Optakt: 4. etape af Tirreno-Adriatico

STREAM PARIS-NICE OG TIRRENO-ADRIATICO UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

Ruten

Der er en grund til, at puncheurs altid har elsket Tirreno-Adriatico, for løbet har som regel givet dem mindst én mulighed. En sådan får de også i år på løbets første kuperede etape, men ligesom sidste år er det en vanskeligere finale, end man ofte ser det. Her skal nemlig sluttes på en hele 3,1 km lang bakke, der modsat sidste år også er en ganske stejl affære med en stigningsprocent på 7,0. Den slags skaber ikke enorme forskelle, men stigningen vil give en lille fornemmelse af styrkeforholdet og tillade de mest eksplosive folk at gå efter bonussekunder og måske også vinde nogle ”rigtige” sekunder på de mere dieselagtige typer. Efter torsdagens etape bør vi således have en ide om, hvem der i hvert fald ikke vinder årets udgave af Løbet Mellem de to Have.

Med en distance på 218,0 km er der for tredje dag i træk tale om lang etape, der denne gang fører fra Greccio til Tortoreto. Etapen afslutter rejsen tværs gennem støvlen, idet startbyen ligger inde midt i landet, mens målbyen ligger helt ude ved østkysten. Den indledes helt fladt, når man kører mod sydøst ned gennem dalen, indtil man kører mod nordøst og syd op ad en bakke (5,4 km, 4,3%), der har top efter 17,0 km. Derfra falder det let mod sydøst og nordøst, inden det i stedet efter 32,9 km begynder at stige let, når man fortsætter mod nordøst ad lange lige veje. Faktisk fortsætter det sådan i ca. 40 km, hvor man bevæger sig fra 409 m over havet overflade til knap 1000 m over samme.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Etapens højeste punkt nås efter ca. 70 km, hvorefter det i stedet begynder at falde let, mens man fortsætter mod nordøst. Efter 123,9 km når man det nordligste punkt, hvor man drejer mod sydøst, inden man hurtigt drejer mod syd for at køre op ad en bakke (3,9 km, 4,6%), der har top efter 132,1 km. Herfra stiger det let mod nordøst, inden man kører mod først sydøst og siden øst ad lige og let faldende veje ud mod kysten.

Her når man udkanten af Tortoreto, hvor man kører op ad målbakken, men denne gang fra en anden side, hvorfor den første del af stigningen er anderledes end i finalen. Her taler vi om en 4,4 km lang stigning, der stiger med 4,5%, men er meget irregulær. Den første kilometer stiger således med 9-10% og med et maksimum på 19%, inden det går lidt op og ned over de næste 1600 m. Herfra stiger den med hhv. 4,4%, 6,7% og 8,5% over de næste tre gange 500 m og slutteligt med 4,4% over de sidste 450 m

Stregen krydses for første gang efter 166,5 km i forbindelse med en bjergspurt, og etapen afsluttes nu med tre omgange på den 17,2 km lange runde. Den indledes med en ikke specielt svær nedkørsel, de fører mod nordvest, nordøst, nordvest, øst og sydøst helt ud til kysten, hvor man kører mod syd ned langs den flade kystvej forbi et punkt, hvor de på første omgang efter 175,3 km køres dagens spurt. I udkanten af Tortoreto forlader man kysten via to hurtige sving, inden en flad vej leder mod nordvest frem til bunden af målstigningen.

Her kører man mod sydvest og nordvest op ad bakken, der fra denne side stiger med 7,0% over 3,1 km med et maksimum på 12% i bunden, og der er tale om en uhyre jævn stigning, indtil den flader lidt ud med 2,5% over de sidste 100 m. Den første del af stigningen er meget snoet, men efter et skarpt sving med 1800 m igen er vejen lige, hvorefter den igen snor sig kraftigt efter den røde flamme, indtil man rammer den 300 m lange opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 2503 højdemeter.

