Optakt: 4. etape af Tour du Limousin

Ruten

Én ting er altid sikkert i Tour du Limousin: løbet slutter på den klassiske rundstrækning i Limoges, hvor et stigende opløb giver perfekte muligheder for stærke sprintere og puncheurs til at score afgørende bonussekunder. Løbet er altid tæt, og derfor bliver det som regel først afgjort i allersidste spurt.

Mens finalen altid er den samme, varierer resten af etapen fra år til år. I 2020 bydes der på 167,0 km mellem Lac de Saint-Pardoux og Limoges, og den består af to rundstrækninger omkring de to byer samt en transport imellem dem. Den første rundstrækning er 78,5 km lang og henlagt til området nordvest for startbyen. Herfra kører man mod syd, vest og nord igennem terræn, der primært er faldende, men også har flere mindre bakker undervejs. Efter 19,6 km når man frem til dagens første spurt, hvorefter det fortsat primært er faldende, mens man kører mod sydvest, nordvest og slutteligt nordøst frem til bunden af kategori 3-stigningen Cote de Rancon (1,1 km, 6,8%), der er en helt jævn stigning med top efter 39,0 km.

Nu går det mod øst igennem fladt terræn frem til den anden spurt efter 45,2 km, inden det bliver mere kuperet med flere mindre bakker, når man kører mod nordøst til det nordligste punkt og siden syd. Her venter en lang bakke, der efter en kort nedkørsel fører frem til bunden af kategori 2-stigningen Cote de Pierrefiche (2,5 km, 5,8%), der ligeledes er en helt jævn stigning, denne gang med top efter 71,0 km. Slutteligt falder det mod vest, inden det går i fladt terræn mod syd tilbage til startbyen.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Efter den indledende rundstrækning kører man mod syd igennem fladt terræn ned til løbets sidste kategoriserede stigning, kategori 2-stigningen Cote de la Sablonnade (1,4 km, 7,1%), der også er en helt jævn stigning. Toppen passeres efter 92,6 km, hvorefter et langt faldende og siden fladt stykke fører feltet mod syd, siden vest og slutteligt sydvest frem til den sidste spurt, som er placeret efter 113,5 km. Herfra kører man mod sydøst via et først stigende og siden faldende stykke, der leder direkte ned på den afsluttende rundstrækning i den nordvestlige udkant af Limoges, som rammes efter 123,6 km. Her skal man op ad en lille bakke (700 m, 4,8%) med top bare 1,5 km fra stregen, hvorefter det stiger let op til målet med 2,6% på den sidste kilometer.

Stregen krydses efter 130,7 km, og etapen afsluttes nu med tre omgange på den 12,1 km lange rundstrækning. Den indledes med, at man kører mod nordvest via en kort nedkørsel og derefter stigningen Le Mas Blanc (1,3 km, 5,7%). Den har top med 9 km igen, hvorefter det falder mod sydøst hele vejen ned til de sidste 2200 m. Herefter skal man igen over bakken (700 m, 4,8%), inden det stiger over 1500 m op til mål med 2,6% på den sidste kilometer. Det sidste sving leder ind på den 1000 m lange, 6 m brede opløbsstrækning i hjertet af Limoges.

Etapen byder på alt 2370 højdemeter.

Løbet slutter som sagt altid i Limoges med samme finale. Sidste år sejrede Francesco Gavazzi foran Guillaume Martin og Benoit Cosnefroy i den stigende finale, mens Lorrenzo Manzin var hurtigere end Marco Canola, Anthony Roux og resten af feltet i 2018. I 2017 overraskede et udbrud, da Guillaume Martin og Jerome Baugnies kørte hjem og tog en dobbeltsejr til Wanty, inden Mathieu van der Poel slog Damien Touze og Manuel Belletti i feltets spurt. I 2016 sejrede Sonny Colbrelli foran Gavazzi og Romain Feillu i den hårde spurt. I 2015 vandt Maurits Lammertink foran Colbrelli og Thomas Sprengers, mens Manuel Belletti var hurtigst i 2014. I 2013 viste Stephane Rossetto også, at et udbrud kan holde hjem, og det samme gjorde Jeremy Roy i 2013. Matthieu Ladagnous, Davide Appollonio og Romain Feillu vandt spurter i hhv. 2012, 2011 og 2010, Benoit Vaugrenard snød sprinterne i 2009, og Aliaksandr Usau (2008), Sebastien Hinault (2007), Thor Hushovd (2006) og Pierrick Fedrigo (2005) har også alle taget spurtsejre. Inden det sejrede Cedric Vasseur (2004), Bernhard Eisel (2003), Fedrigo (2002) Gilles Boivard (2001), Felix Cardenas (2000) og Laurent Desbiens (1999). Touren var forbi i 2016, hvor Marcel Kittel tog sin eneste etapesejr det år, og i 2000, hvor Christophe Agnolutto vandt. William Bonnet og Franco Pellizotti har vundet Paris-Nice-etaper i byen i hhv. 2010 og 2007.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Vejret

