Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

 Livestream Tour de Romandie og Eschborn-Frankfurt uden afbrydelser

Ruten

I de senere år er kongeetapen stort set altid kommet om lørdagen, og det vil også være tilfældet i 2022. Som regel har den budt på en bjergafslutning - dog oftest på en ikke alt for svær stigning - men vi har også før haft flade finaler, som det senest var tilfældet i 2018. I år venter der en heftig sag med 4100 højdemeter, og som slutter med knap 30 km, der næsten alle er stigende. Procenterne synes at være svære nok til at skabe pæne forskelle, men da finalen senest blev brugt i 2008, var afstandene overraskende små. Der bør dog ikke være tvivl om, at der venter et brag af en bjergetape, hvor vi vil få en helt klar ide om styrkeforholdet inden den afsluttende bjergenkeltstart.

I alt skal der tilbagelægges 180,1 km, der har start i Aigle og mål på i Zinal/Val d’Anniviers. Starten fra UCIs hjemby er nem, idet man kører mod sydøst og siden nordøst ad en helt flad dalvej frem til byen Sion. Kort herefter forlader man dalen for at køre mod sydøst op ad kategori 1-stigningen Nax (10,22 km, 7,72%, max. 11%), der er en helt jævn stigning med top efter 63,2 km. En teknisk nedkørsel leder nu mod nordøst tilbage til dalen, hvorefter det går videre mod nordøst ad den flade dalvej frem til dagens første spurt, som kommer efter 81,4 km.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Efter spurten tager etapen for alvor fat, når man kører mod syd op ad en lang stigning, der er inddelt i to kategori 1-stigninger. Den første af disse er Les Pontis (7,30 km, 7,53%, max. 13%), der er relativt jævn med 8%, men har 2 kilometer med 3-4% nær toppen, som rundes efter 93,0 km. Herefter fortsætter det med at stige mod syd, inden man kører mod nordøst op ad kategori 1-stigningen Saint-Luc (4,61 km, 7,80%, max. 11%), der er helt jævn og har top efter 103,4 km.

Den leder op til et fladt plateau, som følges mod syd, sydøst og nordvest, inden en let nedkørsel leder mod nord. Derfra går det mod nordvest op ad kategori 2-stigningen Les Ziettes (4,64 km, 5,94%, max. 11%), der er irregulær med 2 km med 7-8%, men derudover bare 4-5%. Toppen rundes efter 126,0 km, hvorefter en teknisk nedkørsel leder mod nordvest hele vejen tilbage til dalen, hvor man igen kører mod nordøst ad den flade dalvej frem til dagens anden spurt, der efter 148,1 km kommer samme sted som den første.

Herfra er de sidste 31,9 km stort set alle stigende. Bare 3,7 km senere drejer man nemlig mod syd for igen at køre op ad Les Pontis (7,30 km, 7,53%, max. 13%), der er relativt jævn med 8%, men har 2 kilometer med 3-4% nær toppen, som rundes efter 159,6 km. Igen kører man mod syd videre ad den stigende vej, men denne gang fortsætter man mod syd op ad kategori 1-stigningen Grimentz (6,2 km, 7,11%, max. 11%), der stiger jævnt med 6-8% frem mod toppen, som rundes efter 172,3 km. De sidste 7,8 km indledes nu med en kort og let nedkørsel, der leder mod syd, øst og sydøst, inden man følger en helt lige vej mod sydøst op til målet, idet de sidste 3,9 km stiger med 5,2% i gennemsnit. Tallene snyder dog, da bakken kommer i to med en flad kilometer midtvejs, inden det stiger igen over de sidste 1200 m.

Etapen byder i alt på 4157 højdemeter.

Zinal har været mål for ét stort cykelløb i dette årtusinde, nemlig kongeetapen i dette løb i 2008. Her lykkedes det med det yderste af neglene for udbryderen Francesco de Bonis at holde en lille favoritgruppe på ni mand bag sig, og han sejrede med 3 sekunder ned til John Gadret, 5 sekunder ned til Manuel Beltran og 7 sekunder ned til resten af gruppen.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

