Optakt: 4. etape af Paris-Nice

Ruten

Efter 3 dage, hvor der har været trådt store gear, og hvor løbet på et splitsekund har kunnet tabes som følge af en dårlig placering i sidevinden, er det onsdag endelig tid til at teste klatrebenene en anelse. Som bekendt bliver terrænet i Paris-Nice altid gradvist mere kuperet, og det afspejles også i årets rute, hvor der lægges forholdsvist blødt ud på en etape, der ikke vil være afgørende. Løbets sidste tredjedel byder imidlertid ikke på megen flad vej, og selvom stigningerne ikke er voldsomt lange og finalen ikke specielt svær, vil der være rum til at prøve benene af i det, der tegner til at blive en uforudsigelig og ukontrollerbar afslutning.

De fleste etaper i Paris-Nice har karakter af transport, og det gælder også for denne, der vil føre feltet over hele 212 km mod sydøst og retning mod målet ved solen i Nice og mellem Vichy og Pelussin i det kuperede Massif-Central. Starten er knaldhård, da det indledningsvis stiger over 30 km, mens man kører mod sydøst. Undervejs venter der efter 18,5 km en bjergspurt på toppen af kategori 3-stigningen Cote de Cheval-Rigon (5,7 km, 3,9%), der er lang og regulær og aldrig stejl. Kort efter det højeste punkt venter efter 35,5 km den første spurt, og herefter følger et lettere stykke, når man fortsætter mod sydøst, men denne gang gennem terræn, der over 40 km er let faldende. Efter godt 75 km flader terrænet ud, og det stiger herefter kun ganske let, når man drejer mod syd og siden øst. Efter 130 km venter dernæst en lang nedkørsel ad relativt snoede veje, der fører mod sydøst og syd ned til byen Chateauneuf.

Her ændrer etapen karakter, når man drejer mod sydøst for at tage hul på kategori 2-stigningen Cote de Trieves (3 km, 5,2%), der er relativt regulær og stejlest i bunden, og hvis top rundes efter 152,5 km. Herfra fører en lang, lige og faldende vej mod sydøst ned til bunden af dagens sværeste udfordring, kategori 1-stigningen Cote de Condrieu (1,9 km, 8,5%), som bestiges fra øst, som efter 1 km har 500 m, der stiger med hele 9,8%, og hvis top rundes med 43,5 km igen. Herfra stiger det let mod øst, inden man drejer mod sydvest og slår et smut mod vest via en teknisk nedkørsel, der leder frem til bunden af kategori 2-stigningen Cote de Saint-Michel.Sur-Rhone (3 km, 6,6%), der har top 29 km fra stregen. Den er stejlest på den første km, hvor det stiger med 8,5%, men derfra stiger det blot med ca. 5,5%.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

500 m efter toppen rammer man den afsluttende rundstrækning, og herfra går det via let stigende terræn mod nordvest og sydvest frem til målbyen, hvor stregen krydses for første gang i forbindelse med den sidste spurt efter 192 km. Etapen afsluttes nu med en omgang på den 20 km lange runde, der først via en indledningsvis let og siden teknisk sværere nedkørsel fører mod øst ned til bunden af kategori 2-stigningen Cote de Chavanay (3,1 km, 4,9%), der bestiges fra syd, og hvis tre kilometer stiger med hhv. 5,5%, 8,4% og 1,8% i gennemsnit. Fra toppen resterer blot 10,5 km, der er de samme som efter næstsidste stigning. Det stiger let, mens man kører mod nordvest og siden sydvest, indtil man når de sidste 3 km. Herfra er det let faldende, indtil det over de sidste 500 m stiger med 3-4%. Man følger en vej, der konstant bugter sig, indtil der med 1500 m igen er et skarpt sving. På de 500 m drejer man skarpt to gange i træk, inden man rammer den 200 m lange, 7 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 2969 højdemeter.

Pelussin har ikke tidligere i dette årtusinde været målby for et stort cykelløb.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Vejret

Paris-Nice er kendt som Løbet mod Solen, men vores kære stjerne er ikke specielt imødekommende i år. Starten vil i hvert fald finde sted under en skyet himmel, og gennem det meste af etapen vil der være en risiko for byger på 25-60%. Mod slutningen ventes det dog at klare op, så der i Pelussin kun vil være enkelte skyer og formentlig ingen regn. Vinden vil stadig kunne mærkes, men ikke være så voldsom som hidtil. Således vil der være en jævn til frisk, tiltagende vind fra først vest og siden nordvest. Det giver en hel dag med med- og sidemedvind helt frem til bunden af kategori 1-stigningen, hvor der vil være sidedmodvind. Det vil der også være på næstsidste stigning inden rundstrækning. Her vil der være sidemedvind frem til stigningen, hvor der vil være sidemodvind. Efterfølgende vil der være modvind, indtil man får sidevind på de sidste godt 5 km og til slut sidemedvind på de afsluttende 1500 m.

