Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: 4. etape af Tour de Suisse

Optakt: 4. etape af Tour de Suisse

15. juni 2022 15:15Foto: Sirotti

Peter Sagan dukkede op som en trold af en æske og tog sin 18. etapesejr i det løb, han i årevis har ejet, da sprinterne endelig fik deres chance på 3. etape. Det skal de til gengæld ikke regne med at gøre onsdag, for selvom der venter løbets fladeste etape, slutter det hele med så stejl en stigning i finalen, at klassementsrytterne sågar kan teste benene lidt, hvis de vil.

Artiklen fortsætter efter videoen.

 Livestream Tour de Suisse uden afbrydelser

 

Ruten

Efter en dag med mere end 3000 højdemeter kan 4. etape ved første øjekast ligne en nem sag. Her venter nemlig løbets fladeste rute, der kun byder på 2000 højdemeter, men hvis sprinterne havde drømt om en enkel sprinteretape, må de tro om. Etapen slutter nemlig med en typisk schweizisk rundstrækning, hvor den stejle stigning Sattel åbner døren for små angreb i klassementet og dermed endnu en uforudsigelig afslutning, der efter alt at dømme er for hård for selv de mest holdbare af de hurtige afsluttere.

 

Med en distance på 190,8 km er der tale om en relativt lang etape, der fører feltet fra Grenchen til Brunnen. Starten er ikke alt for svær, da man snor sig mod sydøst ad en kun ganske let stigende vej, der kun afbrydes af en enkelt tidlig bakke og nedkørsel. Herefter fortsætter man mod sydøst op ad kategori 3-stigningen Kappelen (3,3 km, 5,9%), hvis anden kilometer stiger med 7,1%, men derudover holder sig under 6%.

 

Læs også
Skjelmose med stærk udmelding inden monument

 

Toppen rundes efter 31,3 km, hvorefter det næste stykke er let. Det falder således let mod nordøst, inden det stiger svagt mod sydøst og slutteligt igen falder mod nordøst ned til Sempachersee. Herfra kører man mod sydøst og øst igennem først let stigende og siden let faldende terræn, indtil det går fladt mod øst og sydvest igennem dalen. Kort efter drejer man mod sydøst og senere nordøst for at passere en stigning (4,3 km, 4,9%), hvis top rundes efter 101,6 km, inden en nedkørsel leder mod sydøst ned til Zugersee, hvis flade bred følges mod nordøst og sydøst, hvorefter man kører mod sydøst væk fra søen op ad en bakke (1,6 km, 5,2%) med top efter 118,0 km. En nedkørsel leder da mod sydøst ned til Lauzersee, hvorefter det går fladt mod sydøst og sydvest ind til målbyen, hvor stregen krydses efter 130,5 km.

 

Etapen afsluttes nu med en omgang på den 60,3 km lange rundstrækning, der hovedsageligt er flad. Fra start følger man således den flade bred langs Vierwaldstättersee mod vest, nord, nordvest og nordøst, idet man undervejs kører dagens første spurt efter 142,8 km. Via en ganske lille bakke går det mod nordøst frem til Zügersee, hvor man for anden gang kører mod sydøst ned langs den flade bred frem til byen Arth, der nås efter 163,5 km.

 

Her fortsatte man sidste gang gennem fladlandet frem til mål, men det gør man ikke denne gang. I stedet kører man mod sydøst og øst væk fra søen op ad en bakke frem til dagens anden spurt, som kommer efter 166,0 km, inden en kort nedkørsel leder videre mod øst. Herefter bliver det alvor, når man kører mod nord op ad kategori 2-stigningen Sattel (3,8 km, 7,6%), der stiger jævnt med 8-9% over de første 3 km, inden den flader ud med 4,2% over de sidste 800 m frem mod toppen, som rundes efter 175,8 km.