 Livestream Tour de Romandie og Eschborn-Frankfurt uden afbrydelser

Vejret

Efter de flotte solskinsdage bliver Romandiet sig selv igen i weekenden. Desværre bliver kongeetapen ramt af kedeligt vejr, hvor der gennem hele dagen vil være en nedbørsrisiko på 75-85%, men det skulle have en bygeagtig karakter og ikke nødvendigvis være vedvarende regn. I startbyen vil temperaturen være 15 grader, men i bunden af den lange finaleopkørsel vil den bare være 6 grader. Vinden vil være let (6-13 km/t) og tiltage gennem dagen, samtidig med at den hurtigt drejer fra vest til nordvest. Det giver sidemedvind i starten og sidevind frem til stigningerne i finalen. Her vil der være sidemedvind på Les Pontis og Saint-Luc og sidemodvind på Les Zeiettes d’en Bas og nedkørslen til dalen. Herefter får man igen sidemedvind på begge de to sidste stigninger, hvorefter der vil være næsten direkte medvind det sidste stykke op til mål, dog med sidemedvind til allersidst.

Analyse af 3. etape

Her kan I læse min analyse af, hvordan feltets mystiske newzealænder endelig fik den første europæiske WorldTour-sejr, han har været så tæt på ufatteligt mange gange.

Favoritterne

Som det lå i kortene, blev løbets første fire dage ikke alt for afgørende - i hvert fald ikke for de ryttere, der ikke blev elimineret af onsdagens ærgerlige styrt. Nu er det til gengæld tid til at finde ud af, hvem der kan vinde årets Tour de Romandie, når vi i weekenden endelig rammer de rigtige bjerge, der sammen med regnvejr mere end noget andet definerer det schweiziske løb.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Desværre bliver det også klassisk Romandiet i morgen. Det gør det både på den gode måde med en forrygende bjergetape med mere end 4000 højdemeter, men også på den kedelige måde med det regnvejr, som så ofte har ført til ændringer af kongeetapen. Det er sket flere gange bare inden for de sidste 10 år, og vejrudsigten kunne være grim nok til, at det kan ske igen.

Heldigvis skal de denne gang ikke alt for højt op, og umiddelbart tro jeg, at der er en god chance for, at temperaturerne er høje nok til, at vi ikke får sne på nedkørslerne. I skrivende stund er der da heller ikke meldinger om, at etapen bliver ændret, men vi skal nok være forberedt på, at vi kan vågne op til beskeden om, at sne gør det nødvendigt at fjerne nogle tidlige stigninger for at undgå nedkørsler. Jeg føler mig ret overbevist om, at de kan køre hele den lange finalestigning, og mit bedste bud er også, at temperaturen er høj nok til, at de gennemfører etapen, men belært af erfaringen fra tidligere år må jeg hellere tage forbehold for, at etapen bliver ændret i morgen. Optakten her baserer sig dog på antagelsen om, at den afvikles i fuld længde.

Hvor svær er årets kongeetape så? Den er ikke helt let at blive klog på. De har kun kørt finalestigningen én gang tidligere, nemlig i 2008. Dengang blev det til udbrudssejr til den ukendte og senere dopingdømte Francesco de Bonis, mens det ni bedste favoritter kun var adskilt af ganske få sekunder. Dengang betød et jordskred imidlertid også, at de måtte droppe nogle stigninger, og etapen blev derfor bare 112 km lang. Køres etapen i morgen i fuld længde, vil det være en betydeligt hårdere affære.

Det vil den også blive i kraft af vejret. Vi så på sidste års iskolde kongeetape, hvor Geraint Thomas frøs så meget, at han styrtede i spurten om sejren, hvor stor en forskel disse betingelser i Romandiet kan gøre. Det var dog også en helt anderledes svær målstigning, og her er det snarere den samlede mængde af stigninger og det dårlige vejr mere end stigningernes sværhedsgrad, der skal gøre forskellen. Det kan derfor meget vel ende mere som et nedslidningsløb bagfra end et løb, hvor man kan gøre forskellen fra spids. Heldigvis vil det dog være en medvindsfinale på hele den lange opkørsel, og det øger chancen for et løb, der ikke bliver låst.

Skal forskellen gøres, skal det formentlig være på de første 3 km af Grimentz, hvor det stiger med ca. 8% i lang tid. Herfra er der imidlertid stadig 11 km til toppen, og det er nok ikke helt tilfældigt, at vi sidste år havde en større gruppe til sidst. De sidste 3,9 km, der igen er stigende, er heller ikke alt for svære, og det kunne meget vel ende i en eller anden form for spurt.

