Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: 4. etape af Tour de France

Optakt: 4. etape af Tour de France

05. juli 2022 17:00Foto: Sirotti

Dylan Groenewegen fik endelig lejlighed til at bevise, at han stadig måske er verdens hurtigste sprinter, da han tog karrierens femte Tour-etapesejr som afslutning på tre dages dansk cykelfest. Han får endda chancen for at gøre det igen, når løbet efter en tidlig hviledag tirsdag genoptages på fransk jord, men vil han først over stregen i Calais ved Den Engelske Kanal skal han overleve en ganske stejl, men kort bakke, der i finalen vil være en udfordring for de mindst holdbare af de hurtige folk.

Artiklen fortsætter efter videoen.

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

 

Ruten

Vinden spillede ikke sprinterne et puds, og derfor havde sprinterne en fest i Danmark. De ville normalt forvente at opleve det samme, når løbet efter en tidlig hviledag genoptages i det nordfranske sprinterparadis. Så enkelt er det imidlertid ikke i en meget tricky første uge, og det handler således i den grad om at slå til på 4. etape, der i den værste af alle verdener kan ende som den sidste sprinteretape inden 19. eller måske endda 21. etape. Værre er det derfor, at arrangørerne har designet en ganske kuperet rute med en ganske stejl bakke i finalen, som måske kan sætte de tungeste lidt på prøve, og da etapen samtidig slutter med en tur hen langs kysten, hvor vinden kan komme i spil, er det bestemt ikke den letteste sprinteretape i Tourens historie.

 

I alt skal der tilbagelægges 171,5 km mellem de to kystbyer Dunkerque og Calais. De ligger ganske tæt på hinanden, og etapen består derfor af en tur ind i landet syd for de to byer. Starten er meget enkel, idet man lægger ud med at køre mod syd igennem helt fladt terræn væk fra vandet, indtil man når frem til kategori 4-stigningen Cote de Cassel (1,7 km, 4,2%), der er en brostensbelagt bakke, som vi kender fra den klassiske kongeetape i 4 Dage ved Dunkerque, og som er jævn uden stejle procenter.  Toppen rundes efter 30,7 km, hvorefter man snor sig mod sydvest igennem fladlandet, idet man efter 49,7 km passerer Saint-Omer, og når frem til dagens spurt, som køres efter 63,2 km for enden af en lang og lige vej, hvis sidste kilometer stiger let med 1,4%.

 

Læs også
Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024

 

Kort efter drejer man mod sydøst for at køre frem til kategori 4-stigningen Cote de Remilly-Wirquin (1,1 km, 6,8%), der er en jævn stigning med top efter 71,8 km. Herfra kører man mod sydøst og vest igennem småkuperet terræn, inden det går mod sydvest op over kategori 4-stigningerne Cote de Nielles-les-Blequin (1,1 km, 7,7%), der er stejlest på sidste halvdel og har top efter 97,2 km, og Cote de Harlettes (1,3 km, 6,0%), der har 500 m med 8,0%, flader ud frem mod toppen, og som passeres efter 102,7 km. Nu går det videre mod nordvest igennem fladere terræn, inden man runder den kuperede zone af med kategori 4-stigningen Cote du Ventus (1,1 km, 4,8%), der er stejlest i bunden og har top efter 123,6 km.

 

Nu bliver terrænet lettere, da det er faldende eller fladt, mens man kører ad en relativt lige vej mod nordvest ud mod vandet. Kort inden man når kysten skal man op og ned ad en lille bakke, hvorefter man efter ca. 145 km drejer mod nordøst for at køre hele vejen op langs kystvejen. Den er i starten flad, inden en lille bakke fungerer som opvarmning til kategori 4-stigningen Cote du Cap Blanc-Nez (900 m, 7,5%), der er en helt jævn stigning med top efter 160,7 km.

 

Herfra resterer blot 10,8 km, som går mod nordøst ad kystvejen, der efter en kort nedkørsel er både lige og stort set helt flad. Man skal igennem en rundkørsel med 3200 m og atter med 2400 m igen, inden man med 1400 m igen skal til højre i en rundkørsel. Slutteligt drejer man med bare 500 m igen til venstre i en rundkørsel ind på den 7 m brede opløbsstrækning. De sidste 5 km er flade, men den sidste kilometer stiger dog ganske let med 0,4% i snit.

