Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: 4. etape af Paris-Nice

Optakt: 4. etape af Paris-Nice

09. marts 2022 13:39Foto: A.S.O. / Pauline Ballet

Mads Pedersen fortsatte sin uhyggeligt stærke sæsonstart med en sand magtdemonstration på den sidste af løbets fladere etaper, der for klassementsrytterne til gengæld blev en relativt rolig affære. Dermed fik de måske mulighed for at komme sig lidt inden det næste store klassementsslag, nemlig onsdagens enkeltstart, der med ganske mange højdemeter og en stejl målbakke ikke er den helt klassiske specialistrute.

Artiklen fortsætter efter videoen.

 Livestream Tirreno-Adriatico og Paris-Nice til halv pris

 

Ruten

Paris-Nice har som regel været blottet for lange enkeltstarter, men siden 2017 har man haft for vane at lægge en halvlang kamp mod uret ind. Det tog man til et nyt niveau i 2019, hvor man havde en mere end 25 km lang tonserrute, men i år er tidskørslen mere i stil med det, vi så i 2017, 2018, 2020 og 2021. I år venter der således en mere klassisk distance på 13,4 km, men modsat sidste år er der tale om en mere kuperet sag, hvor der ganske vist også er fladere terræn, men hvor der alligevel findes 188 højdemeter, som blandt andet indebærer en eksplosiv afslutning på en ganske svær bakke i byen Montlucon. Hvis ikke sidevinden har skabt drama tidligere, er der her lagt op til det første store klassementsslag på en rute, hvor klatrerne vil forvente, at de kan forsvare sig bedre end på en mere klassisk tonserrute.

 

I alt skal der altså tilbagelægges 13,4 km, som går mellem Domerat og Montlucon. Startbyen er en nordvestlig forstad til den ganske store målby, og her lægger man ud med at køre en flad første kilometer, som fører mod sydvest og sydøst ud af byen. Nu går det mod sydvest op ad en bakke (1,2 km 4,6%), inden man fortsætter mod sydøst over en flad kilometer og en let stigende kilometer (1,8%). Nu går det mod nordøst ad en to kilometer lang og helt lige nedkørsel, inden man drejer mod syd for at køre ad en let stigende kilometer (0,5%) frem til dagens mellemtid, der tages efter 7,0 km.

 

Læs også
Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

 

Efter tidstjekket stiger det mod sydøst over 2 km med først 2,1% og siden 1,0%, inden man drejer mod nordøst for at køre ad en let snoet vej, der er flad og leder frem til udkanten af Montlucon. Den bugter sig nu mod nord ad en nedkørsel, inden det stiger videre mod nord over en kilometer med 2,3%. Slutteligt tager man med 1000 m igen to hurtige sving, der leder mod sydvest og direkte ind på målbakken (700 m, 8,6%), som inkluderer et højresving i en rundkørsel bare 50 m fra stregen, og som stiger med mere end 10% over de sidste 400 m, herunder 12,2% over 200 m til sidst. Opløbsstrækningen er bare 4 m bred.

 

Etapen byder på i alt 188 højdemeter.

 

Montlucon har to gange tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb, begge gange i Tour de France. Det var senest i 2008, hvor Sylvain Chavanel endelig tog sin første Tour-etapesejr i en tomandsspurt, efter at han og Jeremy Roy havde snydt feltet og sprinterne. De blev endda også snydt i 2001, hvor det endte med en tremandsspurt mellem Serge Baguet, Jakob Piil og Massimiliano Lelli, og her var det belgieren, der trak det længste strå foran danskeren.

 

 

 

 

 

 Livestream Tirreno-Adriatico og Paris-Nice til halv pris

 

Vejret

De perfekte betingelser, rytterne havde til dagens etape, fortsætter onsdag. Her vil der kun være ganske få skyer og en temperatur på 16 grader. Vinden vil bare være let (8-9 km/t), helt konstant og komme fra syd. Det giver generelt mod- og sidemodvind, indtil man med 4 km igen får sidemedvind. Slutteligt vil der være sidemodvind over den sidste kilometer.

 

Læs også
Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

 

Analyse af 3. etape

Her kan du læse min analyse af Mads Pedersens flotte spurtsejr.

