Optakt: 4. etape af Tour Down Under

STREAM VUELTA A SAN JUAN UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

Efter det første slag mellem løbets klatrere ventes sprinterne at få en sidste chance på løbets næstsidste dag, hvor feltet besøger velkendt terræn. Her skal man nemlig køre i det flade terræn omkring Willunga og Port Willunga, hvor det meste af kongeetapen plejer at finde sted, men hvor man i alle tidligere udgaver siden 2002 har krydret det med en eller to ture op ad den nærliggende Willunga Hill - i de første år forud for en nedkørsel til en afslutning i Willunga og i de seneste mange år med mål på toppen - skipper man i år helt løbets mest ikoniske stigning. I stedet er der tale om løbets fladeste og klart letteste etape, hvor der er lagt op til massespurt, men i en stigende finale, der er hård nok til, at det vil være en anderledes spurt end en klassisk spurtafgørelse og dermed måske en chance for puncheurtyperne til at jagte bonussekunder - hvis altså ikke vinden spiller rytterne et puds.

Med en distance på 133,2 km er der tale om endnu en meget kort etape, der fører feltet fra Port Willunga til Willunga og skal deles i to dele. Først kører man mellem start og mål, og man lægger ud med at køre mod sydvest og syd ned lang den flade kystvej gennem Aldinga Beach, inden man drejer mod øst for at køre væk fra vandet. Herfra går det skiftevis mod øst og nord ad lige og flade veje frem til McLaren Vale, som nås efter 25 km, hvorefter man kører mod nord ad en let stigende vej frem til det nordligste punkt.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Her drejer man mod øst for at køre ad en let kuperet vej, inden en let faldende vej leder mod sydvest og syd ned til McLaren Flat. Her bliver det igen fladt, når man kører mod sydvest og syd ad lige veje frem til målbyen, hvor man for første gang skal op ad målbakken Lower Willunga Hill (2,4 km, 2,9%), hvis sidste kilometer med 3,2% er den stejleste og stiger med 3,1% over de første 500 m og derefter er lidt stejlere med 4,1% over de sidste 500 m, og på hvis top der er en første kategori 4-bjergspurt, når man krydser stregen efter 51,4 km.

Anden del af etapen består nu af to omgange på en 40,9 km lang rundstrækning. Den indledes med, at man kører mod vest ad en lige og let faldende vej ud mod kysten, hvorefter det flader ud, når man kører mod sydvest, syd og vest det sidste stykke ud til vandet. Her kører man mod nord og nordøst op langs den flade kystvej i modsat retning af den, der blev benyttet først på etapen, idet man kort efter passagen af Aldinga Beach i Snapper Point midt mellem Aldinga Beach og startpunktet i Port Willunga kører dagens to spurter på hver af de to omgange efter hhv. 69,5 km og 110,4 km.

Efter passagen af startpunktet går det mod sydøst og øst ad let stigende veje væk fra vandet, inden man kører mod nord og senere øst igennem let stigende terræn frem til McLaren Vale, der passeres efter hhv. 85,5 km og 126,5 km. Her drejer man mod syd, hvorefter det går mod syd ad en lige og flad vej frem mod målbyen, hvor det med 3 km igen begynder at stige let, indtil man rammer selve målbakken (2,4 km, 2,9%), der altså stiger med 3,1% på de første 500 m efter den røde flamme og derefter er lidt stejlere med 4,1% over de sidste 500 m. Den lange, lige vej har en blød kurve med 500 m igen, men det sidste rigtige sving kommer i McLaren Vale hele 8,3 km fra stregen. Der er en anden kategori 4-bjergspurt i forbindelse med anden målpassage efter første omgang, dvs. efter 92,3 km, men der er ingen bjergspurt ved tredje og sidste passage i forbindelse med målgang.

Etapen byder på i alt 1076 højdemeter.