 

Etapen byder på i alt 1781 højdemeter.

 

Calais har kun to gange tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb, begge gange i 4 Dage ved Dunkerque. Det var senest i 2014, hvor Sylvain Chavanel slog Michael Valgren i en tomandsspurt, efter at de to nåede mål 12 sekunder foran nogle forfølgere og 40 sekunder foran feltet. Første gang var i 2008, hvor Pierrick Fedrigo vandt en spurt blandt syv mand foran Allan Davis og Jose Joaquin Rojas.

 

 

 

 

 

Læs også
Optakt: Tour de Romandie

 

 

 

 

 

 

 

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

 

Vejret

Danmark er kendt for vind, men enhver, der har kørt 4 Dage ved Dunkerque, ved, at det samme gælder for området ved Den Engelske Kanal. Det bliver dog slet ikke sport slemt på tirsdag, hvor der venter den smukkeste solskinsdag, der vil være næsten helt skyfri. Det vil dog være køligt for årstiden med en temperatur i Calais på beskedne 19 grader. Det vil være en smule blæsende fra start med en jævn vind (18 km/t) fra nordnordvest, men den vil aftage gennem hele eftermiddagen, hvor den hovedsageligt vil være let og i finalen bare have en styrke på 10 km/t. Den vil hovedsageligt komme fra nordnordvest, men til allersidst ventes den mere at komme fra nordvest. Det giver generel medvind frem til første stigning, hvorefter der vil være sidemedvind frem mod og i den første del af den kuperede zone. Kort inden den fjerde stigning får man sidemodvind, som varer ved hele vejen frem mod Calais, men hvis vinden er i nordvest til sidst, vil man dreje ind i sidevind med 24,2 km igen. Det vil efter sidste stigning blive til sidemedvind, som varer ved hele vejen, idet der dog vil være medvind på stykket mellem de to sidste sving med hhv. 1400 og 500 m igen.

 

Analyse af 3. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan Dylan Groenewegen med sin sejr på 3. etape fik bevist, at han måske stadig er verdens hurtigste.

 

Læs også
Optakt: Prolog til Tour de Romandie

 

Favoritterne

Starten på årets Tour var i Danmark, men i princippet kunne den lige så godt have været i Nordfrankrig. Det flade danske landskab passer nemlig perfekt i det, vi kender den første uge for, nemlig mange flade etaper. Derfor er det kun naturligt, at temaet fortsætter, når nu vi endelig faktisk har nået det område, hvor de første etaper som regel køres.

 

Sprinterne skal til gengæld også sætte pris på, at første del af første uge ser klassisk ud. Det gør resten af ugen nemlig ikke. Når løbet genoptages efter første hviledag, venter nemlig den sidste potentielle massespurt i ganske lang tid. Vi så i 2018, at det ikke kan udelukkes, at brostensetapen ender i en eller anden form for spurt, men en klassisk sprinteretape er det jo i hvert fald ikke. Derefter skal vi helt frem til 13. og 15. etape, der er så kuperede, at det ingenlunde er givet, at de vil ende i spurter, og at alle sprintere i givet fald vil overleve. Kikser de to muligheder, er vi fremme ved 19. etape, men den køres på et tidspunkt, hvor de trætte sprinterhold ofte snydes. I den for sprinterne værste af alle verdener kan det således ende med, at tirsdagens etape er den sidste sprinteretape inden Paris!

 

Så galt går det næppe, men sprinterne ved, at de skal slå til, mens tid er. Derfor burde der hverken blive taget chancer eller overladt meget til tilfældighederne, når løbet om to dage genoptages i et område, de kender betydeligt bedre end det danske. Nu har to af de største sprintere fået deres sejr, men de har utvivlsomt sult på mere, og særligt for Caleb Ewan og Jasper Philipsen, for hvem Touren må være en fiasko, hvis ikke de vinder en spurt undervejs, må panikken allerede brede sig.

 

Der venter derfor formentlig endnu en helt klassisk sprinteretape. Igen i dag så vi, at det i moderne cykelsport er meget svært at finde den store entusiasme ved tv-udbrud, der bliver mindre og mindre attraktive. I dag reddede Magnus Cort os, da han sørgede for, at etapen ikke blev samme farce som på 6. etape af Giroen, men der er en reel risiko for, at 4. etape bliver en af de dage, hvor ingen vil i udbrud.