 

Favoritterne

Noget af det, der har kendetegnet Paris-Nice i første del af dette årtusinde, har været, at enkeltstarter kun spillede en minimal rolle. Som regel startede det med en prolog, og derudover var der i visse år den klassiske bjergenkeltstart på Col d’Eze, men det var jo alt andet end en almindelig tidskørsel. Derfor var det franske løb et af de større løb, man kunne vinde uden at være en specielt god temporytter, hvad blandt andre Davide Rebellin og Carlos Betancur udnyttede.

 

Sådan har det ikke været de senere år. Nu er det blevet fast, at der kommer en relativt kort enkeltstart, typisk på ca. 15 km, midt i løbet. Arrangørerne synes imidlertid stadig at have et ønske om ikke at belønne tempoevner alt for meget. De har i hvert fald - med 2018 og 2021 som undtagelserne - designet relativt kuperede ruter, der har gjort det muligt for klatrerne at begrænse tabet.

 

Det har de også til årets temposlag, der jo ikke bliver det første klassementsslag, som mange klatrere sikkert havde håbet, nu hvor sidevinden allerede har elimineret flere favoritter. Der er dog kun tale om to rigtige bakker, og er man ikke en helt tung specialist, burde man ikke være alt for skræmt af denne rute. Den sidste stejle bakke vil dog være en betydelig udfordring, der vil kunne koste en del sekunder, når vi slutteligt taler om tocifrede procenter over 400 m. Ruten synes også lidt småteknisk, men der er også masse af plads til at åbne for gassen. Antallet af højdemeter er heller ikke alt for skræmmende. Sidste år i Romandiet, hvor det var en meget svær enkeltstart, kørte de eksempelvis 338 højdemeter over 16,2 km, og i Dauphiné var der tale om 317 højdemeter over 16,4 km. Det gør det ganske klart, at mange specialister sagtens kan være med her, men særligt til den sidste bakke er klatreevner og punch ikke uvæsentligt komponenter.

 

Heldigvis bliver vejret ikke en væsentlig faktor. Vinden er bare let og konstant gennem hele eftermiddagen. Der vil dog hovedsageligt være modvind, og det er godt nyt for specialisterne, da det vil skabe større forskelle. Til gengæld kan klatrerne så glæde sig over, at den er relativt svag.

 

Feltet er uhyggeligt stærkt. Det plejer ellers at være Tirreno, der vinder kampen om tempospecialisterne, men måske fravalgte de løbet, da der gik rygter om, at det ville være uden enkeltstart. Det er klart, at der var nogle absolutte stjerner i Italien i går, men feltet havde ikke den helt store bredde. I dette løb er der flere meget stærke temporyttere, og de fleste af dem har måske også tilvalgt løbet grundet ruten. De er nemlig for manges vedkommende klatrestærke.

 

Det gør det også til en ret åben affære, hvor jeg ser fire potentielle vindere, men de har også alle en reel chance for at ende øverst på podiet. Derfor er det heller ikke med al for stor overbevisning, at jeg peger på Wout van Aert, for konkurrencen er enorm. I forvejen var jeg usikker, og hans forslåede knæ, hvor såret var dybere end først antaget, gør mig en smule bekymret. Selvom jeg i analysen ovenfor roser Mads Pedersen til skyerne, er det svært ikke at tro, at det har spillet en rolle i hans knap så overbevisende spurt, hvad han da også selv hævder. Helt på toppen synes han ikke helt at være, når man iagttager, hvor suverænt han har kørt i år.

 

Nogen afgørende hæmsko er det imidlertid ikke. Det så vi trods alt også i dag, og det vil være mærkeligt, hvis Van Aert ikke kører med om sejren. Ruten kunne vel ikke passe ham meget bedre. Den er kuperet nok til, at det er til ulempe for Stefan Bissegger og Stefan Küng, som han særligt vil kunne vinde sekunder på, når de rammer den stejle målbakke, men den er heller ikke så kuperet, at Primoz Roglic vil have overhånden. De tekniske elementer passer ham også fint, og den relativt korte distance er næppe heller nogen stor udfordring, når man ser på, hvordan han slog Küng og Ganna i Tirreno sidste år. Van Aert lignede sidste å en rytter, der havde nået et nyt enkeltstartsniveau, da han næsten slog Ganna ved VM, suverænt vandt Tourens sidste enkeltstart og sejrede i Tirreno. Ganske vist viste Tourens første enkeltstart og ikke mindst hans OL, at han sagtens kan skuffe, når han ikke er helt på toppen, men hvis ikke hans knæ generer ham for voldsomt, var han så overbevisende sidste år og så formstærk i årets første løb, at jeg tror på belgisk sejr.

