Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: 4. etape af Tour of the Alps

Optakt: 4. etape af Tour of the Alps

22. april 2021 14:00Foto: Sirotti

Gianni Moscon fortsatte på 3. etape sin imponerende genfødsel med sin anden etapesejr i et løb, hvor Ineos altid fejrer stor succes, mens Simon Yates og BikeExchange kom på arbejde for at forsvare trøjen. Det gør de utvivlsomt igen torsdag, når det gælder den brutale kongeetape, der med 4500 højdemeter og en stejl sag i finalen lægger op til endnu et stort opgør mellem løbets favoritter.

Artiklen fortsætter efter videoen.

Ruten

Det kan godt være, at arrangørerne heller ikke i år har inkluderet en svær bjergfinale, men vi får alligevel noget, der ligner. Med sine mere end 4500 højdemeter er 4. etape løbets vanskeligste, og selvom de fleste af disse er koncentreret på etapens første halvdel, er der stadig lagt op til en nøgledag i klassementet. Etapen slutter nemlig med den ganske vist korte, men ret stejle Boniprati-stigning, og da denne kun efterfølges af en kort, uhyre teknisk nedkørsel, der leder direkte ned til målet, er det måske den allerbedste chance i hele løbet for at gøre forskelle for løbets bedste klatrere.

 

Med en distance på 168,6 km er etapen en for løbet lang sag, der fører feltet fra Naturns/Naturno til Valle del Chiese/Pieve di Bono. Startbyen ligger i dalen, som følges kortvarigt mod sydvest, inden man kører mod syd op ad en ikke-kategoriseret stigning (3,1 km, 3,8%). En let nedkørsel leder mod nordøst tilbage til dalen, som er let faldende og følges mod nordøst og siden syd frem til byen Lana, der nås efter 24,9 relativt lette kilometer.

 

Nu ender den lette del af etapen. Her forlader man nemlig dalen for at køre mod sydvest og syd op ad den ikke-kategoriserede Passo Castrin (24,4 km, 5,6%), der kommer i to trin med 7-10% over de første 6 km efterfulgt af 9 næsten flade kilometer, inden den tager fat med 9-12% over det meste af de sidste 9,6 km, herunder tre kilometer i træk på hhv. 11,8%, 11,3% og 12,1%.

 

Læs også
Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

 

Toppen rundes efter 50,0 km, hvorefter det går mod syd ad en let nedkørsel. Det flader kortvarigt ud, mens man kører mod nordvest, inden det igen får mod syd af en lidt mere kringlet nedkørsel, som leder ned til dalen. Den følges nu mod sydvest ad en let stigende dalvej, der leder frem til Dimaro, hvor dagens spurt kommer efter 87,1 km.

 

Her tager etapen fat igen, når man drejer mod syd for at passere kategori 1-stigningen Passo Campo Carlo Magno (14,4 km, 6,4%), der er sværest over de første 8 km, hvor den stiger med 7-9%, inden den flade ud med 4-6% over de sidste 6,4 km frem mod toppen, der rundes efter 101,4 km. Nu går det mod syd og sydvest ad en først let og siden teknisk nedkørsel som leder ned til Pinzolo nede i dalen. Her rammer man en let faldende dalvej, der følges mod sydvest og syd ned til Tione.

 

Nu forlader man igen dalen for at køre mod nordvest op ad en ikke-kategoriseret stigning (4,1 km, 5,5%), der stiger med 7-8% over de midterste to kilometer. Toppen rundes med 30,2 km igen og efterfølges af et fladt plateau, der leder mod sydvest, inden det går videre mod sydvest ad en let nedkørsel, der leder ned til målbyen, hvor stregen krydses fra den forkerte side efter 148,7 km.

 

Etapen afsluttes nu med en omgang på en 19,9 km lang rundstrækning, der indledes med et let faldende stykke, der går videre mod sydvest ned gennem dalen til byen Cimego. Her drejer man mod nordvest væk fra floden for at køre op ad kategori 2-stigningen Boniprati (10,0 km, 6,8%), der er en ganske svær sag over de første 8 km, hvor hele fire km stiger med 9-10%, inden de sidste 2 km er meget lette med hhv. 1,5% og 0,5%. Toppen rundes efter 161,7 km, hvorefter de sidste 6,9 km indledes med en først helt lige, men siden uhyre teknisk nedkørsel, der leder mod øst tilbage til dalen. Det sidste hårnålesving kommer med 1100 m igen, inden man med 700 m igen krydser floden og drejer til venstre ind på dalvejen, der er let stigende, fører mod nordøst og kun bugter sig let ind på den 500 m lange, 6 m brede opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 4577 højdemeter.