Tortoreto var senest vært for et stort cykelløb i 2020, da Peter Sagan i en anden finale end denne tog karrierens første Giro-etapesejr med et fornemt soloridt på løbets muretape og sejrede med 19 sekunder ned til Brandon McNulty, der til slut var kørt 4 sekunder væk fra 12 mand, hvis spurt blev vundet af den førende Joao Almeida. I 2012 vandt Matthias Krizek en etape i Baby-Giroen i byen, i 2005 vandt Marco Pinotti det italienske enkeltstartsmesterskab ved at slå Marzio Bruseghin og Dario Cioni her, og i 2000 vandt Danilo Di Luca en etape i det hedengangne Giro d’Abruzzo her.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

STREAM PARIS-NICE OG TIRRENO-ADRIATICO UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

Vejret

Rytterne kan se frem til mere solrigt vejr, når de når østkysten, men torsdagen vil stadig starte overskyet med en temperatur på 11 grader og en bygerisiko på 50%, der gradvist vil vokse. Efterhånden som de når kysten vil det dog blive solrigt med kun få skyer og en temperatur i målbyen på 17 grader, idet det dog bil sky lidt til mod slutningen. For første gang vil det ikke være blæsende med bare en let vind (8-12 km/t) fra i starten syd og til slut øst. Det giver indledende sidemodvind og derefter sidemedvind, men efterhånden som vinden går i øst, får man sidemod- og modvind ud til rundstrækningen. Her vil der stort set være konstant sidevind. Det gælder også på stykket frem til bunden af bakken, men der vil være med- og sidemedvind hele vejen op til mål.

Analyse af 3. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan Alpecins A-kæde trådte til og bragte succesholdet ud af en sjælden krise.

Favoritterne

I gamle dage var Tirreno et rent puncheurløb. Løbet bestod alene af en blanding af sprinter- og puncheuretaper, og derfor var det klassikerrytterne, der kæmpede om den samlede sejr. Sådan er det ikke længere, nu hvor man har indført både en enkeltstart og en bjergetape, men det har ikke ændret på, at løbet fortsat er et af de mest puncheurvenlige på WorldTouren. Sådan vil det altid være, når man afvikler et løb i det indre af den italienske støvle, der måske nok har højere bjerge i Appenninerne, men først og fremmest er berømmet for sine korte, eksplosive stigninger og stejle mure.

Traditionen har efter indførelsen af den nuværende model i 2012 været, at løbet byder på to etaper for puncheurtyperne. Den ene er den klassiske muretape, der i år kommer på lørdag, mens den anden typisk har været en lettere sag, der ofte er blevet afgjort i en spurt på en kortere bakke. For andet år i træk har man imidlertid fundet en noget længere stigning til denne første puncheuretape, for det er ret uhørt, at vi skal slutte på bakker af en længde på mere end 3 km.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Det gjorde vi imidlertid også sidste år, og arrangørerne har tydeligvis bruge 2022-etapen som rettesnor. Etapen har i hvert fald et næsten identisk design i år. Sidste år kørte man også omgange på en tilsvarende rundstrækning, men her var finalebakken 4,2 km lang med en gennemsnitlig stigningsprocent på 5,7. Den steg dog med 6-7% over de første 3 km, inden den fladede ud med 4,2% over den sidste del. Denne gang er stigningen nok kortere, men den er noget stejlere, og denne gang er det først over de sidste 150 m, at den for alvor flader ud. Samlet set er det altså en vanskeligere afslutning.

Hvordan gik det så sidste år? Jo, Remco Evenepoel kunne ikke holde sig i skindet og angreb allerede tidligt, hvor han skabte en gruppe med Tadej Pogacar og den førende Filippo Ganna, men det blev alligevel samlet til sidst. Her svarede Pogacar på alle angreb i en ret ukontrollerbar finale, inden han spurtede sig til sejr på toppen foran Jonas Vingegaard, Victor Lafay og Evenepoel, der tabte 2 sekunder, mens der herefter fulgte en gruppe på 5 sekunder bestående af Giulio Ciccone, Tao Geoghegan Hart, Ernic Mas, Wilco Kelderman, Mikel Landa, Jai Hindley, Alex Aranburu, Domenico Pozzovivo og Pello Bilbao. Hele 33 mand var dog inden for 30 sekunder, og mens toppen domineredes af klassementsryttere, fandt vi inden for denne gruppe også klassikertyper som Natnael Tesfatsion, Lorenzo Rota, Jhonatan Narvaez, Robert Stannard, Benjamin Thomas og såmænd også Ganna.

Billedet vil formentlig være nogenlunde det samme denne gang, men det vil på de stejlere procenter nok være lidt vanskeligere for de tungere folk. Forskellene vil nok også være lidt større - også grundet medvinden - men stadig i den lille ende, når stigningen er så kort, og det er de eksplosive folk, der vil dominere. En spurt på toppen er i hvert fald sandsynlig, men det er nu ikke helt sikkert, at det går sådan denne gang.

