Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: 4. etape af Tirreno-Adriatico
15. marts 2019 20:01 af Emil AxelgaardFoto: A.S.O.

Elia Viviani fik en meget vigtig skalp ved at besejre sin gamle holdkammerat Fernando Gaviria i deres store direkte duel på den første sprinteretape, men de kommende to dage står den for de hurtige folk på træning frem mod Milano-Sanremo. I weekenden gælder det nemlig to klassiske Tirreno-etaper spækket med stejle mure, hvor kampen om den samlede sejr intensiveres, og der lægges ud med den letteste af de to, hvor formstærke Julian Alaphilippe utvivlsomt har kig på at sikre sig yderligere bonussekunder i forsøget på at genvinde det tabte terræn.

Ruten

Det er blevet en tradition, at løbets to sværeste etaper kommer i weekenden, hvor der som regel har været både en bjergafslutning og en ”mur-etape” med mange af de stejle ramper, der kendetegner regionen tæt på Adriaterhavet. I årets klassikerversion har man imidlertid droppet bjergfinalen, og i stedet venter der to af de klassikeretaper, der altid har været Tirreno-Adriaticos DNA. Den første af disse byder på en tricky afslutning med en af disse klassiske mure på en vanskelig rundstrækning, inden det lynhurtigt går ned til en flad finale i Fossombrone, hvor vi vil få en bedre ide om, hvem der kan vinde årets udgave af det italienske løb.

 

Med en distance på 221,0 km er der igen tale om en helt lille klassiker, der har som formål at bringe feltet fra fredagens mål i Foligno det sidste stykke ud mod Adriaterhavet, hvor der sluttes i bakkerne omkring målbyen Fossombrone, der er placeret bare få kilometer fra vandet. Som vi så på 3. etape ligger Foligno i fladlandet, og de første 60 km er kun ganske let stigende, mens man bevæger sig mod nord. Herefter begynder det i stedet at falde let over yderligere 60 km, mens man kører videre mod nord, hvor eneste lille udfordring er en bakke (4,5 km, 4%), der har top efter 93,2 km. Herfra går det mod øst frem til målbyen, der passeres efter 110 km, dog uden at man passerer mål.

 

Det markerer starten på etapens anden del. Nu går det nemlig mod øst frem til en 1,7 km lange bakke, der stiger med 6,7% op til km 122,3, inden man snor sig mod nord og øst frem til dagens første kategoriserede stigning, Villa del Monte (2,0 km, 8,8%, max. 19%), der bestiges fra nord og har top efter 128,7 km. Herefter bliver det igen lettere, mens man snor sig i en generelt østlig retning og siden nord og nordvest igennem relativt fladt terræn, der indledes med 1,9 km lang bakke (7,4%). Herefter venter en 2,1 km lang stigning (6,2%), der fører på til den første spurt efter 163,0 km, men det forsætter med at stige i yderligere et stykke, inden en nedkørsel fører mod sydvest og sydøst. Herefter stiger det igen, mens man kører mod nordvest op ad en 3,7 km lang bakke (4,1%), hvis top rundes efter 176,1 km og leder næsten direkte inde på den kategoriserede Monteguiduccio (12,7 km, 2,5%, max. 19%), der mod slutningen byder på en km med mere end 10% bare 1500 m fra toppen, der kommer efter 186,3 km. Herfra falder det, mens man kører mod sydøst og sydvest ned til Fossombrone, hvor målstregen krydses i forbindelse med den sidste spurt efter 202,6 km.

 

Etapen afsluttes nu med to omgange på en blot 9,2 km lang rundstrækning. Den første del er flad og fører mod vest og syd ud af byen, indtil man rammer Muren Cappuccini, der over 2,8 km stiger med 7,9% i gennemsnit, men slutter med 1500 m med 10,6% i snit og et maksimum på hele 19%. Toppen rundes med 5,6 km igen, der indledes med 4 km nedkørsel, som indledes let, men slutter med flere hårnålesving, når man drejer mod nord for igen at køre ned mod Fossombrone. Det sidste af disse kommer med 1600 m igen, hvorefter det flader ud, og herfra er der blot et sidste sving med 700 m igen. Den sidste kilometer stiger let med 1,7% i gennemsnit.

 

Etapen byder på i alt 3350 højdemeter.

 

Fossombrone har ikke tidligere i dette årtusinde været målby for et stort cykelløb.