Willunga er siden 2002 blevet besøgt hvert år på kongeetapen med en eller to passager af Willunga Hill, og mens der mellem 2012 og 2020 var mål på toppen af bakken i udkanten af byen, var der mellem 2002 og 2011 mål nede i selve byen, som der også er det i år. Seneste gang var i 2011, hvor Francisco Ventoso vandt en reduceret massespurt foran Michael Matthews og Matthew Goss, mens Luis Leon Sanchez i en højdramatisk finale akkurat lykkedes med at holde hjem foran Luke Roberts, Cadel Evans og Peter Sagan i 2010. I 2009 vandt Allan Davis en reduceret massespurt foran Jose Joaquin Rojas og Martin Elmiger, mens André Greipel gjorde det samme, da han sejrede foran Allan Davis og Jose Alberto Benitez Roman i 2008. I årene inden optagelsen på WorldTouren gik sejrene til Pieter Ghyllebert (2007), Russell van Hout (2006), Alberto Contador (2005, hvor han tog sin første sejr siden sin hjerneblødning), Benjamin Day (2004), Steffen Wesemann (2003 efter diskvalifikation af den oprindelige vinder Giampaolo Caruso, der testede positiv for nandrolon) og Robbie McEwen (2002).

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

STREAM VUELTA A SAN JUAN UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Vejret

Det usædvanligt kølige vejr fortsætter, men efter en lidt mere stille dag vender den kraftige vind tilbage. Vejret vil være særdeles smukt med fuldt blus på solen og ingen skyer, men temperaturen vil kun nå ganske beskedne 22 grader. Vinden vil igen være frisk til hård (28-30 km/t) og komme fra sydsydøst. Det giver vind fra alle retninger på den kringlede rute, men rundstrækningen vil der først være hovedsagelig sidevind ud til kysten og derefter generel medvind. Ved rundstrækningens nordlige del følger endnu et lidt kort sidevindsstykke, inden man får sidemodvind med 9,5 km igen og slutteligt direkte modvind over de sidste 8,3 km.

Analyse af 3. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan Jay Vine på 3. etape endnu engang viste, at han mere og mere ligner et sandt transferkup for UAE.

Favoritterne

Det har bestemt ikke været sprinternes Tour Down Under. I gamle dage endte helt op til fem af etaperne i massespurter i det, der var en ren en sprinterfest, at André Greipel blev kongen af løbet med ikke færre end 18 etapesejre fordelt over årene efter optagelsen på WorldTouren i 2018. Siden dengang har man forsøgt at gøre løbet hårdere med i hvert fald to klassementsetaper, men vi skal faktisk bare tilbage til 2018-udgaven for at finde et løb, hvor Greipel med to etapesejre og Caleb Ewan, Elia Viviani og Peter Sagan med hver én sørgede for, at fem af etaperne blev vundet i forskellige former for massespurter.

Sådan kunne det aldrig gå med årets nytænkte rute. Inklusionen af en prolog og to oplagte klassementsetaper efterlod blot tre muligheder tilbage, og i går stjal Rohan Dennis og co. jo den ene af dem for næsen af en skuffet Ewan. Heldigvis overlevede de alle den ellers ret kuperede 1. etape, og frygten for, at de ville komme hjem uden at have kørt én eneste rigtig massespurt blev derfor aldrig til virkelighed.

Nu er der blot én chance tilbage, nemlig lørdagens 4. etape, der i hvert fald kortvarigt bør sætte klassementskampen på pause. Med sine kun godt 1000 højdemeter er etapen nemlig den i særklasse letteste i hele løbet, og det er på mange måder paradoksalt. Der er nemlig i alt væsentligt tale om den klassiske kongeetape til Willunga Hill, hvor man gennem det meste af dagen altid kørte rundt i det for området helt usædvanligt flade terræn nær byen Willunga, men nu altså med den helt afgørende forskel, at man dropper de to ture op ad løbets mest berømte stigning.

Når sprinterne alligevel inden løbet kunne frygte, at de ville komme fra løbet uden at have kørt en eneste klassisk massespurt, skyldes det således ikke det generelle terræn på denne fladbanerute. Nej, det skyldes to ting. Den ene trussel er den risiko for sidevind, der huserer i området, for vi har før set sidevindskørsel på Willunga-etapen. Den trussel er dog afhængig af vind og vejr. Det andet forhold, der gør, at man alligevel ikke helt kan betegne etapen som en klassisk sprinteretape, er nemlig et opløb, der stiger ganske kraftigt.

I sig selv er 2,9% over 2,4 km ganske beskedent, men den grimme oplevelse er, at den bliver stejlere og stejlere. Når vi når de sidste 500, taler vi om 4,1%, og faktisk hedder den godt 5% over de sidste 200 m, hvor selve spurten skal køres. Det er naturligvis ikke noget, selv de tungeste sprintere ikke kan klare, men det er bestemt stejlt nok til at ændre styrkeforholdet, også ganske markant. Det betyder sågar, at visse puncheurs vil have en chance for at blande sig helt fremme.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Netop fordi sprinterne er blevet snydt som grusomt hidtil i løbet, bør der ikke være nogen tvivl om, at udbruddet vil blive hentet. Interessen i en spurt er alt for stor, men vi er nået et punkt i løbet, hvor tidsforskellene er store. I dag kørte udbruddet med det samme, og det er bestemt også muligt, at det sker igen i morgen, men det kan bestemt også tænkes, at vi får en mere animeret start, hvor der skal kæmpes for at komme afsted.

