Optakt: 4. etape af Tour of California

Ruten

Efter to dage uden for rampelyset kan sprinterne se frem til atter at komme til fadet på 4. etape. Hvert eneste år byder løbet nemlig på en etape ned ad Highway 1 langs den smukke amerikanske stillehavskyst, hvor de hurtige folk som regel har fået chancen i en af kystbyerne, og den etape genfindes i år på løbets fjerde dag. Den lange, relativt flade dag i sadlen afsluttes dog med en let stigende og meget teknisk finale, hvor vi 2017 så, at Peter Sagan udnyttede udfordringerne til at sejre foran de normalt hurtigere sprintere.

Med en distance på hele 214,5 km byder etapen som den tredje i træk på mere end 200 km, der denne gang fører fra Laguna Seca til Morro Bay. Etapen er usædvanligt enkel, idet man hele dagen følger den amerikanske vestkyst og den smukke Highway 1. Først kører man mod vest ud til vandet, og dernæst følger man kystvejen mod syd op over en lille bakke, inden fladt terræn leder frem til endnu en lille stigning, på hvis top dagens første spurt er placeret efter 39,5 km. Kort efter drejer man mod sydøst, fortsat ad den let kuperede Highway 1. Den slår kortvarigt et lille smut ind i landet, når man skal op over kategori 2-stigningen Pacific Highway 1 1 (3,2 km, 7%), hvis top rundes efter 62 km. Derfra venter et længere stykke, der fører mod sydøst ned langs vandet i let kuperet terræn, der kun sjældent er fladt, men heller ikke byder på store stigninger.

Efter lidt mere end 100 km venter en lidt mere kuperet del af Highway 1. Her skal man nemlig op over de to kategori 3-stigninger Pacific Highway 1 2 (3,5 km, 5,2%) og Pacific Highway 1 3 (1,9 km, 6,9%), der har top efter hhv. 125,0 og 131,5 km. Fra toppen resterer imidlertid fortsat hele 83 km, og de er betydeligt lettere. Efter en kort nedkørsel er den resterende del af Highway 1 nemlig næsten helt flad med kun nogle ganske små bakker, og der er derfor ingen væsentlige terrænmæssige udfordringer, mens man fortsætter mod sydøst forbi den sidste spurt, der kommer efter 155 km. Til slut når man frem til målbyen, hvor man kører øst om via Highway 1, inden man drejer mod syd og siden nordvest og nord for at køre ind til centrum. Her venter en teknisk finale, hvor en let bugtende vej afsluttes med skarpe sving med 1100, 900 og 500 m igen, inden man rammer den let stigende opløbsstrækning, der stiger med 2-3%.

Læs også

Dansk sprintertalent tager stor sejr

Etapen byder på i alt 2821 højdemeter.

Morro Bay gjorde debut som målby i 2017, hvor Peter Sagan vandt den stigende spurt i byen, lidt overraskende foran Rick Zabel, der kørte så flot et lead-out, at han endte som nr. 2, to placeringer bedre end sin kaptajn, Alexander Kristoff.

Vejret

Det skyede vejr fortsætter onsdag, hvor der lægges ud under et tungt skydække, men hvor det kan klare op midtvejs på etapen. Til slut vil det imidlertid sky til, og er de uheldige, vil feltet blive ramt af regn, der ventes at komme sidt på eftermiddagen. Temperaturen vil være 18 grader, og der vil være en jævn til frisk vind fra sydvest og syd. Det give sidemodvind stort set hele dagen, indtil man til slut kører rundt om Morro Bay. Her drejer man gradvist fra mod- til medvind, inden man efter det sidste sving får sidevind på opløbsstræjningen.