Der er dog også andre muligheder. Særligt grundet vejret og medvinden kan man ikke udelukke, at bedste mand kan køre alene. Derudover kan taktik meget vel spille en rolle. På stigninger, der er knap så svære, kan det hurtigt blive til noget stop-go-kørsel, særligt i et løb, hvor de måske mangler et meget stærkt hold, hvis man ser bort fra Bora og Bahrain, som godt kan sidde med flere mand til allersidst. I den situation kan man med et taktisk klogt angreb vinde, som Ben O’Connor gjorde det så flot på den lette La Molina-stigning i Catalonien. Det er i hvert fald en finale, hvor det kan være en fordel at sidde i overtal.

Spørgsmålet er, om favoritterne overhovedet skal køre om etapesejren. Starten er flad, og forskellene i klassementet er efterhånden ret store. Jumbo vil elske at kunne lade et ufarligt udbrud sejle hjem, og det er muligt, at de kan få et sådant, når starten er flad. Der er dog en betydelig risiko for, at de skal holde gruppen i snor undervejs, og så er finalen så hård, at de kan komme tilbage af sig selv.

Jeg vil dog også tro, at der er hold, som vil jagte. Det gælder Bora, Israel-PT, Ag2r og Bahrain, som alle burde have ambitioner om at vinde denne etape. Jeg er mere usikker på, om Ineos vil tage aktion, da Geraint Thomas formentlig mest satser på søndagens etape. Omvendt betyder hans tidsstraf, at han har tid at hente, og så er bonussekunder velkomne.

Uanset briternes taktik burde udbruddet dog kunne hentes. Særligt Bora og Bahrain er så stærke, at de også kan kontrollere så svær en etape, så hvis de går efter det - og det er jeg ret sikker på, at Bora i hvert fald gør - bør et udbrud få svært ved at holde hjem. Derefter regner jeg med et udskilningsløb på den alenlange finalestigning, hvor det meget vel kan være Jumbo, der kontrollerer, eller Bora og/eller Bahrain, som lægger pres på. Slaget mellem favoritterne skal formentlig slås på Grimentz, hvor de første 3 km som sagt byder på stigningens sværeste del. Herfra kan vi få en solosejr til den bedste, en spurt i en gruppe eller et taktisk løb, hvor man kan lave ”en O’Connor”. Alle muligheder er åbne, men det er nok mest vejret og etapens samlede sværhedsgrad, der for alvor skal gøre det hårdt.

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

Jeg vælger at pege på Aleksandr Vlasov . Jeg kan stadig være bekymret for, hvor længe superformen kan holde, men foreløbig synes han stadig at være flyvende. Han var meget overbevisende i puncheurspurten på 1. etape, som ellers på papiret ikke er ideel, og han så stærk ud i dag, hvor han svarede på de første angreb i finalen. Ser man på det generelle formbarometer blandt rytterne i feltet, har Vlasov haft overhånden efter imponerende kørsel i både Baskerlandet og Ardennerne, og hvis han har samme form nu, må han være den bedste og mest formstærke klatrere.

Han har også to andre gode våben. Vi har nu to gange på en uges tid fået bekræftet, at han har fået en god puncheurspurt, og det kan blive vigtigt i denne finale, der ikke er alt for selektiv. Derudover har han et stærkt hold, hvor Sergio Higuita bør kunne hjælpe ham i den absolutte finale. Det stiller ham stærkt i det taktiske spil, og han vil have en mand, der kan forhindre, at det glider ham af hænde. Med den spurtstyrke, han har vist, burde han have en god chance for at gøre det færdigt, hvis ikke han bare kører alene.

Jeg har dog én bekymring - og den er alvorlig. Vi så sidste år i Giroen, at Vlasov har det svært i kulde og regn (selvom han er russer), og det er et alvorligt bekymringspunkt. Han kørte dog på podiet i det iskolde GP Miguel Indurain, hvor de undervejs kørte i regulært snevejr, og det indikerer, at han godt kan præstere under de betingelser. Det gjorde han da også af og til under Giroen, så det er snarere udtryk for, at han risikerer at have en offday. Hvis han undgår det, tror jeg på, at han kan tage den sejr, han har kredset om så længe.