Analyse af 3. etape

Cykelsporten er en benhård business, hvor det i stadig stigende grad kræver en bugnende bankkonto, hvis man skal konkurrere med et budget som det, Sky råder over. Da de rigtige vindere heller ikke hænger på træerne, skal der som regel graves temmelig dybt i lommerne, hvis man skal have fandt i de topsprintere, klassikerspecialister og grand tour-stjerner, der får alvor kan sikre plads i rampelyset, og man kommer kun en meget heldig hånd billigt til de ryttere, der for alvor kan enten styrke sejrskontoen eller vinde de helt store løb.

Derfor er der også altid benhård kamp om de mest interessante ryttere, når der er udsigt til snarligt kontraktudløb, og meget ofte er det de store stjerners destination, der først skal afklares, før resten af brikkerne kan falde på plads. For langt de fleste hold handler det om at afvente situationen og se, hvad der er tilbage, når først de store hold har kæmpet om stjernerne og derudfra fastlagt deres prioriteter.

Det er meget sjældent, at der er et virkeligt topnavn fri til en billig penge, men sådan kan det meget vel være i den kommende transfersæson. Nuvel, navnet Sam Bennett får måske ikke mange klokker til at ringe hos den almindelige Tour de France-seer, men det er helt ufortjent. Igennem 2018 og 2019 har den brølstærke irer nemlig vist, at han tilhører den absolutte sprinterelite, og når han ikke har fået et mere folkeligt gennembrud, skyldes det alene, at han på Bora har været henvist til en mere sekundær rolle i skyggen af superstjernen Peter Sagan.

Jeg har allerede i én analyse opregnet hele den urimelige situation, som den stakkels Bennett er havnet i, og den er der ingen grund til at gentage. Tilbage står blot, at ireren, der ellers er Boras eget hjemmeavl, er havnet i en ulykkelig situation på et mandskab, hvor Sagan i kraft af sin stjernestatus og Pascal Ackermann i kraft af sit tyske pas altid vil have forrang, og derfor har han til sin egen store utilfredshed måttet opgive drømmen om endnu en Giro, hvor han ellers sidste år vandt hele tre etaper og var løbets klart hurtigste mand. I stedet er han henvist til at satse på ugelange etapeløb samt muligvis Vueltaen - et forhold, der er stærkt utilfredsstillende for en supersprinter, da det for de hurtigste er i de store grand tours, at det virkelige slag om sprintertronen slås.

Bennett kan imidlertid ikke rette op på situationen. Passet har den farve, det har, og en kamp mod Sagan kan aldrig vindes. Derfor er der intet andet at gøre end at styrke markedsværdien ved at slå til, så snart lejligheden byder sig, for der må være temmelig mange hold, der allerede nu har kig på, at en af verdens allerhurtigste fra nytår formentlig er helt ledig på markedet.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Hvis man er i tvivl om Bennets værdi, skal man blot se på de seneste to sæsoner. I sidste års Giro var han i Elia Viviani, årets mest vindende sprinter, overlegen, og havde han haft samme støtte som italieneren, var det ikke endt 4-3 i italiensk favør i det indbyrdes regnskab. I begyndelsen af denne måned viste han så, at heller ikke Fernando Gaviria kan matche ham, da han på sidste etape af UAE Tour regulært overspurtede den ellers meget formstærke colombianer, som havde fået en mulig sejr foræret af et drømme-lead-out fra Alexander Kristoff.

Der manglede imidlertid stadig noget. Bennett havde indtil i dag stadig til gode at slå Dylan Groenewegen, der i hvert fald i 2018 og 2019 har været verdens hurtigste, og som også har været skræmmende i årets første måneder. Faktisk har de to stort set aldrig været oppe mod hinanden, og derfor var dette års Paris-Nice en gylden chance for den stakkels irer. Kunne Bennett også tage Groenewegens skalp, kunne han i hvert fald sende et kraftigt signal til manager Ralph Denk om, at han fortjener en lidt anderledes behandling.

Desværre var starten ikke lovende. Den gode form var nemlig blevet glemt i ørkenen, og Bennett havde nogle meget svære første dage i sidevinden. Her kunne han endda blot se til, mens Groenewegen med sublim kørsel i sidevinden effektivt slettede sit ry som tung sprinter og effektivt manifesterede sin status som tidens supersprinter nr. 1.