 

Jeg er dog meget, meget tæt på også at pege på Stefan Bissegger. Med magtdemonstrationen i UAE Tour fik han kraftigt indikeret, at han lige nu meget vel kan være verdens bedste på korte, flade enkeltstarter, men desværre for ham er denne enkeltstart anderledes. På UAE-ruten havde jeg haft Bissegger som stensikker favorit, men på denne rute er jeg mere i tvivl. Jeg er ikke så bekymret for hans evner på de første bakker, men det er den grimme finalebakke, der kan koste for mange sekunder. Forskellene mellem de bedste vil formentlig være ganske små, og derfor er der grænser for, hvor meget han må bløde til sidst.

 

Læs også
Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

 

Alligevel kan han sagtens vinde. UAE viste klart, at han synes at have taget endnu et skridt i sin udvikling, og den enkeltstart, han sidste år kørte i Romandiet, beviste, at han kan klatre overraskende godt på meget kuperede ruter. Den var imidlertid også uhyre teknisk, hvilket altid er til hans fordel, og denne har ikke helt de samme tekniske vanskeligheder. Han havde med sin meget aerodynamiske position også haft mere glæde af mere vind, men i det mindst må det være til hans fordel, at der hovedsageligt vil være modvind. Formen synes i hvert fald fremragende, når man ser på, hvordan han kørte på 1. og 2. etape og klatrede i Emiraterne, og derfor bliver jeg ikke overrasket, hvis han vinder for andet år i træk - heller ikke hvis det bliver med en lidt større margin.

 

Det er uvant for mig at rangere Primoz Roglic som nr. 3 på en enkeltstart. Vi taler trods alt om den olympiske mester og en mand, der har vundet flere WorldTour-enkeltstarter, som det i dette felt kun er Rohan Dennis, der er tæt på at matche. Spørgsmålet er bare, om denne rute alligevel er lidt for flad, når konkurrencen er, som den er. Roglic kan stadig være et uhyre på flade enkeltstarter, og efter et lille dyk kørte han nogle fremragende enkeltstarter sidste år, ikke mindst ved OL og i Baskerlandet. Til gengæld blev han slået af Bissegger på en relativt flad rute i dette løb, og jeg vil tro, at kombination af distance og terræn giver ham en lille underhånd i forhold til de to favoritter. Omvendt taler den sidste bakke jo klart til hans fordel, og der skal stadig klatres næsten 200 højdemeter, ligesom modvinden også må være en fordel for så aerodynamisk en rytter. Formen synes også lige så knivskarp, som den plejer at være ved sæsonstart. Kommer han i nærheden af at køre som ved OL, vinder han også, men det tvivler jeg lidt på, at han gør på denne rute.

 

Den fjerde oplagte vinderkandidat er Stefan Küng, men han ender denne gang som den nederste i rækken. Det skyldes bestemt ikke formen. Küng har kørt som et uhyre hele året, både i Algarve og i åbningsweekenden, og faktisk har han vel næsten været bedre end nogensinde. Dette terræn er heller ikke noget stort problem for schweizeren, men det er også klart, at han ligesom Bissegger lider under bakkerne, når han er oppe mod Roglic og Van Aert, og også for ham gælder, at den sidste bakke vil koste sekunder - nok også flere end den vil for Bissegger, der er ganske eksplosiv. Udfordringen for Küng er vel snarere, at hans topniveau bare ikke helt er på niveau med de tre øvriges. Der er i hvert fald længere mellem snapsene, når vi ser på de store sejre, og det var også bekymrende, at Remco Evenepoel gav ham så gedigen en lussing i Algarve forleden. Omvendt vandt Küng jo ved EM foran blandt andre Ganna og Evenepoel, og det vidner om, at han naturligvis også kan vinde her, selvom jeg ikke tror, at det sker.