Når det er sket, vil UAE tage fronten, men hvis ikke udbruddet udgør nogen væsentlig trussel, vil de have det fint med at lade gruppen køre hjem og spare sig til søndagens nøgleetape. Til gengæld kan vi vente os, at både landsholdet og Bahrain uden tvivl vil påtage sig ansvaret for jagten, og jeg vil også tro, at vi vil se Alpecin fremme (hvis da ikke de fik brugt alle deres kræfter på dagens mildt sagt meningsløse føringsarbejde). Heller Intermarché kan leve med, at udbruddet holder hjem, og i dette stigende opløb må også Michael Matthews have så store drømme, at Jayco heller ikke vil løbe nogen risiko, hvis det presser på.

Der bør altså ikke være nogen tvivl om, at udbruddet bliver hentet. Det skyldes også vinden. Efter en dag med mere beskedne vindforhold vil det igen blæse meget kraftigt, og styrken er rigeligt voldsom til, at feltet kan splittes. Interessen for at prøve er også stor. UAE ser skræmmende ud på stigningerne, som jeg skriver i analysen, men i fladlandet er de bestemt sårbare. Her ser Ineos, Jayco, Bahrain og Quick-Step langt stærkere ud, og det er fire hold, der har en klar interesse i at forsøge at presse Jay Vine i uvant terræn, da de præcis er de fire hold, der sidder på de øvrige pladser i top 6.

Vil det så lykkes? Som sagt har vi før set sidevindskørsel på Willunga-etapen, hvor det ofte har blæst kraftigt, men efter min allerbedste hukommelse er det aldrig sket i fladlandet for foden af stigningen. Det er til gengæld sket på det flade plateau, der følger lige efter toppen af den berømte bakke, hvor der er ganske åbent. Herefter har vi set et forfølgelsesløb på nedkørslen og i fladlandet frem mod anden opkørsel af stigningen, men i selve det flade terræn har vi trods kraftig vind ikke fået splittelse.

Det betyder ikke, at det ikke kan lykkes. Vinden bliver virkelig kraftig, og der er skam sidevindsstykker undervejs. På rundstrækningen er der dog mere mod- og medvind, og der er vel kun to farlige stykker. Det farligste er utvivlsomt det relativt lange stykke lige efter passagen af målstregen. Der kommer igen et stykke umiddelbart inden det lange, lange opløb, men det er en ganske kort strækning, som umiddelbart efterfølgende erstattes af brutal modvind. Mit gæt vil være, at den ikke splitter her, og skal det lykkes, skal det formentlig ske på det længere stykke efter målstregen, som altså køres to gange. Sidste gang er bare 30-40 km fra mål, og der vil således være masser af tid til at skabe den regruppering, vi også fik, da den splittede i går.

Jeg tror ikke, at det vil lykkes, men jeg tør bestemt ikke udelukke det. Når Vine er så stærk på stigningerne, er der mange, der har en interesse i at gøre forsøget, og det vil også blive gjort. Det vil skabe stor nervøsitet og stress - og bidrage til, at udbruddet bliver hentet - men jeg tror ikke på varig splittelse. Selv hvis det kortvarigt lykkes at rive det over, er der lidt for langt hjem til, at en chancen for at undgå en regruppering er specielt stor.

Det kan til gengæld føre til, at bonussekunderne kommer i spil. Jeg tror ikke, at der er hold, der aktivt vil arbejde for at hente udbruddet inden spurterne, men er udbruddet lille, kan der være lidt sekunder at gå efter i den første spurt. Den anden spurt kommer så sent, at udbruddet sagtens kan være hentet her, og hvis Pello Bilbao ikke helt har opgivet at vinde samlet, bør Bahrain vel også forsøge at udnytte, at han er betydeligt hurtigere end Vine. Hvis jeg var araberne, ville jeg nok investere lidt kræfter i at hente udbruddet tidligt, når nu de alligevel skal føre for Phil Bauhaus.

Splittelse i sidevinden er altså en mulighed, men jeg tror på, at vi får en relativt fuld massespurt. Den er ganske enkel, når det sidste rigtige sving kommer med mere end 8 km igen, hvorefter der blot er en ganske blød kurve 500 m fra stregen, men udfordringen er den meget kraftige modvind. Kombineres det med de heftige procenter, er risikoen for at åbne for tidligt enormt, og det bliver en spurt, hvor alt handler om timing. Feltet kan meget vel gå nærmest helt i stå, når de rammer modvinden, for ingen tog vil risikere at åbne for tidligt. Det bliver formentlig ét langt ventespil med bred front, indtil det går løs til allersidst.

Det er næsten umuligt ikke at pege på Caleb Ewan som favorit. Nok er han en af verdens hurtigste på flad vej, men i de senere år har han været allerbedst i stigende finaler. Disse procenter kunne nærmest ikke passe ham bedre, og han får endda en ekstra gave i form af modvinden. Vi ved, at Ewans store force er hans ekstreme aerodynamik, der både skyldes hans statur og stil, og den fordel mangedobles, når modvinden er så kraftig, som den vil være i morgen. Lægger vi dertil, at han har spurtet som en drøm i dette løb og på 1. etape trods en elendig position så ud til at være næsten dobbelt så hurtig som alle andre, er det næsten umuligt at se ham blive slået, hvis han kan spurte frit.

Læs også

Optakt: Presidential Tour of Türkiye

Her har vi til gengæld også truslen. Vi så på 1. etape, hvordan han tabte positionskampen ganske markant, og det er jo ikke nogen overraskelse, når han kører for et meget svagt landshold. Nu er de endda nede på bare fire mand, og dermed er støtten endnu mindre, end den var tidligere. Der er dog en markant forskel fra 1. etape, nemlig at han kan regne med støtten fra Jarrad Drizners, der havde defekt i onsdags. Med ham ved sin side står han meget, meget stærkere, og han hjælpes også af, at denne finale er meget enkelt. Drizners lykkedes i Schwalbe Classic med at holde Ewan så langt fremme, at han vandt problemfrit, og det burde også kunne lykkes igen i denne helt enkle finale. I kraft af modvinden kan det også være en lille fordel at komme bagfra, fordi de forreste meget let kan komme til at åbne for tidligt, og det øger hans chancer markant. Den anden store trussel er til gengæld vinden, hvor han aldrig har været en ørn, og hvor han med sit svage hold ligner en sikker taber. Heldigvis for ham tror jeg på en fuld massespurt og dermed på, at han endelig kan fejre sit jubilæum med den 10. etapesejr.

Jeg tror, at den største trussel er Michael Matthews. Som jeg har skrevet flere gange, virker australieren til at være i fremragende form, og han har også spurtet meget bedre end ventet, både i de indlagte spurter og på 1. etape. Det var endda i flade spurter, hvor han normalt mangler en del fart, og nu kommer vi til et stigende opløb, der burde passe ham som fod i hose. Stigningen skulle nok være stejlere, hvis han på ren fart skulle have en overhånd i forhold til Ewan, men det er bestemt stejlt nok til, at han kan slå sprintere, de er hurtigere end ham på flad vej. Der findes ikke mange, der er hurtigere end Matthews i denne form for finale.

Han skal dog stadig slå Ewan, og det skal han gøre via sin positionering. Her har han en uventet gave i form af Campbell Stewart, der var overraskende sublim på 1. etape, hvor han ikke blot holdt Matthews helt fremme i ganske lang tid, men endda også have overskud til at køre sin kaptajn hjem fra spids. Kan newzealænderen gentage det kunststykke, taler meget for, at Matthews vil starte sin spurt fra en ideel position, og styrer han timingen i modvinden optimalt, synes chancerne for endelig at få den forløsende sejr bestemt gode. Og får vi sidevindskørsel, står han endnu bedre, for her ligner han og Jayco en af de stærkeste formationer.