Jeg tror, at den største trussel er Michael Woods. Canadieren er stille og roligt ved at indhente det forsømte efter sin sygdom, og han meldte om gode ben i Ardennerne, selvom Fleche blev ødelagt af dårlig position og Liege af den hårde modvind på finalestigningerne. Han udtrykker i hvert fald stor selvtillid, og han er nu blevet så god i de høje bjerge, at han kan vinde de rigtige bjergetaper. Sidste år vandt han nemlig netop kongeetapen i dette løb, og han har stor fordel af, at vejret bliver lige så elendigt. Vi har flere gange set, at Woods er god i regnvejr, og han vil klart nyde godt af betingelserne.

Derudover er det ikke en ulempe, at stigningen er relativt let. Woods er blandt de bedste puncheurs, og selvom han foretrækker stejlere procenter, vil han være en af favoritterne i en spurt til sidst. Jakob Fuglsang bliver også bedre og bedre, og dermed er der en chance for, at han ikke er alene i finalen. Derfor har han alle kortene på hånden til at gentage sejren fra sidste år.

Sidste år slog han Ben O’Connor, der med en 2. plads fortsatte sin opstigen mod stjernerne - en opstigen, der kulminerede med 4. pladsen i Touren. Australieren er siden bare blevet endnu bedre, og i dette løb hr han imponeret mig mere end nogen anden. Hans prolog var rystende god, og en 6. plads i en puncheurspurt er et fremragende resultat for en spurtsvag dieselklatrer. Det var gode resultater i uvant terræn, og nu kommer vi til en stor bjergetape med lange bjerge - lige netop det, O’Connor elsker.

Problemet er, at etapen kan være for let. O’Connor er ikke den bedste afslutter, og spørgsmålet er, om han kan gøre de forskelle, han skal. Heldigvis har han god hjælp af vejret, for vi så sidste år både her og i Touren og tidligere også i Besseges, at han er allerbedst i regnvejr. Derudover har han jo faktisk spurtet så godt på 1. etape og i Jura, at han har en chance for at vinde en spurt, hvis han vitterligt er stærkest og mest frisk. Det er et problem, at han vil være alene, men vi så i Catalonien, at han fandt sit moment i det taktiske spil. Det kan han gøre igen, og derfor har han flere veje til sejr. Han virker i hvert fald skræmmende stærk. Spørgsmålet er bare, om etapen er hård nok til, at det kan omsættes til sejr.

En anden rytter, der burde være god i dette vejr, er Damiano Caruso. Italienerens form har været lidt svær at vurdere, for selvom han var i særklasse på Sicilien, var det på en billig baggrund, og i Ardennerne var han bare hjælper. Han har dog efterladt et positivt indtryk i dette løb, ikke mindst på 1. etape, og på denne lidt lettere etape er det vigtigt, at han på Sicilien og 1. etape genfandt den spurt, vi ellers ikke har set i flere år. Samtidig drager han fordel af, at han og Gino Mäder samt måske Dylan Teuns kan sidde i overtal i finalen, og det giver nogle taktiske muligheder at køre på det måske stærkeste hold. Først og fremmest skal han dog endegyldigt bevise, at han er så stærk, som Sicilien kunne indikere.

Det lidt lettere målbjerg burde være en gave for Sergio Higuita. Han burde nemlig være den hurtigste i en spurt på toppen, men hans rolle er formentlig ændret efter styrtet på 1. etape. Selvom han ikke slog sig, er det nu Vlasov og ikke Higuita, der skal vinde løbet, og derfor er det nok temmelig tvivlsomt, om Higuita får lov at gå efter at vinde etapen. Hvis til gengæld det alligevel ender i en spurt i en favoritgruppe, vil det vel give rimelig mening at lade både Vlasov og Higuita spurte, for Higuita kan også ende med at tage bonussekunder væk fra rivalerne. Vi så i Catalonien igen, at han elsker denne slags vejr, men det er til gengæld stadig usikkert, hvor han står formmæssigt efter sygdommen. Han var god i Liege, men han virker ikke helt så skarp, som han var, da han sejrede så flot i Catalonien. Først og fremmest er det dog hans rolle, der kan blive et problem, fordi han meget vel kan ende med at skulle føre i finalen.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Som bekendt har jeg ret store forventninger til Gino Mäder i dette løb, der har været et af hans sæsonmål. Nok er Caruso den erklærede kaptajn, men han kører også sit eget klassement. Han viste på kongeetapen i Baskerlandet, at han er ved at være i form, og han bør have forbedret sig markant siden dengang. Problemet er, at denne etape er for let for en spurtsvag dieselklatrer, og han kører formentlig ikke bare fra alt og alle. Til gengæld er Bahrain det stærkeste hold med måske helt op til tre mand i finalen, og det vil den snu Mäder kunne udnytte til at snige sig væk. Han har i hvert fald før vist, at han kan præstere i dette vejr.