 

 

 

 

 

 

 

Vejret

Tirreno-Adriatico ser ud til at skulle ende med to våde dage, men weekenden bliver sommerlig. Lørdag vil kun byde på enkelte skyer samt en temperatur på hele 21 grader. Til gengæld vil det være lidt mere blæsende end vanligt med en frisk sydvestlig vind. Det giver sidemedvind på det lange indledende syykke og derefter vind fra alle tænkelige retninger i den kringlede finale. Der vil være sidemodvind på I Capuccini og derefter medvind, indtil man får modvind på de sidste 700 m.

 

Analyse af 3. etape

Det har ikke altid været let at være Elia Viviani. Faktisk har italieneren igennem en stor del af karrieren levet en skyggetilværelse på hold, der har haft større stjerner. Som ung måtte han således på Liquigas og Cannondale tage til takke med rollen som andenviolin i en trup, der havde Peter Sagan som holdets sprinterstjerne. Derfor er der faktisk også mange, der slet ikke ved, at han faktisk allerede har kørt Tour de France, men ved debuten i 2013 opnåede han som ren hjælper for sin slovakiske holdkammerat ingen resultater. Siden fulgte nogle år på Sky, hvor han måske nok var holdets førstesprinter, men han var sytadig kun en eftertanke på et hold, der koncentrerede sig om alt andet end massespurter. Og da han i 2017 blev forbigået til Giroen, var det et klart signal om, at han måtte væk.

 

Den store chance dukkede helt uventet op, da Marcel Kittel følte sig truet af den fremadstormende Fernando Gaviria. Den tyske supersprinter havde ganske vist netop vundet fem etaper i Touren, men alligevel følte han, at den unge komet var en trussel mod hans rolle som Quick-Steps førstesprinter. Det ansporede ham til at forlade det belgiske superhold, og pludselig opstod der en åbning for Viviani, der var hurtig til at slå til, da Patrick Lefevere tilbød ham en unik rolle for at få et helt tog til sin rådighed. Ganske vist var det igen i rollen som andensprinter, denne gang bag Gaviria, men i forhold til den isolerede position på Sky var det en klar forbedring.

 

Resten er, som man siger, historie. Viviani var den kloge og Kittel den dumme i den handel, for mens tyskeren hurtigt måtte indse, at mange af hans sejre lige så meget skyldtes det sublime tog som ham selv, trivedes Viviani i de nye omgivelser. For første gang havde han en fast trup omkring sig, og det udnyttede han i jubelåret 2018 til at blive sæsonens mest vindende rytter med et hav af grand tour-etapesejre, en sejr i et WorldTour-endagsløb samt et italiensk mesterskab.

 

Alligevel var der ikke udsigt til, at hans position skulle ændres. Med to etapesejre i Touren havde Gaviria cementeret sin position som nr. 1, og det så Viviani ud til at have affundet sig med. Derfor kom det også som en helt uventet åbning, da manglen på en sponsor fik Lefevere til at lade Gaviria søge nye græsgange, og da først UAE lagde en millionkontrakt på bordet, lod den colombianske stjerne sig lokke. Egentlig havde Lefevere fortsat papir på ham, men da han valgte ikke at fastholde en rytter i truppen mod dennes vilje, blev døren pludselig åben for, at Viviani for første gang i karrieren nu er førstesprinter på et hold, der faktisk også er villige til at bakke ham op.

 

Viviani er nu den klare nr. 1 på et hold, hvor Fabio Jakobsen og Alvaro Hodeg har overtaget rollen som skyggesprintere, og han har stort set kunnet sammensætte sit eget sæsonprogram, der formentlig kommer til at består af både Giroen og Touren (sidstnævnte bekræftes først efter den italienske grand tour). Og naturligvis har det skabt en vis spænding blandt alverdens cykelfans, for det har givet os mulighed for faktisk at se en reel styrkeudmåling mellem de to tidligere holdkammerater Viviani og Gaviria, der altid har haft en fin sameksistens, men som ikke har kunnet undgå at have en vis intern rivalisering.

 

Det var derfor med nogen forventning, at man så frem til årets UAE Tour, hvor de to giganter for første gang stod ansigt til ansigt i en direkte duel. I ørkenen blev det til en enkelt etapesejr til dem begge i de tre sprinteropgør, men løbet efterlod også det klare indtryk, at det var Gaviria, der havde overhånden, hvad topfart angik. I hvert indrømmede Viviani åbent, at colombianeren havde været den bedste på 2. etape, og da italieneren fik revanche et par dage senere, skete det alene, fordi Gaviria som så ofte før havde startet en modvinsspurt en anelse for tidligt.

