Optakt: 4. etape af Tour de Pologne

Ruten

I de seneste mange år er Tour de Pologne blevet afsluttet med de to klassiske etaper i Tatr-bjergene i den sydlige del af landet, hvor man har gjort brug af finalerne i Zakopane og Bukowina Tatrzanska som afslutning på de to hårdeste etaper, der fra år til år har haft forskellig sværhedsgrad. I år betyder den forkortede udgave af løbet, at man har valgt at barbere én af de to afgørende etaper fra, og da den mur-etape, der i de senere år er forekommet tidligere i løbet, tillige er blevet sløjfet, har man i år blot én rigtigt svær etape. Den falder i år ikke som afslutning, men allerede på næstsidstedagen, hvor rytterne nok engang skal slutte i Bukowina Tatrzanska, der år efter år har været mål for kongeetapen. Alligevel kan klatrerne ikke være helt tilfredse, for selvom etapen ikke er helt så let som i sidste års meget udvandede udgave, mangler den også i år den sværhedsgrad, vi så for år tilbage, hvor den næsten altid var altafgørende i klassementet.

Etapen har altid været en relativt kort sag, og det er også tilfældet i år, hvor der skal tilbagelægges beskedne 152,9 km mellem Bukowina Resort og Bukowina Tatrzanska. Start og mål ligger reelt set klos op ad hinanden og bare et stenkast fra den rundstrækning, hvor det meste af dagen afvikles. Fra start kører man således ad en nedkørsel - som i finalen vil bruges som den afsluttende stigning, når man kører den modsatte vej - mod nordøst op til rundstrækningen, der nås efter 3,5 km. Den er i alt 48,5 km lang og skal tilbagelægges tre gange.

Fra start kører man mod sydøst ad en let stigende vej, inden man drejer mod øst ind på kategori 1-stigningen Rzepiska (2,0 km, 6,5%), hvis første 400 m stiger med hele 14,5%, men som derefter flader ud. Toppen passeres efter hhv. 8,9 km, 56,8 og 105,3 km og efterfølges af en nem nedkørsel, der fører mod nord. Et let kuperet, men relativt fladt stykke følger, mens feltet snor sig mod nordvest, inden man drejer mod syd og senere sydøst op ad kategori 1-stigningen Sciana Bukovina (5,5 km, 5,5%), hvis fem første kilometer stiger med hhv. 5,3%, 1,5%, 3,8%, 10,8% og 7,4%, og som når helt op på 22% på den stejleste kilometer. Toppen passeres efter hhv. 42,8 km, 105,3 og 139,8 km - dvs. sidste gang med 13,1 km igen - hvorefter man fortsætter med at sno sig mod øst via først en nedkørsel, siden en bakke (1,8 km, 6,45%) med top 4 km efter forrige top og slutteligt endnu en nedkørsel, der bringer feltet tilbage til rundstrækningens udgangspunkt.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Efter tredje omgang drejer man mod sydvest for at køre tilbage til målområdet op ad den bakke, der tidligere blev brugt som nedkørsel. Den stiger med 5,45% over 3,45 km, og de sidste 3 kilometer stiger med hhv. 8,0%, 2,7% og 3,6% i gennemsnit med det stejleste stykke på 11,5% ca. 2,5 km fra stregen. Der er ingen sving på de sidste 3 km.

Etapen byder på i alt 3026 højdemeter, hvilket er knap 200 færre end sidste år.

