Optakt: 4. etape af UAE Tour

Ruten

Med hele to dage uden for rampelyset har sprinterne ventet usædvanligt længe på at komme i aktion - især fordi 1. etape jo gik til spilde for de fleste - men fra midten af løbet bliver løbet nærmest til en ren sprinterfestival med hele tre flade etaper. Den første af disse er den potentielt mest interessante, for selvom 4. etape ikke byder på meget terræn, betyder en kringlet tur op og ned ad den arabiske kyst, at der måske kan komme lidt sidevindsdrama og dermed lidt grus i maskineriet på en dag, der dog efter al sandsynlighed ender i en helt klassisk massespurt.

Med en distance på 204,0 km er der tale om en for løbet uhørt lang etape, der har både start og mål på Marjan Island, der er en ø ud for kysten umiddelbart nord for Dubai. Fra start kører man mod nordøst hen langs vandet, inden man drejer mod sydøst for at køre ind i ørkenen. Her går det mod sydvest ad en lige vej, inden man drejer mod vest for atter at køre ud til vandet i udkanten af Dubai. Her går det mod sydvest ned langs havet, inden man kører mod nord ud på en tange, hvor man kører en rektangulær rundstrækning med dagens første spurt, som er placeret efter 51,3 stort set flade kilometer.

Efter rundstrækningen kører man mod syd og sydøst tilbage til ørkenen, hvor man rammer en lang, lige ørkenvej, der følges mod nordøst og nord helt op til et vendepunkt i udkanten af byen Ras Al Khaimah. Her foretager man en U-vending for siden at køre mod syd tilbage ad samme vej, inden man drejer mod nord for at køre ind gennem Ras Al Khaimah og ud til kysten, hvor dagens anden spurt kommer efter 171,7 km. Nu drejer man mod sydvest for at køre ad den helt flade og næsten helt lige kystvej de sidste godt 30 km tilbage til Marjan Island. Her drejer man skarpt til højre ud på selve øen, hvor man følger en flad vej, der bugter dig mod højre. Med 2700 m igen foretager men U-vending, hvorefter det går ad samme flade vej, der nu naturligvis bugter sig til venstre, tilbage til mål.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Etapen byder på i alt 690 højdemeter.

Marjan Island har ikke tidligere været brugt som mål for et stort cykelløb.

Vejret

Mange af de ryttere, der led i søndags, vil glæde sig over, at vinden lægger sig kraftigt. Onsdag bliver en dag med fuldt blus på solen og en temperatur ved kysten på hele 29 grader. Vinden vil blot være let til jævn (10-16 km/t) og primært komme fra vest. Det giver hovedsageligt enten sidemed- eller sidemodvind, først primært sidemodvind, så sidemedvind og derefter sidevind på turen ud til vendepunktet, der kommer med 62,3 km igen. Igen er der sidevind frem til spurten med 32,3 km igen, men derefter er der sidemodvind hele vejen ud til øen. Her er der sidevind, der langsomt drejer over i modvind frem til U-vendingen, hvorefter man får modvind, der langsomt bliver til sidevind på den sidste kilometer.

Analyse af 3. etape

Man skal være af en meget kritisk natur, hvis man kan finde pletter på Tadej Pogacars 2020-sæson. Bevares, han skuffede måske i Strade Bianche, Dauphiné og Fleche Wallonne, men med en sejr i Tour-debuten og næsten en triumf i Liege-Bastogne-Liege er det meget svært at finde noget at være utilfreds med for det slovenske fænomen.

Alligevel er der nok to pletter på sæsonen, som har kunnet få Pogacar til ligge søvnløs en nat eller to. Den ene var det ærgerlige nederlag i sidevinden på Tourens 7. etape. Det skyldtes i vidt omfang et svagt hold og endte jo ikke med at koste sejren, men hvis han er den ærekære type, må det alligevel gøre lidt ondt på Pogacar, at der har spredt sig det indtryk, at han måske er sårbar i sidevinden.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

Han skulle dog ikke bruge lang tid på at gøre den antagelse til skamme. På 1. etape så han nok engang med et relativt svagt sidevindshold sårbar ud, men både han og UAE endte jo med at komme ud af etapen som en af de helt store vindere. Altså skulle der bare et enkelt sidevindsræs til, inden supertalentet fik bevist, at det ikke nødvendigvis bliver så let at fange ham i Nordfrankrig til sommer, som mange utvivlsomt havde håbet. Det var altså én plet, der hurtigt blev fjernet.