Det er også i morgen, at vi får svaret på, om Geraint Thomas fortsat klatrer godt nok. Selv er jeg skeptisk. Han gjorde det for et år siden i dette løb, hvor han måske havde vundet kongeetapen, hvis ikke han havde frosset sine hænder så voldsomt, at han røg i asfalten, men vi har ikke set det siden dengang. Han klatrede ikke overbevisende i Dauphiné eller Touren (heller ikke før styrtet), og han har generelt været i forfald de seneste år. Hans optakt har efter en ringe vinter heller ikke været optimal, og selvom han er blevet bedre og bedre, har han stadig manglet en del. På toppen er han ifølge eget udsagn ikke endnu, men han er stadig kommet til løbet for at vinde. Hans spurt på 1. etape var ikke lovende, men han så godt ud i dagens finale. Vejret er også en klar, klar fordel, men han vil lide under et svagere hold, hvor han meget vel kan sidde alene i finalen. Han er heller ikke så hurtig længere, men efter en hård dag burde han kunne spurtsejre, hvis han har nok tilbage i benene. Det er jeg bare usikker på, om han har.

Rohan Dennis går efter eget udsagn ind til etapen med ambitionen om at begrænse tabet, men jeg udelukker ikke, at det kan blive til mere end det. Australieren virker flyvende, og han har tillige sagt, at han forud for løbet har arbejdet meget på sin klatring, da hans hjælperrolle i Touren er sæsonens helt store mål. Det kunne give et håb for, at han faktisk nærmer sig Giro-benene fra 2020, og hvis han finder dem, kan han også vinde i dette felt. Det er klart, at hans muligheder i det taktiske spil er begrænsede, og det kan blive et problem, hvis han skal føre alene til sidst, men ender det i en spurt, burde han have en fair chance. Han viste i dag endelig igen, hvor hurtig han er, og vi så på 1. etape, at han har masser af punch i en stigende spurt. Det vil stadig være en overraskelse, hvis han vinder, men i et vejr, hvor mere robuste folk kan have en fordel, og med klatretræning frem mod løbet synes Giro-benene ikke nødvendigvis at være langt væk.

En rytter, jeg glæder mig meget til at se, er Dylan Teuns. Normalt er disse stigninger for svære for belgieren, men han kan ikke afskrives. Vi ved, at han er i fremragende form, og vi skal ikke glemme, at han trods alt vandt en alpeetape i Touren sidste år, hvor han slog blandt andre Woods fra et udbrud. I Catalonien tidligere i år gjorde han det også godt i de høje bjerge, og det var endda på et tidspunkt, hvor formen ikke var som nu. Touren sidste år viste også, at han excellerer i regnvejr, og han hjælpes i den grad af den relativt lette etape. Ender det i en spurt i en lille gruppe, skal man i hvert fald altid frygte Teuns, som han har leget superpuncheur den seneste uges tid.

En anden spændende kandidat er Carlos Verona. Spanieren har nået et helt nyt niveau i år, hvor han blev nr. 6 i UAE Tour og nr. 11 i Catalonien, selvom han startede som hjælper, og også i Ardennerne så han som hjælper meget overbevisende ud. Hans angreb i dag var også godt, og han var fremme i onsdagens puncheurspurt, som passede ham dårligt. Jeg er usikker på, hvordan han har det med vejret, og han vinder ikke en spurt, men han er til gengæld en underdog, der kan spille sine kort i det taktiske spil. Han gjorde forsøget i dag, og det kan han gøre igen i morgen.

Det bliver meget interessant at følge Jakob Fuglsang. Danskeren bliver bedre og bedre fra løb til løb, og i dag så han ganske stærk ud, da han lukkede op til Mäder og Vlasov. I Liege manglede han dog stadig noget i forhold til de bedste, og med tanke på det, han har vist det seneste års tid, er det stadig uklart, om han stadig kan finde de sidste procent, der gør ham konkurrencedygtig i dette felt. Heldigvis er vejret i den grad med ham, og han har glæde af, at etapen ikke er så svær. Han vinder ikke en spurt, men det virker ikke umuligt, at israelerne kan sidde med to mand i en taktisk finale. Her er Fuglsang snu til at spille spillet, som han gjorde, da han med taktisk snilde slog de stærkere favoritter og vandt kongeetapen her for fire år siden.