 

Den femte tempogigant er naturligvis Rohan Dennis, men det er som bekendt klart, at han ikke er den temporytter, han engang var. Det betyder dog ikke, at han er dårlig. Han vandt trods alt OL-bronze foran det meste af verdenseliten, og han vandt enkeltstarten i Catalonien og prologen i Romandiet. Det er imidlertid tankevækkende, at han på den meget kuperede OL-rute kun slog de tunge Küng og Ganna med det yderste af neglene, og at han i dette løb eksempelvis blot blev nr. 6 på den relativt flade enkeltstart. Roglic gav ham også bøllebank til OL, og selvom meget blev vundet på stigningen, synes han lige nu ikke helt at have samme power som de fire favoritter. Lægger man dertil, at han har set temmelig sløj ud i dette løb, senest i dag (hvor han dog utvivlsomt har kørt med denne etape i tankerne), tror jeg, at han blievr den lille blandt de fem giganter.

 

Bag de fem mest oplagte navne er det åbent - og i øvrigt anser jeg det langt fra som givet, at Dennis ender i top 5 - men jeg går med Joao Almeida som den næste. Vi så i UAE Tour, at han ikke helt er på toppen, men han endte alligevel som nr. 5 på enkeltstarten bag fire af sportens allerbedste. Det var endda på en rute, der passede ham dårligt, mens denne burde passe ham betydeligt bedre, ikke mindst den stejle bakke til sidst. Sidste år var han meget konsistent på denne type ruter med en 3. plads i Catalonien og en 2. plads i Polen, og de var begge fladere end denne. Han mistede tid i sidevinden, men det er ikke nødvendigvis sigende for hans form. Dette er noget, han virkelig mestrer, og på baggrund af det, vi så i Emiraterne, bør han køre stærkt på denne rute.

 

Man må vel næsten rangere Ethan Hayter som nr. 3. Igen i dette løb har det stået helt klart, at han formmæssigt er langt fra toppen, men alligevel sniger han sig gang på gang til et resultat. Mest bemærkelsesværdigt var det, at han på enkeltstarten i Algarve blev nr. 3, ganske tæt på Küng. Det vidner om, at han selv i sin nuværende tilstand kører fremragende enkeltstarter, og det siger vel bare noget om, hvor god en temporytter, han er blevet. Terrænmæssigt synes ruten at være ganske perfekt, og hvis han kører bare nogenlunde, som han gjorde i Algarve, kommer han i dette felt meget langt - god form eller ej.

 

En anden rytter, jeg glæder mig meget til at se, er Christophe Laporte. Han er vel den eneste, der i mange år har vundet enkeltstarter for Cofidis, og selvom det kun var i Besseges, Poitou-Charentes og Belgien i svagt selskab, kan det åbne nogle perspektiver. Nu er han nemlig skiftet til Jumbo, der har et helt andet temposetup, og faktisk viste han sidste år for første gang, at han også kan begå sig på WorldTouren, da han blev nr. 7 i dette løb og nr. 9 i Benelux. Lige nu kører han som en motorcykel, og med tanke på de flotte enkeltstarter, han kørte for Cofidis, burde det kunne blive rigtigt, rigtigt godt hos Jumbo. Han styrtede desværre i dag, men skulle ikke have slået sig slemt, og jeg vil tro, at Jumbo giver ham lov til at køre fuld gas, når han starter etapen i førertrøjen.

 

Skal jeg vove pelsen og placere Mads Pedersen som næste mand i rækken? Det ville jeg normalt aldrig gøre på så kuperet en rute. Nok er danskeren en god temporytter, men på WorldTour-enkeltstarter er han som regel kommet til kort, medmindre vi har talt om de korte og flade enkeltstarter i Benelux og Tirreno. Som skrevet i analysen taler vi lige nu bare om en anden Pedersen, end vi plejer, og det var temmelig imponerende, at han i Besseges blev nr. 2 på en rute, der stillede endnu større krav til klatringen end denne. Det er klart, at feltet der slet ikke kan sammenlignes med dette felt, men han var imponerende tæt på at måle sig med Ganna. Jeg kan stadig frygte, at han taber lidt for meget tid på bakkerne, men den sidste er trods alt så kort, at han kan mose sig op ad den med den power, der jo gav ham en 2. plads bag Coquard på en lignende mur i Besseges. På nuværende tidspunkt synes næsten intet umuligt for Pedersen - heller ikke et topresultat her.