Løbet er nemlig kendetegnet ved, at der mangler en Pogacar eller en anden storfavorit. Tværtimod er der et ret åbent hierarki, hvor en del hold har mange kort at spille. Det gælder særligt for Jumbo, UAE, Bahrain, Bora og Ineos, og da vi sidste år så, hvordan løbet blev åbnet tidligt, kan det bestemt ikke udelukkes, at vi får et mere taktisk løb, hvor flere hold vil spille folk ud tidligere.

Det kan åbne døren for en overraskelse. Kommer der en gruppe afsted med deltagelse af de nævnte hold, bliver de i hvert fald ikke lette at hente. Spørgsmålet er dog meget, hvordan Ineos griber det an. Det vil være meget nærliggende at køre 100% for formstærke Tom Pidcock, og gør de det, bliver det svært at undgå et samlet felt på stigningen til sidst. Vi vil også se, at Movistar kører 100% for Enric Mas, og selvom Bahrain har flere kort, har de meldt ud, at det er Landa, der er kaptajn. Det kan føre til, at de ikke risikerer, at løbet skal glide dem af hænde. Jeg vil også håbe, at FDJ satser 100% på en spurt med formstærke Valentin Madouas i en finale, der passer ham storartet. Meldingen om, at Wout van Aert vil give den et skud, taler også for, at Jumbo måske vil køre etapen defensivt.

Det tidlige udbrud bør dog ikke have en chance. Det er sandsynligt, at det igen kører fra km 0, men på denne type etaper skal der af og til kæmpes mere om det. Forskellene er imidlertid meget små, og Ineos tror på, at de kan forsvare trøjen med Ganna, der har et stort forspring. De vil utvivlsomt påtage sig ansvaret, men jeg er lidt spændt på, om de får hjælp. Jumbo, Bora, Bahrain, FDJ, Trek og måske særligt UAE kunne alle tænkes at give en hånd med, men det er langt fra sikkert. Ingen vil dog tage chancer, så kan Ineos ikke klare det på egen hånd, skal de nok få den hjælp, der udelukker en udbrudssejr.

På rundstrækningen kan vi altså god forvente, at løbet bliver åbnet tidligt med angreb allerede på næstsidste omgang. Som sagt virker det ikke helt umuligt, at en sådan offensiv kan lykkes, men mest sandsynligt er det trods alt, at vi får samling. Alle tror stadig på deres kaptajn, og kører der en gruppe, vil der derfor være mange hold med en interesse i at jagte. Det vil derfor være mit bud, at et reduceret felt rammer bakken sidste gang.

Her kan det imidlertid godt blive taktisk. Ineos kan vælge at tage kontrol og køre 100% for Pidcock og sætte et lavere tempo, der skal sikre, at Ganna kan bevare trøjen. Jeg vil tro, at det er deres strategi, men jeg tvivler på, at særligt Jumbo og UAE lader dem styre slaget. De bør komme med angreb, og hvis Ineos insisterer på, at Pidcock, Geoghegan Hart og Thymen Arensman alle skal køre klassement - og endda også Magnus Sheffield, der spurtede efter bonus i dag - har de jo slet ikke folk til at føre. En taktisk finale er derfor slet ikke umulig, når der er så mange hold med flere kort at spille. Et jokerhold er naturligvis Jumbo, for de kan vælge at tage kontrol for Primoz Roglic eller Wout van Aert med deres superhold, men spørgsmålet er, om de gør det, når begge de to melder om en form, der er et stykke fra 100%. Som sagt har Van Aert meldt ud, at han vil give den et skud, og det taler for, at de vil gøre det.

Mest sandsynligt er det dog, at det ender i en eller anden form for spurt i stil med det, vi så sidste år, og så skal vi have fat i de mest eksplosive klassementsryttere og nogle puncheurtyper. Der tegner sig imidlertid et ret mudret billede, hvor der ikke er en entydig favorit. Jeg vælger dog at gå med Tom Pidcock. Briten viste med sin sejr i Strade Bianche, at han endelig er tilbage på sporet efter en lidt kedelig 2022-sæson, og dette burde være en finale lige efter hans smag. Malhao-stigningen i Algarve var en anelse stejlere, men ikke helt usammenlignelig, og her vandt han jo ganske suverænt. Der er ikke mange, der har hans punch på denne form for stigninger, og procenterne er så stejle, at han har en klar fordel i forhold til de tungere puncheurtyper. Jeg kan som sagt frygte, at det ender i noget taktisk rod, hvis ikke Ineos vælger at gå 100% efter sejren med deres formstærke puncheur, men får vi en spurt på toppen, tror jeg, at den Pidcock, vi så på Malhao bliver svær at slå - særligt fordi han virker endnu stærkere nu.

