Optakt: 4. etape af Tour of Turkey

Ruten

Efter tre dage for de hurtige folk er det formentlig tid til at finde ud af, hvem der skal vinde årets Tour of Turkey på løbets kongeetape, der med stor sandsynlighed vil være helt alene om at bestemme det samlede udfald af årets løb. Ganske vist skipper man i år den traditionelle kongeetape til Elmali, men løbets næstmest benyttede bjergfinale er tilbage efter et års fravær. I 2013 introducerede man første gang målet på den relativt korte, eksplosive stigning i udkanten af Selcuk, og siden da har den i 2013, 2014 og 2015 spillet en helt afgørende rolle i at finde løbets vinder. Efter et års fravær er den i år tilbage, og da der denne gang ikke er nogen Elmali-etape, vil den være vigtige end nogensinde.

Med en distance på hele 204,1 km er der tale om en meget lang etape, der fører feltet fra torsdagens målby, Marmaris, til toppen af den omtalte stigning uden for byen Selcuk nær den tyrkiske vestkyst. Starten går ved kysten, og etapen indledes med, at man skærer tværs over Marmaris’ halvø sydfra via samme vej, som blev benyttet i finalen på 3. etape. Derfor indledes etapen med to mindre stigninger. Ved kysten fortsætter man imidlertid videre mod nord og ind i højlandet, hvor løbets første kategori 1 -stigning venter. Den har top efter 35,5 km og leder op til et plateau omkring storbyen Mugla, som feltet fortsætter forbi i småkuperet terræn.

Efter ca. 60 km rammer fortsætter man mod nordvest via en lang, jævn nedkørsel, der afbrydes af flere mindre bakker, indtil man efter 105 km rammer fladlandet igen. Herfra fortsætter man igennem fladt terræn videre mod nordvest forbi den indlagte spurt efter 113,1 km og helt frem til dagens Turkish Beauty Sprint, der er placeret efter 149,9 km. Efter spurten drejer man mod vest og kører herfra gennem fladt terræn ud mod kysten. Kort før vandet rammer man en lille kategori 3-stigning, der har top med 14,5 km igen, hvorefter en nedkørsel leder ned mod målbyen, Selcuk. Man kører herefter mod nordvest frem mod byens centrum.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Kort før man når selve byen, ænder etapen imidlertid karakter når man med ca. 6 km igen tager et skarpt venstresving for at køre direkte ind på dagens målstigning, der er i kategori 2. Den er ca. 5 km og har en gennemsnitlig stigningsprocent på ca. 8. Den er lettest i bunden, mens de sidste 3 km stiger ganske jævnt med 9%, indtil den kortvarigt når op på 10% på de sidste få 100 m. Der er flere hårnålesving på den nedre del, men på de sidste 1500 bugter vejen sig kun let.

Stigningen blev som sagt introduceret første gang i 2013, hvor Mustafa Sayaer ganske overraskende stjal showet, tog etapesejren og erobrede førertrøje fra Natnael Berhane, der havde en svær dag. Senere er Sayar dog taget for doping, og derfor er det i dag Yoann Bagot, der er er noteret for etapesejren. Året efter blev der igen vendt op og ned på klassementet, da en ung Adam Yates med sin første store sejr tog førertrøjen fra Rein Taaramae, der nøjagtigt som Berhane året inden havde vundet på Elmali. I 2015 var det Pello Bilbao, der tog sin hidtil største sejr ved at slå Miguel Angel Lopez med 3 sekunder, mens en sjetteplads var nok til, at Kristijan Durasek kunne tage trøjen fra Elmali-vinderen Davide Rebellin. Sidste år sluttede hele løbet i Selcuk, men her kørte man kun kategori 3-stigningen i finalen og fortsatte direkte ind til en flad afslutning i selve byen, hvor Jakub Mareczko slog Sacha Modolo i en massespurt.

Vejret

Endnu en fantastisk dag venter feltet fredag, hvor der ikke vil være en sky på himlen, og temperaturen vil nå hele 28 grader. Heller ikke på 4. etape vil der være nævneværdig vind, kun en let vind fra syd. Det giver med- og sidemedvind i de første 150 km, inden man drejer ind i sidevind. Der vil være medvind på nedkørslen fra næstsidste stigning og dernæst sidevind og sidemodvind på målstigningen.

Analyse af 3. etape

Da han sendte afbud til VM som følge af træthed efter en lang og hård sæson, var jeg næppe den eneste, der troede, at Sam Bennetts sæson var ovre. Ireren har ellers haft en tradition for at ramme topformen i oktober i de senere år, hvor han flere gange har sejret i efterårsklassikeren Paris-Bourges, men da han udgik efter bare 50 km i GP de Fourmies og skød en hvid pind efter efterårets store mål i Bergen, var det nærliggende at tro, at hans sæson var ovre, og at han allerede havde blikket rettet mod 2018.

Sådan gik det imidlertid ikke. Efter 10 dage, hvor han ikke rørte cyklen, fik kroppen den nødvendige hvile, og herefter overraskede Bennett sig selv ved at sejr i sit comebackløb, Sparkassen Münsterland Giro. Det gjorde ham naturligt til den store sprinterfavorit i denne uges Tyrkiet Rundt, men ireren var stadig usikker på, hvordan han ville håndtere rollen som manden, alle kiggede på.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Efter tre dage må man imidlertid konstatere, at den frygt var fuldstændig ubegrundet. Bennett har i første del af løbet været helt ustoppelig og gjort rent bord. Og efter to dage, hvor han alene brugte sine sprinterevner på et par meget nemme sprinteretaper, viste han i dag, at klatrebenene også er skruet rigtigt på, da han aldrig var i vanskeligheder på stigningerne nær Marmaris og var den bedst placerede sprinter på toppen af sidste stigning, endda bedre end Theuns, der normalt er en bedre klatrer.

Det kan nu ikke undre. Bennett har måske haft et ry som en ren sprinter, men ser man på hans statur, er det klart, at han er mere end det. Faktisk fik han sit gennembrud ved som U23-rytter at vinde en knaldhård etape på en stigning i Tour of Britain, og det var først, da han blev professionel, at han blev puttet i sprinterkassen.

Faktisk var det en rolle, der ikke rigtigt passede ham. Efter en skuffende 2016-sæson besluttede han sig forud for i år at arbejde mere på sin klatring, så han kunne finde tilbage til sin tidligere rolle som en holdbar afslutter. Sjovt nok har den satsning tilsyneladende også båret frugt i spurterne. I år har han ikke blot været meget mere holdbar - det viste han specielt først på året - han har også vundet flere massespurter end tidligere. Det skyldes nu hovedsageligt det langt stærkere Bora-tog, især Rudiger Selig, men det er bemærkelsesværdigt, at Bennett har forbedret sin holdbarhed uden at tabe topfart. Naturligvis bliver han aldrig en Sagan- eller Matthews-type, der kan overleve selv svære stigninger, men han viste i dag, at man ikke skal anse ham som ren sprinter.

Der er imidlertid heller ikke grund til at lade succesen stige ham helt til hovedet. Måske overlevede han stigningen i dag, men det har Mark Cavendish også gjort tidligere. Der er tale om en relativt let hovedvejsstigning, hvor der ovenikøbet var modvind, og at han sidder med i en gruppe på 15-20 mand på toppen, betyder ingenlunde, at han er i spil til klassementet. Dagens stigning var god for de tunge typer, men i morgen venter der i Selcuk en helt anden og langt stejlere sag. Som historien viser, skal man være en rigtig klatrer eller puncheur for at begå sig her, og Bennett er realistisk nok til at vide, at han er uden chancer på så svær en opkørsel.

Heldigvis kan Bora glæde sig over, at de ikke er uden chancer alligevel. Sebastian Mühlberger så ganske overbevisende ud på dagens stigning, og selvom han har haft det svært i efteråret efter en forrygende sommer, hvor han blandt andet vandt et knaldhårdt østrigsk mesterskab, ser det ud til, at han er klar til at følge op på Bennetts succes. I det hele taget var det imponerende at se Bora sidde med seks mand i finalen, og i dag kan Bennett i høj grad takke holdet for succesen. Afslutningen var nemlig af en teknisk karakter - noget, der normalt ikke passer ireren - men i kraft af fremragende arbejde fra Aleksejs Saramotins og ikke mindst Mühlberger kunne han alligevel holde sig fremme, også selvom det aldrig lykkedes Shane Archnbold at komme frem for at køre lead-out. Nu kan Bennett så håbe, at han kan gøre rent bord ved også at sejre lørdag og søndag og dermed gøre rent bord på de fem sprintervenlige etaper.

For Edward Theuns blev det til endnu en frustrerende andenplads. Belgieren havde ellers sat sin lid til, at dagens hårdere finale ville give ham en bedre chance for at slå sin irske rival. Det gik imidlertid lige modsat. På de hidtidige etaper har Theuns haft den fordel, at han har haft det bedste tog, og det havde været en stor fordel netop i denne tekniske finale. Desværre viste stigningen sig at være for svær for det relativt tunge Trek-mandskab, og derfor var Theuns nødt til at komme bagfra. Da det blev klart, at det var Bora, der sad med alle esserne i finalen, var det klart, at Theuns ikke havde en chance, og det må være bekymrende for belgieren, at Bennett ganske overraskende klarede stigningen bedre end ham. Han havde ellers håbet på succes på de hårdere 5. og 6. etaper. Heldigvis kan han stadig sætte sin lid til, at brostensbakken i finalen i Istanbul - noget, der burde passe en specialist i flamske klassikere som Theuns - giver ham overhånden i forhold til Bennett.

Simone Consonni sikrede sig sin første podieplads i løbet ved at spurte sig til en tredjeplads og fik dermed igen vist, at han er værd at holde øje med i fremtiden. Det er ikke uden grund, at han var en ganske dominerende skikkelse som U23-rytter, og han har flere gang i sin første professionelle sæson givet prøvet på sit talent som en hårdfør sprinter. Det er imidlertid også klart, at han ikke har helt den topfart, som jeg faktisk havde troet i starten af året, og i 2017 har han først og fremmest udmærket sig ved sin evne til at overleve stigninger. Umiddelbart kunne det se ud til, at det er i brostensklassikerne, at vi fremover skal vente os de største resultater af det lovende italienske talent.

Han fik ellers fuld støtte af sit UAE-mandskab, der ikke overraskende viste sig som det stærkeste og kontrollerede finalen. Klogelig havde man indset, at det ikke var en finale for Diego Ulissi, og man valgte derfor i stedet at sætte farten og holde det samlet for Consonni. Ulissi så imidlertid ud til at have enormt overskud og svarede prompte på de farlige angreb i finalen. Det kan godt være, at italieneren aldrig helt er blevet den rytter, mange havde håbet, men i oktober måned er han altid flyvende og topmotiveret. Det har han tydeligt vist også i dette løb, hvor han har scoret bonussekunder og kørt opmærksomt. Der er ingen tvivl om, at kun en sejr vil kunne tilfredsstille hans ambitioner.

Ikke uventet var det Daniel Martinez, der efterlod det næstmest positive indtryk på stigningen, og efter Chetnetckiis exit ligner det nu italiensk-colombiansk duel på kongeetapen. Desværre for løbet dummede Martinez sig imidlertid i går, hvor han smed 11 sekunder som følge af et split i finalen. I et løb, der trods alt ikke afgøres med store sejrsmarginer kan det vise sig at være katastrofalt for colombianeren, der nu er tvunget til at tage større risici på kongeetapen, hvis han gør sig forhåbninger om at vinde. Spørgsmålet er, om det unge talent er villig til at satse alt på at vinde, eller om en podieplads i et WorldTour-løb vil være tilstrækkeligt til at tilfredsstille ambitionsniveauet. Svaret får vi fredag eftermiddag i Selcuk.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

Favoritterne

Efter tre dage for sprinterne er det nu endelig tid til et sceneskift. Lige siden starten har det været klart, at løbet formentlig skulle afgøres 100% på fredagens kongeetape, og at kun vinden kunne skabe ravage på de første etaper. I lyset af det fantastiske vejr, der har præget løbet, er det således ikke overraskende, at det kun er bonussekunder og små huller i spurterne, der har kunnet skabe forskelle hidtil.

Nu gælder det så det store slag mellem klatrerne, og det betyder også, at det er tid til et skifte i ansvarsfordelingen. Hidtil har det været op til Bora med lidt hjælp fra Trek, Gazprom, Wilier og UAE at kontrollere løbet, men det slutter i morgen. Her vil alle øjne være rettet mod UAE, og de vil helt sikkert tage ansvaret på sig. De vil sikre, at der kun slipper et relativt lille udbrud afsted i det, der kan være en mere aggressiv indledning end hidtil, og herefter vil de kontrollere etapen. Bora vil formentlig give en hånd med - de har trods alt førertrøjen og vil gerne vise Mühlberger tillid - men opgaven er hovedsageligt UAEs. Måske vil Wilier, der i dag viste, at de ikke er blege for at arbejde, også komme frem.

Det vil formentlig blive en lang og relativt begivenhedsfattig etape, indtil vi når finalen. Her vil UAE formentlig benytte den første stigning til at skabe udskilning, men sidste år så vi, at selv Jakub Mareczko kunne overleve. Den kan med andre ord ikke gøre den store skade. Derfor vil det formentlig være et næsten samlet felt, der skal slås om etapesejren på den sidste stigning.

Det er fjerde gang, stigningen i Selcuk skal anvendes som målbjerg, og vi har tidligere set, at den kan gøre ganske stor skade. De tidligere vindere Mustafa Sayar, Adam Yates og Pello Bilbao er alle kommet alene til toppen efter et slag på en opkørsel, der i kraft af sin korte længde er mere skabt til eksplosive typer end rene klatrere. Tidligere er den kommet efter Elmali-etapen, og hver gang er det lykkedes for en ny mand at erobre førertrøjen, hvilket viser, at der er tale om en svær stigning. I fraværet af Elmali er det denne gang den helt afgørende etape, og derfor er der lagt op til et stort slag mellem de bedste klatrere og puncheurs om den samlede sejr i årets Tour of Turkey.

UAE har den store favorit og et fremragende hold at klatrere. Derfor vil vi formentlig se Vegard Stake Laengen, Przemyslaw Niemiec, Edward Ravasi og Darwin Atapuma sætte et hårdt tempo og kontrollere de mange angreb. Det vil gøre løbet hårdt, og herefter vil favoritterne slås om det til allersidst.

Det er ganske svært at komme udenom, at Diego Ulissi er løbets klare favorit. Det skyldes ikke mindst stigningens karakter, der er som skabt til en eksplosiv ardennerspecialist som Ulissi. Fjerde etape i Tyrkiet passer ham perfekt, fordi det hele kan koges ned til at køre stærkt på én relativt eksplosiv stigning. Det er præcis Ulissis speciale, og han har som altid ramt topformen til årets sidste måneder. Det er ikke uden grund, at han har vundet en hel stribe af de italienske efterårsklassikere, og at han i de forløbne år har været med helt fremme i Abu Dhabi Tour. Ulissi er simpelthen altid knivskarp i oktober, og 4. pladsen i Coppa Sabatini, 7. pladsen i Emilia og 4. pladsen i Tre Valli Varesine videer om, at det ikke forholder sig anderledes i år. Finalen i Emilia minder meget om den, der venter i Selcuk, men denne gang er konkurrencen slet ikke så skrap. På papiret er Ulissi løbets bedste mand på en stigning som denne, og da formen er i top, er han manden, der skal slås.

Den største rival til den indlysende favorit er stortalentet Daniel Martinez. Den unge colombianer har af og til givet prøver på sit kolossale klatretalent, men han har stadig været lidt for ung til at slås med de bedste. Det har imidlertid ændret sig i de seneste uger, hvor han har været en af de allerbedst i Italien. Han blev nr. 9 i Tre Valli Varesine, der ellers slet ikke passede ham, men det var specielt syvendepladsen i Milano-Torino, hvor han slog en vis Thibaut Pinot, der blot få dage senere var tæt på at vinde i Lombardiet, der viste, hvor god han er. Desværre styrtede han i det berømte ”De Plus-sving” i Lombardiet, men han var en af de få, der slap med skrækken. Det kan dog have sat ham lidt tilbage, og man kan frygte, at Selcuk-stigningen er lidt for kort til en ren klatrer som ham. Har han de samme ben som i Torino, er der imidlertid ingen grund til, at han ikke kan true de bedste. Wilier har også en meget formstærk Yonder Godoy som plan B. Han viste i Milano-Torino, at også han kan slås med de bedste på stigningerne, men han er ikke helt på niveau med sin holdkammerat.

Efter Chernetckiis exit er det nu op til Jesper Hansen at forsvare Astanas farver. Han har i de italienske løb vist, at han er kommet sig efter den ufrivillige exit fra Vueltaen, og selvom han ikke helt har været på sin holdkammerats niveau, har han gjort det ganske fint. Specielt viste han flot kørsel i Tre Valli Varesine, der ikke passede ham, og han burde være langt mere komfortabel på 4. etape i Tyrkiet. Stigningen er lidt for eksplosiv til at passe ham, men man skal ikke glemme, at han i Tour of Norway har vist, at han kan være skræmmende stærk også på stigninger som disse. Han ser ikke ud til at være sat voldsomt tilbage af sit styrt og er klar til at gribe muligheden. Astana har også Andrey Zeits, der efter en svær sæson faktisk ikke er i helt elendig form længere. Han så godt ud i dag, men er ikke på sit topniveau og derfor næppe god nok til at vinde på en eksplosiv stigning, der ikke passer ham.

Efter Bennetts dominans er det nu tid for talentet Gregor Mühlberger at tage over for Bora. Den unge østriger viste i Giroen og de efterfølgende uger, at han har et stort klatrepotentiale. Desværre er også han træt efter en hård sæson, og de italienske klassikere efterlod ikke et indtryk af, at han er klar til at køre med om podiet. Han så dog ganske overbevisende ud i dag, og kan måske være i fremgang. Er han på sit topniveau, kan han køre med om sejren. Måske kan Silvio Herklotz også vise sig frem, men næppe blandt de allerbedste.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Androni er mødt op uden alle deres superklatrere, men det betyder ikke, at de er uden chance. I stedet vil de nemlig give chancen til det store talent Fausto Masnada, og han har potentialet til at levere noget stort. Han har været ekstremt offensiv i de italienske klassikere og vist, at formen er fremragende. Samtidig vidner den fine placering i Emilia om, at han også klatrer godt nok til at køre finale på en stigning som denne. Desværre har han set lidt træt ud i de sidste løb, og topniveauet er nok ikke helt højt nok til, at han kan vinde, men han bør være i stand til at slås med om de bedste placeringer.

Det har været en svær tid for Edoardo Zardini, der i de seneste år slet ikke har kunnet leve op til det niveau, der gav sejre på kongeetapen i Tour of Britain og på en bjergetape i Giro del Trentino. Han har dog set ud til at være i fremgang i de seneste uger, og i dag kom han med et ganske fint angreb. Han vinder helt sikkert ikke, men måske kan vi endelig se Zardini i top 10 igen.

Caja Rurals gode klatrere Chris Butler og Danilo Celano er milevidt fra formen, og David Arroyo er slet ikke den rytter, han var engang. I stedet skal holdet sætte sin lid til Antonio Molina, der med femtepladsen på den knaldhårde 1. etape af bjergløbet Tour du Gevaudan viste, at han kan blande sig med klatrerne på stigninger som denne. Formen er helt sikkert god, og Caja Rural er ivrige efter at forsvare titlen. Han er imidlertid næppe en stærk nok klatrer til faktisk at vinde.

Vi kan simpelthen ikke finde ud af, hvad vi skal mene om Jarlinson Pantano . Efter et fint forår har han været langt fra fordums styrke, og efter Vueltaen har han været ekstremt træt i de italienske klassikere. Alligevel bliver Trek ved med at gentage, at de tror på deres colombianske stjerne, og det er da også uden for diskussion, at han på papiret er en af de allerbedste på en stigning som denne. Vi tror dog desværre ikke, at formen rækker til en sejr.

Darwin Atapuma har i de italienske klassikere vist, at han er meget langt fra topformen. Helt afskrive ham skal man dog ikke. Han blev trods alt nr. 39 i Emilia, og selvom det bestemt ikke er et imponerende resultat viser det dog, at han har en smule at skyde med. Klasseryttere som Atapuma kan ofte finde lidt ekstra, når de har mulighed for at køre med om sejren, og mens det var en umulighed i de stærkt besatte italienske løb, er det bestemt ikke utænkeligt her. Han er helt sikkert ikke den stærkeste rytter, men kan måske udnytte, at alle kigger på holdkammeraten Ulissi. Det samme kan stortalentet Edward Ravasi, der desværre heller ikke er i topform, og veteranen Przemyslaw Niemiec, der imidlertid er en skygge af sit gamle stærke jeg.

Også Ildar Arslanov, Jordi Simon og Francesco Gavazzi vil hel sikkert forsøge sig, men de er ikke stærke nok til at vinde.

Feltet.dks vinderbud: Diego Ulissi

Øvrige vinderkandidater: Daniel Martinez, Jesper Hansen

Outsidere: Gregor Mühlberger, Fausto Masnada, Andrey Zeits, Yonder Godoy

Jokers: Edoardo Zardini, Antonio Molina, Jarlinson Pantano, Darwin Atapuma, Edward Ravasi

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Pello Bilbaos sejr på stigningen i 2015 her. Adam Yates’ triumf fra 2014 kan man gense her, mens Mustafa Sayars skandaleombruste præstation fra 2013 kan ses her.