 

De sidste 15,0 km indledes nu med en let nedkørsel, som leder mod syd og sydøst ned til Schwyz, som nås med 6,2 km igen, hvorefter det falder let frem mod de sidste 2,3 km, der er stort set helt flade. Man drejer skarpt med 5800 m igen, hvorefter man skal igennem fem rundkørsler med hhv. 5700 m, 5000 m, 4900 m, 2300 m og 1400 m igen, inden der er et sidste skarpt højresving bare 600 m fra stregen.

 

Etapen byder på i alt 2060 højdemeter.

 

Brunnen har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort UCI-løb. Det var 1. etape af U23-løbet GP Tell i 2008, hvor Timofey Kritskiy slog Remi Cusin i en tomandsspurt, inden Aleksandr Porsev 4 sekunder senere vandt feltets spurt om 3. pladsen.

 

 

 

 

Læs også
WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument

 

 

 

 

 Livestream Tour de Suisse uden afbrydelser

 

Vejret

Efter nogle flotte dage bliver det onsdag mere ustabilt, men til gengæld endnu varmere. Fra start vil det være 28 grader med kun få skyer, men gennem eftermiddage vil risikoen for tordenbyger vokse og hovedsageligt ligge på ca. 25%, inden den vil vokse til 60% i finalen. Vinden vil bare være let (8-11 km/t) og komme fra i starten sydvest og vest og senere nordvest. Det giver generelt med- og sidemedvind frem til rundstrækningen, hvor der vil være mod- og sidemodvind på første del og dernæst med- og sidemedvind frem til vunden af stigningen. Her vil der være sidemodvind på bakken og sidemedvind på nedkørslen, indtil man får sidevind i fladlandet frem til sidste sving og derefter modvind på opløbsstrækningen.

 

Analyse af 3. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan Peter Sagan med sin sejr på 3. etape mindede os om, at klasse ikke fornægter sig.

 

Favoritterne

Ved starten af løbet så det ud til, at årets Tour de Suisse kunne blive en af de sjældne, hvor der måske ikke kom én eneste massespurt. Heldigvis for sprinterne lykkedes det dem at slå til på den eneste etape, hvor en massespurt var et muligt scenarium. Fra nu af er det nemlig slut for de tunge folk.

 

Morgendagens etape er jo ellers ved første øjekast ikke så svær. Det er den klart fladeste af dem alle, men den sidste stigning ødelægger i den grad festen for de hurtige folk. På mange måder kan etapen således minde om 2. etape, men der er to væsentlige forskelle. Denne etape har betydeligt færre højdemeter, men til gengæld er finalestigningen sværere. Den har ikke samme længde som i går, men 3 km med 8-9% er så voldsomt, at klassementsrytterne kan teste hinanden, hvis de vil.

 

Det regner jeg dog ikke med, at de vil. Stigningen er lidt for kort, og der er lidt for langt hjem. Derudover venter der fire rigtige klassementsetaper de kommende dage, og derfor er der ikke plads til at ødsle med kræfterne. Remco Evenepoel har endda sagt, at han er kommet til løbet for køre defensivt med det mål at vinde løbet via enkeltstarten.

 

Læs også
Optakt: Liege-Bastogne-Liege

 

Dermed ender vi med det klassiske spørgsmål, om det bliver en udbrudssejr eller en spurt i et her ganske reduceret felt. Som de foregående dage kan det gå begge veje. Det kan sagtens ende, som det gjorde i går, hvor ingen sprinterhold turde satse på, at deres hurtige folk overlevede, og hvor holdene med hurtige klassikertyper ikke ville jagte, enten fordi de har større mål i klassementet, eller fordi de er usikre på, om finalen er hård nok. Til gengæld er der også en meget lang liste af hold, der måske kunne finde på at jagte, hvis de misser udbruddet, og dermed er det helt åbenbart, at vi igen ender med en etape, hvor det er stort set 50-50, om det går den ene eller den anden vej.