Læs også

Visma-rytter gik imod strømmen: Forstår godt de andres valg

Jeg prøver at pege på Valentin Madouas som nr. 2. Jeg var dybt imponeret over franskmanden i Strade Bianche, hvor han måske kunne have vundet, hvis ikke han havde haft en benhård opkørsel efter et styrt lige inden nøglesektoren Monte Sante Marie. I forvejen havde han efterladt et meget positivt indtryk i årets første løb, og vi så, hvor meget han havde forbedret sig sidste år, hvor han blev nr. 3 i Flandern Rundt og nr. 10 i Touren. Nu synes han endnu skarpere, og denne finale burde være noget for ham. I hvert fald spurtede han godt på toppen af Foia i Algarve og i Murcia, og selvom denne finale er vanskeligere, burde den med hans nuværende form ikke passe ham ringere. Det er klart, at vi aldrig har set ham være med helt i front i en puncheurspurt i så skrapt et felt, men det er svært ikke at tro meget på den Madouas, vi så i lørdags, når finalen passer ham så godt. Han ledsages af Thibaut Pinot , der tidligere havde været en glimrende vinderkandidat i dette felt, men han har slet ikke overbevist om sin form og har slet heller ikke det punch, han havde i gang. Quentin Pacher er for formsvag.

Hvad så med Primoz Roglic? Normalt ville det være en nobrainer at gøre ham ti storfavorit, for det er vel normalt kun Tadej Pogacar og Julian Alaphilippe, der for alvor kan true ham i en spurt som denne - særligt når hans hold er det i særklasse stærkeste. Vi aner imidlertid fortsat ikke, hvor han står. Hans enkeltstart viste tydeligt, at han ikke er på 100%, men den viste også, at han bestemt er konkurrencedygtig. Hans kørsel de seneste dage har også vist, at han bestemt er kommet til løbet med større ambitioner end som så, og man må vel antage, at selv en Roglic på under 100% kan vinde i en finale, der passer ham så godt som denne. Nok tabte han kraftigt niveau i 2022, men nogen dårlig cykelrytter var han jo ikke. Særligt i denne form for eksplosive finaler må man forvente, at han fortsat vil være meget skarp, selvom han ikke er den rytter, han var engang. Så er spørgsmålet bare, om han er langt nok til at kunne vinde i dette felt.

Mange taler om Wout van Aert til denne etape, men jeg er ikke overbevist. Det største spørgsmål handler naturligvis om hans form, for det eneste, vi ved, er, at han ikke er på 100%. Det var bestemt også tydeligt i dagens spurt, hvor han slet ikke lignede sig selv, og derfor er jeg ikke synderligt optimistisk. Han har som sagt afsløret, at han går efter den i morgen, hvor han altså skal ud i sin første store formtest, men spørgsmålet er, om den er for stejl. Jeg var overrasket over at se, at han ikke klatrede bedre på 3. etape i Dauphiné, hvor Vingegaard bragte ham tilbage til fronten, inden den fladede ud, og det var på et tidspunkt, hvor klatring var et stort fokus. Det er det i mindre grad frem mod klassikerne, og kan han så vinde her, når han end ikke er på 100%? Det føler jeg mig i hvert fald ikke overbevist om, men selvfølgelig kan man ikke gå imod Van Aert, når vi dybest set ikke aner, præcis hvor god han er.