Som sagt har Bukowina Tatrzanska-etapen været på programmet hvert år siden 2010. I 2019 var etapen særligt let, men alligevel lykkedes det Ineos at knække Jonas Vingegaard og køre Pavel Sivakov i førertrøjen, mens Matej Mohoric lykkedes med at vinde etapen via et gigantisk soloridt fra et langt udbrud foran flere udbrydere og en stor favoritgruppe. I 2018 leverede Sky og Michal Kwiatkowski et fabelagtigt forsvar, da Simon Yates med et stort angreb var ved at løbe med det hele, men måtte nøjes med en samlet 2. plads og etapesejr 12 sekunder foran en favoritgruppe, hvis spurt blev vundet af Thibaut Pinot foran Davide Formolo. I 2017 var Dylan Teuns i krise på næstsidste stigning, men med hjælp fra Tejay van Garderen lykkedes det ham at komme tilbage til den nimandsgruppe, der spurtede om sejren med triumf til Wout Poels foran Adam Yates og Rafal Majka. I 2016 blev etapen aflyst på grund af et veritabelt uvejr, mens Sergio Henao i 2015 kørte sig til en solosejr ved at angribe på sidste stignings stejleste stykke, hvorefter han slog et hul på 8 sekunder ned til en lille gruppe anført af Diego Ulissi og Lawson Craddock. I 2014 nåede 12 ryttere sidste stigning, hvorefter Rafal Majka angreb og slog Benat Intxausti og Ion Izagirre med 10 sekunder. I 2013 angreb Christophe Riblon fra distancen og samlede undervejs Darwin Atapuma op fra det tidlige udbrud, inden colombianeren vandt spurten, og franskmanden tog førertrøjen. I 2012 blev Henao hentet på målstregen af Moreno Moser og Michal Kwiatkowski, hvorefter italieneren vandt spurten. I 2011 slog Daniel Martin 2017-vinderen Wout Poels med 1 sekund, mens løbets førende rytter, Peter Sagan, tabte 13 sekunder. I 2010 angreb Bauke Mollema fra distancen og slog et hul på 7 sekunder ned til en lille gruppe.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Vejret

Turen ind i bjergene betyder, at det bliver lidt mere svalt. Der vil stadig kun være få skyer, men temperaturen vil kun nå 25 grader midt på eftermiddagen, og den vil endda være faldet il bare 22 grader ved målgang først på aftenen. Vinden vil blot være svag til let og komme fra øst. Det giver vinde fra alle retninger undervejs, men det er afgørende, at der vil være sidemodvind på Sciana Bukovina og modvind på det efterfølgende stykke, indtil man får sidemodvind hele vejen op ad målbakken.

Favoritterne

Hvis man gerne vil lære, hvordan man udfører finisseuraktioner, skal man gå i skole hos Richard Carapaz. Ecuadorianeren kunne blive en holden mand ved at arrangere den slags kurser, for der er næppe nogen, der mestrer den kunst som ham. Hans to første Giro-etapesejre kom netop med sene angreb på relativt bløde målbakker, og det var præcis det kunststykke, den talentfulde Giro-konge nok engang leverede i dag.

Sejren var ikke blot uventet. Den kan også vise sig afgørende. I et løb, der meget vel kan blive afgjort på bonussekunder, kan dagens høst på 10 måske sikre ham sejren. Leger vi med tanken, at kongeetapen ender i endnu en puncheurspurt, kan han med det rette udfald ende med enten at sikre ham en klar sejr eller at sikre, at han og en eller flere andre ryttere (etapevinderen, Diego Ulissi eller Rudy Molard) er i samme tid, og dermed vil det være etapeplaceringerne, der bliver afgørende - forudsat at der ikke vindes bonus i de indlagte spurter. I det vildeste scenarium kan de derfor være, at klassementsrytterne er nødt til at spurte inde i Krakows gader på søndag!

Alt sammen er det dog i første omgang spekulation. Den vigtigste etape skal nemlig først køres, men den kommer desværre i udvandet form. Etapen har faktisk lidt færre højdemeter end sidste år, hvor den var så let, at det kun var Jonas Vingegaards sammebrud, som ikke gjorde den helt ligegyldig, men det skyldes alene, at man dengang skulle flere gange op ad målbakken, som har været den samme i alle udgaver af etapen siden debuten i 2010. Resten af rundstrækningen var usædvanligt flad.

I år kommer Sciavina Bukovina med sine 22% tættere på stregen, som det var tilfældet i gamle dage, men samlet set er etapen stadig lettere. Tidligere havde man nemlig flere bakker forinden, men nu er der et langt dræbende stykke mellem Rzepiska og løbets vigtigste stigning. Historien viser, at en reduceret favoritgruppe, der dannes efter sidste tur op ad Sciavina Bukovina, ofte skal afgøre det i en puncheurspurt på den sidste ret lette bakke, men vi har også set, at etapen kan være uhyre svær at kontrollere, som det senest var tilfældet i 2018, hvor Simon Yates nær havde knækket den ellers uovervindelige Michal Kwiatkowski. Samtidig kan målbakkens stejle del godt gøre forskelle, hvis etapen har været tilstrækkeligt hård, som blandt andre Sergio Henao flere gange og også den i 2014 så suveræne Rafal Majka har vist.