 

 

Læs også
Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

 

Måske er den rytter, jeg glæder mig mest til at se, Adam Yates. Hvor meget skal vi lægge i den vilde enkeltstart, han kørte i Emiraterne. Noget tyder på, at han forbedret sig ganske markant, når vi også husker på hans 7. plads på en ikke specielt kuperet rute i Catalonien sidste år. Også i Baskerlandet blev han nr. 6 på en rute, hvor der efter bakken skulle bruges meget power, og her møder han en rute, der med sin profil i hvert fald passer ham uendelig meget bedre end i Emiraterne. Særligt den sidste bakke rimer ufatteligt meget på Yates, der stadig synes i flyvende form. Vueltaen viste ganske vist også, at han kan skuffe, men det tvivler jeg på, at vi vil se med den form, han har nu.

 

Den anden klatrer, der har forbedret sig mærkbart, er Aleksandr Vlasov . Det så vi allerede i Giroen sidste år, og hans UAE-enkeltstart indikerer, at han bare er blevet endnu bedre nu. Den dag slog han jo endda Yates, men jeg vil tro, at styrkeforholdet kan være omvendt på en rute, hvor Yates er mindre på udebane, end han var i ørkenen. Han passer i hvert fald bedre til den eksplosive og tekniske del af ruten, men det betyder ikke, at Vlasov vil gøre det ringe. Tværtimod forventer jeg, at han på denne rute kan gøre det bedre end i Emiraterne - selvom selskabet er meget skrappere - og at han vil konfirmere, at han nu er en del af tempoeliten.

 

For to år siden vandt Søren Kragh enkeltstarten i dette løb. Det gør han næppe i dette meget stærkere felt, men spørgsmålet er, hvor tæt han kan komme på de bedste. Sidste år kørte han desværre nogle skuffende enkeltstarter, men ikke i dette løb, hvor han blev nr. 5, og med 2. pladsen i Danmark Rundt beviste han også, at han stadig kan. Når han alligevel ender lidt nede på listen, skyldes det, at hans enkeltstarter ved andre lejligheder, ikke mindst i Touren, var skuffende. Det faldt sammen med perioder, hvor han ikke var flyvende, og lige nu fornemmer jeg heller ikke, at han er på toppen. Det var han i hvert fald ikke i Oman eller i åbningsweekenden, og selvom han har været aktiv i dette løb, skal han have forbedret sig markant, hvis han skal være med helt i front i dette felt. Omvendt er hans topniveau så højt, at han på vinderpotentiale skal rangere højt, fordi han har potentiale til at gøre det betydeligt bedre, end jeg forventer.

 

Under normale omstændigheder var Brandon McNulty ikke blevet rangeret så lavt, som han er, men det var bekymrende at se ham sidde op i dag. Noget tyder på, at han er mere forslået af styrtet, end holdet meldte ud i går, men jeg åbner alligevel en dør på klem for, at han kan være med i morgen. Et absolut topresultat i klassementet var nemlig allerede væk, og derfor er det også muligt, at han blot har villet spare sig til denne etape. Spørgsmålet er så bare, om det er nok til at komme helt tæt på de bedste. Han skuffede mig lidt med sin 5. plads i Algarve, som han også gjorde i Benelux, i Touren og ved OL, og på det seneste har han ikke helt kørt de fremragende enkeltstarter, han gjorde i starten af 2021, hvor han blev nr. 2 i Baskerlandet og nr. 4 her og i Catalonien. Vi ved til gengæld, at han er i superform, og ruten burde passe ham ganske fint. Problemet er bare, at han også havde superformen i Algarve, og hvis han så heller ikke er helt på toppen, kan det måske blive lidt svært.

 

I Algarve endte han lidt foran Daniel Martinez, men afstanden var bare 5 sekunder. Det taler for, at der er en vis sandsynlighed for, at colombianeren denne gang slår ham, men McNulty har nok en større chance for et absolut topresultat. Ser man bort fra den specielle enkeltstart i Baskerlandet i 2019 - en enkeltstart, der ikke kan bruges til alt for meget - har han altid manglet det sidste på WorldTouren. Listen over flotte resultater er dog ganske lang, også på ruter, der har passet ham betydeligt ringere end denne. Med den form, han har nu, kommer han langt, selvom han ikke kan matche de allerbedst.