 

Hvem kunne tænkes at jagte? I første omgang peger pilen på BikeExchange. I går sagde Michael Matthews, at de ikke jagtede, fordi der var andre etaper, der passede ham bedre. Da han altid overvurderer sine egne klatreevner, har jeg en grum mistanke om, at han tror, at han kan vinde på torsdag, men jeg håber meget, at det er denne etape, han havde i tankerne. Det kan også bare have været dagens etape, hvor vi jo så australierne fremme til sidst, men jeg håber meget, at BikeExchange går efter 4. og ikke 5. etape, der er for svær. Det er jeg ikke sikker på, og jeg er også usikker på, hvor meget Matthews tror på sig selv efter endnu en nedtur med dagens skuffende spurt.

 

Udover BikeExchange er der også andre kandidater. UAE er som altid helt oplagte, fordi de har folk, der kan vinde, uanset hvor hårdt det bliver, men som bekendt jagter de aldrig på Hirschi-etaper i Schweiz. Man kan dog ønske sig, at det bliver i morgen, de bryder trenden. Det kunne også være Cofidis, for selvom stigningen efter alt at dømme er for svær for Bryan Coquard, har holdet vel intet at miste ved at satse på franskmanden, når de er ude af klassementet. Jeg udelukker heller ikke, at Intermarché har mod på at give en velkørende Andrea Pasqualon chancen.

 

Det kunne også være EF, og de er sammen med BikeExchange nok de mest oplagte. Alberto Bettiol fik selvtillid forleden, og han må tro på, at han kan vinde denne hårdere etape. Vi så også Alpecin komme frem for Stefano Oldani, og de kunne også være interesseret. Jeg ville også ønske, at Lotto så dette som en chance for at få Andreas Kron i trøjen, men mit gæt er, at de sparer sig til torsdag. Bora skal nok slikke sårene efter Maximilian Schachmanns styrt i dag, men der er måske en lille chance for, at vi vil se Ineos fremme. Jeg vil dog tro, at de vil spare kræfterne til større mål. Endelig er der Movistar, men har de nogensinde jagtet på en dag, hvor en spurt skal afgøre løbet?

 

Jeg tror i hvert fald, at der i dag bliver kamp om udbruddet. Når alle holdene i dag rullede rundt på ryggen og logrede for sprinterholdene, må det skyldes, at de i stedet havde sat kryds ved denne etape. Det bør tage tid for en gruppe at komme afsted, men da starten er let, bliver det ret tilfældigt, hvem der kommer væk, medmindre udbruddet kører på stigningen. Den lette start øger sandsynligheden for, at det bliver en lille gruppe, der kan kontrolleres.

 

Når udbruddet er kørt, vil Bahrain gå frem. I dag så vi igen, at de gerne vil bruge de tunge folk til at få efter sejren, og da de kan bruge de tunge folk næsten hele dagen, kan vi regne med, at de vil gå efter at forsvare trøjen. Forskellene er endnu ikke alt for store, og der er en sandsynlighed for, at udbruddet vil indeholde folk, de ikke kan give 5 minutter. Sker det, bør det inspirere andre til at gå frem, når det er en let etape, man uden alt for stort besvær kan kontrollere.

 

Netop fordi etapen er så let, vælger jeg også at tro på en spurt. Mit gæt er, at Bettiol har så meget selvtillid, at EF vil gå efter den, og jeg har også en vis tro, men langt fra en sikker overbevisning om, at BikeExchange vil. Får de hjælp af Bahrain og et eller flere af de nævnte hold, bør det på så let en etape være muligt at få samling.

 

Hvad der sker på stigningen, er også uklart. De fleste vil være usikre på, om deres sprinter kan overleve, og da jeg ikke regner med, at klassementsrytterne vil angribe, kan de godt køre relativt langsomt op, som de gjorde i går. Sker det, kan vi få en større gruppe, end stigningens sværhedsgrad burde tilsige, og så kan de holdbare sprintertyper godt komme i spil. Det kan så til gengæld også åbne døren for et sent angreb, men her vil jeg tro, at det kan blive lidt for svært at holde hjem over så lang en distance på en nedkørsel, der er let.