 

Forud for dette års Tirreno-Adriatico så det da også ud til, at det var i kraft af sit sublime tog med Michael Mørkøv og Maximiliano Richeze, der lidt atypisk har overtaget rollen som sidste mand fra Fabio Sabatini, at Viviani skulle få ram på sin rival. Heldigvis kunne han i dagens tekniske første massespurt se frem til at drage maksimal fordel af netop den kollektive styrke, og derfor kunne han også gå ind til etapen som favorit med bevidstheden om, at Gaviria denne gang var uden Alexander Kristoff, der i Mellemøsten havde vist sig suveræn i rollen som colombianerens lead-out man.

 

På den baggrund kan det ikke undre, at Viviani fik Gavirias skalp i deres første store interne europæiske opgør, men alligevel var der noget ganske særligt over triumfen. Den blev nemlig ikke sikret i kraft af det stærke tog, for selv belgierne kunne ikke holde sammen i den komplicerede afslutning, der skabte en rodet og kaotisk spurt. I stedet var det Vivianis egen evne til at manøvrere sig i position, der gav ham en god placering på bagsmækken af Peter Sagan, men da det samtidig var lykkedes Simone Consonni at placere Gaviria lige bag den italienske mester, lå det til colombianerens højreben at gå forbi.

 

Det skete imidlertid ikke. Da først Viviani åbnede op, kunne Gaviria end ikke prøve at gå forbi, og han kunne intet andet stille op end at forsøge at følge sin tidligere holdkammerat. Det må utvivlsomt føles som en kold spand vand i hovedet for colombianeren, for efter løbet i Mellemøsten kunne han stadig hævde at have overtaget i forhold til sin tidligere reserve. I dag blev han imidlertid slået for rent bord af en Viviani, der så stærkere ud end længe.

 

Sejren kommer på det perfekte tidspunkt for Viviani. Hans livsdrøm er nemlig at vinde Milano-Sanremo, og kan det ske i den italienske mestertrøje, vil det kun gøre det endnu bedre. I de senere år har han endda med sejre i Hamburg Cyclassics og Bretagne Classic vist, at han også kan vinde spurter efter lange, hårde løb, og derfor sveg det også ekstra, at han sidste år i netop Sanremo kørte sin vel nok ringeste spurt i hele sæsonen. Trods de mange sejre har det imidlertid stået klart, at folk som Sam Bennett og Gaviria har syntes at have en fartmæssig overhånd i forhold til italieneren, og set i det lys må det lune ekstra meget, at han i dag var ganske suveræn i en spurt, der nok kom efter en let etape, men alligevel efter 226 km og næsten fem en halv time i sadlen.

 

Til gengæld sveg den for Gaviria. Colombianeren befinder sig nemlig i lidt af en magtkamp med Kristoff, der netop i Sanremo fortsat insisterer på at ville køre sin egen chance. Dagens nederlag til Viviani styrker ikke just positionen i det opgør. Alligevel må Gaviria stadig have overhånden, da stakkels Kristoff efter tre uheld på nøgleetaper kommer fra Paris-Nice uden et eneste resultat. Og Gaviria kan stadig få sin revanche mod Viviani i mandagens sidste sprinteropgør.

 

For Peter Sagan var dagens etape også en god oplevelse. Gårsdagens punktering betød, at vi desværre aldrig kunne se, hvor han reelt står formmæssigt efter sine fem dage i sengen, og derfor var der nogen spænding inden dagens spurt. Reelt kan vi ikke bruge afslutningen til meget, for naturligvis kan en klasserytter som Sagan altid spurte efter så let en etape. Alligevel må det styrke moralen, at han i den kringlede finale med sit vanlige overskud vandt positionskampen og kunne starte spurten, præcis hvor han ville. Naturligvis vidste vi alle, at han i en klassisk massespurt som denne ikke har samme topfart som Viviani og Gaviria, og derfor kan det kun styrke selvtilliden, at han kom hjem med det bedst opnåelige resultat. Det viser i hvert fald, at han vil have en chance i en spurt i Sanremo, hvor trætheden vil være mere markant, og at han trods formtabet, er konkurrencedygtig i den letteste af de klassikere, han ha rsom mål.