En rytter, der til gengæld må ærgre sig lidt over, at finalen er så hård, er Phil Bauhaus. Han er langt mere komfortabel i en flad spurt, men det betyder ikke, at han er uden chance. Tværtimod vandt han for nogle år siden i helt suveræn stil en spurt i Polen Rundt, hvor det også steg med disse procenter til sidst, og det vidner om, at han med sin store power sagtens kan være med. Jeg vil dog stadig tro, at han kommer lidt til kort mod Ewan og Matthews på en bakke som denne, men til gengæld har et stærkt våben i sit tog med Jasha Sütterlin, Corbin Strong og ikke mindst Nikias Arndt. Sidstnævnte kørte ham hjem fra spids i lørdags, og på 1. etape ramte han også fronten, selvom Bauhaus holdt sig lidt tilbage. Bahrain ligner holdet med det stærkeste tog, og det kan være nøglen til Bahrains tredje etapesejr, men man kan være lidt bekymret for timingen i modvinden. I lørdags ventede han for længe, og i onsdags blev spurten objektivt set for lang, selvom han vandt. Den slags fejl er der næppe råd til i denne finale, men sidder timingen i skabet, kan det sagtens lykkes - også fordi jeg anser Bahrain som et ganske glimrende hold i sidevinden.

Den rytter, jeg er mest spændt på, er Corbin Strong. Det er svært at glemme, hvordan han vandt puncheurspurten på 1. etape af Tour of Britain, og det vidner om, at han vil elske denne afslutning. Dengang steg det med mere end 5% over de sidste 2400 m og med mere end 6% over de sidste 1400 m, og dermed var det en hårdere finale end denne, hvad man også kan se på de ryttere, han slog. Også dengang var der dog en markant og direkte modvind, der gjorde det hele meget lidt selektivt, og derfor er de to finaler slet ikke usammenlignelige. Lægger man dertil, at Strong har spurtet uventet godt i de indlagte spurter, hvor han to gange har slået Matthews og Ethan Hayter, ser det pludselig meget lovende ud. Det er klart, at dagens styrt kan have sat ham tilbage, men han skulle være sluppet billigt, og han benyttede lejligheden til igen at fortælle, hvor glad han er for sin form. Endelig har Taj Jones og ikke mindst Daryl Impey, der alle dage har været en fremragende lead-out man - og det vil særligt gælde i denne stigende finale - kørt fornemme lead-outs i de indlagte spurter, og jeg kan bestemt godt se for mig, hvordan Impey sætter Strong op fra spids. Timer han det rigtigt, synes han at have farten til at vinde, selvom jeg frygter, at holdet kan få det svært i vinden, hvor de ser relativt svage ud.

En rytter, der i hvert fald også skal glæde sig over, at det stiger, er Ethan Hayter. Det er egentlig slet ikke meget, vi har set ham køre stigende spurter som denne, men al logik tilsiger, at det øger hans chancer ganske dramatisk. Vi har i hvert fald flere gange set, at han er fremragende i murfinaler, der slet ikke kan sammenlignes med denne form for spurt, men som i hvert fald vidner om hans punch på bakker til sidst. Det står efterhånden klart, at han ikke er helt på toppen, men han er bestemt ikke skidt kørende, når han i dag kunne sidde med hos forfølgerne. Ineos-mandskabet har slet ikke fået deres tog til at fungere, men på papiret er de altså uhyre overbevisende med Geraint Thomas, Magnus Sheffield, Kim Heiduk og Ben Swift til sidst. Særligt i en stigende finale burde den kombination faktisk kunne dominere det helt, og får Hayter det perfekt lead-out, burde han have en ganske fair chance for at vinde en stigende spurt som denne, selvom han ikke har virket voldsomt hurtig i de indlagte spurter indtil nu.

En rytter, der virkelig vil elske denne afslutning, er Bryan Coquard. Franskmanden bekræftede i dag, at han som altid er i storform fra sæsonstart, og vi ved, at han er som en fisk i vandet i stigende spurter. Det så vi senest, da han let slog Arnaud Demare i Vendée i oktober, og da han endte som nr. 2 bag Mads Pedersen i den hårde spurt på 13. etape af Vueltaen. Kan han spurte frit, er Coquard en af de ryttere, der har den allerbedste chance for at vinde, men når han alligevel ender langt nede på listen, skyldes det hans positionering, der heller ikke i dette løb har fungeret. Heldigvis har han Davide Cimolai, der på papiret burde være en af de bedste lead-out men, han har bekræftet, at han altid er meget formsvag på denne tid af året og var ret usynlig i finalen på 1. etape. Heldigvis er finalen enkel og terrænet så let, at Cimolai burde kunne gøre en forskel, og sidder Coquard rigtigt, kan han i denne afslutning helt sikkert vinde. Det kræver dog nok, at vinden ikke kommer i spil, for her ser han og Cofidis meget sårbare ud.