 

Så galt tror jeg dog ikke, at det går. I skrivende stund ved vi ikke, om Cort har tænkt sig at forsvare trøjen med endnu et udbrud, men mit bud vil være, at EF nu beder ham spare på kræfterne til at vinde den etape, han jo primært har som mål. Han har alligevel en pæn chance for at holde trøjen i hvert fald indtil torsdag og måske til fredag. Der er dog så mange point at køre om på denne etape, at man ved at vinde alle seks spurter og ligge bedre i klassementet end Cort kan tage trøjen, og derfor vil det være mit bud, at B&B denne gang sender en mand eller to afsted, og måske kan de få selskab af Cofidis og/eller Intermarché. Det kunne eksempelvis være en af de etaper, Taco van der Hoorn har udset sig, og ellers kunne man pege på Cyril Barthe og den tidligere bjergtrøjeaktive Anthony Perez som to oplagte kandidater til at jagte en trøje, de med deres gode spurt burde kunne drømme om.

 

Jeg forventer dog, at udbruddet etableres med det samme, og selv hvis det bliver passivt fra start, plejer det altid at lykkes at få nogen til at angribe før eller siden. Vi skal nok få et udbrud, men det bliver igen et lille og svagt et, hvor man kan deltage, hvis man vil. Herefter vil sprinterholdene tage kontrol, for vi fik i dag det klare svar på, at Jumbo ikke vil jagte, selvom de har trøjen. Det vil Quick-Step, BikeExchange, Lotto og nu formentlig igen også Alpecin til gengæld, og derfor venter der en klassisk dag med et udbrud, der kontrolleres af de fire sprinterhold, mens udbruddet slås om bjergpointene.

 

BLIV RIGTIG TOUR-FAN MED DET OFFICIELLE MERCHANDISE

 

Undervejs vil der så blive kæmpet i den indlagte spurt, og her kan det meget vel være, at det kun er Fabio Jakobsen, Peter Sagan og Wout van Aert, der igen deltager, som altid på halv kraft. Caleb Ewan mistede mange point igen i dag, og efter at han i dag kun deltog meget halvhjertet, vil jeg tro, at han opgiver trøjen nu, fordi han allerede har sagt, at han på denne sprinterfjendtlige rute kun kan vinde, hvis han er med fremme hver dag, hvad han jo åbenlyst ikke har været. Da Mads Pedersen og Jasper Philipsen er endnu længere tilbage, melder de sig næppe ind i kampen nu.

 

Som altid er det vinden, der er det mest afgørende. Vi ved fra 4 Dage ved Dunkerque, at området er blæsende, men det bliver ikke slemt på denne flotte, men lidt kølige tirsdag. Vinden vil være relativt kraftig fra start, men aldrig stærk nok til at skabe splittelse. Derudover vil der også være mest mod- eller medvind og kun et enkelt længere sidevindsstykke midtvejs i den kuperede zone, og det vil næppe skabe mere end den sædvanlige nervøsitet, der er så skræmmende udtalt i enhver moderne Tour. Efterfølgende kommer jo også et stykke med primær modvind, og det vil gøre det ret meningsløst at prøve noget.

 

Læs også
Bernal bedre end før det skæbnesvangre styrt: Vil være verdens bedste

 

Finalen vil til gengæld formentlig blive enormt nervøs. Gennem det meste af dagen vil vinden være i nordnordvest, inden den i finalen går i nordvest. Afhængigt af hvor hurtigt den drejer vil der være enten sidevind på stykket efter den næstsidste stigning eller hele vejen op langs kysten efter svinget med 24,2 km igen. Særligt turen op langs vandet vil utvivlsomt blive rystende nervøs med vild positionskamp frem mod det nævnte sving. Selv hvis vinden står ind fra siden, som den burde gøre, burde den dog være alt for svag, da den aftager gennem eftermiddagen, og en styrke i finalen på bare 10 km/t kan altså ikke splitte mange Tour-felter. Det kan de styrt, der sikkert opstår igen, imidlertid, og så må man håbe, at Bahrain, EF og Intermarché har lært lektien efter i dag.