Den anden plet gjorde nok i virkeligheden mere ondt. At blive sat til vægs i sidevinden er ingen skam for en klatrer, for det er trods alt ikke hans hjemmebane. Det er bjergene derimod, og særligt er det måske Jebel Hafeet, der kan kaldes hans ”hjemmebjerg”. Det skyldes naturligvis ikke, at Pogacar selv har nogen videre forbindelse til Emiraterne, men det ligger lige midt i sponsorens hjemmebane, hvorfor han ifølge eget udsagn har klatret det flere gange om dagen i løbet af januar, hvor UAE-mandskabet var samlet til træningslejr i ørkenen.

Derfor må det også have gjort særligt ondt, at han fik serveret en syngende lussing i sit eget terræn lige for øjnene af alle sheikerne, der finansierer det arabiske foretagende. Det var nemlig sådan det må have føltes, da Pogacar som løbets storfavorit fik deciderede bøllebank af Adam Yates, der på ufattelig maner trodsede modvinden og kørte mere end et minut fra vidunderbarnet på 3. etape af sidste års udgave af sponsorens hjemmebaneløb. Og selvom Pogacar to dage senere fik revanche på den anden etape med mål på samme bjerg, har det næppe føltes som en helt tilfredsstillende hævn på en dag, hvor Yates bare skulle køre defensivt, og ingen derfor rigtigt med sikkerhed ved, om briten faktisk havde lidt mere i posen, selvom det ingenlunde så sådan ud.

I dag var rollerne så byttet om, da Jebel Hafeet nok engang var rammen om den nu ikoniske kongeetape i det ellers spritnye løb. Denne gang var det Pogacar, der var i front og kunne gribe løbet defensivt, mens Yates, der havde lidt verdens mest forudsigelige nederlag i gårsdagens fladbanetons skulle forsøge at finde de 38 sekunder, han skulle bruge for at forsvare sidste års titel. Denne gang var der ingen tvivl om, at Yates ville køre sig helt ud, og nu var det så op til Pogacar at bevise, at sidste års lille ydmygelse bare var en enlig svale.

Heldigvis er den svale lige så ensom som en isoleret gymnasieelev i coronatider. Det skortede ellers ikke på angreb fra Yates, da først Ineos med nogen forsinkelse endelig fik sprængt feltet i stumper og stykker med først en forcering fra Brandon Rivera og siden et fremragende forarbejde af en ganske velkørende Daniel Martinez. Yates trykkede til både i højre og venstre, og selvom ansigtsudtrykket flere gang antydede, at den slovenske elastik måske var på bristepunktet, var gummien denne gang mere solid, end den var for et år siden. I hvert fald holdt elastikken hele vejen, og da først Pogacar havde nået sin målstreg, da stigningen fladede ud på de sidste kilometer, var det ikke længere et spørgsmål om, hvorvidt revanchen var en relativt. Pogacars spurtsejr var nemlig lige så forudsigelig som Filippo Gannas tempotriumf for et år siden, og dermed blev sloveneren ikke blot efter Alejandro Valverde den anden rytter i historien til to gange at vinde på det ikoniske bjerg, han fik også en fornem hævn, der med ét fik fjernet de sidste rester af den anden og grimmeste plet på hans ellers fornemme 2020-sæson.

Medmindre Pogacar lader sig fange i vinden en af de kommende dage - vejrudsigten tilsiger, at det nok skal være fredag eller lørdag, hvor det meste af etaperne desværre afvikles i byzone - må Yates dermed nok affinde sig med, at han ikke bliver den første dobbelte vinder af det nye løb. Jebel Jais’ bløde procenter kan næppe ryste Pogacar og hans stærke UAE-mandskab, og dermed for Yates ikke sin drømmedebut i Ineos-trøjen.

Alligevel kan han rejse hjem med stor tilfredshed. Dagens præstation vidner nemlig nok engang om, at der er meget få ryttere i denne verden, der kan matche briten i ugelange etapeløb i foråret. I et år, hvor hans eneste grand tour bliver Vueltaen, er der masser af plads til at maksimere udbyttet af årets første måneder, og efter i dag står det klart, at Yates meget vel kan blive lige så dominerende som i hans fabelagtige 2019, hvor han på nærmest uhørt vis kørte med om sejren i Tirreno, Catalonien og Baskerlandet på mindre end en måned.

Nu kan han så bare ærgre sig over, at Ivan Ramiro Sosas superform desværre nok engang forsvandt som dug for solen, og at colombianeren nok engang fremstår som en af feltets førende lottokuponer, for en solid Sosa-føring var måske det sidste, der kunne have fået Pogacars elastik til at sprænge. Desværre var det ikke helt uventet, for vi har allerede i Burgos set, at Sosa lider voldsomt i sidevind, og det er ikke svært at forestille sig, at han allerede har presset sig selv, da der undervejs blev forsøgt den form for aggressiv kørsel, den lille colombianer hader allermest.

Yates fik sig dog kørt op på 2. pladsen på bekostning af Joao Almeida, der nok engang må sande, at han er ganske god til at forsvare sig i bjergene, som han på forbilledlig vis gjorde det over 15 dage i Giroen, men at han fortsat har så mange begrænsninger i bjergene, at den første grand tour-sejr ikke er lige i horisonten. Hans tredjeplads kan der næppe røres ved, men da også de to italienere Fausto Masnada og Mattia Cattaneo desværre fortsatte den uforudsigelig, Almeida bestemt ikke har, endte det hele som en lidt ærgerlig dag for Deceunincks trehovedede monster.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour of the Alps

Andre har mere grund til at være tilfredse. Det gælder særligt for EF, der fik to af deres talenter tilbage på sporet. Efter et år, hvor han var en kronisk skuffelse i bjergene - også i sæsonstarten, hvor hans resultater skjuler, at han faktisk slet ikke var imponerende - kom Sergio Higuita tilbage på sporet på en eksplosiv etape, der også passede ham som fod i hose. Naturligvis er det ikke svært at se, hvem der har udviklet sig mest siden det Tour of California, hvor han og Pogacar kørte lige op på kongeetapen, men nu synes han da at være i gang igen.

Det samme er Neilson Powless, der jo ellers var et falmet supertalent, men som siden sin flotte Tour i september synes genrejst. Nok skuffede han på enkeltstarten i går, men på løbets to øvrige etaper har han vist, at han stadig skal regnes som en af de mere spændende amerikanere.

Naturligvis er han ikke den mest spændende. I klassementssammenhæng er det uomtvisteligt Sepp Kuss, der nok engang bekræftede sit enorme potentiale i dag. Ganske vist var Yates’ mange forceringer lidt for skrap kost i februar måned, men for den langsomme amerikanske starter er det ganske lovende at se ham tage kampen op med løbets to favoritter og ikke mangle alt for meget i at følge dem til dørs. Senere viste han nok engang sin enorme loyalitet ved at hjælpe Chris Harper med at konsolidere en 4. plads, der endelig giver australieren det gennembrud, vi ventede på sidste år. Eneste lille minus i Jumbo-bogen i holdets sæsondebut er desværre Jonas Vingegaards overraskende nedtur, men desværre er det jo velkendt, at danskeren sjældent er flyvende fra sæsonstart. Det var bare den forrygende enkeltstart i går, der havde antydet det modsatte.

Heldigvis havde vi jo så en anden dansker, vi kunne juble over. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg aldrig havde tilskrevet Mattias Skjelmose en chance for at ligge nr. 6 efter tre dage, heller ikke efter 1. etapes flotte sidevindsræs. Gårsdagens enkeltstart gjorde mig blot endnu mere skeptisk, for det burde vel egentlig være her, han kunne have vundet tid. I dag klatrede han imidlertid til toppen sammen med nr. 10 i sidste års Tour og foran ryttere som Wout Poels, Domenico Pozzovivo, Rafal Majka og Jack Haig, hvilket er lidt af en bedrift for en rytter, der kun har kørt meget få løb siden skiftet fra juniorklassen. Det lover i den grad godt for fremtiden, og da Vincenzo Nibali også viste bedre februarform end vanligt, var det nok en fin dag for et Trek-hold, der har startet sæsonen fremragende.

