Optakt: 4. etape af Paris-Nice

Ruten

Løbets anatomi med starten i det pandekageflade Nordfrankrig betyder, at vi som regel skal frem til løbets anden halvdel, inden stigningerne for alvor melder sig, og det burde særligt gælde i år, hvor den tidlige enkeltstart betyder, at man efter tre dage ikke er kommet ret langt i rejsen mod solen. Rytterne ”snyder” dog lidt og sætter sig ind i bilerne efter enkeltstarten, så de via en lang transfer mod sydøst kan fortsætte rejsen i den kuperede del nord for Lyon i udkanten af Massif Central. Her er ingen lange stigninger, men 4. etape er en kuperet sag, der går konstant op og ned og byder på en sen passage af Mont Brouilly, som vi kender senest fra Julian Alaphilippes enkeltstartssejr i 2017. Det hele kulminerer med afslutningen på den nye stigning Chiroubles, der nok er relativt kort og meget ujævn, men har så stejle passager, at vi nok skal blive lidt klogere på løbets klatrehierarki allerede efter fire dage.

I alt skal der tilbagelægges 187,6 km mellem Chalon-sur-Saône og Chiroubles, og der er tale om en klassisk Paris-Nice-etape, hvor man rejser mod solen og kører mod syd næsten hele dagen. Startbyen ligger i en fortsat flad del af Frankrig, og det er derfor i alt væsentligt fladt, når man fra start snor mig mod syd. Efter 25 km rammer man dog allerede det kuperede terræn, når man slår et smut mod øst for at køre op ad kategori 2-stigningen Col des Chèvres (2,3 km, 7,6%), der er en ganske svær sag med blandt andet 500 m med 10,0% på den nedre del. Toppen rundes efter 27,6 km, hvorefter man sætter kursen mod sydvest for via den ikke-kategoriserede Col de Brancion (2,1 km, 5,3%) at køre ned til kategori 2-stigningen Col de la Pistole (3,1 km, 6,6%), der er en relativt jævn sag med top efter 47,1 km.

Herfra bliver det dog ikke lettere. Rejsen mod sydvest byder nemlig dernæst på en ikke kategoriseret stigning (1,6 km, 5,8%), inden det falder let ned mod Cluny. I byens udkant drejer man mod syd for at passere kategori 2-stigningen Cote de la Croix de Montmain (3,6 km, 5,4%), der stiger med ca. 6% på første halvdel og 3-4% på anden halvdel frem mod toppen, som passeres efter 63,1 km. Nu falder det mod sydøst ned mod den relativt store by Macon, i hvis udkant man drejer mod sydvest for at passere kategori 2-stigningen Cote de la roche de Solutré (4,1 km, 5,5%), der er en helt jævn stigning med top efter 84,7 km.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Nu bliver det kortvarigt langt om længe lidt lettere, når man snor sig mod syd igennem relativt fladt terræn ned til den afsluttende rundstrækning. Den rammer man i byen Fleurie efter 100,8 km, og den er i alt 35,1 km lang. Man indleder med at køre næsten en hel omgang, der starter let ud ved, at man i relativt fladt terræn kører mod sydøst ned mod det flade område omkring Rhone-floden. Det flade terræn fortsætter, når man drejer mod vest væk fra floden, og det ændrer sig heller ikke, når man senere kører mod syd.

Næsten helt nede ved rundstrækningens sydligste punkt melder udfordringerne, når man kører mod sydvest op ad den kendte kategori 2-stigning Mont Brouilly (3,0 km, 7,7%), der stiger med hhv. 6,1%, 7,9% og 9,3% over de tre km. Toppen nås første gang efter 121,8 km, hvorefter en teknisk nedkørsel leder ned til det sydligste punkt. Nu kører man mod nord op over en bakke (1,6 km, 4,9%), inden det i fladt terræn går mod nordøst frem til bunden af målstigningen. Her drejer man mod nordvest for at tage hul på opkørslen, men denne gang kører man kun de første 4 km af den i alt 7,3 km lange stigning. Her er der tale om en ujævn sag, hvor de to første kilometer stiger med hhv. 4,1% og 10,7%, inden det falder ganske let over en kilometer, hvorefter det stiger med 10,6% over den sidste kilometer. Efter de første fire kilometer af stigningen kører man ved 139,6 km-mærket en indlagt spurt, men nu drejer man af før toppen for at følge en relativt let nedkørsel, der leder mod nordøst og sydøst tilbage til rundstrækningens udgangspunkt i Fleurie.

Efter den første omgang kører man næsten endnu en af slagsen, hvilket betyder, at hele første del tilbagelægges på ny. Man når således for anden gang toppen af Mont Brouilly, når der efter 166,8 km resterer 20,7 km, og senere når man igen frem til målbjerget. Denne gang skal der dog køres der dog hele vejen til toppen i Chiroubles, hvilket giver en 7,3 km lang kategori 1-stigning med en gennemsnitlig stigningsprocent 6,0%. Igen køres der en indlagt spurt ved 184,7 km mærket efter de første 4 meget stejle, men ujævne kilometer, inden man rammer de sidste 3,3 km, der er lettere med 3 km på hhv. 7,5%, 3,2% og 6,5%, inden de sidste 300 m stiger med 6,4%. Indledningsvis følger stigningen en relativt lige vej, dog med skarpe sving ved 4 km-mærket og ved spurten omkring 3 km-mærket. Nu venter endnu et skarpt sving med 1300 m igen, hvorefter vejen bugter sig kraftigt med slutteligt hele to hårnålesving på de sidste 300 m, inden man rammer den bare 50 m lange og 7 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 3540 højdemeter.