 

Løbets fjerde topsprinter var Giacomo Nizzolo, men han blev den lille i giganternes kamp. Alligevel har han grund til at være tilfreds, for stakkels Nizzolo havde været brutalt i asfalten tidligere på etapen. At han alligevel kunne blive nr. 4, er der for endnu et skridt på vejen i den genrejsning, der efter flere år med knæskader skal bringe ham tilbage til det niveau, der gjorde ham til Giroens hurtigste i både 2015 og 2016, hvor han begge gange vandt pointtrøjen. Sejren i Oman var et vigtigt skridt på vejen, og dagens godkendte indsats var næste trin, hvor han igen viste, at han mestrer positionskampen bedre end de fleste. Nu mangler han bare at finde den sidste topfart frem igen, men den kommer forhåbentlig, efterhånden som formen bedres, og decembers knæoperation kommer mere på afstand.

 

Til gengæld blev etapen en nedtur for Phil Bauhaus. Løbet er en stor chance for den tunge tysker til at cementere sin position i sprintereliten, efter at han nogle år i skyggen på Sunweb et hentet til Bahrain som den store sprintersatsning. I både Australien og Emiraterne kneb det imidlertid for toget, der ellers føres an af erfarne Marcel Sieberg, og i dag gik det desværre galt igen. Bauhaus har ellers ved tidligere lejligheder vist, at hans topfart kan føre ham langt, men foreløbig har han ikke for alvor fået lov at vise det.

 

Dagens spurt var nemlig en sag for de positioneringsstærke og ikke de hurtigste. Det kan aflæses af en top 10, der tæller cykelekvilibristen Clement Venturini samt klassikertyper som Jasper Stuyven, Jens Keukeleire og Davide Ballerini samt Davide Cimolai, der altid har været god til at manøvrere. Ingen af dem er kendt for deres topfart, men alle formåede de at drage fordel af den kringlede afslutning. Til gengæld var det som ventet svært for den stadig mere lovende Luca Pacioni, der dog med en 10. plads bekræftede sit potentiale. Nu kan man blot håbe, at Wilier på sigt kan yde ham bedre støtte, så han kan bygge videre på de lovende takter, han viste i Argentina.

 

For klassementet blev det som ventet en fredelig dag, og selvom 226 km naturligvis altid kan mærkes, kunne etapen ikke være forløbet lettere. Det var helt sikkert også tiltrængt efter to hektiske første dage, for i weekenden venter de afgørende slag på Tirrenos ikoniske mure. På årets meget særegne rute er der lagt op til et knivskarpt opgør om sekunder, og da holdløbet samtidig har åbnet store forskelle, er der et hav af ryttere, der skal i offensiven. Det kan kun skabe knaldgodt cykelløb i terræn, der er garant for god underholdning.

 

Viviani derimod kan tage den lidt med ro og se frem mod Sanremo og mandagens næste sprinterogør med bevidstheden om, at han nu også kan overspurte manden, der tidligere stod over ham i Quick-Steps hierarki. Den italienske sprinter behøver nemlig langt om længe ikke længere leve den skyggetilværelse, han alt for længe har været henvist til.

 

Favoritterne

På sin vis er det ærgerligt, at der mangler en bjergfinale i årets løb, men der er også noget smukt i, at løbet vender tilbage til sine rødder med to meget interessante etaper i weekenden. Man skal nemlig ikke have set mange af disse ”mur-etaper”, hvoraf der som regel er minimum en enkelt hvert eneste år, for at vide, at terrænet i Appenninerne med sine kringlede veje og tocifrede stigningsprocenter altid er rammen om enormt underholdende cykelløb - spørg bare Bradley Wiggins, der var Bambi på glatis på disse veje i Giroen i 2013 eller Chris Froome, der samme år tabte en samlet sejr i Tirreno på en episk og regnvåd dag i regionen.

 

Da ruten blev annonceret, var der megen snak om, at det burde være et løb for klassikerspecialister, og at også folk som Greg Van Avermaet og Peter Sagan skulle kunne køre klassement, hvis de kunne begrænse tabet på tidskørslerne. Ved nærmere eftersyn indser man imidlertid hurtigt, at det uanset hvad vil/ville blive svært for dem begge. Der er nemlig helt sikkert mange, der får sig en overraskelse over, hvor svære etaperne egentlig er, og det er meget sandsynligt, at vi får en selektion, som også vil tage mange ryttere på sengen. Det skyldes ikke mindst, at de store tidsforskelle på holdløbet gør, at hovedparten af feltet er tvunget i offensiven, og da dette terræn er som skabt til angreb, er der lagt op til ukontrollerbart og aggressivt cykelløb, hvor et hav af hold har en interesse i at gøre det så hårdt som muligt.