En anden rytter, der bliver spændende, er Thibaut Pinot . Franskmanden var helt væk i Alpernes begyndelse, hvor han led under sine styrt i Sarthe, men selvom han kom stærkt igen med sine to udbrud til sidst, var det ikke mit indtryk, at han var i nærheden af at matche de bedste. Til gengæld er han i fremgang, og vi så i Tirreno både, at hans form kom fra den ene dag til den anden, og at hans topniveau stadig er højt. Han elsker regnvejr, og han er stadig også hurtig nok til at vinde en spurt, men først og fremmest har han fordel af det taktiske spil, hvor han kan lukrere på, at han er ude af klassementet og dermed vinde, selvom han ikke nødvendigvis er bedste eller hurtigste mand.

En anden spændende rytter er Einer Rubio. Colombianeren viste sit potentiale i Burgos sidste år, og det fandt han igen i Alperne, hvor han var ganske overbevisende. Desværre gik det galt på sidste etape, og det kunne indikere, at den lille colombianer har det svært i regnvejr, hvilket er uheldigt i lyset af vejrudsigten. Han så heldigvis overbevisende ud både på 1. etape og i dag, og formen synes at være der. Han har fordel af, at etapen måske ikke er alt for svær og derfor kan haven i en situation, hvor han og Verona kan lukrere på deres underdogrolle i det taktiske spil.

FDJs andet kort er Sebastien Reichenbach. Schweizeren er slet ikke så god, som da han var bedst, men han har gjort det ganske godt i år. Han melder også om form til sit hjemmebaneløb, der altid er et mål, og han så godt ud i puncheurfinalerne i Ardennerne og her, selvom de slet ikke passer ham. Det gør morgendagens rigtige bjergetape, og han har vist, at han kan begå sig i dårligt vejr (det skal man kunne, når man kommer fra Romandiet!). Han er næppe bedst, men etapen er lettere, og måske kan han komme tilbage efter angrebene og spille sine kort i det taktiske spil.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

En anden rytter, der er ude af klassementet, er Ion Izagirre . Han smed masser af tid i går, men det kan næsten kun skyldes, at han bare er begyndt at spare sig til weekenden. Han fortalte i hvert fald Eurosport, at han har ambitioner og ikke er alt for forslået, men spørgsmålet er, om han er god nok. Han havde store ambitioner i Ardennerne, men floppede fælt, og selvom det var bedre i Liege end i Fleche, kunne det tyde på, at han toppede i Baskerlandet. Han har dog to fordel på denne etape. Han elsker regnvejr, og han er ude af klassementet, hvorfor han kan spille sine kort i det taktiske spil.

Jeg har nedgraderet Brandon McNulty. Der var usikkerhed om amerikaneres form efter coronainfektionen efterfulgt af Liege-styrtet, og han har selv erkendt, at han ikke helt ved, hvor han står. Desværre var hans kørsel på 1. etape, hvor Dennis kørte ham ud af hjulet, ikke opløftende, og i dag så det kritisk ud, da han eksploderede totalt i forsøget på at svare på Mäders angreb. Det tyder på, at han mangler for meget, og i forvejen har han generelt manglet en del i bjergene, selvom han siden OL har forbedret sig markant. Vejret er til hans fordel, som vi så, da han vandt på Sicilien, og han er også en god afslutter, og med tanke på hans kørsel i år tør jeg derfor ikke udelukke ham, men starten på løbet har godt nok været bekymrende.

Jeg har heller ikke den store tiltro til Juan Ayuso. Det havde jeg ikke inden løbet grundet hans meget skuffende kørsel i klassikerne, men han har rejst sig lidt i dette løb med en hæderlig spurt onsdag og en god enkeltstart. Desværre så han presset ud i dag, og han er åbenlyst slet ikke så god i det eksplosive terræn, som han var i Catalonien. Han synes ikke at være kommet ordentligt tilbage efter sin covidsygdom, og jeg vil blive overrasket, hvis han er med fremme. Omvendt er etapen lidt lettere, og han er lynhurtig på stregen.