Analyse af 3. etape

Man må næsten ryste på hovedet af forbløffelse. Forbløffelse over, at Deceuninck-Quick Step kan fortsætte med at vinde her, der og alle vegne og endda med ryttere, man normalt ikke vil betegne som udprægede vindertyper, og over, at de uanset den åreladning af talent, der næsten finder sted hver eneste vinter, alligevel altid at fortsætte, hvor de slap, som om intet var hændt. Naturligvis topper de altid sejrslisterne på grund af vindermaskiner som Elia Viviani, Fabio Jakobsen og Julian Alaphilippe, men det har altid været påfaldende, at sejrene er spredt ud over en stor del af holdet, og at også holdets hjælpere meget ofte ender med at tage en succes i ny og næ.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

Et godt eksempel er denne uges Tour of California. Her kom belgierne nemlig for en gangs skyld med en trup, der ikke få mange menneskers blod i kog. Holdet kom ganske vist med Jakobsen, der på papiret ville være feltets hurtigste sprinter, og han fik med Maximilano Richeze og Michael Mørkøv stillet et stærkt hold til rådighed. Resten af truppen var imidlertid ikke specielt skrækindjagende, for det bestod primært af holdets solide arbejdsmænd. Ganske vist havde man Zdenek Stybar, men nogen vindermaskine har han aldrig været, og Remi Cavagna, Kasper Asgreen og Tim Declercq har hidtil mest ageret stærke trækheste, hvoraf det kun er Cavagna, der indtil i går havde vundet et cykelløb. Holdet kom endda til løbet uden klassementsrytter, og derfor var det primære mål at vinde en af løbets sprinteretaper med Jakobsen og derefter se, om man ikke kunne få et eller andet med hjem på de mere kuperede dage også.

Det kunne de i den grad. Efter tre dage står belgierne med to sejre, og det endda selvom holdets eneste ”rigtige” vinder, Jakobsen, slet ikke slå til på den indledende etape, der ellers var holdets bedste chance i hele løbet. Som skrevet i analysen for to dage siden kom storholdet endda nærmest katastrofalt fra start, da de leverede en sjælden kikset præstation i Sacramento i søndags, hvor Asgreen, Stybar og Michael Mørkøv slet ikke havde blik for, at de undervejs havde tabt Jakobsen og med deres tårnhøje tempo på de sidste kilometer nærmest alene sørgede for, at deres hollandske kaptajn ikke havde skyggen af chance for at komme tilbage i position.

Siden da har de i den grad taget revanche. I går leverede Asgreen en af årets større sensationer, da han slog fire på papiret langt mere klatrestærke ryttere på den lille rampe op til målet i Lake Tahoe, og i nat var det så en anden af arbejdsmændene, der slog til, da Cavagna tog karrierens anden sejr ved på 3. etape leverede et af de soloridt, der er blevet hans varemærke, men som kun meget sjældent fører noget med sig.

Det er bemærkelsesværdigt, at det ”selvfølgelig” skulle være Deceuninck, der løb med en udbrudssejr, som ellers var relativt billigt til salg. Feltet er spækket med hold, der havde flere mere oplagte vinderkandidater end belgierne, for selvom der ikke var tale om en klassisk klassementsetape betød tilstedeværelsen af ikoniske Mount Hamilton midtvejs på den lange etape samt den flade finale, at etapen på papiret lå bedre til mere udprægede vindere, der selvfølgelig kunne klatre, men som også havde en god spurt. Cavagna er ganske vist kendt for sin kolossale motor og ukuelige angrebslyst, men nogen klatrer er han ikke, og i en spurt har han heller ikke meget at stille op.

Alligevel var det altså den stærke franskmand, der kørte først over stregen efter et af årets hidtil flotteste soloridt. Efter en hektisk og kaotisk start kom han nemlig afsted med kun det spændende amerikanske talent Alex Hoehn som selskab, og efter at have sagt farvel til sin ledsager allerede på Mount Hamilton gik tempospecialisten i enkeltstartsmode over de sidste mere end 60 km, og selvom han til slut havde mere end 200 km og 3000 højdemeter i benene, var hans sejr siden aldrig truet.

