, så de holdbare sprintere får lidt at gå efter, men den slags barmhjertighed ser vi ikke i år. Heller ikke 4. etape giver mange muligheder af den slags, for selvom der venter en faldende finale ned mod kysten, har arrangørerne som på 1. etape nok engang placeret en svær stigning i finalen. Denne gang er der endda tale om en rigtigt baskisk mur, der med en stigningsprocent på næsten 11 over 4 km sagtens kan bruges af favoritterne til at teste hinanden. Fra toppen er der dog nok lidt for langt hjem til, at man kan vinde løbet her, men det kan i hvert fald på en dårlig tabes - og så vil udbrydere utvivlsomt fornemme muligheden for at kunne gå efter en sejr.

Med en distance på 189,1 km er der tale om en relativt lang etape, der fører feltet fra den baskiske hovedstad Vitoria-Gasteiz til Hondarribia, der ligger nær San Sebastian ved den nordlige kyst. Som bekendt ligger startbyen på det flade plateau i den sydlige del af Baskerlandet, og derfor er starten meget let, når man ad en kun ganske let stigende vej kører mod nordøst med retning mod kysten. Efter godt 20 km rammer med en let nedkørsel, der leder ned fra plateauet, men det er stadig let faldende, mens man fortsætter videre mod nordøst.

Herefter får man mulighed for at varme klatrebenene op, når man drejer mod sydøst for at passere kategori 3-stigningen Deskarga (3,0 km, 7,7%, max. 12%), der er en relativt jævn stigning med top efter 55,8 km. En let nedkørsel leder nu mod sydøst, inden man rammer en let faldende vej, der fortsætter, når man drejer mod nordøst. Den afbrydes kortvarigt af en bakke (1,9 km, 6,4%), inden det atter falder let mod nord.

Læs også

Dansk sprintertalent tager stor sejr

Her forlader man hovedvejen for at lave en afstikker mod vest, der led op over kategori 3-stigningen Alkiza (4,4 km, 6,2%, max. 10%), der kommer i to dele med ca. 7% afbrudt af et plateau midtvejs. Toppen rundes efter 102,4 km, hvorefter en ikke for svær nedkørsel leder mod nordøst tilbage til dalen, hvor man fortsætter mod nordøst op ad en bakke (900 m, 7,1%) og siden igennem fladt terræn frem til dagens første spurt, der kommer efter 115,3 km. Nu går det videre ad den let faldende vej mod nordøst, idet den dog undervejs afbrydes af en bakke (1,5 km, 5,9%) og en nedkørsel, hvorefter det igen falder let ned mod udkanten af San Sebastian. Her drejer man mod nordvest for at køre frem til dagens sidste spurt, der kommer efter 137,3 km.

I stedet for at fortsætte ind til San Sebastian drejer man mod nordøst for at passere den berømte kategori 2-stigning Jaizkibel (7,9 km, 5,5%, max. 12%), der som bekendt er den traditionsrige nøglestigning fra Clasica San Sebastian. Den er sværest i bunden med 7,7% over de første 3,1 km, inden der venter et 800 m langt plateau og slutteligt 3,1 km med 6,2% og 1000 m med 1,0% frem mod toppen, der nås efter 147,7 km. Derfra leder en kun i bunden teknisk nedkørsel mod nordøst ned til målbyen, der nås efter 156,3 km.

I stedet for at køre ud til målet ved vandet tager man en tur på en ca. 30 km lang rundstrækning inde i landet. Igennem fladt terræn kører man mod sydvest, sydøst og ind gennem Alberto Contadors slagterby Irun, hvor man drejer mod sydøst for at passere kategori 1-stigningen Erlaitz (3,8 km, 10,6%, max. 13%), der er en meget jævn og meget stejl stigning ned top efter 166,9 km. Herfra resterer bare 22,2 km, der indledes med et let stigende plateau, som fører mod sydvest, inden en ganske kringlet nedkørsel leder mod vest og nordvest ned til dalen. Her kører man ad en lige og flad vej mod nordøst tilbage til målbyen, hvor man slutteligt følger en helt flad vej mod nordvest ud til målet helt ude ved havnefronten. Man passerer igennem rundkørsler med 1,2 og 1,0 km igen, mens der på sidste kilometer er hele tre yderligere af slagsen med hhv. 900, 300 og 100 m til stregen.

Etapen byder på i alt 2655 højdemeter.

Hondarribia har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

Vejret

Årets udgave af Baskerlandet Rundt bliver en relativt tør en af slagsen. Torsdag starter solrigt, men eftermiddagen vil være hovedsageligt skyet, men tør. For første gang vil det også være varmt med en temperatur ved mål på hele 22 grader, og det vil overhovedet ikke være blæsende med en svag til let vind (8-13 km/t), der er aftagende og kommer fra syd. Det giver med- og sidemedvind hele vejen ud til målbyen. Her får man på den afsluttende rundstrækning først sidemodvind frem til toppen af stigningen, siden sidevind og slutteligt sidemed- og medvind på stykket tilbage til kysten. Det varer ved indtil den sidste kilometer, hvorefter der vil være stort set ren medvind.