Chiroubles har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Vejret

Rytterne, når akkurat at flygte fra regnen, inden den melder sig torsdag. Onsdag stater solrigt, men eftermiddagen bliver temmelig skyet med en temperatur ved mål på 10 grader. Det vil være stort set vindstille med bare en svag vind (ca. 5 km/t) fra sydøst. Det giver sidemodvind hele dagen ned til rundstrækningen. Her vil der være sidemodvind på første del, sidevind på Brouilly og sidemedvind frem til målstigningen. Her vil der være medvind frem til spurten og sidemedvind på anden del indtil hårnålesvingene til sidst, hvor man efter kortvarig modvind får medvind på den korte opløbsstrækning.

Analyse af 3. etape

”3, 2, 1, Liftoff!”

Sådan gjaldede det ud gennem alverdens tv-skærme, da NASA for nylig indledte deres storstilede marsmission. Efter bare få sekunders nedtælling blev en raket med blandt andet dansk produceret udstyr sendt direkte op mod stjernerne til stor jubel for alverdens rumentusiaster.

Jeg aner ikke, om schweizerne havde nogen andel i projektet, men de har næppe haft tid til at skænke missionen en tanke. De har nemlig haft gang i deres hel egen nedtælling, som også har til formål at sende et objekt direkte op mod stjernerne, og i dag fuldendtes så nedtællingen, da der blev råbt ”Liftoff!” i den lille franske by Gien, denne gang til stor jubel for alverdens cykelentusiaster.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Objektet, der blev sendt afsted, var ikke en raket. Det var tværtimod kometen Stefan Bissegger, der fra i dag allerede er et fast element på cykelsportens smukke stjernehimmel. Nedtællingen til afsendelsen blev afsluttet i dag, og den har været så bemærkelsesværdig hurtig, at selv det mest velplanlagte rumprojekt umuligt har kunnet matche det schweiziske fænomens tempo.

Nedtællingen startede for et lille halvt år siden, da unge Bissegger med en 3. plads i sit allerførste løb som WorldTour-rytter var uhyre tæt på en nærmest sensationel debut, da han i BinckBank Tour på enkeltstarten kun blev slået knebent af Søren Kragh og Stefan Küng, endda i karrierens allerførste WorldTour-enkeltstart. Derefter fortsatte nedtællingen for et par uger siden i Emiraterne, hvor Bissegger kørte sin anden WorldTour-enkeltstart, og denne gang forbedrede placeringen med en enkelt pind ved i den flade ørken som nr. 2 at komme bemærkelsesværdigt tæt på ellers urørlige Filippo Ganna i UAE Tour.

I det lys burde det jo egentlig ikke være svært at gætte, hvordan det ville gå, da Bissegger i dag i Paris-Nice stillede til start på enkeltstarten i Paris-Nice. De fleste kan nemlig godt tælle ned fra 3, og efter 2-tallet kommer som bekendt det 1-tal, der i sportens verden er synonym med sejr. Og minsandten om ikke Bissegger fuldendte sin stime, cementerede sin nyvundne status som tempostjerne og slog en hel serie af verdens allerbedste specialister på den tekniske og småkuperede rute i Gien.

Sejren var på ingen måde uventet. Således havde jeg eksempelvis placeret ham som nr. 3 på min favoritliste inden etapen, men resultatet er alligevel bemærkelsesværdigt. Det var nemlig en hel serie af verdens førende tempospecialister, der blev sat til vægs, herunder en dobbelt verdensmester i form af Rohan Dennis. Og i feltet fandt man navne som Primoz Roglic, Dennis, Søren Kragh, Yves Lampaert, Victor Campenaerts og Maximilian Schachmann, der alle inden for de sidste to sæsoner har vundet til sammen et hav af WorldTour-enkeltstarter og store mesterskaber, og dertil skal lægges folk som Michael Matthews, Jos van Emden og Tony Martin, der alle i en mere eller mindre fjern fortid har vundet WorldTour-enkeltstarter på højeste niveau. Begynder man også at opregne alle de folk, der har været på podiet i WorldTour-enkeltstarter eller vundet mindre enkeltstarter, løber man hurtigt tør for plads, når man skal nævne navne, for det er et mindretal af etapens top 30, der ikke kan sætte kryds ud for et af de to resultater.

Dermed har Bissegger også vist, at prædikatet ”Den nye Cancellara” ikke er helt uberettiget. Det var enlig Stefan Küng, der havde fået den titel, men i virkeligheder passer Bissegger meget bedre til den største schweiziske tempo- og klassikerstjerne. Hvor Küng mest af alt er kendt for sin power og sine tempoevner, har Bissegger med sit punch og sin hurtighed præcis samme alsidighed som sin forgænger. Ser man på hans kørsel i det BinckBank Tour, der desværre blev ødelagt af et styrt på kongeetapen, er det bestemt også ganske sandsynligt, at Bissegger kan blive den klassikerrytter, Cancellara også var, selvom man naturligvis ingenlunde kan forvente samme resultater som en af sportens største giganter.