 

Det, der adskiller etapen fra de danske, er naturligvis den sidste bakke. Den er faktisk slet ikke let. Særligt mod toppen er den meget stejl med 300 m med 9-11%, og det er alt for meget for de tunge sprintere. Til gengæld er den også meget kort, og derfor burde det være umuligt at blive sat, hvis man sørger for at sidde helt fremme, når de rammer bakken. Til gengæld er det også ret sikkert, at folk som Dylan Groenewegen og Fabio Jakobsen vil komme lidt i rød zone og vil tabe en del positioner. Dem kan de naturligvis genvinde, men det vil koste ekstra kræfter, selvom de kan håbe, at vinden stadig er mere i nord end nordvest, hvormed der vil være mere mod- end sidevind. Stigningen er også så stejl, at de kan blive sat, hvis de starter for langt tilbage, og det er nok Groenewegen og hans hold, der har størst risiko for, at det vil ske.

 

Er der nogen, der kunne finde på at lægge pres på? Ja, det burde der være. Det kunne være Trek eller Total, men det kunne måske endda også være Alpecin. Det store spørgsmål er, om Jumbo vil. Det logiske vil være, at de ikke vil, når der venter en meget vigtig etape onsdag, men man ved aldrig, hvor mange kræfter der skal investeres i Van Aert.

 

Jeg har dog svært ved at tro, at ingen tager initiativet, og uanset hvad regner jeg med, at det går rasende stærkt. Det vil positionskampen sikre, særligt hvis der er sidevind, og derfor tror jeg også, at det bliver svært at angribe, selvom stigningen er stejl nok til, at det kan lade sig gøre. Skal det lykkes, skal vi nok have fat i det tungeste skyts i form af Mathieu van der Poel, hvis Philipsen giver ham lov - eller hvis han selv tager sig lov - eller måske Alberto Bettiol som også kunne have friheden. Det kunne også være Gianni Moscon, hvis han vitterligt er tilbage, hvad der grundet styrtet i Schweiz er meget svært at vurdere, samt måske Benoit Cosnefroy, Dylan Teuns eller Matej Mohoric, der dog næppe får lov at bruge kræfter på den slags, når de har kaptajner at beskytte. Taler vi om ryttere af den klasse, kan man aldrig udelukke, at de kan holde hjem, når der er sidemedvind, men da det bare er en lang, lige vej, virker det svært usandsynligt, at det vil lykkes.

 

FØLG TOUR DE FRANCE PÅ FELTET.DK/TOUR

 

Alt taler altså for, at vi får vores tredje massespurt i træk, og trods bakken burde det være i et fuldt felt, men også med nogle mere mærkede ben hos de tungeste. Denne gang er det også en kringlet spurt. Det går ad en helt lige vej, men to sving med 1400 og 500 m igen stiller meget store krav til positioneringen. En bare 500 m lang let stigende opløbsstrækning med medvind efterlader ikke meget tid til at komme frem, hvis man sidder langt tilbage, heller ikke selvom vejen er lige så bred, som den var i Sønderborg i dag. Det er således utvivlsomt den af de tre spurter, vi hidtil har haft, hvor positionering og dermed tog har været vigtigst.

 

Jeg vælger at pege på Fabio Jakobsen igen. Ganske vist gik det galt i dag, men vi fik bekræftet, at toget med Mattia Cattaneo, Yves Lampaert og Kasper Asgreen foran Florian Senechal, der i dag var tilbage i sin vanlige rolle, og Michael Mørkøv er det klart bedste. Til gengæld fik vi i det sidste sving også igen set, at Jakobsen alt for ofte taber hjulet på sin lead-out man, og det er klart, at det er en risiko igen i en afslutning med to så sene sving. Derfor er det ikke indlysende, at det vil gå galt, selv hvis Quick-Step er så dominerende, som de var det i dag, men der er stadig stor sandsynlighed for, at Jakobsen vil blive sat perfekt op af Senechal og Mørkøv gennem de to sidste sving.

 

Sker det, er han svær at slå. Det er for mig kun Groenewegen, der kan gå forbi ham på ren fart, og han vil få svært ved at sidde tilstrækkeligt langt fremme i en finale med to så sene sving. Også hvis han igen skulle tabe nogle positioner gennem svingene, burde han være så hurtig, at han har en vis chance for at redde den. Det er klart, at bakken er en udfordring, men som sagt bør han ikke blive sat, og Jakobsen har før vist, at han kan spurte efter sene bakker, blandt andet da han vandt sidste etape i Vallonien og tog sin sidste etapesejr i Vueltaen sidste år. Dagens etape udstillede hans skrøbelighed i positionskampen, men med dette supertog tror jeg på endnu en sejr.