Cavagnas soloridt var eminent og sejren fortjent, men man kan også undre sig de øvrige holds passivitet. Det lå nemlig i kortene, at et udbrud havde fremragende chancer for at holde hjem, for som skrevet i gårsdagens optakt var det kun det overlegne EF-mandskab, der havde råstyrken til at kontrollere en så svær etape. I går filosoferede jeg lidt over, om de følte sig trygge ved Tejay van Garderens forspring ned til Richie Porte og George Bennett inden kongeetapen, og om de trods førertrøjen alligevel ville forsøge at profitere af det hårde terræn og den kollektive styrke, som de så flot gjorde det på 2. etape, men i nat stod det hurtigt klart, at de tilsyneladende har al mulig tiltro til, at van Garderen kan gøre arbejdet færdigt på fredag. I hvert gjorde de aldrig antræk til at forcere farten, og da ingen af de øvrige klassementsryttere havde holdet til at sætte sig op mod løbets suverænt bedste mandskab, endte etapen slet ikke i samme smukke drama som for to år siden.

Det betød til gengæld også, at et udbrud havde alle chancer for at køre hjem, og den mulighed blev da også grebet i starten, hvor der blev lagt ud som lyn og torden. Desværre havde Rohan Dennis sneget sig med i den første lovende 19-mandsgruppe, og ham kunne EF naturligvis ikke lade køre nogen vegne. Det betød, at det efter en knaldhård jagt atter blev neutraliseret, og da Cavagna og Hoehn kort efter sneg sig væk, kastede alle rivalerne overraskende tidligt håndklædet i ringen. Med al respekt for Hoehn, der er en meget lovende klatrer, var det nærmest en gave til Cavagna, som relativt let kunne køre den blot 21-årige amerikaner, der kun er i gang med sin tredje sæson på kontinentalniveau, midt over på en meget krævende etape, hvor ungersvenden betalte prisen for sin manglende råstyrke. Da de fleste sprintere faldt fra undervejs, og jagten først kunne indledes efter Mount Hamilton, hvor forspringet allerede var alt for stort, var Cavagnas sejr derfor aldrig truet.

Den stilstand udnyttede to af feltets udbrydere, Ben King og Simon Geschke, til at snige sig væk, og efter at have passeret den stakkels Hoehn, der akkurat ikke fik det topresultat, han havde fortjent, kunne de sikre sig de to resterende podiepladser. Det havde imidlertid kun kosmetisk betydning og handlede vel mest om, at King skulle vise sig frem på hjemmebanen, og Geschke skulle have lidt selvtillid efter en forfærdelig sæsonstart, hvor to styrt har betydet, at han har tilbragt mere tid i sygesengen end på landevejen.

Således blev det også en relativt kedsommelig etape, hvor rytterne kunne puste lidt ud efter mandagens drama, men det hele endte nu alligevel med, at der blev føjet endnu et kapitel til bogen med Asgreen-overraskelser. Først var der den sensationelle 2. plads i Flandern Rundt, i nat kørte han fra van Garderen, Moscon, Pogacar og Schachmann på den stejle rampe op mod mål, og denne gang viste han så, at han også kan spurte.

Læs også

Skuffet dansker reagerer på fjerdeplads

Med pointtrøjen på sine skuldre kunne han lige så godt forsøge at samle de resterende point op i feltets spurt, men det lå bestemt ikke på den flade. Sprinterne Jasper Philipsen, der som bekendt vandt en massespurt i Tour Down Under, Travis McCabe, der blev nr. 2 bag Peter Sagan på 1. etape, samt Davide Ballerini og Edwin Avila var nemlig alle kommet med over, og særligt Philipsen viste stor interesse i at teste sine sprinterben efter en skuffende spurt i søndags. Selvom den hurtige belgier endda fik et flot lead-out af sit hold, lykkedes det Stybar at køre Asgreen så flot frem og danskeren at levere så imponerende en spurt, at han nærmest sensationelt krydsede stregen som feltets første mand. Endnu engang må man forbløffes over, hvordan den danske supermand bliver ved med at levere i tide og utide og i alle slags terræner. Det næste bliver vel, at han vinder morgendagens massespurt og følger det op med en sejr på Mount Baldy på fredag…

Sådan går det nu nok ikke. I morgen gælder det den eneste tilbageværende klassiske sprinteretape i løbet, og her skal Asgreen igen på job. Her der det nemlig alle mand for Jakobsen, der forud for løbet lignede løbets eneste reelle bud på en etapevinder. Sådan er det langt fra gået, og efter de første tre dage har holdets bedste vinderbud klart stået i skyggen af sine hjælperyttere. Efter den lidt kiksede start er der imidlertid gået hul på bylden, og når først Deceuninck er kommet i gang, er de sjældent til at stoppe. Hos belgierne kan både hjælperyttere og kaptajner nemlig vinde, og efter at arbejdsmændene har stjålet rampelyset de seneste to dage, vil det vel kun være passende, hvis chefen i morgen sørger for at fuldende hattricket.