Bissegger var dog ikke helt uheldig med, at det i dag er ham, alle taler om. Sportens verden er nemlig så ubarmhjertig, at mindre end et sekund havde betydet, at det var navnet Remi Cavagna, der var på alverdens løber. Det franske TGV-tog, der jo ellers var ved at sygne lidt hen som temporytter, har pludselig fundet formen siden sidste sæson, og i dag var han så uhyre tæt på at opnå noget for en franskmand uhyggeligt stort, nemlig at vinde en Paris-Nice-etape på hjemmebanen med tricoloren på skuldrene. Alene det forhold, at han i finalen skulle overhale en rytter kan have gjort hele forskellen for stakkels Cavagna, der næppe nu ved, om han skal være svært tilfreds med, at han i dag fik bevist, at der venter mange store enkeltstartssejre forude, eller om han skal græde over at have været så tæt på at starte morgendagens etape, der køres tæt på hans hjemegn, i den gule trøje.

Heldigvis skal triumfen nok snart komme for 25-årige Cavagna, for dagens etape blev endnu et bevis på det generationsskifte, der i gang på tempofronten, hvor Ganna og Remco Evenepoel i første omgang har overtaget verdensherredømmet. I hvert fald må det efter dagens 6. plads stå helt klart, at Dennis’ tid som verdens bedste temporytter er ovre. Ganske vist har han forbedret sig betydeligt efter skiftet væk fra Bahrain og den for ham så forfærdelige Merida-cykel, men efter et 2020, hvor han ikke vandt én eneste enkeltstart, må det stå helt klart, at Dennis nu skal regnes som en fremragende, men ikke overlegen temporytter.

På samme måde er det med en anden verdensmester, Tony Martin. For første gang siden 2019 fik den firefoldige verdensmester i dag lov at køre en enkeltstart for fuld knald, men det endte med en yderst beskeden 24. plads slået af en række ryttere, der slet ikke kan regnes som specialister. På samme måde står det også igen helt klart, at Jos van Emden formentlig har leveret sit sidste topresultat på WorldTour-niveau på samme måde som det gælder for tidligere specialister som Matthias Brändle og Bob Jungels, der fortsætter med at falde dybere og dybere ned i sit hul som en i dag temmelig anonym rytter. Victor Campenaerts, der var så fremragende i 2018 og 2019, leverede endnu en fiasko efter et 2020, hvor han havde få ganske bemærkelsesværdige opblomstringer i en sæson, der ellers bød på skuffelse på skuffelse. Og Michael Matthews leverede en enkeltstart, der var et stykke under det niveau, vi ellers har vænnet os til at se fra ham.

Til gengæld var der oprejsning til andre specialister. Det lykkedes ganske vist ikke Søren Kragh at gentage sidste års sejr, men med en 5. plads cementerede han sin status som en af verdens førende i disciplinen. Det er særligt imponerende, fordi danskeren bestemt ikke giver indtryk af at have samme fine form som for et år siden. Christophe Laporte fortsatte med en 7. plads sin vanvidssæson med karrierens første top 10 på en WorldTour-enkeltstart, Yves Lampaert og Mads Pedersen gjorde det fornemt på en rute, der nok var en anelse for svær til at passe dem ideelt, Dylan van Baarle, der ellers aldrig rigtigt er blevet den temporytter, vi engang troede, hev en mindre kanin op af hatten, og Patrick Bevin fik efter et forfærdeligt 2020 i hvert fald vist, at der var en grund til, at han i 2019 blev nr. 2 på Vuelta-enkeltstarten og nr. 4 til VM.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

For de fleste af dem gælder imidlertid, at deres personlige ambitioner sluttede i dag. Af de nævnte er det i hvert fald kun Jungels, der er kommet til Frankrig med ambitionen om at køre klassement, og de var derfor ikke med i det løb i løbet, som klassementsrytterne kørte i dag. Og blandt dem var det helt som forventet Primoz Roglic, der trak sig sejrrigt ud og bragte sig i den virtuelle førertrøje.

Det kunne på papiret ligne en succes for sloveneren, men sådan er det svært at se det. Ser man bort fra prologer, bjergenkeltstarter og den flade wattenkeltstart i Tirreno - tre enkeltstarter, der er meget specielle og ikke sammenlignelige med denne - har Roglic nemlig vundet alle sine enkeltstarter i ugelange etapeløb siden en 3. plads i Volta ao Algarve i begyndelsen af 2017, alt sammen krydret med en serie enkeltstartssejre i grand tours. I det lys var det et brud på en stime, at det slovenske monster i dag viste sig sjældent menneskelig og ”kun” blev nr. 3 på etapen.

Det ændrer naturligvis ikke på hans favoritstatus, men det følger en lidt urovækkende trend fra 2020, hvor han heller ikke var flyvende på sine tre enkeltstarter. Mest markant var naturligvis nyere cykelhistories mest omtalte enkeltstart i Touren, men heller ikke hans enkeltstart i Vueltaen, som han ganske vist vandt med det yderste af neglene, var overbevisende. Måske er Roglic langsomt ved at blive lidt mere medgørlig i den disciplin, der tidligere var hjørnestenen i hans suveræne etapeløbsdominans.