 

Denne gang rangerer jeg Wout van Aert som nr. 2. Det skyldes ikke bakken, selvom det åbenlyst er en fordel for ham, at de tunge sprintere vil være mere mærkede, men det skyldes derimod de sene sving. Han er eminent i positionskampen, og i dag viste Christophe Laporte sin fabelagtige klasse, både da han satte Mørkøv til vægs i den indlagte spurt og i finalen, hvor det dog som nævnt i analysen var besynderligt, at Van Aert valgte at spurte mod sin egen lead-out man. Meget taler for, at de to igen vil sidde lige bag Quick-Step i svinget med 500 m igen, og herfra kan Laporte være stærk nok til igen at gå forbi Quick-Step-drengene. Sættes Van Aert igen perfekt op, har han gode chancer for at vinde i en spurt, der som i dag stiger let. Nok er der hurtigere folk end ham, men hans forrygende og meget lange spurt i modvinden i dag viser, at de skal sidde meget tæt på ham, hvis de skal forbi, og det er bestemt ikke givet, at det vil lykkes fo de to positioneringssvage hollændere.

 

Læs også
Pogacar øger - tronskifte hos kvinderne

 

Det er også en god finale for Jasper Philipsen. Som skrevet i analysen er det overraskende, at han to gange i træk har siddet alt for langt tilbage, men det må da for pokker være muligt for ham at sidde så langt fremme, som han gør 9 ud af 10 gange. I dag mistimede de den helt ved at bruge Mathieu vand er Poel for tidligt, men har de lært den lektie er et tog med Edward Planckaert, Van der Poel og Alexander Krieger foran en positioneringsstærk Philipsen stærkt. Normalt er en kringlet finale med sene sving en fordel for belgieren, og efter dagens vanvidsspurt i modvinden er det vist hævet over enhver tvivl, at han har farten til at vinde, når det igen er let stigende. Han spurter svingende, som vi så det med den svage spurt i Nyborg, men spurter han som i dag, og positionerer han sig, som han plejer, har han en god chance for endelig at tage den forløsende sejr.

 

SE OGSÅ: ALT OM ETAPER OG RUTERNE

 

Jeg tror, at det bliver sværere for Dylan Groenewegen. Dels er der bakken. Han bør nok overleve den, men han vil tabe positioner og dermed bruge flere kræfter med bare 10 km igen. Det største problem er dog finalen. Vi så igen i dag, at hans tog med Amund Grøndahl Jansen, Michael Matthews og Luka Mezgec er for svagt til at true Quick-Step, og da hans samtidig er dårlig til at holde hjul på Mezgec i de sene sving - i dag var det også gået galt, da det var Jansen og ikke sloveneren, der var hans sidste mand - er det ret svært at tro, at han vil sidde godt nok gennem det sidste sving, når opløbet bare er 500 m langt. Til gengæld så vi også i dag, at det er muligt, og hvis han sidder ordentligt, vil jeg som skrevet flere gange stadig tro, at han er verdens hurtigste, hvis altså ikke bakken har kostet for mange af hans begrænsede antal tændstikker.

 

Som skrevet i analysen understregede dagens spurt, hvor skrøbelig Caleb Ewan er, så længe han er afhængig af at surfe på egen hånd i finalen. Ganske vist er det lykkedes ham to gange at sidde godt, men i går fik han - ødelagt cykel eller ej - spoleret sin spurt, da de to forankørende næsten kolliderede, og i dag blev han lukket inde. Der er med andre ord bare en ret stor risiko for, at det går galt, men til gengæld burde det i dette felt stadig kun være Groenewegen og Jakobsen, der er hurtigere. Det stigende opløb burde også passe ham, og han får en ekstra fordel, hvis han har de gode klatreben med. Det ved vi bare ikke, for der findes ingen, der er så svingende som Ewan, når det handler om holdbarhed. Han kan være skræmmende stærk - tænk Sanremo i 2021 - eller han kan være rystende svag - tænk Giroen i år eller Luxembourg sidste år - og derfor aner vi ikke, om bakken er en fordel eller ej. En god Ewan vil være mere frisk end de tunge folk, og en ringe Ewan risikerer at blive sat af! Selv siger han, at han har klatret meget inden løbet, og derfor er der håb for, at han er god, men det skal han også være for at vinde her. Er han det, har han samme positioneringsstyrke, som han har haft i Nyborg og Sønderborg, og har han det held, han endnu har manglet, har han farten til at vinde denne let stigende spurt, men som det fremgår, er der lidt for mange ting, der skal falde i hak til, at han kan regnes som topfavorit.

