Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

29. april 2023 14:16Foto: Sirotti

Juan Ayuso fortsatte sin kurs mod stjernerne med en nærmest uhørt sejr på enkeltstarten, og nu kan han måske lugte karrierens samlede sejr i et WorldTour-løbet i sin sæsondebut. Mellem ham og triumfen står imidlertid lidt af en udfordring, når løbet lørdag efter alt at dømme skal afgøres på en sjældent brutal kongeetape, der er en total kopi af den episke fra 2021, hvor Michael Woods på den lange, stejle og høje Thyon 2000-stigning tog en af karrierens flotteste sejre.

Artiklen fortsætter efter videoen.

STREAM TOUR DE ROMANDIE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Ruten

I de senere år er kongeetapen stort set altid kommet om lørdagen, og det vil også være tilfældet i 2023. Som regel har den budt på en bjergafslutning - dog oftest på en ikke alt for svær stigning - men vi har også før haft flade finaler, som det senest var tilfældet i 2018. Det har den imidlertid ikke i år - tværtimod. For to år siden gjorde man nemlig en ganske interessant opdagelse, da man sendte rytterne op ad den brutale stigning Thyon 2000, der ligger umiddelbart syd for Sion, og det gav anledning til et episk slag i brutalt regnvejr, hvor Michael Woods sejrede efter en spurt mod en frysende Geraint Thomas, der grundet sine kolde hænder væltede. Den finale kaldte allerede dengang på en gentagelse, og efter at kvinderne fik lov at prøve stigningen til sidste års første udgave af kvindeløbet, får herrerne chancen for anden gang i år. Man tager endda ingen chancer for ikke at få samme drama som for to år siden, for man genbruger slet og ret ruten fra dengang, hvormed klatrerne får en sjældent stor chance for at vinde tid i et løb, hvor kongeetaperne ellers ofte har været af en lettere natur.

 

I alt skal der tilbagelægges 161,6 km, der fører feltet fra Sion til toppen af bjerget Thyon 2000. Målbjerget er faktisk en stigning, der ligger lige syd for startbyen, og etapen består derfor af tre rundstrækninger i området omkring Sion, som ligger i hjertet af Alperne. Den første af disse er 28,4 km lang og henlagt til området sydvest for byen. Her går det via et kort, fladt stykke mod sydvest, inden man fortsætter op og ned ad kategori 3-stigningen Chamoson (2,0 km, 7,3%, max. 9%), der er en relativt jævn stigning med top efter bare 6,3 km. Nedkørslen er let og leder tilbage til dalen, hvor man vender rundt og kører ad en helt lige og flad vej mod nordøst tilbage til Sion, hvor rundstrækningen afsluttes efter 28,6 km.

 

Læs også
Tobias Lund vinder for anden dag i træk

 

Den anden rundstrækning er 47,9 km lang, henlagt til området nord for byen og betydeligt vanskeligere. Den indledes med, at man kører mod nordøst op ad kategori 1-stigningen Anzère (14,6 km, 7,0%, max. 11,0%), der er en helt jævn stigning med top efter 41,3 km. En teknisk nedkørsel leder mod sydøst og nordøst, men afbrydes, når man drejer mod sydøst for at køre op ad kategori 3-stigningen Lens (3,5 km, 6,5%, max. 9%), der er meget svær med 11,2% over den første kilometer, men siden bliver lettere med slutteligt bare 5,9% over de sidste 1500 m frem mod toppen, der rundes efter 58,0 km. En lettere nedkørsel nu mod øst og syd tilbage til dalen, hvor man følge den flade dalvej mod sydvest tilbage til centrum af Sion, der nås efter 76,5 km.

 

Den tredje rundstrækning er den vanskeligste, er 64,1 km lang og henlagt til bjergene syd for byen. Den indledes dog ganske let med en flad tur rundt i Sion, hvor man først kører videre mod sydvest, inden man vender rundt for at køre mod sydøst forbi dagens første spurt, som kommer efter 92,6 km, og videre ud af byen. Her vender man igen rundt for at køre tilbage mod sydvest igennem dalen, men inden man atter når ind til Sion, drejer man mod syd for at passere kategori 1-stigningen Suen (13,6 km, 6,8%, max. 10%), der over de først 10 km stiger relativt jævnt med ca. 8%, inden den flader betydeligt ud med blandt andet bare 2-4% over de sidste 2,7 km frem til toppen, som rundes efter 118,2 km. En let nedkørsel leder nu mod sydøst, inden det går mod nordvest og nord ad et ganske let faldende plateau frem til dagens anden spurt, som kommer efter 133,7 km i byen Vex. Herefter rammer man en teknisk nedkørsel, der leder mod syd og vest tilbage til udkanten af Sion.