 

En anden formstærk rytter er Pierre Latour. Hans gode enkeltstart var i en periode helt forsvundet, men den er delvist dukket op til overfladen igen. Han skuffede mig i Besseges, men til gengæld kørte han chokerende godt på den flade rute i Provence. I dette løb har han bekræftet det flyvende indtryk, han har leveret gennem det meste af året, og denne rute burde passe ham ganske sublimt. Desværre viser de seneste løb også, at det med ham kan blive både fugl og fisk.

 

Jeg nævner også Dylan van Baarle, men det er uden den helt store entusiasme. Hollænderen kørte nemlig en skuffende enkeltstart i Algarve, og hans kørsel i dette løb bærer også præg af, at han ikke rigtigt har kunnet finde formen i år. Til gengæld begyndte han sidste år at køre fremragende enkeltstarter med en 8. plads i dette løb, en 10. plads i Touren og en 6. plads i Vueltaen. Sidste år gav Ineos ham lov til at give den gas, og selvom det ikke er sikkert, at det gælder igen i år, er det i hvert fald en indikation af, at han måske får en chance. Så er spørgsmålet bare, om han med klassikerne nært forude langt om længe har det niveau, han viste sidste år.

 

Man skal vel også nævne Stefan de Bod. Sydafrikaneren er meget svingende på sine enkeltstarter, men han har tre gange været i top 10 på WorldTouren. Mest bemærkelsesværdig var hans nylige 7. plads i UAE Tou, men også i Europa har han en enkelt gang været med fremme, nemlig med 9. pladsen i Catalonien sidste år. Derefter var han imidlertid langt væk, og det fortæller, at der ingen garantier er med De Bod, men på baggrund af det, vi så i Emiraterne, burde han gøre det godt, når han samtidig er ganske god i kuperet terræn.

 

Man skal altid sørge for at nævne mindst to Astana-ryttere til en enkeltstart, og jeg må hellere få brugt kvoten. David de la Cruz er som temporytter mildt sagt svingende, og i sidste sæson var det bestemt ikke imponerende. Nu kører han imidlertid på Astanas mirakelcykel, og den gav ham allerede et hæderligt resultat i UAE Tour på en rute, hvor han normalt vil være blæst helt væk. Denne rute er også for kort til ham, men den passer ham til gengæld glimrende i forhold til terræn (men ikke tekniske elementer). Det kan sagtens ende halvsløjt, men han har bestemt potentiale til at overraske.

 

Læs også
Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr

 

Jeg bliver også nødt til at nævne Yves Lampaert, men jeg tror ikke, at det bliver en succes. Han synes ikke i topform, og dertil kommer, at ruten formentlig er lidt for kuperet. I forvejen har der været lidt langt mellem hans gode enkeltstarter på det sidste, men sidste år rejste han sig faktisk flot med en 2. plads i næsten samme tid som Evenepoel, som han til gengæld slog ved mesterskaberne, samt en 9. plads i dette løb. Alle var det dog relativt flade ruter, og selvom han før har overrasket mig i kuperet terræn, er jeg ikke alt for optimistisk med den form, han synes at have.

 

Neilson Powless genfandt pludselig lidt af fordums tempostyrke i UAE Tour, hvor han blev en flot nr. 11. Spørgsmålet er nu, om det bare var en enlig svale, eller om han vitterligt igen skal regnes som tempospecialist. Ruten her passer ham i hvert fald langt bedre, og han viste sidste år med sin 11. plads i Schweiz, at vi måske kan tillade os at forvente mere også på mere kontinuerlig basis.

 

Endelig vil jeg nævnte Steven Kruijswijk og Max Walscheid . Hollænderen er en skygge af sig selv, men lige netop enkeltstarterne var i perioder gode sidste år, blandt andet da blev nr. 5 i Catalonien og nr. 11 i dette løb. Det er ikke sikkert, at han får lov at give den gas, og senere løb viste også, at man slet ikke kan regne med ham, men han har et vist potentiale. Walscheid er jo blevet lidt af en specialist, men denne rute er nok for kuperet, selvom han er begyndt at klatre bedre. Derudover har vi også til gode at se, hvad et skifte til Cofidis fra en BMC-cykel betyder.