 

Er der hold, der kan finde på at lægge pres på? Efter dagens styrt vil Bora næppe, og så er der vel kun ét hold tilbage, nemlig Ineos. De kunne godt finde på det, når Tom Pidcock i dag viste, at han er frisk på at spurte, men de har bare ikke holdet til at skabe et blodbad. Fire mand skal beskyttes, og selvom de er stærke, er der grænser for, hvor stærkt Dylan van Baarle og en tilsyneladende formsvag Omar Fraile kan køre. Jeg er derfor ikke helt sikker på, at vi får det blodbad, stigningens data tilsiger, også fordi modvinden vil lægge en dæmper på udskilningen, som den gjorde det i går.

 

Læs også
Ikonisk navnesponsor skriver langtidskontrakt

 

Mit bud er altså, at vi får en reduceret massespurt, men jeg er meget i tvivl om gruppens størrelse. Spurten er ikke alt for kompliceret med et sving ved den røde flamme. Her skal man ikke sidde for langt tilbage, men der er tid til at lade farten tale. Timing i modvinden bliver også vigtig, og da det bliver et felt uden tog, kan det godt blive ret kaotisk og måske en smule tilfældigt.

 

Jeg peger igen på Tom Pidcock. Det var opløftende at se, at han i dag blandede sig i spurten, og det vidner om, at han ikke bare er kommet til løbet som umotiveret og blind passager. Han vil formentlig blande sig i denne finale igen i morgen, og da jeg anser et opgør mellem klassementsrytterne som meget usandsynligt, bør han komme med over, selvom han ikke er på toppen. Udfordringen bliver, om stigningen bliver kørt hårdt nok til, at vi kan komme af med de hurtigere folk, for han har i en flad spurt ikke samme fart som i dagens stigende spurt, hvor der stadig var folk, der var hurtigere end ham. Hans spurt i dag mindede os dog om, hvor hurtig han er, og hvis Ineos bruger Van Baarle til at lægge et rimeligt tryk, burde de kunne riste de folk, der kan slå ham på stregen. Han viste i dag gode evner i positionskampen, og han kan måske endda får Geraint Thomas til at køre et lille lead-out. Sker det, tror jeg på, at gruppen er lille nok til, at han vil kunne vinde.

 

Efter de seneste dage må vi konstatere, at Alberto Bettiol har genfundet lidt af den fart, han ikke har haft i lang tid. Særligt hans spurt i går var ganske imponerende, og når han kan slå folk som Trentin, Matthews og Pasqualon på flad vej, kan han også vinde her. En formstærk Bettiol klarer også denne stigning, hvis ikke der køres klassement, men spørgsmålet er, hvor formstærk han er. Han skuffede jo fælt på 1. etape, men han virker jo ikke just skidt kørende nu. Formentlig var det bare et chok efter en lang pause, også grundet varmen, og med modvind og mere passiv kørsel tror jeg, at han klarer denne stigning. Om han så er hurtig nok til faktisk at vinde, må vi se. I går havde jeg udelukket det, men det kan jeg af gode grunde ikke længere tillade mig at gøre.

 

Det er også en chance for Maximilian Schachmann til at rejse sig igen. Det er altid umuligt at spå om, hvor godt rytterne har det efter et styrt, men han kom hurtigt på cyklen og har kun pådraget sig hudafskrabninger. Det er næppe noget, der forhindrer ham i at overleve stigningen, men spørgsmålet er, hvor meget det har kostet på farten. Hans gode spurt både i Aargau og i søndags vidner om, at han har genfundet lidt af sin gamle fart, og han burde være i stand til at vinde her, særligt hvis han får Felix Grossschartner og måske endda Sergio Higuita til at støtte sig.