 

I stedet for at køre ind til centrum indledes et mindre helvede. Man kører nemlig mod syd for at vende tilbage mod bjergene og køre op ad kategori 1-stigning Thyon 2000. Der er tale om en modbydeligt lang sag, der over 20,8 km stiger med 7,6% i snit med et maksimum på 11%, og den bliver bare værre og værre. De første 11 km er således meget jævne med ca. 7%, men derefter tager den fat over de sidste 9,7 km, hvor de enkelte kilometer med kun få lettere undtagelser stiger med 9-10%, og der bydes i alt på 3,4 km med et gennemsnit på 9,4% og senere 2,5 km med et gennemsnit på 10%, inden afslutningen er lidt lettere med 1000 m med 6,9% og slutteligt 700 m med 8,5%. Stigningen har et hav af hårnålesving, herunder tre på den sidste kilometer med 800, 500 og 150 m igen. Bjergspurten kommer med 300 m igen, men herfra stiger det fortsat med 4,7% i snit, afbrudt altså af et sidste hårnålesving 150 m fra stregen, der ligger hele 2090 m over havets overflade.

 

Etapen byder i alt på 4308 højdemeter.

 

Thyon 2000 har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i 2021 i dette løb på den helt identiske etape, hvor Michael Woods sejrede med 17 sekunder ned til Ben O’Connor og 21 sekunder ned til Geraint Thomas, der styrtede i tomandsspurten mod Woods.

 

 

 

 

 

Læs også
Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

 

 

 

 

 

 

STREAM TOUR DE ROMANDIE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Vejret

For to år siden var etapen martret af det mest forfærdelige regnvejr, men helt så galt går det næppe denne gang. Det er dog langt fra en flot lørdag, for det vil være overskyet med en konstant bygerisiko på 60-80% gennem hele etapen. Det vil dog være relativt lunt med en temperatur i Sion for foden af stigningen på 14 grader ved starten og 17 grader i finalen. Vinden vil være svag til let (5-11 km/t) og komme fra vestsydvest. Det giver vind fra alle retninger på den kringlede rute. I finalen vil der være sidevind hele vejen op ad Suen og på stykket frem til bunden af Thyon 2000. Her vil der skiftevis være direkte mod- og medvind gennem de mange hårnålesving. Det kommer et længere medvindsstykke kort efter midtpunktet, hvorefter der følger et stykke med hovedsagelig sidevind, inden man over de sidste par kilometer vil have næsten konstant modvind.

 

Analyse af 3. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan Juan Ayuso på enkeltstarten leverede en choksejr, der egentlig ikke burde chokere.

 

Favoritterne

Kontrasten kunne vel ikke være større. For et år siden var vi vidner til en kongeetape i stil med dem, vi lidt for ofte ser i Romandiet, nemlig bjergetaper, der ender som fusere. Ganske tit byder de på for nemme finaler, og derfor har det egentlig været lidt uberettiget at karakterisere løbet som et bjergløb. Bjergetaperne har været for lette, og derfor har de to enkeltstarter været langt mere afgørende.

 

Læs også
Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

 

Sådan var det jo i hvert fald sidste år, hvor holdkammeraterne Sergio Higuita og Aleksandr Vlasov spurtede mod hinanden på en kongeetape, hvor afgørelsen faldt i noget, man næsten kan kalde en massespurt. Sådan går det imidlertid med sikkerhed ikke i år. Som jeg skrev i den store optakt, rundede jeg min 2021-analyse af kongeetapen af med opfordring til at besøge den spektakulære Thyon 2000-stigning igen, og selvom jeg ikke gør mig den mindste illusion om, at schweizerne læser mine analyser, har de i hvert fald lyttet til ønsket. De synes lige så smaskforelskede i denne stigning, for efter besøget i 2021 skulle kvinderne op ad den i 2022, og nu skal herrerne altså op ad den igen.