Favoritterne

Tour of California har altid været lidt af en sprinterfest, men der er en grund til, at de hurtige folk i år er blevet væk i et større omfang, end man normalt ser det. Hvor der sidste år var hele tre helt flade etaper, er det i år således kun 1. etape, der er en helt typisk sprinteretape, og selvom der også kun er én rigtig klassementsetape, er terrænet generelt så vanskeligt, at årets løb vel er det mindst sprintervenlige i løbets nu efterhånden ganske lange historie.

Der er dog yderligere én etape, som sprinterne med sikkerhed har sat kryds ved. Det gælder nattens 4. etape, der er en variant af en etapetype, som der altid er programmet på en af ud af løbets syv dage. Vi kender efterhånden disse Highway 1-etaper til hudløshed, og selvom den ikoniske hovedvej er alt andet end flad, viser historien, at det næsten altid ender i en spurt. Det er før lykkedes et udbrud at snyde feltet - det sker nemlig overraskende ofte i det amerikanske løb - og vinden har også før skabt både nervøsitet og kortvarig splittelse, men generelt er det sprinterne, der dominerer på en af det store lands mest ikoniske veje.

Denne gang er etapen dog vanskeligere end vanligt. For tredje dag i træk skal rytterne således køre mere end 200 km, og det generelt ujævne terræn byder trods den relativt flade profil på næsten 3000 højdemeter. Det er derfor slet ikke nogen let sag, og selv hvis det som forventet ender i en spurt, vil det være nogle mærkede og slidte kroppe, der vil skulle spurte efter næsten seks timer i sadlen.

Trods etapens vanskeligheder er det dog formentlig ikke i år, at sprinterne bliver snydt. Det begrænsede antal muligheder betyder nemlig også, at der ikke er råd til at tage chancer, og i hvert fald to hold vil gøre alt for at få en spurt. Det gælder Deceuninck, der som skrevet i analysen lavede en fæl brøler i søndagens massespurt, og Bora, der i Peter Sagan har en rytter, som tidligere har vundet i denne finale, og som efter sejren på 1. etape har fået genvundet troen på egne evner. Dertil kommer, at hold som Sunweb, Bahrain og UAE er ret ambitiøse med deres sprintere, og derfor burde der være en del hold med en interesse i at jagte.

Det betyder dog ikke, at det bliver nemt. Udbrud har før snydt feltet, og som vi så det i dag, er der lagt op til endnu en aggressiv start. Det kan tage nogen tid at få en gruppe etableret, og det kan sagtens blive en ganske stærk en af slagsen. Sprinterholdene vil næppe tage store chancer, og med en generel modvind næsten hele dagen bliver det svært at holde sig fri over mere end 200 km.

I det hele taget bliver det faktisk relativt blæsende, men da vinden hovedsageligt vil komme fra en sydlig retning, ser det ud til, at det vil være mere mod- end sidevind. Vi forventer ret nervøs og opmærksom kørsel, men det ser ikke ud til, at det bliver i år, at feltet kan splittes. Chancen er nok størst, når man kortvarigt får sidevind i selve finalen, men det virker usandsynligt, at der vil ske noget i en situation, hvor forberedelsen til spurten er i fuld gang.