Skal vi give Steven Kruijswijk én chance til? Det er få, der så hurtigt har tabt niveau som hollænderen, og der er ikke alt for meget, der tyder på, at han stadig kan være med i dette selskab. Ifølge holdet blev han dog holdt op bag 1. etapes styrt, og alligevel kom han tilbage til feltet. Det vidner om, at han i hvert fald er i form, og han så da også ganske fin ud i dag. Jeg har dog stadig svært ved at tro, at han pludselig igen kan blande sig helt fremme, selvom han som minimum burde have fordel af vejret.

En spændende rytter er Steff Cras. Han er endt lige uden for top 10 samlet i både Paris-Nice og Baskerlandet, og det vidner om, at han kan begå sig på dette niveau. Han virkede i flyvende form i Besancon og så godt ud på 1. etape, og han har endda skippet Ardennerne for at satse fuldt på dette løb. Desværre har vi hidtil set, at han er bedst i eksplosivt terræn, og her kan stigningerne meget vel blive en anelse for lange. Det har i hvert fald været mønsteret hidtil.

Endelig er der Louis Meintjes. Sydafrikaneren rejste sig i Vueltaen sidste år, hvor han lignede sig selv igen, og han var også stærk på Sicilien. Her var feltet dog svagt, og han har aldrig rigtigt været en ørn til ugelange løb, hvor hans motor sjældent bliver varm. Endnu værre er det, at han har det svært i regnvejr, og at etapen nok kan være for let for en dieselklatrer som ham. Han vinder næppe, selvom han har taktiske fordele af sit tidstab, men lad os se, hvor langt han kan komme.

Blandt de øvrige ryttere har Luke Plapp ikke lignet en rytter, der er klar til at være med helt fremme på så voldsom en bjergetape som denne, og jeg tror også, at det bliver for skrap kost for Ethan Hayter, der har sine begrænsninger i bjergene, og den Marc Hirschi, vi kender i dag. Sepp Kuss virker stadig helt fra den, og de ellers velkørende Gijs Leemreize og Robert Gesink må være hjælpere. Neilson Powless er i god form, men jeg tror, at han er lidt for begrænset i de høje bjerge, og vi så i Alperne, at Sean Quinn nok mangler lidt for meget. Geoffrey Bouchard synes ikke rigtigt på toppen, og Harold Tejada har ikke været på det niveau, jeg havde håbet. Hermann Pernsteiner er flyvende lige nu, men ligner igen en ren hjælper, og selvom han synes meget bedre end i Baskerlandet, indikerer den svage puncheurspurt på 1. etape, at Felix Grossschartner kommer til kort på en stigning, der også er til den svære side for ham. Gregor Mühlberger, Ruben Fernandez og Davide Villella virker hæderligt kørende, men de må være en anelse overmatchet. Jose Felix Parra har stadig ikke fundet sit bedste niveau, og terrænet er nok lidt for svært for Quentin Pacher og Rudy Molard, mens Matteo Badilatti og Harm Vanhoucke ikke synes på toppen. Det bør også blive for svært for Andreas Leknessund, Rein Taaramae og Quinten Hermans, og selvom han klatrede godt i Tyrkiet, er niveauet her et andet for formstærke Patrick Bevin. Hos Quick-Step synes hverken Mattia Cattaneo eller James Knox at have formen, og det bliver for svært for Mikkel Honoré og Mauro Schmid. Hos Trek kan Antonio Tiberi måske gøre det pænt efter en god prolog og stærk klatring i Besseges, men helt fremme kan han ikke være, og Gianluca Brambilla og Kenny Elissonde har begge manglet for meget oå det sidste. Mountainbikeren Filippo Colombo bliver spændende at følge, men helt fremme vil han ikke være. Endelig har Matteo Sobrero været helt væk siden sin lovende start.

BEMÆRK: Som skrevet ovenfor tager jeg et forbehold for, at etapen i morgen må modificeres som følge af sne, som vi har set det så mange gange tidligere i Romandiet. Jeg uddyber ovenfor.

Feltet.dks vinderbud: Aleksandr Vlasov

Øvrige vinderkandidater: Michael Woods, Ben O’Connor

Outsidere: Damiano Caruso, Sergio Higuita, Gino Mäder, Geraint Thomas, Rohan Dennis

Jokers: Dylan Teuns, Carlos Verona, Jakob Fuglsang, Thibaut Pinot, Einer Rubio, Sebastien Reichenbach, Ion Izagirre, Brandon McNulty, Juan Ayuso, Steven Kruijswijk, Steff Cras, Louis Meintjes

 Livestream Tour de Romandie og Eschborn-Frankfurt uden afbrydelser