 

Det forstår man godt. Den har nemlig det hele. Den er alenlang, den er pokkers stejl, og den sender rytterne op i den iltfattige luft i højderne. Sidst blev det hele så gjort endnu mere episk af det brutale vejr, hvorfor vi fik et regulært blodbad med stor udskilning tidligt og enorme forskelle. I år bliver vejret betydeligt bedre, og der er en god chance for, at rytterne kommer tørskoede i land, men der er bestemt også en risiko for, at et par byger vil bidrage til vanskelighederne, dog helt uden den kulde, vi så sidste år.

 

Det bedre vejr vil naturligvis gøre det en anelse lettere, men finalen burde ikke være så svær at fortolke. På en stigning af denne længde, med disse procenter og med disse højder bør det være den bedste klatrer, der vinder. Der er i hvert fald ikke alt for meget plads til taktik, og vindretningen, der byder på en blanding af med- og modvind, er heller ikke helt skæv. Vi så dog også sidste gang, at det alligevel endte i en spurt mellem to mand - en spurt, der dog gik i vasken for frysende Geraint Thomas, hvis iskolde hænder sendte ham i asfalten - og med modvind over de sidste kilometer er endnu en spurt mellem et par mand ikke umulig. En solosejr synes dog nok at være det mest sandsynlige på dette monster af et bjerg, hvor dieselklatrerne vil trives, for man skal kunne klare en stor dag med mange bjerge og højdemeter, et langt og stejlt bjerg og også den iltfattige luft.

 

Det bør blive et slag mellem favoritterne. Sidst havde Magnus Cort faktisk så enormt et forspring i bunden, at man kortvarigt kunne overveje, om det kunne lykkes - det kunne det dog slet ikke, for stigningen viste sig alt for brutal - men det sker næppe denne gang. Med relativt store forskelle vil vi sikkert se en kamp om at ramme udbruddet, og det kan meget vel blive et stort udbrud. Når vi frem til den første lange stigning, vil det formentlig også blive et meget stærkt udbrud, men det vil så til gengæld true trøjen. UAE har en interesse i, at bonussekunder ryger ud af spillet, men får vi et udbrud, der skal holdes i snor, vil det brølstærke arabiske mandskab dødsdømme dem.

 

Hvad så, hvis udbruddet kører i fladlandet og ikke truer trøjen? Også i det tilfælde bør der være hold til at jagte. Bahrain må have fået stor selvtillid i dag, og Matteo Jorgenson skal vel også tro på det. Romain Bardet bør også gå efter det, men det er mere usikkert, for han melder om træthed og dårlige ben. Til gengæld burde Movistar og måske også FDJ eller sågar Bora overveje at jagte. Mest af alt tror jeg dog, at vi får et udbrud, som UAE er nødt til at holde i snor, og hvis det kører i fladlandet, ender det som i 2021 sikkert med at blive så ”tungt”, at det på målbjerget kommer tilbage af sig selv.

 

Frygten for målbjerget betyder også, at vi næppe vil se angreb fra distancen. Det kunne man ellers sagtens på næstsidste stigning, der er meget svær, men der er ingen grund til at gøre noget overilet, når sidste stigning er rigeligt svær i sig selv. Det er muligt, at vi vil se hold lægge pres. Det kan være Movistar, Bahrain eller FDJ, men de har ikke rigtigt trupperne til at gøre det skræmmende hårdt. Herefter vil det store slag skulle slås på sidste stigning, og her så vi sidst, at man sagtens kan angribe tidligt. Da de nævnte hold ikke er alt for stærke, er det sandsynligt, at UAE kommer til at føre en god del af tiden, og de har grundet usikkerheden om Ayusos form ikke den helt store interesse i at gøre det alt for hårdt.

 

I sidste ende bliver det et opgør mellem de bedste klatrere, og det får mig til at pege på Adam Yates. Det e klart, at hans rolle er blevet en lidt anden, nu hvor Ayuso har førertrøjen, og derfor bliver det ikke hans opgave at angribe. Til gengæld er han fortsat den tredjebedste klassementsrytter i klassementet - jeg regner ikke længere Tobias Foss som noget reelt klassementsbud - og derfor har han fuld frihed til at køre sin chance, hvis Ayuso får problemer. Først hvis han ikke kan gå med de i angrebene selv, eller hvis Rafal Majka slipper tidligt, hvad der ikke virker sandsynligt, og Ayuso melder om gode ben, vil han blive ofret. Indtil da vil han skulle køre sit eget løb, hvis Ayuso sættes af.