Analyse af 3. etape

Nationale mesterskaber er sjældent de stærkest besatte løb, men der er alligevel en særlig prestige i at vinde dem. Udover VM og EM er det nemlig de eneste begivenheder, der giver en særlig ret til at bære en trøje igennem et helt år, men der er stor forskel i den prestige, der følger med de forskellige trøjer. Således er det vel den belgiske drikleur og de franske og italienske tricolorer, der regnes som de mest prestigiøse - dels fordi de kommer fra sportens tre historiske kernelande, dels fordi de nationale mesterskaber i de tre lande også i dag hører til blandt de stærkest besatte.

I disse år burde det nu ikke være de tre trøjer, der vækker mest beundring. Nej, det må snarere være den lidt undseelige slovenske mesterskabstrøje, Primoz Roglic kører rundt i. Nu er det ganske vist sjældent, vi ser den, for siden han vandt den i juni kan det vel næsten tælles på to hænder, hvor mange gange han har haft på den og ikke er kørt rundt i en eller anden fører- eller pointtrøje, men lige nu er den i en vis forstand et symbol på, at man ejer cykelverdenen, som en begejstret norsk cykelkommentator sikkert ville sige det.

Sådan er det naturligvis ikke. Et nationalt mesterskab er et endagsløb, og Slovenien kan næppe prale af at have verdens bedste endagsrytter. Hvis til gengæld man arrangerede nationale mesterskaber og VM i etapeløb, ville det til gengæld være ét fedt, om man afviklede et VM eller et slovensk mesterskab. Det ville nemlig med 99% sikkerhed give præcis samme udfald - og det er ret bemærkelsesværdigt, når vi taler om et lille land med bare 2 mio. indbyggere!

Hvis man manglede et bevis på, at der lige nu er totalt slovensk verdensherredømme, og stadig nærede lidt tvivl trods den slovenske dominans i efterårets Tour de France, skulle man blot tænde for fjernsynet, da dagens 3. etape af Baskerlandet Rundt blev afviklet. Her viste Roglic og Tadej Pogacar nemlig at være præcis så overlegne, som de var det på de franske landeveje i september, og de to gode venner satte en fed streg under, at der lige nu ikke er nogen, der bare kommer i nærheden af deres topniveau.

Læs også

Opdateret: Giro-feltet tager form - udskiftning i deltagende danskere

Nu kan man indvende, at det ikke er specielt imponerende af duoen at sejre med 5 sekunder ned til en 41-årig veteran, men resultatlisten skjuler klasseforskellen. Havde de to slovenere ikke været så jævnbyrdige, at den ene ikke kunne ryste den anden, havde billedet nemlig været et helt andet. Efter det lidt halvhjertede første angreb fra Pogacar blev der nemlig slået et så gigantisk hul til rivalerne hver eneste gang, Pogacar leverede et af sine talrige angreb, at man fik fornemmelsen af, at der var tale om to seniorer i et lokalt juniorløb, men hver eneste gang gik den i stå igen, da de to slovenere begge måtte sande, at de bare stadig er lige så pokkers jævnbyrdige, som de var det i september, hvor eneste forskel mellem dem i bjergene var de ganske få sekunder, Roglic stjal på Pogacar på Col de la Loze. Og det betød, at rivalerne gang på gang kunne komme tilbage og i det mindste få en fornemmelse, at de var med i cykelløbet.

Det var de bare reelt ikke, og derfor kan vi kun glæde os over, at Roglic og Pogacar har hinanden. I de senere år har det nemlig været lidt trivielt at se Roglic vinde etapeløb med samme hast, som der i disse dag gennemføres coronatest, og det var heller ikke just spændende at se sloveneren vinde tre etaper i årets Paris-Nice eller at se Pogacar vinde Tirreno-Adriatico med mere end et minut ned til nr. 2 og næsten fire minutter ned til nr. 3. Derfor skal vi prise os lykkelige for, at vi har to så fantastiske ryttere, der lige nu har lagt i kakkelovnen til en af de mest åbne Tour de France-udgaver, vi har haft i de senere år.

Heller ikke i dag var det nemlig muligt at se, hvem der var stærkest. Pogacar angreb igen og igen, men man fik aldrig indtrykket af, at Roglic var presset. Der var heller ikke antydningen af det fjerne blik, vi kender monsteret for, når han en sjælden gang er presset, og det var i stedet det determinerede og målrettede blik, vi ser, når han har styr på tingene. Derfor lignede han også etapens vinder, da han modsat Pogacar kunne tillade sig at klatre op ad muren med en defensiv tilgang, inden han på den sidste kilometer kom med en af de forceringer, der 99 ud af 100 gange giver en stensikker sejr til det umættelige monster.