Tilbage var derfor blot én chance, inden sydens stigninger melder sig fra i morgen, for selvom der er gode chancer for en spurt også på fredag, var dagens 3. etape eneste sikre mulighed for de hurtige folk. Heldigvis kunne Bennett se frem til en roligere dag, for allerede i går stod det klart, at et skifte i vindretningen ville få stressniveauet til at falde, og en lang etape i modvind lagde i den grad op til en langsom og rolig dag, hvor sprinterne endelig ville kunne folde sig ud i en helt klassisk massespurt.

Sådan gik det da også, og da chancen endelig bød sig, slog Bennett til. Med en ganske suveræn spurt tog han karrierens anden etapesejr i Løbet mod Solen to år efter den første, og dermed kan han nu også føje Groenewegens skalp til generaliebladet. Og sejren var endda særligt opløftende, fordi Bennett ikke blot var den klart hurtigste i selve spurten. Etapen viste nemlig også, at han er blevet langt, langt bedre i positionskampen.

Det så vi egentlig allerede i Emiraterne, hvor han to gange vandt kampen om Gavirias eftertragtede baghjul, og i dag konfirmerede han evnerne i en sublimt kørt finale. Først fik Jempy Drucker ham afleveret perfekt bag Alexander Kristoff, der sad ideelt placeret bag Arnaud Demares, hvis brølstærke FDJ-tog med Ramon Sinkeldam og Jacopo Guarnieri ikke uventet havde taget kontrol under den røde flamme.

Problemet var bare, at Bennett risikerede at blive overmandet bagfra, da Guarnieri ramte fronten for tidligt og begyndte at tabe fart. Det kunne meget vel have ført til, at Bennett ligesom Demare og Kristoff var blevet lukket inde, da Groenewegens lead-out man, Mike Teunissen, igen viste sine evner i den rolle ved at skyde frem på de sidste meter. Mens Demare og Kristoff aldrig fik reageret, var Bennett snarrådig og sprang direkte ind bag hollænderen, der i stedet endte med at give Groenewegens værste rival det bedste lead-out. Herfra var det op til Bennett med sin topfart selv at gøre arbejdet færdigt, og det gjorde han uden de store vanskeligheder.

Bennett kunne altså ikke have gjort det smukkere, men alligevel er det urimeligt at antage, at han nu er verdens hurtigste. Faktisk kan vi slet ikke bruge etapen til at sige det mindste om det indbyrdes hierarki mellem ham og Groenewegen, for det var helt tydeligt, at hollænderen alligevel måtte betale en pris for to hårde dage. Alene det, at han slap Teunissens hjul, var et første tegn, og da han selv åbnede op som svar på Bennetts spurt, måtte han stort set med det samme sætte sig igen. Efter to dage, hvor han har imponeret en hel cykelverden, var der alligevel grænser for den tunge hollænder, der i sidste ende måtte betale prisen, og dagens spurt siger således intet om hans reelle niveau, som har været langt tydeligere illustreret af de seneste dages overlegne kørsel i sidevinden.

Måske er det Sky, han skal sende en uvenlig tak. Briterne kunne nemlig ikke dy sig for efter en ret let etape alligevel at se, om ikke de kunne vinde lidt tid på det åbne sidevindsstykke til slut. Gulddrengen Luke Rowe viste sig igen som ”Man of the Match” ved kortvarigt at skabe splittelse, som kaptajnerne Michal Kwiatkowski og Egan Bernal, der bare bliver ved og ved med at imponere, flot fulgte op på. FDJ fik desværre for briterne neutraliseret offensiven, men det kan meget vel tænkes, at det var den forcering, der kostede for Groenewegen. Var man blot kørt frem til selve spurten i det kontrollerede tempo, der prægede resten af finalen, havde udfaldet måske været anderledes.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Det var til gengæld til glæde for Caleb Ewan, der igen imponerede i kraft af sin råstyrke. Den lille australier sad således limet til Sky-drengenes baghjul og kunne have været den helt store vinder på deres offensiv. Alligevel havde han overskud til også helt på egen hånd at manøvrere i positionskampen, hvor han var godt placeret bag Bennett. Her måtte han imidlertid sande det samme som i Emiraterne, nemlig at han ikke har den topfart, han havde i 2017. Til gengæld blev den flot kørte finale endnu et bevis på, at hans speciale nok snarere skal være de hårdere finaler, og med den form, han har vist i dette løb, ligner han et af de varmeste navne til Milano-Sanremo, hvor han stadig ærgrer sig over sidste års andenplads.

