Optakt: 4. etape af Tour of Turkey

Ruten

Efter tre dage for de hurtige folk er det formentlig tid til at finde ud af, hvem der skal vinde årets Tour of Turkey på løbets kongeetape, der med stor sandsynlighed vil være helt alene om at bestemme det samlede udfald af årets løb. Ganske vist skipper man igen i år den traditionelle kongeetape til Elmali, men løbets næstmest benyttede bjergfinale er tilbage efter dens etårige fravær i 2016. I 2013 introducerede man første gang målet på den relativt korte, eksplosive stigning i udkanten af Selcuk, og siden da har den i 2013, 2014, 2015 og 2017 spillet en helt afgørende rolle i at finde løbets vinder. Det vil den også gøre i år, og ligesom sidste år, vil den være vigtigere end nogensinde tidligere.

Med en distance på hele 206,9 km er der for første gang i løbet tale om en lang etape, der fører feltet fra torsdagens målby, Marmaris, til toppen af den omtalte stigning uden for byen Selcuk nær den tyrkiske vestkyst. Starten går ved kysten og etapen indledes med, at man skærer tværs over Marmaris’ halvø sydfra via samme vej, som blev benyttet i finalen på 3. etape. Derfor begynder etapen med en mindre stigning, der stiger med 5,9% over 3,1 km. Ved kysten fortsætter man imidlertid videre mod nord og ind i højlandet, hvor løbets første kategori 1 -stigning venter. Den stiger med 6,9% over 8,9 km, har top efter 36 km og leder op til et plateau omkring storbyen Mugla, som feltet fortsætter forbi i småkuperet terræn.

Efter ca. 60 km fortsætter man mod nordvest via en lang, jævn nedkørsel, der afbrydes af flere mindre bakker, herunder en 1,5 km lang stigning, der stiger med 5,75%, indtil man efter godt 105 km rammer fladlandet igen. Herfra fortsætter man igennem fladt terræn videre mod nordvest forbi den indlagte spurt efter 114,2 km og helt frem til dagens Turkish Beauty Sprint, der er placeret efter 152,6 km. Kort inden spurten drejer man mod vest og kører herfra gennem fladt terræn ud mod kysten. Kort før vandet rammer man en lille kategori 3-stigning (2,1 km, 5,1%), der har top med 14,8 km igen, hvorefter en nedkørsel leder ned mod målbyen, Selcuk. Man kører herefter mod nordvest frem mod byens centrum.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Kort før man når selve byen, ænder etapen imidlertid karakter når man med ca. 6 km igen tager et skarpt venstresving for at køre direkte ind på dagens målstigning, der er i kategori 2. Den er ca. 5,6 km lang og har en gennemsnitlig stigningsprocent på 7,3%. Den er lettet i bunden, mens de sidste 3 km stiger ganske jævnt med 8-9%, indtil den kortvarigt når op på 10% på de sidste få 100 m. Der er flere hårnålesving på den nedre del, men på de sidste 1500 bugter vejen sig kun let.

Etapen byder på i alt 2826 højdemeter.

Stigningen blev som sagt introduceret første gang i 2013, hvor Mustafa Sayaer ganske overraskende stjal showet, tog etapesejren og erobrede førertrøje fra Natnael Berhane, der havde en svær dag. Senere er Sayar dog taget for doping, og derfor er det i dag Yoann Bagot, der er er noteret for etapesejren. Året efter blev der igen vendt op og ned på klassementet, da en ung Adam Yates med sin første store sejr tog førertrøjen fra Rein Taaramae, der nøjagtigt som Berhane året inden havde vundet på Elmali. I 2015 var det Pello Bilbao, der tog sin hidtil største sejr ved at slå Miguel Angel Lopez med 3 sekunder, mens en sjetteplads var nok til, at Kristijan Durasek kunne tage trøjen fra Elmali-vinderen Davide Rebellin. Sidste år slog Diego Ulissi til på de sidste meter, hvor han distancerede Jesper Hansen, Daniel Martinez, Fausto Masnada, Yonder Godoy og Ildar Arslanov. I 2016 sluttede hele løbet i Selcuk, men her kørte man kun kategori 3-stigningen i finalen og fortsatte direkte ind til en flad afslutning i selve byen, hvor Jakub Mareczko slog Sacha Modolo i en massespurt.