 

Det er også en af de bedre chancer for Mads Pedersen. Ganske vist gik det galt for toget i dag, men vi så i går, hvor uhyggeligt stærk Jasper Stuyven stadig kan være, når han ikke som i dag har det, der lignede en dårlig dag. Man kan også tro på, at Alex Kirsch er ved at være rask, og er han det, har Pedersen et tog, der kan måle sig med Quick-Steps. Han er allerede én gang blevet sat perfekt op af Stuyven, og det er vel kun ham, Van Aert, Jakobsen og måske Philipsen, der har chance for at blive sat op fra spids efter svinget. Han har stadig ikke samme fart som de bedste, men det vil hjælpe, at opløbet er mere kringlet, og at flere kan blive fanget, samt at det denne gang vil være en hårdere finale. Det er bestemt heller ikke en ulempe, at opløbet er stigende og denne gang i medvind og ikke som i Nyborg modvind, hvor det blev lettere at komme bagfra. Som Ewan skal meget flaske sig for, at det kan lykkes, men et af Stuyvens bedste lead-outs gør det muligt.

 

Det er også en af de bedre chancer for Peter Sagan. Slovakken viste igen i dag, at han er en konge af positionskampen, da han - som altid - sad på hjul af den sprinter, der blev sat op fra spids. Han var heller ikke langt fra at gå forbi Van Aert, men det var tydeligt, at Groenewegen og Philipsen var betydeligt hurtigere, og det samme gjaldt for Van Aert, der kørte en meget, meget lang modvindsspurt. Med sin nuværende holdbarhed kan han heller ikke regne med, at bakken er til hans fordel, selvom det normalt vil være tilfældet, men det vil det stigende og ikke mindst tekniske opløb være. Sandsynligheden for, at Sagan igen sidder på hjul af den sprinter, der sættes bedst op, er stor, og derfor ender det sikkert igen med et topresultat. Problemet er bare, at han altid skal komme fra mindst 2. position, og da de sprintere, der har de bedste lead-outs - måske med undtagelse af Pedersen - alle synes hurtigere end ham, er det lidt svært at se ham vinde. Hans drøm må være, at det er Stuyven, Pedersen og ham først gennem svinget. Sker det, er det ikke umuligt.

 

Så er der Alexander Kristoff. Det var lidt en skam, at Mørkøv i dag fik ødelagt hans spurt, for nu fik vi igen ikke lov at se, hvor hurtig han er. Til gengæld viste Intermarché-holdet deres høje klasse med Sven Erik Bystrøm, Georg Zimmermann, Adrien Petit og Andrea Pasqualon, og de kunne længe gøre Quick-Step rangen stridig. Problemet er, at jeg tror, at de bedste tog er en anelse skarpere, og selvom jeg ikke helt kan udelukke det, vil jeg tro, at Kristoff altid vil være tvunget til at komme bagfra. Det er han næppe hurtig nok til i dette felt, selvom det let stigende opløb passer ham, og selvom bakken vil være en gave til manden, der er i sit es efter en hård dag. Så hårdt bliver det imidlertid ikke, at Kristoff kan slå de hurtigste, og skal han vinde, skal Pasqualon nok køre et lead-out, som han gjorde på 3. etape i Schweiz. Det er ikke helt umuligt, men mod de bedste tog ser det svært ud.

 

Igen i dag var det frustrerende at se, hvor lynhurtig Alberto Dainese er, og stadig se ham få alt for lidt ud af det. Dagens fart lignede en, der er god nok til at vinde, men det hjælper ikke meget, hvis han igen sidder for langt tilbage. Det vil han efter al sandsynlighed gøre i så kringlet en finale som denne. Til gengæld kan han glæde sig over bakken, for hvis han klatrer som i Belgium Tour, vil han være en af de mest holdbare sprintere i dette felt. Det stigende opløb er heller ikke et problem, men det kan være lige meget, hvis han sidder for langt tilbage i sidste sving, selvom hans topfart synes uhyggelig. Og hvorfor skulle han ikke sidde langt tilbage på tirsdag, når han har gjort det i alle de spurter, han har kørt i år?

 

I dag måtte Danny van Poppel nok engang sande, at det er svært at være ensom sprinter mod en masses stærke tog. Det bliver bestemt ikke lettere, når finalen denne gang er kringlet, for han har ikke som i Nyborg meget tid til at rette op på en dårlig position. Heldigvis er vejen bred, og der vil være medvind, hvilket vil gøre det muligt at åbne tidligt og redde en del på farten. Den sene bakke vil hjælpe ham, og det samme vil det stigende opløb, selvom det stiger alt for lidt til at være perfekt. Han er normalt god i positionskampen, og derfor kan han sagtens som i Nyborg ende godt, men som ensom ulv omgivet af adskillige tog er det meget svært at se ham vinde.

 

Læs også
Quick-Step vil overveje ny Evenepoel-satsning

 

Det bliver meget samme rangering på disse pladser, som det har været de foregående dage. Det er nærliggende igen at pege på Hugo Hofstetter her. Dagens spurt bekræftede det, vi vidste, nemlig at han er god i positionskampen, men mangler farten. Han vil derfor sætte pris på den kringlede finale, særligt nu hvor han støttes af den ligeledes positioneringsstærke Amaury Capiot, der vil være holdets plan B, og både bakken og det stigende opløb vil give ham yderligere fordele. Vi har dog også set, at selv positioneringsstærke Hofstetter har det svært mod de bedste tog, og han vil derfor efter alt at dømme sidde et lille stykke tilbage. Det har han slet ikke farten til at rette op på.

 

Som skrevet i opdateringen til dagens optakt fik vi et svar på, hvorfor B&B i går spurtede med Jeremy Lecroq og ikke Luca Mozzato. Italieneren var styrtet på broen, og da han kom tilbage, stillede han sig til rådighed for sin lead-out man, selvom de endte med begge at gå i top 10, fordi de aldrig fandt hinanden. I dag spurtede de med Lecroq, og det skyldes formentlig efterveerne af Mozzatos styrt, da de inden etapen forklarede, at det ville være bestemmende for rollefordelingen. Kommer der en reaktion fra dem inden etapestart, vil jeg skrive en opdatering med uddybende forklaring. Hvem de kører for tirsdag, er derfor et åbent spørgsmål, der formentlig vil være bestemt af, hvordan Mozzato kommer sig på hviledagen, men normalt er det ham, der er holdets sprinter. Det bør særligt gælde her, hvor bakken og det stigende opløb er til hans fordel og til Lecroqs ulempe, og mit gæt er, at de vil køre for ham, som de plejer, hvis han er frisk igen. Den af de to, der får chancen, vil have fordel af at have en god lead-out man, og særligt Lecroq er også god til at positionere sig. Han er til gengæld ikke vild med bakken, der vil koste kræfter og position, men uanset hvad har ingen af de to farten til at have mange chancer for blot en top 5.

 

Hvad så med Magnus Cort? Normalt vil han skippe denne spurt, og al sandsynlighed taler for, at det vil ske igen. Bakken kan dog måske gøre det så hårdt, at han alligevel ser en værdi i at forsøge sig, men selv i det tilfælde er det svært. Cort har altid haft det endog meget svært i positionskampen, og derfor rimer to sene sving og et fravær af støtte mere på en placering uden for top 20 end en placering i top 5. Der er i dag også temmelig mange, der er hurtigere end ham, og det kan det stigende opløb næppe ændre på. Derfor ser det svært ud, selv hvis han giver den et skud.

 

Den sidste sprinter er Max Walscheid . I skrivende stund er Cofidis ikke kommet med deres reaktion, men tyskeren kom i dag ikke med feltet hjem, enten fordi han selv blev fanget bag styrtet eller blev tvunget til at vente på positioneringssvage Guillaume Martin. Sidstnævnte viser, at Walscheid er et sårbart kort, fordi Martin vil være sårbar bag de mange styrt, som ofte forekommer i disse finaler, og derfor er der en stor chance for, at Walscheid ikke spurter med. Det skyldes også bakken, for som den allertungeste sprinter er han det mest sandsynlige offer, også fordi han ikke har holdet til at føre sig frem inden bunden. Der er altså flere ting, der skal flaske sig, hvis blot han skal deltage i spurten, og her skal han så med hjælp fra kun Benjamin Thomas eller på egen hånd positionere sig i en teknisk finale. Det er ikke let for en positioneringssvag tysker, og derfor er der meget, der skal flaske sig, også når opløbet er stigende, og der er mange, der er hurtigere end ham.

 

Der en mulighed for, at Alexandr Riabushenko spurter, hvis han denne gang ikke fanges bag styrt, men det anser jeg som meget usandsynligt, og det samme gælder for Hugo Houle, hvis opgave er at passe på Jakob Fuglsang, hos hvem han er en af de vigtigste i fladlandet. Vi har set, at Tom Pidcock er ren hjælper og ikke spurter med, selvom der her er en bakke, og det samme gælder for Oliver Naesen, Stan Dewulf , Alberto Torres, Kevin Geniets, Fred Wright, Matej Mohoric og Stefan Bissegger. Der er som sagt en lille chance for, at en sprinter kan falde fra på bakken, og det vil i givet fald - i rækkefølge - nok kun være muligt for Walscheid, Lecroq, Groenewegen og Jakobsen. I det tilfælde er det muligt, at Florian Senechal eller Michael Matthews kan ende med at spurte, men selvom førstnævnte har et godt tog, bør de ikke have farten til at vinde i dette felt i et opløb, der kun stiger let, og hos Cofidis vil Benjamin Thomas næppe spurte. Endelig er der som sagt en lillebitte chance for et sent angreb på bakken, og her har jeg nævnt Mathieu van der Poel, Alberto Bettiol, Benoit Cosnefroy, Dylan Teuns, Matej Mohoric og Gianni Moscon som de bedste kandidater.

 

BEMÆRK: Lad mig igen understrege det sædvanlige, nemlig at jeg rangerer efter vinderpotentiale. For at finde ud af, hvem der er stabile til at placere sig fremme, må læsebrillerne frem igen.

 

OPDATERING: Walscheid fik defekt, da han forsøgte at undvige styrtet, og derfor deltog han ikke i spurten søndag.

 

OPDATERING 2: Cort har bekræftet, at han har intentioner om at ramme udbruddet. På en dag, hvor udbruddet må ventes at køre fra km 0, vil det efter alt at dømme lykkes (hvis ikke han skifter mening), og dermed er han naturligvis ikke aktuel til spurten.

 

Feltet.dks vinderbud: Fabio Jakobsen

Øvrige vinderkandidater: Wout van Aert, Jasper Philipsen

Outsidere: Dylan Groenewegen, Caleb Ewan, Mads Pedersen, Peter Sagan, Alexander Kristoff

Jokers: Alberto Dainese, Danny van Poppel, Hugo Hofstetter, Luca Mozzato, Jeremy Lecroq, Magnus Cort, Max Walscheid

 

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

Fabio Jakobsen
Wout van Aert, Jasper Philipsen
Dylan Groenewegen, Caleb Ewan, Mads Pedersen, Peter Sagan, Alexander Kristoff
Alberto Dainese, Danny van Poppel, Hugo Hofstetter, Luca Mozzato, Jeremy Lecroq, Magnus Cort, Max Walscheid
Christophe Laporte, Mathieu van der Poel, Florian Senechal, Michael Matthews, Alberto Bettiol, Benoit Cosnefroy, Dylan Teuns, Matej Mohoric, Gianni Moscon, Amaury Capiot, Michael Mørkøv, Andrea Pasqualon, Jasper Stuyven, Nils Eekhoff, Edvald Boasson Hagen, Hugo Houle, Alexandr Riabushenko, Benjamin Thomas
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Tour de France
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Tour de Romandie(2.UWT) 23/04-28/04

Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 26/04-28/04

Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04

La Vuelta Femenina(2.WWT) 29/04-05/05

Eschborn-Frankfurt(1.UWT) 01/05

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?