 

Som sagt er det også en gylden mulighed for Andreas Kron til at tage trøjen. Danskeren kørte en fornem spurt på 1. etape, hvor han ganske vist blev slået, men forinden havde brugt kræfter på at lukke et hul. Vi ved fra hans tre professionelle sejre, der alle er opnået i spurter mod hurtige folk, at han burde have farten til at blande sig i dette felt, og med den forrygende form, han har nu, kommer han også med over stigningen. Min reference er altid, at han har overspurtet Diego Ulissi i et år, hvor italieneren var flyvende og kort efter vandt to Giro-etaper i en flad og en puncheurspurt, og når han kan det, bør han med den rette positionering også kunne vinde denne etape.

 

Jeg er spændt på, hvordan Stefano Oldani klarer så stejl en stigning. Mit bud ville normalt være, at den ville for svær, men hans kørsel på 12. etape i Giroen og på 1. etape viser, at han bestemt er kandidat. Modvinden og passiv kørsel vil hjælpe, men selv hvis han klarer den, er det langt fra sikkert, at han vinder. Det kan godt være, at man vil betegne ham som sprinter, men vi så senest i går, at han altså ikke er verdens allerhurtigste. I dette felt burde han dog stadig have en god chance, hvis han denne gang klarer positionskampen.

 

Jeg håber også, at Gianni Moscon spurter. Han gjorde det ikke i går, men da var det også bare for en sekundær placering. Hvis han sidder i en lille gruppe med mulighed for at vinde en etape, bør han give den et skud, selvom vi vel ikke for alvor har set ham spurte siden Vueltaen i 2017. Dengang kørte han til gengæld i top 3 i en let stigende massespurt, og det vidner om, at han har farten til at være med i dette felt. Han mistede tid i dag, og det er ikke lykkedes mig at finde ud af, om han styrtede eller blot hjalp Alexey Lutsenko, og det kan gøre hans præstation usikker. Har han de ben, han havde i forgårs, bør han dog klare denne stigning.

 

Jeg håber også, at UAE kører spurten for Diego Ulissi, der i mine øjne er hurtigere end Marc Hirschi. Det burde heller ikke være helt umuligt, og selvom det efterhånden er længe siden, at vi har set italieneren køre en flad spurt, er det trods alt bare halvandet år siden, at han vandt en Giro-etape, der minder utroligt meget om denne, og hvor han på flad vej slog folk som Joao Almeida, Patrick Konrad, Tao Geoghegan Hart og Mikkel Honoré. Den fart tilsiger, at han også fortsat kan vinde i dette felt, særligt hvis Marc Hirschi giver ham et lead-out. Han er ikke ved fordums styrke, men denne bakke burde han klare, når vi ser på hans kørsel forleden.

 

Det store spørgsmål er Michael Matthews. Som skrevet i analysen var dagens etape endnu et vidnesbyrd om, at han ikke er på toppen, og derfor tror jeg, at han ryger af. I forvejen ville jeg regne denne stigning som værende for svær, for selv en formstærk Matthews, men han hjælpes af modvinden og sandsynligheden for mere passiv kørsel. Hans spurt i dag var yderst skuffende, men som vi så i går, vil han formentlig være manden, der skal slås, hvis han overlever stigningen, da han normalt bør sætte også Bettiol til vægs. Baseret på vinderpotentiale skal han stå højt, men mine forventninger er små.

 

Læs også
Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

 

Hvad så med Alex Aranburu? For ham er der ingen garanti for overlevelse, men klatrer han som i Baskerlandet sidste år, bør han i modvind være med. Han gjorde det også godt i dag, men det var i en stigende spurt, der passede ham. På flad vej har han aldrig vist samme fart, og derfor er jeg usikker på, om han faktisk har farten, selv i en mindre gruppe som denne. Til gengæld var det opløftende at se ham klare den positionering, der volder ham kvaler, så fint i dag.