Derfor lugtede det også af Roglic-sejr, da monsteret åbnede for gabet, og da Pogacar havde begået den fejl at afgive Jumbo-rytterens hjul til Alejandro Valverde, der ikke kunne holde det, så det ud til, at afgørelsen var faldet. Det var den bare ikke, for Pogacar gjorde slutteligt det, der i de senere år har været en mindre umulighed, da han ikke blot kørte chefmonsteret ind, men også havde overskud til at tage fronten frem mod nedkørslen - en manøvre, der i denne slags finale næsten altid vil være garanti for sejr. Værdien af den triumf skal slet ikke undervurderes, for den viser, at der ingen garanti er for, at Roglic altid vinder de eksplosive finaler, og hvis sommerens Tour vitterligt bliver så lige, som alt peger på, kan bonussekunder og spurtstyrke vise sig at være en afgørende komponent.

Også for dette løbs spænding var det altafgørende, at Pogacar slog sin landsmand. I stedet for at være 28 sekunder efter fik han nu barberet enkeltstartslussingen ned til en afstand på bare 20, og selvom det stadig ligner en svær opgave at vinde løbet, er det ikke længere en umulighed. Nok så Roglic usårlig ud i dag, men bliver Pogacar bare bedre og bedre, som han plejer, kan man vel ikke helt udelukke, at der kan være en større sårbarhed på Arrate på lørdag.

Faktisk er Roglic mere sårbar end som så. Det var nemlig et stort slag i ansigtet på Jumbo-mandskabet, at den i går så velkørende Brandon McNulty bekræftede sin superform og fandt nogle klatreevner, han aldrig tidligere har haft - endda på en stigning, der slet ikke burde passe ham. Nu har Roglic nemlig to UAE-ryttere lige i hælene, og med den sårbarhed, vi har set fra Jumbo-mandskabet, er det faktisk slet ikke så sikkert, at vi får den slovenske sejr, vi har ventet. Vi så i går, at UAE ikke er bange for at spille McNulty-kortet, og i det lys må det ligge på den flade, at man skal forsøge at få Roglic isoleret efter muren i morgen eller relativt tidligt på lørdagens korte og eksplosive kongeetape, der meget vel kan få samme dramatiske forløb, som sidste etape gjorde for to år siden.

I det lys var det altafgørende, at Jonas Vingegaard beviste sit enorme potentiale og viste, at gårsdagens knap så opløftende præstation formentlig bare var en af de offdays, der stadig synes at være hans akilleshæl. Dermed kan Roglic håbe på, at han ikke bliver så let at isolere, og endnu vigtigere er det, at Vingegaard selv stadig er med i klassementet. Det giver nemlig en taktisk option i de ukontrollerbare finaler, at danskeren selv kan sendes med i huggene og i mange tilfælde ende som bedst placerede i grupper, hvor han vil kunne sætte sig på hjul. Den slags manøvrer kan meget vel være den bedste vej for Roglic til at undgå at tabe løbet - og hvem ved, om det måske endda kan betyde, at taktikken kan mage sig sådan, at det faktisk pludselig bliver Vingegaard og McNulty, der skal køre om den samlede sejr for Jumbo og UAE og ikke de to slovenere? Det ligner ikke et helt urealistisk scenarium.

Dagens finale blev præcis lige så medrivende, som vi havde håbet, men vi manglede desværre et med spænding imødeset element. Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg i ugevis har glædet mig til at se, hvor murspecialisten Michael Woods præcis står mod de to slovenere i en finale som denne, men den mulighed blev vi berøvet, da stakkels Woods styrtede, netop som hans formstærke holdkammerat Patrick Bevin havde sat i scene. Dermed blev vi berøvet chancen for at få en vigtig Fleche Wallonne-generalprøve, og samtidig gik Woods meget tænkeligt glip af en etapesejr. Det er bestemt ikke utænkeligt, at slovenernes jævnbyrdighed kunne have ført til, at den velkørende Woods med sit tidstab fra enkeltstarten kunne have udnyttet det taktiske spil til at tage sejren. Som etapen forløb, vil jeg i hvert fald tro, at Woods meget vel kunne have stået øverst på podiet, hvis ikke uheldet havde været ude. Desværre er det ikke just tilfældigt, at det netop var den lidt klodsede Woods, der røg i asfalten, præcis som det umuligt kan være en tilfældighed, at han tog Wilco Kelderman med sig, for der findes næppe nogen i denne verden, der har tilbragt lige så lang tid på jorden som netop hollænderen.

Løbets fjerde forhåndsfavorit, Adam Yates, måtte til gengæld sande, at træerne ikke vokser ind i himlen. Efter den fejende flotte opvisning i Catalonien og Emiraterne havde han utvivlsomt en drøm om, at han kunne true slovenerne i en finale, der passede ham. Allerede i går fornemmede man dog, at han ikke havde taget de catalanske ben med sig til Baskerlandet, og selvom det ikke gik så galt, som man efter i går kunne have frygtet, var det tydeligt, at det ikke var den Yates, der for to uger siden kørte feltet midt over på Vallter 2000. Til gengæld kan han nu muligvis blive en allieret for Roglic, for hvis Yates retter blikket mod 3. pladsen og benytter sig af den igen i dag ganske velkørende Richard Carapaz, kan der være lidt hjælp til at holde styr på McNulty de kommende dage.