 

Det er dog ikke så meget lørdagens etape, der vil være en udfordring. Det er den meget svære rundstrækning søndag, hvor man i en meget koncentreret afslutning har et hav af mure over få kilometer, at vi vil se det helt store slag. Lørdagens etape er lettere, og her er det først og fremmest distancen samt de sidste 20 km, der vil gøre en forskel. Den øvrige del af terrænet er nemlig relativt let, og selvom det går op eller ned konstant i den sidste tredjedel, er det kun på de to omgange, at vi finder de mure, der kendetegner regionen. De øvrige stigninger er alle bløde og relativt lette.

 

I Cappuccini er derimod en rigtig Tirreno-mur, men den er også meget kort. Den stejle del består kun af 1500 med 10,5%, og det er trods alt begrænset, hvad der kan tabes over den distance. Omvendt er det altså en både længere og stejlere stigning end Mur de Huy, og det er derfor de virkelige ”mur-specialister”, der skal i aktion. Til forskel fra Fleche Wallonne er der imidlertid ikke mål på toppen, og det giver naturligvis et helt andet cykelløb, hvor der er tid til at komme tilbage, især på den første del af nedkørslen, der ikke er teknisk. Det er den til gengæld på den nedre del, hvor en god nedkører kan drage fordel af sine evner på det område.

 

Hvor vi forventer, at søndagens etape er for svær for en stor mand som Van Avermaet, har han en rimelig chance her. Det ville han ikke have haft med mål på toppen, for stigningen er for stejl til belgieren, der heller aldrig har været en faktor på Mur de Huy. Til gengæld er der mulighed for at hænge på eller komme tilbage og herefter slå til i den let stigende spurt.

 

Den første del af etapen vil næppe være alt for spændende. Det er tænkeligt, at vi får en mere aktiv start, inden et udbrud etableres, da etapen indbyder til angreb. Når gruppen er kørt, venter et langt, let stykke, og her vil Mitchelton formentlig holde dem i snor. Yates har brug for tidsbonus inden enkeltstarten, og derfor er det i australiernes interesse at køre udbruddet ind. Det samme er det naturligvis især for Julian Alaphilippes Deceuninck-mandskab, og vi venter os, at belgierne vil stå for hovedparten af arbejdet. Da det er Van Avermaets og CCCs bedste og formentlig eneste chance for at vinde en etape, vil polakkerne måske også give en hånd med.

 

Det betyder, at det tidlige udbrud vil være dødsdømt, da det vil være let at holde dem i snor i den lette indledning. Løbet vil i stedet blive åbnet på ny i den kuperede finale, hvor der vil være mange hold med en interesse i at lægge pres på. Det gælder særligt Sky, Astana og Lotto, hvoraf især de to førstnævnte også har midlerne til at gøre det, og vi kan også sagtens se indledende angreb fra nogle af disse hold, der vil lægge pres på. Den første del er imidlertid ikke voldsomt vanskelig, og vi forventer, at Mitchelton med Brent Bookwalter og Damien Howson samt ikke mindst Jumbo med Robert Gesink og Laurens De Plus kan holde det nogenlunde under kontrol. Alaphilippe har også formstærke Zdenek Stybar og Kasper Asgreen, men generelt har Deceuninck ikke det bedste hold til dette terræn.

 

Formentlig skal slaget slås på de to omgange på rundstrækningen, og vi kan meget vel se udspil fra favoritterne allerede på første tur op ad muren, ikke mindst fra folk som Jakob Fuglsang, Alexey Lutsenko, Tiesj Benoot, Tim Wellens, Alexis Vuillermoz og Thibaut Pinot, der alle har tid at vinde. Det kan godt give anledning til et stærkt udbrud på toppen, men formodningen er, at især Jumbo med Gesink og den yderst velkørende De Plus vil kunne holde tingene nogenlunde under kontrol. Derfor venter vi os, at det hele ender i en ret eksplosiv finale, hvor favoritterne skal i aktion på den sidste tur op ad muren.