Nibali måtte dog se sig slået af en af maj måneds Giro-rivaler. Emanuel Buchmann var ikke helt så stærk, som man kunne have troet, når man betænker hans vanlige vinterniveau, men på en etape, der grundlæggende passede hans motor superdårligt, kom han ganske fornemt igennem. Det kneb ikke uventet lidt på den nedre del, men da først den gigantiske motor var varm, tankede han vigtig selvtillid efter et 2020, der for ham ikke kun var et rædselsår grundet pandemien. At Patrick Konrad så slet ikke fulgte op på det flotte Provence, lever Bora nok med - særligt fordi mountainbikeeksperimentet Ben Zwiehoff bestod sin første test i fornem stil.

Bestod gjorde også Harm Vanhoucke, der endelig har lagt sin svære karrierestart bag sig. De første takter kom på Mallorca sidste år, hvor han viste, at han kan finde ud af at træne gennem vinteren, og derfor var det ikke helt uventet, at han ville køre stærkt i dag. Alligevel var det opløftende og overraskende, at han skulle vise sig som en af løbets stærkeste, og nu synes topniveauet efterhånden at være så godt, at det i næste række er holdbarheden og stabiliteten, der skal arbejdes med.

Det var dog ikke Vanhoucke, der var dagens største overraskelse. Det var miraklet Florian Stork, der aldrig - som i ALDRIG - har givet blot den mindste antydning af at kunne køre i bjerge. Bevares, han endte da som nr. 5 i et talentmæssigt spændende Tour Alsace i 2018, men det skyldes alene en tidsgevinst i et udbrud forud for betydelige klø på bjergetapen til La Planche des Belles Filles. At han i dag skulle køre fra flere grand tour-stjerner kom lige så meget ud af det blå, som da Alberto Bettiol pludselig helt uden forvarsel blev nr. 2 i den stjernebesatte Tirreno-enkeltstart i 2019. Og dermed kom DSMs første resultat i 2021 nok fra en af de ryttere, ingen havde ventet det fra.

Opløftende tendenser var der også fra Geoffrey Bouchard, der efter et skidt 2020 endelig synes at vise takterne fra Vueltaen i 2020. Det var der fra Nick Schultz, der fortsatte den flotte fremgang, han startede i Ardennerne sidste år. Det var der fra Damiano Caruso, der er betydeligt bedre end vanligt i februar. Og det var der fra Louis Meintjes, der efter sine katastrofeår måske kan være på en lovende kurs med en stærk præstation på en årstid, hvor hans dieselmotor normalt er iskold, og på en etape, der ikke kunne passe ham meget dårligere. Måske har holdskiftet gjort ham godt.

Nederlag var der naturligvis også mange af. Lottokuponen Wout Poels gentog mønsteret fra sidste år, hvor en stærk europæisk sæsondebut blev fulgt op af en nedsmeltning i den arabiske ørkenhede, og hans holdkammerat Jack Haig fortsætter de bekymrende takter fra sidste efterår. Ben Hermans, der ellers virkede så formstærk, var slet heller ikke så stærk som troet og fortsætter som Haig en lidt ærgerlig trend fra sidste år. Domenico Pozzovivo havde også regnet med mere efter den flotte enkeltstart, men desværre var der ingen Giro-genfødsel over hans kørsel i dag.

Læs også

Virkelig tiltrængt sejr: Det er vigtigt ikke at give op

Ingen af dem kom dog så ilde fra det som Alexey Lutsenko, Chris Froome og Alejandro Valverde. Kasakken fortsatte sit bemærkelsesværdige kollaps i den eneste måned, hvor man ellers plejer at kunne regne med hans form. Froomes resultat var bestemt heller ikke prangende, men efter gårsdagens enkeltstart gik det dog slet ikke så grelt, som man kunne have frygtet. Til gengæld gik det endnu værre for Valverde, end nogen kunne have drømt om, og man bliver hurtigt bange for, at manden, der aldrig kunne blive gammel, måske alligevel fik trukket karrieren lidt for langt, og at han ikke får den afsked, han fortjener. Dagens resultat var i hvert fald helt bemærkelsesværdigt skævt for en mand, der altid har været ustoppelig i februar.

I dag er det andre, der har overtaget evnen til at være ustoppelig. Det har Pogacar nemlig været, lige siden han bragede ind på den professionelle scene med en samlet sejr i Algarve i sit allerførste etapeløb som WorldTour-rytter på europæisk grund. Siden da er det gået slag i slag i en karriere, der har haft meget få pletter.

Én var, at han ikke kunne køre i sidevind, og en anden var, at han fik bøllebank af Adam Yates på Jebel Hafeet. Til stor bekymring for rivalerne skulle han blot bruge tre dage løbsdage i 2021 på at få fjernet de to pletter.

Favoritterne

UAE Tour er sammen med Tour of Guangxi og måske Tour de Pologne og BinckBank Tour det etapeløb på WorldTouren, der er mest gavmildt over for de rene sprintere. Ikke færre end fire af de syv etaper er så flade, at end ikke Jakub Mareczko kan finde en bakke at komme i vanskeligheder på, og som de fleste andre ørkenløb har WorldTour-løbet derfor været et paradis for de hurtigste af de hurtige - også de ryttere, der ikke skal bestige mange motorvejsbroer for at pulsen ryger over 200.

Derfor er det ret bemærkelsesværdigt, at vi skal frem til dag 4, inden vi kan se frem til løbets første rigtige massespurt. Sidevinden fik ødelagt festen på førstedagen, og da arrangørerne havde valgt at klumpe de to vigtigste etaper sammen i den første halvdel, er det først i løbets sidste del, at løbet for alvor får lov at vise, hvorfor det er at regne som et førende sprinterparadis.

Det burde vi få at se denne onsdag. Jeg er ikke i tvivl om, at Deceuninck og Ineos ligger vågne hele natten for at bede til vejrguderne om en rask lille ørkenstorm, men tilsyneladende er selvsamme guder lige så iskolde som en strømforsyning i et dybfrossent Texas. I hvert fald lægger den relativt kraftige vind fra de første tre dage sig ganske betydeligt, og selvom onsdagen på papiret lignede den måske farligste af de fire flade etaper, får vi næppe en gentagelse af søndagens drama.

I år har jeg grundlæggende været en klovn til at forudsige, hvornår vinden kommer i spil, og derfor skal man aldrig sige aldrig. Retningen er periodevist heller ikke helt skæv, selvom det havde været bedre med den nordvestenvind, der var varslet inden løbet. Vestenvinden giver en farlig sidemedvind på ørkenstykket samt ren sidevind på stykket frem og tilbage til vendepunktet mod nord. Desværre burde styrken altså ikke være kraftig nok - slet ikke når historikken viser, at vinden sjældent spiller en rolle i Emiraterne - og samtidig kan eventuel splittelse meget hurtigt blive kvalt, når man først kører ind gennem byzonen til den anden spurt og siden rammer et mere end 30 km langt sidemodvindsstykke ved kysten.

Nej, jeg tror, at vi får en relativt fredsommelig dag. Naturligvis er alle hold altid nervøse, ikke mindst efter dramaet på 1. etape, og der vil utvivlsomt være positionskamp frem mod enhver væsentlig retningsændring. Det vil også være overraskende, hvis ikke Ineos eller Deceuninck alligevel gør et forsøg undervejs, men de skal nok snarere sætte sin lid til den kraftigere vind torsdag, fredag og lørdag.

Mange hold har tabt klassementet, og det kan godt give lidt kamp om udbruddet, men mest af alt tror jeg, at en gruppe igen kører fra km 0. Derefter venter formentlig en relativt kedsommelig etape, hvor Deceuninck, Lotto, Bora og UAE, måske med hjælp fra Qhubeka, vil føre det meste af dagen. Undervejs vil der sikkert komme nervøsitet, positionskamp og et par forsøg på måske at splitte det, men hurtigt vil det forventeligt falde til ro, og vi får en mere klassisk sprinteretape, hvor udbruddet stille og roligt vil blive trukket ind i det lange modvindsstykke til sidst.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Jeg regner altså med en massespurt i en meget hektisk finale. Afslutningen er nærmest en kopi af fredagens velkendte finale på Palmeøen i Dubai, hvor vi ved, at alle altid er enormt nervøse for sidevinden ude på selve øen. Jeg venter derfor en vild positionskamp frem mod svinget ud i sidevinden med ca. 5 km igen, men vinden kan næppe heller her splitte det. Derefter venter en rigtig powerspurt på den brede boulevard, hvor der efter U-vendingen med 2,7 km igen er masser af plads til at lade farten tale.

Vi kender ikke rigtigt sprinterhierarkiet endnu, og formniveauet hos sprinterne kom ikke alt for tydeligt til skue i søndags. Jeg vælger dog at pege på Caleb Ewan som favorit, også selvom Sam Bennett normalt er en anelse hurtigere. Australieren har ganske vist ikke været i Australien i år, men meldingerne fra træningslejren i januar var, at han var flyvende, som han også plejer at være det på denne tid af året. At han bliver sat i sidevinden, er helt forventeligt og ikke nødvendigvis udtryk for dårlig form, og som vi så i Tour Down Under sidste år, har han tidligt på sæsonen ofte et fartmæssigt overskud i forhold til Bennett.

Ewans udfordring har altid været positioneringen. Selv er han god til det, men toget har haltet. I dette løb udgør Harry Sweeny, Tosh van der Sande, Roger Kluge og Jasper de Buyst dog et af de mest talrige, og selvom de ikke er de stærkeste, betyder antallet meget i et løb uden mange store tog. Samtidig er finalen helt ukompliceret, og det bliver i høj grad et spørgsmål om fart til slut. Her regner jeg med, at Ewan lige nu har overhånden, og derfor er han min favorit.

Det skyldes, at Sam Bennett som så ofte før virker lidt rusten efter en pause. I hvert fald var det et dårligt tegn, at ireren var én af bare to Deceuninck-ryttere, der ikke klarede sidevinden forleden, og det indikerer, at han som altid skal bruge nogen tid på at komme i gang. Til gengæld ved vi også, at det plejer at komme efter et par dage, som vi eksempelvis så det i Vallonien sidste år, hvor han var helt håbløs de første dage og siden ydmygede formstærke Arnaud Demare blot 24 timer efter at være sat på en ganske lille bakke. Derfor kan Bennett sagtens vise sig at være kommet i gang, og hvis det er tilfældet, plejer han at være hurtigere i en klassisk spurt som denne.

Toget med Iljo Keisse, Shane Archbold og Michael Mørkøv har ikke samme antal som Lottos ditto, men mand for mand har de traditionelt haft overhånden, og det er bestemt ikke usandsynligt, at Mørkøv sætter Bennett perfekt op. Han har desværre før døjet med timingen, særligt når han ikke har momentum, og den frygt kan man godt have i sidevinden denne onsdag, men gør han det rigtigt, vil hans fart normalt sikre ham en sejr.

En uge efter en nedtur i Almeria, hvor man fik fornemmelsen af, at den stadig var helt gal med Fernando Gaviria, rejste colombianeren sig med et brag i søndags, hvor han var helt i hopla i sidevinden og dybt imponerende, da han efter en hård dag i ét hug spurtede op til Mattia Cattaneo. Det viste sig at være en dum fejl, men Gaviria fik indikeret, at han er tilbage. Det lover godt forud for den første massespurt, for sås sent som sidste år havde han stadig en glimrende topfart i dette løb. Resultaterne udeblev dog grundet positioneringen, som altid er hans problem, og det vil den også være i dette løb, hvor han kun har den fallerede Maximiliano Richeze til sin rådighed. Heldigvis er denne finale så enkel, at han burde kunne få plads til at vise, at den gamle fart er tilbage. Er den det, kan man håbe, at vi igen ser den Gaviria, der så sent som i oktober 2019 fik Pascal Ackermann til nærmest at ligne en junior.

Netop Pascal Ackermann er naturligvis også en kandidat, for han vil elske denne powerspurt. Desværre var tyskeren gennem hele 2020 skuffende, og han fandt aldrig den imponerende 2019-fart. Nok vandt han to etaper i Vueltaen, men her var Bennett synligt hurtigere, i hvert fald indtil ireren i løbets sidste uge var kørt helt ned til sokkeholderne - og selv da slog Ackermann ham kun på målfoto. I det lys er der grund til at tro, at de tre ovennævnte er en anelse hurtigere, men til gengæld virker tyskeren formstærk. Han var i hvert fald svært overbevisende på 4. etape i Besseges, og det lover godt forud for denne finale, der altså passer ham. Han savner som bekendt stadig Rudiger Selig, og toget med Michael Schwarzmann og Martin Laas virker desværre lidt tyndt i forhold til rivalerne, men Ackermann vandt sidste år alligevel en etape på god positionering. Det kan han sagtens gøre igen i en powerspurt som denne.

Giacomo Nizzolo havde knæproblemer i løbet af vinteren, men nu synes han at være på vej frem. I dag imponerede han på Jebel Hafeet, og selvom sidevinden nok indikerer, at han ikke er flyvende, nærmer han sig et rimeligt niveau. Farten har han egentlig hele tiden haft, som vi så med den flotte og lange spurt på 2. etape i Besseges og med den overlegne sejr i Almeria, men til gengæld har han siden knæproblemerne aldrig kunnet matche de allerhurtigste i en klassisk massespurt. Powerspurten passer ham heller ikke, men til gengæld har han et tog med Lasse Norman, Matteo Pelucchi og Max Walscheid, der måske netop i en powerspurt kan vise sig som et af de stærkeste. Distancen taler også til Nizzolos fordel, og med et godt lead-out kan han således ikke afskrives trods den skrappe konkurrence af rene sprintere.

Phil Bauhaus var dybt imponerende i ørkenen for et år siden, men et styrt i Tirreno gjorde, at han aldrig fik bygget videre på det fine momentum. Til gengæld viste hans sejr foran en uhyre formstærk Davide Ballerini i Provence, at han vitterligt har taget skridt op siden begyndelsen af 2020. Desværre har det knebet med positioneringen, og hans tog i dette løb med Jonathan Milan og Fred Wright hører til blandt de mindst erfarne og mindst imponerende. Til gengæld er denne finale så ukompliceret, at Bauhaus har plads til at åbne for posen, og han vil elske en powerspurt, hvor han med samme power som i Saudi Tour sidste år kan komme ganske tæt på de bedste, som han gjorde, da han choksejrede i det stærke felt netop i dette land som ganske, ganske ung.

Læs også

Fænomenal brite vinder stor klassiker efter eksplosiv spurt

Allerede forleden udtrykte jeg min begejstring for, at Matteo Moschetti tilsyneladende er på vej tilbage. Provence var i hvert fald lovende, og trods en ringe position viste han på 4. etape også lidt af den fart, der to gange sendte Ackermann til tælling på Mallorca sidste år. Denne helt rene sprinteretape burde være sandt guf for Moschetti, der vil være relativt frisk til slut, og hans tog med Koen de Kort, Kiel Reijen og Emils Liepins er heller ikke helt ringe. Vigtigst er det dog, at der er plads til at vise, hvor hurtig han vitterligt er, og har han endelig genfundet fordums topfart, kommer han meget tæt på de bedste.

Jeg vælger også at rangere Elia Viviani relativt højt. Det var nemlig ganske lovende, at han klarede sidevinden forleden, og selvom selve spurten mildt sagt ikke var imponerende, skal det ikke slette indtrykket af en flot dag, at han var blevet træt efter så vildt et ridt. Vi skal nemlig ikke glemme, at Viviani kommer direkte fra en hjerterelateret pause, og i det lys var 1. etape en gigantisk succes trods en spurt, der ikke var køn. Her vil han være relativt frisk til sidst, og vi ved, at Viviani altid starter sin sæson stærkt, hvorfor formbasen forud for hjerteproblemerne også var god. Toget med Attilio Viviani, Kenneth Vanbilsen, Nathan Haas og Fabio Sabatini er måske ikke det stærkeste, men Viviani er selv god og snu i positionskampen, og det vil bringe ham langt. Samtidig viste han i Touren sidste år, at han trods alt stadig har en ganske hæderlig fart, der bør borge for et fornuftigt resultat.

Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad jeg skal mene om Cees Bol. Vi så i Touren, at der er flere sprintere, der er hurtigere end ham, og samtidig har han det ikke let i positionskampen. I Touren kom han meget langt på sit gode tog, men her har han et svagere besætning med Nikias Arndt og de mindre rutinerede Asbjørn Kragh og Alberto Dainese, der her ikke får chancen. Heldigvis er det en powerspurt, der burde passe godt til en fyr som Bol, og den kan kompensere lidt for positioneringen. Jeg tror bare ikke, at farten helt rækker, og hvis han også skal slås med en dårlig position, bliver det svært at være med helt i front. Heldigvis har han før overrasket, og det kan han gøre igen.

Jeg tror egentlig, at André Greipel vil gøre det ganske fint. Sidste år viste han i Tour Down Under og på Tourens 10. etape, at han altså stadig er ganske hurtig, og han er kendt for altid at flyve fra start. Hans problem er som bekendt positioneringen, men i lige netop denne powerspurt burde Greipel være i sit es. Toget med Alex Dowsett, Matthias Brändle, Omer Goldstein og ikke mindst Rick Zabel ligner også et af løbets bedre, og dermed burde der være chance for, at Greipel kan få plads til at vise, at han stadig er ganske hurtig. Han er næppe hurtig nok til at vinde, men det bør gå ham ganske pænt.

David Dekker lagde ud som lyn og torden, men jeg er lidt mere i tvivl om, hvordan han vil klare en klassisk massespurt. Hans styrke er hans holdbarhed, og han har ikke de allerbedste sprinterresultater som U23. Alligevel slog han Viviani og Michael Mørkøv forleden, og det vidner om, at han bestemt er konkurrencedygtig. Min bekymring er, at hans tog med Jos van Emden og Christoph Pfingsten ikke er det stærkeste, og kombinerer man det med en manglende rutine i positionskampen og en etape, der nok er lidt for let, får han svært ved at gentage den flotte den 2. plads. Til gengæld er han også så ubeskrevet, at han kan overraske.

BikeExchange skal finde ud af, om der satses på Kaden Groves eller Luka Mezgec. Vi ved, at Mezgec på sin fart er overmatchet i en klassisk powerspurt som denne, og derfor håber jeg, at de giver Groves chancen. Også han skal formentlig bruge et lidt hårdere løb for at boltre sig, for vi så sidste år i de mindre løb, han kørte, at han i relativt svage felter manglede det sidste. Samtidig har det knebet med positioneringen, mn det kan toget med Michael Hepburn, Jack Bauer og Mezgec måske kompensere for. Denne finale er i hvert fald så ukompliceret, at han får chance for endelig at gøre os lidt klogere på, hvor langt topfarten faktisk rækker.

Endelig vil jeg pege på Stefan Bissegger. Han får måske travlt med at beskytte Neilson Powless, men forhåbentlig får han også lov at spurte. Han viste nemlig i blandt andet BinckBank Tour, at han godt kan begå sig i massespurter, og hans kørsel i går vidner i hvert fald om fin form. Desværre er han også helt alene i finalen, og det vil trods hans power og fine positionering koste kræfter. Powerspurten burde passe en kraftkarl som ham, men til gengæld vil det overraske mig, hvis topfarten rækker til et absolut topresultat.

Blandt de øvrige sprintere ser jeg ikke umiddelbart en genfødsel af positioneringssvage Riccardo Minali , der er nærmest uden tog. Alberto Torres er før gået i top 10 i denne type spurter, men han kommer ikke i top 5. Andrea Vendrame mangler også farten til at være med helt fremme i en klassisk massespurt, og Yevgeniy Gidich har vel ikke kørt en reel spurt sin CRO Race i efteråret 2019.

Feltet.dks vinderbud: Caleb Ewan

Øvrige vinderkandidater: Sam Bennett, Fernando Gaviria

Outsidere: Pascal Ackermann, Giacomo Nizzolo, Phil Bauhaus, Matteo Moschetti, Elia Viviani

Jokers: Cees Bol, André Greipel, David Dekker, Kaden Groves, Luka Mezgec, Stefan Bissegger