Som sagt kender vi spurten fra 2017. Dengang så vi, at finalen er ganske kringlet og også, at bakken op mod mål faktisk ikke er helt nem. Det gjorde det muligt for Sagan at vinde over normalt hurtigere ryttere, mens Rick Zabel på mindeværdig vis kørte så flot et lead-out, at hans dengang lidt kriseramte kaptajn, Alexander Kristoff, end ikke kunne gå forbi. Det er altså en finale, der tilgodeser de lidt mere robuste sprintere, der foretrækker stigende finaler og kan være friske efter en lang, svær etape, og som kan holde sig til i den tekniske finale.

Læs også

Opdateret: Giro-feltet tager form - udskiftning i deltagende danskere

Derfor er det heller ikke et tilfælde, at Peter Sagan vandt ved det seneste besøg. Det er nemlig en næsten helt ideel finale for slovakken, der som bekendt er verdens måske allerbedste i stigende spurter. Denne er ikke voldsomt stejl, men det er nok til, at han bør have et overtag i forhold til mere klassiske sprintere. Dertil kommer, at han er et teknisk unikum, der næsten med statsgaranti vil give ham den ideelle position efter de sene sving, som han også havde det i 2017. Det var de evner, der gav ham sejren i søndags, og denne gang kan han bruge både sving og bakke til sin fordel, mens han i søndags skulle stole på sin positionering, hvis han ville slå de hurtigere folk.

Der er således meget, der peger på Sagan, men når det hele ikke er helt så enkelt, skyldes det usikkerheden om formen. Slovakken var nemlig alt andet end prangende på de to foregående etaper, hvor han viste, at han i hvert fald stadig er meget langt fra topformen. En spurt som denne vil han dog altid kunne køre, og i et felt, hvor der ikke er mange specialister i denne type spurter, forventer vi, at kombinationen af fart og positionering vil sikre ham den anden sejr i år og den 18. i alt i det amerikanske løb.

Løbets hurtigste er utvivlsomt Fabio Jakobsen, og han er på jagt efter revanche efter Deceunincks lille fadæse i søndags. Selvom det gik galt, fik de dog vist, at de har det suverænt stærkeste tog, og der er ganske enkelt ingen, der kommer i nærheden af et hold med Michael Mørkøv og Maximilano Richeze til at køre løbets bedste sprinter frem. Det er en enorm fordel i en teknisk finale som denne, og kan han denne gang holde sig til sit hold, burde Jakobsen blive ført perfekt ind på målbakken af sine to stærke lead-out men.

Herefter er det op til ham selv at gøre arbejdet færdigt, og det bliver ikke helt enkelt denne gang. I en flad spurt er han klart hurtigere end Sagan, men det bliver betydeligt sværere på en bakke som denne. Han kan forvente at have eksverdensmesteren siddende lige bag sig i det sidste sving, og man kan tvivle på, om han i så svær en spurt har farten til at holde slovakken bag sig. Han klagede endda over halvdårlige ben i søndags. Omvendt har han vundet den stigende spurt i Nokere Koerse, og i årets Tour of Turkey gjorde han det overraskende i de betydeligt hårdere finaler på 4. og 6. etape. Havde det alene handlet om spurten, var han måske nok overgået af Sagan på en bakke som denne, men kombinerer man det med det gode tog, er der lagt op til en meget spændende duel mellem den alsidige Sagan og lynhurtige Jakobsen.

Danny Van Poppel har i år skiftet fokus fra spurter til klassikere, og han er generelt blevet en langt mere robust type. Faktisk har han nu fået stigende finaler som sit speciale, som vi så det med 3. pladsen bag Valverde og Sagan i sidste års Vuelta i en afslutning, der var langt hårdere, samt med den suveræne sejre i puncheurløbet Binche-Chimay-Binche. Denne afslutning burde derfor passe ham ganske ideelt, og hvor han ikke har Jakobsens fart på flad vej, har han det bestemt på bakker som disse. Han er også god i positionskampen, og selvom Jumbo-holdets tog kun består af to mand, har han i Timo Roosen en solid elad-out man. I søndags begik han en fejl ved at følge Jakobsen, men lykkes det ham denne gang at holde sig fremme, burde han have farten til at true både Jakobsen og Sagan, i hvert fald, hvis han ikke er inde i en af sine mange dårlige perioder efter to etaper, der har set hårde ud for ham.