 

Det får os til at pege på Julian Alaphilippe som etapens store favorit. Sejren i Fleche Wallonne sidste år var det ultimative bevis på, at franskmanden er den eneste, der kan udfordre Alejandro Valverde på de vanskeligste ramper, og derfor er der ingen tvivl om, at franskmanden er i sit es i denne finale. Hvor man stadig kan have sin tvivl om, hvorvidt 5. etape kan blive for svær for franskmanden, burde der ingen diskussion være om en etape, der blot byder på to mure på 1500 m til slut. Formodningen er, at Alaphilippe vil sætte sit slangehug ind på sidste tur op ad rampen, og herefter handler det om at holde på hat og briller, hvis man vil hænge på. Ingen andre har Alaphilippes punch på denne bakke, og med den form, han har vist, er det svært at se, at han kan bringes i vanskeligheder.

 

Derefter vil han blive meget svær at slå. Den tekniske del af nedkørslen er ideel for Alaphilippe, der måske endda kan slå et hul, men formentlig vil han skulle spurte om sejren mod en lille gruppe favoritter. Selvom spurten er næsten flad, er det kun Van Avermaet, der kan matche ham blandt de mere klatrestærke folk, og belgieren får som sagt svært ved at hænge på franskmanden i dette terræn. Han er sårbar over for sene angreb, men vi tror på endnu en sejr til suveræne Alaphilippe.

 

Hans værste rival må være Primoz Roglic. På 2. etape var det i hvert fald tydeligt, at sloveneren er skræmmende i disse dage, for han kørte så stærkt, at han nærmest satte folk fra hjul. Samtidig ved vi fra sidste års Baskerlandet Rundt, hvor han var den eneste, Alaphilippe ikke kunne sætte på de 1. etapes mure, at han er glimrende i dette terræn, og skal man pege på en mand, der kan tage en solosejr, må det være formstærke Roglic. Det er i hvert fald svært at se, hvem der skulle kunne komme af med sloveneren, der næsten uanset hvad vil være med i den gruppe, der måtte skulle spurte om sejren. Så sent som i Emiraterne viste han også sine afslutterevner, selvom han foretrækker en stigende spurt, og efter en hård finale er han ikke uden chancer. For at slå Alaphilippe skal han dog af med franskmanden, men er der én, der kan gøre det, er det Roglic, torsdagens vinder skal frygte mest.

 

Løbets joker er Greg Van Avermaet. Der hersker ingen tvivl om, at han får svært ved at matche Alaphilippe på selve bakken, men over så kort en distance kan han begrænse tabet. Han har nemlig virket enormt velkørende gennem hele sæsonen og viste senest stor styrke på 2. etape, hvor det kun var uovervindelige Alaphilippe, der var bedre. Van Avermaet er da også selv yderst tilfreds med formen, og derfor er det bestemt ikke umuligt for ham at ende i en gruppe, der skal spurte om sejren, særligt hvis der i en frontgruppe går lidt taktik i den flade finale. I en næsten flad spurt som denne er Van Avermaet normalt også hurtigere end Alaphilippe, og derfor står han med gode kort, hvis han kommer med hjem. Det bliver svært, men han er den største trussel mod den franske favorit i en spurt.

 

Sammen med Alaphilippe og Roglic må det være Adam Yates, der er den bedste på stejle mure. I hvert fald viste han sine evner på det område sidste år, hvor han kørte fra alt og alle på 5. etape og formentlig også havde vundet 3. etape, hvis ikke Roglic havde snydt dem alle med et tidligt angreb. I år har han endda lagt meget stærkt fra land med sin sande magtdemonstration på kongeetapen i Valencia, og hans 5. plads i gårsdagens finale, der var alt for let for en fyr som ham, var endnu et vidnesbyrd om den gode form. Det er klart, at Yates havde foretrukket en vanskeligere finale, men sammen med Roglic må det være ham, der har de største chancer for at bringe Alaphilippe i vanskeligheder. Han har også en hæderlig spurt, selvom det kniber på flad vej, men for at vinde skal han enten køre fra rivalerne på muren, som han gjorde det sidste år, eller udnytte sin snilde til at snige sig væk i en taktisk, flad finale.

 

Hvis vi troede, at Alexey Lutsenko var i formnedgang, fik vi bevis for det modsatte med hans dybt imponerende kørsel på 2. etape. Her efterlod han sammen med Roglic og Alaphilippe det bedste indtryk, og det lover godt forud for en etape, der burde passe ham. Han viste i Oman på Green Mountain, at han trods sin robuste fysik er udmærket på stejle procenter, og vi ved, at han har et eminent punch. Formen er samtidig god, men man sidder alligevel med en frygt for, at stigningerne kan blive lidt for voldsomme, når han er oppe mod lettere folk på så stejle procenter. Til gengæld er han ganske hurtig på stregen og med gode chancer i en spurt, hvor Alaphilippe dog er så svær, at han for at vinde nok skal snige sig væk i en svært kontrollerbar finale.

 

Tom Dumoulin efterlod et meget positivt indtryk på 2. etape, hvor han med sin store power let kørte alene op til en undsluppen fronttrio med Alaphilippe, Roglic og Lutsenko, og det viser igen, at han er i glimrende form. Trods sin store størrelse har han også ved både VM og i Vueltaen vist, at han er glimrende på stejle mure, og derfor bør han være med fremme, også selvom han ikke har det samme punch som etapens favoritter. Til gengæld kan han blive ganske farlig på det flade, for enhver ved, at Dumoulin ikke skal have én meter, hvis han skal hentes igen. Han vil naturligvis have manges øjne i nakken, men hans enorme power gør ham altid farlig i en taktisk finale. Han har også en rimelig spurt, men han vinder ikke på den facon.

 

Det gør Wout Poels heller ikke, men hollænderen har andre muligheder. Efter Geraint Thomas’ kollaps er han nu eneste klassementsbud for Sky, der tabte så meget tid på holdløbet, at dagens orden er angreb. Formentlig vil de køre meget aggressivt, inden Poels selv skal spille kortene i finalen. Han er en mester på stejle mure og har altid vist, at det er på de stejleste procenter, at han er mest komfortabel, også selvom terrænet her nok er en anelse for eksplosivt til at passe ham perfekt. Han viste god form i Algarve, hvor han med en anderledes Sky-taktik utvivlsomt havde vundet kongeetapen og melder også om gode ben her. Han vinder ikke en spurt, men han er voldsomt snu og kan snige sig væk til sidst, som han gjorde, da han i 2015 vandt en tilsvarende mur-etape i dette løb ved at angribe på sidste del af en stigning. Denne gang skal det nok ske efter toppen, men det er bestemt muligt.

 

Vi ved alle, at Jakob Fuglsang er i fremragende form, men desværre passer løbet her ham dårligt. Dette er da også alt andet end en ideel etape for den velkørende dansker, men med den form, han har vist, bør han køre finale også i eksplosivt terræn som dette. Han kan få svært ved at matche Alaphlippes og Roglics punch på bakken, men sidder han med i en gruppe til sidst, plejer han at være ret snu med sine sene angreb. Sammen med Lutsenko kan han spille det taktiske spil, og da han har tabt tid, vil han have mere frihed end mange andre. Det giver formstærke Fuglsang en chance, selvom etapen langt fra er ideel for ham.

 

Med en 4. plads på 2. etape bekræftede Tiesj Benoot de drømmeben, han har meldt om gennem hele året, og derfor burde han også køre finale på denne etape. Det Er klart, at den ret store belgier har det sværere på så stejle procenter, men han gjorde det imponerende på sidste års mure. Han har ikke punch til at matche Alaphilippe, men han har gode chancer for at ende i en gruppe på det flade. Her skal han forsøge at snige sig væk i kraft af sin gode form, for selvom han er hurtig, slår han ikke den franske favorit på stregen.

 

Det gør Tim Wellens heller ikke, selvom også han er en hæderlig afslutter, og derfor skal også han finde på noget. Normalt er han bedre end sin holdkammerat på disse stejle mure, men desværre har vi i både Strade Bianche og på 2. etape måttet indse, at den bedste form synes at være forsvundet. Selvom finalen her derfor passer ham, har vi en frygt for, at han måske ikke kan matche de allerbedste. Til gengæld burde han have chancer for at komme tilbage, og herfra vil han og Benoot kunne angribe rivalerne på skift.

 

En sand specialist i stejle mure er Alexis Vuillermoz, der ovenikøbet er på vej tilbage efter et skidt 2018. Han var i hvert fald stærkeste mand i begge endagsløbene i Ardeche og Drome, hvor han også vandt det ene, og han burde virkelig elske Cappucini-stigningen. Om han er god nok til at matche de bedste, er nok tvivlsomt, men han burde have gode chancer for at køre finale. En flad spurt er ikke perfekt for den ellers ret eksplosive og hurtige franskmand, men måske kan han udnytte sit store tidstab til at snige sig væk, som han gjorde, da han tog sin store Tour-etapesejr i 2015.