 

Det er naturligvis også sandsynligt, at UAE kører for Marc Hirschi. Han er trods alt på hjemmebane og med masser af selvtillid efter sin nylige sejr, men vi så igen på 1. etape, at den gamle hurtighed er væk. Han vandt i Aargau, men det var i en puncheurspurt, der virkelig passede ham, mens vi nu gang på gang har set, at det kniber på flad vej. Han har dog god støtte fra Ulissi, og i dette felt burde han ikke være uden chance.

 

Hvis Schachmann ikke er på toppen, er det muligt, at Bora kører for Sergio Higuita. I gamle dage havde jeg rangeret ham højt, men denne gang er jeg knap så sikker. Både på 1. etape og i Liege så vi nemlig, at han spurtede skuffende, og spørgsmålet er, om han stadig er så hurtig, som han engang var. Den bekymring har jeg i hvert fald, men hvis han får et lead-out fra Schachmann, står han også så stærkt, at han bør kunne vinde selv mod på papiret hurtigere folk.

 

Efter choksejren forleden skal vi jo også begynde at regne Stephen Williams som vinderkandidat. Det vil dog undre mig, hvis han deltager i spurten. Det har han aldrig gjort tidligere, og mit bud er, at gruppen bliver så stor, at han ikke gør det. Omvendt vil Kron formentlig blande sig, og så er hans trøje jo pludselig truet. Han har aldrig givet indtryk af at være god i positionskampen, hvad han da heller ikke var i søndags, og derfor tror jeg, at han kommer til kort, selv hvis han giver den et skud, men endnu en sejr kan ikke udelukkes.

 

Kommer Pascal Eenkhoorn med over? Logikken siger nej, for disse procenter bør være for stejle for den store hollænder, men han bliver jo ved med at overraske i tide og utide. Hans klatrepræstation på 1. etape var skræmmende god, og har han de ben igen i morgen, og køres der lidt passivt i modvinden, har han vel en chance. Det er sjældent, han spurter, men med to sejre i reducerede massespurter vil han være en af favoritterne, hvis han kommer så langt.

 

Meget af det samme kan siges om Nikias Arndt . Han leverede en vild klatrepræstation i søndags, men denne stigning er pokkers stejl, formentlig for stejl for den store tysker. Han er i hvert fald afhængig af et defensivt løb i modvinden, men så kan man i lyset af 1. etape heller ikke helt afskrive ham. Denne relativt lange modvindsspurt burde også passe ham ganske fint, men vi har set både i Romandiet og senest i søndags, at der er en grund til, at han seneste sejr i en flad spurt er af ældre dato.

 

Af de lidt tungere folk er det vel Andrea Pasqualon, der har den største chance. Logikken siger, at det bliver for svært, for mens han klatrer godt, er han ikke en ørn på lange stigninger. Han er dog i fremragende form, som han viste med sejren i den hårde finale i Vallonien, og i går følte han sig også komfortabel på stigningen. Han er sprængfyldt med selvtillid lige nu, og han vil helt sikkert give den alt i et forsøg på at klare den. Lykkes det, er han utvivlsomt hurtig nok til at gøre arbejdet færdigt.

 

Hvad så med Matteo Trentin? Med sine bedste klatreben ville han med defensiv kørsel have en chance, men han synes ikke at være helt på toppen. Efter eget udsagn led han i varmen i søndags, men han havde det meget bedre i går. Alligevel blev han sat på den sidste del, inden hans hold hjalp ham tilbage. Derfor er det lidt svært at tro, at han klarer denne stejle stigning, men vi ved også, at den Trentin, der klatrede som en drøm i Touren i 2019, vil kunne vinde en etape som denne. Lidt fart mangler han, men han har nok til at vinde blandt de overlevende.

 

En anden kandidat kunne være Søren Kragh. Det er klat, at han skal have meget bedre ben, end han havde i søndags, men netop fordi han er så svingende, skal man aldrig udelukke, at han med lidt tilpasning til varmen er kørende igen. Det er klart, at stigningen er for stejl og svær, hvis den køres hårdt, men med mere defensiv kørsel må han have en chance. Det er efterhånden meget lang tid siden, han har spurtet, men i den Moscon-spurt fra Vueltaen, jeg omtaler ovenfor, var han i top 3. Han burde have en chance i dette felt.

 

Læs også
Pogacar før monument: Det er et af mine yndlingsløb

 

Normalt burde det være en fornuftig etape for Alessandro Covi, men vi har nu tre gange efter Giroen set, at han er træt. Han bør komme til kort på denne stigning, hvis han klatrer, som han har gjort hidtil, og selv hvis han overlever, vil jeg tro, at de kører for Ulissi eller Hirschi. Min vurdering er dog, at han er den hurtigste af de tre, og derfor vil de formentlig have en bedre chance med ham, men det kræver, at han kommer så langt. Der er altså flere ting, der skal flaske sig, hvis det skal blive til endnu en sejr i morgen.

 

Formstærke Georg Zimmermann burde have en god chance for at klare stigningen, selvom han ikke er vild med bakkerne, når de bliver for lange. Han imponerede i Appenninerne og Aargau og er helt åbenlyst i god form, og han er også så hurtig, at han tidligere er gået i top 3 i en massespurt ved de tyske mesterskaber. Vo har dog ikke set meget af hans hurtighed som professionel, og jeg vil gerne se ham vinde denne flade spurt, inden jeg for alvor tror på det.

 

Jeg bliver til gengæld overrasket, hvis Daryl Impey klarer den. Dertil er sydafrikaneren efter alt at dømme blevet for tung, men han var dog så hæderlig i Aargau, at defensiv kørsel måske giver ham en chance. Det kræver et roligt løb, men ser man på de klatreevner, han havde i gamle dage, ville det dengang ikke have været en umulig opgave for ham. Desværre synes han også at have tabt så meget fart, at overlevelse langt fra er garanti for et godt resultat.

 

Quentin Pacher viste ny spurtstyrke i foråret, og derfor burde denne etape passe ham. Han klatrede nemlig bede end nogensinde i årets første måneder, men hans kørsel på 1. og 2. etape tyder på, at han har mistet al den fine form. I det lys er det usandsynligt, at han overlever, men det er klart, at den Pacher, der blev nr. 17 i Fleche og nr. 20 i Liege, burde komme med hjem her. Sker det, har han vist en hurtighed, der giver ham en chance, selvom andre er hurtigere end ham.

 

Endelig er der Aleksandr Vlasov. Jeg bliver overrasket, hvis han deltager i spurten, når Bora har to hurtigere folk, men det havde de også i Romandiet, hvor han pludselig alligevel blandede sig med rigtige sprintere og endte som en chokerende nr. 4. Det kan sagtens ske, at han igen i sit forsøg på at holde sig fremme pludselig ender med at spurte, og så har vi set i Indurain og Romandiet, at han vil have en lille chance, hvis løbet har været mere selektivt end ventet.

 

Man kunne også pege på Daniel Martinez, men med Pidcock på holdet bør det ikke blive aktuelt. Benoit Cosnefroy, Xandro Meurisse og Patrick Bevin synes for formsvage, og det gør Bryan Coquard også, selvom der har været lidt fremgang på det sidste. Hos Bahrain vil Edoardo Zambanini måske prøve, men han kan ikke vinde, og det kan Stefan Küng heller ikke, selvom han uventet spurtede i går. Stigningen er for svær for Anthony Turgis, og mit indtryk er, at Rui Costa vitterligt er formsvag og træt efter Giroen. Hos Trek har Quinn Simmons en chance for at klare stigningen, men han vinder næppe en spurt i dette selskab, og det gør Gianluca Brambilla heller ikke, hvis løbet har været endnu hårdere. Med Kasper Asgreen ude vil Ilan van Wilder måske prøve, men heller ikke han har farten, og jeg tror, at stigningen er for svær for den Philippe Gilbert, vi så i dag. Falder Impey og Bevin fra, har Hugo Houle en chance for at overleve, men ikke farten til at vinde, og jeg regner heller ikke med, at Alexey Lutsenko er hurtig, hvis han mod forventning prøver.