Dagens spurt bekræftede også det lidt overraskende billede, der har tegnet sig af Deceuninck-Quick Step i dette løb. Efter ikke at have imponeret voldsomt i sidevinden var deres ellers så imponerende tog heller ikke i sit es i dagens finale, hvor de slet ikke kunne matche FDJ og Jumbo, deres på papiret værste rivaler. I stedet måtte Fabio Jakobsen igen starte sin spurt alt for langt tilbage, og selvom han atter bekræftede det positive indtryk, han også efterlod med sin superspurt på 1. etape i Algarve, har det helt uvant været hans hold, der har efterladt ham med to 3. pladser og ikke et bedre resultat i årets Paris-Nice.

I det mindste gik det bedre for ham end for mange andre. Særligt Demare kan ærgre sig over, at hans ellers så stærke FDJ-tog alligevel fik åbnet lidt for tidligt, for havde timingen været bare en anelse bedre kunne det være gået anderledes for franskmanden, der nu blev lukket inde, da Teunissen, Bennett og Groenewegen skød frem. Det samme gjorde stakkels Kristoff, der efter to etaper plaget af sort uheld, ellers atter havde vist sin styrke i positionskampen ved at tage Demares hjul, men som så sin gode position gå til spilde, da Guarnieri begyndte at tabe fart. Dermed kan han nu blot håbe på 6. etape som en sidste chance for at vise, at det altså er ham og ikke Gaviria, der skal køres for om små to uger på turen mellem Milano og Sanremo.

Derudover bekræftede spurten meget af det, vi allerede vidste. Sonny Colbrelli kommer lidt for ofte til kort i positionskampen, der også fortsat er den ellers stadig stærkere John Degenkolbs store, store svaghed. Det samme er tilfældet for Jakub Mareczko, der ellers endelig fik en chance for faktisk at komme med hjem, men som altid var for langt tilbage til at kunne vise sin reelle topfart. Til gengæld bekræftede Bryan Coquard de opløftende takter, han også viste i Besseges og Oman, og han synes at være i bedre forfatning, end han har været i de sidste to år. Og Niccolo Bonifazio viste atter, at han har næse for positionskampen og stadig er konkurrencedygtig også på højt niveau.

Dagens positive oplevelse var Dan McLay. Vi har længe vidst, at briten er lynhurtig, men i positionskampen har han været så håbløs, at det kun sjældent er blevet stillet til skue. I dag fik vi imidlertid alle at se, hvor fantastisk en topfart han har, da han kørte en af dagens allerhurtigste spurter, som i sidste ende trods en halvsvag position rakte til en flot 4. plads. Det er en skam, at EF ikke kan støtte ham bedre, for potentialet er til mere end de to sejre, han har fået i holdets farver over nu lidt over et år.

Helt anderledes gik det for André Greipel. Det kunne ikke være mere sigende at se den stakkels tysker sidde helt alene i vinden allerede langt fra mål. Igen var hans Arkea-mandskab helt usynlige, og det var nærmest trist at iagttage, hvordan en ensom hvid trøje kæmpede for sin position til sidst. Positionskamp har i forvejen aldrig været hans stærke side, og derfor står det mere og mere klart, at ægteskabet med Arkea næsten må ende ulykkeligt.

Nøjagtigt som det er tilfældet for giftermålet mellem Katusha og den anden tyske supersprinter, Marcel Kittel. Nu troede vi lige, at hans flotte kørsel i sidevinden ville være et signal om bedre tider, men sådan skulle det ikke gå. Håbet om, at Jens Debusschere kunne være det manglende i ligningen brast, da man allerede langt fra mål kunne se et Katusha-tog sidde samlet langt, langt fra fronten. Resultatet blev det samme som i næsten hele 2018: Kittel kom slet ikke til at spurte. Og nu er der slet ikke flere muligheder for den store tysker til at vise, at han altså har arbejdet stenhårdt igennem vinteren.

For klassementet blev det en dag til at komme sig, men alligevel endte den med at spille en rolle. Med yderligere seks bonussekunder har den snu Kwiatkowski sikret sig hele 19 sekunder til de folk, der bare har siddet i feltet. Det er altså ganske meget i et løb, hvor afstandene i toppen sjældent er alt for store, og selvom det hurtigt kan forsvinde på Turini, der er polakkens vanskeligste hurdle, betrygger forspringet ham utvivlsomt, da han utvivlsomt vil vinde tid på de fleste på torsdagens vigtige enkeltstart. Og da også Bernal samlede yderligere to sekunder op, er det utvivlsomt Sky - i høj grad takket være Rowe - der er de første dages klare vindere.