 

Jeg burde nævne Maximilian Schachmann, men med den form, han har vist siden Vueltaen og også i dette løb, og de skuffende enkeltstarter, han kørte sidste år, er jeg slet ikke optimistisk. Det burde faktisk være en rute, hvor Simon Yates kan gøre det ganske godt, men hans enkeltstarter har været sløje det seneste års tid. Connor Swift har kørt fine enkeltstarter i år, men i dette selskab går han ikke i top 10, og selvom han bør gøre det bedre end i UAE Tour, har Andreas Leknessund skuffet lidt på sine enkeltstarter som professionel. Jeg havde glædet mig til at se David Gaudu bekræfte fremgangen fra Algarve, men efter styrtet bliver det nok svært. Til gengæld gælder jeg mig til at se, hvor langt Jack Haig og ikke mindst Ben O’Connor, der måske kan overraske, er kommet, ligesom Matteo Jorgenson viste klar fremgang i Provence. Jay Vine har kørt flotte enkeltstarter i år, men han synes helt fra den i dette løb, mens Thomas de Gendt som temporytter synes at være faldet sammen. Det er næppe heller på denne rute, at Luke Durbridge pludselig kører en af sine gode enkeltstarter. Efter den ringe enkeltstart i meget svagt selskab i Galicien har jeg svært ved at se en ikke specielt formstærk Ion Izagirre pludselig køre en af sine nu sjældne gode løb, og hans bror, Gorka Izagirre, synes færdig som temporytter. Andrey Amador og Omar Fraile kører begge hæderlige enkeltstarter, men synes formsvage, og det synes også den ellers spændende Finn Fisher-Black og Nils Politt, der har været syg, at være. Ruten er for kuperet for en ellers velkørende Nathan van Hooydonck samt Frederik Frison, Owain Doull og Alexis Gougeard, og Bauke Mollema har ikke kørt en god enkeltstart i nogen tid. Fabio Felline er aldrig blevet sig selv som temporytter, og Alexys Brunel er overmatchet i dette selskab. Endelig er det længe siden, at vi har set en god enkeltstart fra Ryan Mullen og Tom Bohli, men jeg ikke regner med, at Luis Leon Sanchez pludselig hiver en af sine kaniner op af hatten efter skiftet fra Astana til Bahrain.

 

Feltet.dks vinderbud: Wout van Aert

Øvrige vinderkandidater: Stefan Bissegger, Primoz Roglic

Outsidere: Stefan Küng, Rohan Dennis, Joao Almeida, Ethan Hayter, Christophe Laporte

Jokers: Mads Pedersen, Adam Yates, Aleksandr Vlasov, Søren Kragh, Brandon McNulty, Daniel Martinez, Pierre Latour, Dylan van Baarle, Stefan de Bod, David de la Cruz, Yves Lampaert, Neilson Powless, Steven Kruijswijk, Max Walscheid

 

Starttider

Starttiderne findes under liveopdateringen.

 

 Livestream Tirreno-Adriatico og Paris-Nice til halv pris

Wout van Aert
Stefan Bissegger, Primoz Roglic
Stefan Küng, Rohan Dennis, Joao Almeida, Ethan Hayter, Christophe Laporte
Mads Pedersen, Adam Yates, Aleksandr Vlasov, Søren Kragh, Brandon McNulty, Daniel Martinez, Pierre Latour, Dylan van Baarle, Stefan de Bod, David de la Cruz, Yves Lampaert, Neilson Powless, Steven Kruijswijk, Max Walscheid
Ben O’Connor, Simon Yates, Ion Izagirre, Andreas Leknessund, Connor Swift, Jack Haig, Maximilian Schachmann, Fabio Felline, Luis Leon Sanchez, Matteo Jorgenson, David Gaudu, Bauke Mollema, Jay Vine, Luke Durbridge, Finn Fisher-Black, Nathan van Hooydonck, Andrey Amador, Omar Fraile, Owain Doull, Thomas de Gendt
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Paris - Nice
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

EPZ Omloop van Borsele(2.NCUPJW) 19/04-21/04

EPZ Omloop van Borsele(2.NCUPJW) 19/04-21/04

Liège-Bastogne-Liège Fe...(1.WWT) 21/04

Liège-Bastogne-Liège(1.UWT) 21/04

Giro della Romagna(1.1) 21/04

Tour de Romandie(2.UWT) 23/04-28/04

Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 26/04-28/04

Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?