Det har ikke været noget godt løb for Kaden Groves , men formen er fremragende. Det så vi i dag, hvor han kom imponerende godt over Corkscrew, selvom han havde spildt kræfter på at køre indlagte spurter (på en dag, hvor Alpecin tilsyneladende havde meget travlt med at spilde kræfter), men han har endnu ikke fået lejlighed til at spurte om sejren. Som så ofte før gik det nemlig helt galt i positionskampen på 1. etape, og det er også det, der igen lurer som en stor trussel her. Heldigvis er finalen her ganske enkel, og hans tog med Robert Stannard, Jensen Plowright og sidstemanden Samuel Gaze, der engang kørte et drømme-lead-out for Sacha Modolo i Luxembourg ser egentlig ganske kapabelt ud. Vi kender ikke rigtigt hans evner i stigende spurter, men logikken tilsiger, at det burde passe ham, særligt med hans nuværende form. Toget er måske ikke helt på højde med Bahrains, men i denne stigende finale vil de formentlig stå stærkere med folk som Stannard og Gaze. Vi ved, at Groves har slået Ewan på flad vej, og selvom han næppe vinder på ren fart i denne finale, kan han gøre det, hvis hans landsmand fanges for langt tilbage. Det kræver dog nok også, at vinden ikke kommer i spil, for her ser Alpecin ikke skræmmende ud.

UAEs primære mission er naturligvis at hjælpe Vine, men hvis ikke han har brugt alle sine kræfter i sidevinden undervejs, må man formode, at Alessandro Covi deltager i spurten. Det er klart, at det formentlig bliver på egen hånd, og derfor skal han være lidt heldig i positionskampen. Heldigvis er finalen enkel, og vi så jo på 1. etape, hvor overraskende god han var i kampen til sidst. Også hans fart var svært overbevisende, og når han kan spurte så godt på flad vej, kan han være meget farlig her. Vi så jo sidste år, hvordan han knuste al modstand på bakken op til mål på 1. etape i Andalusien, og selvom det med sine 7% var en betydeligt vanskeligere finale, vidner det om hans evner i stigende spurter. Når han næsten kan slå Matthews på flad vej, burde han også kunne true ham her, og så er vejen til sejr bestemt til at få øje på, hvis han har heldet i positionskampen. Min frygt er dog, at han bruger for mange kræfter undervejs, for han må være en af de vigtigste folk for Vine i sidevinden.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

En anden rytter, der bør have en fordel af, at det stiger, er Hugo Hofstetter. Spurten er ikke helt usammenlignelig med den, han vandt i Le Samyn, og han bør i hvert fald have en bedre chance her end i en flad spurt. Vi ved dog også, at han aldrig rigtigt har haft farten til at slå de bedste, hverken på flad eller stigende vej, og i dette selskab er han bestemt ikke en sandsynlig vinder. Formen så dog fin ud i dag, efter at en defekt eliminerede ham i går, og han plejer da også at starte stærkt. Toget med kun Kevin Ledanois som reel støtte ser desværre svagt ud, men normalt positionerer han sig jo som en ørn. Han sidder næsten med garanti fornuftigt, men desværre er det også her lidt svært at se ham vinde - og holdet ser mere end skrøbeligt ud i vinden.

Den sprinter, der nok skal ærgre sig mest over dette opløb, er Gerben Thijssen. Vi har set, at han kan slå selv de hurtigste, når han en sjælden gang sidder ordentligt, men han er en meget tung sprinter. Vi har ikke den store erfaring med ham i stigende spurter, men al logik siger, at dette bliver en svær spurt at vinde. Vi ved heller ikke, om han stadig kan mærke effekterne af styrtet forleden, og vi ved også, at han har det svært i positionskampen. Til gengæld ser toget med Sven Erik Bystrøm, Dion Smith, Julius Johansen, Hugo Page og Boy van Poppel altså meget stærkt ud, og der er ingen, der har så antalsmæssigt stærkt et tog som ham. Jeg kan til gengæld nok frygte, at der er andre tog, der er stærkere i en stigende finale som denne, og dermed tvivler jeg på, at han får den position, der skal til for at vinde. Vi ved dog, at han før har overrasket på sin fart, og sidder han rigtigt, skal man aldrig udelukke noget, selvom det stiger. På papiret ser holdet også fornuftigt ud i vinden, men jeg føler mig alligevel ikke helt sikker på, hvor stærke de vil være. Vi så på 1. etape, at Page spurtede for sig selv, men mon ikke han finder sin plads i toget nu, selvom det faktisk kunne være meget interessant at se, hvad den formstærke franskmand kunne gøre her. Glem ikke, at han blev nr. 3 i Binche sidste efterår, hvor de også var tale om en hård finale.