 

Thibaut Pinot har været lidt småsyg i ugen op til løbet og er ikke helt på toppen. Han var dog fint tilfreds med benene på 2. etape, og med den form, han har vist siden sæsonstarten, er der ingen tvivl om, at han kører finale. Han elsker ikke eksplosivt terræn, og derfor er dette langt fra en perfekt etape for ham, men han burde nok kunne sidde med i det eksklusive selskab efter toppen. Trods den spurtstyrke, der har givet ham sejre i mindre grupper, slår han dog ikke Alaphilippe, og derfor skal han snige sig væk for at vinde. Det er til gengæld ikke hans spidskompetence, og derfor skal meget flaske sig, hvis han faktisk skal ende øverst på podiet.

 

Richard Carapaz og Davide Formolo fortjener også at blive nævnt. Førstnævnte så efter en haltende start godt ud i Larciano i søndags, og Formolo virkede helt i hopla på 2. etape. Ingen af dem er dog hurtige i en flad spurt, og de mangler også det sidste for at matche de mest eksplosive i dette terræn. Det er derfor langt fra den ideelle finale for de to lette folk, men deres chance er, at de kan overleve stigningen og udnytte tidstabet til at angribe.

 

Endelig vil vi pege på EF-duoen Simon Clarke og Alberto Bettiol. Begge viste på 2. etape den fremragende form, de også begge stillede til skue i Strade Bianche. Især Clarke har været i hopla på det seneste, og han har da nok også de bedste chancer af de to. Vi tror desværre, at den sidste stigning er lidt for stejl for dem begge, men til gengæld vil de være blandt de få, der faktisk kan tage kampen op mod Alaphilippe pg Van Avermaet i en spurt, hvis de kommer så langt. En anden joker kunne være en ifølge ham selv meget formstærk Ben Hermans, der angiveligt var flyvende i går, indtil en defekt satte ham ud af spillet.

 

Normalt ville Peter Sagan have en chance for at begå sig i dette terræn, men med sygdommen in mente er det næsten utænkeligt, at det vil ske. Sam Oomen bør køre finale, men ender formentlig med at skulle støtte Dumoulin, og selvom Søren Kragh er i bedring efter sin sygdom, ville denne finale formentlig under alle omstændigheder være for svær for ham. Den er heller ikke ideel for en ellers meget formstærk Zdenek Stybar, der formentlig skal ofre sig for Alaphilippe, ligesom stærke Laurens De Plus skal hjælpe Roglic. Geraitn Thomas må indse, at formen stadig er for svag, og Matej Mohoric er stadig på vej tilbage efter sin knæskade. Endelig er finalen nok også for svær for UAE-trioen Rui Costa, Valerio Conti og Jan Polanc.

 

BEMÆRK: Efter udarbejdelsen af optakten er det blevet klart, at Tiesj Benoot tabte tid på grund af en punktering i dag. Det skyldes altså uheld og ikke dårlig form eller styrt. Ovenstående analyse står derfor ved magt.

 

Feltet.dks vinderbud: Julian Alaphilippe

Øvrige vinderkandidater: Primoz Roglic, Greg Van Avermaet

Outsidere: Adam Yates, Alexey Lutsenko, Tom Dumoulin, Wout Poels, Jakob Fuglsang

Jokers: Tiesj Benoot, Tim Wellens, Alexis Vuillermoz, Thibaut Pinot, Richard Carapaz, Davide Formolo, Simon Clarke, Alberto Bettiol

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Tirreno - Adriatico
Nyheder Profil Startliste Resultater
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Tour of Norway(2.HC) 28/05-02/06

Circuit de Wallonie(1.1) 30/05

Szlakiem Walk Majora Hubala(2.1) 30/05-02/06

Tour du Pays de Vaud(2.NCUP) 30/05-02/06

Grand Prix de Plumelec-Mo...(1.1) 01/06

Orlen Nations Grand Prix(2.NCUP) 01/06-02/06

Boucles de l'Aulne - Châ...(1.1) 02/06

Rund um Köln(1.1) 02/06

Skoda-Tour de Luxembourg(2.HC) 05/06-09/06

Boucles de la Mayenne(2.1) 06/06-09/06

Course de la Paix Grand P...(2.NCUP) 06/06-09/06

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger