Optakt: 4. etape af Volta a Catalunya

Ruten

Som det oftest har været tilfældet, følger de to store bjergetaper lige efter hinanden om onsdagen og torsdagen, og det vil også være tilfældet i år, hvor rytterne for sjette år i træk kastes ud i den klassiske finale i skisportsstedet La Molina. Der er tale om den sidste seriøse bjergudfordring i løbet, men det er også en bjergetape, der på ingen måde skal overvurderes. Målstigningen er nemlig ganske let og skabt til spurtstærke klatrere som Alejandro Valverde og Dan Martin, der kan se frem til at spurte om vigtige bonussekunder på en etape, der næppe vil gøre de helt store forskelle mellem de bedste.

Årets udgave er en forkortet udgave af den, der blev benyttet sidste år, og fører feltet over bare 150,3 km mellem Llanars i hjertet af Pyrenæerne og skisportsmekkaet La Molina bare få kilometer mod nordvest. I stedet for at køre den direkte vej mellem de to destinationer består etapen først af en lille sløjfe, der fører ud af Pyrenæerne. Fra start går det således mod syd og senere sydøst via en nedkørsel, indtil man når byen Olot. Her kører man mod vest direkte ind på kategori 1-stigningen Coll de Coubet (9,2 km, 5,5%, max. 11%), der er en meget jævn stigning med top efter 39,1 km. Derefter falder det let mod vest ned til den første indlagte spurt, som kommer i Ripoll efter 57,9 km, hvorfra man fortsætter mod nordvest igennem let stigende terræn.

Klatreudfordringerne indledes for alvor i bunden af kategori HC-stigningen Coll de la Creueta (19,9 km, 4,7%, max. 12%), der har top i 1920 m højde med 57,7 km igen og er en klassiker i løbet, selvom det er en ret let stigning, der dog over den sidste halvdel stiger med 6-7%. En lang nedkørsel leder nu mod nordvest ned gennem målbyen La Molina, hvor man få meter fra målstregen drejer til højre for at følge en vej ned til byen Alp, der går parallelt med den vej, der senere skal lede tilbage til mål.

Læs også

Stjerner hylder danskere og nordmænd

I Alp vender man rundt for atter at køre op mod La Molina, denne gang via den anden vej. Kategori 1-stigningen er i alt 11,4 km lang og stiger med 4,3% i gennemsnit samt har et maksimum på 13%. Denne gang drejer man imidlertid fra 700 m fra toppen, når der resterer 24,6 km, og følger herfra igen samme nedkørsel som tidligere mod nordvest ned til Alp, hvor den sidste spurt kommer med 12,3 km. Herfra går det atter mod sydøst op ad den afsluttende kategori 1-stigning, hvor man denne gang kører alle 12,1 km op til toppen. I fuld længe stiger den med 4,4% i gennemsnit og når maksimalt op på 15%. De første 4 km er hårde med 7-8%, inden det flader ud omkring byen Masella med godt 6 km igen. Den lette del fortsætter, indtil en nedkørsel leder ned til den 2 km lange rampe, der fører op til mål. Den stiger med 6,1% i snit, men når 8% over de sidste godt 500 m. På de sidste 3 km bugter vejen sig let, indtil der venter et meget skarpt hårnålesving bare 100 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 3500 højdemeter.

I 2014 viste Joaquim Rodriguez, hvorfor stigningen er skat til eksplosive ryttere, da hans først besvarede Chris Froomes mange angreb, inden han lavede en af sine karakteristiske accelerationer og således sikrede sig sejren fem sekunder foran Alberto Contador, mens Nairo Quintana mistede yderligere fire sekunder. Ikke færre end 48 ryttere sluttede imidlertid inden for et minut af etapevinderen, og det siger en del om stigningens natur. I 2015 udnyttede Tejay van Garderen, at han var ude af klassementet, til at angribe fra bunden, og mens klassementsrytterne kæmpede om den samlede sejr, sikrede han sig etapesejren. Richie Porte var først blevet sat af Contador, men kæmpede sig tilbage og sikrede sig en andenplads på etapen.

Heller ikke i 2016 kunne folk som Froome, Contador og Quintana gøre forskellen, og i stedet udnyttede Dan Martin sit antrit til at vinde to sekunder foran Contador, Romain Bardet og Tejay van Garderen, mens Porte og Quintana tabte ni sekunder. I 2017 år vandt Alejandro Valverde spurten i en favoritgruppe foran Dan Martin og Adam Yates på en dag, hvor hele 20 mand sluttede inden for 15 sekunder af vindertiden. I 2018 blev der endelig gjort større forskelle, da Valverde, Quintana og Egan Bernal tidligt kørte væk, inden den spanske veteran slog den yngste colombianer i spurten på toppen.

I 2001 vandt Santiago Blanco en udbrudssejr i Vueltaen, mens kun Jose Maria Jimenez havde held til at køre væk fra feltet og slutte fire sekunder foran en gruppe på 18 ryttere med alle klassementsrytterne.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Vejret

På en let stigning som La Molina kan vindretningen være altafgørende, og derfor vil der også denne gang være mange, der holder et vågent øje med vejrudsigten. De kan se frem til endnu en smuk solskinsdag, hvor det dog vil sky til sidst på eftermiddagen. Temperaturen i bunden af sidste stigning vil være ganske pæne 11 grader, og det vil være en stille dag med bare en svag til let vind fra syd. Efter modvind i indledningen giver det en dag med side- og sidemedvind. På Creuta-stigningen vil der være sidemedvind, mens der på den sidste rundstrækning vil være sidemedvind på nedkørslen og modvind på den nedre og sidemodvind på den sidste lange del af på La Molina-stigningen. Først i detsidste sving lige inden stregen får man medvind.

Analyse af 3. etape

Lige så flot, det var at følge Simon Yates’ flotte gennembrud, lige så urimeligt var det på sin vis. Igennem de der foregående år havde det nemlig været bror Adam, der havde været den stærkeste af de to, og det endda selvom han på ingen måde var blevet venligt behandlet af det britiske forbund. Mens Simon således med det samme blev udskreget til stortalent, skolet og pakket ind i vat af det veludviklede britiske talentprogram, som hurtigt gjorde ham til verdensmesteren på bane, blev stakkels Adam vejet og fundet for lidt. Således måtte han kæmpe sig vej til toppen på den barske måde langt fra hjemlandet på et lille fransk amatørhold, mens brormand med sin VM-titel tronede frem på alverdens tv-skærme.

Alligevel var det Adam, der slog først igennem. Selvom Simon vandt to etaper, var det nemlig Adam, der blev nr. 2 i Tour de l’Avenir i 2013. Da de året efter blev professionelle, var det Adam, der i Tyrkiet Rundt tog den første af deres sejre, og mens Simon måske vandt en etape i Vueltaen og fik hæderlige top 10-placeringer i både Vueltaen og Touren, var det altså Adam, der blev nr. 4 i verdens største cykelløb i en meget ung alder, tog en stor klassikerskalp i Clasica San Sebastian og var meget tæt på at gøre det samme i GP Montreal.

Sidste forår så det da heller ikke ud til, at styrkeforholdet var forandret. Simon vandt måske nok kongeetapen i Paris-Nice, men det var i et felt renset for verdens bedste klatrere. I samme periode drev Adam til gengæld gæk med hele verdenseliten ved to lejligheder i Tirreno-Adriatico, og da de begge et par dage senere stillede til start i Catalonien, så det ud til, at 2018 skulle blive et år, der blot ville bekræfte, at Adam var Yates-bror nr. 1.

Sådan gik det som bekendt ikke. Få dage senere lå Adam i asfalten, og det brækkede bækken, han her pådrog sig, skulle han tilsyneladende aldrig rigtigt komme sig over. Ganske vist vandt han en etape i Dauphiné, men med Touren som det store lavpunkt blev 2018 generelt et år til skraldespanden for stakkels Adam. Og i samme periode kunne han bare se til, mens bror Simon betog hele verden med den ene imponerende opvisning i Giroen og Vueltaen efter den anden.

Derfor var det da også Simon, der tiltrak sig al opmærksomheden igennem vinteren. Om det er det, der har ansporet Adam til at komme flyvende ud til sæsonen, skal vi lade være usagt, men sandheden er i hvert fald, at 2019 ser ud til at kunne blive året, hvor han igen træder ud af brormands skygge. Han lagde ud som lyn og torden ved at levere en sand magtdemonstration på kongeetapen i Valencia, hvor han tog en for ham uhørt tidlig sejr, og i forrige weekend gjorde han så det, der ellers indtil i år nu har virket helt umuligt, da han knækkede uovervindelige Primoz Roglic på en af Tirrenos stejle mure.

Med tanke på Simons alt andet end overbevisende præstationer på Paris-Nices stigningerne, krævede det da heller ikke megen omtanke at indse, at det måtte være Adam, der var Mitcheltons bedste kort i denne uges stjernebesatte Volta a Catalunya, hvor de for en sjælden gangs skyld gør fælles front. Alligevel var der nok mange, der tvivlede på, om han virkelig kunne vinde det, der må være årets stærkest besatte ugelange etapeløb. Denne gang udfordredes han nemlig ikke af de stejle mure, som han har vist sig at mestre til perfektion, men derimod af rigtige bjerge, der i hvert fald historisk har ligget dårligere til begge de britiske brødre. Og med tanke på, at han var oppe mod rigtige bjerggeder i form af de formstærke Egan Bernal og Nairo Quintana, var det naturligt at være lidt skeptisk i forhold til hans chancer for at gentage sidste uges kunststykker.

Efter i dag må man imidlertid begrave den skepsis, da det lykkedes en cool Yates at få skovlen under begge de to colombianske bjerggeder, der ellers lagde an til den duel, jeg lagde op til i gårsdagens optakt. Med den kølighed, som kun de to Yates-brødre har, lod han de to landsmænd slide hornene af hinanden, da Bernal som ventet åbnede ballet, efter at Skys to øvrige supertalenter Pavel Sivakov og Ivan Sosa havde kørt alle verdensstjernerne helt ud på deres grænse - endda helt uden af behøve hjælp fra en tilsyneladende stadig forslået Chris Froome. Mens de to colombianere udkæmpede deres duel, gik iskolde Yates aldrig i panik og lukrerede på, at det aldrig lykkedes Bernal at slide Quintana op. Da den unge Sky-komet endelig lettede på tråddet af frygt for senere at få urokkelige Quintana i nakken, kom Yates let tilbage og det helt uden at have været i rød zone som sine to rivaler.

Derfra lignede han aldrig en mand i vanskeligheder. Måske kunne han med de 2-3 slangehug, han forsøgte sig med undervejs, ikke komme af med en yderst velkørende Bernal, men han vidste, at han havde sin spurt at gøre godt med. Sneglen Quintana var der ingen grund til at frygte, og selvom hurtige Dan Martin mod slutningen kom tilbage, vidste han, at ireren længe havde lignet en mand på bristepunktet og derfor næppe havde det eminente punch, der har gjort ham til en af klatrernes giftigste afsluttere.

Læs også

Bora nærmer sig Visma-profil

Men kunne han også få skovlen under Bernal? Den alsidige colombianer har nemlig vist, at han naturligvis også kan spurte - manden kan som bekendt alt - og derfor var det langtfra givet, at alt ville forløbe efter planen. Det gjorde det imidlertid, da han undlod at begå samme dumme fejl som i spurten på 4. etape i Tirreno og denne gang ikke lod sig fange for langt tilbage. I stedet sad han i front, så han med det samme kunne reagere, da en udkørt Martin forsøgte at overraske med en lang spurt, og herfra kunne han let gå forbi og holde sin colombianske rival, der ellers sluttede stærkt af, bag sig.

Sejren er lidt af et gennembrud for Yates. Ikke blot bekræfter han, at han er mindst lige så god som sin bror, det er også første gang, at han vinder i en stor bjergfinale ved faktisk for rent bord at slå hele eliten. Måske vandt han en etape i sidste års Dauphiné, men har var flere af verdens bedste fraværende. I denne uges løb var de der næsten alle, og med sejren viser han, at han er klar til at imitere sin brors 2018-sæson. Dengang viste Simon nemlig, at han ikke blot kan begå sig i eksplosivt terræn, men nu også slå de bedste i de høje bjerge. Det var præcis det samme, bror Adam i dag gjorde for første gang.

Med sejren står han endda i en god position til også at tage den samlede sejr, som han på så brutal vis missede med 0,31 sekund i Tirreno for en uges tid siden. I hvert fald er der nu lagt op til et knivskarpt opgør på sekunder mellem ham, Bernal og Martin, der blandt dagens fem topklatrere ligner kandidaterne til den samlede sejr. Morgendagens La Molina-stigning er nemlig ikke svær, og med den modvind, der er varslet, virker det usandsynligt, at de Bernal, Yates og Quintana kan ryste hinanden. Derfor kunne det meget vel blive endnu en taktisk affære, der skal afgøres i en spurt, og i det spil viste Yates i dag, at han kan stole på sine afslutterevner.