 

Det tror jeg, at spanieren gør. Han har imponeret indtil nu, men vi så i går, at han - også efter eget udsagn - havde det svært på sidste stigning. I dag kørte han stærkt over 18 km, men i morgen bør hans base med fem ugers træning være for ringe. Hvis han falder af, er Yates i en drømmeposition. Han kan sidde på hjul hele vejen, indtil han kan slå til mod slutningen. Det er klart, at denne slags store bjergetaper med mange stigninger og mange højdemeter ikke er ideelle for ham, men når han er kørende, klarer han dem i ugelange etapeløb fint, som vi så, da han vandt i Catalonien i 2021, hvor han også viste sine evner i højderne. Regnvejr er ikke ideelt, men det er med nogen sandsynlighed tørt, og det bliver ikke koldt. Han har skuffet i år efter sejren i UAE Tour, men han så ganske overbevisende ud i går, kørte stærkest af alle på stigningen i dag og er her oppe mod et betydeligt svagere felt end i Tirreno og Catalonien. Her burde han også på en etape som denne være den vel nok bedste klatrer, og når han samtidig er i en perfekt taktisk position til at sidde på hjul for herefter at bruge sit berømte slangehug i finalen, tror jeg, at han vinder etapen - hvis altså Ayuso, som jeg forventer, kommer i problemer.

 

Jeg prøver at rangere Lenny Martinez som nr. 2. I går var jeg skuffet over, at han blev sat på sidste stigning, men det viste sig, at han i virkeligheden lukkede et hul, fordi han havde ramt stigning i en elendig position. I dag må han have kørt rasende stærkt på stigningen, for vi ved, hvor ringe han er i fladlandet, og alligevel satte han en fornem mellemtid. Han blev i et stærkere felt nr. 6 på kongeetapen i Catalonien, hvor der kun var én relativt kort stigning til sidst, og nu kommer han til en stor bjergetape med et langt målbjerg, der er skræddersyet til en ren klatrer som ham. Også i Besancon var han stærkeste mand på en alt for eksplosiv stigning, og nu har han endda den fordel, at hans tidstab gør, at han måske kan få en fordel i tilfælde af taktik. Til gengæld viste Jura-løbene også, at det ikke må regne og blive for koldt, for det vil give problemer, men chancen for tørvejr er heldigvis god, og en enkelt byge kan han nok overleve. Han er stadig et uprøvet og ubeskrevet blad, der kan floppe, men mine forventninger er efter i dag ganske store.

 

Læs også
Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

 

En af dagens mest opløftende momenter var at se Gino Mäder. Schweizeren har skuffet fælt siden dette løb for et år siden, men i dag satte han 6. bedste mellemtid. Med tanke på hans evner i fladlandet vidner det om, at han har kørt stærkt på stigningen, og det var endda en eksplosiv sag, der ikke passede ham. Nu kommer vi til en gigantisk bjergetape, der ikke kunne passe meget bedre til en ren dieselklatrer som ham. Faktisk synes finalebjerget næsten skræddersyet til en dieselmotor, der skal alene hjem, og det er særligt godt, når han forinden har fået mange højdemeter i benene. Jeg kan godt være lidt bekymret over, at han også i Paris-Nice kortvarigt så genfødt ud, inden han faldt helt sammen igen senere i løbet og i Catalonien, for historikken viser, at vi vel næsten skal forvente en skuffelse. Indtil nu har han bare kørt uhyre overbevisende, og i dette felt ligner han en af de absolut bedste rene klatrere til så svært et bjerg som dette.