 

Valle del Chiese/Pieve di Bono har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

 

 

 

 

Læs også
Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

 

 

 

 

Vejret                                                                                                     

Inden løbet lignede det en våd og kold affære, men vejrudsigten har i den grad rettet sig. Nu ser torsdagen pludselig solrig ud med kun få skyer og en temperatur i målbyen på 13 grader. Der er dog en bygerisiko på ca. 20% - en risiko, der vokser til 35-40% i de sidste par timer. Igen vil der bare være en svag til let vind (6-9 km/t), denne gang fra sydvest. Det giver kortvarigt sidevind over de første få kilometer, men derefter er der mod- og sidemodvind hele vejen frem til rundstrækningen. Der er stadig sidemodvind på første tredjedel af stigningen, men derefter får man sidemedvind, der varer ved hele vejen til mål, inkl. på opløbsstrækningen.

 

Favoritterne

Det kan godt være, at Ineos får svært ved at vinde årets Tour of the Alps, men det bjergrige løb må efterhånden konkurrere med Paris-Nice og Tour de France om at være deres foretrukne legeplads. Efter de samlede sejre med Richie Porte i 2015, Mikel Landa i 2016, Geraint Thomas i 2017 og Pavel Sivakov i 2019, hvor de også vandt tre af de fem etaper, har de efter to dage sikret sig yderligere to gevinster og en 2. plads. Bedst af det hele for det britiske storhold er nok endda, at sejrene er opnået med deres ellers hensygnende vidunderbarn Gianni Moscon, der efter nogle sløje år atter ligner den rytter, der med sin imponerende alsidighed blev nr. 5 i Roubaix og nr. 3 i Lombardiet samt kørte klatrede med alverdens murspecialister på Höll-stigningens umenneskelige procenter ved VM i 2018.

 

Etapesejren tjente endda et dobbelt formål. Med sin flotte kørsel gjorde Moscon præcis, som jeg opfordrede til i gårsdagens opførsel, nemlig udnyttede sin gode placering til at tvinge BikeExchange på overarbejde hele dagen. Dermed blev der i den grad slidt på australierne, der måtte grave dybt gennem hele dagen på den lynhurtige etape for at undgå at miste trøjen til blandt andet den flyvende italienske traktor, som landmandssønnen kaldes. Det arbejde udnyttede den altid snu Pello Bilbao til at bringe sig op på den samlede podieplads på en dag, hvor han fik lidt uventet hjælp fra Luis Leon Sanchez og Alessandro de Marchi, der i hvert fald løb en risiko ved at hjælpe en rival til Aleksandr Vlasov og Dan Martin på et tidspunkt, hvor deres chancer for etapesejr ikke længere var voldsomt store.

 

Håbet for Ineos er selvfølgelig, at det nu er et mærket BikeExchange-mandskab, der stiller til start på torsdagens kongeetape, der er en for løbet ret svær sag. Nok er Tour of the Alps kendt for sine bjerge, men etaperne har ikke tradition for at være alt for vanskelige. Derfor placerer torsdagens etape sig i den tunge ende af hierarkiet, og det skyldes ikke mindst, at den har så hård en finale. Det er nemlig kendetegnende for løbet, at de bedste klatrere frustreret må se på nogle afslutninger, der gør det vanskeligt at gøre forskelle.

 

Sådan er det ikke denne gang. Nok er der ikke mål på toppen, men vi kommer så tæt på, vi kan. Den korte nedkørsel synes godt nok at være så svær, at den sagtens kan gøre forskelle i sig selv - særligt hvis løbet rammes af én af de byger, der dog ikke er alt for sandsynlige - men har man opbygget et solidt fundament på stigningen, vil der være gode chancer for at forsvare det hele vejen. Boniprati er samtidig en kedelig sag, der måske nok er kort, men rigeligt svær til at gøre forskelle over de stejle 8 km, også selvom den måske ikke er helt så vanskelig som tirsdagens Kaunergrat. Til gengæld er resten af etapen langt sværere end i tirsdags, og med hele 4500 højdemeter over en relativt kort distance på knap 170 km vil det være et helt anderledes nedslidt felt, der når finalen.