Spændende bliver det også at følge Paul Penhoët, der i dag bekræftede, at han er endog meget holdbar. Denne stigende finale burde derfor passe ham bedre end en flad spurt, og det bekræfter hans hold, der har gjort det klart, at de længe har udset sig denne etape som et stort mål. Bekymringen er først og fremmest positioneringen, for vi så, at den gik galt i lørdags. Til gengæld gik det aldeles fremragende i onsdags, hvor Miles Scotson efter forarbejde fra Laurence Pithie slet og ret var sublim. Holdet har ikke poweren til at dominere, men i denne enkle finale burde Scotson kunne holde Penhoët godt fremme. Man kan være bekymret for hans timing, når han stadig er ung og urutineret, og han beklagede sig også over at have åbnet for tidligt i onsdags. Det er en betydelig trussel, som det også gælder for vinden, hvor FDJ kan få det svært, og hvor han missede ud i går. Rammer han timingen rigtigt, glæder jeg mig imidlertid meget til at se, hvor langt han kan komme i denne afslutning.

Med Jordi Meeus’ ærgerlige exit skal Marco Haller igen prøve at spurte for Bora. Det kan faktisk gå ganske godt, for vi husker, hvordan han to gange i 2021 choksejrede ved at slå folk som Wout van Aert, Mads Pedersen og Alexander Kristoff. Denne stigende spurt burde øge hans chancer ganske betydeligt, for han har som bekendt imponeret meget i klassikerne i hans vilde forår i 2021. Vi så i går, at formen er ganske god, men han mangler lidt støtte. Heldigvis har han Shane Archbold og Maximilian Schachmann samt ikke mindst god erfaring. Han vinder næppe i dette selskab, men i en stigende spurt burde han kunne gøre det ganske godt, også fordi han i hvert fald selv burde være god i sidevinden, hvis ikke han har brugt alle sine kræfter på at arbejde for Schachmann.

Den sprinter, der vel har overrasket mest, er Emils Liepins. At han overlevede stigningen i går, var dybt imponerende, men allerede hans sublime spurt fra en dårlig position på 1. etape, hvor han kørte med defekt og alt for lavt gear, vidner jo om, at han er flyvende lige nu. Desværre er han ikke kendt for sin holdbarhed, og denne stigende spurt må være en klar ulempe. Omvendt imponerer han jo netop med sine klatreevner lige nu, og på flad vej har vi i hvert fald set, at han er en af de allerhurtigste. Normalt er han også god i positionskampen, hvor han også har god støtte af Tony Gallopin, Filippo Baroncini og Marc Brustenga. Holdet kan virke sårbare i sidevinden, og det er nok svært at se ham vinde så kraftigt stigende en spurt, men med sin gode form kommer han langt.

Kører Soudal for Stan Van Tricht eller Jannik Steimle ? De kørte for Steimle i onsdags, hvad der også var meldingen inden løbet, men det gik trods en god position slet ikke. Denne stigende spurt burde dog passe ham langt bedre, for vi så, hvor imponerende han var i den 5%-spurt i Vueltaen i 2020, hvor man ikke kan udelukke, at han uden en fejl havde vundet. Med et godt lead-out fra Van Tricht bør han komme længere i denne spurt end i en flad spurt, men vinde gør han næppe i dette selskab. Jeg håber dog, at de kører for Van Tricht, der meget vel kan være den hurtigste af de to, og som også burde have en klar fordel af, at det stiger. De seneste dage har han nemlig vist, at formen er ganske glimrende, og i Steimle har han en glimrende lead-out man. I sidevinden bør de heller ikke få problemer, selvom holdet tog sig en blunder i går.