En anden stærk kandidat er Jasper Philipsen. Belgieren melder selv om god form, hvilket han viste i dag, hvor han var en af de eneste sprintere, der klarede Mount Hamilton. En stigende spurt er også helt perfekt for klassikerrytteren Philipsen, der er en mere hårdfør type end en klassisk sprinter. Det viste han, da han blev nr. 3 i en stigende spurt i Algarve, og han har med sejren i Tour Down Under vist, at han generelt har en imponerende høj topfart. I det australske løb viste han også en eminent positioneringsevne, hvilket er vigtigt i denne finale, og han har endda i Roberto Ferrari en af feltets bedste lead-out men. Det giver ham de helt rette egenskaber til at gøre det godt i en spurt som denne, og derfor er det bestemt muligt, at han i nat tager karrierens anden WorldTour-sejr.

Det er efterhånden sjældent, at vi nævner John Degenkolb som en af favoritterne i massespurter på WorldTouren, men denne burde faktisk give ham en god chance. Stigende spurter har nemlig altid været hans spidskompetence, og selvom han stadig ikke er så god som i sin storhedstid, har han i det seneste års tid vist ting, der peger i den rigtige retning. I søndags vandt han spurten bag den lille gruppe, der kom fri i den kaotiske finale, og for et par uger siden blev han nr. 2 bag Ackermann, men foran Kristoff i WorldTour-løbet i Frankfurt. Denne bakke burde med sine 3% være næsten helt ideel for en fyr som ham, og han vil elske både distance og terræn, da han er bedst efter lange og opslidende dage. Til gengæld kan den tekniske finale koste ham dyrt, for han har altid haft det svært i positionskampen, men et hæderligt tog med Mads Pedersen og Kiel Reijnen kan forhåbentlig sikre ham en chance for at vise sin fart.

Sæsonen har budt på opløftende tendenser for Kristoffer Halvorsen , der stille og roligt begynder at indfri de store forventninger. I søndags kunne han måske endda have vundet, hvis bare han havde holdt hjulet på Luke Rowe og Owain Doull, der med et fabelagtigt lead-out i stedet endte med at sætte Sagan perfekt op til sejr. Netop den kollektive styrke er Halvorsens store fordel, for endnu et lead-out af samme kaliber burde kunne bringe ham langt i en teknisk finale. Det er ikke ideelt for ham, at bakken er så hård, men med en podieplads i Nokere Koerse har han vist, at han godt kan afslutte på bakker. Med den rette position synes Halvorsen således at have en reel chance for at vinde.

Ligesom Van Poppel og Philipsen var Phil Bauhaus en af de uheldige, der begik en fejl ved i søndags at gå efter Jakobsens hjul. Det var en skam, for tyskeren meldte efterfølgende om gode ben, og i det hele taget har han virket ganske robust på det seneste, hvor han blandt andet imponerede på bakkerne i Catalonien. Samtidig er han kommet til løbet med et af de bedste tog, der tæller Ivan Garcia, Heinrich Haussler og Marcel Sieberg, og selvom de desværre har skuffet gang på gang i år, burde de være et af de bedre mandskaber i denne afslutning. Spørgsmålet er så bare, om Bauhaus ikke er lidt for tung til at vinde en bakkespurt som denne, for som klassisk sprinter er han trods alt bedste på flad vej.

Læs også

Officielt: Grand Tour-vinder har fremtiden på plads

I denne uge har Travis McCabe vist, hvorfor han i nogle år har været den vel nok bedste amerikanske sprinter. Ikke blot blev han nr. 2 på 1. etape, han har også klatret fremragende de seneste to dage. Som en af de mest holdbare og formstærke sprintere vil han glæde sig over denne opslidende etape med en stigende spurt, hvor han kørte i top 10 for 10 år siden. Han viste også gode evner i positionskampen i søndags, men det var også en anelse heldigt, for i tidligere år er han ofte kommet til kort i finalerne i dette løb. I år er han endda svækket af at køre på et ungt, uerfarent landshold, hvor han kun kan forvente støtte fra Miguel Bryon. Det kostede ham ikke unødigt i søndags, men spørgsmålet er, om det er nok i denne mere tekniske finale.