 

Der er altså lagt op til et stort slag om den samlede sejr, men skal favoritterne også køre om etapesejren? Det er ikke helt givet, for BikeExchange har deres etapesejr og vil sikkert være fint tilfredse med at lade et udbrud stjæle bonussekunderne. Det er formentlig andre hold, der skal jagte, hvis ikke et udbrud skal holde hjem.

 

Læs også
Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

 

Her er jeg særligt spændt på, hvordan Ineos griber løbet an. Tror de på, at Pavel Sivakov kan vinde etapen i duel med Yates, eller vælger de en mere offensiv taktik? De har kort at spille, og med de relativt store tidstab til Daniel Martinez og Ivan Ramiro Sosa vil det være dumt ikke at forsøge at sende dem i udbrud i stedet for at lade dem kæmpe for en top 10 til sidst.

 

Desværre for dem er starten ret let, og man kan frygte for dem, at et udbrud når afsted inden stigningerne, men jeg vil tro, at vi kan se frem til endnu en angrebsfest. I det tilfælde vil udbruddet køre på Passo Castrin, og så må man formode, at Ineos forsøger at sende Sosa, Martinez og/eller Moscon i udbrud. Selv hvis de i første omgang misser udbruddet, vil der være mulighed for at få kortene blandet på ny på stigningen.

 

Derfor anser jeg det som meget sandsynligt, at udbruddet vil true klassementet mere end i dag, og så vil BikeExchange skulle jagte hårdt hele dagen. De har lidt luft til Sosa og Martinez, og derfor kan man bestemt ikke udelukke, at de bedste fra et udbrud faktisk vil holde, men jeg tvivler. Hvis Ineos misser udbruddet, vil de utvivlsomt gå efter etapesejren ved at jagte, og ellers må man formode, at BikeExchange kan få hjælp fra hold som Israel SUN, EF og Astana, hvis klassement jo også vil være truet af et stærkt udbrud. Mit bedste bud er derfor, at der vil være interesse i at skabe samling til et opgør mellem favoritterne efter en lynhurtig og knaldhård dag, men jeg udelukker ikke, at en meget stærk klatrer kan holde feltet bag sig.

 

Finalen er så hård, at bedste og mest formstærke klatrer meget vel kan køre væk på stigningen og holde hele vejen, hvis han kan holde sig fri på den forhåbentlig tørre nedkørsel, hvor Giro-rytterne næppe er alt for risikovillige. Selve stigningen er kort, stejl og eksplosiv som i tirsdags, men den kommer efter en helt anderles hård dag, hvilket kan tippe balancen i retning af mere rene klatrere og ikke nødvendigvis kun de mere eksplosive, der ellers vil elske selve finalen.

 

Alligevel peger jeg igen på Simon Yates. Den lille brite virkede i første omgang ikke flyvende på 2. etape, men da han først åbnede op, viste han sig at have et par gear mere end rivalerne. Faktisk var han ganske suveræn på en kort, stejl stigning, der minder meget om denne, og som passede ham ganske perfekt. Hvis styrkeforholdet er det samme, taler meget for, at han igen kan køre fra alt og alle, hvis han vil. Det kan til gengæld være et spørgsmål, da nye tidsgevinster ikke er nødvendige, men hvis muligheden opstår, og benene er gode, ville det være dumt ikke at styrke føringen yderligere og også tage en sejr, der er tiltrængt hos BikeExchange. Samtidig vil det gøre det muligt at tage nedkørslen i det tempo og med de risici, han ønsker, og det er attraktivt i lyset af dens vanskelighed. Som vi så i går, er Yates også en glimrende nedkører, og det er vel kun Dan Martin, han ikke med relativt stor sikkerhed slår i en spurt til sidst.

 

Udfordringen kan være de mange højdemeter. Tirsdagens korte, eksplosive etape passede noget bedre til Yates, der traditionelt har haft det sværere på denne slags etaper. Det betyder god ikke, at han ikke kan køre dem, som vi har set flere gange i særligt Giroen, og med den nuværende form burde det ikke volde de helt store problemer. Yates synes at have hele pakken i form af klatreevner, form, nedkørsel og spurt, og derfor må han være den naturlige favorit.

 

Netop antallet af højdemeter kan dog være grunden til optimisme for Pavel Sivakov. Russeren var klart nr. 2 i hierarkiet i går, og umiddelbart skulle hans dieselmotor stå stærkere på denne etape. Dagens styrt var uhensigtsmæssigt, men meldingen er, at det blot kostede lidt hud, og han skulle være helt klar til at gå efter sejren torsdag. Den korte, stejle stigning passer bedre til Yates end til Sivakov, men efter en lang dag i sadlen kan hierarkiet være anderledes. Sivakov er ikke langsom, men han slår ikke Yates på stregen, og derfor skal han alene hjem for at vinde. Det kan blive ganske svært, men netop fordi Yates er så svingende, skal man slet ikke afvise, at Sivakov på en etape som denne pludselig kan vise sig bedre.

 

En rytter, der i hvert fald drager fordel af den sværere etape, er Hugh Carthy. Vi så i Baskerlandet, hvor forskellen var på hans evner på de eksplosive etaper og på kongeetapen med de mange højdemeter. Denne etape er langt bedre for den britiske dieselmotor, der i forvejen var en af de bedste forleden. Den sidste stigning passer ham ikke ideelt, og det gør den flade afslutning bestemt heller ikke for den spurtsvage EF-kaptajn, men som helhed er det en herligt svær etape for en fyr som ham. Måske er det svært at se ham køre fra alt og alle, men hvis udsvingene er som i Baskerlandet, er det ikke umuligt. Og så har han den frihed, som Sivakov ikke har, hvis de to bedste skulle vise sig lidt for jævnbyrdige.

 

Dan Martin var svær at blive klog på forleden. Ireren blev hurtigt sat på Kaunergrat, men herfra blev han bare bedre og bedre, indtil han endte etapen som nr. 3. Selv meldte han også om gode ben, og dette er en nærmest perfekt finale for Martin, der elsker korte, stejle stigninger, er en god nedkører og kan slå alle i en spurt, selvom en spurt mod Yates kan gå begge veje. Historisk har også han dog haft det lidt sværere på de rigtige bjergetaper med flere lange stigninger, men det har han fået bedre styr på i de senere år. Jeg synes stadig, at han manglede så meget i forhold til de tre førstnævnte i går, at jeg har lidt svær ved at se ham følge med hele vejen, men med lidt taktik er det muligt, at han kan bringe sig i en position, hvor han kan spurte sig til sejr.

 

Læs også
Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

 

Aleksandr Vlasov var i går betydeligt mere formsvag end ventet, men han syntes at blive bedre og bedre, som løbet skred frem. Den tendens kan meget vel gå igen også her, for vi ved fra blandt andet Vueltaen og Tour de Slovenie, at han kan have lidt rust, der skal bankes af. Derfor vil jeg tro, at han er mere overbevisende torsdag, hvor den store bjergetape også passer ham langt bedre. Det er klart, at han næppe har formen til at køre fra alt og alle, ligesom han ikke vinder mange spurter, men han har tabt lidt tid og har i Provence vist, at han godt kan spille det taktiske spil, som han også gjorde det flot på målstigningen i går. I det lys er det ikke umuligt at vinde, hvis han som forventet har bedre ben end i går.

 

Den anden vej kan det desværre gå for Nairo Quintana . Hans i de senere år tvivlsomme restitution har været mere alarmerende i år, hvor han er knækket også i de to ugelange WorldTour-etapeløb, han har kørt. Det kan bekymre inden denne etape, men man må dog formode, at han kan holde fire dage. Etapen passer også ham bedre end den foregående, men til gengæld bekræftede hans storstilede angreb, at han i år ikke har klassen fra sidste vinter og forår. Det er derfor også svært at se ham køre fra alt og alle - en nødvendighed for en spurtsvag herre - men han har tabt så megen tid, at han vil have frihed, og han har før vundet en Dauphiné på en fremragende sidste nedkørsel til Morzine i den velkendte halsbrækkende finale.

 

Ineos kan også satse på Ivan Ramiro Sosa. Colombianeren skuffede i går, men han var heldigvis betydeligt bedre, end når han er ringest. Han burde være langt mere komfortabel på denne rigtige bjergetape, og vi ved af erfaring fra Burgos og Occitanie, at han kan være ganske svingende fra dag til dag i et etapeløb. Hans topniveau er et af de allerhøjeste i dette felt, men desværre passer finalen ham slet ikke med en teknisk nedkørsel og en flad finale, hvor han ikke slår nogen som helst på stregen. Til gengæld har han frihed, og hvis han genfødes som i Burgos sidste år, kan han såmænd godt køre fra alt og alle. Og så er han et oplagt bud for Ineos at spille ud i et udbrud, hvis det kører på Castrin, hvor han vil kunne gøre sig selv til et af de bedste bud på en udbrudsvinder.

 

En skuffelse i går var Daniel Martinez, der hurtigt løb tør for kræfter og end ikke kunne følge med på den lette målstigning, men som alligevel er et solidt Ineos-kort. Man kan håbe, at det bare var lidt rust, der skulle bankes af efter en pause på næsten to måneder grundet et styrt, og der kan derfor være håb for bedre ben torsdag. Han vinder næppe etapen som bedste mand, men han har to skud i bøssen. Hvis han vitterligt er meget bedre, kan han udnytte fokus på Sivakov og tidstab til at køre væk i finalen, men bedst chance har han nok i et udbrud, hvor han ligner et oplagt kort at spille for Ineos. Den hårde start gør det sandsynligt, at han kommer afsted, og så er han vel bedste bud på en udbrudsvinder.

 

Den store positive overraskelse i går var Jefferson Cepeda , der efter en meget sløj start hos Androni endelig begyndte at bekræfte det potentiale, vi allerede så i de første år. Han var en af de bedste på Kaunergrat, og minsandten om ikke også han havde kræfter til at gå med i angrebene til sidst. Hans niveauspring har været så store, at han sagtens kan falde igennem torsdag, men har han samme ben, kommer han langt, og så kan han drage fordel af, at han i favoritternes kamp er den helt upåagtede og undervurderede underdog.

 

En anden positiv oplevelse var Romain Bardet, hvis kørsel skjuler sig lidt i resultat. Franskmanden reddede et par gange kastanjerne ud af ilden for Jai Hindley, når de bedste var kørt væk, og han viste derfor ganske opløftende takter efter en lang og svær tid. Heller ikke han kan køre fra alt og alle, men han kan måske havne i en situation, hvor han kan udnytte det taktiske spil og ikke mindst en teknisk nedkørsel, der burde være guf for den teknisk dygtige franskmand, som i den grad kunne trænge til en sejr.

 

Jeg vil også tro, at hans holdkammerat Jai Hindley kan gøre det bedre. I hvert fald er han sjældent alt for god i sin forberedelse, og hans form plejer at bygges op frem mod målene. Som udgangspunkt burde denne større bjergetape passe ham bedre, men det er også klar, at han mangler så meget, at han ikke med Giro-ben bare kører fra alt og alle. Også han skal udnytte lidt taktik for at vinde, og desværre er han hæmmet af en dårlig spurt.

 

Jeg har lidt svært ved at se Pello Bilbao køre med de bedste, for vi fik i går bekræftet, at han har sine begrænsninger på stigninger, der er så svære som denne. Til gengæld viste han igen, at han er en af feltets bedste nedkørere, og det kan måske bringe ham i spil, hvis etapen køres defensivt og jævnbyrdigt med megen stop-go-kørsel. I teorien er han også en af de hurtigste i en spurt, men hans spurter i den seneste tid har været temmelig skuffende. Til gengæld er han en snu fyr, der måske kan udnytte lidt stilstand på det flade til at snige sig væk.

 

Et andet godt bud på en udbrudsvinder er Geoffrey Bouchard. Franskmanden har forbedret sig markant i år, hvor han har været tæt på de bedste i alle sine etapeløb. Det var han igen i går, og han har derfor niveauet ti med sin evige aggression at køre med i et stærkt udbrud på Castrin. Han er desværre ikke spurtstærk, men i et udbrud vil bedste klatrer formentlig vinde, og det kan meget vel være Bouchard. Han har heldigvis tabt så meget tid, at BikeExchange kan leve med bare at holde ham i snor

 

Læs også
Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

 

Finalen bør være for svær til, at Ruben Guerreiro kan følge de bedste og bruge sin gode spurt, men hvis han ikke bare kæmper for en for ham flot top 10, må det være oplagt for EF at spille ham ud fra distancen. BikeExchange skal holde ham i snor, men ikke nødvendigvis hente ham, og han ligner derfor et af de bedste bud på en udbrudsvinder, også fordi han klatrer bedre end nogensinde og kan gøre det færdigt i en eventuel spurt.

 

Et andet godt bud på en udbrudsvinder kunne være Matteo Fabbro. Italieneren skuffede fælt i går, men i dag rejste han sig i det mindste med hæderlig kørsel. Hans topniveau har været tårnhøjt på det sidste, og derfor vil han formentlig være en af de skarpeste, hvis han rammer udbruddet. Det vil nok kræve, at det først kører på Castrin, men i det tilfælde ligner han et godt etapevinderbud.

 

Det samme gør Alejandro Osorio. Colombianeren forsvandt fra scenen over klatretalenter, men er pludselig dukket op igen. I går kørte han med de bedste på Kaunergrat, og selvom han eksploderede totalt på målbjerget, viste han, at han lige nu hører til blandt løbets bedre klatrere. Han er en sandsynlig deltager i et udbrud, der kører på Castrin, og så skal hans energi bare holde hele vejen denne gang.

 

Drømmen om at se Domenico Pozzovivo på sit Giro-niveau holdt ikke længe. Den lille italiener lignede mest af alt den tamme figur, han har gjort det meste af tiden siden sit styrt i efteråret 2019. Alligevel burde han på stejle Castrin være et ret godt bud på en mand, der rammer udbruddet, og den stejle og ret korte finalestigning er også af den type, hvor han plejer at gøre det allerbedst. Om han så har benene til at køre alene fra alle udbryderne og holde feltet bag sig, kan man til gengæld stadig tvivle lidt på.

 

Trek kan spille på Gianluca Brambilla. Den lille italiener kunne ikke helt følge de bedste forleden, men han har generelt været bedre end længe siden Tirreno sidste år. Med de ben, han havde i Var, ligner han en mand, der kan køre med i et udbrud på Castrin, og så kan han også, særligt med sin spurt gøre det færdigt. Man kan dog frygte, at han på sidste stigning vil være oppe mod bedre klatrere.

 

Der er også Felix Grossschartner. Jeg har lidt svært ved at se ham vinde på så stejl en stigning, men han burde dog klatre så godt, at han har en fin chance for at ramme udbruddet på Castrin. Det kan blive lidt af en opgave at køre med de lettere folk på den svære finalestigning, men når han ikke skal slås med klassementsrytterne, er det muligt. Med sin gode spurt vil det formentlig være nok bare at følge med.

 

Endelig er der igen den optimistiske. Stakkels Thibaut Pinot fik naturligvis endnu en lussing, da han i dag punkterede ud af et udbrud, der skulle køre om sejren, men i det mindste viste det, at ryggen ikke var helt til hest. Vi har før set, at han har haft gode og dårlige dage med sine smerter, og har han en af de gode dage, er han et oplagt bud på en udbrudsvinder, fordi han kan klatre bedre end de fleste og er lynhurtig på stregen. Selv melder han om god form, men det kræver, at ryggen holder. Det kan man desværre godt tvivle på, når vi taler om så slidsom en etape.

 

Andre gode bud på ryttere, der kan køre med i udbrud på Castrin, er Amanuel Ghebreigzabhier, Hermann Pernsteiner, Mattias Skjelmose, Antoio Nibali, Giovanni Carboni, Gianni Moscon, Luis Leon Sanchez og Nicolas Roche, men jeg har svært ved at se dem gøre det færdigt. Nick Schultz og Mikel Nieve er naturligvis hjælpere for Yates.

 

Feltet.dks vinderbud: Simon Yates

Øvrige vinderkandidater: Pavel Sivakov, Hugh Carthy

Outsidere: Dan Martin, Aleksandr Vlasov, Nairo Quintana, Ivan Ramiro Sosa, Daniel Martinez

Jokers: Jefferson Cepeda, Romain Bardet, Jai Hindley, Pello Bilbao, Geoffrey Bouchard, Ruben Guerreiro, Matteo Fabbro, Alejandro Osorio, Domenico Pozzovivo, Gianluca Brambilla, Felix Grossschartner, Thibaut Pinot

Simon Yates
Pavel Sivakov, Hugh Carthy
Dan Martin, Aleksandr Vlasov, Nairo Quintana, Ivan Ramiro Sosa, Daniel Martinez
Jefferson Cepeda, Romain Bardet, Jai Hindley, Pello Bilbao, Geoffrey Bouchard, Ruben Guerreiro, Matteo Fabbro, Alejandro Osorio, Gianluca Brambilla, Felix Grossschartner, Thibaut Pinot
Amanuel Ghebreigzabhier, Hermann Pernsteiner, Mattias Skjelmose, Antoio Nibali, Giovanni Carboni, Gianni Moscon, Luis Leon Sanchez, Nicolas Roche
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Tour of the Alps
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 26/04-28/04

Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 26/04-28/04

Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04

La Vuelta Femenina(2.WWT) 29/04-05/05

Eschborn-Frankfurt(1.UWT) 01/05

Tour du Gévaudan Occitanie(2.NCUPJW) 04/05-05/05

Giro d'Italia(2.UWT) 04/05-26/05

Elfstedenronde Brugge(1.1) 05/05

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?