Læs også

Officielt: Grand Tour-vinder har fremtiden på plads

Generelt bekræftede etapen det indtryk, vi allerede fik i går. David Gaudu, der havde så skuffende et 2020, fik igen bevist, at det var styrtene, der var årsag til det skuffende Paris-Nice, og at han ligesom i februar har genfundet det niveau, han har, når han er bedst. Mikel Landa fortsætter den imponerende og stabile kørsel, han har haft gennem hele sæsonen. Og Valverde satte igen en streg under, at han altså vitterligt er en kat med mindst 10 liv, og at hans kørsel i de to foregående spanske løb ikke var nogen tilfældighed.

Mest opløftende var det måske at se Mauri Vansevenant. Læsere af disse analyser og optakter vil vide, at jeg ser et stort lys i den lille belgier, der imponerede så stort i februar, men ydede overraskende lidt modstand mod Vingegaard i Coppi e Bartali. I dag var han imidlertid her, der og alle vegne, hvormed han understregede sit gigantiske potentiale - i øvrigt i selskab med den svingende James Knox, der efter en tam indsats i Catalonien pludselig har fundet sit højeste niveau nogensinde.

Også Sergio Higuita fik for tredje etapeløb i træk bevist, at han er kommet tilbage efter det skuffende 2020, selvom det også i stigende grad står klart, at han nok aldrig bliver den komet, man fornemmede, da han og Pogacar kørte lige op i kampen om sejren i Californien for to år siden. Ilan van Wilder viste igen, at han og Vansevenant kommer til at slås benhårdt om at være nr. 2 i det belgiske etapeløbshierarki bag Remco Evenepoel, og Pello Bilbao fortsatte de gode takter fra i lørdags efter det skuffende Tirreno.

For andre var dagen mere trist. Det gælder desværre for Jakob Fuglsang, der for anden dag i træk må sande, at han er milevidt fra sit bedste niveau, og med nu halvanden uge til den første ardennerklassiker bliver det sværere og sværere at tro på, at den 36-årige dansker blot følger en helt ny sæsonplanlægning, der skal bringe ham tilbage til sit bedste niveau til de tre endagsløb i de kommende uger. I det hele taget kom Astana ned på jorden igen, da Ion Izagirre trods lovende takter fra i går satte en fed streg under, at opblomstringen i Paris-Nice var en undtagelse, og at han næppe igen genfinder det niveau, han sidste havde i 2019.

Det blev også en møgdag for Bora, der allerede mistede det første af deres fire kort i forbindelse med Keldermans styrt - et styrt, der nu igen har sendt hollænderen i sygesengen. Træerne voksede nemlig ikke ind i himlen for den ellers stadig bedre klatrende Maximilian Schachmann, der trods alt har den logiske grænse, at han ikke kan matche klatrerne på så stejl en stigning som denne. Da Patrick Konrad fortsætter sin svage sæsonstart, og Emanuel Buchmann er bekymrende langt fra det topniveau, han ikke har haft siden Dauphiné, blev det på papiret så stærke Bora-mandskab pludselig temmelig amputeret.

Amputeret blev også Esteban Chaves. Den lille colombianer var så flyvende i Catalonien, men allerede i går fornemmede man, at der var noget galt. Det blev desværre bekræftet i dag, og dermed står det nok engang klart, at Chaves efter sin sygdom er helt ude af stand til at holde sit ellers tårnhøje topniveau i mere end en uges tid. Drømmen om, at han måske kan genfødes som grand tour-rytter led i hvert fald et gevaldigt skud for boven med dagens halvtamme præstation. Og Hugh Carthy og Enric Mas mangler stadig en del, inden de når deres topniveau, som man har fornemmet gennem de seneste uger.

Det gør Pogacar og Roglic til gengæld ikke. Tværtimod er der garanti for, at de kører med om sejren hver eneste gang, de sætter et nummer på ryggen. Heldigvis har de nu hinanden, så vi slipper for den slags magtdemonstrationer, de ellers begge har for vane at levere, og efter i dag står det endnu mere klart, at de er så jævnbyrdige, at sommerens Tour de France er pivåbent. Så må franskmændene leve med, at deres nationale stolthed igen i år nok ender som de slovenske mesterskaber i etapeløb - og det er egentlig ganske godt gået for en nation med bare 2 mio. indbyggere!

Favoritterne

Efter nogle år med lette ruter, hvor klassementsrytterne har haft relativt få muligheder for at gøre en forskel, er der i den grad skruet op for sværhedsgraden i år. De store navne har allerede været i aktion på alle de første tre etaper, og det stopper slet ikke her. Tværtimod er der lagt op til nye opgør mellem de bedste, når det torsdag går løs med 4. etape, der er af den helt uforudsigelige type.

På papiret kan den ellers se ganske stilfærdig ud, men man skal ikke lade sig snyde. Efter nogle år med kun begrænset brug af Baskerlandets herlige mure findes de nemlig i rigt mål i årets udgave. Erlaitz er nemlig endnu en af slagsen, og datamæssigt ligger den meget tæt på den mur, der indgik i dagens finale. Den er kun marginalt lettere, men til gengæld en smule længere, og derudover er den en anelse mere jævn uden de helt stejle procenter, vi så i dag.