Astana har to gode bud i Magnus Cort og Davide Ballerini, der begge elsker stigende spurter. Særligt Coet har det som sit speciale, men selvom han er bedst i flade spurter efter hårde dage, burde også den yderst formstærke Ballerini kunne lide denne finale. Det er helt uklart, hvem de satser på, efter at Corts punktering på 1. etape ikke gav et klart billede af hierarkiet, og de har ofte skiftedes lidt til at spurte. Cort er formentlig den eneste, der har topfarten til at vinde - og det er bestemt realistisk i en afslutning som denne - mens hans store problemer i positionskampen koster formentlig for dybt i denne meget tekniske finale. Det giver måske Ballerini større chancer for at være med i front, men er til gengæld næppe helt hurtig nok til at vinde.

Som sagt blev Rick Zabel ganske overraskende nr. 2 for to år siden, hvor han ellers skulle køre for Kristoff. Det bør give ham mod på at prøve igen, ikke mindst fordi han overraskede stort ved at vinde en etape i Yorkshire. Problemet er bare, at Jens Debusschere normalt er den foretrukne sprinter, og det var da også ham, de kørte for i søndags. Da belgieren også er bedst i stigende spurter, må også han være motiveret efter at gå efter denne etape, men vi vil alligevel tro, at Zabels nylige sejr og historik i denne finale giver ham chancen som kaptajn. Sammen burde de kunne udgøre en fin duo, men desværre har det altid knebet i positionskampen for dem begge, ikke mindst Debusschere. Vi frygter, ar det vil koste lidt for dyrt i et felt, hvor de trods alt er oppe mod bedre afsluttere.

Endelig vil vi pege på Max Walscheid . I en flad boulevardspurt er den store tysker utvivlsomt en af feltets absolut hurtigste, men han får det sværere i en finale som denne. Samtidig imponerede hans spurt på 1. etape, hvor han trods en gunstig position, blot blev nr. 3, ikke just, og det gør det endnu sværere at tro på en sejr på en bakke som denne. Han har det også svært i positionskampen, men her kan han heldigvis finde trøst i det flotte lead-out, holdet med Casper Pedersen og Cees Bol leverede i søndags. Kan de gøre det igen, kan det blive til et fint resultat, men nok ikke en sejr. Det kunne til gengæld være interessant, hvis holdet skiftede hest og satsede på Cees Bol, der med sin sejr i Nokere Koerse viste fantastiske evner som bakkesprinter. Han burde have potentialet til at overraske, men det kræver, at de udmeldte planer ændres.

Endelig er der Nacer Bouhanni og Mark Cavendish , men ingen af dem synes at være i en forfatning, hvor de kan vinde en så hård spurt som denne. Bouhanni er først netop kommet tilbage efter sygdom og så ikke skarp ud på 1. etape, hvor han atter viste, at hans gamle løbsnæse er forsvundet. Det er den i den grad også for Cavendish, der kun i Tyrkiet har kørt en fin spurt, og som i år har tabt den ene positionskamp efter den anden. Holdet har i en stigende spurt et fint alternativ i Reinardt van Rensburg, men det er tvivlsomt, om han får chancen, ligesom han ikke er hurtig nok til at vinde. Slutteligt kunne det være en fin finale for unge Szymon Sajnok, men han får det nok for svært i positionskampen til at kunne være med helt i front, mens holdbare Edwin Avila ikke har farten, selvom han er bedst i stigende spurter, og Michael Rice er for tung og heller ikke hurtig nok.

Feltet.dks vinderbud: Peter Sagan

Øvrige vinderkandidater: Fabio Jakobsen, Danny Van Poppel

Outsidere: Jasper Philipsen, John Degenkolb, Kristoffer Halvorsen, Phil Bauhaus, Travis McCabe

Jokers: Magnus Cort, Davide Ballerini, Cees Bol, Rick Zabel, Max Walscheid, Jens Debusschere

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Peter Sagans sejr fra 2017.