 

Som sagt er der igen meget store chancer for et udbrud. Igen vil mit bedste bud være Stefan Küng, for selvom stigningen på papiret er alt for svær, synes den logik ikke længere at gælde for den store schweizer. Det er dog et problem for ham, at etapen er let, og derfor vil Bahrain måske ikke lade ham køre jf. bemærkningerne ovenfor. Andre kandidater kunne være Gianni Moscon, der nu har tabt tid, Diego Ulissi, Georg Zimmermann, Gianluca Brambilla, Alberto Bettiol, Quinn Simmons, men han sparer sig nok til en dag med flere bjergpoint, Rui Costa, Sylvain Moniquet, Quentin Pacher, Alessandro Covi, Stefano Oldani, Michael Gogl, Hugo Houle, Bob Jungels, Pascal Eenkhoorn, Neilson Powless, Søren Kragh, Andreas Kron og Alex Aanburu. Som Küng lider mange af dem, særligt Kron, under det begrænsede tidstab, og i en flad start er det letterre for Bahrain at bestemme, hvem der ikke må komme afsted.

 

BEMÆRK: I mine øjne er det stort set 50-50, om det bliver et udbrud eller ej. Jeg uddyber mine tanker ovenfor.

 

Feltet.dks vinderbud: Tom Pidcock

Øvrige vinderkandidater: Alberto Bettiol, Maximilian Schachmann

Outsidere: Andreas Kron, Stefano Oldani, Gianni Moscon, Diego Ulissi, Michael Matthews

Jokers: Alex Aranburu, Marc Hirschi, Sergio Higuita, Stephen Williams, Pascal Eenkhoorn, Nikias Arndt, Andrea Pasqualon, Søren Kragh, Alessandro Covi, Georg Zimmermann, Daryl Impey, Quentin Pacher, Aleksandr Vlasov

 

Kandidater til et udbrud: Stefan Küng, Gianni Moscon, Diego Ulissi, Alberto Bettiol, Georg Zimmermann, Sylvain Moniquet, Gianluca Brambilla, Søren Kragh, Quinn Simmons, Alex Aranburu, Quentin Pacher, Alessandro Covi, Rui Costa, Pascal Eenkhoorn, Neilson Powless

 

 Livestream Tour de Suisse uden afbrydelser

Tom Pidcock
Alberto Bettiol, Maximilian Schachmann
Andreas Kron, Stefano Oldani, Gianni Moscon, Diego Ulissi, Michael Matthews
Alex Aranburu, Marc Hirschi, Sergio Higuita, Stephen Williams, Pascal Eenkhoorn, Nikias Arndt, Andrea Pasqualon, Søren Kragh, Alessandro Covi, Georg Zimmermann, Daryl Impey, Quentin Pacher, Aleksandr Vlasov
Stefan Küng, Sylvain Moniquet, Gianluca Brambilla, Quinn Simmons, Rui Costa, Neilson Powless, Daniel Martinez, Bryan Coquard, Edoardo Zambanini, Anthony Turgis, Ilan van Wilder, Philippe Gilbert, Hugo Houle, Alexey Lutsenko
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Tour de Suisse
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Liège-Bastogne-Liège Fe...(1.WWT) 21/04

EPZ Omloop van Borsele(2.NCUPJW) 19/04-21/04

Liège-Bastogne-Liège(1.UWT) 21/04

Giro della Romagna(1.1) 21/04

Liège-Bastogne-Liège Fe...(1.WWT) 21/04

Liège-Bastogne-Liège(1.UWT) 21/04

Giro della Romagna(1.1) 21/04

Tour de Romandie(2.UWT) 23/04-28/04

Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 26/04-28/04

Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04

La Vuelta Femenina(2.WWT) 29/04-05/05

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?