Vejret

Den tyrkiske solkyst lever fortsat op til sit navn på en fredag, der vil blive ganske varm. Der vil ikke være en sky på himlen, og temperaturen vil nå op på hele 28 grader. Det vil imidlertid være mere blæsende end de foregående dage med en jævn vind fra nord. Det giver modvind på de første 150 km, inden man får sidevind på stykket frem mod Selcuk. Der vil igen være modvind på det flade stykke mellem de to sidste stigninger og derefter først sidevind og siden sidemedvind på målbjerget.

Analyse af 3. etape

Det må have været frustrerende at være Sam Bennett de seneste måneder. I Giroen, hvor den stærke irer viste sig som feltets klart hurtigste, også hurtigere end den ellers så dominerende Elia Viviani, havde han ellers etableret sig som en af feltets allerbedste sprintere, og vi var vel en hel cykelverden, der bare ventede på at se ham tage kampen op mod især Dylan Groenewegen og Fernando Gaviria. Som vi beskrev i går, blev han imidlertid som altid i løbet af sommeren og det tidlige efterår ramt at sygdom, og derfor kunne han kun fra distancen se til, mens hans position på Bora-mandskabet kom under pres.

Egentlig er det helt urimeligt, at man i cykelsporten har så kort hukommelse. Bennett havde nemlig i Giroen gjort sig fortjent til det helt store gennembrud og en ledende rolle på Bora, hvor han dog fortsat skulle leve med at stå i skyggen af Peter Sagan. Alligevel var det som om, at han hurtigt fremstod som den lille i det interne Bora-hierarki, da kometen Pascal Ackermann i løbet af en sand drømmeperiode i  juli, august og september kom på alles løber, og mens Bennett kæmpede for blot at stille til start i sine planlagte løb, bragede den tyske mester med et hav af sejre mod toppen af den internationale sprinterscene.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Derfor har Bennett også været under pres, mens han har kæmpet for at komme tilbage på sporet. I år var det ingen sag at bede opkomlingen Ackermann indrette sig under holdets to bedste sprintere, men så nemt bliver det ikke i fremtiden. Tværtimod står tyskerne med et sandt luksusproblem, hvor der naturligvis ikke hersker tvivl om Sagans status som førstemand i de løb, han udser sig, men hvor der i den grad kan blive kamp om at få chancen i Giroen og Vueltaen for holdets to øvrige hurtige folk.

Problemet er, at det kan blive svært at holde på dem alle tre i længden. Sagan har netop skrevet en langtidskontrakt, der betyder, at hans rolle som førstemand i Touren er cementeret. Dermed kan Ackermann og Bennett kun blive, hvis de er interesserede i at droppe verdens største cykelløb samt at kæmpe med hinanden om krummerne efter den tidligere verdensmester. Det kan blive svært at stille dem begge tilfredse, men samtidig vil det gøre ufatteligt ondt på ledelsen at måtte slippe blot den ene af de to.

Sagen er nemlig, at der knytter sig noget specielt til dem begge. Ackermann er en af de mest lovende tyskere, og det siger sig selv, at et tysk hold vil gøre alt for at holde ham i deres rækker. På den anden side er Bennett hjemmeavl, der netop under Ralph Denks vinder har vokset sig til en af verdens supersprintere, og det fremgår tydeligt, at han spiller en særlig rolle for ledelsen. Derfor gør det særligt ondt, at man kan blive tvunget til at skulle vælge.

I lyset af den skærpede interne konkurrence har Bennett også været under særligt pres forud for denne uges løb i Tyrkiet. Efter fire måneder helt uden resultater har det været vigtigt for ham i disse dage at vise, at man i den kommende sæsonplanlægning også skal tilgodese ham. Sidste år dominerede han som bekendt totalt med fire ud af seks etapesejre, og denne gang var der en kærkommen chance for igen i Tyrkiet at sikre sig det bedste afsæt for den kommende vinterperiode.

Der var udsigt til et brag af et opgør med Gaviria, men efter dennes exit har alt været lagt til rette for mere totaldominans af Bennett, der allerede på 1. etape viste sig som feltets klart hurtigste. I går cementerede han sin status, da han med tilsyneladende lethed gik forbi Alvaro Hodeg til sidst, og derfor har han stadig mulighed for at gentage sidste års fire triumfer, selvom der ikke længere er plads til smuttere som på 1. etape.

Som vi skrev i går, har Bennett lignede en mand, der ligesom sidste år for alvor har fundet formen helt ud af det blå til sæsonafslutningen. Det blev bekræftet, da han i dag gentog succesen efter endnu en overbevisende præstation. Gennem hele sæsonen har Bennett vist, at han ha ropnået en hdtil uset holdbarhed - især imponerede han, da han på den berømte regnvejrsetape i Giroen, som han vandt efter en lang vanvidsspurt, endda selv angreb på stigningerne til sidst - og de evner gjorde han igen brug af i dag, da han for anden gang i træk sejrede i den hårde finale i Marmaris.

Bennett lignede en mand i totalt overskud på stigningen, hvor Astana, UAE og Katusha ellers gjorde deres bedste for at komme af med den irske storfavorit. Faktisk var han aldrig ude af top 20, heller ikke da klassementsrytterne testede benene nær toppen, og da først han rundede toppen med de første, så udfaldet ud til at være givet. Igen håndterede han nemlig positionskampen sublimt, da han hurtigt indså, a Quick-Step atter var holdet at følge, og da Zdenek Stybar igen viste, at belgierne er fremragende til at sætte deres sprintere op, havde Bennett helt på egen fundet det hjul, alle ville have: Maximilano Richezes.

For en gangs skyld så det imidlertid ud til, at Bennett blev en anelse overmodig. Da Stybar begyndte at tabe fart, valgte han nemlig at åbne en meget lang spurt. Det var lige ved at koste ham sejren, for modst på de foregående etaper måtte han denne gang se sig truet. Richeze, der ellers i de seneste to sæsoner  slet ikke har spurtet så godt som tidligere, selvom han har etableret sig som verdens bedste lead-out man, rejste sig nemlig på fremragende vis og var ganske tæt på til allersidst at sikre sig en uventet anden sejr i et løb, hvor han blot var tiltænkt rollen som tredjeviolin.

Det viser igen, at Quick-Step har en fantastisk evne til at være konkurrencedygtige med snart sagt alle deres ryttere, selv når de er uden deres største stjerner. I dag var Richeze nemlig også kun plan B, men som ventet blev han hurtigt placeret i en kaptajnrolle. Helt som ventet viste finalen sig nemlig at være for hård for Alvaro Hodeg, der nok har vist sig som en af de meste lovende sprintere, men som har en del at arbejde med, hvis han med den meget begrænsede holdbarhed skal udvikle sig til at være den vindermaskine, han drømmer om.

Læs også

Visma-rytter gik imod strømmen: Forstår godt de andres valg

John Degenkolb spurtede sig til en tredjeplads og fik dermed endelig vist sig lidt frem i et løb, hvor han var tiltænkt en rolle som en af de store stjerner. Det er kommet frem, at en lille forkølelse har været forklaringen på den tamme start, og i det lys er det lovende at se en vis fremgang. På den anden side viste dagens spurt også, at det næppe bliver til tysk sejr i en af de klassiske massespurter. I stedet må han drømme om at kunne sætte sig igennem på brostensbakken i Istanbul, der burde ligge til højrebenet for klassikerstjernen, der trods en generel fremgang stadig jagter det niveau, han havde inden sit grimme styrt.

Det var opløftende at se, at flere hold forsøgte at true Bennett. Katusha med Nathan Haas og Astana med Alexey Lutsenko var begge meget aktive, men helt som i foregående udgaver viste den sidste stigning sig ikke at være hård nok til at kunne skabe megen udskilning. Det lykkedes ganske vist at sætte Edward Theuns, der i dag blot fik gravet sit hul endnu dybere, da han ikke kunne sidde med de bedste, og mere klassiske sprintere som Hodeg, Brenton Jones, Christophe Noppe, Alexander Porsev og Luca Pacioni til vægs, men det lå i kortene, at klassikerfyre som dem trods alt ville komme til kort.

Det var til gengæld en stor chance for både Simone Consonni og Ivan Garcia, der begge satte deres hold til at jagte hele dagen. Skæbnen var imidlertid grum for den stakkels Consonni, der som følge af en punktering aldrig fik mulighed for at se, om han kunne have truet til Bennett. Den chance fik Garcia, der igen imponerede som en af de klart stærkeste på stigningen, men som atter måtte indse, at hans topfart ikke rækker til at true de bedste.

Etapen gav også de første små svar på, hvem der kan blande sig på morgendagens kongeetape. Her var det især Nicolas Roche, der viste sig overraskende stærk på den sidste stigning, hvor han i den grad bragte Diego Ulissi i vanskeligheder med sin stærke forcering. Det lykkedes akkurat for den forsvarende vinder at genvinde kontakten, ligesom også den meget formstærke og ambitiøse Alexey Lutsenko fik kontakt, men det er i første omgang Roche, der altid er flyvende i sæsonens sidste del, som efter en skuffende sæson kunne tage et stik hjem inden morgendagens afgørende slag.

Man skal dog passe på med at drage alt for skråsikre konklusioner. Mange har nemlig også været pinligt bevidste om, at chancen for at køre hjem var meget lille, og derfor er der helt sikkert en del, der har undladt at bruge mange kræfter. Vi så i hvert fald, at Kristijan Durasek, Mauro Finetto, Ruben Guerreiro, James Knox og Mark Padun alle så ganske komfortable ud bag de tre forreste, og det er derfor fortsat helt åbent, hvem der vil vise sig stærkest, når det i morgen formentlig er tid til at finde ud af, hvem der skal vinde det tyrkiske løb, når det går løs på Selcuk-stigningen.

I mellemtiden må Sam Bennett træde lidt i baggrunden. Han er ganske vist vant til at være manden i centrum i det tyrkiske løb, men sådan bliver det ikke i morgen. Her må han overlade showet til det lettere kavaleri, men det betyder ikke, at han er færdig endnu. Drømmen er stadig at gentage sidste års fire sejre, og det kræver, at han slår til på de sidste to etaper. Der skal jo præsteres, hvis man skal forsvare sin plads i det stadig mere tætpakkede sprinterfelt hos Bora.

Favoritterne

Som ventet har de første tre etaper altså ikke givet anledning til nogen væsentlig udskilning, og blandt forhåndsfavoritterne er det kun Fernando Barcelo, Javier Moreno, Joaquim Silva, Valerio Conti, Fabio Duarte, Domen Novak, James Knox, Jay McCarthy og Mustafa Sayaer, der med små tidstab har vist, at de ikke er kommet til Tyrkiet for at køre klassement. De helt store navne har imidlertid alle holdt sig fint til og ser nu frem til endelig at finde ud af, om de kan gå efter den samlede sejr.

Sam Bennett er i førertrøjen, men han har naturligvis ikke skyggen af chance for at forsvare den. Da McCarthy har smidt klassementet helt væk, er Bora helt uden chancer i den samlede stilling. Derfor er det heller ikke det tyske mandskab, der kan ventes at kontrollere etapen, og det vil derfor være op til andre at tage ansvar. Quick-Step trænger også til en slapper, især fordi Knox som sagt har mistet tid, men det betyder ikke, at der ikke vil være styr på tingene.

Diego Ulissi er nemlig kommet til landet med det klare formål at gentage sejren, og dette er dagen, han har set frem til. Derfor ligger det i kortene, at UAE skal påtage sig ansvaret, og de kan se frem til mulig hjælp fra Astana, hvor Alexey Lutsenko ikke har lagt skjul på, at også han er i Tyrkiet for at vinde, samt BMC, der i Nicolas Roche har en tilsyneladende formstærk vinderkandidat. Måske vil der være flere hold, der tror på, at det lidt hårdere terræn kan give chancer for udbrydere, hvorfor der sikkert vil blive angrebet lidt mere i starten, men når udbruddet er etableret, vil UAE samt måske Astana og BMC sørge for, at de bliver holdt i snor.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

I det hele taget kan det godt blive endnu en halvkedelig etape. Den kraftige modvind i de første 150 km vil gøre det ganske langsomt, og på så lang en etape vil der blive kørt konservativt. Når vi drejer ind i sidevinden med 50-60 km igen, vil der formentlig opstå lidt nervøsitet, og det kan bestemt ikke udelukkes, at der er et hold eller to, der måske vil tage lidt initiativ. Vinden burde dog ikke være stærk nok til at snyde favoritterne, der alle vil være opmærksomme.

Den første udskilning vil ske på den første af de to finalestigninger, hvor vi måske også kan se angreb fra ryttere, der vil komme favoritterne i forkøbet. UAE skal imidlertid nok styre det hele med hård hånd, og derfor bør det hele blive samlet til det klassiske opgør på stigningen op til mål.

Det er femte gang, stigningen i Selcuk skal anvendes som målbjerg, og vi har tidligere set, at den kan gøre ganske stor skade. De tidligere vindere Mustafa Sayar, Adam Yates og Pello Bilbao er alle kommet alene til toppen, mens Diego Ulissi sidste år gjorde forskellen på de sidste meter efter et slag på en opkørsel, der i kraft af sin korte længde er mere skabt til eksplosive typer end rene klatrere. Tidligere er den kommet efter Elmali-etapen, og hver gang er det lykkedes for en ny mand at erobre førertrøjen, hvilket viser, at der er tale om en svær stigning.

Det er svært at komme uden om, at den forsvarende vinder Diego Ulissi må være favorit.

Italieneren er kendt for altid at være flyvende sidst på sæsonen, og han har gjort et titelforsvar til så stort et løb, at han denne gang har skippet alle de store italienske efterårsløb, hvor han tidligere har haft stor succes. Ulissi har ganske vist ikke kørt løb siden en lidt skuffende 13. plads i Coppa Sabatini den 20. september, men hans efterårshistorik taler sit helt tydelige sprog. Ulissi kører altid brølstærkt i årets sidste uger, og selvom lidt sygdom i Canada satte ham tilbage, og han manglede lidt både i Nordamerika og de italienske løb, siger al logik, at han burde være tæt på topformen nu. Samtidig er han kendt som en eksplosiv puncheur, der er skabt til en stigning som den i Selcuk, hvor han sidste år med sit gode punch kunne gøre forskellen til allersidst. Med andre ord er dette løb næsten perfekt for en formstærk Ulissi, der har al mulig grund til at tro på, at han kan vinde igen i år. I dag så han også stærk ud på sidste stigning, selvom Roche kortvarigt fik ham presset. Derfor er han vores favorit.

BMC har gjort Bevin til den erklærede kaptajn, men de har også et mere sikkert kort i Nicolas Roche. Vueltaen afslørede ganske vist tydeligt, at den irske veteran for længst har sine bedste år bag sig, og han var da heller ikke imponerende ved VM. Omvendt har Roche altid kørt stærkt til sidst på året, hvor han i de senere år er blevet nr. 2 i Abu Dhabi Tour og sidste år nr. 3 i Tour of Guangxi, og selvom det siden da kun er gået yderligere nedad bakke, burde han i et felt som dette trods alt stadig være blandt de stærkeste. Med sit gode punch burde han være skabt til en stigning som den i Selcuk, og han ligner derfor et ret sikkert bud på et topresultat. Til gengæld virkede det forud for i dag betydeligt mere usandsynligt, at han faktisk også skal vise sig som den stærkeste, men med dagens stærke angreb til slut ligner han umiddelbart den største trussel mod Ulissi.

Det er ikke meget, vi har set til Alexey Lutsenko i dette efterår, hvor han primært har kørt i Asien med Asian Games som et stort mål. Han vendte imidlertid tilbage til Europa ved VM, og her overgik han alle forventninger med en fremragende enkeltstart, hvor han endte på en flot 13. plads. Senere kørte han sig til en 36. plads i linjeløbet, der ellers burde have været for hårdt for ham, og det viser, at den til tider lidt ustabile kasak er på vej til at ende sæsonen i god form. Man kan frygte, at Selcuk-stigningen er lidt for lang for en relativt stor fyr som ham, men som han viste, da han sammen med holdkammeraten Miguel Angel Lopez kørte alle i sænk på Green Mountain i Tour of Oman, klatrer han godt på relativt korte stigninger, når han er i form. Det er han helt sikkert nu, hvor han også var en af de tre stærkeste på sagens stigning. Med andre ord kan Lutsenko runde en sæson, der startede med samlet sejr i Oman, af med endnu en triumf i et stort etapeløb i samme region.

Vi har store forventninger til unge Mark Padun. Det ukrainske supertalent har med etapesejren i Tour of the Alps og hans klasseridt i Hammer Limburg, hvor han kørte alle stjernerne midt over, vist, at hans potentiale er nærmest ubegrænset. Han har skuffet meget i anden del af sæsonen, hvor sygdom i Vueltaen slog ham ud, men han overraskede sig selv ved at være tilbage i form ved VM for U23-ryttere, hvor han måske kunne have vundet, hvis han havde haft så meget tro på sig selv, at han havde satset på at køre finale med de bedste. Med andre ord synes han at være i formfremgang, og er den tendens fortsat, bliver han ikke let at bide skeer med her. Han har ikke Ulissis punch, men vist i Tour de Suisse, at han er ganske hurtig, og derfor er det ikke en helt dårlig stigning for ham.

Trek stiller med et spændende hold med hele tre potentielle vindere. Bedst chance har nok Ruben Guerreiro, der imidlertid også er lidt af en joker. Det portugisiske talent har nemlig vist sig som en ganske uforudsigelig størrelse, der som regel er langt fra de bedste, men af og til viser sig frem. Det har han på det seneste gjort med top 5-placeringer i de relativt flade Bretagne og Primus Classic, der ikke just ligger til højrebenet for en fyr som ham. Efter en DNF ved VM er det lidt usikkert, hvor han står her flere uger senere, men på papiret burde en eksplosiv stigning som denne passe ham. Det viste han med sin 10. plads på Willunga Hill i Tour Down Under, og han klatrede også godt i Tour of California, hvor han blev nr. 10 på kongeetapen. Han er samtidig en eksplosiv fyr med en god spurt på bakker, og dermed burde han have ganske gode chancer for at være blandt de bedste, hvis han har en af sine gode perioder.

Selvom han kører Paris-Tours søndag, har Delko sendt Mauro Finetto til Tyrkiet. Det er ikke uden grund, for den formstærke italiener burde have gode muligheder for at levere et topresultat. Tiden i Frankrig har ellers ikke været en dans på roser for Finetto, der ikke synes at have fordums styrke, men i år har han momentvist lignet sig selv. Han var virkelig stærk i Luxembourg i juni, og i de seneste italienske semiklassikere har han også været blandt de bedste. I torsdags var han blandt animatorerne i Paris-Bourges, og den gode form synes således stadig at være intakt. Selcuk-stigningen er en anelse for lang for ham, men på denne tid af året handler det først og fremmest om form. Den synes han at have rigeligt af, ligesom han er en eksplosiv type med et godt punch og en god spurt. Med andre ord har han de helt rette egenskaber til at gøre sig gældende her.

Læs også

Optakt: 4. etape af Presidential Tour of Türkiye

Quick-Step er her først og fremmest for at vinde etaper med, men har også givet frit spil til James Knox i den samlede stilling. Lidt overraskende smed den unge brite tid på 1. etape, men det kan meget vel skyldes uopmærksomhed efter at have arbejdet for holdets sprintere. Efter en svær start på den professionelle karriere har han i de seneste måneder endelig vist, hvorfor han sidste år vare en af de mest lovende U23-klatrere. En 6. plads i Vallonien og en 19. plads i San Sebastian blev fulgt op af fremragende arbejde for Maximilian Schachmann i Deutschland Tour og stærk og aggressiv kørsel i Canada. Senest spillede han en stor rolle med hård temposætning for Storbritannien ved VM, og han synes derfor fortsat at have gode ben. Også han er hæmmet af ikke just at være den mest eksplosive type, men med det, han har vist de seneste uger, burde han være en af løbets bedste klatrere.

Løbets dark horse er Patrick Bevin, der efter en første tid på WorldTouren i en hjælpertjans, virkelig er slået igennem i de seneste uger. Efter en sæson med fremragende enkeltstarter viste han i Tour of Britain også endelig de klatreevner, der gjorde ham til en sand vindermaskine i Oceanien for nogle år siden. Her endte han på en samlet 4. plads efter at være blevet nr. 5 på kongeetapen, og det viser, at han - når han er i form - kan være med på relativt korte, eksplosive stigninger. Den gode form tog han med sig til VM, hvor han med en 8. plads på enkeltstarten viste både gode ben og gode klatreevner, og dermed står han stærkt inden dette løb, der er et stort mål for ham. Det engelske løb viste ganske vist, at han fortsat har visse begrænsninger i forhold til de lettere folk, og vi har en frygt for, at Selcuk-stigningen kan vise sig at være lidt for svær. Formen er imidlertid så god, at han burde være med fremme.

UAE satser naturligvis på Ulissi, men de har faktisk også en anden tidligere vinder i Kristijan Durasek. Den evigt ustabile kroat er lidt af en lottokupon, hvis form altid blæser i vinden, men på sine gode dage kan han klatre med de bedste. Det viste han senest i Californien, og han udtalte for nylig til arrangørerne, at han har ambitioner om at jagte et personligt resultat i Tyrkiet. Desværre ejer han ikke skyggen af punch, og er derfor ikke just skabt til Selcuk-stigningen. Hans store fordel er imidlertid, at han er på hold med Ulissi, for hvem skal køre ham ind, hvis alle kigger på favoritten, når den kroatiske veteran angriber på Selcuk-stigningen? Det kan blive hans store chance.

Treks anden kandidat er Fabio Felline, der fortsætter sit langsomme comeback efter den grimme omgang toxoplasmose, der har lagt sæsonen i ruiner. Han fandt aldrig sine bedste ben i Vueltaen, men noget kunne tyde på, at den spanske grand tour har tjent ham vel. I hvert fald blev han lørdag en flot nr. 22 i Giro dell’Emilia, der ellers burde være en anelse for hårdt til en fyr som ham. Det er sandsynligt, at det samme vil være tilfældet i Selcuk, men man skal ikke glemme, at Felline faktisk tidligere har været tæt på at vinde bjergetaper i Vueltaen. Når han er i form, klatrer han godt, og han er som bekendt en ganske eksplosiv fyr med gode evner på en stigning som den i Selcuk.

Euskadi møder til start med Eduard Prades, der har haft et drømmeår hos Euskadi-Murias. Det blev til en andenplads bag Van Avermaet i Yorkshire og samlet sejr i Tour of Norway i et fantastisk forår, hvor han endelig fik sit helt store gennembrud. Siden da har der været mere stille om spanieren, der desværre kun havde én god dag i Vueltaen. Hvor han står formmæssigt efter den spanske grand tour, er et åbent spørgsmål, og risikoen for, at han er træt, er ganske stor. Omvendt viste han i sin drømmeperiode i foråret, hvor stærk han er på relativt korte stigninger som den i Selcuk, der dog kan vise sig som lidt for lang.

En af løbets jokere er Nathan Haas, der altid er meget uforudsigelig. Efter en stærk sæsonstart, hvor han i Tour of Oman klatrede bedre end nogensinde, har han fået sæsonen ødelagt af helbredsproblemer. I august blev han igen syg, men det lykkedes ham faktisk at komme i så fin form, at han blev hhv. nr. 8 og 11 i de canadiske klassikere. Han viste på Green Mountain i Oman, at han faktisk godt kan køre med de bedste på stigninger som disse, men det kræver formentlig en topform, som han næppe har i øjeblikket. På den anden side burde han efter et let efterår have en friskhed, der kan komme ham til gode, og har han igen Oman-benene, skal man bestemt ikke afskrive den uheldige australier.

Egentlig ville vi gerne rangere Amaro Antunes højt på listen over favoritter. Den stærke portugiser har nemlig med sidste års sejr på kongeetapen i Algarve vist sine evner på eksplosive stigninger som den i  Selcuk. Det har han bekræftet flere gange i sin første sæson på CCC, men desværre har efteråret været ødelagt af en skade. Derfor var han da heller ikke i stand til at gennemføre ét eneste af sine italienske løb inden VM, og han synes desværre at være langt fra formen. Omvendt har han haft et par uger til at forbedre sig siden da, og er det lykkedes, har han klatreevnerne til at gøre sig gældende helt fremme.

Meget af det samme kan siges om holdkammeraten Pawel Cieslik. Tjekken, der missede hele første del af sæsonen med hjerteproblemer, kom flot tilbage med fremragende kørsel på WorldTour-niveau i Tour de Pologne, hvor han var ganske tæt på at gå i top 10. Siden da er også han imidlertid blevet ramt af helbredsproblemer, der har betydet, at heller ikke han gennemførte sine sidste løb i Italien. Derfor befinder han i samme situation som Antunes, men har han fundet sine gode ben over de seneste uger, har han med præstationen i Polen vist, at han er god i terræn som det, der vil afgøre denne etape.

Veteranen Sergio Pardilla er ikke i nærheden af sit gamle niveau, og han kørte da også en skuffende Vuelta som opfølgning på en svag sæson. I Burgos viste han imidlertid med en 3. plads på kongeetapen, at de gamle ben kan endnu, når han rammer en god dag. Det er et helt åbent spørgsmål, hvor han står efter en lang Vuelta, og det virker stærkt usandsynligt, at han har samme gode form som i Burgos. Det eksplosive terræn passer ham da heller ikke godt, men er han faktisk stadig frisk, burde han nok kunne køre med om en top 10.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Cancellaras store dag

Treks tredje kort er Tsgabu Grmay, der i Touren har vist, at han på sine gode dage faktisk kan klatre med nogle af verdens bedste. Desværre har han ikke vist meget i et svært efterår, der blev indledt med et sygdomsexit fra Touren, og der er ikke meget, der tyder på, at han er i topform. Derfor er det da også svært at være alt for optimistisk på hans vegne, selvom han på papiret er en af de ryttere, der burde kunne køre med om de sjove placeringer.

Katusha stiller med deres to klatretalenter Stef Cras og Matteo Fabbro, der ikke har haft den letteste debutsæson på WorldTouren. Cras lignede dog en mand med god form, da han ved VM for U23-ryttere var nøglen bag Bjorg Lambrechts sølvmedalje. I det hele taget har han kørt ganske stærkt i efteråret, og han synes langsomt at være ved at vænne sig til højere niveau. Han synes ikke at være klar til at vinde her, men han kan gøre det godt. Fabbro har været endnu mere lovende, men har desværre været langt fra formen i august og september. Der skal derfor være sket en del, hvis han skal være med helt fremme i Tyrkiet.

Endelig vil vi pege på Louis Vervaeke. Belgieren var udskreget til at være den næste store belgiske klatrer, men overtræning sendte ham sidste år ud i en deroute. Skiftet til Sunweb har bragt ham tilbage på et anstændigt niveau, men han er ikke i nærheden af fordums niveau. Han var dog fornuftigt kørende i Tour of Britain, og kan han endelig finde de ben, der gjorde ham så lovende for et par år siden, kunne dette være en chance for ham til at rejse sig igen.

Feltet.dks vinderbud: Deigo Ulissi

Øvrige vinderkandidater: Nicolas Roche, Alexey Lutsenko

Outsidere: Mark Padun, Ruben Guerreiro, Mauro Finetto, James Knox, Patrick Bevin

Jokers: Kristijan Durasek, Fabio Felline, Eduard Prades, Nathan Haas, Amaro Antunes, Pawel Cieslik, Sergio Pardilla, Tsgabu Grmay, Stef Cras, Matteo Fabbro, Louis Vervaeke

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Diego Ulissis sejr fra 2017, Pello Bilbaos sejr fra 2015, Adam Yates’ sejr fra 2014 og Mustafa Sayars ikke specielt glorværdige sejr fra 2013.