Læs også

Skuffet dansker reagerer på fjerdeplads

Det betyder også, at der burde være garanti for klassementsshow. Der er ikke rigtigt nogen, der har det store at miste ved at angribe Primoz Roglic, der på denne etape er langt mere sårbar end på dagens etape. I dag kunne han nemlig bare bruge sine suveræne ben til at sætte sig igennem, men som beskrevet i analysen ovenfor er denne etape langt, langt farligere. Roglic virker nemlig ikke umulig at isolere, og selv ikke den slovenske supermand kan svare på alt, hvis han angribes på skift efter toppen af Erlaitz.

Den må UAE også have lugtet, da det særligt er på denne etape, at de kan udnytte den overtalssituation, jeg beskrev i analysen. Derfor kan jeg heller ikke forestille mig, at araberne ikke går ind til etapen med den ambition at skabe en situation i stil med den, vi så i mandags, hvor Roglic også var meget sårbar. Denne etape er endda endnu farligere, da der er længere fra top til mål og endda ikke bare ren nedkørsel. Her bliver han virkelig sårbar for angreb, hvis han sidder alene, og derfor er det torsdag, at Jonas Vingegaard for alvor skal vise sit værd.

Der kan derfor ikke være den store tvivl om, at vi får en kamp i klassementet, men spørgsmålet er, om der også bliver favoritkamp om etapesejren. Det er umiddelbart meget åbent. Etapen lugter langt væk af udbrud, og der bør derfor være garanti for en stor kamp om at komme afsted på den lette første del. Jeg forventer en sand angrebsfest, og det er ikke helt umuligt, at vi når frem til første stigning, inden udbruddet etableres. Sker det, kan vi endda få en brølstærk gruppe, men hvis udbruddet kører forinden, bliver det noget mere tilfældigt, hvem der rammer rigtigt på de flade og faldende veje.

Roglic håber helt sikkert på det første. Kører udbruddet på det flade, vil det formentlig ikke true trøjen, og så kan han sagtens lade det sejle hjem og dermed eliminere bonussekunderne. Det vil være i Jumbos klare interesse med en udbrudssejr, og derfor forventer jeg, at de vil kun vil jagte, hvis udbruddet skulle true trøjen. Heldigvis for sloveneren er forskellene efterhånden så store, at de skal være uheldige for at være tvunget til at jagte meget hårdt.

For mig at se er det store spørgsmål, om der er andre, der vil tage initiativ. Det er jeg ikke sikker på. UAE burde have en interesse i at få bonussekunderne i spil, men det kan også ende med at ramme dem i nakken, hvis hurtige Roglic vinder etapen. For dem kan det være bedre at tage bonussen ud af billedet og i stedet angribe Roglic på skift fra en overtalssituation.

Snarere peger pilen nok på Movistar med Alejandro Valverde, EF med Sergio Higuita, Astana med Alex Aranburu og Israel SUN med Michael Woods, der nu er endnu mere fokuseret på at vinde en etape. Sidstnævnte kræver dog, at Woods er ok efter sit styrt, og selvom han er sluppet uden alvorlige skader, var han trods alt til røntgen efter etapen. Derfor er det nok tvivlsomt, om han føler sig klar på at sætte hele holdet til at arbejde. Under alle omstændigheder vil særligt Astana og Israel SUN nok også jagte deltagelse i udbruddet, og hvis det lykkes dem at komme afsted, vil de utvivlsomt ikke jagte.

I det lys er chancerne for en udbrudssejr gode, og jeg tror, at meget bliver bestemt af, om Astana, EF og Movistar rammer udbruddet. Uanset hvad taler meget dog for, at Jumbo er nødt til at holde dem i rimelig snor, og så kan det blive svært at holde hjem. Jeg regner nemlig med, at UAE vil lægge hårdt pres fra bunden af Jaizkibel i håb om at få isoleret Roglic i finalen. Det kan gøre det svært for udbruddet at holde, hvis finalen reelt bliver 50 km lang, og Jumbo har været nødt til at holde snoren relativt stram. Og umuligt bliver det formentlig, hvis Movistar, EF, Astana eller Israel SUN indleder en jagt.

I det lys hælder jeg mest til, at vi får samling, men det kan gå begge veje. Og selv hvis vi får samling, er etapen mildt sagt umuligt at spå om. Jeg forventer, at Tadej Pogacar vil angribe på muren, men han ligner ikke en mand, der sætter Roglic. Det taler for, at der samles en favoritgruppe til sidst, og her vil Roglic håbe, at Vingegaard lynhurtigt kommer op til ham. Hvor meget han kan kontrollere finalen, vil nemlig afhænge af, om hvor længe han er Primoz Alene i Verden.

Selv hvis Vingegaard kommer op, tror jeg, at det kan blive svært at få en spurt. Roglic har et ret komfortabelt forspring til mange, og han og Vingegaard kan i et vist omfang tillade sig primært at koncentrere sig om UAE-duoen og Adam Yates. Faktisk kan det være en fordel at lade et par mand køre væk med et halvt minuts penge og lade dem stjæle bonussekunderne. Jeg er også usikker på, hvor meget UAE kan arbejde for en spurt. Er de kun de to kaptajner, sker det ikke, og vi vil formentlig kun se en jagt, hvis de får Marc Hirschi, Rafal Majka og/eller Diego Ulissi op. Dermed kan det måske kun være Bora og EF, der kan tænkes at sidde med mere end én mand til at sætte en spurt op for hhv. Maximilian Schachmann og Sergio Higuita, samt naturligvis Astana, der dog kan tænkes efter lidt regruppering igen at have måske fire mand til at angribe på skift, som de gjorde forleden. Grundlæggende vil de tre nævnte hold alle helst angribe og kun arbejde for en spurt, hvis de misser det Aranburu-agtige udbrud, der kan køre i denne ukontrollerbare finale.

Læs også

Tobias Lund reagerer på første professionelle sejr

Mit bedste bud er derfor, at vi får en gentagelse af tirsdagsetapen, hvor en eller flere mand kører væk i en ukontrollerbar finale, som Roglic vil være fint tilfreds med. Problemet med den slags afslutninger er bare, at det er komplet umuligt at gætte, hvem der vil ramme rigtigt i et sådant hug, fordi der er så megen tilfældighed involveret. At Nairo Quintana kørte alene hjem i en flad finale på 2. etape af Vueltaen i 2019, fortæller hele historien om, at stort set hvem som helst kan vinde en afslutning som denne.

Der stilles dog visse krav til kandidaterne. Man skal klatre så godt, at man overlever muren, og det skal man formentlig gøre så langt fremme, at man når tilbage til fronten, inden et hug er kørt væk. Dermed står de allerbedste klatrere, der har tabt lidt tid, med de bedste kort på hånden. For det andet er en god spurt trods alt ikke nogen ulempe, for det er langt fra sikkert, at man får en solosejr som i tirsdags. Tværtimod er det vel mere sandsynligt, at vi får en afslutning som på 1. etape i Catalonien, hvor fire mand kørte væk i en flad finale, hvorefter Andreas Kron spurtede sig til sejr. Chancen for, at de skal spurte om det, vil være større af, at vi vil tale om klassementsryttere, der alle har en interesse i at køre til stregen, uden at der går alt for megen taktik i den.

Med udsigt til så ”tilfældig” en finale kommer vinderbuddet meget til at afhænge af mavefornemmelse, og det er på den baggrund, at jeg peger på Sergio Higuita. Colombianeren har været ganske overbevisende gennem hele foråret, og også i dette løb har han været uhyre velkørende. Meget taler for, at han runder toppen som en af de første, og så står han med gode muligheder for at angribe, da hans tidstab er relativt stort. Han er samtidig en god nedkører, og først og fremmest har han en giftig spurt, der på flad vej måske er den allerbedste blandt klassementsfolkene, måske i kamp med slovenerne, Maximilian Schachmann og Alejandro Valverde. Dermed vil han også kunne gøre det færdigt, og han viste med sin aggressive kørsel på 2. etape, at han har den rette opportunisme. Samtidig vil han være en ganske god kandidat, hvis det ender i en spurt blandt favoritterne, for han har faktisk før overspurtet Roglic på flad vej i Vueltaen. I det lys kan han vinde på to måder, og derfor bliver han min favorit.

Mit næste bud bliver David Gaudu. Med den kørsel, han har lagt for dagen hidtil, vil han utvivlsomt være en af de bedste på stigningen, og han har al mulig grund til at udnytte den situation til at angribe. Han har tabt endnu mere tid end Higuita og er en herligt aggressiv fyr, der også åbnede ballet på La Asturiana i går. Samtidig er han slet ikke langsom på flad vej, som vi så, da han spurtsejrede i Ardeche forleden, og blandt klatrerne i toppen af klassementet er han i hvert fald en af de hurtigste. Modsat Higuita vinder han ikke en spurt i favoritgruppen, men hans styrke og tidstab gør ham til et af de bedste bud på en vinder i denne form for ukontrollerbar finale.

Et andet er selvfølgelig Maximilian Schachmann. I dag fik vi desværre bekræftet, at han ikke helt har evnerne til at matche de bedste på denne slags mure, men han vil stadig være en af de bedste og formentlig komme relativt hurtigt tilbage. Nu har han tabt så meget tid, at han kan få lov at køre væk, og hans enorme power gør ham ufatteligt svær at indhente. Han er på flad vej lynhurtig, som vi blandt andet så, da han vandt sin tredje etapesejr for to år siden, for her slog han Tadej Pogacar i et direkte opgør om sejren. Det gør også, at han vil have en ganske fin chance, hvis det ender i en favoritgruppespurt, og dermed står også han med flere muligheder, hvis ikke han taber alt for meget terræn på muren.