Bernal må omvendt være dybt frustreret. Sky gjorde ellers alt rigtigt ved at sætte det dræbende tempo, han skulle bruge for blandt andet at knække den mere eksplosive Alejandro Valverde - en mission, der lykkedes til UG med kryds og slange. Og havde det ikke været for Quintana, er det da også sandsynligt, at han var kørt alene hjem til den solosejr, mange havde ventet. Ligesom i Paris-Nice viste den ”gamle” colombianer imidlertid, at han i den grad er tilbage og ingenlunde har tænkt sig at afgive den colombianske cykeltrone frivilligt, og vi blev således vidner til endnu en knivskarp duel mellem den unge opkomling og den regerende konge i en saga, der ser ud til at kunne blive et ganske interessant tema i resten af sæsonen.

Det lykkedes imidlertid Quintana med sin uvilje til at føre at lade først Yates og siden også Martin og Miguel Angel Lopez komme tilbage i opgøret. Den taktik kan naturligvis diskuteres, for havde han givet Bernal en hånd - vi ved stadig ikke, om han kunne eller var på grænsen - kunne han nok have sikret sig en andenplads bag sin landsmand, der med sikkerhed havde vundet spurten. Om det var Valverde-kortet, han spillede, skal vi lade være usagt, men sandheden er i hvert fald, at Yates, Martin og Lopez alle skylder ham en tak, for uden hans destruktive kørsel havde de næppe været med i spillet endnu. En anden tilgang havde måske nok gjort det svært at slå Bernal, men som sagerne står nu kan Quintana meget vel i kraft af sine begrænsede afslutterevner risikere at ende som nr. 4 bag Yates, Bernal og Martin, der synes at skulle slås om sejren.

Det kan særligt Martin være tilfreds med. Det var nemlig tydeligt, at ireren var kvintettens svageste, men med det fightergen, der har gjort ham elsket blandt cykelfans verden over, fik han gang på gang slidt sig tilbage, og da det hele gik i stå på den sidste kilometer, kunne han endda nå at komme sig så meget, at han i spurten kunne sikre sig en 3. plads og dermed via bonussekunder holde sig inde i spillet om den samlede sejr. Med tanke på, at han vel på papiret er den allerhurtigste af de tre topkandidater og udsigt til en mulig spurt både i morgen på La Molina, hvor han tidligere har vundet, og på søndag i Barcelona, er det slet ikke usandsynligt, at Martin kan tage sin anden sejr i det løb, han betragter som sit hjemmebaneløb. Det vil være en ikke uvæsentlig skalp i årets ekstremt stærkt besatte udgave og endnu et bevis på, at UAE efter et svært 2018 ser ud til endelig at få det til at fungere med deres mange stjerner.

Lopez havde allerede i Paris-Nice givet indtryk af ikke at være helt på toppen og i øjeblikket den lille af de tre colombianske topklatrere. Set i det lys var det ganske flot, at han alligevel kunne konfirmere sit enorme potentiale ved at sidde med helt i front. Desværre var dagens etape også den eneste, der passede ham i dette løb, og med mindre det hele ender i en meget taktisk affære i morgen, ser han ud til at skulle blive den lille i topkvintettens kamp om den samlede sejr.

Den helt åbenlyse mangel i front var naturligvis Alejandro Valverde, men som jeg skrev i gårsdagens optakt, var det ikke uventet at se ham falde tilbage. Sidste års Vuelta lærte os nemlig, at der er én ting den ellers uopslidelige verdensmester synes at have mistet, nemlig evnen til at begå sig i de rigtige bjerge. I den spanske grand tour excellerede han i de eksplosive finaler, men på alle de lange målstigninger kom han til kort. Det mønster gentog sig desværre i dag, og med mindre det mønster mod forventning skulle ændre sig, kunne det se ud til, at han i karrierens efterår måske skal fokusere på det, der er hans naturlige talent, nemlig klassikere og etaper i eksplosivt terræn. Til gengæld kan Movistar så glæde sig over, at det efter et skuffende Tirreno lykkedes for Richard Carapaz endelig at konfirmere sit virkelige potentiale, da han endelig ramte sit foretrukne terræn i de høje bjerge.

Blandt etapens vindere finder vi også Steven Kruijswijk. Den hollandske dieselmotor er ellers ikke kendt for sine meritter i ugelange etapeløb, hvor hans restitutionsevne aldrig er kommet til sin ret, og derfor er det endnu et tegn på, at han er på vej mod at genfinde sit eminente 2016-niveau, at han i dag i en ret eksplosiv finale efter bare tre dages cykelløb kunne være så tæt på de bedste. Også Ilnur Zakarin konfirmerede de yderst opløftende tendenser, vi har set genne sæsonens første uger, og da også han blot bliver bedre og bedre gennem de tre uger lange etapeløb, ligner han mere og mere en mand, der har tænkt sig at skulle have et ord at skulle have sagt i opgøret mellem Dumoulin, Roglic, Bernal, Yates og Lopez i maj måneds Giro. Wilco Kelderman kan også være yderst tilfreds med, at han synes at være kommet sig over den sygdom, der frarøvede ham en gylden chance for at vinde et Paris-Nice, hvis rute lå til hans højreben, og Michael Woods kunne med dagens 10. plads atter imponere, denne gang ved at klatre med verdenseliten på et rigtigt bjerg, som ellers ikke hans største force.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

Andre har grund til at være mindre tilfredse. Det var i hvert fald ikke en god dag for fransk cykelsport, for både Thibaut Pinot og Romain Bardet havde ventet at skulle være længere fremme på en stigning som denne. Også Enric Mas må desværre sande, at han trods sit enorme talent lider af en ærgerlig mangel på stabilitet, der også betød, at hans forår i 2018 først kom på skinner med sejren på sidste etape i Baskerlandet. Rafal Majka måtte endnu engang sande, at der er lang vej til det gamle niveau, ligesom Davide Formolo fortsat har det svært på de lange stigninger. Og endelig måtte Richie Porte sande, at gårsdagens dårlige ben ikke var en enlig svale, og at han desværre fortsat er mærket af en sygdomsperiode, der ligesom i 2018 synes at skulle slå hans forår helt i stykker

Yderst formstærke Maximilan Schachmann gjorde det flot, men må sande at et rigtigt bjerg aldrig bliver hans force. Ligeledes måtte unge talenter som Giulio Ciccone, Hermann Pernsteiner og James Knox sande, at de fortsat har et stykke vej at gå, inden de kan være med helt i front på dette niveau. Til gengæld var det yderst lovende at se, at det fallerede stortalent Merhawi Kudus ser ud til at blomstre ved at være kommet væk fra fallitboet Dimension Data og over til succesmaskinen hos Astana.

Endelig er det naturligvis Thomas De Gendt. Den belgiske maskine imponerede ved at forsvare sig heroisk og hænge fast i trøjen med et lille halvt minut. Det er nok desværre for lidt på morgendagens etape, hvor Sky og Movistar næppe har tænkt sig at slæbe ham med til bunden af sidste stigning, men man må lette på hatten for en mand, der viste, at det altså ikke var helt tilfældigt, at han nu for godt syv år siden endte på Giro-podiet.

I morgen slutter festen imidlertid forventeligt, når Movistar og Sky skal forsøge at sætte Yates til vægs på den lette stigning op til La Molina, for der er i den grad lagt i kakkelovnen til, at der skal køres stærkt fra start. Det bliver nok mere end den brølstærke belgiske maskine kan klare, men om det er nok til også at få skovlen under Yates er lagt mere usikkert. Adam ser nemlig ud til at være fast besluttet for anden gang i karrieren at træde ud af brormands skygge. Efter i dag er han godt på vej til at gøre det igen.

Favoritterne

Som sagt kunne det efter dagens etape meget vel ligne et opgør mellem Dan Martin, Egan Bernal og Adam Yates, der blandt de fem i front på dagens etape er de klart hurtigste. De kommende etaper er nemlig alle relativt eksplosive, og det kunne derfor ende i et knivskarpt opgør om sekunder, hvor også tidsbonus kan komme til at spille en afgørende rolle.

Der venter ellers endnu en bjergetape, nemlig morgendagens traditionelle klatretur op til La Molina, men den skal ingenlunde overvurderes. Den samme finale har nemlig været benyttet nu mange gange i træk, og vi ved, hvad vi skal forvente, også selvom man har varieret første del af ruten fra år til år. Det har ikke gjort den store forskel, at man i de senere år har fjernet en sløjfe i dalen mellem de sidste to stigninger, og at der derfor intet fladt er i finalen. Den sidste stigning er måske nok stejl i bunden, men den sidste halvdel er så nem, at det oftest er endt i en spurt på den sidste rampe, hvor Alejandro Valverde har været svær at slå.

Sidste år så vi imidlertid, at løbet godt kan eksplodere på den stejle del, da Movistar her flåede feltet i stumper og stykker for til slut at klemme stakkels Bernal inde i en spansk sandwich, inden Valverde færdiggjorde arbejdet i spurten. Med den rette vindretning kan der altså godt skabes større forskelle end som så i det, der er det sidste store opgør mellem klatrerne i årets Volta a Catalunya, men desværre er betingelserne ikke gunstige denne gang. Det vil ganske viste ikke være blæsende, men vinden vil være imod rytterne, især på den nedre og stejle del, og det kan gøre det meget vanskeligt at gøre forskelle.

Med den udsigt er der også lagt op til, at der skal køres stærkt fra start. For det første er der næppe nogen, der tør slæbe De Gendt med hen til bunden af den lette målstigning, for med stop-go-kørsel i modvinden kan han pludselig blive farlig. For det andet må det ubetinget være i både Skys og Movistars interesse at gøre løbet så hårdt som muligt, da Bernal og Quintana som rigtige klatrere skal slide de mere eksplosive Yates og Martin op, og det lader sig ikke gøre ved blot at vente til den lette stigning op til La Molina.

Derfor regner vi også med en knaldhård etape. Forskellene er så store, at mange ser en chance i et udbrud, og således er der lagt op til en aggressiv start, hvor det vil tage tid at få en gruppe etableret. Det kan meget vel ske først på dagens første stigning, og det vil sikre, at det bliver et yderst potent udbrud af stærke klatrere. Alligevel er det svært at se dem klare den hele vejen hjem, for selvom Lotto Soudal vil elske at se bonussekunderne forsvinde langt ud i horisonten, er det ikke i interesse for Quintana og Bernal, der som sagt ikke kan få etapen hård nok. Derfor regner vi med, at løbets to stærkeste hold, Movistar og Sky, kan gøre fælles front ved at sætte et dræbende tempo allerede på Creueta, og det betyder formentlig, at De Gendt vil falde fra allerede her og derfor tabe mange flere minutter, end han gjorde i dag.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour of the Alps

Vi regner derfor også med, at udbruddet automatisk vil komme tilbage, og at det vil være et yderst decimeret felt, der vil ramme den første af de to opkørsler til La Molina. Her vil vi slet ikke udelukke, at Movistar kunne finde på at sende Richard Carapaz i offensiven allerede første gang, og det kunne være et ganske interessant fremstød. I bror Simon har Adam imidlertid en luksushjælper, som Bernal har det i supertalentet Sosa, der i dag kørte hele feltet sønder og sammen, og derfor tror vi, at alle tidlige fremstød elimineres.

Vi forventer således, at det bliver en yderst restriktiv gruppe, der rammer La Molina for sidste gang - bemærk i øvrigt, at der ligger nogle formentlig meget afgørende sekunder i bonusspurten i bunden - og herefter skal Sky og Movistar lægge det maksimale pres på den nedre, stejle del. Bernal og Quintana er tvunget til at angribe tidligt, inden det flader ud, men i modvinden tror vi ikke, at de kan ryste hinanden og næppe heller Yates, der er komfortabel på en kortere, eksplosiv stigning. Derfor forudser vi endnu et taktisk spil mellem de samme fem klatrere som i dag, men denne gang kan gruppen meget vel vokse sig større, da modvinden og de lettere procenter vil gøre det mere taktisk og knap så selektivt.

Dermed ser vi to scenarier. Enten ender det i den spurt, vi har set så ofte før, og hvor Valverde har vundet to gange og Martin én. Alternativt bliver det hele til slut så afventende og taktisk, at nogle af de ryttere, der i dag tabte lidt tid, kan snige sig væk i en ukontrollerbar finale, som Tejay van Garderen gjorde det, da han vandt etapen for nogle år siden.

I dag viste Bernal dog så meget overskud, at han lukkede alt ned, og det vil formentlig ske igen. Derfor tror vi mest på en spurt, der denne gang komme efter en lille nedkørsel og er betydeligt lettere, end den var i dag. Det vil gøre det hele mere eksplosivt, og dermed betyder afslutterevner mere.

Det får os til at pege på Dan Martin som vores favorit. Det var tydeligt, at han i dag var et niveau eller to under sine værste rivaler, men det lykkedes ham igen og igen at komme tilbage. Det vil han formentlig også kunne gøre i morgen, hvor det bliver endnu sværere for Bernal, Quintana og Yates at ryste hinanden, og morgendagens mere eksplosive spurt passer langt bedre til ireren, der som bekendt er tidligere vinder her. Samtidig kender han den svære finale, hvor det er enormt vigtigt at komme først igennem det sene hårnålesving, og den kombination er god for Martin, der på papiret er en bedre afslutter end både Bernal og Yates. I dag var han så stegt, at han måtte se sig slået, men i morgen tror vi, at han kan bruge sit punch til at sætte sig igennem og med 10 bonussekunder tage et stort skridt mod sin anden samlede sejr i løbet.

Det kan dog også meget vel ende med endnu en sejr til Adam Yates. I dag viste han ikke blot, at hans storform fra Tirreno som sagt er intakt, men også at han stadig har sine glimrende afslutterevner. Martin har måske nok en bedre historik som puncheur, men det skyldes mere ugidelighed fra Yates, der ikke altid gidet deltage i disse spurter. Når han gør det, er han ganske hurtig, og han har vel næppe været bedre, end han er i disse dage. Samtidig er det sandsynligt, at han vil sidde med et overskud, som Martin ikke har, og da den sidste rampe trods alt er 2 km lang, er der gode chancer for, at Yates atter med sit slangehug kan sætte sig igennem og tage sejr nr. 2 på bare to dage.

I dag blev Egan Bernal slået, men han viste atter, at han ikke er en ueffen afslutter. Samtidig kender han finalen godt fra sidste år, hvor han blev slået af Valverde, og han vil derfor vide at placere sig ordentlig i den vanskelige finale. Samtidig lignede han i dag stærkeste mand, da det var ham, der konsekvent lukkedes samtlige huller, men han var altså ikke god nok til at sætte Quintana af. Det får han også svært ved at gøre på morgendagens lettere stigning, men med sin spurt er han bestemt ikke uden chancer mod Yates og Martin, ikke mindst hvis det som forventet bliver en knaldhård og opslidende dag. Og hvis han og Quintana faktisk igen lykkes med at køre væk på den stejle del, kan han måske ligefrem overtale sin landsmand til også at samarbejde. Sker det, vil det være en formssag at spurtbesejre Movistar-stjernen til sidst.

Som sagt var det ikke uventet, at dagens stigning blev for lang og svær for Alejandro Valverde. Det gør La Molina imidlertid ikke, for her har han været ufatteligt svær at slå. Spørgsmålet er bare, om han får lov at køre sin egen chance i et løb, hvor det må være i Quintanas interesse, at der bliver sat et dræbende tempo fra bunden, ligesom det kan tænkes, at det samlede antal højdemeter igen slider silken af den smukke VM-trøje. Sker det ikke, skal man imidlertid slet ikke udelukke, at Valverde kan rejse sig ved at tage den tredje sejr på La Molina. Modvind, lette stigningsprocenter, et sandsynligt taktisk og afventende spil… Alt sammen giver det Valverde chancer for at være med, når der skal spurtes. Og er han det, er udfaldet vel næsten givet på forhånd.

En mand, der måske kan overraske i en spurt, er Michael Woods. Canadieren imponerede på dagens meget lange stigning, og han burde være mere komfortabel på den mere eksplosive opkørsel til La Molina. Hans speciale er ganske vist at afslutte på de stejleste af de stejle mure, men også på en rampe som denne har han et fornuftigt punch. Det bliver måske nok svært at slå Martin, Yates, Bernal og Valverde, men uden chance er han bestemt ikke. Og tør han ikke stole på sin spurt, er han en af de ryttere, der kan udnytte favoritternes taktiske spil til at snige sig væk.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Det samme er Steven Kruijswijk. Den hollandske dieselmotor hører til blant sportens langsomste, og derfor er det givet, at han ikke vinder en spurt på toppen. Til gengæld virker han enormt velkørende, og da han i dag tabte lidt tid, har han ikke det samme fokus som de ryttere, der stadig er i spil til den samlede sejr. Bliv derfor ikke overrasket, hvis der pludselig er en gul Jumbo-trøje, der sniger sig væk i finalen.

Den kunst mestrer Ilnur Zakarin i øvrigt også. Det har han vist flere gange, og efter at han i dag bekræftede, at han altså virkelig er på vej tilbage, kan vi vente at se ham figurere i den gruppe, der skal køre om sejren til sidst. Det er klart, at han ikke vinder en spurt, men glem ikke, hvem der sneg sig væk på toppen af Etna i Giroen i 2017. Det var snu Zakarin, der udnyttede den afventende kørsel. Måske kan han gøre det igen og dermed sikre noget så sjældent som en Katusha-sejr.

Samme evne har Thibaut Pinot. Det så vi, da han i sidste års Vuelta sejrede på Lagos de Covadonga, hvor han udnyttede, at han havde tabt lidt tid i sidevinden. I dag fik han sig en uventet lussing, men vi ved, at der altså ikke er noget galt med formen. Pinot har det med at have sine dårlige dage i ny og næ, og han kan sagtens rejse sig i morgen, som han i øvrigt netop gjorde det, da han vandt i Vueltaen sidste år. Og skulle han få en følgesvend med i et taktisk angreb, kan han slå de fleste på stregen.

Richard Carapaz kan som sagt blive spillet ud tidligt allerede ved første passage af La Molina, men han kan også komme i spil i finalen. Han er i hvert fald ved at finde formen og burde have gode muligheder for at snige sig med i den gruppe, der skal køre finale. Her vil Quintana naturligvis ikke få frihed, men det vil en velkørende Carapaz, der endda med sin motor blot bliver bedre og bedre i et etapeløb og således garanteret er endnu bedre i morgen.

Vi ved også, at Romain Bardet har et vidunderligt angrebsinstinkt. Det har igennem de seneste uger været tydeligt, at han ikke helt kan matche de bedste i øjeblikket, men han er ikke langt efter. Kommer han tilbage i et taktisk spil, vil han ikke tøve med at angribe, og han plejer at have en ganske god næse for at gøre netop det. Om benene rækker til at gøre det færdigt, er måske tvivlsomt, men det kan bestemt ikke udelukkes.

Samme strategi skal Enric Mas og Wilco Kelderman benytte. Dagens etape viste, at de måske ikke helt har benene til at matche de bedste, men også de har tabt lidt tid. Samtidig bliver Mas som regel bedre og bedre, og det samme bør Kelderman gøre efter sin sygdom. For at vinde skal også de benytte det taktiske spil, men som halvhurtige afsluttere kan de gøre det færdigt, også hvis de får en følgesvend eller to.

En joker kunne være Maximilian Schachmann. Tyskeren er som bekendt i fabelagtig form, men de høje bjerge er ikke hans naturlige terræn. Alligevel kan han måske lukrere på det taktiske spil til at komme tilbage i finalen eller ved med et tidligere angreb at sikre sig et forspring. Den sidste 2 km lange rampe op til mål vil herefter passe perfekt til den ganske hurtige Schachmann, der spurtede sig til en 4. plads på bakken på 2. etape.

Endelig er der Nairo Quintana. Colombianeren ligner næststærkeste mand, men det er pokkers svært at se ham vinde denne etape. Han ligner ikke en mand, der kan sætte Bernal, slet ikke på en let stigning som denne, og han vinder ikke en spurt mod hverken Bernal, Yates eller Martin. For at vinde skal han ganske enkelt køre fra alt og alle, da han heller ikke får taktiske gaver foræret. Det er ikke umuligt, men ser meget, meget svært ud. På samme måde bliver det tæt på umuligt for Miguel Angel Lopez at vinde, da han i en spurt vil være overmatchet af Martin, Yates og Bernal, ikke har den mindste frihed og ikke ligner en mand, der kan køre væk fra løbets bedste.

Feltet.dks vinderbud: Dan Martin

Øvrige vinderkandidater: Adam Yates, Egan Bernal

Outsidere: Alejandro Valverde, Michael Woods, Steven Kruijswijk, Ilnur Zakarin, Thibaut Pinot

Jokers: Richard Carapaz, Romain Bardet, Enric Mas, Wilco Kelderman, Maximilian Schachmann, Nairo Quintana

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Alejandro Valverdes sejre fra 2018 og 2017, Dan Martins sejr fra 2016, Tejay van Garderens sejr fra 2015 samt Joaquim Rodriguez’ sejr fra 2014.