Efter nogle glohede dage kan rytterne se frem til en mere menneskelig fredag. Ikke blot vil det være relativt skyet, temperaturen vil heller ikke nå mere end 25 grader, og mod slutningen er der endda en bygerisiko på 10-20%. Vinden vil blot være let og komme fra vest. Det giver en del sidevind på den indledende rundstrækning og derefter først sidemod- og så sidemedvind frem til den sidste rundstrækning. Her er der sidemodvind på første halvdel og sidemedvind på anden halvdel, herunder på den lange opløbsstrækning.

Favoritterne

Man føler, at historien gentager sig. Tour du Limousin er næsten altid en knivskarp kamp på sekunder, og meget ofte er det hele blevet afgjort på de allersidste meter i den puncheurspurt i Limoges, som altid er afslutningen på løbet. Sådan er det også i år, hvor Joel Suters sammenbrud og Jake Stewarts flotte 2. plads betyder, at Luca Wackermann er tilbage i førertrøjen, og at Stewart nu blot er fem sekunder fra den samlede sejr.

Det kommer naturligvis også til at være omdrejningspunktet for sidste etape. Stewart og FDJ må gå ind til løbet med den entydige mission at finde de fem sekunder, der kan give den unge britiske kontinentalrytter en meget overraskende samlet sejr. Det kræver en top 2-placering på etapen, og i lyset af de seneste dages 2. pladser i stigende spurter virker det som en ganske realistisk mission.

Stewart kan dog gøre det lettere for sig selv. Den første indlagte spurt kommer tidligt, og det virker helt oplagt, at FDJ skal forsøge at holde det samlet hertil. Blot ét sekund vil betyde, at en 3. plads vil være nok for Stewart, og det vil gøre det hele betydeligt lettere i finalen. Og skulle han sikre sig to eller tre sekunder, vil jeg endda tro, at holdet også går efter den anden spurt, der kommer så tidligt, at det er realistisk. Hvis alt flasker sig, er der derfor mulighed for, at Stewart er virtuelt i gult allerede efter kun 45 km. Til gengæld vil de være nødt til at lade den tredje spurt sejle, da den kommer sent og for tæt på den afsluttende spurt.

Når FDJ har indstillet den indledende jagt på sekunder, vil et udbrud formentlig få lov at køre. Hvis det ikke truer trøjen, kan Vini eller FDJ (afhængigt af hvem der er virtuelt i gult) lade dem køre hjem. Det får de imidlertid næppe lov til etapen. Etapen er lettere end de fleste i dette løb, og historien viser, at det næsten altid bliver samlet - også selvom terrænet ikke er helt fladt. Man må formode, at UAE og Caja Rural gå benhårdt efter en spurt, og da vinden ikke vil spille en rolle, tror jeg på samling.

Rundstrækningen er svær og velegnet til angreb, men igen taler historien for, at man ikke slipper væk. Dertil vil UAE også være for stærke, og har de FDJ som allieret (fordi Stewart stadig mangler sekunder), virker det helt umuligt. Derfor tror jeg på en spurtafgørelse.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Vi kender som sagt finalen godt. Historien viser, at det er et spændende miks mellem stærke sprintere som Sonny Colbrelli og Lorrenzo Manzin og lettere puncheurs som Francesco Gavazzi og Maurits Lammertink, der har vundet. Det betyder, at der er relativt mange ryttere, der kan gøre sig håb om at være med.

Det bør dog være UAE, der sidder med overhånden. Dels har de løbets to hurtigste, dels har de det bedste hold. Endnu har Fernando Gaviria ikke fået lov at køre en rigtig spurt, og derfor må man formode, at han skal have chancen her. Hans historik i stigende spurter er ikke skræmmende, men han har før vundet en lignende spurt i et stort løb som Tirreno-Adriatico. Toget med Philipsen og Maximiliano Richeze er i særklasse det bedste, og han viste forrygende form på 2. etape. Derfor tror jeg, at han vinder. Melder han om dårlige ben, kan det imidlertid også være, at det igen bliver for Jasper Philipsen . Han viste så sent som i dag, at han kan vinde en spurt af præcis denne type, og derfor vil han i givet fald være den klare favorit.

