Optakt: 4. etape af Tour de Pologne

SE POLEN RUNDT PÅ EUROSPORT PLAYER

Ruten

Tour de Pologne-arrangørerne er ret konservative og genbruger som regel de samme etaper år efter år. I 2017 gjorde de imidlertid en ganske interessant opdagelse, da de for første gang besøgte den korte, men meget stejle mur i Szczyrk. Det skulle vise sig at være en god ide, for de stejle procenter blev rammen om en fremragende finale, hvor Dylan Teuns med en sejr lagde grunden til sin samlede triumf. Derfor er det ikke mærkeligt, at etapen i år vender tilbage, og den vil i 2018 igen være rammen om den første store kamp mellem favoritterne, der vil kaste sig ud i et slag i en Fleche Wallonne-agtig afslutning.

Med sine 178,7 km er 4. etape den længste i et løb, der ellers består af korte etaper, og den fører feltet fra Jaworzno til Szczyrk. Første del af etapen er enormt nem og fører feltet mod syd gennem helt fladt terræn. Undervejs er der indlagte spurter efter 10,6 km, 19,9 km og 49,6 km, men ellers er der ikke meget, der kan bryde monotonien. Efter 75,5 km drejer man mod nordvest og vest, inden man efter 102,5 km kommer frem til målbyen, hvor man dog ikke kører op ad Muren denne gang.

Læs også

Lidl-Trek-udbryder trodser favoritterne på målbjerg

Herefter ændrer etapen karakter. Uden at krydse målstregen begiver man sig nemlig herfra ud i det vanskelige terræn i området sydvest for byen. Det begynder straks at stige, mens man kører ud af byen, idet man tager hul på kategori 1-stigningen Salmopol (10 km, 4,2%), der er en regulær opkørsel, som gradvist bliver stejlere og når stigningsprocenter på mellem 6 og 7,5 på de sidste 4 km. Toppen nås efter 109,5 km, og herefter går det ned til en 19,4 km lang rundstrækning, der skal tilbagelægges to gange. Den byder på kategori 1-stigningen Zameczek (5 km, 5,7%), der efter en let start stiger med hhv. 7,3% og 9,5% i gennemsnit på de to sidste kilometer, hvor der også er en rampe med 15%.

Toppen rundes for sidste gang, når der resterer 34,7 km, og herefter går det ned til rundstrækningens start, idet der undervejs venter en special sprint efter 154,1 km. Herefter bevæger man sig ad samme vej tilbage til Szczyrk, hvilket betyder, at man igen skal op over Salmopol-stigningen, denne gang fra den modsatte side. Her stiger den med 5,5% i gennemsnit over 7,6 km, men igen er der tale om beskedne stigningsprocenter på maksimalt 6-7% nær toppen, der rundes med 10,8 km igen.

De består af en lang, jævn nedkørsel til målbyen, hvor den brutale finale venter. Her drejer man nemlig væk fra den hidtil benyttede vej for at køre op af rampen til mål. Efter et venstresving med 1400 m igen begynder det at stige med 2,5%, og det bliver stejlere med ca. 5%, når man tager endnu et sving med 1000 m igen. Den sidste kilometer stiger herefter med hele 10,8% i gennemsnit og byder på helt op til 17,2% med 700 m igen. Herefter stiger det med ca. 15% frem til to sene sving med 280 og 130 m igen, inden man rammer opløbsstrækningen, der stiger med mere beskedne 4%.

I forhold til sidste år er den indledende flade del forlænget, men derudover er der tale om en identisk etape.

Etapen byder på i alt 2293 højdemeter.

Muren i Szczyrk gjorde debut sidste år, hvor det med et tidligt angreb akkurat lykkedes for Dylan Teuns at forhindre Peter Sagan, Rafal Majka og Wilco Kelderman i med et stærkt comeback at stjæle sejren fra belgieren.

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

Vejret

Den frygtede polske regn truer med at melde sin ankomst senere på ugen, men indtil nu har det været flot højsommer. Det vil det også være tirsdag, hvor der ikke vil være en sky på himlen, og hvor temperaturen vil nå 28 grader. Der vil kun være en svag til let vind fra sydøst og øst. Det giver sidemodvind på første del af etapen, og derefter sidevind på turen ud til den lille rundstrækning. Her vil der være modvind på stigningen og derefter medvind, inden man igen får sidevind på turen tilbage til Szczyrk. Det vil var ved frem til bunden af muren, hvorefter der vil være med- og sidemedvind på selve stigningen.

Analyse af 3. etape

Egentlig var han lige ved at blive glemt. Midt i al hypen om Søren Kragh, Mads Pedersen, Michael Valgren, Jakob Fuglsang og Magnus Cort, der i 2018 har opnået det ene topresultat efter det andet, har det været svært for Michael Mørkøv at få megen plads i det hjemlige rampelys. Med en DM-titel gjorde han sit bedste for at gøre opmærksom på sin eksistens, men den var hurtigt glemt, da han ikke var en del af det Tour-cirkus, der i de seneste uger har optaget cykeldanmark.

Det er heller ikke let at få megen anerkendelse i den brede offentlighed, når man som Mørkøv agerer hjælper for andre, og det er da også ofte kun det cykelkyndige publikum og ikke den almindelige danske Tour-seer, der får alvor får øjnene op for det arbejde, der ofte ligger til grund for stjernernes succes, og derfor bliver meget af det tilgrundliggende arbejde ofte overset i beruselsen over kaptajnernes præstationer.

I dag var det dog åbenlyst for enhver, at det var Mørkøv mere end nogen anden, der endelig lykkedes med at sætte en stopper for eller ustoppelige Pascal Ackermanns sejrsrække, der har varet helt siden de tyske mesterskaber d. 1. juli. Den danske mester har igennem mange år stille og roligt udviklet sig til en af feltets bedste lead-out man, men mest i rollen som tredjesidste mand, hvor arbejdet ofte er mindre synligt. I dag overtog han imidlertid jobbet som Alvaro Hodegs sidste mand i stedet for Fabio Sabatini, og den udfyldte han på så fornem vis, at det vel bedst kan beskrives som et sandt mesterværk.

Hvorfor der var byttet rundt på rollerne, skal vi lade være usagt, men det var i hvert fald Sabatini gik i hvert fald forbi den danske mester med lidt over en km igen, hvor det på lidt mirakuløs vis lykkedes at få det ellers lidt disorganiserede Quick-Step-tog samlet, så de med Davide Martinelli, Sabatini, Mørkøv og Hodeg sad samlet i en perfekt position i det sidste sving med 900 m igen. Her var der lagt i kakkelovnen til endnu et totalt dominerende belgiske lead-out, da Sabatini kort efter åbnede for gassen og skød frem forbi LottoNL-toget, der indtil da ellers med Gijs Van Hoecke og Tom Leezer havde siddet på flæsket og ført Danny Van Poppel frem til den perfekte position.

Kortvarigt så det imidlertid ud til, at Mørkøv begik en fejl, da han overraskende tøvede og lod sin italienske holdkammerat køre væk, mens han og Hodeg blev siddende trygt beskyttet længere tilbage i feltet. Til sin store overraskelse måtte Sabatini da også konstatere, at han var ganske alene, da han efter endt arbejde slog ud, og da Pascal Ackermann samtidig med en flot forcering havde fået bokset Marc Sarreau væk fra Van Poppels hjul, som ellers på det tidspunkt så ud til at være det rette sted at være, så det da også ud til, at løbet kunne være kørt for Quick-Step-toget, som i momentet så ud til at have lavet en sjælden fejlberegning.

Det er stadig lidt uklart, om Mørkøv i kampens hede faktisk havde indset, at LottoNL var startet for tidligt, eller om han slet og ret var lidt heldig, men faktum er, at Leezer ikke kunne holde farten, da han fra spids trådte spurten hjem for Van Poppel. Den hollandske sprinter turde ikke åbne for tidligt, og da ingen af de øvrige sprintere havde folk til at støtte sig, blev det hele så afventende, at farten faldt kraftigt.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Det blev Mørkøvs chance. Med stor autoritet læste han situationen helt korrekt og udnyttede på sublim vis den smule tøven, der fik alle de øvrige sprintere til at holde igen, og med en fabelagtig acceleration tog han og Hodeg totalt alle de andre sprintere på sengen. Van Poppel reagerede alt, alt for sent og blev i processen endda bremset af Leezer, samtidig med at han effektivt fik lukket Ackermann inde, netop som den tyske komet forsøgte at redde sit fejlvalg af position i finalen ved at lancere en lang spurt.

På det tidspunkt var toget imidlertid allerede kørt, for Mørkøv og Hodeg havde allerede skabt sig så stort et hul, at det reelt kun var en formsag for den colombianske ungersvend at færdiggøre Mørkøvs mesterværk. Faktisk var Hodegs egen spurt ikke voldsomt overbevisende, og som på de foregående etaper var det snarere det sublime holdarbejde end colombianerens egen styrke, der var skyld i det fine resultat. Ikke desto mindre kunne Hodeg for anden gang i træk sole sig i WorldTour-succes i sin første sæson som professionel, og ligesom det var tilfældet i Catalonien i marts, var det mindst i liges så høj grad Mørkøvs fortjeneste som colombianerens egen.

Og netop det viser på fin vis, hvorfor valget af hold på mange måder er nøglen til succes for de fleste unge professionelle. For et år siden var det nemlig Kristoffer Halvorsen, der stak ud som den mest lovende sprinter på U23-scenen, mens både Fabio Jakobsen og Hodeg stod lidt i skyggen af den tidligere U23-verdensmester. Halvorsen valgte imidlertid at gøre professionel debut hos Sky, der er kendt for alt andet et fokus på massespurter - spørg bare Elia Viviani - mens Jakobsen og Hodeg fik chancen på Quick-Step, for hvem sprintere sammen med klassikerryttere er grundstammen.

Konsekvensen af de valg har været tydelig i årets første måneder. Mens Halvorsen stort set er gået i glemslen efter en sæson, hvor et svagt tog har betydet, at han nærmest ikke har været i position til at køre én eneste spurt indtil nu, har Jakobsen og Hodeg oplevet en professionel debut, som kun de færreste kan drømme om. De har nemlig begge med jævne mellemrum kunnet gøre brug af de to tog, der ellers er bygget op omkring Fernando Gaviria og Viviani. Måske har de kun været vikarer for de to sprinterstjerner, men når de har fået stillet lokomotiverne til rådighed, har de kunnet drage fuld nytte af den exceptionelle ekspertise, og resultatet er, at Jakobsen i dag står som vinder af sprinternes verdensmesterskab, Scheldeprijs, og at Hodeg allerede har to WorldTour-sejre på cv’et. Til sammenligning står der blot fem top 10-placeringer på Halvorsens resultatliste, selvom han stort set har været førstesprinter i alle sine starter.

I den anden ende af aldersspektret finder vi André Greipel, der missede en stor chance for at rejse sig efter to skuffende dage, hvor først en defekt og siden dårlig position kostede ham muligheden for at levere en måske sidste stor sejr for Lotto Soudal. Trods manglen på støtte sad tyskeren fint positioneret i det sidste sving, men desværre tøvede han lidt for længe, da Mørkøv tog dem alle på sengen. Havde Gorillaen reageret et splitsekund hurtigere og fanget Hodegs hjul med det samme, havde han formentlig stået øverst på skamlen i Zabrze her til aften.

I stedet måtte han nu bruge alle sine kræfter på at lukke hullet, og faktisk var det ganske imponerende, at Greipel, der kørte den længste spurt af alle, alligevel kunne slutte etapen på 3. pladsen. Det vidner om den styrke, han allerede viste i Touren, hvor han til fulde dokumenterede, at han endnu ikke er ”over the hill”. Desværre har dette løb også vist, at Greipel stadig er meget afhængig af et stærkt hold, og det kunne selv hans flotte spurt i dag ikke kompensere for. Desværre er det ikke just et godt tog, han finder hos den nye arbejdsgiver, Fortuneo-Samsic, og derfor er det langt fra sikkert, at der kommer mange flere resultater ud af den fart, han åbenlyst fortsat besidder.

Fart har Dan McLay stadig rigeligt af. Briten fik som bekendt sit helt store gennembrud med sin vanvidsspurt i GP Denain for et par år siden, hvor han kom flyvende fra en håbløs position og passerede alle rivaler med nærmest dobbelt hastighed. I dag viste han præcis samme spurtstyrke, da han var meget tæt på at gentage det nummer, men denne gang løb han akkurat tør for asfalt i sit forsøg på at redde den håbløse position og alligevel tage karrierens første WorldTour-sejr.

Siden spurten i Denain har det været helt klart, at McLay har en fabelagtig topfart, men alligevel har han en temmelig pauver resultatliste. Det skyldes den alt for svage positioneringsevne, og igen i dag var EF da også alt for langt tilbage i finalen. De blev imidlertid reddet af Leezers tab af fart, og sammen med Quick-Step-toget kunne briten på hjul af Sacha Modolo skyde frem i venstre side af vejen på et tidspunkt, hvor alt ellers syntes tabt. Det gav næsten en lidt uventet sejr til McLay, der dokumenterede sit fantastiske sprintertalent, men desværre blev det også åbenbart for enhver, at sejrene kun kommer, når omstændighederne og heldet betyder, at han faktisk kan få lov at stille sin fine topfart til skue.

Den chance fik Ackermann heller ikke, for tyskeren, der ellers hidtil har truffet alle de rigtige beslutninger, begik en sjælden gang en fejl. Det krævede ellers ikke mange blik på startlisten eller de foregående spurter at vide, at Hodegs hjul var stedet at være, hvis man ville være i position til at spurte. Det har Ackermann da også koncentreret sig om de foregående dage, men denne gang blev han tilsyneladende lidt for nervøs. I hvert fald overreagerede han en anelse, da LottoNL-toget skød frem, og i et splitsekund traf han den beslutning at spurte frem til Van Poppels hjul i stedet for at holde sig til Quick-Step.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Det skulle vise sig at blive skæbnesvangert, for lige så hurtigt Leezers fart faldt, lige så hurtigt blev det klart, at Ackermann havde klokket i det. Da Mørkøv og Hodeg skød frem, forsøgte han at reagere, men på højre side af Van Poppel var der ikke plads til den tyske vindermaskine, der derfor aldrig kom til at spurte. Resultatet blev en tabt førertrøje, en brudt sejrsrække og en lektion i, at man skal huske ikke at tage overilede beslutninger i en massespurt - hvor svært det end kan være i den hektiske situation, der hersker, når feltet brager mod stregen med 70 km/t.

Med sig i faldet tog han den ellers genfødte Giacomo Nizzolo. Italieneren med den eminente positioneringsevne havde siddet limet til Ackermanns hjul i adskillige kilometer i finalen og troede selv, at han havde truffet den helt rigtige beslutning. Situationen så da også fin ud for den tidligere italienske mester, lige indtil tyskeren skiftede hest og sprang over på Van Poppels hjul. Ligesom resten af vejens højre side, blev Nizzolo effektivt sad ud af kampen, da Mørkøv skød frem, og dermed må den forløsende WorldTour-sejr udsættes for den skadesplagede italiener, der dog i dette løb for alvor har vist, at han er på vej tilbage.

Det synes Van Poppel til gengæld ikke at være. Det var ellers flot forarbejde af LottoNL-Jumbo, men som sagt løb de tør for ressourcer en anelse for tidligt. Det efterlod Van Poppel med valget enten at åbne en alt for lang spurt eller at tøve. Han valgte det sidste, og det kostede ham så meget fart, at han tilsyneladende ikke kunne reagere, da Mørkøv leverede sit mesterværk. Dermed mislykkedes det for hollænderen at bygge videre på det fine momentum, han ellers viste efter Giroen, men han kan dog glæde sig over, at hans ellers ikke alt for stærke tog faktisk har vist sig som et af de bedste i løbet.

Og så er der Nacer Bouhanni. Var der nogen, der så den franske stjerne i finalen? Jeg gjorde i hvert fald ikke, og det kan egentlig undre i lyset af, at han virkede stærkt motiveret i positionskampen på gårsdagens etape. Manden, der ellers har en fabelagtig næse for at positionere sig, missede igen ud i et kaos, hvor han normalt trives, og det kan næsten kun aflæses som et udtryk for dårlig form. Man havde ellers håbet, at Bouhanni, der i juni lignede en genfødt mand, kunne omsætte skuffelsen over den manglende Tour-udtagelse til blodsulten revanchelyst, men i stedet ser det ud til, at det meste af sommeren er blevet tilbragt på stranden i stedet. Nu kan man frygte, at den Cofidis-ledelse, han i forvejen ikke har det bedste forhold til, berøver ham den Vuelta-plads, der ellers skulle være vejen til at bringe karrieren tilbage på ret kurs og anbefale sig selv for kommende potentielle arbejdsgivere.

Flere muligheder får han i hvert fald ikke i denne omgang. Efter tre dages sprinterfest er det slut for de hurtige folk, der må overlade rampelyset til klassementsrytterne, for hvem det hidtil blot har handlet om overlevelse. Man har i positionskampen kunnet se, at særligt Simon Yates, Michal Kwiatkowski og Sam Oomen virker enormt opsatte, men reelt aner vi intet om, hvem der er hot og not blandt favoritterne til den samlede sejr. Kun supermotiverede Kwiatkowski har med dagens bonussekund vist sig frem, og han har dermed sendt det første varselsskud over for rivalerne og sikret sig et lille forspring, der kan være ganske betydningsfyldt i et løb, som altid afgøres på få sekunder.

Nu slutter ventespillet imidlertid. Om 24 timer har Muren i Szczyrk brutalt trukket tøjet af klassementsrytterne og afsløret, hvem der har noget at have deres ambitioner i. Sidste år lagde Dylan Teuns grunden til sin samlede sejr ved at slå til på de samme stejle skråninger. Igen i år vil Murens stejle procenter formentlig gøre det helt klart, om Teuns kan gøre det igen, eller om der på fredag skal kåres en ny polsk cykelkonge.

SE POLEN RUNDT PÅ EUROSPORT PLAYER

Favoritterne

Som sagt er gemmelegen nu ovre, og det er tid til at få de første seriøse svar i kampen om den samlede sejr. 4. etape vil være den første af tre, der vil afgøre løbet, og den er langt mere end blot en indikation. Sidste år var Dylan Teuns i defensiven på de to store etaper sidst i løbet, men det var på Muren i Szczyrk, at han vandt løbet. Terrænet på de sidste to etaper er nemlig svært nok til at knække folk, som Peter Sagan oplevede det sidste år, men det er ikke velegnet til at skabe store forskelle mellem de allerbedste. Til det formål egner morgendagens stejle mur sig langt, langt bedre, og derfor er det tirsdag, at favoritterne har den måske bedste chance for at sætte de værste konkurrenter til vægs.

Derfor handler det om at være skarp fra start, og det er ikke let i et felt, hvor stort set alle klassementsrytterne er kommet til Polen efter en lang pause. Derfor befinder de sig i vidt omgang i et lige s stort limbo som alle os, der forsøger at gætte på løbets udfald, og reelt er der ingen, der aner, hvem der er kørende, og hvem der fortsat har arbejde at gøre frem mod Vueltaen, der for de flestes vedkommende er det helt store mål.

Læs også

Se Tobias Lunds anden store sejr

Det gør det også lidt usikkert, hvem der skal kontrollere etapen. Quick-Step har Hodeg i førertrøjen og vil naturligvis gøre deres til at vise trøjen ære, men med Laurens De Plus, Dries Devenyns og Eros Capecchi som klassementskaptajner er det ikke just deres opgave at tage det helt store ansvar.

Det betyder dog næppe, at der bliver tale om det rene anarki. Enhver, der har set Michal Kwiatkowski på de første etaper, vil vide, at den lokale helt er kommet hjem for at vidne, og derfor må man formode, at Sky, der i Sergio Henao har en meget kapabel plan B, vil sørge for, at favoritterne skal slås om sejren. Også Dylan Teuns, der jo vandt både etapen og løbet sidste år, må formodes at have blikket rettet på en gentagelse af 2017-triumfen, og derfor vil BMC sikkert også stå for en del af føringsarbejdet. Også Mitchelton-Scott med Simon Yates har en oplagt vinderkandidat, og det virker nærliggende, at de tre hold sammen skal stå for at kontrollere løbets længste etape.

Det mere kuperede terræn betyder, at vi kan vente os en mere animeret start med flere angreb end tidligere, men da klassementet endnu er tæt, vil mange formentlig også spare kræfter til de sidste tre etaper, hvor chancerne for et udbrud synes større. Derfor bliver det næppe et angrebsvanvid, men de to tidlige spurter kunne ligesom i dag være et incitament for især Kwiatkowski til at jagte en velkommen tidsbonus. Herefter vil et lille udbrud formentlig slippe afsted, og den første flade del af etapen vil blive relativt begivenhedsfattig. Quick-Step vil sætte det indledende tempo, og vi forventer, at et eller flere af ovennævnte hold hurtigt vil komme frem for at give en hånd med.

Der er lagt op til, at det igen i år skal afgøres på Muren, men den sidste halvdel af etapen er så hård, at der sagtens kan lægges lidt pres på tidligere. Det ligner en oplagt opgave for Sky, BMC og Mitchelton, der alle har ret kapable mandskaber i dette terræn. Især Yates må have en interesse i, at løbet ikke bliver alt for let, og det samme gør sig gældende for mere rene klatretyper som Fabio Aru, Richard Carapaz og Thibaut Pinot, for hvem etapen ikke kan blive hård nok.

Vi forventer altså, at der vil være flere hold, der vil lægge et relativt tidligt pres og sikre, at kun et decimeret felt vil nå frem til Muren samlet. Sidste år var Jack Haig faktisk tæt på at snyde alle med et angreb på sidste stigning, og det er bestemt ikke utænkeligt, at vi kan se lignende forsøg denne gang. Måske Yates vil spille Carlos Verona eller Roman Kreuziger ud, eller måske Bora vil bruge formstærke Peter Kennaugh som første mand blandt de fire klassementsryttere.

Uanset eventuel angrebslyst burde det dog ende i en afgørelse blandt favoritterne. Der er fortsat så mange, der tror på en samlet sejr, at interessen i at jagte vil være stor. Især Sky og BMC vil formentlig være meget ivrige efter en spurt på Muren, og det ønske burde de samme kunne opfylde, ikke mindst fordi den vilde positionskamp frem mod så kort en stigning automatisk vil presse farten voldsomt i vejret.

Finalen kan på mange måder sammenlignes med den, der kendes fra Fleche Wallonne, og derfor kan vi vente, at det er ryttere med det rette punch til en Mur de Huy-agtig stigning, der vil slås om sejren og vigtig tid i kampen om den samlede sejr. Enhver, der har stiftet bekendtskab med den type finaler, ved, at nøglen er positionering, timing og tålmodighed. Vi har alle set, hvordan ryttere er startet alt for tidligt i den belgiske klassiker, og sidste år manglede der heller ikke meget for, at Teuns havde tabt sejren i sidste øjeblik efter en afslutning, hvor især Adam Yates åbnede alt, alt for tidligt.

Feltet byder på en stribe specialister i denne type finaler, men usikkerhed om formen gør, at det er mere åbent end vanligt. Derfor er det også med nogen tøven, at vi peger på Simon Yates som vores favorit. Briten oplevede sin helt store jubelstund i Giroen, hvor han gik fra at være et stort talent til at køre med om sejren i en grand tour. Desværre løb han tør for kræfter i den sidste uge, men igennem den første del af løbet fik han vist, at han nu skal regnes som en af verdens allerbedste puncheurs. Dermed er Polen Rundt et løb, der passer ham fremragende, for der er ikke mange, der har Yates’ punch i kuperet terræn som dette. Allerbedst vil han formentlig være på morgendagens stejle mur, for høje procenter passer ham ideelt.

Det store spørgsmål er naturligvis formen. Yates har siden Giroen kun deltaget i Klasika Ordizia, men det gik til gengæld også ganske fint. Her kørte han hjem sammen med holdkammeraten Robert Power, og det tyder på fornuftig form. Det er klart, at modstanden her er af en helt anden kaliber, men er Yates bare på et nogenlunde niveau, er hans punch så fabelagtigt, at han bliver svær at bide skeer med her.

Læs også

Vidunderbarn lykkedes med sit ”første udbrud i karrieren”

Som sagt har Michal Kwiatkowski virket enormt ivrig på løbets første tre etaper, og han er helt tydeligt kommet hjem for at vinde. Han var i år mindst lige så god som sidste år i Tourens tredje uge, og hans gode enkeltstart viste, at han ikke var spor træt. Der er imidlertid stor forskel på at skulle holde formen til et endagsløb og på at skulle holde niveau i yderligere en uge i et etapeløb, hvor de sværeste etaper først kommer næsten to uger efter afslutningen. Rafal Majka har ganske vist vist, at det sagtens kan lade sig gøre, men som regel har Tour-ryttere haft det svært i Polen. Majka er ligeledes en sand diesel, der bare bliver bedre og bedre, mens Kwiatkowski ikke just er kendt for sin holdbarhed. Vores frygt er, at han kan ende med at betale prisen til sidst.

Det er imidlertid først de sidste etaper, der for alvor bliver farlige. Foreløbig burde Kwiatkowski kunne lukrere på sin gode form, og selvom han er tungere end flere af klatrerne, har han med sin podieplads i Fleche Wallonne vist, at han sagtens kan gøre sig gældende på mure, der endda er endnu stejlere end denne. Måske er det ikke den helt ideelle afslutning for Kwiatkowski, der trods alt foretrækker knap så høje procenter, men modsat mange af rivalerne har han dokumenteret form og masser af løbsrytme. Derfor er Kwiatkowski naturligvis en af de helt store favoritter til denne etape.

Sidste år vandt Dylan Teuns denne etape, og det er ikke uden grund. Det er nemlig præcis den type finaler, han elsker allermest, og derfor fik han da også sit store gennembrud med en podieplads i sidste års Fleche Wallonne, ligesom også den samlede sejr i Tour de Wallonie blev grundlagt på en etape som denne. Når Teuns ikke er topfavorit skyldes det derfor snarere usikkerhed om hans form end mangel på ekspertise. 2018 har imidlertid været en lang skuffelse, hvor han fejlede i Ardennerne og kørte så skidt i Dauphiné, at den ønskede Tour-debut røg på gulvet. Ikke siden Paris-Nice har Teuns vist sig fra sin bedste side, og han har stadig til gode at genfinde sit høje niveau. Sidste år kom han imidlertid flyvende ud fra sin sommertræningslejr, og gør han det igen i år, er han en af verdens bedste i netop denne type afslutninger.

Løbets førende specialist på stejle mure er imidlertid Sergio Henao, der gang på gang har vist sin klasse på lignende stigninger i yndlingsløbet Baskerlandet Rundt. Derfor burde Henao, der er som skabt til løbet i Polen, hvor han altid har været dominerende, også den mest oplagte favorit. Når han alligevel ender et stykke nede på listen, skyldes det hans meget pludselige formdyk, vi har oplevet i den seneste tid. Siden sejren i sidste års Paris-Nice - der i øvrigt også blev grundlagt på en stejl mur - har Henao været en skygge af sig selv. Heldigvis var der tegn på en smule fremgang i Giroen, og fortsætter den tendens, kan man håbe, at han igen bliver ”den gamle Henao”. Gør han det, bliver han svær at have med at gøre i denne finale.

Det har længe været velkendt, at Richard Carapaz er et af sportens mest lysende klatretalenter. Alligevel kom det bag på de fleste, at han ligefrem kunne blive nr. 4 i årets Giro, der var hans første forsøg som klassementsrytter i en grand tour. Efter en lang pause er han nu tilbage i Europa, hvor han ikke umiddelbart er en del af Movistars Vuelta-planer. Derfor ligner Polen Rundt et oplagt mål for ham, og selvom han traditionelt er lidt af en dieselmotor, der skal bruge flere løb for at komme i omdrejninger, kan man derfor have en ide om, at han er bedre denne gang. I hvert fald kørte han et så godt lead-out for Carlos Barbero på den stejle bakke i tirsdagens Circuito de Getxo, at han alligevel blev nr. 5. Formen synes derfor ikke helt dårligt. Løbet passer ham ikke ideelt, men han viste særligt med sin store sejr i Giroen, at han faktisk har et ganske glimrende punch. Derfor burde en formstærk Carapaz, der bare bliver bedre og bedre, kunne gøre sig gældende også i en afslutning som denne.

Det har været lidt trist at se, hvordan supertalentet Davide Formolo er gledet lidt i baggrunden, efter at hans udvikling gik totalt i stå. Heldigvis har han i år rejst sig en del og særligt i Liege, hvor han blev nr. 7, var han godt kørende. I Giroen blev han sat tilbage af et styrt og manglede også det sidste i bjergene, men han var dog blandt de bedste på de fleste af de vigtigste etaper. Vigtigst i denne sammenhæng er det dog, at han viste et hidtil uset punch, og han imponerede gang på gang i de eksplosive finaler. Fortsætter den tendens, finder han næppe et bedre løb end dette. Det er klart, at han ikke har Kwiatkowskis og Yates’ hurtighed, men kan han genfinde antrittet fra Giroen, er dette slet ikke en dårlig afslutning for Formolo, hvis han allerede nu er i fornuftig form i sit arbejde frem mod Vueltaen.

Hvor står Thibaut Pinot? Franskmanden måtte se drømmen om et Giro-podium gå op i røg som følge af en slem lungebetændelse, der også kostede ham deltagelsen i Touren. Nu er han imidlertid tilbage med blikket stift rettet mod Vueltaen. Om han allerede nu er i form, er naturligvis slet ikke givet, men Pinot er en type, der stort set altid er på et højt niveau. Han kører sjældent løb uden at være med fremme, og derfor vil han formentlig også kunne begå sig nu. Ruten er ikke ideel for ham, da stigningen er en anelse for kort og eksplosiv, men vi har alle i de seneste 18 måneder set, at Pinot har udviklet sig til en ganske hurtig herre, der kan vinde spurter på både flad og stigende vej. Derfor burde han kunne gøre sig gældende på en mur som denne.

Bora har faktisk hele fire kort at spille. Næstbedst chance har Patrick Konrad, der ligeledes er en ganske eksplosiv rytter. I Giroen nåede han med en samlet 7. plads helt nye højder, men løbet viste også, at han fortsat mangler en del i de høje bjerge, hvor Formolo var langt bedre. På en mur som denne burde Konrad imidlertid være god. Selvom han blev nr. 10 i Fleche Wallonne, er der dog umiddelbart større specialister på den stejle mur, og man kan frygte, at procenterne her er lidt for høje. På den anden side tyder det imponerende føringsarbejde for Ackermann de seneste dage på, at formen er ganske god.

Sam Oomen havde ikke det bedste forår, men han fandt benene i tide til Giroen, hvor han ikke blot var en nøglerytter for Tom Dumoulin, men endda også endte i top 10. Senere fortsatte han de imponerende takter med et topresultat i Tour de Suisse, og han har derfor taget et stort skridt i sin udvikling. Oomen er imidlertid ikke specielt eksplosiv, og etapen her er derfor ikke ideel for ham. På den anden side blev han sidste år nr. 7, og han burde nu være blevet endnu bedre efter at være kommet igennem en grand tour. Han har ikke været i aktion længe, men kom sidste år ud fra sommerpausen i god form, og i dette løb har han virket enormt fokuseret i positionskampen. Har han lagt yderligere på i forhold til 2017, burde han være en af de bedste,

Læs også

Geraint Thomas skal stå i spidsen til årets Giro d’Italia

Det er svært ikke at glæde sig til at se stortalentet Bjorg Lambrecht folde sig ud. I hvert fald synes etapen skræddersyet til den unge belgier, der så sent som i Tour des Fjords, hvor han tog karrierens første sejr i en spurt opad bakke, viste sine puncheuregenskaber. Han kørte også et hærdeligt Tour de Suisse, hvor han kom i problemer i de høje bjerge, en udfordring, han ikke skal slås med på denne etape. Det er nærliggende at tænke sig, at han har fortsat sin udvikling i løbet af sommeren, og har han taget det næste skridt, bør han være temmelig skarp på en rute, der handler om at kunne spurte opad bakke og have en solid eksplosivitet.

Mitchelton-Scott satser naturligvis på Yates, men man skal ikke afskrive Roman Kreuziger. Den erfarne tjekke rejste sig fra asken i årets ardennerklassikere, hvor han var på sit højeste niveau i mange år. En andenplads i Amstel Gold Race blev flugt op af en 4. plads i Fleche Wallonne og en 8. plads i Liege, og særligt præstationen på Muren i Huy lover godt for denne etape. Hidtil har han nemlig manglet eksplositivtet til den type finaler, men i år har han haft mere punch end tidligere. Det gør ham til en kandidat i dette løb, hvis han efter sommerpausen har fundet en lignende form frem mod Vueltaen, hvor han skal hjælpe Yates.

Fabio Aru synes endelig at være på vej tilbage mod slutningen et rædselsår, hvor det stadig ikke er helt klart, hvorfor han har haft det så svært. I hvert fald så det ganske lovende ud i Tour de Wallonie, hvis relativt lette natur slet ikke passede en ren klatrer som ham. Det gør denne etape bestemt heller ikke, men her er terrænet dog trods alt så hårdt, at Aru burde være endnu bedre stillet. De stejle procenter på Muren burde slet ikke passe ham så dårligt. Det rækker nok ikke til, at han kan vinde et løb, der trods alt er for eksplosivt, men noget tyder på, at Aru kan være på vej mod et solidt topresultat på vejen mod Vueltaen.

Havde vi skrevet denne optakt for et par år siden, havde der stået Daniel Moreno med flammeskrift ud over hele etapen. Nu er det hele meget mere usikkert, for det er efterhånden længe siden, at den spanske specialist i stejle mure har været på sit bedste. Bedre er det ikke blevet af, at han har misset det meste af sæsonen med en skade, og der er derfor ingen, der aner, hvor han står. Formentlig er han ikke længere i stand til at vinde etaper som disse, men hans niveau inden styrtet i Vueltaen sidste år var dog så højt, at han kan blive farlig, hvis han har brugt sommerpausen på at finde topformen

En spændende outsider er Peter Kennaugh. Den ustabile brite har været nede i et så dybt hul siden sidste års Dauphiné-sejr på Alpe d’Huez, at han endda af personlige årsager måtte sætte karrieren på pause. Han kom da heller ikke godt i gang igen, men tilsyneladende har sommeren gjort underværker. I hvert fald kørte han sig til en imponerende sejr i sprinterløbet GP Cerami, inden han animerede søndagens WorldTour-løb i London, der desværre var for let for ham. Har han vitterligt fundet sine drømmeben igen, kan han blive ganske farlig på en rute som denne, for han kan klatre, er eksplosiv og kan spurte til husbehov. Samtidig er han del af et Bora-hold, der kan sidde med fire mand i finalen, og han har i løb som Cadel Evans Great Ocean Road Race og i Dauphiné vist, at han har næse for at finde det rette moment til et sent angreb, hvis de andre kigger på holdkammeraterne. I en direkte spurt på muren, kan dog blive for stejlt for ham.

Rui Costa burde være en god kandidat i et løb som dette, for han har et ganske godt punch på korte stigninger, der ikke er alt for stejle, og er samtidig halvhurtig i en spurt. Desværre er portugiseren på vej tilbage efter en ret langvarig knæskade, og det er derfor usikkert, hvor han står formmæssigt. I forvejen har han haft en skuffende tid, men i Tour de Romandie lignede han igen sig selv. Desværre har stejle stigninger aldrig været hans kop te, og man kan frygte, at han får det lidt for svært her, selvom punchet egentlig er godt.

Endelig vil vi pege på Alexey Lutsenko, Nathan Haas, Enrico Gasparotto og Enrico Battaglin, der alle er fremragende i stigende spurter. Logikken siger, at finalen er for stejl for dem alle, men Sagan viste sidste år, at selv relativt store fyre kan begå sig. Alle har de et fabelagtigt punch, og er de på toppen, kan de overraske. Især Lutsenko har vist fremragende form i Østrig, men det hele er lidt mere usikkert for Haas og Battaglin. Haas imponerede imidlertid på stejle stigninger i Oman i februar, mens Battaglin i Giroen nåede sit måske højeste niveau nogensinde. Gasparotto meldes i god form og viste i Ardennerne, at han endnu ikke kan afskrives.

Til slut skal det bemærkes, at klatrere som George Bennett og Emanuel Buchmann meget vel kan være at finde i top 10, men deres mangel på eksplosivitet gør dem ikke til sandsynlige vindere. Det samme gælder for Laurens De Plus og Mark Padun, der er på vej tilbage efter styrtet i Østrig. Valerio Conti og Gianluca Brambilla er gode i denne type finaler, men er formentlig ikke helt gode nok til at vinde. Og det hele bliver nok lidt for stejlt for Fabio Felline.

Feltet.dks vinderbud: Simon Yates

Øvrige vinderkandidater: Michal Kwiatkowski, Dylan Teuns

Outsidere: Sergio Henao, Richard Carapaz, Davide Formolo, Thibaut Pinot, Patrick Konrad.

Jokers: Sam Oomen, Bjorg Lambrecht, Roman Kreuziger, Fabio Aru, Daniel Moreno, Rui Costa, Alexey Lutsenko, Enrico Battaglin, Nathan Haas, Peter Kennaugh

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Dylan Teuns’ sejr fra 2017.

SE POLEN RUNDT PÅ EUROSPORT PLAYER