EF skal også beslutte sig, om de vil deltage i spurten, og om de vil gøre det med Alberto Bettiol eller Sean Quinn . Ingen af de to kan vinde en spurt på flad vej, men i denne finale har de en langt bedre chance. Som puncheur er Quinn ret uprøvet, men vi ved, at Bettiol er fremragende i stigende spurter, selvom de gerne må være hårdere end denne. Vi så også sidste år i Schweiz, at han spurtede bedre end længe, men til gengæld fik vi også i dag bekræftet, at han ”som lovet” er langt fra sin bedste form. Derfor vil det undre mig, hvis vi ser ham spurte, som han gør, når han er bedst, men jeg vil stadig tro, at han er holdets bedste option, da Quinn bestemt ikke var flyvende i dag. Holdet har til en stigende finale som denne faktisk et ganske pænt tog, der også tæller Mikkel Honoré, og derfor burde de kunne gøre det ganske pænt, selvom de næppe vinder. Mit gæt vil være, at de kører for Quinn, der endnu ikke har fået sin chance, men jeg tror, at Bettiol er deres bedste bud i en finale som denne. Derudover kan jeg være bekymret for sidevinden, for selvom de ser stærke ud, tvivler jeg på, at de vil bruge specielt mange kræfter på en etape, de næppe vinder, når de nu er ude af klassementet.

Jumbo skal revanchere sig, og det skal de gøre med en god spurt fra enten Tim van Dijke eller Timo Roosen. Hidtil har de kørt for Van Dijke, hvilket ikke er uventet, da Roosen praktisk talt er stoppet med at spurte, men Rohan Dennis åbnede i dag døren for, at de kan køre for dem begge. Ingen af dem har mange chancer i en flad spurt, men jeg er ret spændt på at se, hvad de kan i en stigende finale. Husk på, hvor stærk Van Dijke var på den lille bakke, da han kørte væk og vandt en etape i Kroatien, og husk på, hvor fremragende en puncheur, Roosen var, da han blev nr. 4 i WorldTour-løbet i Quebec. Jeg vil stadig tro, at de kører for Van Dijke, der vil have stor fordel af et lead-out fra Dennis, Jos van Emden og ikke mindst Roosen, der engang har været sidste mand for Dylan Groenewegen, men det vil undre mig, hvis han kan vinde. Mest spændt vil jeg dog være, hvis de giver Roosen chancen for at genfinde de puncheurevner, han ikke har vist i lang tid. I sidevind ser de heldigvis også stærke ud.

Endelig er der Marius Mayrhofer . Tyskeren har været en af løbets helt store overraskelser, for hvor han tidligere har været klinisk renset for holdbarhed, har han i dette løb klatret imponerende. Det så ellers ikke godt ud, da han trådte firkantet i spurten i onsdags, men hans spurter i lørdags og i går var uventet gode. Problemet er, at han aldrig har imponeret i positionskampen, og han største problem er et meget svagt hold. Han vil være stort set alene, og selvom finalen er enkel, ser det svært ud. Med den form, han har nu, burde han til gengæld kunne glæde sig over, at det stiger, hvis altså ikke vinden har sendt det svage DSM-hold til tælling forinden.

Hos Ag2r vil den stigende spurt passe både Damien Touzé og Dorian Godon , men jeg har stadig svært ved at se dem være helt fremme, også fordi ingen af dem virker specielt formstærke. De vil dog nok begge gøre forsøget. Astana har i Martin Laas på papiret en af de hurtigste i flade spurter, men han er en meget, meget tung sprinter. Med tanke på, at holdet heller ikke er det stærkeste, tror jeg ikke, at dette er en spurt for ham. Movistar har endnu ikke spurtet, og det gør de næppe heller i morgen. Endelig skal man i et sidevindsdrama altid åbne døren for et overraskelsesangreb til sidst. Her skal vi nok se i retning af kraftfulde folk fra hold, der kunne sidde i overtal. Et oplagt bud kunne være Luke Plapp, der nu også er ude af klassementet, men også Magnus Sheffield, der dog lider under, at han stadig ligger til. Andre bud kunne være Mauro Schmid, der dog har samme problem, samt Jannik Steimle, Stan Van Tricht, Timo Roosen, Jos van Emden, Mikkel Honoré, Alberto Bettiol, Jonas Rutsch, Marco Haller og Maximilian Schachmann.

Feltet.dks vinderbud: Caleb Ewan

Øvrige vinderkandidater: Michael Matthews, Phil Bauhaus

Outsidere: Corbin Strong, Ethan Hayter, Bryan Coquard, Kaden Groves, Alessandro Covi

Jokers: Hugo Hofstetter, Gerben Thijssen, Paul Penhoët, Marco Haller, Emils Liepins, Stan Van Tricht, Jannik Steimle, Alberto Bettiol, Timo Roosen, Tim van Dijke, Sean Quinn, Marius Mayrhofer

STREAM VUELTA A SAN JUAN UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE