Optakt: 4. etape af Vuelta a Espana

Ruten

Vueltaen er kendt for allerede at byde på bjergetaper meget tidligt i løbet, og det er også tilfældet i år, hvor man skal bare fire dage ind i løbet, inden den første store bjergafslutning venter. Det sker, når man for første gang skal slutte på den nye Puerto de Alfacar efter en etape, der byder på endnu ét stort bjerg. Der er måske langt fra tale om Vueltaens sværeste bjergfinale, men allerede på fjerdedagen vil vi i hvert fald får den første lille indikation på, hvem der er kommet til Spanien for at kæmpe med om sejren.

I alt skal der tilbagelægges bare 161,4 km med start i Velez-Malaga og med mål på Puert de Alfacar. Som på de foregående etaper går starten ved den spanske solkyst, og derfor lægges der igen let ud, da man i den indledende fase bare følger den flade kystvej mod øst. Først efter 42 km forlader man vandet og drejer mod nord, hvor man følger en flad vej over 9 km. Den leder frem til bunden af dagens første store udfordring, kategori 1-stigningen Alto de la Cabra Montes (15,7 km, 5,9%, max. 8,75%), der er en yderst regulær stigning med top efter 66,7 km. Herefter forsætter det med at stige, mens man kører mod nord frem til forplejningen, inden man følger en lille nedkørsel mod vest og derefter rammer en ikke-kategoriseret stigning, der fører mod nord.

Efter de to første stigninger venter en lettere fase, der fører mod nordøst og nord via et længere faldende stykke, inden man i Santa Fe efter 133,8 km drejer mod øst. Her følger man en let stigende vej frem til storbyen Granada, hvor den indlagte spurt kommer med 17,9 km igen. Herefter drejer man mod nordøst for at køre ind på dagens målstigning, Puerto de Alfacar, der er i kategori 1 og ligger i udkanten af byen. Den stiger med 5,4% i gennemsnit over 12,4 km og når efter en let start og et lille plateau et stejlt stykke på 11% efter ca. 6 km. Herefter stiger det med 6-8%, indtil det over de sidste 3 km flader ud med stigningsprocenter på 3-6. Efter mange hårnålesving er de sidste 2 km uden tekniske udfordringer, idet vejen kun bugter let. Den sidste kilometer stiger med 3% i snit.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Etapen byder på i alt 3297 højdemeter.

Puerto de Alfacar har ikke tidligere været mål for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Vejret

Det har været en varm start på løbet, men tirsdag tager varmen for alvor fat. Det sker på en dag, der ikke byder på skyer, og hvor temperaturen i Granada i bunden af den sidste stigning ventes at nå hele 36 grader. Der vil være en jævn vind fra syd, hvilket giver sidevind på det indledende kyststykke og derefter med- og sidemedvind det meste af dagen. Der vil være sidevind på det sidste stykke frem mod Granada og derefter sidemedvind på selve stigningen, indtil man får sidemodvind på den sidste kilometer.

Analyse af 3. etape

Ved hver eneste grand tour stiller 22 håbefulde hold til start med drømmen om, at de kommende tre uger skal byde på mindst én etapesejr. Med 21 etaper på menuen er det klart, at mindst et hold må gå tomhændet hjem, men listen over tabere ender altid med at blive meget længere. Og når de slagne mandskaber skal pege på en syndebuk, er det naturligt at rette blikket mod sportens vindermaskine nr. 1, Quick-Step.

Quick-Step har altid været kendt for at have mindst én supersprinter, men det har ikke betydet, at de automatisk har været dominerende i de store massespurter i grand tours. Faktisk har de ofte måttet se navne som Marcel Kittel, Mark Cavendish og André Greipel sætte dem til vægs i de senere år, og selvom de to førstnævnte undervejs har også været i deres tjeneste, er det langt fra altid, at Quick-Step har kunnet sætte sig igennem på sprinterscenen.

Den tid er imidlertid nu definitivt ovre. I de senere år har der ellers været almindelig konsensus om, at tiden med dominerende sprinterhold hører fortiden til. Dagene, hvor Mario Cipollinis, Alessandro Petacchis eller Cavendishs tog kunne knuse rivalerne den ene dag efter den anden, er nu blot en fjern erindring, og i stedet har tendensen i de seneste år været meget kaotiske massespurter, hvor ikke ét hold har været dominerende, og hvor det snarere har været evnen til positionering og at bevare køligheden i kaos, der har været nøglen til sejr.

Nu ser et imidlertid ud til, at vi nærmer os de gode gamle dage, og denne gang er det Quick-Step, der har overtaget rollen som sportens sprinterkonger. I 2017 havde man med hhv. Fernando Gaviria, Kittel og Matteo Trentin den dominerende sprinter i alle tre grand tours, og den tendens er fortsat i år. Elia Viviani var den mest succesrige i Giroen, og Gaviria var sammen med Dylan Groenewegen den eneste til at vinde to massespurter i årets Tour. Med tanke på, at sprinterne som regel er feltets største vindermaskiner, er det derfor ikke overraskende, at Quick-Step forud for denne Vuelta havde vundet ikke færre end 25 af de 105 grand tour-etaper, der har været kørt i de seneste to sæsoner!

Og udsigten til, at der skal lægges yderligere til den statistik på den spanske landeveje i de kommende uger, ser aldeles lovende ud. I hvert fald stiller Quick-Step igen med Viviani, der har haft en helt ufattelig første sæson i den blå trøje, og som kommer til start med en frisk sejr i Hamburg i benene. Samtidig er han den eneste af feltets topsprintere, der er blevet sendt til Spanien med et hold hovedsageligt bygget op omkring ham, og han har fået stiller sit supertog med Michael Mørkøv og Fabio Sabatini til sin rådighed. Med andre ord har det hele tiden ligget nærmest på den flade, at Viviani vil blive altdominerende i årets Giro.

Det varede da heller ikke længe, inden den italienske mester slog til. Han havde måske håbet at kunne blande sig i den stigende finale på 2. etape, men den viste sig som bekendt at være alt, alt for hård for de hurtige folk. I dag fik han imidlertid den første virkelige chance, og her viste han med det samme, at de andre sprintere skal være mere end almindeligt heldige, hvis de skal til fadet på sprinteretaperne i årets løb.

Det var ellers ikke, fordi Quick-Step fik mange gaver. Tværtimod betød Vivianis tårnhøje favoritstatus, at der ikke var megen interesse i at give belgierne en hjælpende hånd, da den knaldhårde etape med mere end 3000 højdemeter skulle kontrolleres. Faktisk var det først til allersidst, at Peter Sagan sendte Marcus Burghardt frem, men derudover var hele arbejdet overladt til Quick-Step.

Det klarede de imidlertid til perfektion, først med Kasper Asgreen og Pieter Serry, der leverede en jætteindsats gennem en hel dag forrest i feltet. Heller ikke til sidst, da Lotto Soudal, Ag2r og Bora forsøgte at kaste grus i det velsmurte belgiske maskineri var der skyggen af hjælp at hente, men heller ikke det kunne knække Quick-Step, der med sublimt arbejde fik skabt samling til slut.

Læs også

Oversigt: 41 danskere i aktion i dag

Det store arbejde kostede imidlertid også på ressourcerne, og da holdet i Enric Mas og Laurens De Plus endda også har to klassementsryttere at beskytte, var der lige pludselig knaphed i finalen, da Viviani skulle afleveres. Heldigvis kunne de glæde sig over, at Vueltaens bjergrige rute betyder, at ingen andre hold er kommet med et forkromet lead-out, og der var der ingen hold, der var i stand til at dominere finalen på samme måde, som man kunne have forventet, at belgierne ville gøre det.

Og så har Viviani jo Michael Mørkøv. Egentlig var danskeren oprindelig tiltænkt en rolle som tredjesidste mand i toget inden Viviani og hans tro væbner Fabio Sabatini, men med sublime præstationer senest for Alvaro Hodeg i Tour de Pologne har danskeren tilsyneladende overtaget pladsen som Vivians bedste våben. I dag var det da også igen Mørkøv, der stod for at guide Viviani igennem den kaotiske finale, og det gjorde han med den klasse og kølighed, der efterhånden er blevet hans varenærke.

I kaosset ventede Mørkøv tålmodigt, samtidig med at han med klinisk timing stille og roligt førte Viviani frem fra en ret tilbagetrukket position, så han under den røde flamme var præcis, hvor han skulle være. Her lod han de andre brænde kræfterne af, indtil Danny Van Poppel som forreste sprinter pludselig befandt sig i vinden og følte sig tvunget til at starte en lang spurt.

Det var Mørkøvs signal til at træde an, og herefter førte han elegant sin kaptajn op på siden af hollænderen. Herefter var det op til Viviani selv at gøre arbejde færdigt, og det gjorde han ganske suverænt med den selvsikkerhed, der følger af en sæson, hvor stort set intet er gået galt.

Efter den opvisning er der noget, der kunne tyde på, at Quick-Step bliver helt umulige at have med at gøre i årets spurter, for ikke blot kørte Mørkøv suverænt, Viviani viste også, at han i dette felt er løbets bedste sprinter. Selvom han i år ikke altid har haft den højeste topfart, var han i dag ganske suveræn, og med tanke på Sagans halvsvage form virker det svært at se, hvem der skal kunne slå Viviani på de kommende sprinteretaper.

Netop det er måske faktisk hans største svaghed. For når holdene allerede nu lægger alt ansvaret på skuldrene af det unge og urutinerede Quick-Step-hold, virker det endnu mere usandsynligt, at de vil få hjælp de kommende dage. Og i dette løb er man ikke til start med etablerede maskiner som Philippe Gilbert, Zdenek Stybar og Niki Terpstra, der kan føre solen sort, men med et ungt hold, der kan få svært ved at holde den gående over tre uger. I forvejen er Vueltaen kendt for at være lidt af en udbrudsfest, og nu betyder Vivianis suverænitet endda, at også sprinteretaper måske kan blive et mål for angriberne.

Det var ikke helt uventet, at det var Giacomo Nizzolo, der var Vivianis værste rival, men selvom han blev slået ganske klart i den italienske duel, føles det garanteret som en halv sejr for den tidligere italienske mester. Nizzolo har nemlig været igennem et sandt skadeshelvede, der har budt på tilbageslag efter tilbageslag gennem de seneste to sæsoner, så det må for ham nærmest føles som et lille mirakel, at han nu igen kan køre med om etapesejre i en grand tour. Ganske vist har han i Polen, Hamburg og London flere gange vist, at han er på vej tilbage, men det må være noget helt særligt, at han nu også kan vise sig frem i de lange etapeløb, der altid har været hans foretrukne begivenheder.

Der er dog fortsat et stykke vej at gå. I årene 2015 og 2016 var Nizzolo den bedste italienske sprinter og viste flere gang, at han var hurtigere end Viviani. Han vandt endda det italienske mesterskab på en hård rute, og i det hele taget lå verden for hans fødder. I dag blev han imidlertid ganske klart overspurtet af sin engang langsommere landsmand, og det viser, at der fortsat er lidt vej, inden vi definitivt kan sige, at vi har den gamle Nizzolo tilbage.

Den gamle Sagan har vi i hvert fald heller ikke, for det har i de seneste dage været meget tydeligt, at han fortsat er mærket af sit Tour-styrt. I dag spurtede han sig alligevel til en 3. plads, og faktisk kunne det være blevet til endnu mere, hvis ikke han var blevet lukket inde til allersidst. Det siger alt om Sagans høje klasse, at han trods den alt andet end optimale form alligevel kan vise sin sublime næse for positionering og køre sig på podiet i løbets første massespurt. Det virker fortsat meget usikkert, om han kommer i nærheden af at nå en form, der vil gøre ham konkurrencedygtig på en VM-rute, der i forvejen er et longshot for ham, men han skal nok komme til at spille en rolle i dette løb. Det gør Sagan altid - form eller ej.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Mere bitter har Nacer Bouhanni grund til at være. Franskmanden rejste sig nemlig ganske glot fra den megen modgang og viste, at han fortsat skal regnes som en af feltets hurtigste sprintere. Skal han slpå Viviani, har han imidlertid brug for et stærkt tog til at tage kampen op med Quick-Step, men her er han ramt af, at Cofidis-manager Cedric Vasseur tilsyndeladende har mere travlt med sin personlige vendetta mod den kontroversielle sprinter end med at vinde cykelløb.

Det var ellers en kærkommen chance for Cofidis til for en gangs skyld at vinde lidt i en grand tour, hvis man havde givet Bouhanni den berettigede opbakning, men det kunne der åbenbart ikke blive plads til på det stjernebesatte Cofidis-mandskab. Derfor må holdets bedste bud på en etapevinder nøjes med Kenneth Vanbilsen i finalerne, og det betød da også, at den ellers positioneringsstærke franskmand måtte starte sin spurt bag sine værste rivaler. Da han heller ikke har samme kick som i sin storhedstid, rækker en sådan position næppe til en sejr, og det er en skam for en Bouhanni udrustet med et dedikeret tog ville i et felt som dette sagtens kunne vinde en etape. Lad os håbe for Vasseur, at det lykkedes for holdets mange øvrige stjerner at tage den sejr i stedet.

Van Poppel måtte som sagt starte sin spurt fra spids, og det var for tidligt. Hollænderen gled ned på en lidt skuffende 5. plads efter et fejltimet lead-out, som desværre har vist sig at være lidt af en dårlig vane for ham og hans tog. Vi så det samme mønster i Giroen og Tour de Pologne, hvor han ligeledes var fremme alt for tidligt, og der er således en timing at forbedre, hvis det skal blive til endnu en Vuelta-etapesejr til den stadig ganske hurtige hollænder.

Dagens store skuffelse var Matteo Trentin, der sidste år var i gudeform i dette løb. Den nykårede europamester kom ganske vist tilbage, så han kunne spurte sig til en 8. plads, men først efter at have været sat i finalen. Det burde aldrig kunne ske for en mand, der normalt er blandt de mest holdbare folk, men noget tyder på, at han trods EM-sejren ikke er på toppen. I hvert fald skuffede han også på stigningerne i Polen og igen i går på 2. etape, og det står efterhånden mere og mere klart, at det ikke er 2017-udgaven af Trentin, der er kommet til Spanien. Da han i forvejen får det svært i årets betydeligt stærkere sprinterfelt, ser det ikke ud til, at Trentin vil spille en rolle, der på nogen måde står mål med den dominans, han oplevede sidste år.

Nogen dominans kommer der heller ikke fra Max Walscheid. Tyskeren er feltets eneste rene sprinter, og det er der en ganske god grund til. I de senere år er sprinterne nemlig i stort tal gået en stor bue uden om Vueltaen, hvis bjergrige rute kun er for mere holdbare typer. Derfor har det aldrig givet mening at sende det tyske talent til Spanien, for mens han flere gange har vist, at hans topfart kan være skræmmende, hører han også til blandt feltets allertungeste. I dag kunne han da heller ikke sidde med på den såkaldte sprinteretape med mere end 3000 højdemeter, og det virker ikke sandsynligt, at han får meget med hjem fra det spanske løb. Det er rigtigt, at han kun er med som sen erstatning for sygdomsramte Phil Bauhaus, men spørgsmålet er, om Sunweb, der ellers er god til at tage vare på deres talenter, gør Walscheid en tjeneste ved at give ham tre ugers tæsk i de spanske bjerge.

Tæsk var der ikke til klassementsrytterne, for de kom alle let igennem en etape, der blev kørt ganske fredsommeligt, indtil Lotto satte rav i den til slut. Dermed kom de alle sikkert med feltet hjem, også den uheldige Zakarin, der efter gårsdagens styrt må prise sig lykkelig for dagens relativt lette etape. Det var imidlertid en stakket frist, for allerede i morgen venter løbets første seriøse bjergtest, der vil give de første små svar på, hvem af favoritterne der har fundet de gode bjergben frem.

Om de også skal køre om etapesejren, er nok mere usikkert på en rute, der ser god ud for et udbrud. Og derfor skulle det ikke undre, hvis det igen bliver Quick-Step, der løber med sejren, for Maximilan Schachmann og Julian Alaphilippe har i år vist, at belgierne også er farlige på den slags etaper. Foreløbig står tælleren på 26. Spørgsmålet er, hvad den stopper på i Madrid om små tre uger.

Favoritterne

Dagens etape endte som en fredsommelig affære uden den store dramatik, og dermed fik rytterne sig efter en overraskende selektiv 2. etape en relativt nem dag til at komme sig over strabadserne. Allerede tirsdag går det imidlertid løs igen, for som altid i Vueltaen kommer den første store bjergtest ganske tidligt i løbet.

Puerto de Alfacar er som sagt en ny stigning, men det er ikke Vueltaens sværeste. Medvinden vil bidrage til at gøre den en anelse hårdere, men det er reelt kun fra km 4 og frem til de sidste 2 km, at den er relativt svær. De sidste 2 km er derimod stort set flade, og derfor er det ikke en oplagt stigning til at gøre store forskelle. Snarere er det en chance for klassementsrytterne til for alvor at føle bjergbenene an på en dag, hvor der er mere at tabe end at vinde, og det virker usandsynligt, at vi vil se de helt vilde offensiver.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

Den første bjergetape køres meget ofte afventende og defensivt, men der er forskelle i de enkelte grand tours. Meget ofte ser man, at et udbrud holder hjem ved det første møde med bjergene i Giroen og Vueltaen, mens favoritterne ofte ender med at køre om det i Touren. Også i år virker det oplagt, at et udbrud skal have en chance, for det er meget svært at se, hvilket af klassementsholdene der skal kontrollere denne etape forud for en finale, hvor man skal være ret eksplosiv for at vinde - ikke mindst fordi alle stadig er meget usikre på, hvordan formen egentlig er.

Naturligvis står Alejandro Valverdes navn skrevet med flammeskrift ud over hele etapen, men det vil ligne Movistar meget dårligt at tage kontrol. De har større mål senere i løbet og har allerede deres etapesejr. Det er klart, at det for Valverde selv vil være stort igen at komme i rødt, men for holdet er det ikke det bedste. Tværtimod har vi før set, at spanierne frivilligt har afleveret trøjen netop i dette løb, og Nairo Quintana vil sikkert gerne slippe for, at hans hjælpere skal føre sig halvt ihjel for Valverde.

Derudover er det en god afslutning for hurtige folk som Simon Yates, Daniel Martin og Thibaut Pinot, men heller ikke de synes at ville gå efter etapen. Yates forsøger denne gang at toppe i den anden halvdel og har ikke lagt skjul på, at han vil være langt mere konservativ end i Giroen. Pinot håber at toppe i den anden uge og vil næppe satse meget på en ret let finale i den hede, han hader mere end noget andet. Martin er tydeligvis ikke på toppen og ser snarere mod udbrud senere i løbet.

Astana har ofte vist, at de skyder på alt, der rører sig med Miguel Angel Lopez, men den lille colombianer var ikke på toppen på 2. etape. Dette er heller ikke en finale for ham, så mon ikke de også skal spare på kræfterne? Wilco Kelderman er fortsat usikker på formen, så faktisk er det måske kun LottoNL, der udover Movistar kan tænkes at tage initiativ. De var overraskende aggressive på 2. etape, og George Bennett er tydeligvis i sit livs form. Det vil bare være så usandsynligt, at den newzealandske diesel skulle vinde på en stigning som denne, og hvorfor skulle de forære sejren til Valverde?

Med andre ord er det formentlig kun Movistar og naturligvis Sky, der bestemmer, om et udbrud skal køre om sejren, og da vi tvivler på spansk initiativ, er det nok briterne, der har nøglen til etapen. De har en førertrøje at forsvare, og på en stigning som denne har Michal Kwiatkowski fine chancer for at gøre netop dette. Sky afgiver aldrig en førertrøje frivilligt, slet ikke i et løb, hvor de ikke er kommet for at vinde, og derfor bestemmes udbruddets skæbne formentlig af dets sammensætning.

Alle ved, at det er en god etape for udbrydere, og derfor regner vi med en aggressiv og offensiv start med mange angreb. Det vil formentlig tage tid at få udbruddet etableret, men i en flad indledning er det altid umuligt at forudse, hvem der kommer med. Det kræver både held og timing, og det tilgodeser i hvert fald ikke de rene klatrere. Kommer man til gengæld frem til den første stigning, inden elastikken knækker, kan situationen hurtigt blive anderledes, for så vil de stærke folk lettere kunne gøre forskellen.

Hvis Sky er årvågne, lykkes de med at sende et ufarlig udbrud afsted, og det burde kunne lade sig gøre med en flad start. For dem vil det være glimrende, hvis Valverde ikke får bonussekunder, og det vil gøre hele etapen meget lettere for dem. Derfor er der gode chancer for, at dagens udbrud vil bestå af ryttere, der allerede har tabt en del tid, og dem er der forholdsvis mange af.

Det hele vil derfor sandsynligvis blive bestemt af udbruddets sammensætning. Er det en trussel mod Kwiatkowskis førertrøje, regner vi med, at Sky vil køre dem ind, og derfor burde ryttere, der ikke har tabt mindst et par minutter, ikke have chancer for at vinde etapen. Er udbruddet ufarligt, er det til gengæld nok kun Movistar, der måske vil køre dem ind, og vi tvivler som sagt på, at det vil ske.

Det er derfor en etape, der kan tippe begge veje, men vi tror mest på, at et klogt Sky-hold lader en ufarlig gruppe komme afsted. Derefter vil de holde dem i den snor, som klassementet kræver, og vi regner derfor med en ret begivenhedsfattig midterfase af etapen. Herefter vil positionskampen frem mod stigningen intensiveres, og udbruddets forspring vil falde. Formentlig har de dog nok til at holde hjem, hvis der er nogle fornuftige klatrere med i gruppen.

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

I feltet regner vi med, at Movistar måske vil lægge lidt pres på i finalen for at teste de rivaler, der fortsat har brug for at finde benene, og de kan sagtens tænkes at skabe en del udskilning. LottoNL vil sikkert også forsøge sig med Bennett og Kruijswijk, men vi tvivler på meget aggressiv kørsel og ser snarere udskilning bagfra som løbets væsentligste element.

Derfor vil vi lede efter en etapevinder blandt stærke klatrere, der har tabt tid, og her springer Alessandro De Marchi i øjnene. Den italienske udbryderkonge har allerede vundet to etaper i Vueltaen, og selvom han ikke er ren klatrer, har han vist, at han kan være pokkers svær at sætte til vægs i bjergene, når han har sine store dage. BMCs nedtur betyder, at han har fuld frihed til at jagte et resultat, og hans forrygende enkeltstart indikerer, at han er kommet til Spanien i en storform. Den flade start er en force for en stærk fyr som ham, og han burde også være begejstret for en målstigning, der ikke er voldsomt svær. Det er klart, at han ikke er hurtig på stregen, men det bliver ikke let at følge en formstærk De Marchi, hvis han rammer den rette gruppe. Derfor tror vi, at det bliver til karrierens tredje etapesejr for den angrebslystne italiener, der helt sikker har udset sig denne og alle andre udbryderetaper som et stort mål.

Et andet godt bud er Tiesj Benoot . Den unge belgier er måske ikke kendt som klatrer, men han har i de seneste to år gjort kolossale fremskridt i bjergene. Sidste år var han ikke langt fra at vinde bjergetaper i Touren, og i år blev han en dybt imponerende nr. 4 i Tirreno-Adriatico. Han styrtede tidligt ud af Touren, men tog siden på højdetræningslejr, hvor han har forberedt sig godt. Faktisk har han en imponerende historik, når han kommer ned fra bjergene, og der er al mulig grund til at tro, at han er godt kørende. Han fik sig lidt af en dukkert på 2. etape, hvor han ikke havde de ventede ben, men det kan meget vel skyldes varmen, som han altid har hadet. Det er da også netop de høje temperaturer, der gør os lidt bekymrede for ham, for etapens profil med en flad start, en let stigning og en relativt flad finale, hvor han kan bruge sin gode spurt, passer ham perfekt.

Dan Martin har meldt ud, at han snart skal hjem til sin gravide kone, og derfor har han travlt, hvis han skal nå at vinde en etape. Måske var det derfor, at han i dag skyndte sig at smide en masse tid, for nu har den frihed, der skal til. Han melder selv, at formen skulle være ganske fin, men at han led i varmen i går, hvor han ellers havde tænkt sig at køre finalen. Han er derfor helt sikkert ikke på toppen, og den flade start er heller ikke ideelt for en rytter med hans karakteristika. Selv en halvdårlig Martin er imidlertid en af feltets allerbedste, ikke mindst på en relativt eksplosiv stigning som denne, hvor det han kan gøre brug af sin sublime spurt. Udfordringen bliver at ramme udbruddet. Gør han det, bliver han næsten umulig at slå.

Supertalentet Mark Padun har været en af årets mest imponerende nyprofessionelle. Særligt hans sejr i det stjernebesatte Tour of the Alps var dybt imponerende, men siden da har han et styrt i Østrig Rundt sat ham tilbage. Derfor skuffede han også i både Tour de Pologne og på 2. etape, men det ændrer ikke på, at han er en af de allerstærkeste klatrere, der allerede har tabt en del tid. Bahrain er her uden en klassementsfavorit, så der burde være rig lejlighed til, at Padun kan tage sin chance. Stigningen måtte gerne være sværere, men da han i Tour de Suisse viste, at han også kan spurte, ligner han en god kandidat.

Evigt uforudsigelige Alaxandre Geniez er her ikke for at køre klassement, men snarere for at jagte sin tredje etapesejr i løbet. Når han har sine store dage, er han en fantastisk rytter, der både kan klatre, køre nedad og spurte, og denne etape passer ham derfor ganske glimrende. Han er dog også en af feltets største lottokuponer, for man aner aldrig, hvor man har ham. Heldigvis synes han ikke at have en af sine katastrofeperioder, og selvom han heller ikke er flyvende, vil Geniez altid være et godt bud på en etape som denne.

Det samme er Gorka Izagirre, der skuffede stort på 2. etape, der ellers burde passe ham. I Touren viste han imidlertid, hvor svingende han kan være, for her vekslede han voldsomt mellem gode og dårlige dage. Selvom han mange gange blev sat tidligt, var han alligevel ved at vinde en af løbets store etaper i Pyrenæerne. Også han er en type, der passer godt til denne etape, fordi han er stærk på flad vej, god på mellemsvære stigninger og har en god spurt. Hans fine enkeltstart viser, at formen ikke er helt i bund, selvom han stadig synes lidt hæmmet af styrtet i San Sebastian.

Får Georg Preidler lov? Der er en vis risiko for, at han skal blive hos Thibaut Pinot hele dagen, men på den anden side har FDJ før givet plads til andre. Det kan komme den store østriger til gode, for vi ved, at han er i absolut superform. Han kørte et fabelagtigt Tour de Pologne, hvor han vandt en af de to sværeste etaper. Han synes endelig at være tilbage på sit fantastiske niveau fra 2016, hvor han var så ufatteligt tæt på at vinde løbets kongeetape, og han kunne næppe finde en rute, der passer bedre til en stor og kraftfuld fyr, der klatrer godt og har en rimelig spurt. Det store spørgsmål er, om han får lov, for sidder han med i et udbrud, kan han blive meget svær at slå.

Dylan Teuns kørte en chokerende god enkeltstart, men fik sig så lidt af en mavepuster på 2. etape, der var et stort mål for ham. Ligesom De Marchi burde han hos BMC imidlertid nu for masser af frihed til at gå i udbrud, og selvom han ikke er ren klatrer, burde han være ganske god på en stigning, der kun er stejl midtvejs. Han er i hvert fald i god form, og han har en god spurt. I dag var han snu nok til at smide lidt mere tid, så nu burde han havde den nødvendige frihed.

Unge Bjorg Lambrecht er et af sportens supertalenter, men han har haft det lidt svært i sin første sæson som professionel. Alligevel vandt han kongeetapen i Tour des Fjords, ligesom han kørte pænt i Tour de Suisse. Han gør nu grand tour-debut, men regner med at tage hjem midtvejs for at være klar til VM for U23-ryttere. Det betyder imidlertid, at han godt kan tillade sig at køre lidt aggressivt i starten, og denne etape burde passe ham. Han klatrer godt og er fremragende i en stigende spurt. Spørgsmålet er mere, om han allerede nu har råstyrken til at slå nogle formentlig meget stærke rivaler i et udbrud.

Læs også

Fra arbejdsløs til guldfugl: Giro-aktuel stortalent har målsætningen klar

Det er måske lidt uforståeligt, at Pierre Rolland har været i udbrud de sidste to dage, for han havde gjort klogt i at spare sig til en etape som denne. Ganske vist er den lidt for let til at passe ham perfekt, men han er trods alt stadig så god en klatrer, at han vil være blandt de stærkeste, hvis han rammer udbruddet. Det er klart, at han skal køre væk på den stejle del, for spurte kan han ikke, men han vil være livsfarlig, hvis han med sin tilsyneladende ret gode form kommer afsted. Spørgsmålet er, hvor mærket han er efter et par hårde dage.

Caja Rural har en ganske spændende duo i Nicolas Schultz og Alex Aranburu. Begge har de vist stort klatrepotentiale, især Schultz, der i GP Miguel Indurain blev nr. 3 bag Valverde og Verona. Senest i Burgos kørte han med blandt de bedste i bjergene, og efter en lidt skuffende start burde han have frihed til at forsøge sig. Det samme gør Aranburu, der har kørt fremragende i puncheurafslutninger siden sejren i Getxo i slutningen af juli, og som også gjorde det fint i bjergene i Burgos. Begge har de fordel af, at stigningen ikke er alt for svær, og med deres gode spurt kan de drage fordel af den relativt nemme afslutning.

Sepp Kuss tog en af årets mest suveræne etapeløbssejre i det nyligt overståede Tour of Utah, hvor han var på et helt andet niveau end rivalerne. Desværre har det knebet for ham at brillere i Europa, hvor han har haft det svært, og det var bestemt heller ikke imponerende, at han smed 10 minutter på 2. etape. Samtidig er han formentlig låst i en rolle som hjælper for Kruijswijk og Bennett, og da han er ret grøn, vil han nok blive bedt spare på kræfterne. Skulle han imidlertid få fripas, og finder han benene fra Utah, er der ingen udbrydere, der vil kunne følge ham på den sidste stigning.

Unge Edward Ravasi, der tidligere er blevet nr. 2 i Tour de l’Avenir, har ikke haft det let i sin første sæson som professionel, men i år har der været fremgang at spore. Han kørte flot i Tour of California, men har ikke helt kunnet bakke det op siden da. Han kom heller ikke synderligt godt fra start, men det udelukker ikke, at han ikke vil kunne køre med om sejren fra et udbrud. Han har i hvert fald klatreevnerne.

Mikael Cherel er kendt som Romain Bardets bodyguard, men i dette løb får han endelig chance for at køre for sig selv. Han har med en top 20-placering i Touren i 2015 viste sine klatreevner, men siden da har han været ramt af en del uheld. Han kommer imidlertid til løbet med en frisk 15. plads fra Tour de Pologne i bagagen, så hans form er ganske god. Han er ikke en udpræget vinder, men han har klatreevnerne til at køre med om sejren.

Endelig vil vi pege på Luis Angel Mate. Den lokale andalusiske helt er knivskarp, for han har efter to dage i udbrud et solidt greb om bjergtrøjen. Der er ingen tvivl om, at han i et forsvar af trøjen vil forsøge at komme afsted igen, og han har klatreevnerne og formen til at gøre det godt i et udbrud. Spørgsmålet er, hvor mærket den formstærke ”Lynx” er efter to dage i offensiven.

Andre kandidater kunne være folk som Jose Goncalves, der dog ikke synes i superform, Jose Herrada, Leo Vincent, Mikel Bizkarra, Franco Pellizotti, Jose Mendes samt Omar Fraile, der dog formentlig er for mærket af sit styrt. Mange af de øvrige klatrere er for tæt på trøjen til at kunne få frihed.

Skulle udbruddet true Kwiatkowskis trøje, eller beslutter Movistar sig for at jagte, vil det ende i et opgør mellem favoritterne. Sker det, er Alejandro Valverde den klare favorit. Den spanske veteran viste med sit show på 2. etape, at han i den grad er tilbage, og dette er en stigning, der passer ham glimrende. Den er ikke for lang eller svær, og de sidste 2 lette kilometer betyder, at det meget vel vil kunne ende i en spurt ie en gruppe af favoritter. Her viste han sig på 2. etape ikke uventet at være i særklasse. I virkeligheden er den største trussel mod en Valverde-sejr vel, at Movistar kan få svært ved at kontrollere finalen, for det var allerede ved at gå galt i søndags, og det er før sket, at Movistar ikke har haft styrken til at styre disse afslutninger. Kan Carapaz rejse sig, burde det imidlertid kunne lade sig gøre, og derfor er Valverde manden, der skal slås.

I en spurt er Michal Kwiatkowski den værste rival, men der hersker usikkerhed om, hvorvidt polakken kan sidde med hele vejen. Selvom han har forbedret sin klatring mærkbart, mangler han nemlig endnu at vise, at han kan køre med de bedste i bjergene i en grand tour. Der er som bekendt meget stor risiko for, at trætheden sætter ind senere i løbet, men foreløbig synes han at være i hopla. Stigningen her er ikke specielt svær, og derfor burde han have gode chancer for at sidde med til toppen. Det er klart, at Valverde ikke er let at slå i en spurt, men det er ikke umuligt for Kwiatkowski, der som bekendt spurtede sig til sejr i et stigende opløb i Polen.

En anden skarp afslutter er Thibaut Pinot, der ser ud til at være kommet velforberedt til løbet. I hvert fald kørte han en fin finale på 2. etape, og han burde være langt mere komfortabel på denne etape. Det er klart, at varmen er et problem for franskmanden, men han synes at have vænnet sig til den. Det bliver ikke let at slå Valverde på stregen, men Pinot har flere gange i især Tour of the Alps, men også i sidste års Giro og senest i Tour de Pologne vist sine evner som afslutter.

Det er klart, at Simon Yates burde være en af favoritterne til at slå til i en eksplosiv finale som denne, men briten viste søndag, at han tydeligvis følger planen om ikke at komme flyvende ind til løbet denne gang. Derfor vil han formentlig køre temmelig afventende i løbets indledning, og det kan gøre det svært for ham at udfordre Valverde, der på papiret er en bedre afslutter. I Polen forbedrede han sig imidlertid lynhurtigt, og med sin eminente timing kan han måske allerede nu rejse sig.

Rigoberto Uran er også en eksplosiv fyr, der i teorien burde kunne gøre det godt i en spurt som denne. Colombianeren har haft en fremragende opbygning frem mod Vueltaen og er mere frisk end de fleste. Han så skarp ud på 2. etape og ligner en mand, der er klar til at køre med i front. Også han mangler det sidste punch til for alvor at true Valverde, men han burde være en af de hurtigste og mest formstærke favoritter.

Andre gode afsluttere blandt klassementsrytterne er Wilco Kelderman, Davide Formolo, Michael Woods, der dog ikke meldes på toppen, Enric Mas, Pello Bilbao, der skuffede i søndags¸ og Bauke Mollema , hvis han vælger at køre med favoritterne. Det er dog svært at se dem vinde.

Som sagt er det før set, at det kan lade sig gøre at snyde Valverde på etaper som disse, fordi Movistar har haft svært ved at holde løbet under kontrol. Derfor kan man ikke udelukke, at det kan lykkes for en stærk og smart rytter at gøre, som De Plus næsten gjorde det i går. I den sammenhæng er det nærliggende at se til formstærke ryttere som George Bennett, Laurens De Plus, Emanuel Buchmann, Jack Haig, Davide Formolo og Enric Mas, der i kraft af en underdogstatus måske kan snige sig væk.

Feltet.dks vinderbud: Alessandro De Marchi.

Øvrige vinderkandidater: Tiesj Benoot, Dan Martin

Outsidere: Mark Padun, Alexandre Geniez, Gorka Izagirre, Georg Preidler, Dylan Teuns

Jokers: Bjorg Lambrecht, Pierre Rolland, Nicolas Schultz, Alex Aranburu, Sepp Kuss, Edward Ravasi, Mikael Cherel, Luis Angel Mate

Kandidater til klassementsopgør: Alejandro Valverde, Michal Kwiatkowski, Thibaut Pinot, Simon Yates, Riogoberto Uran