Forud for løbet pegede jeg på Adam Yates som favorit, men han kom meget skidt i gang med en ringe enkeltstart. Heldigvis ved vi fra UAE Tour, at han er i fremragende form, og når han er kørende, er han bestemt ikke ringe i denne slags spurter. Det var lidt bekymrende, at Remco Evenepoel slog han så klart i spurten på Jebel Jais, men tidligere har han matchet Pogacar i spurterne på samme bjerg. Her er bakken også stejlere end finalen af det arabiske bjerg, og det øger hans chancer ganske markant. Jeg kan frygte, at den bliver en anelse for let til, at han kan matche de mere udprægede sprintertyper, men det burde ikke være på månen at forestille sig Yates som vinder på en bakke, der trods alt er så stejl som denne. I gamle dage havde jeg også haft store forventninger til Joao Almeida, der bekræftede sin fornemme form med enkeltstarten, men senest på Foia så vi, at han slet ikke længere er eksplosiv nok til denne slags finaler. Han skal der for vinde via taktik og overtal. Her har holdet også Brandon McNulty, der i dag bekræftede, at han har fundet formen ud af det blå. Han er ganske eksplosiv, som vi har set i Dauphiné, men i dette felt skal han vinde via taktik. Holdet har også Alessandro Covi, der viste forrygende form i Laigueglia, men Strade bekræftede, at han i dette selskab er for tung. Endelig har de den nu formstærke Davide Formolo, der bestemt ikke er uden punch, men ikke eksplosiv nok til at vinde, og sammen med formsvage George Bennett er han formentlig hjælper.

Ineos har også et andet kort i Tao Geoghegan Hart. Briten har bestemt ikke været tilbage på sit 2020-niveau, men han er kommet godt fra land, og i Andalusien viste han, at han skal tages meget seriøst i eksplosive finaler som denne. Allerede sidste år, hvor han ikke var i samme forfatning, var han med helt fremme, og nu står han endnu stærkere. Med det punch, han havde, da han vandt i Andalusien, bør han have en ganske reel chance i dette felt, når mange af favoritterne ikke er helt på toppen. Ineos har naturligvis også Thymen Arensman, men stigningen passer ham slet ikke, og han skal angribe tidligt eller via taktik i finalen, hvis han skal vinde. Jeg er spændt på forsvaret af trøjen for Filippo Ganna, der sidste år viste, at det bestemt kan lade sig gøre, men vinde kan han trods alt ikke på disse procenter, og den bør også være for svær for Magnus Sheffield. Det er god finale for Michal Kwiatkowski, men med det nuværende niveau må han sammen med Laurens De Plus være hjælper.

Hvordan rangerer man Julian Alaphilippe? Hans navn står skrevet med flammeskrift på denne finale, men han er jo åbenlyst ikke på toppen. Han var langt efter i Strade, og hans enkeltstart var nedslående. Han har virket så skidt kørende, at jeg bliver overrasket, hvis han vinder eller går i top 10, for jeg vil tro, at det ender med en klassisk eksplosion. Omvendt var han jo så god i Ardeche, at jeg ikke tør afvise ham. Hans problem er bare, at feltet her er meget stærkere, og så rækker formen næppe. Soudal har også Andrea Bagioli, der ligeledes er skræddersyet til denne afslutning, men efter hans svage indtryk i Ardeche og Strade synes han ikke god nok lige nu, selvom han var bedre på de kortere stigninger i Drome.

Jeg har ret store forventninger til Wilco Kelderman. Han skulle være i fornem form til et løb, han har satset stort på, og det blev vel bekræftet af enkeltstarten, som ikke har været god de seneste år. Det var i hvert fald hans bedste enkeltstart i nogen tid, og som alle andre har han sikkert forbedret sig efter skiftet til Jumbo. Han har altid været ganske fremragende i disse finaler, og han synes nærmest at blive endnu mere eksplosiv med alderen. Spurter han som på 2. etape i Provence i 2020 eller på 10. etape i Giroen sidste år, er han et reelt vinderbud. Holdet har også Tiesj Benoot , der slet ikke er uden punch i denne slags finaler, men han bør ikke være eksplosiv nok til at vinde. Både Attila Valter og Koen Bouwman passer til finalen, men de er her åbenlyst som hjælpere.

En spændende kandidat er også Giulio Ciccone, der blev genfødt i Valencia. Om han har samme form nu, ved vi ikke, men enkeltstarten var meget lovende. I Valencia viste han, hvor eksplosiv han kan være i disse finaler, men konkurrencen her er også skrappere. Det vil være nyt, hvis han kan vinde her, men har han sine bedste ben, er det ikke umuligt at forestille sig. Han ledsages af Quinn Simmons, der sikkert kan komme langt, men slet ikke være med helt fremme, og den er for svær for Toms Skujins, mens Amanuel Ghebreighzabhier og Markus Hoelgaard er for formsvage.