Den værste rival kunne være Jon Aberasturi. I dag var han lidt overraskende ikke med hjem, men i morgen er etapen lettere. Han har i Burgos og Getxo samt på 1. og 2. etape i dette løb vist, at han er specialist i stigende spurter, og han vil elske denne afslutning. Samtidig er han god til at positionere sig og har et stærkt hold, og han ligner manden, der først og fremmet kan true UAE. Holdet har også en meget velkørende Matteo Malucelli, men i denne type spurt må de køre for Aberasturi.

Naturligvis står Jake Stewart også med gode chancer. I dag blev han nr. 2, og på 1. etape vandt han endda feltets spurt. Dengang var finalen dog hårdere, og i dag var han ikke tæt på at slå Philipsen i en spurt af præcis denne type. En udfordring er det også, at han ikke har et rigtigt tog, og vi så på 2. etape, at han ikke kom frem i positionskampen. Tillige skal han muligvis bruge kræfter i de indlagte spurter. Det ændrer dog ikke på, at han har en god chance, hvis han spurter som på 1. etape.

Man må også nævne Eduard Grosu. Det har ikke været rumænerens løb hidtil, men heldigvis er denne etape lettere. Han har i Burgos vist, at han har fået smag for denne slags spurter, og han er god i positionskampen. Han har noget form at skulle bevise, men i teorien er han en af de ryttere, der kan vinde her.

Det samme kan Danny van Poppel. I 2018 havde han vel været favorit, for da blev han en sand mester i at spurte på bakker. Desværre har han været igennem en gigantisk krise, og han kom da også skidt fra start i dette løb. I dag var hans deltagelse i udbruddet dog meget opløftende, og selvom han sagtens kan have en total offday igen, må han regnes som seriøs kandidat, ikke mindst fordi han har bror Boy til at køre sig frem.

Man må også pege på Piet Allegaert. Belgieren kørte en alt for lang spurt i dag, men han viste imponerende styrke. I forvejen burde dette være en spurt, der passer ham, og han har i Nathan Haas en glimrende lead-out man. Med lidt bedre timing synes han at have styrken til at blande sig.

En joker er Juan Jose Lobato. Spanieren er åbenlyst ikke i god form, men man ved aldrig, hvor man har den spanske lottokupon. Det er i hvert fald en stigende spurt, han vil elske, og den relativt enkle finale gør, at han ikke skal døje for meget med sin positionering. Euskaltel har også Mikel Aristi, men han synes for formsvag.

Arkea kan satse dobbelt. De har en sprinter i Thomas Boudat, og han burde sætte pris på lige netop en finale af denne type. Han har altid problemer i positionskampen, men spurten på 2. etape så lovende ud. Alternativt har de Benjamin Declercq, der så sent som i dag viste sine puncheurevner, men han mangler nok farten til at vinde.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Fart har Max Kanter og Alberto Dainese masser af, men de mangler råstyrke. Begge har de dog imponeret i dette løb, og de bør i hvert fald kunne køre spurten. Dainese er den hurtigste på flad vej, men i denne afslutning bør der satses på Kanter. Nu skal han så bare vise, at den ikke er for hård til, at han kan vinde.

Naturligvis må man også nævne Luca Wackermann. Italieneren har meget på spil og skal naturligvis forsøge sig i spurten. Desværre er den nok for let til, at han kan vinde, men historien viser, at puncheurs som ham ikke er uden chance.

Andre kandidater er Quentin Jauregui, Luca Mozzato, Vincenzo Albanese, Filippo Fiorelli, Jeremy Leveau, Sergei Chernetskii, Kevin Ledanois og Romain Cardis, men det er svært at se dem vinde.

Feltet.dks vinderbud: Fernando Gaviria

Øvrige vinderkandidater: Jon Aberasturi, Jake Stewart

Outsidere: Jasper Philipsen, Eduard Grosu, Danny van Poppel, Piet Allegaert, Juan Jose Lobato

Jokers: Thomas Boudat, Max Kanter, Alberto Dainese, Luca Wackermann, Matteo Malucelli, Benjamin Declercq