Etapens manglende udfordringer gør det bydende nødvendigt, at de mindre eksplosive folk gør det hårdt. Det gælder særligt for Jakob Fuglsang og Remco Evenepoel, men det gælder for så vidt også for Carapaz selv, da han må anse den hurtigere Diego Ulissi som en gigantisk trussel. Bora og UAE derimod vil formentlig meget gerne havde det samlet til en spurt uden alt for mange vanskeligheder.

Etaperne har altid haft vilde starter med et hav af angreb, og ofte har klassementsfolk selv forsøgt sig. I år er der dog et langt, fladt stykke efter den første tur op ad Rzepiska. Det bør derfor være muligt at sende en knap så stærk og farlig gruppe afsted, og herefter vil Ineos skulle tage kontrol.

Nu er det så op til Ineos, Astana, Deceuninck og Mitchelton at lægge presset. Astana har nok den største interesse, men et relativt svagt hold. Ineos er lidt tunge, men Deceuninck viste i dag, at de er stærke. Det er dog primært Mitchelton, der virkelig kan skabe rav i den, og jeg tror, at australierne vil være toneangivende i at åbne løbet.

Med sit tidlige angreb viste Jakob Fuglsang i dag, at han meget gerne vil i aktion tidligt, så det bliver knaldhårdt og mand mod mand mellem favoritterne. Remco Evenepoel vil det samme, og jeg tror derfor, at det går løs allerede når de to stigninger skal passeres lige efter hinanden i forbindelse med afslutningen af anden omgang. Jeg vil bestemt ikke udelukke, at de stærkeste her kan køre væk, men kan de holde sig fri på det flade stykke. Sidder Bora med Maximilian Schachmann, Rafal Majka og Patrick Konrad kan det blive svært, især fordi der næsten med sikkerhed vil være hjælp at hente fra andre.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Selv hvis det igen skulle blive samlet (eller slet ikke blive splittet), vil der stadig være tid til at angribe på nøglestigningen sidste gang. Den er stejl, men kort. Forskelle kan helt sikkert gøres, men modvinden hjælper ikke, og det gør det heller ikke, at der er modvind på det efterfølgende stykke. Der er derfor gode chancer for, at der kan skabes samling til en spurt på bakken, hvor der som sagt er en sidste chance for at angribe - denne gang i medvind - på den nedre del, selvom det historisk har været svært.

Med andre ord ser jeg flere scenarier. Det kan ske, at de bedste ganske enkelt køre væk allerede tidligt - her tænker jeg på Fuglsang og Evenepoel - og at de aldrig ses igen. Det kan også være, at de bedste kører væk sidste gang op ad nøglestigningen, eller at det måske endda lykkes at lave en Yates, dvs. at angribe i den efterfølgende fase, der er svært at kontrollere. Og endelig er der muligheden for en afgørelse på målbakken, hvor der kan komme angreb fra bunden, hvor det kan ende i en spurt, og hvor man måske kan snige sig væk på den lette del mod toppen, hvis alle kigger lidt for meget på hinanden.

Jeg vælger at holde fast i min forhåndsantagelse om, at det ender i en spurt. UAE og Bora har begge tre klatrere og vil begge gerne spurte. Jeg er bestemt ikke overbevist om, at Fuglsang og Evenepoel ikke kan køre fra dem på bakkerne, men det kan blive svært at holde hele vejen, især hvis en af dem er alene. Derfor holder jeg også fast i at pege på Maximilian Schachmann. Tyskeren blev desværre lukket inde i dagens finale, men han virkede ganske velkørende. Vi så også, hvor flyvende han var i Strade Bianche, og terrænet passer ham udmærket. Han kan måske få problemer på de stejleste stykker på Sciana Bukovina, men med sin enorme power har han mulighed for at komme tilbage, og i en spurt er det formentlig kun Ulissi, der kan slå ham. Han bakkes op af Konrad og særligt en velkørende Majka, og det tror jeg vil være nok til at sikre sejren i en spurt.

Jeg er dog kommet mere i tvivl. Jakob Fuglsang ser uhyggelig ud i øjeblikket. Ikke blot angreb han tidligt, han havde også overskud til at spurte sig til en 4. plads. Det bekræfter blot indtrykket fra Strade Bianche - og sæsonstarten - og hvis han åbner for gassen på det stejleste stykke, er jeg i tvivl om, hvorvidt nogen kan hænge på. Udfordringen bliver at holde hele vejen hjem, men særligt hvis han skulle få en mand med sig - Evenepoel er et oplagt bud - kan det lade sig gøre, og han har også et sidste skud på den stejle del af målbakken. Endelig viste han igen i dag, at han med sin styrke efterhånden er blevet en bedre afslutter, og hvis det virkelig har været hårdt, kan han også spurtsejre, hvis selskabet er det rette.