Det må også være nærliggende at pege på Mauri Vansevenant. I dag bekræftede belgieren sit enorme talent, og han var klart en af de mest aktive på muren. Det taler for, at han også i morgen vil være en af de allerbedste, og så står også han med muligheder for at stikke af. Han har tabt fint med tid til ikke at udgøre nogen umiddelbar trussel mod Roglic, og vi ved allerede, at han er uhyre aggressiv og altid klar til at angribe. Hans sejr i Larciano vidner også om, at han har en i hvert fald fornuftig spurt til at gøre det færdigt, hvis selskabet er det rette, og derfor kunne første WorldTour-sejr måske vente torsdag eftermiddag.

Det vil ikke være første WorldTour-sejr for Alejandro Valverde, hvis han vinder - for nu at sige det mildt - men det vil være den første i halvandet år, og det ser ikke helt umuligt ud. Bekymringen er, at han ligger lidt for tæt på i klassementet, og derfor måske ikke kan får den nødvendige frihed. Omvendt er 50 sekunder ikke nogen umiddelbar trussel mod Roglic, og det kan derfor ikke afvises, at han får lov. Han er ikke så hurtig som tidligere, men stadig en god afslutter, og han vil utvivlsomt runde toppen som en af de første. Det afgørende bliver graden af frihed. Og så må han stadig regnes som så hurtig, at han er en af de ryttere, der har en reel chance for også at vinde, hvis det samles til en spurt blandt favoritterne.

Det har været opløftende at se Pello Bilbao i dette løb. Baskeren har været ganske overbevisende og kom fint op ad muren i dag. Han runder næppe toppen som en af de allerførste, men han er en aggressiv fyr og en god nedkører, der vil være klar til at angribe, når han har kontakt. Han viser det sjældent i dag, men i gamle dage var han hurtig nok til at vinde en reduceret massespurt, og det gør, at også han har alle de rette forudsætninger, nu hvor han i dag tabte så megen tid, at heller ikke han er den allerstørste trussel.

Selvfølgelig kan Primoz Roglic også vinde etapen, og ender det i en spurt i en favoritgruppe, er nok min svage favorit. Vi har ganske vist set, at Pogacar og Higuita før har overspurtet ham på flad vej, og både Valverde og Schachmann synes at have en chance for at gøre det samme. Roglic er dog lynhurtig, og vi skal bare tilbage til Romandiet i 2019 for at finde en sejr i en favoritgruppespurt på 20 mand, ligesom han som bekendt var meget tæt på at vinde 1. etape i Ain sidste år - en spurt, han formentlig havde vundet, hvis ikke han havde forsøgt at give Tom Dumoulin sejren. Det viser, at Roglic vil være en af de hurtigste, hvis det samles til sidst, og derfor skal man også på denne rute - som på de fleste andre - regne monsteret som en af favoritterne.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da den franske plasterkrise blev endnu mere akut

Det kan naturligvis også blive Tadej Pogacar. I dag viste han sig stærkere end sin landsmand i spurten frem mod nedkørslen, og som bekendt slog han Roglic i den let stigende spurt på 9. etape af Touren sidste år. Min fornemmelse er stadig, at Roglic på helt flad vej har en lille overhånd, men styrkeforholdet er så lige, at det utvivlsomt kan gå begge veje. Det er klart, at Pogacar ikke har frihed, og ligesom Roglic vinder han kun, hvis vi får spurten, men her vil han også være en af favoritterne.

Michael Woods er naturligvis en stor joker. Canadieren var som sagt til røntgen i dag, og det taler nok desværre for, at han får svært ved at køre med om sejren. Som Richard Carapaz viste i dag, er et styrt dog ikke nødvendigvis nogen voldsom hæmsko, og han er i hvert fald slupper for alvorlige skader. Med sin nuværende form vil han elske denne mur, og nu har han al den frihed, han skal bruge. Da han samtidig er lynhurtig, har han alle kort på hånden, hvis han er frisk. Udfordringen er nedkørslen, som han ikke vil elske. Også i en større spurt har han en chance, men her vil der på flad vej formentlig være et par mand, der er hurtigere end ham.

Et andet godt bud er Pierre Latour. Igen i dag så vi, at stejle procenter ikke er hans spidskompetence, og derfor vil han næppe være blandt de allerførste på muren. Han vil dog have mulighed for at komme tilbage, og så står han med ganske gode kort på hånden i kampen om etapesejren. Han er aggressiv og har masser af power, og som vi senest så med 3. pladsen på sidste etape i Paris-Nice, kan han også gøre det færdigt i en spurt. Alt sammen kræver det dog en god dag, for Latour er som bekendt en meget svingende herre.

I går stod det klart, at Omar Fraile og Alex Aranburu er i fremragende form, men denne stigning er en anelse for svær for dem. Det er klart, at de ikke kører med de bedste, når der åbnes for sluserne, men skulle der komme en større regruppering, har de begge en fin chance for at være med. Herefter vil de begge have gode kort på hånden til som i går at udnytte et Astana-overtal til at angribe, og da de begge er lynhurtige, kan de slå de fleste på stregen. Faktisk er de også begge så hurtige, at de kan vinde en spurt i en større gruppe. Her vil Aranburu helt sikkert være førstevalget, men falder han fra, kan den uhyre formstærke Fraile sagtens vinde, når han har været i stand til at slå Sonny Colbrelli i en bare ganske let stigende spurt i Romandiet.