Jeg er meget spændt på Victor Lafay. Han blev nr. 3 bag Pogacar og Vingegaard sidste år, og også hans sejr i Arctic Race bekræftede hans evner på disse stigninger. Han virkede meget overbevisende i Ardeche, hvor han lignede en af de stærkeste, og han har formentlig forbedret sig yderligere inden dette løb, der er et stort mål for ham. Han har en større chance for at vinde denne gang, hvor den ikke flader ud, og han kan også finde trøst i 3. pladsen bag Gaudu og Van Aert i den tilsvarende finale i Dauphiné sidste år, hvor den endda fladede gevaldigt ud på den sidste kilometer. Jeg tror ikke, at han vinder, men han kommer langt. Cofidis har også Guillaume Martin¸ men han mangler punchet og er stadig ikke helt på toppen. Formstærke Anthony Perez bør komme langt, men det er svært at se ham i top 10 i dette felt på så lang en stigning. Den er for svær for Axel Zingle, og Remy Rochas er formsvag.

Læs også

Optakt: 4. etape af Presidential Tour of Türkiye

Jeg er ret spændt på Santiago Buitrago. Colombianeren nåede helt nye højder i Andalusien, hvor han var bedre end nogensinde, og han viste med sejren i Burgos, at han i et skrapt felt, er en storartet puncheur. Denne stigning burde være stejl nok til, at han kan blande sig med tungere folk, særligt fordi hans enkeltstart indikerer, at han stadig er i fremragende form. Holdet har også Mikel Landa, men han kan i denne finale kun vinde via taktik, og den ellers velkørende Damiano Caruso er heller ikke længere så eksplosiv som tidligere.

Mange øjne vil også være rettet mod Mathieu van der Poel, men selv hvis han var på toppen, vil jeg tro, at den ville være lidt for stejl. Han har vundet på Mur-de-Bretagne, men de er kortere og flader ud på den sidste kilometer. Her taler vi om 7% det meste af vejen. Jeg vil bestemt ikke udelukke, at den bedste Van der Poel kunne vinde, men det er jo ret klart, at vi ikke har den bedste Van der Poel lige nu. Han melder om bedre ben, men jeg tror ikke, at det er nok til at vinde i en finale som denne. Det er også en glimrende finale for Robert Stannard, men han synes slet ikke på toppen.

Sidste år havde Aleksandr Vlasov været en glimrende kandidat til denne finale. Han fandt nemlig en helt ny eksplosivitet, som vi blandt andet så i Fleche og Romandiet, men der er trods alt mere eksplosive folk end ham. Desværre tvivler jeg lidt for meget på hans form. Han skuffede i Valencia og igen i Strade, og det var vel et lille krisetegn, at han trods bedre betingelser kun akkurat slog Jai Hindley på enkeltstarten. Den bdste Vlasov kan vinde her, men jeg tvivler på, at vi har ham. Jeg er til gengæld meget spændt på Hindley. Han kørte en god spurt på Foia i Algarve og var også meget eksplosiv i Giroen sidste år. Hans enkeltstart var uventet god, men det bekymrer mig, at han klatrede skidt i Ardeche for en god uge siden. Han er ikke eksplosiv nok til at vinde i dette felt, men er enkeltstarten et pejlemærke, kører han stærkt. Holdets tredje kandidat er den meget formstærke Lennard Kämna, men han har ikke punchet og vinder kun via taktik.

Movistar kommer med Enric Mas, som er en af de helt tunge favoritter til den samlede sejr. Vi har set, at han også er blevet ganske eksplosiv, ikke mindst med 3. pladsen bag Roglic og Mads Pedesen på den korte bakke i Vueltaen sidste år. Hans niveau er som bekendt nu tårnhøjt, og han vil næsten med sikkerhed gå i top 10 med de ben, han viste i Andalusien. Det er bare svært at se ham slå alle de mere eksplosive folk i en afslutning som denne. Holdet har også Alex Aranburu, der viste storform i Andalusien, men denne bakke bør være for svær til, at han kan vinde.

Det er ikke nogen dum finale for Michael Woods, men den er nok ikke helt stejl nok til, at han kan vinde. Hans form er også et åbent spørgsmål, men han viste i Ardeche, at han slet ikke er så ringe kørende. Han bør være bedre nu, men selv den bedste Woods vil næppe vinde på disse procenter. Derudover skal den aldrende canadier også stadig overbevise efter et efterår, hvor han var en skygge af sig selv.