Dagens overraskelse var Remco Evenepoel. Vidunderbarnet viste sjældne svaghedstegn, da han slet ikke reagerede på Carapaz’ angreb, som kom lige foran ham, og herfra gled han blot baglæns, inden han blev lukket inde. Var det dårlige ben, eller blot et bevidst valg om ikke at åbne for tidligt? Det svar kender vi ikke, men det var ikke et overbevisende tegn. Hvis til gengæld han stadig er på toppen, er han sammen med Fuglsang manden, der kan få det hele til at eksplodere og måske endda køre alene hjem. Også han kan få svært ved at holde hjem i modvinden, men vi taler trods alt om verdens måske bedste temporytter. Han er ikke specielt hurtig, men på toppen af en bakke kan han afslutte, som vi så på Foia i Algarve, og derfor har han muligheder, hvis han skulle have selskab, eksempelvis af Fuglsang.

Det var en fornøjelse at se Diego Ulissi i dag. Dagens spurt var vel den bedste, han har kørt i flere år, og den gav mindelser om tidligere tiders storhed. Spørgsmålet er nu, om han kan gentage den lørdag. På papiret er han og Schachmann de klart hurtigste i denne type finale, der passer dem begge som fod i hose, men til gengæld er Ulissi ikke den rytter, han var for år tilbage. Jeg tvivler på, at han kan sidde med, når Fuglsang og Evenepoel åbner for gassen, og hvis der skabes samling, har han næppe samme skud i stængerne som i dag. Det ændrer dog ikke på, at Ulissi efter dagens præstation må være Schachmanns store rival i tilfælde af en spurt, og det kan en brølstærk Brandon McNulty hjælpe med at sikre, at det bliver.

Her kan Simon Yates måske også komme i spil. Den lille brite spurter stort set aldrig mere, men i gamle dage var han hurtig. Han viste en intakt fart, da han vandt sin første Tour-etape sidste år, og særligt efter et hårdt løb er han bestemt ikke uden chance. Terrænet passer ham i det hele taget fremragende også til at køre offensivt, men han manglede stadig så meget i Burgos, at det kan blive svært at gå med de bedste. Til gengæld kan han og Esteban Chaves sidde i overtal og angribe på skift, og Yates har én gang tidligere netop sneget sig væk på stykket mellem de to sidste stigninger.

Efter i dag må man også nævne Richard Carapaz. Stortalenter kommer hurtigt i form, og derfor ser ecuadorianeren allerede meget bedre ud end i Burgos. I dag bekræftede han også, at punchet er godt, men det er alligevel svært at se ham vinde en spurt på en blød bakke mod de rigtige puncheurs. Til gengæld kan Carapaz nu være så god, at han kan køre med de allerbedste, og i en spurt mod folk som Fuglsang og Evenepoel kunne han meget vel være hurtigst.

Jeg var ikke fuldt overbevist om Tim Wellens i dag, og det er altid bekymrende for belgieren, der er uhyre svingende. Alligevel endte han i top 10, og han vil i hvert fald sætte pris på, at temperaturerne i morgen er helt menneskelige. Han har det svært om sommeren, men i august plejer han at finde benene i BinckBank Tour, og han plejer også at være god til at træne sig i form. Han er ikke helt så hurtig som Ulissi og Schachmann, men chanceløs er han ikke. Spørgsmålet er bare, om benene svarer, som de skal. Det synes ikke helt givet.

Læs også

Optakt: Presidential Tour of Türkiye

Mitcheltons styrke er holdet. Det bringer også den uhyre velkørende Esteban Chaves i spil. Colombianeren er bedre end tidligere efter kyssesygen, og hvis hans holdbarhed, der ligner et stadigt problem, holder, kører han også finale her. Han har fint punch, men vinder ikke en spurt. Til gengæld kan det blive ubehageligt at skulle kontrollere både Yates og Chaves til sidst.

Rafal Majka ender let som hjælper for Schachmann, men måske kan han også drage fordel af tyskeren. Sidder Bora med begge mand i finalen - og det virker sandsynligt på baggrund af præstationen på sidste etape i Burgos - vil Majka være ”the underdog”. Han er ikke længere god nok til bare at køre væk som stærkeste mand som i 2014, og i en spurt er han ikke hurtig nok, men det kunne være ham, der laver ”en Yates”. Formen synes at være til det.

Dagens spurt bekræftede også, at Wilco Kelderman ikke bliver ringere som puncheur. Det så vi også i Provence, og det må få ham til at lugte blod i tilfælde af en spurt. Efter en lang periode under niveau - primært som følge af uheld - har han stadig meget at bevise, og derfor vil det nok være svært at gå med, når Fuglsang åbner for gassen. Til gengæld viste han i dag, at han bestemt ikke skal afskrives helt i en spurt eller som mand bag et sent angreb. Til gengæld ser de to australiere, Jai Hindley og Chris Hamilton , der sidste år var så stærke, ikke overbevisende ud.

Det gør til gengæld Rudy Molard. Nok har han punch, men det var uventet, at det var ham, der i dag skulle have del i de værdifulde bonussekunder. I en flad spurt er han dog ikke nogen storsprinter, og her er afslutningen betydeligt blødere. Det virker svært at se ham vinde en spurt, men formen er åbenlyst fremragende. Og hvem husker ikke, da Molard sneg sig væk i en taktisk finale og således vandt en Paris-Nice-etape? Er det tid til at gentage kunststykket?

Dagens præstation var ikke specielt lovende for Jonas Vingegaard. Denne spurt burde ellers have passet, men jeg vil alligevel holde døren åben for danskeren. Terrænet passer ham fremragende, som vi så det sidste år, og Jumbos store tillid tyder på, at han har lagt lag på, siden han sidst var i aktion i efteråret. Sidste år var han heller ikke med i dagens spurt, men var helt ustoppelig i Tatr-bjergene. Er han det igen, står han stærkt, fordi han også kan afslutte.

Jeg vil også nævne Ion Izagirre. Baskeren er ikke hurtig, og han skal formentlig alene hjem for at vinde. Det kan blive svært, men er ikke umuligt, når han er på hold med Fuglsang. Mange vil kigge på danskeren, og det kan være Izagirres genvej til at stikke af. Han har dog lidt at bevise, for han har ikke været på niveau siden sejren i Baskerlandet sidste år.

Ilnur Zakarin derimod kan være på vej mod genrejsning. Takterne var i hvert fald lovende i februar, men desværre passer dette løb ham slet, slet ikke. Russeren ejer ikke skyggen af punch, men til gengæld har han to fordele. For det første regner ingen med hverken ham eller CCC, og for det andet har han i Giroen vist, at han mestrer kunsten at snige sig væk i en taktisk finale. Det kan vise sig som hans chance. Til gengæld er jeg ikke helt overbevist om formen hos Simon Geschke, der i forvejen var skuffet efter Strade Bianche og ikke var fremme i en spurt, der passede ham.

Endelig vil jeg nævne Tobias Foss. Reelt ved vi ikke, hvad Tour de l’Avenir-vinderen kan på dette niveau, men han kom lovende fra land i dag. Dette er hans første WorldTour-løb, og vi skal næppe forvente os mirakler, men noget tyder i hvert fald på, at han er i fin form. Til gengæld tyder dagens resultat på, at lottokuponen Wout Poels er en nitte i dette løb, og at hans holdkammerat Mark Padun desværre ikke er genfødt. Det håber jeg, at Neilson Powless er efter en motiveret og løfterig start, men jeg er ikke fuldt overbevist endnu. Slutteligt skuffede Rui Costa i dag så fælt som lead-out man, at han ligesom den velkørende Brandon McNulty ligner hjælper for en velkørende Ulissi.

Feltet.dks vinderbud: Maximilian Schachmann

Øvrige vinderkandidater: Jakob Fuglsang, Remco Evenepoel

Outsidere: Diego Ulissi, Simon Yates, Richard Carapaz, Tim Wellens, Esteban Chaves

Jokers: Rafal Majka, Wilco Kelderman, Rudy Molard, Jonas Vingegaard, Ion Izagirre, Ilnur Zakarin, Tobias Foss

Tidligere udgaver af etapen

Du kan se Matej Mohorics sejr fra 2019 i videoen til højre, Simon Yates’ sejr fra 2018, Wout Poels’ sejr fra 2017 og Sergio Henaos sejr fra 2015.