 

For to år siden vandt Michael Woods denne etape, og det kan han meget vel gøre igen. Han skuffede mig måske en anelse i Ardennerne, hvor han ikke var så stærk som tidligere, men i Liege mente han, at han brugte sin tændstik på at lukke et hul grundet dårlig positionering på Redoute. Det så da også hæderligt ud i Fleche, og han kørte allerede stærkt i bjergene i Catalonien. Han virker i hvert fald stærkere end dengang, og selvom denne slags bjergetaper ikke er ideelle for ham, har han forbedret sig så meget i bjergene, at han jo altså vandt den for to år siden. Dårligt vejr vil kun hjælpe, og han vil sætte pris på, at vi har relativt stejle procenter i det meste af finalen. Han er også en god afslutter, hvis der igen skal spurtes på toppen i modvinden til sidst, og derudover betyder hans ringe enkeltstart, at han er i en taktisk gunstig position. Bliver det taktisk mellem Matteo Jorgenson, UAE og Bahrain har han al den frihed, han skal bruge, og med modvind til sidst kan taktik komme i spil. Derfor kan han også vinde, selvom han ikke som i 2021 er stærkest, og det giver ham gode kort på hånden til at gentage sejren.

 

Den største joker er naturligvis Juan Ayuso. Indtil nu har man jo kun kunnet undervurdere ham med reference til hans elendige optakt, og derfor er jeg nødt til at rangere ham højere end hidtil. Som jeg skriver i analysen, skal man fra vidunderbørn vente det uventede, og efter i dag virker det ikke længere umuligt, at han kan vinde. Han viste jo i hvert fald i Vueltaen, at han er en fremragende bjergrytter, og som beskrevet i analysen viste han i dag, at han har udviklet sig enormt, siden han for et år siden bare blev nr. 8 på bjergenkeltstarten i dette løb. Han har også den fordel, at han kan køre løbet defensivt, at han kan slå alle på stregen, og at han kørte sin bedte etape i Vueltaen i dårligt vejr, men er basen stor nok? Det gik godt over 18 km i dag, men på så stor en bjergetape bør han betale en større pris for, at han kun har fem uger i benene. Han så i hvert fald ikke godt ud på sidste stigning i går, hvor han også talte om dårlige ben. På den anden side sagde han efter dagens etape også, at han slet ikke følte sig i god form. Når han åbenbart kan vinde med dårlig form i dag, kan det sikkert også ske i morgen. Fra vidunderbørn skal man som bekendt altid vente det uventede.

 

Det er også en stor, stor test for Matteo Jorgenson. Amerikaneren har udviklet sig med stormskridt i år, men vi har stadig til gode at se ham blande sig med de allerbedste på en stor bjergetape som denne. Han vandt i Oman, hvor alle finalestigninger var korte og eksplosive, og hvor feltet var svagt, og i Paris-Nice var det en smule blandet, da han skuffede på kongeetapen, men imponerede på sidste etape, hvor stigningerne også var eksplosive. Det er klart, at det skaber noget usikkerhed, at det netop var på den lange stigning, at han floppede, men han forklarede det selv med, at han havde været dehydreret og var blevet overrasket over varmen. Sandt er det i hvert fald, at han kørte med de bedste - fraregnet naturligvis Pogacar - dagen efter, og at han i år har imponeret også i klassikerne. I dag imponerede han stort på stigningen, og i går så han meget overbevisende ud. Spørgsmålet er bare, om det kan omsættes til samme evner på så stor en bjergetape, hvor det stadig godt kan være lidt svært at se den amerikanske gigant slå alle bjergrytterne på så stejl en stigning som denne. Selv siger han dog, at han er bedre på lange end på korte stigninger, og han er også om nødvendigt en hæderlig afslutter med evner i potentielt dårligt vejr. På baggrund af det, vi så i dag, virker det ikke helt umuligt, at han kan vinde.

 

Jeg er ret spændt på Cian Uijtdebroeks. Hans enkeltstart i dag var ikke prangende, men den var bestemt ganske hæderlig for en fyr som ham. Han så godt ud på sidste stigning i går, og nu kommer vi til en stor bjergetape, der burde passe en ren klatrer som ham langt bedre. Vi så i Catalonien, at han endte i top 10 på alle tre bjergetaper i et svagere felt end dette, og han skulle være kommet sig helt over sin sygdom. Opløftende var det, at han klarede sig bedst på den af de tre etaper, der havde mange og lange bjerge, iltfattig luft samt mange højdemeter, akkurat som denne. Han skal have fundet noget ekstra, hvis han faktisk skal vinde, men feltet her er svagere, og han har fordel i det taktiske spil grundet sit tidstab fra i dag.