Intermarché har Lorenzo Rota, der i år synes at have hævet sit niveau yderligere. Særligt på 4. etape i Andalusien imponerede han, og det var netop i en eksplosiv finale som denne. Vi har dog også set, at han i Ardeche ikke kunne følge de allerbedste, og han havde et skuffende Strade, som jeg ikke har en forklaring på. Han bør ende ganske pænt, men han vinder ikke i dette felt. Han ledsages naturligvis af Biniam Girmay. Man skal passe på med at undervurdere fænomener som ham, men det vil være et voldsomt spring, hvis han kan være med i så svær en finale. Senest så vi hans begrænsninger i Valencia, og selvom han er i bedre form nu, er det næppe nok. Finalen passer formstærke Georg Zimmermann, men han mangler lidt for meget til dette skarpe felt.

Er Alexey Lutsenko ved at være der? Jeg tvivler, for han var stadig meget, meget langt fra sit niveau i Emiraterne, men det er klart, at Strade og 1. etape viste, at han er på rette vej. Selvom han er en god puncheur, har vi dog aldrig set den bedste Lutsenko være eksplosiv nok til at vinde i så stærkt et felt som dette. Det er han næppe heller nu, men lad os håbe, at han bekræfter den stigende formkurve. Det er også en god finale for Samuele Battistella , men han har manglet for meget i år.

Ag2r har Benoit Cosnefroy, der jo er en sublim puncheur, men denne stigning bør være for lang. Det har vi set i Ardennerne, og da Laigueglia bekræftede, at han er et stykke fra sin bedste form, bliver jeg overrasket, hvis han er med helt fremme. Langt mere spændt er jeg på Ben O’Connor. Han kan kun vinde via taktik, men han viste i Australien en helt ny eksplosivitet og virker trods sin sygdom i fin form. Jeg er spændt på at se, hvor langt fremme han ender. Holdet har også den ganske eksplosive og formstærke Felix Gall, der bør gøre det godt, selvom han trods alt ikke kan være med helt fremme.

Jeg ville gerne nævne Mikkel Honoré, men selvom Strade-nedturen skyldtes defekter, har han ikke vist den superform, han skal bruge for at være med helt i front i denne finale, og niveauet er for højt for Sean Quinn , mens stigningen ikke passer formstærke Hugh Carthy. På Eolo passer den slet heller ikke til Lorenzo Fortunato, mens Bardiani skal satse på Samuele Zoccarato, der dog er overmatchet her. Hos Q36.5 er det en god finale for Gianluca Brambilla, der dog er for formsvag, og den passer ikke Damien Howson. Hos Arkea er det en god finale for Warren Barguil, men han synes stadig for formsvag til at være med helt fremme, og Cristian Rodriguez havde et grimt styrt i går. Hos Corratec er finalen god for Valerio Conti , men intet tyder på, at han er genfødt. DSM satser på Harm Vanhoucke og Andreas Leknessund, der begge var uventet gode på Jebel Jais i Emiraterne, men vi kom ned på jorde igen på Jebel Hafeet, og i dette felt har de slet ikke punchet til at være med helt i front. Hos Jayco er den for svær for formsvage Zdneek Stybar og passer ikke Alessandro De Marchi. Hos Total er Steff Cras ikke uden punch, men han kan slet ikke gå i top 10 i dette selskab, og den er for svær for formsvage Mathieu Burgeaudeau. Endelig satser Tudor på Sebastien Reichenbach, Yannis Voisard og Lucas Eriksson¸ men de har intet vist, der giver anledning til et topresultat her.

BEMÆRK: Husk, at der rangeres efter vinderpotentiale, hvad der som nævnt ovenfor er vigtigt for mange ryttere denne gang.

Feltet.dks vinderbud: Tom Pidcock

Øvrige vinderkandidater: Valentin Madouas, Primoz Roglic

Outsidere: Wout van Aert, Adam Yates, Tao Geoghegan Hart, Julian Alaphilippe, Wilco Kelderman

Jokers: Giulio Ciccone, Victor Lafay, Santiago Buitrago, Mathieu van der Poel, Aleksandr Vlasov, Enric Mas, Jai Hindley, Joao Almeida, Michael Woods, Brandon McNulty, Andrea Bagioli, Tiesj Benoot, Lorenzo Rota, Mikel Landa, Alexey Lutsenko, Ben O’Connor

STREAM PARIS-NICE OG TIRRENO-ADRIATICO UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+