For løbet er det til gengæld en gave. Efter tabet af Richie Porte kunne man have frygtet, at løbet efter i dag reelt var afgjort, men det er det heldigvis ikke. Det skyldes særligt, at Astana holdt sig langt bedre inde i kampen, end man kunne have frygtet. Omdrejningspunktet er naturligvis Aleksandr Vlasov, der viste en uhyre lovende fremgang i sin hadedisciplin, da han med en højst overraskende 16. plads viste, at han har kurs mod større alsidighed, og samtidig sikrede sig et lovende udgangspunkt med et tab til Roglic på bare 16 sekunder. Det havde han næppe drømt om inden løbet.

Astana ligner nu truslen mod Roglic og Jumbo. Ion Izagirre, der jo engang sikrede sig det ene topresultat i denne slags løb efter det andet via sin gode enkeltstart, som siden har været forsvundet totalt, leverede nemlig med en 12. plads sit bedste resultat i nærmest umindelige tider. Og da Alexey Lutsenko med en 31. plads og et tab på 26 sekunder kom ganske fint igennem etapen, står kasakkerne nu med tre esser, der kan sætte Jumbo og Roglic under pres.

Problemet er naturligvis, at Jumbo ikke bare er Roglic. Steven Kruijswijk viste med sin fornemme 11. plads på en for ham alt for kort, teknisk og eksplosiv rute, at det er alt for tidligt at dømme ham ude, blot fordi 2020 endte som noget hø. Med ham som en højst uventet nr. 3 i klassementskampen står Jumbo fortsat med alle taktiske kort på hånden, også selvom George Bennett mistede så meget tid, at han ikke længere er nogen reel trussel.

Det er Brandon McNulty måske heller ikke - i hvert fald hvis ikke han har forbedret sig i bjergene - men amerikaneren viste igen, at det fald i niveau, vi så i hans år på Rally, hvor han slet ikke kørte enkeltstarter som tidligere, nu hører fortiden til. Ligesom i sidste års Giro brugte han enkeltstarten til at give sig et fremragende udgangspunkt inden stigningerne, og nu bliver næste opgave så at vise, at han har forbedret de klatreevner, der stadig manglede for meget sidste efterår.

Etapen havde også andre vindere. Dylan Teuns kørte en ganske fin enkeltstart, der bragte ham foran flere af de rigtige klatrere, og Felix Grossschartner kørte sin bedste enkeltstart i nogen tid. Unge Matteo Jorgenson fortsatte med at imponere, denne gang i en disciplin, hvor han ellers er uden historik, og Neilson Powless kørte vel også en betydeligt bedre enkeltstart end i UAE Tour, hvor den trods fremragende form haltede gevaldigt, når man betænker, hvor stort et tempotalent han engang var.

Etapen havde også sine tabere. Ganske vist er Maximilian Schachmann i klassementsrytternes stilling nr. 5, men det er slet ikke det udgangspunkt den i bjergene begrænsede tysker skulle bruge, hvis han skulle drømme om at forsvare sidste års sejr. Endnu værre giver det dog for sidste års nr. 2, Tiesj Benoot, hvis drøm om at blive etapeløbsrytter led et gevaldigt skud for boven, da de forbedrede tempoevner, han viste sidste år, tilsyneladende er forsvundet som dug for solen. Og Ineos-mandskabet, der så stærke ud inden løbet, led efter tabet af Porte endnu et nederlag, da Tao Geoghegan Hart bekræftede det svage indtryk fra Var med en enkeltstart, der er så langt under niveau, at briterne nu står uhyre svagt trods den fine indsats af Van Baarle og Laurens de Plus, der stille og roligt nærmer sig fordums styrke.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Værre gik det dog for David Gaudu. Den ellers uhyre formstærke franskmand erklærer sig ganske vist tilfreds med resultatet, men med et tab på 46 sekunder til Roglic er han reelt ude af kampen om sejren. Vi har ellers tidligere set tegn på fremgang i disciplinen, men de tegn var helt borte i dag. Hvis Gaudu vitterligt er Roglics værste rival i bjergene, som hans kørsel inden løbet har indikeret, er det i hvert fald en stor gevinst for sloveneren, at franskmanden stadig er så endimensionel, som tilfældet er. Men han klarede sig dog bedre eller på niveau med de andre lette klatrere som Aurelien Paret-Peintre, Lucas Hamilton, Jack Haig, Ben O’Connor, Jai Hindley, Fabio Aru, Harm Vanhoucke (der dog var ramt af en punktering), Sergio Henao og de uhyre temposvage Warren Barguil, Louis Meintjes og Guillaume Martin, der lige siden starten reelt har været uden vinderchancer alene på grund af denne etape.

Nej, det var godt, at Astana overpræsterede, for efter tabet af Porte kunne Roglic meget vel have lukket løbet i dag, selvom han ikke præsterede på vanligt niveau. Med en muligvis efterhånden flyvende Vlasov sekunderet af Izagirre og Lutsenko har vi i hvert fald en kamp mellem to af løbets stærkeste mandskaber. Om Roglic kan knækkes, er nok tvivlsomt, men dagens udfald gjorde nok til at sikre, at løbet er mere åbent, end man kunne have frygtet, når løbet i morgen rammer bjergene en anelse tidligere end normalt.

Og Bissegger? Ja, hans gule eventyr slutter nærmest, før det begyndte. Men hvad gør det, når nedtællingen er slut, og man allerede har kurs direkte mod stjernerne.

Favoritterne

Paris-Nice er kendt for sin faste anatomi, hvor rejsen mod syd betyder, at den første halvdel af løbet tilbringes i det flade Nordfrankrig og derfor typisk er ganske flade. Som regel sørger man for at finde en eller anden form for stigninger midtvejs i løbet, når man passerer nær Massif-Central, men meget ofte har den eneste reelle klassementsetape i løbets første fem dage - hvis man ser bort fra det drama, vinden ofte har skabt - i den senere år været den enkeltstart, der i dag synes at være et fast element ca. midtvejs i løbet, og de reelle klatreudfordringer har været koncentreret over de sidste tre dage i bakkerne omkring Nice.

I år afvikles de sidste tre etaper da også helt som vanligt efter et klassisk mønster i det solrige syd, men denne gang er det lidt af mundfuld, der er fundet til etapen i udkanten af Massif Central. Det er godt nok sjældent, at man har set en etape med mere end 3500 højdemeter så tidligt i løbet, og da man samtidig har krydret den med en regulær bjergafslutning af en vanskelighed, vi slet ikke har for vane at se på dette tidspunkt, er det på alle måder en mere klatrevenlig rute, end man typisk ser, når man betænker, at den sidste weekend følger det velkendte mønster med en kongeetape om lørdag og den klassiske finaleetape omkring Nice om søndagen.

Onsdagens etape skal bestemt ikke undervurderes. Stigningerne er ikke lange, men de er for langt de flestes vedkommende ret stejle, og der er basis for at gøre løbet knaldhårdt. Den sidste rundstrækning inviterer til angreb, men den har måske et lidt uheldigt design, hvis man gerne vil angribe fra distancen. Mont Brouilly er ganske vist svær, men den efterfølges af et lidt for langt fladt stykke til, at en tidlig offensiv giver mening, når Jumbo-mandskabet er så stærke, at de næppe lader sig knække.

Det er nemlig formentlig Jumbo, der skal køre, som hvis de førte løbet. EF skal nok give en hånd med, men Stefan Bissegger er jo uden chance for at forsvare sin trøje, og Remi Cavagna overtager den heller ikke. Primoz Roglic er reelt at regne som købets førstemand, og man må formode, at Jumbo-holdet vil køre med den autoritet, vi så i det meste af 2020.

Starten kan dog godt blive ret aggressiv. Der er en del klassikerryttere, der jagter form, og vi ved eksempelvis, at Philippe Gilbert ynder at angribe meget i Paris-Nice, som vi også så det på 1. etape. Starten er relativt let, men når vi frem til stigningerne uden et udbrud, kan det godt blive en ganske stærk gruppe, der kører væk. Herefter vil EF tage kontrol, men det vil Jumbo formentlig også gøre med det samme.

Et stærkt udbrud bør også betyde, at de kan blive svære at hente, men det er alligevel svært at forestille sig en udbrudssejr. Jumbo vil næppe tage chancer i et løb, hvor forskellene stadig er så små, at en udbrudssejr meget vel kan betyde en outsider i førertrøjen. Roglic skal til gengæld ikke bruge bonussekunderne, men det er er der andre, der skal. Ganske vist er der stor risiko for, at Roglic ender med at kapitalisere på arbejdet, men hvis Ineos, Astana og FDJ vil vinde løbet, skal de gå efter etapesejren, selvom finalestigningen ligger fremragende til Roglic. Derfor forventer jeg, at et eller flere af de hold vil bidrage til arbejdet - hvis da ikke monsteret som altid er så sultent, at Jumbo bare selv holder elastikken så stram, at andre slet ikke har brug for at komme frem.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

Det bør de til gengæld gøre på rundstrækningen. FDJ har slet ikke holdet til at gøre det hårdt, men det har både Ineos og Astana. Måske allerede fra første passage af Mont Brouilly, men i hvert fra sidste vil vi formentlig se et af de to hold lægge et pres. Det er også meget tænkeligt, at vi kunne se dem gå i offensiven med angreb ved anden passage af Brouilly, men Jumbo må regnes som værende så stærke, at angreb fra distancen vil blive neutraliseret inden målstigningen. I øvrigt skal det blive interessant, om bonussekunderne i de indlagte spurter kommer i spil. Første gang er der sikkert et udbrud, men anden gang kommer spurten halvvejs oppe ad stigningen, hvor det skal blive interessant at se, om favoritterne tør bruge kræfter på at spurte sig til lidt ekstra tid.

Derfor tror jeg på et ret hårdt og selektivt løb, der skal afgøres på målbjerget. Stigningens meget stejle og ujævne karakter gør, at der er tale om en sag for relativt eksplosive ryttere, og selvom den lidt lettere afslutning nok betyder, at forskellene ikke bliver voldsomt store, og at vi får en sandsynlig spurt i en lille gruppe til sidst, vil vi helt sikkert blive meget klogere på, hvem der ender med at vinde Paris-Nice. Der er nemlig al mulig grund til at tro, at folk som David Gaudu og Aleksandr Vlasov vil angribe på de to stejle passager på den nedre del, og medvinden giver dem en bedre mulighed for også at gøre forskelle.

Problemet er bare, at Jumbo er stærke. Roglic lader sig næppe sætte og kan bare køre defensivt. Når man først frem til de to lettere kilometer til sidst, taler alt for, at det vil ende i en spurt. Denne slags finale kan ellers blive en ret ukontrollerbar sag, men med Steven Kruijswijk og måske også George Bennett ved sin side i den dybeste finale, kan Roglic formentlig få sin spurt, hvis han vil.

Derfor peger jeg også på Primoz Roglic som favorit. Dagens enkeltstart var måske ikke så overbevisende som ventet, men dårlig var den bestemt ikke, og det slovenske monster synes igen i form fra start. Som nævnt følger dagens præstation måske bare end trend fra 2020-sæsonens enkeltstarter, men der kneb det jo ingenlunde i bjergene. Tværtimod var Roglic uhyggelig i sæsonens første del, inden han blev en anelse træt i Vueltaen, og selv her viste han sine eminente klatreevner med sejre på to bjergetaper og en puncheuretaper. De to bjergetaper havde endda samme eksplosive karakter som denne, og der er generelt ikke mange i denne verden, der kan matche Roglic på denne form for eksplosive stigninger. Det er svært at se, hvem der skal slå ham i en spurt, og med et stærkt Jumbo-hold vil han være den klare favorit.

Det største spørgsmål er måske, om han vælger den defensive strategi via sit stærke hold, eller om han selv har mod på at angribe på de stejle stykker. I hvert fald er Roglic løbets bedste klatrer, og skal man pege på én, der kan køre alene hjem, er det ham. I det lys er Roglic favorit, uanset om han kører offensivt eller defensivt.

Hvem kan true ham? Den værste rival må være Maximilian Schachmann. Tyskeren er en eminent puncheur, og i et direkte spurtopgør er han utvivlsomt Roglics værste rival. Når han alligevel var tæt på at ende som nr. 3 på min liste, skyldes det to forhold. For det første var dagens enkeltstart nedslående, også for ham selv, og selvom han plejer at være flyvende fra start, er det et bekymrende udlæg efter en lang pause. Han siger dog selv, at han ved, at formen stadig er god, og normalt er han da også uhyre stærk i årets første løb. Derfor tror jeg, at han er ganske flyvende.

Det andet bekymringspunkt er stigningen. Selvom Schachmann er en god ardennerrytter og derfor passer fint til en eksplosiv sag som denne, kan den samlet set godt være for svær, når han er oppe mod bedre klatrere, særligt hvis Ineos og Astana gør det hårdt. De stejle passager kommer dog over så korte stykker, at det burde være muligt for Schachmann at overleve, særligt hvis Roglic kører defensivt, og den går i stå mod slutningen. Jeg er bestemt bekymret for, at Schachmann falder af, men da dette er en vurdering af vinderpotentiale, må Schachmann være nr. 2 på listen - ganske enkelt fordi han er manden, der kan slå Roglic på stregen.

Næste mand i rækken er David Gaudu. Den lille franskmand skuffede lidt i dag, men det siger intet om hans form. Tværtimod har Gaudu været flyvende siden starten i Var, hvor han på kongeetapen var næstbedste mand bag den suveræne Michael Woods, inden han kørte fabelagtigt i Drome-Ardeche, hvor han og den uhyre formstærke Clement Champoussin var i deres egen liga på stigningerne. En eksplosiv stigning er slet heller ikke ringe for Gaudu, der er en ganske glimrende afslutter, og han har blandt andet vundet en puncheurspurt i Romandiet. Han har et svagt hold, så det bliver ikke FDJ, der gør det hårdt, men det er der andre, der kan gøre. Er der en mand, der kan matche Roglic på det stejle stykke, og som også har en chance i en spurt, må det være Gaudu, alene i kraft af hans fremragende form.

En anden rytter kunne være Alexey Lutsenko. Efter hans ringe sæsonstart er jeg ganske vist langt fra overbevist om formen, men hans vanvidsridt på Jebel Jais og senest dagens fornuftige enkeltstart indikerer, at han er på rette vej. Lutsenko klatrer i dag så godt, at han i formstærk udgave ikke bør have problemer på en stigning, der med sin eksplosive karakter endda passer ham særdeles godt. Han viser det desværre lidt for sjældent nu om dage, men han er stadig relativt hurtig på stregen og derfor en af de ryttere, der kan være med i en spurt. Problemet er formen, og derfor kan det både ende helt galt og gå ganske glimrende. Det afhænger helt af, om de lovende takter er udtryk for en reel forbedring.

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

Man må også fremhæve Dylan Teuns. Belgieren floppede i Omloop, men han blev meget lettet i Kuurne, hvor benene pludselig var tilbage. Her lignede han endda en af løbets klart stærkeste, og det betyder, at vi kan regne med at se ham fremme. En 7 km lang stigning er normalt lidt for voldsom kost for en fyr, der ikke er rigtig klatrer, men dens eksplosive karakter passer glimrende til Teuns, der før har haft for vane at klatre overraskende godt i dette løb. De glimrende puncheurevner så vi senest på 2. etape i Provence, og med den form, han viste i Kuurne og på dagens enkeltstart, bør Teuns være i stand til at køre med om sejren på en etape som denne.

Jeg er også nødt til at nævne Aleksandr Vlasov, men det er med nogen forbehold. Russeren er sammen med Roglic, Gaudu og Tao Geoghegan Hart utvivlsomt feltets bedste klatrer, og efter en lidt sløv start tyder dagens enkeltstart på, at han har fundet formen til årets første vigtige mål. Problemet er bare, at denne stigning ikke passer til en ren klatrer som Vlasov, og hans eneste chance er derfor at køre alene hjem. Det er klart, at medvinden gør det nemmere, men det bliver lidt af en opgave at sætte Roglic på de stejle passager, der passer sloveneren som fod i hose. Klatreevnerne gør og den tilsyneladende gode form gør dog, at Vlasov må regnes som en af de få, der måske kan gøre det.

Jeg har også meget fidus til Matteo Jorgenson. Den unge amerikaner var egentlig mest at regne som puncheur, men med hans fine kørsel på Ventoux er der grund til at tro, at han kan være med på en stigning som denne. Nok kører han ikke med favoritterne, når de åbner på den stejle del, men udsigten til en regruppering og en efterfølgende spurt er uhyre interessant for Jorgenson. Han er stadig ubeskrevet på dette niveau, men han er så god en afslutter, at han har vundet pointtrøjen i Tour de l’Avenir. Med den fine form, som også dagens enkeltstart understregede, vil jeg slet ikke blive overrasket, hvis han fortsætter kometkarrieren med at køre med om sejren allerede nu.

Jeg må hellere også nævne Tao Geoghegan Hart, men det er med nogen tøven. Som skrevet i den store optakt er jeg efter hans svage kørsel i Var bekymret for formen, og dagens enkeltstart gjorde mig bestemt ikke mere tryg. Jeg tror ganske enkelt ikke, at den altid så svingende Giro-konge er flyvende lige nu, men måske er det netop på en stigning som denne, at det ikke er en nødvendighed. Ender etapen med at være knap så selektiv, er Geoghegan Hart utvivlsomt med, og som vi senest så i Giroen, er han jo en ganske glimrende afslutter. For at vinde vil det nok kræve, at han er i bedre form, end jeg fornemmer, men netop svingende Geoghegan Hart er også manden, der kan overraske på den front.

En rytter, der til gengæld virker flyvende, er Ben O’Connor. Australieren kom ud af sin evighedskrise i Giroen, og skiftet til Ag2r har ikke gjort ham ringere. Trods et brækket kraveben efter en skitur kørte han stærkt allerede fra start, og han er bare blevet bedre og bedre efter en lidt ærgerlig eksplosion på Ventoux frem til et Tour du Var, hvor han var en af de stærkeste. Nu er han sikkert endnu bedre, men desværre passer denne eksplosive stigning ham slet ikke. Omvendt klarede han de eksplosive finaler i Var overraskende godt, og med sit tidstab er han måske manden, der kan snige sig væk, mens de andre kigger på hinanden.

Et lidt alternativt bud kunne være Steven Kruijswijk. Ganske vist er Roglic reelt i førertrøjen, men Jumbo har sagt, at de i år vil køre lidt mindre kontrollerede og antydet et fladere hierarki. Kruijswijks enkeltstart i dag antyder, at han er i meget bedre startform, end han plejer - måske fordi han stort set ikke kørte løb i 2020 - og det kunne være et alternativt udspil fra Jumbo at lade hollænderen snige sig væk, når den går i stå. Kun Astana og måske Ineos synes i givet fald at være stærke nok til at kunne køre ham ind, og det kan give Kruijswijk muligheder. Ganske vist passer stigningen ham nok så dårligt, som den overhovedet kunne, men i et taktisk spil kan han få muligheder. Til gengæld tror jeg, at Sam Oomen og George Bennett, der bevidst holder lidt igen på formen, med dagens tidstab regnes som rene hjælpere.

Det taktiske spil kan måske også bringe Ion Izagirre i spil. Baskeren har ganske vist været en kronisk skuffelse i årets første løb, men han har hele tiden sagt, at Paris-Nice og særligt Baskerlandet Rundt er de store mål. Egentlig blev han ikke meldt ud som klassementsrytter, men dagens enkeltstart viser, at det næppe forholder sig sådan. Den viser også, at formen nu har indfundet sig, og han er ganske god på denne type eksplosive stigninger. Han er ikke nogen stor afslutter, men i et muligt Astana-overtal er han måske manden, der kan snige sig væk.

Jeg bliver vel også nødt til at nævne Felix Grossschartner. Jeg er ellers ikke meget imponeret over østrigerens klatreevner, men lige netop på en stigning som denne kan han være med. Det så vi på de eksplosive stigninger i første del af Vueltaen, og som puncheur er han efterhånden ganske stærk, hvilket 2. pladsen bag Roglic på Vuelta-etapen til Suances viser. Hidtil har han været lidt for formsvag til, at jeg tror på ham, men dagens enkeltstart giver håb om, at han er bedre end antaget. Er han flyvende, har han i hvert fald en af de bedste afslutninger blandt klatrerne i dette felt.

Hvad med Tiesj Benoot? Dagens enkeltstart var ganske vist en gigantisk skuffelse, men det siger ikke nødvendigvis noget om formen, at temposvage Benoot ikke præsterer i kampen mod uret. Tværtimod så han efter skuffelsen i Omloop faktisk ret overbevisende ud i Kuurne, og min fornemmelse er, at han er i form. Med sit etapeløbsprojekt er der grund til at tro, at han klatrer lige så godt som sidste år, hvor han blev nr. 2 bag Quintana på kongeetapen, og netop på en eksplosiv stigning af begrænset længde bør han have muligheder. Ganske vist er han ikke længere specielt hurtig, men med dagens tidstab kan han måske få lov at snige sig væk.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Det samme kan Harm Vanhoucke. Den lille belgier tabte som ventet tid i dag, men med en punktering undervejs kørte han faktisk betydeligt bedre, end man kunne have ventet. Dermed tyder det på, at han er i samme fremragende form som i UAE Tour, hvor han på kongeetapen var en af de allerstærkeste. Denne eksplosive stigning er ikke ideel for ham, men til gengæld har han tabt så megen tid, at han er manden, der måske kan få lov at snige sig væk.

Jeg tør efterhånden også pege på Guillaume Martin. Helbredsproblemer satte ham tilbage i sæsonstarten, men han var overraskende god i Ardeche alligevel. Nu er han utvivlsomt kommet betydeligt længere, og selvom han ikke er på toppen, er han som en af feltets absolutte topklatrere i stand til at præstere også på færre end 100%. Hans niveau i august, hvor han gik på podiet i Dauphiné, var tårnhøjt, og denne eksplosive stigning passer udmærket til en mand med et fint punch. Hans tidstab betyder, at han har frihed, og det er præcis det, han skal bruge, hvis han skal vinde etapen.

Det samme kan Lucas Hamilton måske. Ganske vist har vi slet ingen ide om, hvordan formen er, for dagens enkeltstart siger ikke meget om en temposvag fyr som ham. Jeg er da heller ikke voldsomt optimistisk efter et 2020, hvor han aldrig fandt niveauet, men til gengæld viste han i 2019 så lovende takter, at han i dag er en af BikeExchanges store etapeløbsprojekter. Jeg vil stadig gerne se ham genfinde niveauet fra 2019, men er det lykkedes, kan han som underdog måske udnytte sin frihed til at køre væk.

Det er også sådan Neilson Powless skal vinde. Amerikaneren er virkelig kommet tilbage på sporet efter et flot UAE Tour, og dagens præstation antyder, at han måske er endnu bedre nu. Stigningen passer ikke rigtigt til en dieselklatrer som ham, men han er stadig den lille underdog, der har den frihed, han skal bruge for at vinde etapen. Jeg frygter lidt, at det kommer til at handle for meget om overlevelse, som de gjorde iu UAE Tour, men formen giver grund til optimisme.

Endelig er der Brandon McNulty. Jeg anser det ganske vist som umuligt, at han kan vinde etapen, da han hverken er hurtig eller har frihed, men noget tyder på, at han er i form. Meget taler for, at han har forbedret klatreevnerne siden Giroen, hvor han faktisk klatrede godt indtil den sidste uge, hvor han blev træt. Derfor burde han kunne køre med de bedste, og han overraskede faktisk stort med at køre en god spurt i en lille gruppe under Giroen. Det kan antyde en hurtighed, han ellers ikke har vist, og derfor kan der måske vente et topresultat.

Blandt de øvrige er min fornemmelse, at Warren Barguil, der er en langsom starter, stadig mangler lidt for meget til at vinde, selvom hans klassikere sidste år viste, at niveauet stadig er der. Egentlig har jeg meget fidus til en formstærk Krists Neilands, der vil kunne lide stigningen, men jeg tror ikke, at han kan vinde. Aurelien Paret-Peintre har vist sine begrænsninger som klatrer, og selvom han chokerede i spurten i Marseille, antyder intet, at han skulle være en god puncheur. Stigningen passer egentlig godt til Sergio Henao, der var delvist genfødt i Vueltaen, men selvom han er en god afslutter, bør han stadig mangle for meget til at vinde - især fordi hans form er helt ukendt. Rui Costa er i fremgang, men formentlig stadig for formsvag til så svær en stigning. Louis Meintjes var lovende i UAE Tour, men stigningen passer ham slet ikke. Mattia Cattaneo klatrede alt for skidt i Emiraterne til, at man kan tro på det, og både Jack Haig og Gino Mäder manglede også for meget i ørkenen, når stigningen her ikke passer dem. Jeg ville gerne se hurtige Rohan Dennis køre efter et resultat, men det synes helt usandsynligt, at han ikke er hjælper, og Laurens de Plus er formentlig stadig ikke god nok. Dylan van Baarle klatrer efterhånden godt og får måske lov at forsøge, men den bør blive for svær. Jai Hindley er et stort navn, men meldingen fra Sunweb er, at han er ren hjælper og derfor formentlig ikke i form, hvad han også er relativt sjældent. Sander Armee kører godt, men får det for svært, og Fabio Aru er stadig helt fra den. Stigningen passer slet ikke Kenny Elissonde , hvis form heller ikke har været alt for overbevisende, og heller ikke Louis Vervaeke har imponeret. Stigningen må være for lang for den ellers eksplosive Odd Christian Eiking, hvis gode form også synes forsvundet igen, og Gregor Mühlberger synes slet ikke i form. David de la Cruz skuffede fælt i dag, og stigningen kunne ikke passe ham meget dårligere, og Pierre Latour viste i dag, at han mangler meget efter styrtet i Provence. Endelig synes Bob Jungels slet ikke at være sig selv endnu, og Kobe Goossens mangler stadig for meget.

Feltet.dks vinderbud: Primoz Roglic

Øvrige vinderkandidater: Maximilian Schachmann, David Gaudu

Outsidere: Alexey Lutsenko, Dylan Teuns, Aleksandr Vlasov, Matteo Jorgenson, Tao Geoghegan Hart

Jokers: Ben O’Connor, Steven Kruijswijk, Ion Izagirre, Felix Grossschartner, Tiesj Benoot, Harm Vanhoucke, Guillaume Martin, Lucas Hamilton, Neilson Powless, Brandon McNulty