 

Hvad så med Romain Bardet? Forud for løbet var jeg ganske optimistisk, og den optimisme blev kun styrket af hans flotte prolog og overbevisende kørsel i går. I dag floppede han imidlertid fælt, og derfor bekymrer det mig meget, at han efter 2. etape var ganske pessimistisk. Det kan godt være, at han så godt, men han følte sig både træt og slet ikke god, og det var måske det, vi fik bekræftet med den svage enkeltstart i dag. Derfor glider han langt ned på min liste, men der er stadig håb. Han kørte stærkt i Ardennerne, og kan han genfinde de ben, burde han i dette felt kunne vinde. Han har nu masser af frihed og er en god afslutter samt god i det potentielt dårlige vejr. Han skal bare have bedre ben end dem, han ifølge eget udsagn havde i går.

 

Franskmændene har heldigvis endnu et kort i hans tro følgesvend Thibaut Pinot . I gamle dage havde han været topkandidat til denne etape, for han er god på disse enorme bjergetaper, god i dårligt vejr og tillige en god afslutter. Han har da også allerede vundet løbets kongeetape én gang, men jeg tror ikke, at niveauet rækker hele vejen længere. Han kørte flot i Jura-løbene i et betydeligt svagere felt, men han så i hvert fald ikke så stærk ud som holdkammeraten Martinez. Han var hæderlig i Tirreno, men generelt har han altid manglet lidt i forhold til de allerbedste. Hans enkeltstart i dag var opløftende og fortæller, at han formentlig kører en ganske flot etape, men der er desværre ikke meget, der tyder på, at han fortsat er i stand til at vinde en stor bjergetape på WorldTour-niveau i direkte kamp med favoritterne.

 

Et andet lyspunkt i dag var Damiano Caruso. Efter skuffelsen på Sicilien rejste han sig flot, og han så også stærk ud i går. Spørgsmålet er, om den sicilianske skuffelse bare var udtryk for en enkelt dårlig dag, for også tidligere på foråret kørte han flot. Vi har dog også i 2022 set, at han formentlig aldrig igen finder sit vilde 2021-niveau, og det virker ikke sandsynligt, at han kan vinde så stort et løb som dette, også fordi han sjældent er helt på toppen i sit forberedelsesløb. Han vil være hjulpet af eventuelt dårligt vejr, og i dag passer hans dieselmotor godt til denne form for etape, ligesom han kan afslutte, men mon ikke Caruso i dag må sande, at der trods alt er yngre folk, der vil slå ham?

 

En rytter, der virkelig passer til denne etape, er Louis Meintjes. Den er nemlig skabt til de helt rene dieselklatrere, og som altid er det på denne tid af året, han endelig begynder at finde noget form. Han kørte fint på Sicilien, hvor taktik betød, at vi aldrig fik at se, om han kunne måle sig med Alexey Lutsenko. Lutsenkos kørsel i Ardennerne viste dog nok også, at niveauet ikke var alt for højt, og det vil da også være uset, hvis Meintjes har sin grand tour-form på denne tid af året. Han har i hvert fald til gode at være med helt i front på WorldTouren på denne tid af året, og eventuelt dårligt vejr kan han heller ikke kapere. Etapen passer ham storartet, men han vil formentlig stadig mangle lidt for meget i forhold til sin bedste form.

 

Læs også
LIVE: Lidl-Treks vidunderbarn triumferer

 

Inden denne sæson viste vi godt, at Max Poole var talentfuld, men omfanget har alligevel overrasket. Briten styrtede i Var, men er kommet lynhurtigt i form. I Alperne var han allerede overbevisende, og han syntes endda at blive bedre og bedre. Opløftende var det, at han kørte sin bedste etape på den lange finalestigning på kongeetapen, hvilket lover godt for denne etape. I dag satte han en fremragende mellemtid, der fortæller historien om en mand, der har kørt stærkt på stigningen, og han efterlod også et lovende indtryk i går. Alperne viste, at han ikke er klar til at vinde, men han ligner en mand, der igen kan komme langt.