Det næste store slag venter på torsdag, når enkeltstarten vil skabe den første udskilning mellem de folk, der har holdt sig til i vinden, men allerede i morgen kan Kwiatkowski jagte yderligere bonussekunder i en finale, der burde passe ham. I Løbet mod Solen kommer stigningerne nemlig gradvist, og onsdag byder på den første lille opvarmning til det, der venter i weekenden.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

For Bennett bliver det formentlig for hårdt, men han har nok også nok at gøre med i de kommende dage at besvare telefonopkald fra de mange managere, der må være klar til at åbne tegnedrengen for at sikre sig det frit tilgængelige irske sprinterguld.

Favoritterne

Et af de smukke elementer ved Paris-Nice er den gradvise transformation af terrænet fra det flade nordfranske klassikerterræn over det kuperede Massif-Central til de længere stigninger i området omkring Nice, hvor vejret samtidig som regel langsomt ændres fra regn og blæst til høj solskin. Efter tre dage i fladlandet indledes denne overgang onsdag, når der venter en rigtig ardenneretape med noget af det bedste, Massif-Central kan byde på. I år er den spændende region ellers blevet lidt overset til fordel for det flade Nordfrankrig, der til gengæld i den grad har leveret varen, men de eksplosive folk får i hvert fald én dag til at vise talentet.

Etapen er uden tvivl ikke afgørende for klassementet. Dertil er stigningen for lette, og de bedste burde ikke kunne gøre forskelle på stigninger, der trods alt alle er ret lette, korte og uden voldsomt stejle passager. Det betyder dog ikke, at der venter en let dag, for de sidste 70 km byder stort set ikke på fladt terræn, og det samlede antal højdemeter vil være nok til at rydde godt ud i feltet.

Det er imidlertid også en etape, der er svær at forudsige og uden oplagt favorit. Der er ingen tvivl om, at den var det helt store mål for Michael Matthews, men med hans exit er det mere uklart, hvem der skal kontrollere etapen. Der er trods alt tale om intet mindre end 212 km, og derfor kommer intet hold gratis til noget som helst. Samtidig vil mange være meget usikre på deres muligheder i finalen, for alle er nok lidt varsomme med at vurdere præcis, hvor vanskeligt det bliver, og især holdbare sprintere som Matteo Trentin og Sonny Colbrelli vil nok være lidt tilbageholdne med at bede deres hold jagte gennem så lang en dag, hvis de ender med at give op i finalen.

Derfor er der lagt op til en ganske vild start. De første kilometer er nemlig knaldhårde, og da sidevinden har skabt enorme forskelle, er der et hav af ryttere, der vil have frihed til at angribe. Med så vanskelig en indledning synes det næsten givet, at et brølstærkt udbrud vil komme fri, og herefter er det ingenlunde klart, hvem der skal jagte. Jumbo skal i hvert fald ikke gøre meget for at forsvare Groenewegens trøje, og det er derfor op til andre hold at tage ansvar. Samtidig vil der blæse en kraftig medvind hele dagen, og det gør det langt lettere for et udbrud at snyde feltet på det, der utvivlsomt bliver en knaldhård og lynhurtig etape. Der er således en ret god chance for, at et udbrud kan køre hjem. Selv hvis et hold beslutter sig for at jagte, er det slet ikke sikkert, at et formentlig meget stærkt udbrud kan hentes i en finale, der er meget vanskelig.

Hvem kan have en interesse i at køre udbruddet ind? Pilen peger i første omgang på Mitchelton-Scott med Matteo Trentin, og de er er et af de få hold, der faktisk også har styrken til det. Omvendt kan de også spille Simon Yates ud i et udbrud, og gør de det, vil de ikke røre en finger. Derudover burde Deceuninck med en velkørende Philippe Gilbert have visse planer, men de kan kun holde udbruddet i snor på den flade del, mens de kommer til kort i finalen. Endelig er der Ag2r med Tony Gallopin, UAE med Diego Ulissi og Astana med Luis Leon Sanchez, men det er langt fra givet, at de vil kaste sig ud i en hård jagt på en dag, hvor de alligevel ikke kan være sikre på at vinde. Endelig er der naturligvis løbets stærkeste hold, Sky, der i Michal Kwiatkowski har en god kandidat, men også briterne vil være i tvivl om, om det er sliddet værd på en dag, hvor finalen trods alt ikke er perfekt for polakken.’

Derfor tror vi faktisk mest på en udbrudssejr. Der er ganske enkelt for uklar en ansvarsfordeling og for mange gode klatrere med store tidstab til, at etapen bliver let at kontrollere. Vi tror, at et brølstærkt udbrud kører væk i den hårde start, og derefter er det tænkeligt, at Sky holder dem i rimelig snor. Da de næppe går efter sejren, og Deceuninck ikke har styrken til at skabe samling i finalen, tror vi ikke, at de kan hentes, heller ikke selvom Sky formentlig lægger et vis pres på i finalen alene for at holde Kwiatkowski og Bernal fremme på de kringlede veje. Den største trussel mod et udbrudssejr er, at Mitchelton ikke får en mand med, eller at der i den hårde start kommer en halvfarlig mand med, så Sky er nødt til at holde udbruddet i strammere snor. Den situation burde de dog være gode nok til at kunne undgå.

Derfor vil vi pege på Simon Yates som vores favorit. Briten kom - selvom der har spredt sig et falsk rygte om det modsatte - for at vinde løbet, men ikke helt uventet havde han det svært i sidevinden. Nu har han til gengæld frihed til at gå efter etapesejr, og i Andalusien så vi med hans kongeetapesejr, at det er en kunst, han mestrer. Her viste han også sin angrebslyst med et angreb i en lignende hård indledning på 5. etape, hvor han dog til sidst blev kørt ind, og der er derfor ikke den store tvivl om, at han vil køre offensivt fra start. Her vil han kunne drage fordel af det vanskelige terræn til faktisk at ramme udbruddet, og lykkes det, kan vi i hvert fald med sikkerhed sige, at Mitchelton ikke vil jagte. Det øger chancerne for at holde sig fri, og i denne finale bliver Yates ikke nem at slå. Han viste storform i Andalusien, hvor han overgik sine egne beskedne forventninger, og nu er han helt sikkert endnu stærkere. Han er en af løbets bedste klatrere, har punch på korte stigninger og er hurtig i en stigende spurt og har alle forudsætninger for at gøre arbejdet færdigt. Derfor tror vi, at han udnytter friheden til at tage sæsonens anden sejr.

En anden taber i sidevinden er Diego Ulissi. Også han har nu frihed til at angribe, og den vil han være opsat på at udnytte. Ganske vist er han ikke så stærk som i gamle dage, men han er stadig en klasserytter. Det viste han især med den flotte etapesejr i Schweiz sidste år, men også i det nylige UAE Tour gjorde han det hæderligt på en rute, der ikke passede ham. Formen er altså fin, og i terræn som dette er han i sit es. Han vil utvivlsomt forsøge at ramme udbruddet, og lykkes det, skal han formentlig bare følge med, da han i spurten kan slå de fleste. Det burde nok kunne lade sig gøre på stigninger, der trods alt ikke er alt for svære for en ardennerspecialist som Ulissi.

Læs også

Jayco vil forlænge med Yates, men økonomien er tvivlsom

Løbets måske mest formstærke taber er Miguel Angel Lopez, men det var også næsten givet, at colombianeren ikke ville overleve sidevinden. Til gengæld ved vi fra Colombia 2.1, hvor han var løbets bedste klatrere, at han er i storform, og det kan gøre ham farlig på denne etape. Ganske vist er terrænet her ikke hans foretrukne, men finalen er trods alt svær nok til, at han kan gøre sig gældende, hvis gruppen er den rette. Der er i hvert fald ikke mange, der vil kunne følge ham på de sidste stigninger med den guldform, han hidtil har vist, og da han også har en hæderlig spurt på en rampe som den, der venter her, kan han også gøre det færdigt, hvis modstanden er den rette.

I det hele taget har Astana masser af kort at spille. Ion Izagirre er nemlig også ude af klassementet, men vi ved fra hans flotte kørsel i Valencia og Andalusien, at formen intet fejler. Nu har han frihed til at angribe, og den bør han udnytte. Modsat Yates, Ulissi og Lopez har han mere power til at angribe på den trods alt ikke voldsomt stejle indledende stigning, og han er generelt glimrende i eksplosivt terræn. Komme han fri, vil han i hvert fald være en af de stærkeste. Til gengæld er han trods en udmærket spurt ikke verdens bedste afslutter, og derfor skal han formentlig af med hurtigere folk for faktisk at vinde. Får han hullet bliver han imidlertid svær at fange.

Trek er også blevet blæst ud af klassementet, men det åbner døren for Giulio Ciccone . Heller ikke han er i sit es i denne form for let kuperet terræn, men han er til gengæld en af feltets bedste klatrere. Samtidig viste han med den fornemme etapesejr i Haut-Var, hvor han overspurtede Pinot og Bardet på den sidste stigning, glimrende form, og han har det rette temperament til at køre offensivt på denne etape. Kommer han fri, vil han være en af de bedste klatrere, og han viste i Frankrig for nylig, at han i hvert fald til hushehov kan spurte i en stigende finale, også selvom han helst skal alene hjem.