Dernæst vil jeg pege på Esteban Chaves og Jakob Fuglsang. Den lille colombianer er som nævnt langt fra det catalanske niveau, men medmindre han allerede nu lider under sin manglende restitution, vil han stadig være en af de første på toppen. Det samme vil Fuglsang, der som nævnt også stadig er bekymrende langt fra sit niveau. Nu har de imidlertid begge tabt tid og har frihed. Ingen af dem er hurtige på flad vej, men helt langsomme er de ikke, og særligt Fuglsang har de senere år vist sig som en bedre og bedre afslutter. Selskabet skal være det rette, men er det tilfældet, er de ikke uden chancer.

Det samme kan siges om Guillaume Martin. Efter punkteringen i går havde han i dag ingen undskyldning for det ringe resultat, men vi ved også, at han kan være en anelse ustabil. Alt pegede forud for løbet på, at han var ganske velkørende, og har han rejst sig igen, vil han være ganske god på en mur som denne. Nu har han i hvert fald tabt noget tid, og er selskabet det rette, kan han måske også gøre det færdigt til sidst, selvom det er som puncheur og ikke sprinter, at han har sine eksplosive kvaliteter.

Endelig vil jeg pege på Patrick Bevin, Quinten Hermans og Mikkel Honoré. Alle tre har de været ganske stærke de seneste dage. Således var Bevin og Honoré meget tæt på de bedste i går, hvor Hermans var i udbrud, og i dag var belgieren ikke langt fra de bedste. Skulle der ske en større regruppering til sidst, er det ikke helt umuligt, at de kan komme i spil. Alle er lynhurtige i en flad spurt, og alle vil de have en ganske god chance for at sejre mod alle de ovennævnte. I lyset af stigningens sværhedsgrad virker det usandsynligt, men der er så langt hjem, at jeg åbner en dør på klem for dem alle.

En superjoker kunne være Jonas Vingegaard, som Roglic kan sende med som kontrollant. Han vil kunne sidde på hjul med fint alibi, og da han er hurtig, vil han kunne gøre det færdigt, mens de andre slæber ham til stregen, fordi de kører klassement. Ryttere som Mikel Landa, James Knox, Hugh Carthy, Ilan van Wilder, Emanuel Buchmann, Ion Izagirre og Gino Mäder synes alle at kunne angribe i en ukontrollerbar finale, men de får svært ved at gøre det færdigt, hvis ikke de er alene. Bedre chance har nok Richard Carapaz, men heller ikke han er verdens hurtigste på flad vej. Jonathan Lastra og Patrick Konrad er halvhurtige, men de vinder ikke den store spurt, og de vil tabe for meget til, at det er realistisk at tro, at de kan komme i offensiven. Både Marc Hirschi og Diego Ulissi vil kunne vinde den store spurt - særligt en velkørende Hirschi - men med bonussekunder på spil vil de køre for Pogacar, som de gjorde i går, hvor Hirschi ofrede sig for kaptajnen. Finalen må være for hård for alle andre hurtige folk.

Som sagt er chancen for en udbrudssejr ikke ringe. Her er mit bedste bud Michael Woods, hvos han er frisk igen, og dernæst den uhyre formstærke Omar Fraile, der nu har tabt masser af tid. Det samme har de hurtige og formstærke Patrick Bevin, Alexey Lutsenko, Mikkel Honoré og Quinten Hermans, der synes gode nok til at vinde denne finale, samt Guillaume Martin, der i et udbrud vil være en af de bedst på muren. Også Alex Aranburu, Benoit Cosnefroy, Patrick Konrad, Jonathan Lastra, Jesus Herrada, Odd Christian Eiking, Lorenzo Rota, Julien Simon, Simon Geschke, Krists Neilands, Ide Schelling, Thomas de Gendt, Aurelien Paret-Peintre og Bauke Mollema må regnes som gode bud, da de har tabt tid, kan klatre og er relativt hurtige, og alle har de i de seneste uger vist et eller andet, der gør det rimeligt at tro, at de vil kunne overleve muren til sidst.

Feltet.dks vinderbud: Sergio Higuita

Øvrige vinderkandidater: David Gaudu, Maximilian Schachmann

Outsidere: Mauri Vansevenant, Alejandro Valverde, Pello Bilbao, Primoz Roglic, Tadej Pogacar

Jokers: Michael Woods, Pierre Latour, Alex Aranburu, Omar Fraile, Jakob Fuglsang, Esteban Chaves, Guillaume Martin, Patrick Bevin, Quinten Hermans, Mikkel Honoré

Kandidater til et udbrud: Michael Woods, Omar Fraile, Patrick Bevin, Quinten Hermans, Mikkel Honoré, Benoit Cosnefroy, Alex Aranburu, Alexey Lutsenko, Guillaume Martin, Patrick Konrad, Thomas de Gendt, Jesus Herrada, Jonathan Lastra, Kristis Neilands, Simon Geschke, Aurelien Paret-Peintre, Bauke Mollema, Ide Schelling