 

Efter i går var jeg ret optimistisk på vegne af Thomas Gloag. Han så nemlig uhyre overbevisende ud, men vi kom ned på jorden id ag på enkeltstarten. Nu skræmmer sporene mig en anelse. Vi så i Valencia, at han var god i de eksplosive finaler, men da de ramte den lange og svære stigning på sidste etape, blev han sat. I UAE Tour spurtede han fornemt på den eksplosive Jebel Jais, men han faldt igennem på det ”rigtige” bjerg, Jebel Hafeet. Spørgsmålet er, om han i virkeligheden er mere puncheur end klatrer. Det vidste han ikke fra sæsonstart, og indtil videre peger meget i retning af, at det er tilfældet. Jeg vil derfor tro, at denne etape er for voldsom, men han er så ubeskrevet og virkede så stærk i går, at det naturligvis skal komme an på en prøve.

 

Jeg nævner også Rafal Majka, men det er naturligvis ikke indlysende, at han skulle vinde etapen. Han er jo nu næsten med statsgaranti trækdyr på en stor del af stigningen, men der er også spørgsmålstegn ved begge hans kaptajner. Ayuso er stadig en ubekendt grundet forberedelsen, og et tidligt Yates-kollaps på en stor bjergetape som denne kan ikke fremkalde nogen gul breakingbjælke. Flopper de begge, kan Majka vel køre sin chance, og han ligner en mand, der kan komme langt. Allerede på Sicilien, hvor han var barnepige for den lidende Finn Fisher-Black så han godt ud gennem hele dage, i går så han meget stærk ud, og i dag satte han en fornem mellemtid, når man betænker den tid, han utvivlsomt har tabt i fladlandet. På en stor bjergetape som denne ligner han en mand, der vil være blandt de stærkeste, men en sejr kræver naturligvis, at det flasker sig, så han får sin chance.

 

Er det alligevel lykkedes Eddie Dunbar at nå i form inden Giroen? Sådan så det jo ellers ikke ud, da han styrtede i Valencia og var langt efter i sit comeback i Baskerlandet, men i går så han ganske stærkt ud, og i dag kørte han en flot enkeltstart. Vi så jo sidste år, at han genfandt sig selv efter nogle svære år, men vi har stadig til gode at se ham helt fremme på en stor bjergetape - især på WorldTouren. Han synes foreløbig bedre i lidt mere eksplosivt terræn og i topform er han helt sikkert ikke endnu. Han ligner dog en mand, der nu er klar til at lave et resultat.

 

Tør vi efterhånden nævne Egan Bernal? Han er i hvert fald uendeligt meget bedre her end i både Catalonien og Baskerlandet. Dagens enkeltstart var hæderlig, men han så ikke alt for godt ud på stigningen i går. Dette burde imidlertid være en bjergetape lige efter hans hoved, og jeg vil tro, at han dieselmotor kommer langt mere til ret her, hvor han også vil elske de højder, han finder til sidst. Det er klart, at han ikke vinder etapen, men jeg er spændt på at se, hvo mange livstegn, han kan vise.

 

Igen i dag bekræftede Rein Taaramae det fine forår, han har kørt. Han har været ganske svingende, men hans 13. plads på kongeetapen i Catalonien vidnede igen om, hvor meget han har forbedret sig som klatrer. Han havde det vanskeligere i Baskerlandet, en her var de eksplosive stigninger heller ikke hans kop te. Han klatrer ikke godt nok til at gå i top 10 i dette felt, men de lange, jævne stigninger burde passe ham fint, og formen er i hvert fald fortsat ganske god. Til gengæld viste Catalonien også, at han kan være uhyggeligt svingende.

 

Hvad så med dagens overraskelse? Ingen havde set Harold Tejada køre så stærkt i dag, og det lover godt forud for en bjergetape, der er skræddersyet til en ren klatrer. Desværre har jeg mange gange troet på en genfødsel, senest i Oman, hvorefter han er faldet helt igennem. Vi så tilbage i 2022, at han viste så meget potentiale, at der er håb, men på baggrund af det, vi har set siden dengang, skal vi ikke vente os noget. Det skulle vi imidlertid heller ikke i dag.

 

Jeg nævner også Kenny Elissonde , men det er uden den store overbevisning. Det er længe siden, franskmanden har excelleret i bjergene, og han er helt sikkert ikke så god som tidligere. Han er også på vej tilbage efter et styrt i Catalonien og helt sikkert ikke på toppen. Til gengæld burde denne etape virkelig passe en ren klatrer som ham, og i dette felt, hvor der ikke er mange rene klatrere, bør han vel kunne komme et stykke.

 

Jeg var også fristet til at nævne lottokuponen Simon Carr, der kørte en god enkeltstart i dag, men Alperne og Catalonien viste, at han selv på sine gode dage ikke kan være med helt i front. Der er klar fremgang hos Sylvain Moniquet, men han er nok ikke kommet langt nok endnu, og vi så i går, at Oscar Onley stadig har mangler på dette niveau. Cristian Rodriguez viste i Baskerlandet, at han kommer ganske langt, men ikke hele vejen, og han skal heller ikke have dårligt vejr. Clement Champoussin kørte fint i dag, men har manglet for meget gennem hele året. Yannis Voisard er godt kørende, senest på Sicilien, men niveauet her er en anelse for højt, og det gælder også for en relativt formstærk Clement Berthet. Geoffrey Bouchard, Nick Schultz, Edoardo Sepulveda, Gijs Leemreize, Sebastien Reichenbach, Steven Kruijswijk, Tobias Foss, Bob Jungels og Ben Zwiehoff har været for formsvage, og etapen er for svær for ellers formstærke Nans Peters, Jan Christen en stadig bedre Jason Osborne og en velkørende Rainer Kepplinger. Sicilien viste, at så stor en bjergetape nok er for svær for den ellers meget stærke Finn Fisher-Black, som den også vil være det for en ellers ret overbevisende Jesus Herrada, den velkørende Ewen Costiou, Matteo Sobrero, Odd Christian Eiking. Efter i går kan man ikke tro på lottokuponen Mark Padun, og unge Reuben Thompson mangler for meget. Jonathan Castroviejo, Robert Gesink, Will Barta, Chris Harper, Filippo Zana, Nelson Oliveira, Gregor Mühlberger og Jhonatan Narvaez kan komme et stykke, men kun et begrænset et af slagsen, og Kobe Goossens har været overmatchet på dette niveau. Endelig har jeg efter i dag tabt alt håb til Fausto Masnada, de stadig er en skygge af sig selv.

 

Feltet.dks vinderbud: Adam Yates

Øvrige vinderkandidater: Lenny Martinez, Gino Mäder

Outsidere: Michael Woods, Juan Ayuso, Matteo Jorgenson, Cian Uijtdebroeks, Romain Bardet

Jokers: Thibaut Pinot, Damiano Caruso, Louis Meintjes, Max Poole, Thomas Gloag, Rafal Majka, Eddie Dunbar, Egan Bernal, Rein Taaramae, Harold Tejada, Kenny Elissonde

 

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Michael Woods’ sejr på den helt identiske etape i 2021.

 

STREAM TOUR DE ROMANDIE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Adam Yates
Lenny Martinez, Gino Mäder
Michael Woods, Juan Ayuso, Matteo Jorgenson, Cian Uijtdebroeks, Romain Bardet
Thibaut Pinot, Damiano Caruso, Louis Meintjes, Max Poole, Thomas Gloag, Rafal Majka, Eddie Dunbar, Egan Bernal, Rein Taaramae, Harold Tejada, Kenny Elissonde
Cristian Rodriguez, Simon Carr, Finn Fisher-Black, Sylvain Moniquet, Clement Berthet, Jesus Herrada, Oscar Onley, Clement Champoussin, Chris Harper, Fausto Masnada, Kobe Goossens, Yannis Voisard, Robert Gesink, Jhonatan Narvaez, Gegor Mühlberger, Filippo Zana, Jonathan Castroviejo, Geoffrey Bouchard, Sebastien Reichenbach, Mark Padun, Will Barta, Nans Peters, Ewen Costiou, Nelson Oliveira, Tobias Foss, Jason Osborne
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Tour de Romandie
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 26/04-28/04

Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 26/04-28/04

Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04

La Vuelta Femenina(2.WWT) 29/04-05/05

Eschborn-Frankfurt(1.UWT) 01/05

Tour du Gévaudan Occitanie(2.NCUPJW) 04/05-05/05

Giro d'Italia(2.UWT) 04/05-26/05

Elfstedenronde Brugge(1.1) 05/05

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?