En anden formstærk klatrer, der er blæst væk, er Amaro Antunes. Det er nu til gengæld helt sikkert, at han vil angribe i ét væk, for det var præcis, hvad han gjorde i Algarve for nylig. Der er derfor ganske gode chancer for, at han rammer dagens udbrud, men spørgsmålet er, om finalen er hård nok til, at han kan gøre det færdigt. Han er nemlig ikke lynhurtig i en spurt, og han kan få svært ved at køre væk i den skrappe konkurrence, der utvivlsomt venter.

Det mest sikre på morgendagens etape er, at Thomas De Gendt vil angribe i ét væk. Ikke blot har han kig på bjergtrøjen, det er også en stor chance for at vinde en etape. Belgieren er kendt som udbryderkonge nr. 1, og det er præcis terræn som dette, han elsker. Hans form er altid enormt svingende, men hans dybt imponerende indsats i dag indikerede, at han trods en meget lang løbspause er velkørende. Om han så kan hænge på klatrerne i finalen, er nok mere tvivlsomt, men man skal aldrig afskrive De Gendt, specielt ikke fordi han også kan afslutte mod klatrere som disse.

Feltets anden store udbryderkonge er Alessandro De Marchi. Han er ganske vist endnu ikke i storform, men han har med offensiv kørsel både her og i Emiraterne vist, at han har et og andet at skyde med. Chancerne for, at han kommer med i udbruddet er i hvert fald gode, og vi ved, at han kan være enormt svær at hente i dette terræn, hvilket han senest viste med den flotte sejr i Giro dell’Emilia. Hans store problem er, at han ikke kan spurte, og det kan blive lidt svært at komme af med de formentlig hurtigere klatrestærke folk, han ventes at være oppe imod.

En række andre kandidater til et udbrud er Daniel Martinez og Victor De La Parte, der er i form, men får svært ved at vinde, Arthur Vichot, der kan afslutte, men har været relativt formsvag, Quentin Pacher, der er stærk, men for svært ved at gøre det færdigt i så stærkt et besat løb, Cyril Gautier, der har været flyvende, men også har problemer med faktisk at ende øverst på podiet, samt Sergio Henao, der dog stadig er en skygge af sig selv, og Jarlinson Pantano , der er livsfarlig i en spurt, men som efter sin lange sygdomsperiode fortsat formentlig er for formsvag.

Skulle det alligevel ende med at blive samlet, regner vi med en ret selektiv finale, da det formentlig vil kræve et knaldhårdt tempo for at hente et formentlig stærkt udbrud, og det vil kræve hårdt arbejde fra især de stærke Sky- og Mitchelton-mandskaber, der måske vil jagte, hvis de misser udbruddet. Sky vil formentlig ikke lade folk slippe væk til slut, og derfor vil det i det tilfælde nok ende i en spurt i det tekniske og let stigende opløb. Det hårde tempo vil formentlig gøre det for svært for ellers holdbare folk som Sonny Colbrelli, John Degenkolb, Caleb Ewan, Christophe Laporte og Sam Bennett, og både Magnus Cort og Edvald Boasson Hagen synes at være alt for formsvage.

Der er dog én sprinter, vi forventer, kan klare sig. Der er absolut ingen garantier, men med det, vi har set fra Matteo Trentin på stigningerne i Murcia, hvor han blandede sig med alle klatrerne, er han farlig. Den sidste stigning kommer så langt fra mål, at der er tid til at komme sig inden spurten, og sidder han først med hjem, vil han være den hurtigste. Det stigende opløb kan blive lidt for voldsomt efter en dag, hvor han vil være mærket, men med den nuværende form bør han på så relativt kort en bakke kunne gøre arbejdet færdigt. Han vil også elske den tekniske afslutning, og han vil have god støtte fra det stærke Mitchelton-hold. I så svær en finale kan han ende med at falde fra, men vi tror på, at formstærke Trentin har styrken til at vinde selv i dette terræn.

Læs også

Optakt: Amstel Gold Race

Hans værste rival må være Michal Kwiatkowski. Polakken var ikke imponerende i Emiraterne, men han har været i sit es de første dage. Bliver der skabt samling, vil Sky helt sikkert lægge pres på, for Kwiatkowski har brug for at trætte og komme af med Trentin-typerne. Lykkes det, står han med gode chancer i en 4%-spurt a la den, han vandt på 5. etape i Polen sidste år, hvor han viste sin styrke i denne type finaler. Samtidig er han et teknisk unikum, der elsker de sene sving, og med den ret hurtige Egan Bernal som hjælp og opbakning fra et superhold står han med gode kort på hånden, hvis det ender i en spurt. Bernal kan også selv afslutte, men mon ikke han skal ofre sig for sin hurtigere holdkammerat?

Efter et lidt skuffende Omloop har Philippe Gilbert vist stor styrke i dette løb, ikke mindst i finalen på 2. etape. Allerede i Provence klatrede han da også fint, og selvom han er oppe mod skarpe folk, burde han havde fine chancer for at klare stigningerne. Samtidig vil der være tid til at komme sig efter sidste bakke, og som han senest viste i netop Provence, er han stadig lynhurtig, ikke mindst i en teknisk puncheurfinale. Stigningerne kan godt blive for svære for en endnu ikke 100% skarp Gilbert, men han bør sidde med hjem og vil så altid være blandt favoritterne i en spurt.

Vi har allerede omtalt Diego Ulissi som kandidat til et udbrud, men også i en spurt har han muligheder. Ganske vist er den sidste bakke lidt kort, men den burde trods alt være hård nok til, at en puncheur som ham kan sætte sig igennem. Han havde ønsket sig en lidt længere målstigning, men han er fortsat en af de bedre afsluttere i dette felt, og han synes om sagt at være relativt formstærk. I Schweiz sidste år viste han i hvert fald, at han stadig har det, der skal til.

Tony Gallopin er kommet lidt haltende fra start i år, men nu synes formen at være der. Han har i hvert fald været stærk i sidevinden, og dette er hans terræn. Han er støttet af et brølstærkt Ag2r-hold og er klar til at udnytte det nye klatreniveau, han viste i sidste års Vuelta. Han er også en glimrende afslutter, men har stadig til gode hel at spurte så godt, som han gjorde i de første år.

Ligesom Gallopin har Luis Leon Sanchez været meget overbevisende i sidevinden. Efter den stærke kørsel i Murcia synes han igen at være i topform til et af sine yndlingsløb, og dette er måske hans bedste chance for at vinde en etape. I de senere år har han ellers ikke spurtet som i gamle dage, men det har ændret sig i år, hvor han i både Valencia og Australien viste sine gamle afslutterevner. Det gør ham farlig på en bakke som denne.

Supertalentet Valentin Madouas kommer til løbet i storform efter to andenpladser i de to hårde løb i Ardeche og Drome. Han har helt sikkert udset sig denne etape som sit første mål efter at have imponeret i sidevinden hidtil. Hans styrke er netop eksplosivt terræn som dette, og han viste senest sit punch og sine spurtevner i de nævnte sydfranske løb. Nu skal han bare også vise det på højeste niveau. Også hans onde ånd fra Ardeche, den meget formstærke Lilian Calmejane, kan afslutte her, men mangler nok den sidste hurtighed til at vinde.

Endelig vil vi pege på Arthur Vichot. Normalt ville denne finale være skræddersyet til en puncheur som ham, men han har desværre haft en haltende start i år. Han synes at være i bedring, men om han allerede nu har formen til at vinde i dette skarpe felt, er mere tvivlsomt. Han kan derfor sagtens ende med at falde fra undervejs, men en Vichot i storform - og glem ikke at formen ofte kommer pludseligt for ham - er farlig i puncheurafslutninger som denne.

Andre skarpe afsluttere er især Patrick Konrad, Dylan Teuns, Felix Grossschartner, Bob Jungels og Wilco Kelderman . Det kunne også være en finale for Jarlinson Pantano og Jonathan Hivert, men de synes at være for formsvage. Dendelig er finalen nok for hård for folk som Anthony Turgis, Ivan Garcia, Oliver Naesen, Patrick Müller, Elie Gesbert og Mike Teunissen

Feltet.dks vinderbud: Simon Yates (fra et udbrud)

Øvrige vinderkandidater: Diego Ulissi, Miguel Angel Lopez (begge fra et udbrud)

Outsidere: Ion Izagirre, Giulio Ciccone, Amaro Antunes, Thomas De Gendt, Alessandro De Marchi (alle fra et udbrud)

Jokers: Daniel Martinez, Victor De La Parte, Arthur Vichot, Quentin Pacher, Cyril Gautier, Sergio Henao, Jarlinson Pantano

Kandidater til en spurt (i prioriteret rækkefølge): Matteo Trentin, Michal Kwiatkowski, Philippe Gilbert, Diego Ulissi, Tony Gallopin, Luis Leon Sanchez, Valentin Madouas, Lilian Calmejane, Arthur Vichot